Oh, the Books! (Lori) XXX

Lori var sød, som han struttede lidt med numsen, så Sean bedre kunne komme til. Afslørede blot, hvad de begge sikkert allerede vidste: At de havde lyst til hinanden.
Han lod fingeren glide stille og roligt. Der var ikke brug for mere, ikke før han også tog finger nr. 2 i brug. Han kyssede Lori ned over nakken og på skulderen. Som tiden gik, blev han selv mere og mere ivrig, men på intet tidspunkt følte han for at sætte tempoet op. Dette tempo passede ham helt fint og han havde ingen grund til at tro Lori ville det anderledes.
Til sidst trak Sean hånden til sig, men kun for at føre noget andet ind. Noget langt større. Han havde ingen ide om hvor ofte Lori selv modtog, så det rolige tempo passede vel kun mere end fint, for at undgå Lori oplevede nogle former for smerter. I tilfælde af der skulle være ubehageligheder ved det i starten, og af den grund at Sean nu havde en ledig hånd, gled hans hånd ind under Lori og greb fat om ham. Nussede ham i rolige strøg. Langsomt førte han sig selv længere og længere op og for en stund var det blot så rart, at han havde det fint med at være der et øjeblik.
Han smilte mellem sine små støn og igen kunne han ikke lade være med at grine en anelse. Så lænede han sig ind mod Loris hals og øre igen, med en svag brummede lyd, der betød at Sean var i godt humør og godt tilfreds.
"Det behøver ikke slutte" bemærkede han. Måske tænkte han ikke længere på klart, måske var det mere instinktet og følelserne der trådte i kraft lige nu, men han mente ordene. Også selv om han var usikker på, om han ville have nævnt dem normalt.
Hans hånd forlod snart pladsen mellem Loris ben, men kun for at glide op langs kroppen, op langs Loris ene arm og ud til hans hånd, som han flettede sine fingre ind i. Samtidig pressede han sin krop helt tæt mod Loris, som han begyndte på et roligt tempo. Det var rart. Og han ønskede ikke at Lori skulle gå, at det skulle stoppe.
"Du kunne blive...Så længe du havde lyst til..."
Farlige ord. Selv om hans logiske sans måske var mindre, var den ikke uddød og ordene fik hans allerede hårdt-slående hjerte til at slå en anelse hårdere.

Seans behandlig var fantastisk, og Lori lå og vred sig villigt under den. Han elskede det! aldrig havde han prøve noget lignende, og det var faktisk uhyggeligt, for han havde haft så mange sexpartnere? Og mange af dem havde været fantastiske, Reign havde været fantastisk. Men… det var bare ikke det samme. Ingen havde fået ham op og køre på denne måde, ved.. så lidt! ikke at det var lidt det han fik, men igen. De havde indtil nu jo næsten ikke lavet noget. De havde været i gang længe.. og var stadig kun noget til forspillet. Det var første gang han nogle sinde havde prøvet det. og han ville ikke bytte det for NOGLE af de andre gange.
Senas finger bevægede sig perfekt. Loris frie hånd knyttede sig omkring betrækket under sig, og han både sukkede og stønnede i nydelse.
Hans bagdel blev løftet, og efterhånden kunne han snart ikke bue mere i ryggen, men det var lige meget. Det var så rart, og hans krop var efter hånen ved at skrige på mere. Han ville jo ikke sige det. Men han blev mere og mere opstemt, og han blev næsten mere og mere utålmodig. Men samtidig ville han jo ikke have Sean skulle stoppe.
Han tog sig selv i at brumme lidt da Sean trak sine finger til sig.
Et højt og dybt støn kom fra ham da der i stedet kom noget helt andet op. Okay.. han havde måske lige glemt hvor stor Sean egentlig var. Han rejste sig automatisk lidt op på sine knæ, så det ville være nemmere at komme til for Sean . Han hev lidt efter vejret, og knyttede hænderne mod betrækket. Han havde da prøvet nogle gange at være den der modtog, men det var ikke hvad han havde gjort så meget. Da det var nemmere bare at hive en tøs med hjem, ind at overtale en mand.
Sidste gang havde været sammen med Reign.. men han måtte indrømme at det havde været noget lidt anet.
Han stønnede mere og mere jo dybe han kunne mærke Sean kom. Et lille gisp kom fra ham da han mærkede Seans hånd der nu grab at under Lori. Han stønnede over den behandling der blev ham givet. Han hørte hvad Sean sagde med at det ikke behøvede at slutte. Og han måtte indrømme at han ikke helt forstod det til at starte med. Hvad mente han dog? Selvfølgelig ar det nød til at stoppe på et tidspunkt.
Han mærkede Seans hånd glide op af hans arm, og fulgte den lidt med blikket. Han lod Sean flette sine finger end med hans, og han betragtede deres hænder lidt, inden han hørte Seans ord, hvilke fik ham til at holde vejret et øjeblik. Hvad?.. han kunne blive? Mente han? nej vej… det var ikke det!? Sean havde altid sagt han var velkommen hvornår det skulle være.. men det her… det blev nu alligevel sagt på en anden måde.
Han var i tvivl hvad hans skulle ligge i det. Han ville ikke lægge noget i det hvis det ikke var sådan Sean mente det. Han ende dog med efter noget tid, at tage lidt mere fat i Seans håns.
"Det.. ville være dejligt" fik han dog frem starmmet mellem de mange nydende lyde.
Han nød behandlingen, og da Sean begynde at bevæge sig, undslap disse søde og lette støn. Nogle han selv hadet som pesten. Men han havde virkelig værgen overskud eller lyst til at fake dem nu. Han ville bare gerne mærke Sean

Loris lyse støn var nuttede på deres egen måde. Sean havde ingen betænkelighed ved om det var mandligt eller ej. Det var sådan det var og Sean havde intet imod det. Faktisk nød han at lytte til det, nød at vide han havde den effekt. Styrkede hans måske i forvejen lidt for store ego. Og dog...
Til tider var det dem, med det største ego, der måske i virkeligheden tvivlede mest på dem selv. Ikke at Sean var den usikre person. Han vidste han var stærk, at han havde hovedet godt skruet på, også selv om han ikke formåede at løse alle sine personlige problemer selv. Han vidste han havde en god krop. Indbildsk måske, men sådan var det jo bare. Præcis som han vidste, at han var god i sengen.
Lori var stille et stykke tid, nok til at Sean faktisk nåede at blive bekymret. Lige nu, nu hvor de endelig havde besluttet sig for at fuldføre seancen, havde Sean måske talt over sig? Måske ville Lori snart vende sig, brokke sig, gå?
Han vidste ikke hvorfor man altid forestillede sig det værste. Men han blev alligevel lidt lettet, da Lori blot gav ham ret i det. Ikke at han udtrykte det på nogen måde.
I stedet klemte han lidt mere om Loris hånd, som et tegn på at han hørte ham og måske ligefrem som tegn på at Sean var glad for svaret. Resten af hans krop var optaget af helt andre ting og Sean var ikke sikker på han kunne snakke lige nu. Eller at han overhoved havde flere ord at dele med Lori. Han var end ikke sikker på hvad ordene egentlig havde betydet!
Så i stedet for at forvirre sig selv yderligere og tænke over ting, han burde vente med at tænke over, koncentrerede han sig om akten. Det var heldigvis ikke svært, som bølgerne af absolut ren nydelse skød igennem hans krop. Det var som om hans hånd, sammen med Loris, understregede intimiteten mellem dem. En intimitet der måske slet ikke burde være så stor eller så tydelig.
Åh det var godt! Sean nød at støde op i det varme indre. Langsomt, som drillede han både Lori og sig selv. Helt ud, før han lod den glide helt ind igen, så langt han kunne komme. Pressede sit underliv mod Loris. Jo dybere, jo bedre og sådan havde det næsten altid været. Men til sidst klarede de langsomme bevægelser det ikke længere og han satte tempoet lidt op. Stødte op i Lori mere regelmæssige, hurtigere. Sean begravede sit ansigt ind mod Loris nakke. Så tæt...Så dybt...Så godt.
Selv for en incubus, der måske burde være mere tilvænnet eller immun for virkningerne, var der stadig tidspunkter der slog alle andre. Dette var et af dem. Måske fordi det også virkede til at betyde noget, selv om det ikke burde.

