You wish to be one of the crew - Zayden og Taliia

Hun smilede og rystede lidt på hovedet over hans fortælling. Hvordan kunne man undgå at se forskel på en sirene og en grå hval. Hun var dog glad for at høre at drengen havde det fint igen, og det var helt forståeligt at han var noget nervøs omkring folk efter det.
"Jeg vil være overrasket vis han nogensinde kommer til at stole helt på folk som os. Men stadig. Så håber jeg at kunne møde ham en dag, når han føler sig tryk nok." Hun tog en mundfuld mad, mens hun tænkte lidt over det hun havde hørt om sirener. Hun var stadig nysgerrig efter at vide mere om ham.
"Hvad fik dig enlig til at tage hyre på et skib i første omgang?"

Det var da rart at se at hun syntes det var ligeså åndssvagt, som han syntes det var. Det ene var trods alt tydeligtvist et dyr, en større grå 'blob'... Og så havde man en ved siden af, der var menneskelig fra taljen og op, med en som regel meget farverig fiskehale. Hvordan i alverden man kunne se forskel, medmindre man måske var både farveblind og nærsynet, ja, det vidste han virkelig ikke. De måtte virkelig have været noget af nogle tåber. Især når de, af hva dhan havde hørt, også åbenlyst havde prøvet at tale med deres kaptajn om at sælge Matthias, selvom alle de andre sirener i deres flok havde været lige rundt om skibet. Det var jo bare tåbeligt på alle måder og dømt til at gå galt.

"Altså, mig stoler han fuldkomment på, hvorfor han måske nok kunne være tryg på et skib jeg også er på... Men derudover, så tror jeg heller aldrig helt han kommer til at stole på nogen som helst besætninger." sagde han så, helt ærligt, før han spiste lidt videre. "... Det ukendte ved det. Eventyret. Opdagelsesrejser. Jeg havde aldrig været ude for havet omkring vores rev før. Jeg var heldig at få overtalt et af skibene der kom forbi, til at lade mig komme ombord, og se hvordan jeg kunne lide det. Og nu... Ja, det er bare blevet en del af mit liv. Jeg elsker hvor fri man kan føle sig når man sejler rundt på havene. Derudover er det jo også bare praktisk at jeg kan være så tæt på vandet hele tiden,"

Hun lyttede smilende og forstod godt hvad der havde drevet ham. Faktisk kunne hun se sig selv i ham, da han fortalte om hvad der havde drevet ham til at blive pirat. Hendes smil blev bredere og hun drak lidt inden hun selv begyndte at tale.
"Ved alle guder, hvor er samlingen dog imponerende. Det var nogenlunde samme årsag til at jeg selv sluttede mig til piratlivet: Eventyret, glæden over at se nye steder og uvisheden om hvad der vil ske 'rundt om næste hjørne'. Jeg havde jo kendskab til en del pirater igennem deres handler og havde ingen familie der sagde at jeg ikke måtte, eftersom jeg blev udstødt dengang var jeg kun halvtreds og stadig en ung pige i elvernes øjne."
En kvindelig blodsdemon kom hen og hviskede til Taliia, som nikkede og fandt en læderpose frem fra sin kofte. Hun tog et urteblad op af posen og rakte det til kvinden der smilede begyndte at tykke bladet og gik hen til trappen ned til lastrummet, hvor hun mødtes med en ung draconianer mand. Taliia blinkede til ham og han rødmede lidt inden han fuldte efter kvinden neden under.
Hun syndes det var tidligt, men ja, nogle gange var lysterne ikke til at styre. Hun sad selv med lidt tanker mens hun lagde posen tilbage i lommen.

Zayden's smil blev lidt bredere da han kunne høre og se på hende at hun fuldt ud forstod hans valg - hun havde trods alt nogle af de samme grunde til at søge dette liv, kunne han høre. Det var jo netop det uventede der lurede overalt, der gjorde det ekstra spændende, gjorde at ingen dage var ens, at man aldrig nogensinde ville kede sig. Ja, måske blev det stresset elle rligefrem farligt indimellem, men så vidst eman jo for fanden også rigtigt at man var i live, når man kunne mærke adrenalinsuset igennem hele ens krop! Det samme adrenalinsus som man også kunne få i ldit mindre mængder når man var ude i det lidt hårdere, lidt mere udfordrende vejr.

