Goodbye - Sajro.

''Jeg har skam lært af mine egne fejl og oplevelser... Intet andet...''

han smilede, og da hun spurgte om han aldrig havde gjort noget dumt og slået sig løs kunne han ikke lade være med at grinde, fordi hun næsten sagde det som om hun ikke kunne forestille sig at han kunne finde på at gøre noget i den stil...

''Jo mange gange... Jeg har haft mine mange problemer og gjort mange dumheder i mit liv... Men det sidste stykke tid er der bare sket noget så jeg er nød til at være mer ansvarsfuld...''

Han smilede til hende stille...

Blair kendte godt den fornemmelse havde haft, at han bare lynhurtigt skulle tage ansvar og blive 'voksen.' Blair skulle blive voksen som 15-årige, hun skulle lære at klare sig selv som en mager pige, uden penge og ting. Hun skulle tage ansvar da hun fik Lucy, men nu var det bare anderledes, hun følte trang til at gå tilbage i barndommen, bare slette de år der havde ødelagt hendes liv. Men så let var det ikke, hun kunne ikke bare slette det hele og starte forfra. Blair så smilende på ham, det var rart med hans støtte.

"Ja. Det kender jeg godt, jeg har selv haft den følelse."

Han vidste at årsagen til at de begge lige pludseligt skulle til at tage ansvar ikke var den samme... Selvom de jo begge skulle blive voksne meget pludseligt grundet at de lige pludseligt skulle til at klare sig selv... Men det var jo sådan livet nogle gange var, og det måtte man jo bare indse...

''Ja... Nogle gange bliver man jo bare tvunget ud i at klare sig selv... Hvilket jeg ved du har gjort, og derfor ved jeg du kan gøre det igen...''

Han smilede forsigtigt og venligt til hende...

Blair vidste det jo godt når hun nu tænkte over det, men mange gange havde hun også været tæt på at dø, så om hun kunne klare det hele igen var ikke til at vide. Blair sendte ham et smil, han vidste præcis hvordan han skulle opmuntre hende. Hun følte sig energisk og selvsikker. Blair rejste sig op og krammede Sajro igen. Men hun blev nød til at takke ham for at give hende livsgejsten tilbage.

"Du har reddet mig."

Hviskede hun i hans øre, krammet varede lidt længere end de andre. Men kun for at vise hvor meget hun satte pris på ham.

''Du er nu heller ikke selv dårlig til at redde folk...''

Han sagde det stille, og med en stemme der tydede på luftmangel, grundet at hun krammede ham, efter hans mening, en lille smule for hårdt, men han valgte at han ikke ville sige noget til det, og så kunne han nok godt overleve...

''Blair... Husk jeg altid gerne vil hjælpe dig... jeg holder jo af dig, og mener at du også skal have et godt liv...''

Han smilede stille til hende...

Blair mente ikke rigtig hun reddede liv, derimod det modsatte. Men det gjorde da Blair glad alligevel. Hun slap ham og trak sig væk da han lød som en der var godt på vej til at få iltmangel. Så hun måtte nok hellere slippe. Blair blev nød til at vide hvornår hun havde reddet et liv.

"Hvornår har jeg reddet et liv?"

Blair så sig omkring. Det var et flot hjem de havde. Lyssa var en heldig kvinde, Blair ville bare ønske hun havde en som Sajro. Blair sendte ham et bredt smil.

"Det ved jeg godt. Men jeg vil bare helst ikke virke for plagende og påtrængende."

Hendes blik vendte mod jorden, nu hvor Blair lige havde tænkt på Lyssa, hvor var hun så egentlig henne?

"Hvor er Lyssa henne?"

Spurgte hun af ren nysgerrighed.

''Du har ihvertfald reddet mit liv, om du tror det eller ej... Bare husk vores første møde... Jeg havde det skidt og du plejede mig der...''

Han smilede forsigtigt til hende, og var helt alvorligt, og hvis hun ikke troede på at hun havde reddet ham burde hun i det mindste tro på at hun havde hjulpet ham... Hun havde plejet ham, masseret hans ryg, endda gået med til at give ham blod...

''Du er ikke påtrængende...''

Han smilede igen til hende...