Han forventede ikke et svar fra Sean. Hvad skulle han svare? Så det klem hans hånd fik, betød i virkeligheden mere end alle de ord Sean kunne havde sagt. Og i virkeligheden var han nok også glad for at de ikke skulle snakke, for det kunne være yderst besværligt når det eneste der ville komme ud af hans mund lige nu var stønnene over hvor godt det føltes i hans krop lige nu.
Seans drillende bevægelser var både fantastisk dejlige, men også alt, alt for pirrende! Han havde lyst til at bede om mere, hurtigere og vildere, og samtidig havde han lyst til at bede Sean om at blive ved med netop det han var i færd med. Det var en virkelig mærkelig og forvirrende fornemmelse, men den var bare så god at han ikke kunne holde ud hvis det skulle stoppe.
Seans ord kørte vel i virkeligheden stadig lidt rundt, sammen med alt det andet. De var så tætte lige nu, og ja det var man under sex, men… på en helt anden måde. Han havde aldrig prøvet noget som det her før, altså! Ikke med Vienna, ikke med Reign ikke med nogle! Såh… hvorfor Sean? Manden som han havde aftalt med at det her var KUN sex?.

Loris hænder strammede grebet om dynen mere da Sean valgte at øge tempoet. Han hev efter vejret et par gange, og stønnede både højere og mere i takt med tempoet blev øget.
Seans ansigt der begravede sig mod hans nakke, fik det til at gyse på det dejligste måde ned over hans nakke og ryg. Han ville ikke misse det her et eneste sekundt! Lad tanker være tanker. Lige nu var det følelserne det galt, følelserne, lysten og stemning, alle tre ting de ikke kunne være mere perfekte lige nu.
Han fik vendt sig en smule, hvilet gjort at kunne få drejet hovedet mod Sean. Lod sin ene hånd glide op i Sean nakke, for at trække ham ned i et kys. Han vidste godt de nok ikke burde kysse på denne måde hele tiden. Sean havde mildest talt ikke virket så begejstret for det ellers. Men lige nu var Lori ligeglad. Han gjorde som han følte for, og som hans lyst sagde han skulle. Han slap dog Sean efter lidt, og måtte overgive sig til at ligge banden mod sengen igen mens han stønnede. At kysse Sean var dejligt, men det gjorde det svært at stønne samtidig.

Han lod Lori vende sig. Selv om tempoet var øget, var det ikke voldsomt. Blot rart. Faktisk alt for rart. Så rart at Sean for en gangs skyld var i tvivl om hvorvidt han kunne holde særlig længe. Men det fandtes der heldigvis tricks imod. Både hans vejrtrækning, men også kunsten at tænke på noget helt tredje, gjorde at tingene ville vare længere. Ikke at han var ved at komme allerede, men hvis de blev ved sådan her...Det var jo dømt til at ske før eller siden.
Alle hans forsøg på at bevare fokus på visse ting blev skubbet ud af balance, da Lori greb fat i ham og trak ham ned i et kys. Han havde faktisk intet imod det. Det var et godt kys. Det var først når man kyssede under intim sex, at det rigtigt gik op for en hvor meget man var villig til og hvor tæt på den anden var.
I et øjeblik holdt han en kort pause, mens kysset stod på, blot så han kunne støde det mere til bagefter. Tempoet blev igen øget, for Sean kunne snart ikke holde sig tilbage længere. Måske fandtes der bare ikke helt blød sex med Sean? Ofte var det tidspunkt, hvor han nød det mest, når det blev vildt. Og alligevel var det som om dette overskyggede det hele, på sin egen rolige måde!
Det blev ikke vildt denne gang. Blot blev tempoet sat op. Stødene var mere og mere regelmæssige. Lyden af hud mod hud. Sean kunne mærke varmen sprede sig i hans krop og han stønnede også selv. Med en hånd på hver side af Lori holde han sig oppe, men selv hans egne hænder greb fat i betrækket under dem. Til det punkt hvor han løsnede den ene hånd og greb fat i Loris lem. Nogen kom, kun var at modtage, mens andre ligesåvel ønskede opmærksomhed foran. Uanset hvad Lori var, ville Sean ikke give muligheden for tvivl. Han skulle nok få Lori til at komme også.

Hans læber nåede knapt nok at slippe Seans inden han mærkede det øgede tempo. Hvilket blot gjorde stønnede højere og hurtigere. Han hev lidt efter vejret mellem hvert støn, og efterhånden var hans hoved lidt rundtosset af at hyberventilere. Det var virkelig mærkeligt, for Sean var jo ikke voldsom eller vild, og han havde prøvet noget der var meget voldsommere. Men stadig så føltes det hele bare så godt. Alt for godt!
Normalt havde Lori virkelig svært ved at komme når han modtog, nok mest fordi de fleste tænkte på sig selv når de gav. Og var måske en smule ligeglad med om partnerne nåede det. Også også fordi han fjællendt kom til det punkt hvor han kom, før han havde taget deres sjæl. Med den type var det ofte jo før man kunne få fat på sjælen jo bedre, da det ikke var de omgange han nød særlig meget.
Men her med Sean! Det var det lige før han kunne komme blot af det Sean gjorde lige nu.
Men pludselig mærkede han Seans hånd mellem sine ben og et overrasket støn kom fra ham. Han bukkede lidt i ryggen, og lagde hovedet ned mod madressen.
Det var efterhånden umuligtat være i hans krop. Og det var også til at se på ham, da hanslet ikke kunne finde ud af hvordan han skulle vende eller dreje sig. Hvor hans hænder ikke være eller noget i den stil. Den eneste hånd der var fastlåst, var den som var viklet ind i Seans.

Han hev et par gange efter vejret, da han prøvede på at tale, men det var virkelig svært at få ord frem. "Je..Jeg... K." Han kunne slet ikke få ordrende ud.
Og inden han vidste af det, spændende det i hele hans krop inden han ende med at grise Seans lagen til. Han blev dog heldigvis stående så Sean kunne få lov at blive færdig også.

Han kendte fornemmelsen. Fornemmelsen af at en person ville komme snart. Alt fra vejrtrækningen, til musklerne der spændtes i kroppen, stærkt efterfulgt at spjæt, når det så endelig var sket. Sean prøvede at holde sit eget tempo kørende, selv om det var svært både at støde til og give Lori den opmærksomhed, som han fortjente. Da Lori endelig var blevet løsnet for presset, slap Sean ham og hans ene hånd rakte ind og greb fat i Loris ene skulder. Der var ingen grund til at fortsætte længere og i stedet satte han tempoet op, til han selv kom inde i Lori. Han gispede og spjættede lidt, kom med et par ekstra stød, til han var helt udtømt og endelig trak sig ud. Uden at lande i klatterne på den ene dyne, væltede han ned på sengen med et lille tilfreds smil. Hele hans krop snurrede og der gik et øjeblik før den dunkende fornemmelse i hans underliv stoppede.
Udenfor skinnede solen jo stadig og langsomt kom verdenen tilbage til Sean. Men hans blik hvilede på Lori. Hvis Lori flyttede sig ned, ville Sean skubbe den dyne, som klatterne var landet på, ned af sengen og ned på gulvet. Derfra kunne han altid smide det til vask og de ville stadig kunne være i sengen uden at blive smurt ind i noget.
Han skubbede sig op i en halv-siddende position og så på Lori med et lille smil. Medmindre Lori havde rejst sig, gled hans ene hånd frem og hen over Loris ene arm, som en tilkendegivelse af at han virkelig havde nydt det og håbede selv var okay.

Hans ben var efterhånden begyndt at dirre. Det var ikke fordi han var udmattet. Men han det her havde foregået på en helt anden måde end han var vant til. Men det havde været så godt, og var det stadig. Han nød hver eneste bevægelse Sean kom med, og tillod dem også. Han var rat sikker på at der ikke var noget lige nu, Sean kunne gøre, som Lori ikke ville gå med til.
Han krummede stadig hænderne om dynen, og hans Grab i Seans hånd blev fastere da Sean valgte endnu en gang at sætte farten op.
Han gemte Ansigtet lidt ned mod Dynen da han mærkede hvordan Sean tømte sig op i ham. Selvom han i virkeligheden var trist over at det var overstået, så var der stadig et smil at finde på hans læber. Han lod Sean trække sig, og lod Dynen han lidt havde grissser til, blive skubbet væk, inden han lagde sig fladt ned på sengen. Hans blik gled lidt op mod Sean, måske lidt for at bedømme hvor de var nu. Der var blevet sagt nogle ting under selve agten, som han måske ikke turde stole helt på. Havde Sean virkelig ment at Lori kunne blive? Eller var det bare noget der var blevet sagt grundet den dejlige stemning?
Han så dog Seans smil, og gengælde det. Men stadig. Hvad nu?
Skulle han gå? Skulle han blive? Og hvis han blev... Hvad så? Kunnende bare gå nedog drikke the igen? Skulle de ligefrem liggeog putte? Nej... Det var ikke den aftale de havde, og ud over det de havde gjordt da de kom op, så var han meget i tvivl om Sean var en mand der kunne lide den slags.
Nej... Det var nok bedst at gå. Der var jo ikke noget mellem dem.. var der?. Hans blik slog ned, og han prøvede at bestemme sig til om han blot skulle rejse sig og gå eller om han skulle blive liggende, til Sean bad ham om det. Men.. det ville vel irratere Sean hvis han var nød til at bede Lori om det inden han gjorde det.

Han så lidt, før han strakte sine arme og rejste sig halvt op på dem "nårh... Det.. det er vidst på tide jeg tager hjem" mumlede han lidt mens han prøvede at komme op og sidde. Hans krop føltes virkelig tung.

Han havde overvejet at gå ud på sit eget private toilet og rengøre sig lidt, før han måske burde få tøj på. Men mest af alt var ville han gerne fortsætte med at putte lidt. Bare fordi de havde haft sex nu, burde de så ikke kunne ligge et øjeblik mere? Det havde været så skønt for blot et øjeblik siden. Han havde allerede lagt sig ned, som et tegn på at han ikke havde travlt med at komme op...
Han vidste ikke hvorfor han reagerede så voldsomt på det. Hans hjerte slog et slag over og af en eller anden grund følte han skuffelsen stige i ham, efter Loris ord. Men som den fødte skuespiller han var, var det hele gemt væk og det eneste Lori ville få at se, var en mand der smilte tilfreds og fik kæmpet sig op at sidde igen selv. Selv det samme svage, skæve smil var der endnu.
Og indeni? Indeni følte han sig som en mælk, der pludselig var blevet sur. Præcis hvad følte han? Følte han noget? Det gik langsomt op for ham at han måske...Følte noget. Et intimt venskab?
Han havde ment hvad han sagde. Han havde nydt det hele og ønskede - nej - havde givet Lori valget om at blive så længe han havde lyst til. Deres aftale havde været om kun at dyrke sex. Hvis man tænkte over det, var Loris reaktion helt naturlig. De havde dyrket sex og der var ikke mere at komme efter!
I et øjeblik forbandede han sig selv for at ønske noget mere. Lidt mere, bare lige til at fjerne den sidste fornemmelse af ensomhed. Han var jo næsten desperat for at finde noget, der kunne fjerne følelsen til hverdag og måske var det hans grund til at ønske Lori var der? Fordi alternativet var ensomhed.
Uanset hvad var det ikke Loris problem. Loris reaktion beviste blot der ikke var mere mellem dem, mere at komme efter. Sex og så hjem. Helt naturligt. Præcis som de havde aftalt. Så burde han være lettet...Burde han ikke?
Han rejste sig op, greb sine bukser og var overraskende hurtig til at få tøj på igen, selv. En trøje, der blev hevet over hovedet.
"Selvfølgelig. Selvfølgelig. Du må godt bruge mit toilet til at vaske dig selv lidt, hvis du har lyst?" foreslog han og slog let ud med hånden, mod døren til hans private toilet. Det var et tilbud. Han rømmede sig svagt og lod den ene hånd glide igennem håret.
"Ellers så lad mig vise dig ud..." Hans stemme var forretningsmæssigt. Hans automatiske reaktion, når han enten førte forretninger eller søgte at få noget på afstand inde i sig selv. Forretninger var alligevel et kaos, hvis man blandede følelser ind i det, så det gav mening at tonen virkede til begge dele. Det gjorde det også så meget nemmere at se Lori i øjnene og sende ham et det samme, skæve smil.