Han kiggede kort, lettere nysgerrigt op, over den lille udveksling med blod dæmonen... Men dettog ikke mange sekunder før han også havde fanget hvad der foregik, og han smilede blot skævt for sig selv som han roligt spiste videre. Det var ikke ligefrem fordi han selv ikke havde et rimeligt godt 'drive' hvad angik det, så han var skam ikke den der ville dømme dem for noget som helst. Det kom jo heller ikke ham ved... Men det var dog stadig lidt sjovt hvor kort tid de havde holdt før der skulle gang i noget, hah.

En af de ældre som sad ved siden af Taliia så smilende på hende.
"Dejligt at se du at stadig har urterne med dig. Særligt denne lille urt, som forhindre uønsket uheld." Han nikkede og rejste sig, hvorefter han afleverede sin tallerken til kokken og vendte tilbage til sit arbejde. Taliia smilede til manden og nikkede som tak til ham. Hun viste at de også kunne henvende sig til healeren for at få urten, da hun havde sørget for at alle healerne på skibene havde en god potion af dem ombord. Hun kunne selv tale med om hvordan det var at have et spædbarn eller barn med ombord. Det kunne afgjort være noget af en prøvelse.

Kokken kom ind med tallerken nummer to og satte den foran Taliia, netop som hun havde tømt den første. Hun smilede op til ham.
"Tim, du kender mig efterhånden for godt. Mange tak." Hun gik igang med potion nummer to, mens Tim så nysgerrigt på Zayden.
"Kan jeg friste med en tallerken mere?" Han rakte tallerkenen frem mod Zayden, mens han tog den tomme ved Taliia.

"Kaptajn. To skibe nærmere sig fra agter. Det ligner Sea Hawk og Devils Pearl." Hun så op fra maden og grinede lidt, inden hun råbte tilbage.
"Hvor det ligner Jake at sende en eskorte. Han vil ikke risikere at miste os eller skibet til Fire klanen." Hun så over på Zayden med et nysgerrigt smil.
Hvor meget kender du til Fire klanen?

Zayden forholdt sig blot i ro - det nyttede jo ikke at bare være helt out there og bryde ind i samtaler når man var den nyeste i et crew. Det var altid bedre at lære folk at kende før man bare gjorde som man plejede. Det var i alt fald den fremgangsmådede rhavde givet ham færrest gnidninger med de mange crews han havde været del af i løbet af de mange år, så det var den metode han ville holde sig til når den nu lod til at fungere så godt, så mon ikke den også ville fungere her. Det var dog dejligt at de rvar dæmoner i denne besætning - det gjorde han ikke behøvede at skjule særlig meget om sig selv, som han havde skullet andre steder, førhen. Han kunne godt huske hvor meget det havde overrasket folk på det ene skib han havde været på, der næsten udelukkende havde haft mennesker ombords. Det havde så også været svært at styre hans instinkter der, ikke blot dæmon delen, men også sirene delen... Nu han før netop også havde spist af mennesker hvis det nu engang var det der lige havde været i nærheden af ham.

Han så op da kokken talte til ham, og smilede mildt til ham som han nikkede til svar. "Gerne." hans appetit var da også kommet godt op at køre - det ville den have uanset hvad efter så mange timer ude til søs, men efter de lange svømmetur han havde haft hen til Dead Man's Rock, så var appetiten kun blevet dét større. "Fire klanen? Har hørt en smule, men desværre ikke mere end rygter. Så intet jeg selv helt tør stole på. Ud fra måden du blot nu taler om dem på, gætter jeg på I har været ude i kambollage med dem flere gange før?"

Hun lo koldt af hans gætteri.
"Kambollage? De myrtede min mand og min svoger, torterede min svigerfar som er søn af lederne. Han har dog valgt at fornægte dem, efter alt den sorg de har bragt ham og vores klan." Hendes stemme var anstrengt og hun kæmpede for at holde sig i ro.
Hun havde godt set hvordan Raco kæmpede sine kampe, når hun havde været oppe på slottet eller sammen med ham og Jake. Hun havde ond af Jake, som til tider så mere slidt og træt ud, når Raco havde det virkelig skidt.
"Jake har sværget at hvis Fire klanen prøver på noget, så er det kamp. