et uventet sammenstød - Althorn

Althorn’s smil blev blot lidt større da han så hvor glad hun blev af det. Men selvfølgelig ville han da gerne hjælpe - han elskede alle skovens dyr, også de mere uortodokse af dem, som dragerne, der trods deres tilpasningsevne stadig tit kunne komme ud i større problemer. Han var sikker på at Nínim også ville elske at få nogle legekammerater indimellem. Han kiggede dog hen mod retningen stemmerne kom fra, et lille stykke tid før stemmerne rent faktisk lød - han kunne noget så tydeligt høre de bestemte skridt der strøg hen over skovbunden på vej hen mod dem.

Han rettede sig da også helt op, så han igen stod med sine næsten to meters fulde højde, og kronen der fik det til at se ud til at være lidt mere, som han blot ventede på at kvinden snakkede færdigt - eller, til hun standsede op da hun lagde mærke til ham. Som svar på hendes nejen og mandens bukken, nikkede han kort tilbage, og så da over på Larlii igen, smilet tilbage på hans læber igen som hun introducerede dem for ham. Han ignorerede fuldstændigt den måde han kunne se de skulede til hende på for ikke at vise ham respekt ‘nok’ - for han var trods alt fint tilfreds med det.

Hen vendte sig dog mod de to nytilkomne igen efter hun havde introduceret dem. “Ah. Ja, det skal nok passe. Jeg har set Dem et par gange.” det var ment til dem begge - det var ikke ofte, men indimellem havde han da godt set dem ved hoffet. Aldrig talt direkte med dem, dog - de havde aldrig været nogen af dem der blev tilladt af vagterne eller hans forældre for den sags skyld, at sidde i nærheden af ham. Det var kun hans familie og deres rådgivere der fik lov til det… Og Darya. “Og må jeg spørge, hvad er det store problem i at en kvinde går sig en længere tur i skoven?”

Det var hendes grandtante der svarede med endnu en nejende.
"Deres Højhed. En kvinde af hendes stand, bør ikke vandre ubeskyttet rundt. Særligt ikke når hun har både sin families og trolovedes families ry at beskytte." Larlii kæmpede for ikke at begynde at råbe og bare buse ud med det hele. Det kunne godt være at kongen fandt hende et godt selskab på grund af Fafnir, men hun ville hade sig selv hvis hun skræmte ham væk, fordi hun begyndte at råbe alt sin harme ud. På en måde følte hun det som om hun var ved at få kvalme. Særligt over den måde Dénar så på hende, som om han allerede ejede hende. Og det blev ikke bedre da han gik hen til hende og krævede et kys. Hun skubbede ham væk, hvilket hun fornemmede var en fejltagelse, som hun ville bøde for senere. Dénar lod dog som om at det var ganske naturligt at hun var så flov i selskab med andre, indtil han hørte hendes ord.
"Jeg har aldrig ønsket denne trolovelse. Mit ønske er stadig at leve som healer og vogter for dragerne, særligt også nu hvor jeg har haft æren af at møde Nínim, som lever sammen med Althorn" Hun gjorde en bevægelse hen mod Fafnir og den lille drage. Hun var for anspændt til selv at opfange hvad hun sagde. Fafnir nussede kærligt til Nínim, inden han rejste sig og så hen på Larlii. Han reagerede hurtigt, da Dénar gav hende en syngende lussing og snappede arrigt knurrende efter Dénar, der vaklede baglens forfærdet over Fafnirs reaktion.
"Larlii, få styr på det bæst." Han talte rystet gennem sammenbidte tænder og hans øjne lyste arrigt. Larlii rystede på hovedet og trådte et skridt frem, med tårrene løbende ned over hendes kinder.
"Jeg ved at min familie finder dem et godt parti og De, Lord Nédorne vil sikkert finde min grandkusine mere villig til et ægteskab. Jeg har aldrig og vil aldrig have en mand der i den grad foragter min bedste ven og min måde at leve på. Ja, jeg bor for mig selv i skovbunden. Ja, jeg går ture alene i skoven for at finde urter både til at spise og til healing. Jeg prøver endda at nyde selskabet af venner i på min egen alder, der er ligeså frie som skovens fugle. At Althorn så beære mig med sin tilstedeværelse og viser mig lidt venligt selskab i form af en samtale, sammen med de skønne skabninger, der stoler på ham og kalder ham deres ven. Hvorfor skulle jeg så straffes som om jeg har været nogen utro? Jeg har fået nok af jer. Han er mere en mand end De Lord Nédorne nogensinde vil blive. Hvis prisen for mit eget liv i fred er udstødelse, så lad det ske..." Hun besluttede sig for at hun ville pakke sine ejendele og flytte til et nyt sted, hvor hun kunne bo i fred. Hun kunne ikke klare tanken om at bo nær byen længere. Ikke med sin grandtantes familie og tidligere trolovede, til at sprede rygter om hende. Hun rystede over det hele og satte i løb, hvilket ville bringe hende inden for rækkevide af kongen, hvis han rakte ud for at standse hende. Fafnir blev ståede og stirrede på deres gæster, mens han knurrede dybt nede i struben.