Det var i dum følelse han fik da han så Sean rejse sig og få tøj på. Måske havde han i virkeligheden håbet at Sean havde bedt ham blive. Men igen... Selvfølgelig havde han ikke det! Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at bede Lori blive, når det de havde en aftale om allerede var overstået.
En underlig hård knude havde dannet sig i hans mave. Og i virkeligheden.. så havde han ikke lyst til at gå. Han havde ikke lyst til at skulle hjem allerede. Eller... Allerede, han havde vel efter hånden været der længe. Han betragtede Sean som han tog tøj, op, men sad stadig selv i sengen uden noget på. Han blev siddende lidt.
Og hørte på hans Sean sagde.
Han bed sig lidt i læben. "Jah.. det nok bedst" mumlede han lidt. Han så lidt op på Sean. "Medmindre.." fik han sagde og var allerede nervøs over resten.
"Medmindre vi skulle drikke den der kop the nu?" Spurgte han så og så op på Sean.
Han kunne jo ikke sige til Sean at han ikke havde lyst til at tage hjem. Han kunne ikke fortælle at han i virkeligheden bare havde lyst til at blive liggende rasten af dagen, aftnen og nattene med i den her seng, sammen med Sean. Det kunne han ikke!
De havde aftalt at dette kun var sex. Og selvom han vidste det, så var der bare noget der stak til ham. Fortalte ham, at dette ikke kun kunne være sex. At det var noget mere.
Men han havde lovet sig selv det ikke skulle ske, og Sean var jo heller ikke intrasseret i det.
Han kløede sig lidt i nakken "Uhm... Vi... Vi kunne også nydeet bad sammen, inden jeg går?.. jeg mener.. vi trænger nok begge til det?" Sagde han med et træk på skuldrende.
Hvorfor blev han ved? Hvorfor var han så pokkers ynkelig. Kunne han ikke bare sige det? *I virkeligheden har jeg ikkelyst til at tage hjem endnu* hva kunne der ske?
Ja det vidste han jo godt. Sean kunne afvise, nægte, og så aldrig mere ville have noget med Lori at høre fordi han troede han var sådan en der blev forelsket i alle!
Men han var joikke forelsket i Sean!!... Var han?

Lori sad og så tøvende ud. Tøvende for hvad? Det havde været ham, der havde haft så travlt med at komme ud af døren. Hvorfor irriterede det ham nu?
Fordi som altid, når noget blev personligt og Sean ikke kunne tage sig sammen til at sige noget omkring det, var vrede den første ting han gik til. Det var så meget nemmere, midt i den forvirring der altid opstod. Især når han ikke ønskede at sige noget. Han vidste jo ikke engang helt hvad han selv ønskede...Eller følte. Han var...Tæt på Lori. Eller, han følte sig tæt på Lori. Ønskede sig tæt? Men han kunne som altid ikke rigtig sætte en mærkat på. En mærkat, der altid forklarede hvilke grænser man havde over for hinanden. Hvis man var en ven, hjalp og lyttede man. Var man en kæreste, havde man kun sex og følelser for den ene person og det var underbetegnet i mærkaten, at kæresten ville vide langt mere om en, end ens ven. En bekendt, var en man havde mødt på gaden, men ikke vidste så meget om. Familie var ens eget kød og blod, man havde ansvar for den. Men nogle gange kunne Sean ikke finde ud af at finde den rigtige mærkat eller også faldt mærkaten hele tiden af, så han forvekslede det med noget andet.
Han trak vejret dybt. Han havde ikke lyst til at sende Lori på porten, men samtidig følte han sig tvivlsom, omkring at lade ham blive. Præcis hvad skulle alt dette betyde? Lod han sig selv udnytte eller udnyttede Sean selv? Argh!
Hans ene hånd gled endnu engang igennem håret og han så væk. Til sidst slog han ud med armene. Det var vel bedst at adresserer den underlige stemning, der var opstået, end lade som om den ikke var der. Og håbe det ikke skræmte Lori helt væk.
"Jeg ved ikke hvad det skal betyde, Lori" bemærkede han med et svagt suk og han takkede sig selv for en rolig stemme. Hans blik vendte tilbage til Lori.
"Du havde så travlt med at komme ud af døren og nu skifter du mening? Jeg ved ikke hvad det betyder. Du må hjælpe mig lidt, ellers bliver jeg forvirret. Det hele føles...Som mere?" bemærkede han og prøvede tydeligvis at lave lidt sjov med det. Lori havde fået et lille indblik i hvilket følelsesliv Sean havde og Sean gik ud fra at det var mere end tydeligt at Sean ikke var god til at forholde sig til den slags.

Det var tydeligt at se at der foregik noget oppe i hovedet på Sean. Og Lori bebrejde han ikke. Lori var forvirrende. Han vidste det godt. Men han gjorde virkelig sit bedste for ikke at være en belastning, men følte sig allerede som en.
Han skulle have holdt sin mund. Han skulle ikke havde sagt noget, men derimod bare været taget hjem. Han havde slået blikket ned. Hvad skulle han sige? Han kunne ikke fortælle Sean at han ikke havde lyst til at tage hjem.
Han vende blikket op mod ham da han hørte ham sige at han ikke vidste hvad det betød. Vidste hvad, hvad betyder? Han blev selvlettere forvirret nu. Men da Sean talte igen. Blev Lori meget stille. Meget mere end ellers. Som om selv hans vejrtrækning stoppede.
Mere? Føltes det som mere? Havde Sean det også sådan?
Han bed sig i læben og sukkede lidt. Han kunne vel lige så godt fortælle det som det var.
"Undskyld.. det var aldrig min hensigt at forvirre dig" erkende han.
Han gnubbede sin arm lidt.
"Jeg.." han lod blikket glide op på Sean igen med et lidt opgivende men stadig nervøst blik. "Jeg har ikke lyst til at tage hjem endnu.. men.. jeg tude ikke sige det" han så en smule væk. "Det er Jo ikke en del af vores aftale.. og.. jeg var bange for du så ville blive irriteret hvis jeg blev" han sukkede lidt, og satte sig ud til kanten af sengen og smed benene ud over.
"Men.. for at gøre forvirring total så... Syntes jeg også det føltes.. som mere" erkende han og så på Sean med et næsten undskyldende blik.
Det her havde ikke været meningen. Det havde aldrig været meningen at de skulle føle noget. Det havde endda været grunden til de valgte at gøre det! Netop fordi de IKKE ville komme til at blande tingene sammen.

Han var ikke helt sikker på hvor han selv ønskede at dette bar hen af. Han så over på Lori, mens denne endelig fik fremstammet et svar, der kunne sprede lidt lys over den pludselig underlige situation. Til sidst trådte han over og satte sig på kanten af sengen, så de sad ved siden af hinanden, omend ikke helt op ad hinanden. Hans blik gled over gulvet og dynen der nu lå der, mens Lori fik sagt de ting han havde brug for.
Han trak vejret dybt. Det forsimplede nu ikke ligefrem tingene...Han var stadig ikke sikker på hvad alt dette skulle betyde. Til sidst valgte han bare at forholde sig til de ting, Lori selv havde bragt på banen.
"Du må gerne blive her. Det er rart med selskab. Sagde jeg ikke også det?" bemærkede han så. Han havde jo sagtens det under deres sex, men måske havde Lori været for optaget af andre ting, til rigtigt at opfatte det. Havde klemmet med hånden også været ønsketænkning fra Seans side, noget ubevidst? Måske havde Lori slet ikke reageret på det.
Det var så det han kunne svare på. Det var jo hele mere-tingen. Hvad betød det? Han var bange for at gøre mere ud af det, end det var. Men hvad mere var, så ville han heller ikke trække Lori rundt ved næsen. Følte han virkelig...Noget? Eller var det en misforstået fornemmelse, blot fordi han var ensom? Bange for at være helt alene?
At snakke åbent om det var ikke lige ham. Men det ville også være synd for Lori, hvis han helt ignorerede det.
"Det var...Godt. Intimt. Afslappende. Jeg har brug for selskabet...Jeg er ret..." Han skar en lille grimasse. Nu blev det jo snart så personligt, at det var kvalmende.
"...Alene for det meste og det bryder jeg mig faktisk ikke om. Men jeg syntes også vi skal passe på med at gøre det hele til mere, end det måske er" Han så over på Lori igen. Det svage smil var tilbage og Seans ene hånd gled frem og lagde sig mod Loris ene skulder.
"Lad os tage det stille, okay? Jeg kommer fra en del ødelagte...øhm..."
Var han virkelig ved at sige forhold? Tal lige om at gå hurtigt frem.
"...Relationer. Jeg er ikke den mest stabile person i verdenen. Jeg vil ikke risikerer at ødelægge tingene for dig. Jeg har fået at vide jeg ikke er nem"
Der. Det lød meget godt og var stadig en del af sandheden. Han ønskede ikke at gøre Lori ked af det, men den anden del af sandheden var at han også selv var lidt bange. Ønskede at beskytte sig selv. Folk forlod jo en...Konstant. Og måske ville det ske igen. Turde han? Turde han tage chancen? Prøve en gang til, men med en fornemmelse af bare at vente på den nye katastrofe?
Han formåede igen at lyde en smule drillende, for at løfte stemningen lidt. Men det var sandt: Han var ikke nem og det kunne alle hans nuværende og tidligere venskaber sikkert godt skrive under på. Hvorfor skulle det hele så være nemmere for Lori? Lori kendte endnu ikke helt den mand, som han måske - måske ikke - var ved at udvikle noget for. Og måske ville Lori slet ikke sætte pris på den mand, som han endelig lærte at kende. Burde han åbne op, fortælle lidt mere, inden tingene gik så langt at de...Måtte tage et valg?
"Men vi kan sagtens tage en kop the?" foreslog han så og håbede Lori kunne se det fornuftige i Seans ord. Han afviste ikke Lori. Han ville bare være sikker på de begge var klar på det og vidste hvad de gik ind til. Ikke? Hvis man så bort fra hans egen usikkerhed. Eller måske ligefrem svage frygt.

Lori var efterhånden selv forvirret over alt det her. Så det var da klart at Sean også var det.
Men det der nok var det værste var jo.. Lori ønskede ikke flere følelser. Han havde fået dem såret før. Flere gange, og han havde ikke lyst til det skulle ske igen. Desuden.. så havde han lovet sig selv at han ikke skulle falde for Sean. Ikke fordi der var noget galt med Sean. Men fordi Sean havde været ude for en masse! Og Lori ønskede ikke at være den næste der skulle såre ham. Og det kunne han jo ikke garantere at han aldrig ville komme til.
Han så på Sean da han sagde at han jo have sagt det med at Lori kunne blive.
”jo, det sagde du! Og det gjorde mig virkelig glad.. det troede jeg du kunne se” sagde han og kløede sig lidt i nakken. ”men alt var så intimt og tæt mens vi havde sex.. såh.. jeg var måske lidt nervøs for du blot var blevet revet med af stemningen” sagde han og så op på ham med et beklagende udtryk. Han vidste godt at det var lidt taveligt at antage at Sean havde sagt det uden at mene det helt. Men man vidste ikke. Måske de begge have følt lidt for meget under sexen, og det kunne have været et udtyk for man bare ikke havde lyst til at det skulle stoppe.

Han så på Sean da han satte sig. Og hørte hvad han sagde. Han havde brug for selvskabet? Nogle ville måske blive fornærmet over den udtalelse. Men ikke Lori. For han vidste jo lidt om hvordan Sean havde det. At han følte sig meget alene, og hvis Lori havde kunne hjælpe med det, så var han da mere end glad.
Han så på Sean da han sagde de skulle passe på med at gøre det til mere end det måske er. Han lagde hovedet lidt på skrå med et smil. ”du har ret” sagde han stille. Han smilede som Sean sagde de skulle tage det stille og roligt. Og ja, det syntes han også de skulle. Det var jo ikke engang sikkert at der var noget. det kunne være det var den her ene gang. Han kunne ikke lade vær med at grine lidt da Sean sagde han ikke var nem. Han vidste godt det var lidt taveligt, men han puffede blidt til Sean med skulderen
”haha jeg har da vidst længe at du ikke er særlig nem” drillede han lidt.
Knuden i maven forsvandt lidt. Og han var slet ikke så nervøs eller utilpas over det her mere.

Han nikkede da Sean sagde de sagtens kunne tage en kom the. Han lænede sig lidt frem, og gav ham et blidt kys mod kinden. Han smilede varmt ”tak… fordi du ikke bare viftede mig af, eller gik helt i panik” sagde han med et smil. Han så lidt på ham. ”det er rart at jeg kan være mig selv omkring dig” sagde han roligt, igen han rejste sig for at begynde at klæde sig på. Han så lidt rundt i rummet for at finde ud af hvor pokker hans trøje var endt. Ah.. over den ene stol.
”men helt ærligt Sean.. hvis du har brug for jeg holder dig ved selskab noget oftere, så skal du bare sige det” sagde han mens han trak trøjen på igen. Han rettede lidt på håret der ellers strittede en smule.
Han vende sig mod ham ”jeg kunne komme forbi efter arbejde nogle af dagene?” spurgte han med et træk på skulderen.
Han så på Sean med et drilsk smil. ”også selv hvis det bare er sexen du mangler” sagde han med et grin og et blik med øjet.
Det her var rart. De kunne gå fra at have dyb og blid sex, til at tale om følelser, til så at være sig selv og afslappede omkring hinanden.
Han var hverken skuffet eller håbefuld over det Sean havde sagt. Han var mere… affundt med det. For han havde det jo selv på samme måde. Der var ingen grund til at de gik helt vildt op i noget der måske ikke var de næste dag.

