✦ The unexpected turned out to be... nah, we don't talk about that! (Reign ♡)

Det virkede som om, Razor godt selv vidste, at den var helt gal. Måden det blev trukket ud på og måden, han ikke rigtigt kunne se Reign i øjnene, imens han svarede, gav det væk. Reign havde ikke kunnet lade være med at udtrykke en anelse væmmelse i ansigtet, da drengens nævnte, at han godt kunne lide at slå ihjel, men ellers imponerede han sig selv ved at holde et forholdsvist intetsigende ansigt. Men indeni var han vred. Vred og ked af det. Mest ked af det.
"Yeah. I was right," gav han efter en forfærdelig lang stilhed Razor ret med blikket liggende sløjt på gulvet. Reign kunne godt sige, at det ikke var hans skyld, og at det hele nok skulle ordne sig, men sandheden var, at det VAR Razors skyld, og at det ikke bare ville ordne sig uden videre. Han var efterhånden blevet slået, revet i, forfulgt og truet en del på grund af Razor. Fordi han ikke kunne styre sig og lade være med at dræbe alle, han kom i nærheden af. Hvorfor kunne han ikke være som Lori? Reign kendte kun to dæmoner, og trods Razor kun var halv dæmon, mens den anden var fuldblods, så var han alligevel den med de mest voldelige og brutale lyster. Han var så afhængig i at dræbe, at selv Reign ikke kunne stoppe ham.
Og han vidste det jo udmærket godt - at Razor var en teenager med psykopatiske tendenser, der slog folk ihjel - men havde nok arbejdet for hårdt på at tænke på andre ting, gemme det væk bagerst i hovedet. Bare lave jordbærkage side om side og skrive dumme lister om, hvad de skulle gøre, inden de kradsede af. Reign havde efterhånden brugt mange underlige ting til at føre sin opmærksomhed alle andre steder hen end Razors sande jeg, men det var umuligt i en situation som denne, hvor han blev mindet om det med lyden fra tusinde kanoner.

Reign tog sig til sin skulder og bevægede den rundt i små, knækkende cirkler for endnu engang at føre sin opmærksomhed væk fra emnet. Egentlig gjorde hele hans krop ondt - inklusive skuldrene, der fik et par gode, velfortjente knæk nu - men det blev glemt i mængden af smerter fra mavepartiet. Ligesom Razors utallige drab; de blev også glemt i mængden af kærlighed til ham.
Reign viste ikke sine vrede på noget tidspunkt. En let irritation blandet med en snert af frustration kunne skimtes i hans øjne, hvis man virkelig kiggede efter, men ingen vrede. Hvis der var noget, han ikke havde lyst til lige nu, var det at skælde Razor ud (eller skændes hvis han var flabet nok til at svare tilbage). Han var udmattet, og knægten stod selv og lignede noget, katten havde slæbt med ind, så energiniveauet var mildest talt lavt.
Han lod sin hånd falde ned fra skulderen igen med et suk, "I'm gonna try to get a bit more sleep. You should go take that bath," og skubbede sig væk fra døren for i stedet at vende tilbage under sengens rare, varme dyne. Reign ømmede sig lidt, som han vendte sig om på siden, ansigtet placeret direkte ind i væggen, og lukkede så øjnene. Om han faktisk kunne sove mere var usikkert, men han måtte prøve, for det var sandt, at han stadigvæk var træt. Ikke hans sind men hans krop, der tydeligvis stadig forsøgte at vænne sig til den helende effekt. Razor gad han i hvert fald ikke hverken se på, høre på eller snakke med.

Reigns stilhed var ulidelig. Men frygten for hvilke ord der ville komme var alligevel værre - og gjorde det nemmere at acceptere at der ikke blev sagt noget. Han vidste godt at han tingene virkelig var gået skævt på grund af ham. Ikke bare skævt, det var helt i stykker. Og der var ikke rigtig så meget han kunne gøre ved det. Selv det at stoppe med at slå ihjel ville ikke løse mange ting. Men han vidste i sidste ende også godt, at det var mere eller mindre umuligt for ham at lade være.
" Please say something.." mumlede han lavt - et øjeblik med blikket rettet stift mod gulvet. Dog gik der ikke længe før han rettede sit blik mod Reign, alt imens han forsøgte at finde ud af hvad fyren tænkte. Mente omkring det hele. Men der var ikke meget at komme efter. Men alligevel kunne han fornemme, at det mest ventede var hvad der foregik i Reign. Om det var vrede, eller skuffelse - begge dele var forfærdelige og Razor hadede tanken om at det var det han mente om ham.

" Im gonna fix things.. " Sagde han så. Stadig med blikket mod Reign, som nu havde lagt sig i sengen. Badet til Razor kunne vente, han havde egentlig ikke lyst til at gå - heller ikke selvom det helt sikkert ville være det bedste træk. Men at smutte fra Reign igen var ikke fristenende. Og det at skille veje med dårlig stemning var blevet en dum og træls vane, han allerhelst så gemt langt væk. Det gjorde ondt indvendig. Han vidste at Reign ikke ville blive glad over hvad Razor havde at fortælle - men han var i det mindste ærlig. Og Reign havde lovet ikke at blive sur. Måske var han ikke sur? Men hvad var han så? skuffet? såret? - alting var jo nærmest lige slemt. Og den manglende reaktion fra mennesket gjorde det kun endnu værre.

Han kunne sagtens komme med en lang prædiken omkring hvor meget han fortrød det. Men det ville være løgn. Jo - han fortrød at det var endt med at gå ud over Reign, men i det tilfælde var det mere sin uopmærksomhed han ærgrede sig over. Havde han været mere opmærksom på hvad der foregik omkring ham, frem for at fokusere på Reign hele tiden, forblændet i kærlighed - så ville han have vidst at han var blevet forfulgt, at der var nogen efter som, som han burde give opmærksomhed og skille sig af med inden skaden skete. Men man kunne sagtens være bagklog.
Han gik dog endelig mod døren. Om det blev til et bad, eller en jagt efter engle blod vidste han nok først når han nåede ud af døren. Han stoppede op et øjeblik og gloede et par sekunder mod dørhåndtaget, men skævede så lidt tilbage mod sengen hvor Reign lå. " Please don't hate me, I am truly sorry. It was never my intention to put you in danger. I just can't help loving you.. " Sagde han så bare, før han smuttede ud af døren. Reign lignede en der havde brug for at være alene. Og hvor meget Razor så end ikke havde lyst til at lade det være tilfældet, så forlod han værelset. Den trykkende fornemmelse i hans egen krop havde alligevel gjort smerterne fra skaderne en smule værre. Sikkert fordi hans blod pumpede hurtigere, gjorde ham følelsesladet, nervøs og helt ør i hovedet. Varme i kroppen var ikke ligefrem kuren mod allerede brændte områder. Om et bad ville gøre det bedre? Han tvivlede, engle blod ville gøre det bedre - og efter det, så ville et bad kunne gøre underværker. Måske var det det han skulle gøre.

// out <3