Dénar rystede af ophidselse, aldrig i sit liv var han blevet ydmyget så grundigt. Og så for øjnene af hans konge. Han lovede sig selv i sit stille sind at hun skulle fortryde sin opførsel, når han fik fingrene i hende.
Tellavina, Larliis grandtante, stod nærmest hvid som et lagen. Hendes øjne var store af overraskelse og hun var total overrumplet af Larliis ord. Pigebarnet havde tiltalt deres konge uden title og ved fornavn. Hvilken vanære. Hun åbnede munden for at give sig til at kalde Larlii tilbage.

Det var nok for Larlii meget tydeligt at se det svage, lydløse suk Althorn lavede da hendes tante addresserede ham. Tilbage til alt det der respektfulde fis han virkelig hadede. Han kunne meget bedre lide man bare brugte hans navn... Ikke alt det der hierarki. Ja, selvfølgelig var der brug for en leder, og ja, han var den leder, men han var stadig af overbevisningen om at det var meget nemmere at være konge hvis man kunne lære alle folk at kende på lige fod, uden al den dansen rundt om med alle de respektfulde ord og titler. Han løftede da også bare et øjenbryn af resten af hendes ord. "Hvis min moder, den tidligere dronning, kunne gå rundt uden vagter, så kan hun vel også?" svarede han blot på det.

Han rynkede da også brynene da han så Dénar gå hen og prøve at tiltvinge sig et kys - at så åbenlyst gå imod en andens ønsker, det var da ikke noget nogen som helst skulle gøre! Han blev jo helt harm på hendes vejne, ham som ellers var svær at tirre. Der voksede da også et svagt smil da han hørte hende stå op for sig selv - før Dénar altså slog hende, og Althorn's øjne for et kort sekund lynede. Han hadede, foragtede vold af al slags, og da især denne type, der var så unødig, når ord kunne løse det istedet. Han skulle også lige til at sige noget til mandens kommentar over hvordan hendes trofaste drage trådte ind for at beskytte hende, men Larlii kom ham i forkøbet.

Han greb dog fat i hende da hun vendte sig om for at ville løbe. Kiggede hende ind i øjnene og rystede let på hovedet, før han så over på de to andre. Han tog en dyb indånding, fik lidt styr på sig selv igen - og udnyttede så en af sine magier. Et blidt, fredeligt og uskadeligt lys emmede pludselig ud fra ham, og omhyllede dem alle. Som en tåge af godhed - der tit kunne lægge en dæmper på interne stridigheder, som dette. "Hvor vover de at lægge en hånd på en kvinde blot fordi hun er sit eget individ." sagde han da til Dénar. Og så så han over på Tellavina. "Og De - hvorfor prøve at lægge låg på en så unik sjæl? Det kan godt være ingen af jer kan se hendes værd. Se hendes brillante idéer. Men det er folk som hende der sætter skub i udviklingen. Det er folk som hende... Der er indbegrebet af vores folk." han havde givet slip på Larlii igen, for at stille sig hen foran både Dénar og Tellavina. "Hvis jeg hører så meget som ét ord om at I vil til at prøve at forvise hende, uden om mig... Eller at der bliver lagt en hånd på hende igen... Så er I begge bandlyst fra hoffet så længe jeg er konge. Er det forstået?" Hans tone var ikke vred, men utroligt bestemt. Så meget som de to lod til at gå op i titler og ære måtte det jo være den ultimative afstraffelse for dem hvis de ville være udelukket fra hoffet i hvad der jo nok ville være flere århundreder, nu han kun havde været konge i lidt over 50 år på nuværende tidspunkt.

Larlii blev total overrasket over at en greb fat i hende, særligt da hun drejede hovedet og så Althorn se hende i øjnene, mens han rystede let på hovedet. Noget hun ikke kunne beskrive og hans greb fik hende til glemme sit flugtforsøg for nu. Tårene løb stadig ned over hendes kinder, mens hun fulde med i hvordan han tog en dyb indånding og pludselig mærkede og så hun et lys flyde fra ham. Hun blev berørt af hans den måde han forsvarede hende og den måde han talte om hende, kaldte hende for en unik sjæl med brillante idéer. Hendes hjerte blev varmere for hvert ord og hun kunne næsten sværge på at hun var ved at falde for sin konge, selv om hun kun lige havde mødt ham. Hun viste dog godt at han var udenfor hendes rækkevidde eftersom han allerede var sammen med en anden kvinde. Sådan lød det i hvert fald rundt i byen. Dog havde hun aldrig set noget til kvinden, men hun kom jo heller ikke i det royale distrikt.
Selv efter at han slap hende for at stille sig foran Dénar og hendes grandtante fulde hendes grædende øjne ham.

Fafnir forstod at Althorn var en forbundsfælde og gik derfor hen til Larlii, da Althorn gik hen foran de to. Fafnir gav en berolignede brummen fra sig mens han smøg sig rundt om hende og sikrede sig at hun blev stående. Noget sagde ham at Althorn gerne ville have at hun blev. Larlii strøg blidt Fafnir langs halsen, noget hun viste han nød. Hun havde aldrig før prøvet at blive beskyttet på denne måde af en mand. En følelse af ukendt lykke bredte sig langsomt og tårene stoppede, da hun så hvor forfærdet hendes grandtante og Dénar blev ved kongens ord.
Både Dénar og Tellavina trådte gispende et par skridt tilbage inden de hurtigt smed sig på knæ i skovbunden ved deres konges ord.
Tellavina bøjede hovedet i skam og talte med let skælvende stemme.
”Hvis det er Deres ønske at hun skal være fri til sit hjertes ønsker, så bliver det sådan. Jeg sværger at vi hæver trolovelsen. Hun kan frit leve det liv hun ønsker.” Dénar så hurtigt over på Tellavina med et let arrigt udtryk i øjnene, men sagde intet. Han ønskede ikke at miste sin plads ved hoffet, men han fandt sig heller ikke i at blive ydmyget sådan som han var i den grad var blevet her i dag. Kongens ord var lov. Så han måtte bare finde en anden måde at straffe pigebarnet på. Og helst et sted, hvor den forbandede drage ikke var i nærheden af hende.
Som om Fafnir fornemmede Dénars tanker, gav dragen en dyb lavmeldt knurren fra sig.

Han lagde godt mærke til hendes forskrækkelse - men han ville virkelig gerne have at hun så og hørte at hun ikke længere skulle bekymre sig om alt dette. Hun var præcis den type person han helst så fik lov til at være så frie som muligt, fik lov til at udfolde alle sine idéer. Det var ikke bare for sjov han havde sagt han ville hjælpe hende med alt hvad han kunne - for det ville han. Han tænkte ikke kun på de næste par år, han tænkte flere århundreder frem i tiden... Al den viden man ville kunne få om dragerne ved at have sådan et sted. Al den viden om urterne der kunne blive bragt videre, alle de nye ting man måske fandt ud af om dem. Nye urter der blev opdaget og brugt til medicin eller andet gavnligt. Der var så meget potentiale i idéer som hendes, og de måtte for alt i verden ikke gå tabt fordi der var nogle få folk der ikke kunne se hvor god en ting det kunne ende ud med at være i sidste ende, og ville holde hende tilbage fra hendes drøm. Nej... Alle skulle have en chance for at udleve deres drømme, alle skulle have en chance til at være den de virkelig var.

Det var godt at se at Fafnir godt forstod hvad Althorn ville med dette... At han beskyttede hendes ret til at være sig selv, hendes ret til selv at vælge hvad hun ville med sit liv og sin frihed. Ingen skulle tvinge andre til noget de virkelig ville, i hans rige. Ikke hvis han var der til at gøre noget ved det. Han løftede det ene øjenbryn og så afventende på de to andre som de smed sig ne dpå knæ foran ham. Normalt hadede han at folk gjorde det - men når han gav en så bestemt ordre som han lige havde gjort, så var han fløjtende ligeglad hvad de gjorde, bare de fulgte hans ordre og lod hende være i fred. Derfor blødte hans ansigt også lidt op, i et svagt men dog en smule anstrengt smil, da han hørte Tellavina's svar. Han ignorerede for nu Dénar, og nikkede let. "Godt. Jeg vil holde jer ved det." han kiggede da over på Dénar igen, som Fafnir knurrede let af ham. "Og tro mig, jeg skal nok høre om det hvis en af jer igen indskrænker hendes frihed på nogen måde."

Han vendte sig da om mod Larlii igen, med blot nogle få ord til de andre over hans skulder; "Forlad os. Nu." han ventede til de havde fået nølet sig sammen til at gå, og så var det venlige smil atter tilbage på hans ansigt. "Er du okay?" spurgte han så Larlii, så hende ind øjnene, klar og lys blå ind i hendes smule mørkere blå.

Tellavina rejste sig hurtigt og nærmest flygtede fra stedet, sammen med de folk der var med dem.
Dénar der imod, ja han var noget længere om at reagere, men endte med at nikke modvilligt. Han var overbevist om at han nok skulle finde en udvej til at han kunne straffe hende. Da Althorn stod med ryggen til ham og talte til Larlii, tog Dénar en chance og dolkede hende med blikket. Hun begyndte at skælve en smule, hvilket gjorde at hun glemte at svare Althorn, og Fafnir knurrede truende af Dénar, mens halen piskede rundt som en arrig kat.
”De hørte hans ord, Lord Nédorne. De har ingen magt over mig længere.” Hendes stemme var letter skælvende, men alligevel faste nok til at lyde bestemt.
Hendes ord gjorde ham edderspændt rasende og havde det ikke været for Fafnir der stadig stod rundt om Larlii, så havde han total ignoreret sin konge for at få chancen for at slå hende igen.
”Vi får at se.” knurrede han inden han drejede rundt på hælen og gik derfra mens han lignede en tordensky.

Da Dénar var ude af hendes synsvidde, gav benene efter og hun satte sag ufrivillig ned, mens hendes krop skælvede som et espeløv. Tårrene begyndte igen at løbe, men denne gang var det af glæde. En glæde der var at se i hendes våde øjne, da hun så på Althorn. Hendes smil og varme, men let skælvende stemme, var glæden også til at mærke.
”Tak Althorn. Mange tak.”
Fafnir flyttede sig nogle skridt fra hende, så hun sad lidt for sig selv. Fafnir så på Althorn og nikkede til ham som en anerkendende gestus. Han stolede nu helt på kongen til at han var villig til at lade Larlii være alene med ham. Derpå hoppede Fafnir op i træerne over dem og forsvandt hurtigt ud af syne. Helt kamufleret af sine farver i mellem skovens grønne kroner.
Hun hendes sind var nu faldet så meget til ro, at den opfangede hendes ord. Det fik hende til at slå hænderne for munden og gøre store øjne af overraskelse. Et ord kom ud mellem hænderne.
”Undskyld.” Hendes øjne begyndte igen at løbe med tåre, denne gang over hendes uforskammethed.

Althorn havde godt et enkelt sekund set sig over skulderen igen, så snart han så Larlii begynde at skælve, hørte hvordan hendes hjerterytme blev en smule uregelmæssig igen. Hans øjne slog nærmest lyn som han så på Dénar, før han endelig tog sig sammen til at skride, som Larlii fik ordene over hendes læber. Han holdt skarpt øje med den anden elver indtil han var ude af syne - hvilket nok tog en del længere tid med hans syn end med Larlii's, men det var nu hvad det var.

Da han endelig var ude af syne igen, vendte han sig atter om mod Larlii, og hele hans ansigtsudtryk blev igen blidt og roligt, varmt og venligt.

Hans blik blev dog en anelse bekymret da hendes ben gav væk under hende, og langsomt gik han ned på hug, stadig lige ved siden af hende, og rakte en hånd ud for blidt at lægge den på hendes skulder, i en beroligende gestus. Han så dog hurtigt at tårerne var glædes tårer, og ikke noget han skulle være videre bekymret for, så smilet fandt atter en gang vej til hans læber. "Intet at takke mig for. Jeg gjorde blot hvad der var nødvendigt." sagde han, stadig smilende - før han så over på Fafnir, og nikkede blidt tilbage til dragen før den hoppede op i træet, og Nínim nu stod der på jorden og så op efter Fafnir... Før han besluttede sig for at hoppe op på Althorn's skulder igen, og nærmest putte sig ind mod hans hals.

Althorn rynkede dog let på brynene da hun talte igen. "Undskyld? For hvad dog? Du har ikke gjort noget som helst galt." ikke i hans øjne, i alt fald. Tværtimod - hun havde taget mod til sig og turde sige fra overfor dem. Ja, det var nok mest fordi han var deres konge og hun vidste han var på hendes side... men det krævede stadig mod at stå op til folk man kendte så godt, at stritte imod en skæbne andre prøvede at tvinge ned over ens hoved.

Hun kunne nærmest ikke tro det. Hendes konge var ikke vred over at hun kaldte ham ved fornavn. Han virkede derimod til at nyde det. Hun fornemmede godt at Fafnir overlod hende til Althorn, så dragen kunne overvåge stedet fra træerne, som han så tit gjorde. Dette betød at Fafnir stolede på Atlhorn og det betød utroligt meget for hende. Hun flyttede hænderne og forsøgte at smile.
”Jeg troede at du ville blive forfærdet over at jeg kaldte dig ved fornavn. Men nu forstår jeg bedre hvorfor du bad mig om at være mindre formeld over for dig. Du har det bedst når folk behandler dig som en af deres ligemænd.” Hendes smil blev lidt mere sikkert, og tårene stoppede. Hendes blik fangede Nínim, som den puttede sig ind mod hans hals. Hendes øjne lyste af beslutsomhed.
”Jeg er ligeglad med hvad min familie her mener. Jeg er opvokset som dragevogter, og det bliver jeg ved med at være, så længe de ønsker det.” Hun rejste sig og så igen på sin konge.
”Althorn, jeg lover dig og Nínim, at jeg får bygget et fristed til drager. Ligeledes lover jeg at sige til hvis jeg får brug for hjælp eller støtte fra dig.” Hun blev lidt eftertænksom og tænkte højt, mere af vane end planlagt.
”Og muligvis en urtehave, hvor jeg kunne forsøge at få mange af skovens urter til at vokse. Så det ville være lidt nemmere at kunne skaffe dem som er sjældne eller svære at finde. Ja, det kunne være en god ide.” Hun slog hænderne sammen i beslutsomhed til de sidste af sine ord. Hun fik igen øjenkontakt med Althorn og rødmede en smile.
”Beklager… En lille vane, når man kun bor sammen med en drage.” Hun smilede lidt generet.

Althorn smilede blot. "Jeg tror de fleste ville have det bedst ved at blive behandlet som andres ligemænd," sagde han blot, i et stille og roligt tonefald. "Eller, måske ikke nogen af de andre ved hoffet. Jeg forstår dog stadig ikke helt hvordan de kan holde det ud." alt det nejeri, bukken, fin tiltalen... Det distancerede jo kun folk fra hinanden. Det gav ikke en god grobund for at forstå hinanden på samme måde som hvis man var ligebyrdige. Så det var mest af alt derfor han foretrak uformel tiltale, hvornår end han kunne komme afsted med det. Både til andre og til ham selv.

"Gør det ikke for mit ønske - gør det for dit eget. Jeg ønsker blot at du kan leve dit liv som du helst vil. Ingen skal være fanget af andres forventninger." at han så selv netop var meget fanget af andres forventninger til ham som konge, var en anden side af sagen. For eksempel hvordan han aldrig kunne være helt åben med hvilke partnere han foretrak - det ville jo forfærde nærmest alle, og så ville han have meget sværere ved at få folket helt ove rpå hans side, til alle de forandringer han gerne så snart skete.

"Jeg tror det vil være en perfekt kombination," sagde han blot smilende til hende. "Vores healere ville i alt fald sætte pris på en sådan urtehave, også." han smilede let, og rettede en smule på tøjet før han blidt strøg Nínim ned langs ryggen. "Intet at undskylde for. Det er vel kun naturligt når man hviler så meget i sig selv, som du lader til at gøre." og det var en ting han beundrede - folk der virkelig bare turde være sig selv.

"Jeg tror godt jeg forstår hvad du mener. Kunne lige forstille mig hvor trættende det må være at folk bukker og skraber for en helle tiden, frem for bare at hvad de tænker og tror, samt ønsker. jeg har tit hørt grantante beklage sig over hvordan nogle hoffolk stikker til hinanden, bare for at se hvor godt man sidder fast eller holder fast på sin egen position. Noget jeg heller ikke fatter, er hvor falske de kan være overfor hinanden. Bare for at komme på god fod med den eller dem der har højre positioner end andre." Hun smilede nikkende til ham, da han sagde at hun skulle gøre det for sin egen skyld, ikke hans. Hun fornemmede at han skjulte noget. Noget som han ikke delte med andre. Hvorfor kunne hun ikke sige og hun ville heller ikke spørge til det, da det ikke kom hende ved. Selv om hun var ved at falde for ham, så betød jo ikke at hun selv ønskede at fortælle ham det, efter som det kunne risikere at ødelægge det lille og skrøbelige bon der lige var opstået her til formiddags.
"Jeg har udset mig et fint sted til tilfristedet. Det ligger omkring en halvtimes gåtur fra Forestina. Og hvis guderne vil, så håber jeg på at have det oppe og være igang i løbet af nogle måneder." Hun smilede fuld af iver for at komme i gang. Hun bøjede hovedet en smule som en hilsen.
"Jeg vil overlade skoven til dig. Vil hjem og se om jeg kan få lavet tegningen til fristedet, samt finde nogle folk der vil hjælpe med at bygge det." Hun fløjtede et par tone op mod træerne og blev besvaret med nogle triller fra Fafnir. Althorn ville sikkert med sit gode syn kunne se Fafnir i træerne, men Larlii kunne ikke selv om hun vise hvor hun skulle kikke og hvad hun skulle kikke efter. Hun gik hen og samlede sine ting sammen, inden hun vinkede farvel for denne gang og satte i et let løb mod den hytte der var hendes hjem. Hendes hoved var fyldt med forskellige ideer til hvordan hun kunne bygge fristedet, og hvordan det skulle se ud.


//Out