Why the hell did I get back here? - Dust.

Sted: Aquener.
Omgivelser: Ingen personer, udover Blair.
Tid:23:35
Vejr: Mørket har lagt sig over stedet som et tæppe.

Blair sad på netop den bænk hvor hun havde mødt Alian, hun havde svoret hun aldrig ville tage tilbage der til. Hun havde lovet sig selv at hun ikke ville se alle de minder, alle de forfærdelige ting der var sket for godt og vel et år siden. Hun havde sørget for ikke at komme tilbage der til, fordi hun vidste at minderne ville strømme ind over hende. Blair var begyndt at ryge igen, nu havde hun ikke et barn at forsøge. Så hun kunne lige så godt leve livet. Hun tog en cigaret og antændte den, røgen der spredte sig i hendes lunger var en fantastisk følelse. Det var noget hun havde savnet. Savn. Alian. Lucy. Blair fik tårer i øjnene, hun ville normalt have tørret dem væk. Men hun var ligeglad med det for tiden, hun tænkte bare på hendes Alian, og Lucy. Og også Ammon, gad vide hvad der var sket med ham. Hun rystede hovedet og det fik tårene til at glide af.

Dust der kom gående ikke så langt derfra havde lige tændt en smøg selv og var begyndt at blive lidt sulten han havde ikke spist i lidt tid og det undrede ham derfor ikke at hans mave rumlede svagt! Dust der var iført sort løst tøj et bælte med et dødningehoved bæltespænde og 4 daggerts i en blå rejsekappe og på ryggen 2 store svær -et skarpretter sværd og et hvor bladet var bundet ind- begge på samme længde som højden på et fuldvoksent menneske og som så ud til at være ret tunge da Dust bukkede lidt under for deres vægt som han ikke helt havde vændet sig til endnu!

Men som han tog et hvæs af sin smøg kunne han mærke at der var mad i nærheden der var et trist menneske ikke så langt fra ham og Dust fandt hurtigt vej til denne unge dame der sad og grad på en bænk! Dust nærmede sig hende gemt i skyggerne og stod lige nær hende for at feaste på hendes sorg hvilket gjorde at det føltes mere trist at være i nærheden af ham hvilket var en ting alle dem han feastede på kunne mærke når han spiste af deres sorg!

Blair havde i det øjeblik en noget for stor kjole på, der var en masse stof der ligesom bare flød ud til siderne og var i overskud. Den var hvid med sorte striber, lårkort og kortærmet. Hun havde samtidig nogle støvler på, hvor der var indbygget en lille 'hule' til en kniv. Et våben var altid godt. Blair kunne pludselig fornemme at hun blev mere trist, hun følte sig endnu mindre veltilpas og havde mest af alt bare lyst til at hoppe i havet og dø sammen med Alian og Lucy. Hun havde aldrig haft det sådan før, så det undrede hende meget hvorfor det lige pludselig kom. Hun lod endnu en portion røg forlade hendes læber og glide ud med luften. Det føltes fantastisk, den følelse ville hun aldrig nogensinde glemme, hun ville altid have den i sig.

Dust der tænkte smart sørgede for at ryge og puste ud samtidig med hende for at gemme hans røg i hendes men han kunne nu alligevel mærke at noget af den tristhed han feastede fra hende kom fra selvmords tanker så han valgte at komme frem fra mørket gik rundt om bænken satte sine 2 sværd op af bænken og satte sig roligt ned ved siden af hende! Han så let på hende efter at have pustet en gang røg ud og lage hovedet på skrå da han så hendes tåre!

"Hvad er der galt?" spurgte han roligt uden at tænke det mindste over at han ikke havde præsenteret sig selv for hende eller kendte hende! Han var ikke lige just en særlig god samtale type men han kunne være ret så lige ud!

Blair forstillede sig at Alian og Lucy fløj rundt oppe i himlen, hun forstillede sig at de var engle og det hjalp voldsomt meget på hvordan hun havde det. Blair så forskrækket over på ham der pludselig sad ved hendes side. Hun havde det jo godt nok, godt nok til at ville overleve. Men nogle dage var bedre end andre. Hun havde en dårlig dag. Men hun havde aldrig overvejet at begå selvmord, ikke rigtigt. Hun havde forstillet sig selv dø, forstillet sig hvordan verden ville være uden hende.