''Lyssa... Hun er nok hjemme...''

Sagde han stille og smilende til hende...

''Vi bor her jo ikke længere... Vi er flyttet ind i doomsville...''

Blair kunne godt se han havde ret. Hun havde hjulpet ham ved deres første møde.

"Nårh ja. Det kan jeg godt huske."

Lød det fra hende, hun mente dog ikke ligefrem hun havde reddet ham. Uden hende, havde han nok klaret sig alligevel. Hun var glad for han ikke syntes hun var for påtrængende, det ville ikke være meget usandsynligt at hun var påtrængende.

"Aha. Det forklarer det halvtomme hus."

Han havde lidt på fornemmelsen at han stadig ikke rigtigt troede på ham... Som om hun ikke rigtigt troede på at hun faktisk havde hjulpet ham fra at dø... Men det havde hun, det havde været en sølvskade, så uden et sted at tage hen, et sted at få slappet ordentligt af, og uden at få blod ville han lige langsomt have været død af forgiftningen...

''Du hjalp meget... Ellers havde jeg været død af forgiftningen...''

Han smilede stille til hende igen... Han havde ikke rigtigt lyst til at tale om Lyssa... Da de jo lige som var ved at glide fra hinanden og at risikoen for at hun døde var blevet meget stor... De sår ikke hinanden så ofte længere... Næsten kun når hun kom hjem fordi hun var lysten...

''Ja ikke...''

Sagde han smilende...

Blair vidste ikke ret meget om de forskellige racer, så at han var forgiftet kunne måske være noget varulve halløjsa, eller noget menneske halløjsa. Men Blair var glad for han satte pris på det hun havde gjort. Det skete ikke så tit.

"Jeg er glad for du sætter pris på det. Det sker ikke så tit længere, at folk sætter pris på mig."

Når Blair havde forsøgt at hjælpe andre, blev det altid modtaget med vrede. Hun kunne bare aldrig gøre det godt nok, selvom hun evigt og altid gjorde alt hun kunne for at hjælpe dem, så hjalp det aldrig.

"Jo, jeg tror bare ikke rigtig jeg lagde mærke til det før."

Han vidste intet om hvor meget hun vidste omkring de forskellige racer eller noget i den stil... Han vidste ikke hvor meget hun kendte til andet end den lille del af verden hun havde levet i... Han var selv typen der vidste meget om alting, men det krævede hans nye job jo også lidt at han gjorde... Det tvang ham jo lidt til at skulle holde øje med meget af det der skete omkring ham...

''Men jeg sætter stor pris på det du gjorde den gang... Og er stadig ked af jeg bed dig den gang...''

han smilede forsigtigt til hende... Han vidste ikke hvad han skulle sige til det hun lige havde sagt omkring det...

''Næh... Det gjorde du vel ikke...''

Han lød ret ligeglad, men det var kun fordi det handlede om Lyssa...

Blair sendte ham et bredt smil. Det var rart at høre, hun ville jo også bare hjælpe. Hun foldede sine hænder og lagde dem på hendes ende knæ, da de ligesom føltes at være i vejen.

"Det er jeg glad for. Nej, det skal du ikke tænke på. Det lyder måske dumt, men det har hjulpet mig. Jeg føler mig mere forberedt på hvad der kan ske nu. Jeg har lært at beskytte mig selv bedre."

Blair kunne godt høre at emnet ikke passede ham helt så godt, så hun måtte hellere ændre det.

"Men hvordan går det med dig? Der går længere og længere tid mellem vores møder."

HAn smilede igen forsigtigt til hende... hn vidste ikke helt vhad han skulle gøre ved sig selv, nu når han egentligt godt vidste at det var ved at være slut mellem ham og Lyssa, eller faktisk så var det slut... Det sidste han havde hørt var at hun var død, hvilket han ikke helt havde villet tro på... Han havde ikke villet tro sine egne øre da han første gange fik det at vide...

''Godt at det også hjalp dig lidt...''

Han vidste ikke hvorfor men da han havde haft Lyssa var hun alt der betød noget for ham, men det var som om hun faktisk ikke betød så meget for ham nu når hun var ude af hans liv... Det var svært at forstå for ham...

''Det går vel egentligt fint nok...''

Han satte sig ned på senge... Og så lidt ned i jorden...

Blair nikkede smilende til ham, alle de forfærdelige oplevelser hun havde haft, havde gjort hende stærkere. Lige som ordsproget 'Hvad ikke dræber dig, gør dig stærkere.' Blair så skeptisk på ham, hun følte sig ikke overbevidst om at han havde det okay.

"Er du sikker? Du lyder ikke okay. Du kan også godt tale med mig, det ved du godt ikke?"

Blair ville gerne lytte til hans problemer, hvis han havde den slags. Men det var jo svært at vide.

''jeg har det fint nok... Hverken godt eller skidt...''

Det var præcist sådan han havde det, og han mente faktisk ikke at han havde nogen problemer, men måske han alligevel havde, men han var i sig selv ret sikker på at der ikke var nogle problemer han havde brug for at tale om, men en ting var sikkert han havde bare brug for nogen at være sammen med...

''Det ved... Men har mere bare brug for at være sammen med nogen... Og bare ikke være alene...''

Han smilede forsigtigt til hende... Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved sig selv overhovedet...

Blair var også selv meget neutral, hun havde det selvfølgelig dårligt over det med Alian, men der skete bare så meget andet, så hun glemte meget sorgen. Blair nikkede til hans svar, hun så ingen grund til at snakke nærmere om det.

"Så bliver jeg her. Jeg har heller ikke lyst til at være alene. Så vi kan være alene sammen. Hvad siger du til det?"

Blair ville ikke snage alt for meget i det, hvis han havde lyst til at snakke om det der gjorde han ikke ville være alene, så ville han gøre det og Blair ville lytte.

Han grinede lidt over det hun sagde til ham... At de kunne være alene sammen. De to ting hang bare ikke sammen i hans hoved, nogle mente man godt kunne være det men for ham var man ikke alene hvis man var sammen med nogen... Man kunne godt føle sig ensom selvom man var omgivet af mange folk men det var jo sådan ens hjerne ofte var...

''Jeg føler mig dog hverken alene eller ensom når jeg er sammen med dig Blair... Så se endnu engang har du reddet mit liv...''

Han næsten hviskede det sidste, da han ikke brød sig om halvvejs indirekte at fortælle hende at han faktisk ikke havde det så godt for tiden, og at han faktisk havde været derude fordi han havde overvejet at bruge huset til at lave en krigers begravelse...

Blair havde det godt i selskab sammen med Sajro, de snakkede bare godt sammen, de forstod at muntre hinanden op.

"Det var meget lettere denne gang. Jeg sidder her jo bare."

Sagde hun med et smil og et glimt i øjnene. Hun havde opfattet at han ikke havde det godt, men hvad hun skulle gøre ved det, vidste Blair ikke lige. Hun var ikke så god til at løse andres problemer eller ubehageligheder. Hun ville ikke bore sig ned i det der var i vejen og tvinge ham til at tale om det. Blair lagde en hånd på hans arm. Hun så med et hævet øjenbryn på ham, for at vise han bare skulle snakke, hvis han havde lyst.

Han forstod på et eller andet punkt godt hvad det var hun hentydede til med den hånd hun lagde på hans arm... Men ahn kunne ikke få sig selv til at tale om det... Det var ikke lige det han havde brug for der... Han havde brug for selv at forstå det ordentligt først...

''Jeg er glad for at du vil lytte til mig... Men har ikke lige lyst til det... Jeg er bare meget glad for at du er her...''

Han kunne nu ikke få selv til at begå selvmord, nu når han vidste at hun faktisk ville være der for ham og at hun følte hun havde brug for ham... Det var det samme med Alane hende kunne han vel heller ikke bare svigte...

''Jeg har faktisk savnet at snakke med dig...''

Han sagde det stille og så hende først i øjnene og så derefter ned...

Blair ville ikke prikke mere til ham, hvis han ikke ville snakke om det. Hun fjernede hånden igen og sendte ham et skævt smil.

"Det er også okay. Hvis du får brug for det, er jeg her for dig."

