This place has changed, and so have i (Sean)

Han havde overgivet sig i en dyb lidenskab han ikke havde mærket længe. Han havde været tæt på med Lori, men endnu havde følelserne ikke helt været der mellem dem. Men med Alane? Med Alane...
Med hende ville der altid være følelser. Der ville være noget genkendeligt. De var forskellige mennesker i dag, de var forskellige steder i deres liv...Men hvis der var nogen i hele verdenen Sean aldrig ville kunne gå imod, var det Alane. Hvis der var nogen, der kunne tæmme den uartige archdemon, var det Alane. Ikke nødvendigvis af kærlighed, men af den dybe respekt og kendskab der lå mellem dem. Alane havde set ham på alle måder. Når han var bedst. Når han var værst. Når han var såret, når han var syg, når han var liderlig...Og hun var her stadig. Ville han nogensinde kunne gøre noget, der gjorde at hun aldrig ville se ham igen? Han håbede det ikke. Han tvivlede på det.

Det havde været fantastisk. Han havde sovet dybt, med en fysisk udmattelse han ikke havde følt længe. Han havde ikke sovet så godt og fast længe. Efter hans depression havde han endelig et sted hvor han kunne slappe fuldstændig af. Sandsynligheden for at Alane ville gøre ham noget, at der ville komme nogen som helst der ville gøre ham eller hende noget, var minimal og han kunne sove uden bekymringer.
Han var i stadiet mellem søvn og bevidsthed, da hun bevægede sig. Da han mærkede en kildende fornemmelse af hendes fingre der gled over hans kæbe og op i hans hår. Han kunne ikke lade være med at ligge og smile med lukkede øjne. Han kunne mærke solen der kom ind igennem vinduet, lun og lys.
Han brummede svagt, men tilfreds og drejede hovedet da han endelig åbnede sine øjne på klem. Hendes ansigt var det først han så, præcis som han havde håbet.
"Hmm...Det har jeg savnet. Dig har jeg savnet" indrømte han, den sjældne åbenhed han aldrig turde vise til andre. Men han kunne vise Alane det. Han kunne være ærlig omkring det. Hun ville ikke bruge det imod ham.
Hans ene arm lå omkring hende og nussede hende svagt. Var der nogen bedre måde at vågne? Hvor ville han ønske han havde samme mulighed derhjemme. Men derhjemme var altid så stille, altid så tomt, altid en tom og kold seng...

Hun havde været så opslugt i øjeblikket at hun end ikke havde lagt mærke til hvor lang tid hun havde ligget her og nusset ham og oven i det havde hun heller ikke lagt mærke til at han var vågnet og det var først d han vendte hovedet for at kiggede på ham at det gik op for hende.
Et varmt smil men søvnigt smil bredte sig over hendes læber som hun mødte hans blik men hun stoppede ikke med at stryge ham gennem håret. Det hele havde været så intimt, så privat mellem dem og havde skabt en tilfredshed hun ikke havde følt længe. Selvom det ikke vagte alle de gamle følelser til live for ham ville hun vel inderst inde altid have følelser for ham på et vist punkt... Det var jo trods alt Sean.

"Jeg kunne nu også godt vænne mig til ikke at vågne alene men i dine arme i stedet for", sagde hun med en drillende men dog ærlig tone som hun lagde hovedet tilbage mod hans brystkasse for blot at presse sig lidt tættere på ham. Det var længe siden hun havde sovet uden mareridt, det meste af tiden sov hun så lidt hun kunne komme afsted med hvis hun da overhovedet sov for at undgå de mange mareridt der efterhånden var begyndt at plage hende.. "Jeg har også savnet dig Sean...", sagde hun mens hun kiggede op på ham, hendes tone var hudløs ærlig som hun gav ham respons på den mere følelsesmæssige del af hans konstatering.

Efter at have ligget der noget tid satte hun sig dog let op i sengen og blottede hendes nøgne ryg til ham, "Jeg ved ikke med dig... Men jeg kunne godt drikke en kop the..", sagde hun og kiggede sig over skulderen for at se på ham inden hun rejste sig op fra sengen for at strække sig, man kunne se alle de lange slanke muskler flexe under huden som hun strakte sig.
Alane bukkede sig ned for at samle hvad der endte med at være hans skjorte op og trak den på for blot at knappe den og vende sig mod ham.

Det gjorde ham tilfreds at vide Alane også havde savnet ham, selv om han faktisk måtte indrømme det ikke ville have ændret noget. Selv hvis Alane rent ud afviste ham, ville han nok være tilfreds med en viden om hvis Alane blot levede det liv hun ønskede. Det fortjente hun. Men der var ingen grund til den slags tanker lige nu, for hun havde ikke afvist ham og de lå nu her, i hendes seng, dybt inde i skoven...Og han havde sjældent sovet bedre.
Hans arme gled om bag hans hoved, som hans blik studerede hende, da hun trak noget tøj på.
"En kop the lyder godt" medgav han. Han drak altid the, også derhjemme. Lige nu var det netop hvad han kunne bruge. Han sukkede svagt.
"Det er snyd, ved du nok? Jeg kan end ikke klemme mig halvvejs ned i en kvindes kjole..." sagde han så med en drillende tone, da han endelig tvang sin krop op og sidde. Selv i en af hans brede skjorter så Alane godt ud. Næsten som en kjole. Jamen så måtte han gå med overkroppen bar...Hvilket måske havde været hende bagtanke hele tiden?