"Ja. Ja, jeg har det fint."

Det var selvfølgelig en løgn, og det kunne også ses på hendes røde og opsvulmede øjne, hun var en smule våd ned af hendes kinder. Så man kunne tydeligt se at hun ikke havde det fint.

Dust behøvede ikke engang at se hende i øjnene for at vide at det var løgn han kunne stadig mærke at hun var trist men han behøvede ikke at spise mere fra hende han havde stillet toppet af sin sult og kunne godt holde i lidt tid før han behøvede at spise igen!

"Du kan ikke lyve overfor mig hvad angår det at være trist så vi ved begge at det er løgn hvorfor fortæller du mig ikke hvad der er galt måske kan det lette dit hjerte?" sagde han roligt og så hende i øjnene med sine følelses forladte men dog utroligt smukke ravgule øjne!

Blair sad og trak vejret i dybe vejrtrækninger, hun hadede inderligt at føle sig så hjælpeløs, sårbar og svag. Hun var svag og den følelse åd hende op inde fra. Blair så over på ham, lige ind i de ravgule øjne. Det var som noget hun aldrig havde set før, en smuk farve. Men også meget unaturlig farve. Hun sad bare og stirrede ham ind i øjnene før hun blev mindet om hun skulle svare ham.

"Jeg har mistet min datter for et år siden. Og min kæreste. Eller.. Ekskæreste."

Hun så ham stadig i øjnene, men var ikke så fortabt i dem, som hun havde været tidligere. Hendes blik gik ikke nær så langt ind i hans øjne som det kunne.

Dust vedholdte hendes blik ved at blive ved med at se hende i øjnene og lyttede roligt til hendes svar på hans spørgsmål! Han hang ved ordene baby ekskæreste og mistet hvilket et kort øjeblik fik ham til at tænke på en i hans tid en person hvis sjæl han havde et lille stykke af gemt i hans sjæl dette minde gjorde at hans øjne pludselig blev blodrøde som om det var sådan de rigtigt skulle se ud i en kort periode før de blev ravgule igen!

"Jeg forstår det at miste nogen der står en så nært kan virkelig knuse ens hjerte!" sagde han roligt og lage hovedet let på skrå "Men hvad siger du til at snakke med en skyggedæmon som mig om det måske kunne det være det hjælper på humøret?" han smilede lidt selv om hans smil var lige så følelses forladt som hans øjne var!

Blair blinkede da hans øjne på pludselig blev røde. Hun troede det bare var noget hun havde set, noget som slet ikke var der rigtigt. Hun så derfor væk fra ham. Også fordi hun hadede når hun var trist, hun hadede at andre så hende trist. Blair så op på ham igen og opfangede hans følelsesforladte smil og blik. Det gjorde at hun ikke ligefrem havde lyst til at fortælle ham mere. Hun havde også snakket om det mange gange. Men når hun blev mindet om det, kunne hun ikke undgå at savne dem.

"Jeg har det fint. Så det er der ingen grund til. Ellers tak."

Hun lagde hendes ben hen over hinanden og tog det sidste sug af cigaretten. Hun smed den hen på jorden og så på gløderne der langsomt forsvandt.

Dust lod ikke til at lade sig påvirke af at hun ikke ville snakke med ham om de ting der gjorde hende trist det var hendes valg og det var i sidste ende ikke noget han skulle blande sig i de kendte trossalt ikke hinanden særligt godt! Dust gjorde lige som hende tog det sidste hvæs af sin smøg og smed den væk mens han pustede ud rettede han dog sit blik mod hende og studerede hende lidt nærmere hun virkede som et spøjs væsen et simpelt menneske med en langt lavere aura end han var vant til at mærke den føltes som en basal aura for hendes race!

"Det er fint nok det er ikke altid man har lyst til at åbne sit hjerte foran en totalt fremmede det er vel også lettere og bedre at lægge dem man savner allermest ind på en speciel plads i ens hjerte sammen med minderne om dem!" sagde han roligt mens han let tog sit skarpretter sværd og lage det hen over sine ben før han tog en slibe sten frem "På den måde kan man altid tage dem frem i sit sind og huske den tid man havde sammen med dem gode så vel som dårlige det kan virkelig hjælpe på den sorg man bære efter tabet!" han begyndte at slibe skarpretter sværdets utroligt lange blad for at gøre det skarpere en ting der virkelig kunne betyde meget i kamp da det i sidste ende sagtens kunne ende op med at være hvor skarpt ens sværd var der kunne afgøre en kamp!

Blair talte normalt ikke specielt meget om hendes følelser. Måske over for dem hun var rigtig tæt på, men sommetider kunne hun godt have brug for bare at tale. Det skete når hun bare havde fået nok af at skjule sine følelser. Blair lyttede til hvad han sagde og så op på ham med er overrasket blik, men lod det hurtigt falde tilbage til et venligt blik. Hun havde ikke forventet at høre sådan noget for ham. Han virkede bare ikke som typen der tænkte så meget på følelserne.

"Ja.. Jeg har også gemt dem væk. De vil altd være en del af mig og mit liv."

Blair ville have svært ved at være sammen med en anden end Alian, hun havde været det, men hun følte at hun var ham utro. Det var værst i starten, men følelsen gnavede stadig i hende. Blair så ned på sværdet han var igang med at slibe. Det var et flot sværd.

"Det er flot."

Sagde hun og nikkede mod sværdet.

"Ja det vil de og du må aldrig glemme dem for de gode minder de bragte dig for selvom de er væk lever de stadig videre i dit hjerte!" sagde han roligt og smilede til hende "Selvom de måske ikke levede for evigt og måske aldrig ville komme til det er mindet om dem hos deres nærmeste en del af det der kan gøre dem udødelige! Det lyder måske underligt men udødelighed betyder ikke altid at leve evigt det kan også betyde som jeg sagde at man lever videre i form af mindet hos ens nærmeste eller i form af at man gjorde noget stort så man blev skrevet i historie bøgerne!"

Dust var tydeligvis et filosofisk væsen inderst inde og det kunne høres på den måde han talte på han var en af den slags personer der havde mange tanker i sit sind som han måske ikke altid fik ud så det var som en lettelse for ham endelig at have nogen at snakke med nogen der hørte hans tanker og måske endda forstod ham!

Han så hende dog kort i øjnene da hun sagde hans sværd var flot det var der ingen der havde sagt til ham før og det så ud til at betyde noget for ham at hun sagde det til ham
"Tak det tog mig noget tid at finde det!" sagde han roligt og sleb videre på sværd bladet "Det er et skarpretter sværd faktisk den eneste af sin slags lige som Samehada mit andet sværd jeg går rundt med!" han nikkede mod sværdet der stod med bladet bundet ind så man ikke kunne se hvordan det så ud og hvorfor det egentlig havde en lidt underlig form som om det bullede ud over hele bladet "Efter jeg lærte at bruge mit skarpretter sværd blev jeg istand til at skære gennem selv de mere stærke og tykke materialer som normale sværd ikke kan klare med sådan en præcision at man skulle tro det var løgn!"

Blair var også en person der tænkte nogle dybe tanker. Hun var ikke så overfladisk som hun måske af og til virkede som. Hun var langt dybere, hun mente også stadig at Alian og Lucy levede, måske ikke i en fast form. Men de levede videre i Blair.

"Du har så meget ret. De er ikke længere en fast form, men de er her stadig. Jeg føler.."

Blair stoppede, fordi det måske ville lyde dumt det hun sagde..

"Jeg føler somme tider at der er nogen der våger over mig. Jeg føler jeg kan mærke Alian der er skuffet over mig når jeg dummer mig, og at han er stolt over mig når jeg gør noget godt. Jeg kan på en måde fornemme at han ryster på hovedet og smiler engang imellem.. Det lyder dumt, gør det ikke?"