Sagde hun med et opmuntrende smil, nu vidste Blair ikke hvad der var i vejen, men det kunne næppe være en situationen hun ikke kendte til. Hun glattede en tot hår i mellem to af hendes fingre mens hun så på ham. Hun havde også savnet ham. Rigtig meget faktisk. Blair var stadig usikker på hvad hun følte for Sajro, hun så ham nok mest som ven, men efter deres første møde blev hun nød til at glemme det. Han havde jo en anden og det ville sikkert aldrig blive til noget. Ammon og Blair situationen hjalp nok ikke ret meget på det.

"Jeg har også savnet at snakke med dig."

Hun holdte den kortvarrige øjenkontakt, men så væk da han også gjorde, for ikke at stirre.

Han sad bare og kiggede ned i madrassen/ sengen i noget tid... han sad nok bare og stirrede ned i den i nogle minutter før han langsomt løftede hovedet op og så så på hende... Han vidste ikke hvorfor men der var noget der fik ham til at fortælle det til hende...

''Lyssa er så vidt jeg ved død...''

han så på hende for at se hendes reaktion, og forventede og håbede på nogle spørgsmål... Fordi han kunne ikke bare fortælle men ville gerne ud med det, og der kunne spørgsmål hjælpe ham rigtigt meget...

''Spørg endelig...''

Han virkede ret ligeglad med at hun var død...

Blair blev en smule bekymret da han længe sad og stirrede ned i den madras de sad på. Det var ikke til at vide hvad han tænkte på, men det fik hun nok svar på når han sagde noget. Hun så chokeret på ham. Var hun død? Jamen.. Så.. Hvad?

"Jeg sidder og prapler løs om mine problemer og så knokler du med dine egne."

Blair lagde en hånd på hans for at vise hun støttede ham, hun kendte det jo selv.

"Hvor lang tid har du været alene?"

Blair kendte godt til følelsen af at man ikke havde lyst til at fortælle om det og at det skulle trækkes ud af en. Så hun ville med glæde hjælpe ham.

Han var faktisk ikke ked af at hun var kommet med sine egne problemer da det havde gjort det muligt for ham lige at ligge smerten væk for en periode... For om muligt at tænke på noget andet, og glemme det, selvom han jo ikke havde det svært med det...

''intet problem der... Nyder at hjælpe...''

Han vidste ikke hvor længe han havde været alene, da det var første gange den dag at han faktisk havde følte sig alene sådan rigtigt, tidligere havde han bare følt sig en smule malplaceret og ved siden af sig selv, men ikke hverken alene eller ensom...

''Hun har været væk i snart en måned...''

Han så på hende og smilede forsigtigt, da han jo sådan set havde det godt nok...

Blair kunne ikke helt finde ud af ham, han virkede ikke rigtig trist. Det virkede ikke som om han sorgede over hende, men så på den anden side, han var jo ikke sikker på om hun var død, så det var måske noget andet. Blair ville ikke kunne holde ud, ikke at vide om hendes kæreste var død.

"Men alligevel, jeg burde have set det. Hvorfor er du også så god til at skjule dine følelser? Det er jo nemt at finde ud af dig når du er sådan, søde."

Blair tilføjede søde, bare for at få det til at lyde knap så hårdt, ikke fordi tonen var hård.

"Det er omkring lige så lang tid Alian har været død i. Lidt mindre end det."

Blair trak lidt på mundvigerne da han også gjorde, det var rart at han ikke var helt nede. Men han var jo heller ikke overbevidst om at hun var død.

Han så lidt undrende på hende... Han skjulte ikke sine følelser... Han havde jo sådan set mistet følelserne for Lyssa... Grunden vidste han ikke helt, måske fordi hun altid var så pokkers kold overfor ham, og aldrig rigtigt ville lade ham være en ordentligt del af hans liv, selvom de var blevet forlovet...

''Jeg skjuler ingen følelser... Jeg havde miste følelserne for hende da hun var begyndt at være væk... Så det er derfor jeg ikke har det skidt... Så tro mig jeg skjuler intet lige nu...''

Han så smilende på hende og smilet var varmt og oprigtigt for at vise at han virkelig talte sandt...

''Og hvis du ikke tror mig... Kan du stille mig spørgsmål og jeg skal nok svare hundrede procent sandt...''

Han smilede stille...