Hun lod en hånd glide gennem det sex uglede hår, de havde ikke ligefrem været blide men de havde vel begge haft brug for det og Alane kunne sjældent sige nej til Sean, der var vel næsten ikke noget han kunne gøre der ville få hende til at vende ham ryggen, han havde været hendes utro og hun var blevet ved hans side, han havde slået sit eget barn ihjel og hun var atter engang blevet ved hans side, hun havde set ham på hans højeste men også på hans laveste.
Et varmt smil gled over hendes læber som hun betragtede den nøgne incubus der lå i hendes seng, der var lang tid siden hun havde haft selskab på den måde og da slet ikke herude, det her var hendes helle og kun meget få kendte til det her sted.
"Godt at høre at den del ikke har ændret sig", drillede hun let hvad angik te'en som hun knappede de sidste knapper på hans skjorte men lod dog et par være åbne så man lige akkurat kunne skimte toppen af hendes bryster men uden det virkede for vulgært.
Alane slap et varmt grin som hun kiggede ned på den hvide kjole der lå på gulvet og derefter tilbage på Sean, "Jeg er nu ellers sikker på at du ville se yderst godt ud i en kjole", drillede hun atter engang med et grinenede smil på hendes læber.
Efter at have ladet hendes øjne betragte ham et øjeblik længere hvor hun bare nød synet af ham vendte hun rundt og forsvandt ud af værelset for at gå ned i køkkenet og lave te'en til dem.

Var dette det liv, han kunne have fået, hvis tingene ikke havde ændret sig? Hvis de blot...Havde givet hinanden mere opmærksomhed og ikke var blevet så opslugt af hvert deres arbejde, hvert deres liv? Selv om de havde delt hus, delt seng, havde de alligevel været fjerne for hinanden, til det punkt hvor det bare havde givet mere mening at de ikke længere var et par. Det havde været belejligt at Sean havde tilbragt tid hos familien Chase, Alane havde kunne beholde hans hus og den slags. De kunne finde ud af hvad de ville...Givet en pause og understreget deres brud.
Da Alane forlod rummet for at gå ned til køkkenet, gled Sean baglæns ned i sengen igen. Armene gled hen over den endnu lune seng og ind under dynerne. Det hele duftede af hendes, det hele var lunt og dovent. Han havde ikke følt sig så godt tilpas i lang tid...
Hvorfor kunne det ikke være sådan her hver dag? Dette måtte være den slags folk søgte og prøvede at beholde. Hvorfor tog man så ikke de valg, som man havde brug for, for at ende her? Hvorfor var tingene ikke så simple?
Han brummede svagt for sig selv og trak vejret dybt. Han satte sig op igen, trak bukserne på og rejste sig op, så han kunne lukke dem. Hånden gled igennem det uglede hår og han gik over til et af vinduerne for at kigge ud i skoven...
Jah. Han foretrak at se ud på en by i stedet. Men her var alligevel hyggeligt og fredeligt. Lige noget for Alane.

Han fandt vej til køkkenet. Han ville drikke en kop the med hende, skønt han stadig ikke rørte menneskemad. På et tidspunkt...Enten ville han blive det næste stykke tid, alt efter hvor længe han var velkommen, men på et tidspunkt ville og måtte han rejse igen. Skovens ro ville før eller siden gøre ham rastløs, uanset hvor beroligende Alanes selskab til gengæld var.
Men for nu ville han nyde selskabet. Nyde at have et sted, et selskab, der ikke bare opnå noget eller true. Et selskab, hvor han for en gangs skyld bare kunne slappe af og være sig selv.

//Out

Hvis man lukkede øjnene og bare følte i stedet for at se kunne det hele lige pludselig føles som gamle dage, før de blev revet fra hinanden grundet arbejde, før de mistede kontakten og ikke længere prioriterede at bruge tid på hinanden men når man så åbnede øjnene var de et helt andet sted, de havde begge oplevet for meget og ændret sig for meget til blot at falde tilbage i de samme gamle rytmer og egentlig vidste Alane ikke om det var det hun ønskede og det virkede heller ikke til at det var det Sean ville. Han virkede ikke til længere at ønske at binde sig til blot en enkelt person og Alane vidste ikke om hun kunne affinde sig med at tingene var så åbne.
Let sukkede hun som hun hældte det kogende vand over i tepotten som stod ved siden af komfurret, hvorfor havde hun de her tanker nu? Kunne det i virkeligheden ikke være fuldstændig lige meget... Hvorfor kunne hun ikke bare nyde nuet og lade være med at tænke så meget over tingene. Let kørte hun en hånd gennem håret og rystede så let på hovedet for at ryste tankerne væk hvilket også lykkedes for hende til en hvis grad. Da hun havde sat tepotten og to krus på spisebordet ude i køkkenet for at vende tilbage til komfuret og sætte noget grød over til hende selv da hun efterhånden godt kunne mærke den velkendte følelse af sult vokse i maven.

Da Sean kom ned sad hun allerede ved bordet, en skål grød foran hende og te i kruset. Let løftede hun blikket fra hendes mad og kiggede op på ham med et varmt og charmerende smil men dog kunne hun ikke lige stoppe hendes øjne fra at glide ned over hans bare overkrop.
Som dagen skred frem og de havde drukket al den te hun havde lavet var det vel efterhånden blevet tid til at Sean vendte tilbage til hans hverdag, tilbage til hans liv inde i Doomsville, hun forsikrede ham dog om at han altid var velkommen og altid havde et sted han kunne søge hen hvis det hele blev for meget inde i storbyen. Hun gav ham et varmt og intenst kys inden han forsvandt ud af døren.

//Out.