Blair så nysgerrigt på sværdet mens han fortalte om det. Hun interesserede sig selv meget for våben, i hvert fald sværd, knive og lignende. Men sværd var bare ikke rigtig noget hun kunne have på sig.

"Hvor spændende. Jeg ville ønske jeg havde et sværd. Men det er ikke så let at have med omkring."

Blair bukkede sig ned og fandt sin kniv frem og holdte den op.

"Jeg har kun den her."

Dust så op og lyttede til hende da hun snakkede om hvordan hun kunne mærke at hendes eks var nær hende og ikke i så meget som et sekund så han ud til at finde dette underligt på nogen måde han fandt det derimod interessant at høre dette
"Det lyder da ikke så mærkeligt de lever videre i dig og det undre mig ikke at du kan forestille dig dem eller mærke dem våge over dig!" sagde han roligt "Selv mistede jeg mine forældre da jeg var 4 år gammel på juleaften hvor de blev dræbt og selvom jeg ikke kan huske dem har jeg altid et billede af dem på mig! Jeg ønsker stadig at hævne dem for at de kan finde fred i sjælen og komme videre for jeg kan mærke dem i mig hvert sekund af mit liv og i hvert åndedrag jeg tager!"

Hans blik fokuserede på hendes kniv da hun viste ham dem og smilede roligt plantede solit sit sværd i jorden og rejste sig for at løfte ud i begge sider af hans rejse kappe hvor man kunne se hans 5 daggerts der henholdsvis var en offer daggert 2 komplet identiske en skyggedæmon daggert vis skede lignede et ravnenæb og håndtag dens hoved og en der var bundet ind så man ikke kunne se den
"Jeg går rundt med de her 5 dem fik jeg fingrene i før jeg fik Samehada og skarpretteren og de har smagt meget blod!" sagde han roligt "Og hvis du vil er jeg da villig til at hjælpe dig med at finde et sværd du nemmere kan gå rundt med og have let tilgang til!" foreslog han

Blair var glad for han forstod hende. Ellers ville hun bare lyde som om hun var mindre sindssyg. Hvilket hun overhovedet ikke var. Blair lyttede til hans historie. Hun følte melidenhed for ham, at miste sine forældre i så ung en alder.. Det var.. Hun kunne slet ikke finde ud af hvilke ord hun skulle sætte på det.

"Det er jeg ked af at høre."

Blair så på de daggerts der var i hans kappe. Hun havde selv kun den lille kniv, den var ikke altid så god at bruge i kamp. Men det var bedre end ingenting. Blair vidste ikke helt om hun skulle blive skræmt over hans sværd og daggerts 'havde smagt blod.' Det var jo ikke ligefrem betryggende. Men hun valgte at stole nogenlunde på ham. Blair trak på skulderne.

"Nu har jeg levet alene i fire år og jeg er ikke død endnu. Men det ville da være rart."

"Det skal du ikke være og det er ikke så slemt det var være at mine artsfælder som dræbte mine forældre har jagtet tortureret og forsøgt at dræbe mig i flere hundrede år det er vel mest på grund af dem at jeg er blevet til den jeg er i dag og selvom det måske ikke er et særligt godt liv så er det det liv som har gjort mig så stærk som jeg er i dag!" sagde han roligt og så hende i øjnene der var ikke det mindste i hans følelses forladte øjne der tegnede på fortrydelse sorg eller noget andet tegn på smerte over hans sørgelige fortid!

"Men tilbage til det med sværdene til dig vil jeg foreslå et sværd med en medium længe af et meget let men stærkt metal det vil gøre dig istand til at kæmpe med hurtige bevægelser og kunne beskytte din krop ret let da et sværd af medium størrelse ikke lige just er så voldsomt langt at det gør noget men stadig er langt nok til at du kan nedfælde en modstander på lidt over en arms længde!" sagde han roligt!

Blair kunne ikke undgå at føle melidenhed med ham. Hun var meget menneskelig på det punkt og det var ikke godt. Hun ville føle melidenhed med hvem som helst, også dem som prøvede at såre hende. Hun så på ham og trak på skulderne.

"Jeg kan ikke flygte fra det der prøver at dræbe mig. Det er mig selv. På en måde."

Hun så væk fra ham og rystede på hovedet, hun blev nød til at tænke på det noget andet. Hun så op på ham og lyttede til hvad han sagde.

"Ja. Det lyder som en god plan. Men hvordan skal jeg få fat i sådan et sværd? Og hvordan skal jeg have det med mig? Jeg har jo sådan noget tøj på hver dag, så du forstår vel, at jeg ikke kan have det med mig i en.. Hvad er det de omslag hedder, som man har dem i?"

Blair var ikke god med våben. Hun vidste hvordan man brugte dem, men vidste ikke meget om den.

Dust smilede roligt ved tanken om hvordan hun kunne transportere hendes sværd og hvor det kunne skaffes henne han kendte til mange sværd steder man kunne købe dem og redskaber til at holde våbnet til kroppen! Han så tænkende på hende før han begyndte at sige noget der var så mange muligheder så mange sammensætninger af sværd deres udseende farve og former så mange muligheder inden for de sammensætninger mellem sværd og "holdere"!

"Altså man kalder det skeden og faktisk er der en fantastisk stribe af muligheder inden for det at kunne holde et sværd på kroppen du kan have det langs med bæltestedet lige over din mås, skråt ned af ryggen på den side der passer dig bedst eller lige ned af ryggen, nogen vælger at have sværd skaftet pegende ned af andre har det oppe ved skuldrene du kan have det hængende i et skærft som hænger rundt om livet eller hoften på dig og jeg tør vædde på jeg nok kan finde ud af noget der passer til dig hvis du fortæller mig hvad der ville passe dig bedst!" sagde han roligt! Det var åbenlyst at Dust var lidt i sit es hvad våben angik han plejede ellers ikke at snakke så meget eller fortælle så mange af sine ideer på en gang!

Blair lyttede opmærksomt efter. Hun overvejede de mange muligheder han fortalte om. Hun kunne måske godt have et sværd til at hænge ved hoften. Det ville nok være lettest for hende.

"Ja, så vil det nok være mest praktisk at have ved hoften. Så er det også let at få fat i."

Blair havde overvejet at få skaffet sig nogle skydefærdigheder, det krævede så bare lige hun også fik en pistol. Blair var begyndt at være meget usikker. Hun følte ikke længere hun havde en til at beskytte hende.

"Hvad ved du om pistoler?"

Dust nikkede roligt til hendes valg af sværd pladsering og rejste sig roligt løftede sit Samehada sværd der havde bladet bundet ind og pladserede det så det sad sidelæns langs hans hofte på ryggen
"Dit sværd kommer så til at side sådan her det er faktisk en rimelig god position at have det i da det giver dig en let og hurtig adgang til dit sværd og kan give dig et godt svingende first attack hvis situationen skulle være der!" sagde han roligt og satte sværdet fra sig igen ved at stille det op af bænken ved siden af skarpretteren! Det var tydeligvis ikke et normalt sværd selvom det var bundet ind så bladet ret ujævnt ud i forhold til skarpretter sværdet!

Da hun spurgte angående pistoler smilede han roligt dette var endnu et våben Dust godt kunne lide men dog brugte han ikke skydevåben så meget selvom han gik med en plasmapistol fra hans egen tid
"Well til dig foreslår jeg at du bruger 2 pistoler med 24 patrons magasiner de skal ikke lades manuelt så du kan bare skyde løs som det passer dig det er hvert fald det mest passende våben fra denne tid som jeg kan foreslå til lige præcis dig!" sagde han roligt og tog sin plasma pistol frem så hun kunne se den "Hvis vi var i min tid ville jeg foreslå denne her den køre på energi fra omgivelserne og bruger den til at lave sine plasma patroner som kan dræbe et normalt menneske i et skud og efterlade noget af et krater i kroppen!"

Blair så hvordan det kom til at side da han rejste sig og viste hende det. Hun endte sjældent i en kamp hvor hun skulle være hurtig. Hun tiltrak bare ofte de typer som troede de kunne snige sig ind på hende og gøre.. alle mulige ting.. Så hun havde mulighed for at udtænke sit træk.

"Det sker sjældent at jeg skal være hurtig på aftrækkeren. Men det er vel altid godt at være sikker."

Hun lyttede også til hvad han sagde om pistoler, og forstod ærlig talt ikke meget af det. Hun fik fat i at den pistol han anbefalede ladede sig selv. Det var nok en meget god ting, i hvert fald ind til hun var god til at lade den. Hun lagde hovedet på skrå da han nævnte en pistol fra 'hans tid.' Det gav ingen mening for hende.

"Fra din tid? Hvornår er din tid?"

Hun glemte helt at spørge mere ind til pistolen.

Dust gemte roligt plasma pistolen væk under hans rejsekappe igen og smilede til hende med sit sædvanlige tomme smil Dust var nemlig ikke fra denne tid han var blevet bortført
"Lad os bare sige at jeg er blevet bortført fra min tid gennem en tidsportal originalt kommer jeg fra år 3824 hvor jeg blev bortført fra af nogle freaky typer der åbenbart gerne ville eksperimentere med mig og gøre mig til et vøben!" sagde han roligt!

"Jeg har vel nok været i denne tid i omkring 213 år og jeg prøver stadig på at finde en måde hvorpå jeg kan komme tilbage til min tid for jeg kom desværre til at ødelægge den eneste eksisterende tids portal!" sagde han roligt! Han virkede som et ret så interessant væsen for Dust var i den grad et kompliceret væsen fyldt med mysterier der gjorde at man altid kunne finde ud af nye interessante ting om ham!

Blair havde hørt om mange ting. Varulve, vampyrer, dæmoner, en varehaj. Men en der kom fra en hel anden tid, havde hun aldrig hørt om. Hun så derfor mege forvirret og undersøgende på ham.

"Hvordan er det der?"

Blair var meget nysgerrig, og han var jo en tidsrejser, på en måde. Så hun ville gerne vide hvordan det var i en anden tid. Hendes blik vendte tilbage det almindelige og rolige blik. Hun drejede hele kroppen, så hun sad med fronten mod ham. Hun trak det ene ben op på bænken så kun hendes fod lå ud over.

Dust så på hende mens hun vendte sig mod ham og tænkte på hans tid hvordan det var der hvad han havde oplevet i de første 351 år år af sit liv i hans tid og imens han tænkte på alt dette blev hans øjne blodrøde de skiftede bare uden videre med et blink fra hans øjenlåg og selvom de fik denne farve var de nu utroligt smukke og virkede en del mere naturlige for hans vedkommende!

"I min tid er alting kaos efter tredje verdenskrig kom istiden og da den forsvandt begyndte alting bare at gå mere og mere galt! Nye dyre racer kom frem mutanter en ny race zombier cyborgs dinosaurer der muterede og radioaktivitet over hele verden teknologi fik et ordentligt boost under tredje verdenskrig og forårsagede en del ekstra sjov til det kaotiske liv og de racer der stadig eksistere i min tid er muteret!" sagde han roligt og virkede nærmest helt i trance mens han snakkede det var næsten som om han savnede alt dette! Dette var nok det tætteste Dust kom på at vise følelser i denne tid en ting han ellers aldrig havde gjort siden han kom til denne tid!

"For eksempel findes evne bøgerne ikke mere!" sagde han så efter en kort pause "Og hvis man bare tager os skyggedæmoner i min tid kan vi ikke tage andres sjæle i bytte for et ønske det er en glemt art som jeg har lært da jeg kom hertil men i stedet kan vi skyggevandring en ting ingen skyggedæmon kan i denne tid!"

Blair kunne slet ikke forstå at det var så anderledes. Det måtte være underligt at komme tilbage her til. Hun lyttede intenst til hvad han sagde. Hun var meget interesseret.

"Er det ikke underligt at vende så mange år tilbage i tiden?"

Hun så på ham med et blik der viste stor fascination og undren for det ukendte. Sådan havde Blair altid været, hun var stærkt tiltrukket af det ukendte, det mystiske.

//Undskyld længden.//