Nogle gange voksede følelserne, hvis ikke de allerede var der fra starten af. Men holdt de? Nogle gange havde man bare en interesse, men med tiden forsvandt det magiske skær og man overvejede hvad man egentlig lavede med den anden person. Fordi man bare havde givet den fuld skrue og kaldt det et forhold, så snart man havde chancen, sad man i et forhold der til sidst kun ville gøre begge partere sure eller triste. Ikke at det var sådan alle Seans forhold havde været. Men han ønskede heller ikke at det faktisk blev sådan.
Nej. Ro på. De havde begge snakket om at de ikke ønskede noget nyt, så dette lød som den klogeste beslutning. Og hvem vidste? Måske ville de bare forblive sådan her. Tætte, men uden at være i et forhold. På den måde ville tingene gøre mindst ondt senere...Ville de ikke? For Sean var overbevist om at selv hvis de fik et forhold, og han ville være glad for det, ville det gør eller siden gå i stykker. Det gjorde den slags altid. Det eneste man kunne vædde om, var blot hvornår. I overmorgen? Om en uge, en måned, et år?
Det Sean følte lige nu, var ikke den vilde forelskelse. Men han følte sig tæt på Lori, på en behagelig og rolig måde. Lige nu ville han bare nyde den og håbe det ikke blev ødelagt lige med det samme.
"Jeg mener altid det jeg siger" bemærkede han så og lod som om han var en smule fornærmet. På en dårlig ville han nok være blevet fornærmet. Ha! Ja, bare for et år siden ville han automatisk blive fornærmet over den slags. Havde han virkelig udviklet sig, blevet en mere balanceret person? Hm. Det var nok for tidlig at tro noget.
Angående besværligheden omkring ham, smilte han bare en anelse anstrengt. Til sidst rejste han sig op. De skulle jo ned og have the.
Selv om han kunne indrømme han var besværlig, betød det jo ikke at det var en god ting og når andre bekræftede det, fik det noget inden i ham til at blive lidt mørkere. Måske var det alt han var. Besværlig. Hvorfor var Lori her så?
Det understregede blot at de skulle tage den med ro. Ellers endte han sikkert bare med at ødelægge Lori også.
"Lad være med at gøre noget stort ud af det" bemærkede han og uglede op i Loris hår, da Sean selv stod op.
"Bare fordi jeg tilfældigvis nævner lidt om hvordan jeg har det, bryder jeg mig ikke om medynk eller blide ord. Jeg er ikke nogen vattet bamse!" brummede han. Ikke uden et smil, men det var også tydeligt det passede ham dårligt at snakke om sine egne følelser på den måde. Nej, Sean ville sjældent indrømme den slags direkte. Måske ville han gerne have selskab, men han gik ikke ud og bad sine venner om at komme hele tiden. Hvad ville de ikke tænke? Desuden havde folk altid noget at lave selv. Og han havde jo også sit eget arbejde! Nej. Det var et skuespil, noget man skulle holde oppe og lade som om alt var godt.
Uden at sige særlig meget mere, fordi han var helt fordybet i tanker, gik han over mod døren. Ved en indskydelse vendte han sig om mod Lori.
"Oh...Du må stadig gerne vaske dig. Jeg går ned og sætter nyt vand over, bare kom ned når du er klar" han sendte Lori et svagt smil, før han forlod rummet. Han efterlod nogen i sit rum? Et bedre bevis var der ikke for at Sean stolede på Lori.

Lori vidste jo godt at Sean mente hvad han sagde. Og i virkeligheden var det nok hans egen frygt for at der skulle ske noget dethavde fået ham til at tænke det nok var bedre at tage hjem. Og måske var det i virkeligheden mere et spørgsmål om at han selv var lidt forvirret.
Han havde ikke brug for at det satte et merkat på hvad det var! Slet ikke.. ikke endnu i hvert fald. Og hvem ved, måske de slet ikke behøvede det? Hvorfor skulle de absolut være noget?
Lori havde det godt med den måde tingene var på nu. De var venner, der gik i seng sammen, og samtidig, var de så tætte sammen. Kunne man egentlig ønske sig noget bedre? Han havde svoret han ikke skulle have en.. kæreste. Og vare det at forstille sig at skulle sige kæreste om Sean gøs ned af hans ryg. Ikke på grund af Sean. Men fordi Sean ikke var sådan en "holde i hånd" kæreste type.

Han så på Sean da han sagde at Lori ikke skulle gøre noget stort ud af det. Og brokkede sig lidt da Sean rodet i han hår igen efter han lige havde rettet det. Han hørte hvad han sagde, og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Der havde vi den gamle Sean igen. Påpasselig med at fortælle noget. Men igen, det var vel noget af det der gjorde at Lori fandt Sean mere og mere interessant. Hver gang de var sammen, kom der noget nyt! Hver gang de var sammen, kom de lige en smule tætteste på hinanden.
Han grinte dog lidt da Sean sagde han ikke var nogle vattet bamse. Nej! Det var han ikke det ville Lori give ham ret i.

Han så mod Sean der gik ud af rummet. Og nikkede lidt da han sagde at Lori kunne vaske sig. Han gik mod badeværelset og fik vasket sig lidt efter deres leg. Han fik atter tøj på, og gik ned mod køkkenet igen. Det var stadig lyst uden for. Han havde i virkeligheden slet ikke nogle fornemmelse af hvad klokken var, og hvor længe de havde været væk.

Sean var gået ud i haven og hentet den the ind, som de ikke havde fået drukket. Han vinkede kort til sine gartnere. Solen var nået lidt længere, i dens forsøg på at nå horisonten igen, men i det mindste var det ikke aften endnu. Nok mere eftermiddag. For Seans vedkommende kunne der være gået et døgn uden at han havde opdaget det.
Nede i køkkenet satte han nyt vand over, mens han hældte den gamle the ud og forberedte kanden og deres krus på noget nyt. Da Lori kom ned, stod Sean lænet op af det store bord i midten, med armene over kors og et blik der hvilede fjernt mod gulvet.
Nogen ville mene at han og Lori slet ikke passede sammen og Sean var ikke sikker på om han ville give dem ret. På det ene punkt kunne det virke som om de var to personer, fra hver deres planet. Men i så fald virkede det jo kun. Seans daglige manipulation, i et forsøg på at virke stærk og umenneskelig. Men i virkeligheden? I virkeligheden havde han også et blødt punkt, der normalt altid blev gemt væk. Det punkt, der kunne græde for evigt, når der endelig skete noget, men som aldrig lov til at udtrykke det. Og måske i virkeligheden det punkt, der drev ham til vrede, når tingene faktisk skete.
Men for at være ærlig gad han ikke rigtig tænke over det. Det var jo heller ikke fordi følelser var logiske, der fulgte et eller andet mønster. Der fandtes mange former for par - og han og Lori var ikke engang et par.
Han rettede blikket op mod Lori og sendte ham et svagt smil. Armene gled lidt fra hinanden, da han i stedet hvilede hænderne mod bordets kant.
Ville de overhoved passe sammen? Alane havde altid været specielt. På den ene side blød, men også en bestemt kvinde, der havde støttet ham i hans kriminelle tendenser. Neph? Neph var...Noget helt andet. Og ikke en kvinde han rigtig lå og puttede med på den måde. Lori? Lori var altså noget lidt for sig selv. Han var stadig ikke sikker på om Lori ville bryde sig om at vide, hvilke ting Sean faktisk gik og laverede. Faktisk blev han en smule i tvivl om hvor meget han overhoved havde fortalt ham om.
"Har jeg fortalt dig om min klan?"

Det var nok de færreste der ville se på Lori og Sean, og tænke 'de passer da helt vildt godt sammen!'
Nok mere tværtimod imod. Sean var en mystisk fyr... For de fleste, og han kunne måske også være en længde bestemt. Hvor Lori.. altid var blidt og mild.
Men de her ting var jo kun fra folk der måske i virkeligheden ikke kende dem?
Der var ikke mange der kende Lori som Sean gjorde. Kende ham som en fyr der rent faktisk var villig til at indgå et sexsuelt forhold til en anden mand, fordi han.. Tja.. havde lydt.
Det havde ikke fra starten været meningen at det skulle være Sean. Men Sean handel selv tilbudt det, så hvorfor ikke bare springe ud i det?.

Sean så mindre anspændt og tænkede ud da Lori kom ned i køkkenet. Han så lidt hen mod ham, og var faktisk lidt i tvivl om det var på grund af ham. Han sende dog Sean et smil da de fik øjenkontakt. Han gik hen mod ham, og så en smule spørgende ud da Sean spurgte ind til om han havde fortalt om hans klan.
Han trak lidt på den ene skulder. "Lidt... Men ikke så meget at jeg rent faktisk ved hvad i laver?" Sagde han og hoppede op og satte sig op Køkkenbordet. Som om han følte sig helt hjemme.
Han lænede sig lidt tilbage og støttede op sine hænder bag sig.
"Men jeg vil da gerne vide mere" sagde han og så oprigtigt interesseret på ham.

Det skæve smil voksede en anelse. Jah, selvfølgelig ville han det. I et øjeblik overvejede han om han burde. På den anden side. Hvis Lori virkelig ville hade det, var det bedre nu end senere, siden deres forhold til hinanden havde udviklet sig sådan som det havde.
"Well...Kriminalitet er det korte svar" svarede han så og rettede sig op fra bordet. Gik over til komfuret og kiggede på kedlen, som om selve hans blik kunne få vandet til at varme op hurtigere.
"Eller mere...Hvad folk nu har lyst til at betale os for. Vi udfører en masse forskellige opgaver, folk hyrer os og vi udfører et stykke arbejde. Også gerne det kriminelle...Måske netop det kriminelle. Det folk ikke selv vil have fingrene i. Tyverier. Informationer. Endda lejemord" Han drejede hovedet og så over mod Lori. Siden Lori havde været så forfærdet over det at han slog ihjel, hver gang han skulle spise og kombineret med at Lori aldrig virkede van til død, var det måske det punkt Sean var mest...Usikker?...På om Lori ville acceptere eller forstå. Han endte med at trække på skuldrene. Sean havde altid beskæftiget sig med den slags og da han var en naturlig leder - på visse områder, i hvert fald - faldt det ham naturligt at lede sin egen klan. Han havde egentlig aldrig overvejet at lave andet. Var også usikker på om der fandtes andet, han ville du til. Man lærte ikke en gammel hund nye tricks, right? Desuden gav det lidt spænding i hans hverdag, når han valgte at tage et job selv.
"Så? Skræmt væk endnu?" drillede han.

Lori sad roligt på køkkenbordet. Han løftede øjenbrynene da Sean startede ud med at sige at det korte svare var kriminalitet. Men ikke på en nedladende måde. Nærmere på en observerende måde.
Han rettede sig op igen mens han lyttede til hvad Sean forklarede. Så det var det Sean lavede. Underligt nok overraskede det ham ikke så meget..
Han havde aldrig set Sean som en der ligefrem var samfunds nyttig. Så han var kriminel? Og ligefrem et kriminelt overhoved?
Han kunne ikke helt lade vær med at studere Sean lidt som han stod der og stirrede ned på kedlen –som om vandet blev hurtigere varmt af den grund – Han kunne ikke gøre for det. Men blikket gled pludselig meget studerende ned over den mand han ellers lige havde haft RIG mulighed for at studere grundigt. Men der var noget underligt ny interessant  ved ham! Det var jo vanvittigt. Lori der førhen var løbet skrigende ud, og aldrig nogle sinde kommet tilbage, han sad der og kunne nærmest ikke dy sig fra at tænke at der var noget virkelig spændende ved det. Som om det lige gav Sean en tand mere mystik end han allerede havde. Så det var derfor han altid havde følt Sean være sådan en hemmelighedsfuld fyr!
Men det var da ikke så slemt? Var det? Jo han stjal og endda dræbte.. men… det var der jo så mange der gjorde? Han dræbte selv! Han dræbte hver eneste gang han var lidt små sulten?
Han var endda blevet så god til det at han kunne finde på at opfatte nogle af dem som en snack…

Da Sean spurgte om han var skræmt væk endnu, rynkede Lori brynene og så næsten fornærmet på ham.
”Altså jeg er ikke så snærbet som du tror” sagde han blot inden han hoppede ned fra bordet. Og gik over til the kanden og tog låget af den så der var klar til man bare kunne hælde vandet ned.
Han trak lidt på skuldrende. ”jeg kan ikke se det forfærdelige i det.. jeg mener..” han trak endnu engang på dem ”det er et arbejde..” sagde han blot. Han så på Sean.
”selvom det måske nærmere er en livsstil for dig?” sagde han og så på ham med et spørgende blik. Dog smilede han blot og vende sig rundt for at læne sig op af køkkenbordet igen.
”jeg havde godt regnet ud at det ikke var alt du beskæfigede dig med der var lige rent alt sammen… men..” han sukkede lidt. ”Sean.. jeg har virkelig ingen intentioner om at dømme dig” sagde han med et smil. Det blev dog en tand mere drillende.
”der skal skam mere til for at skramme mig væk” grinte han roligt.
Da vandet kogte, gik han selv hen til Kedlen, tog en grydelap så han ikke brænde hænderne, og tog den for at gå over og hælde på kanden.
”Men jeg er glad for du fortalte mig det” sagde han roligt. Han gik over og satte kedlen på komfuret igen, og stod lidt. Han stod og tænkte.
”Du sagde i fandt informationer…” sagde han stille inden han vende sig halvt og så på Sean. ”ville i kunne find informationer om en dæmon?” spurgte han så og så op på Sean med et blik der sagde han klart mente det.

Seriøst? Han var usikker på Lori rigtig forstod, hvad Sean lige havde sagt, om han med vilje fortrængte det eller om Lori faktisk var okay med det hele. Ud fra Loris ord, lød det lidt som om Lori ikke rigtig havde tænkt over hvad det faktisk betød.
Hans øjenbryn hævede sig en anelse.
"Ahah! Ikke snerpet. Men du er...En person med et stort hjerte, der ikke altid har ment at drab var en okay ting. Og dette er jo ikke engang for mad, men ganske enkelt bare fordi nogen betaler mig for det" Han trak let på den ene skulder. Han var lidt usikker på om det var i orden, at Lori bare accepterede det så roligt. Jah, det var en livsstil for ham. Han ville næppe kunne lave noget andet. Især ikke når der næsten ikke var nogen til at stoppe ham. Selv Sakref havde blot accepteret det, omend måske af den grund at Sakref i det mindste vidste hvem der stod bag og fordi Sean kunne vise sig nyttig på sine egne måder. Kriminalitet var jo med til at holde tingene kørende på sin egen måde...Kunne Sean i hvert fald lide at tænke. Arbejdspladser til vagterne og den slags! Og man kunne næppe fjerne al kriminalitet. Så det var enten Sean eller også kom der bare en anden.
Han studerede Lori, der hældte vandet op til the. Sean havde faktisk stået der for det samme og han havde også en fornemmelse af han ikke levede op til sine krav som vært nu. Lade gæsten hælde theen op! Det var forkert. Men sket var sket. Næste gang måtte han bare være hurtigere end Lori.
Hans blik gled over til Lori.
"Oh? Det er der god sandsynlighed for. Hvad eller hvem søger du?" spurgte han, før han drillende trådte helt tæt på Lori. En hånd gled op langs Loris arm og op til hans skulder.
"Og du ved...Intet er gratis. Men jeg kan give dig lidt venskabelig rabat?" Foreslog han. Han havde jo lige sagt han arbejdede for betaling. Uanset om det var i penge, andre værdier, andre informationer eller hvad folk ellers kunne tilbyde.

Han ende med at rykke brynene lidt da Sean begynde at forklare i dybden. Som om han virkelig gerne ville have at Lori blev sur over de ting han fortalte. Han sukkede lidt. "Det lyder ligefrem som om du vil HAVE jeg skal være en snerpet her?" Sagde han og lagde armene lidt over kors.
"Hvis du virkelig gerne vil vide det, så er jeg ikke fan.. jeg kunne aldrig selv finde på at have med den slags at gøre.. men jeg har ikke tænkte mig at dømme dig!" Sagde han og så på ham. Hvorfor var det så vigtigt for Sean at Lori skulle fortælle at han ikke brød sig om det?

Han stod lænet op af bordet og og betragtede Sean lidt som han kom hen til ham. Han mærkede hænderne på sine skuldre og høre ham forklare at det ikke var gratis.
"Jeg bad ikke om særbehandling.. jeg betaler hvad det koster" konstaterede han.
Han sank blikket lidt og så tænksom ud. Inden han så op på Sean igen.
"Jeg vil have dig til at finde min far" sagde han og rettede sig lidt op. "Han hedder santess, han er vidst ret gammel.. jeg jeg ved ikke hvor han er. Jeg har Rikke set ham siden min forbandelse... Jeg vil bare gerne vilde om han er i live" forklarede han.

Seans øjenbryn gled en smule sammen. Hvorfor brokkede Lori sig på den måde? Det var ikke ment på den måde. Selvfølgelig foretrak han hvis Lori bare havde det fint med det, men han var usikker på om Lori faktisk havde det sådan.
"Det var ikke ment på den måde. Jeg vil bare ikke have du går rundt med illusioner om hvilken mand jeg er" bemærkede han så. Hans stemme var en smule køligere end den varme, venlige stemme han havde brugt over for Lori til nu.
Fint. Som sædvanlig, når det handlede om noget omkring hamselv, blev det til et problem mellem ham og hvem end han fortalte det til. Han havde gjort en fejl i at fortælle Lori noget som helst.
På en lidt mere reserveret måde delte han krusene ud. De kunne sidde i køkkenet, det kunne der vel ikke være noget galt med. De var her jo allerede og Sean gad ikke diskuterer disse ting i haven, når hans gartnere gik rundt og arbejdede.
Nej. Det var meget nemmere at tænke på arbejde og det havde Lori heldigvis også lige givet ham. Han satte sig på den ene side af bordet og gav tegn til Lori om at sætte sig over for ham.
"Din far? okay..." I et øjeblik så han frem for sig et øjeblik. Sean skrev aldrig ting ned, til gengæld havde han en god husketeknik. Til sidst slog han let ud med armene.
"Fortæl mig om ham. Alt hvad der kan have relevans. Hvor boede I henne? Hvad beskæftigede han sig med? Havde han nogle interesser eller venner, andet familie, han måske kan have fundet tilflugt hos? Hvad som helst, jeg kan arbejde ud fra?" spurgte han så.

Lori sukkede lidt da Sean talte til ham i en koldere tone. Okay, hans udbrud havde været over stegen. Det var jo forståeligt at Sean ikke ville have at Lori gik rundt i en eller anden bobbel og troede at det i virkeligheden ikke var noget særligt. Men i virkeligheden var det nok en forsvarsmikanik. Det var at acceptere det uden at spørge mere ind til det. For Lori ville for alt i verden ikke endnu med nu, at der var noget så dumt som en klan det skulle komme mellem dem.
Han havde ikke tænkt sig bare at smide det han havde med Sean ud af vinduet. Lige meget hvad set så var de havde.

Han betragtede ham som han gik over til bordet.bog havde mest af alt lyst til at undskylde sig udbrud. Men han vidste også at Sean efterhånden var træt af alle de undskyldninger..
Han satte sig selv ved bordet, og så på Sean som han spurgte ind til hans far.
Han kløede sig lidt i nakken.
"Jeg er bange for jeg ikke husker så meget... Det sidste jeg husker er, at vi boede i Thorban.. indtil min mor stak af med mig" forklarede han.
Han så tænkede ud.
"Jeg tror ikke han havde andet Familie.. ud over min bror Martin.. men.. han for talte han ikke havde talt med min far fra før jeg forsvandt." Forklarede han inden han skænkede the op.
"Han var temmelig velhavende.. vi manglede ikke noget" sagde han så.

Han sad lidt mens han så ned i den varme the.
Okay.. han var nød til at sige det lige ud. Sean blev måske sur, men han havde selv givet udtryk for at han ville have Lori vidste besked. Så nu måtte han vel også give udtryk for hvordan han havde det med det.
"Sean... " Han sukkede lidt. "Undskyld mit sure opstød... Men.. sandheden er nok.. at det gør mig lidt udtryk.. din klan altså" forklarede han roligt.

Thorban. Tal om en by Sean sjældent havde været i. Dværgenes by...Hvor mange kom derfra længere? Ikke mange. Man hørte sjældent om byen eller folk der kom derfra, så sjældent en dværg, selv om de store byerne havde den største mulighed for det. Sean havde aldrig været særlig meget i selskab med en dværg og det var mange mange år siden han havde været i Thorban. Hans blik gled over mod det nærmeste vindue, der vendte ind mod naboens hus.
Thorban....
Han havde ikke så mange kontakter der. Faktisk ingen. Hvordan skulle han gå frem? Spørge om nogen i klanen enten kendte byen eller kendte nogen, der kendte den. Finde nogen der kunne være en kontakt. Og dernæst? Selv at tage til byen. Det var jo en god mulighed for at genopfriske hans hukommelse om stedet og måske skaffe sig en kontakt der. Måske lå der forretninger, der ikke blev udnyttet?
Han var så fordybet i tanker og planer, at han til at starte med ikke hørte meget af hvad Lori ellers sagde. Til sidst gik det op for ham at Lori sagde noget mere og han drejede hovedet tilbage mod Lori og så en anelse undskyldende ud.
"Undskyld. Jeg var fordybet i tanker. Thorban er en...Afsides by. Det vil kræve en del arbejde at finde ud af noget. Men frygt ikke, jeg skal nok undersøge det. Sagde du ellers noget?"
Han rakte ind efter kanden og hældte også the op til sig selv. Han rejst sig og fandt en lille skål med sukker i et af skabene. Han havde måtte lede i et par af skabene for at finde det, men det var der da! Med sukker i sin the, ville theen snart være den rene drøm at drikke.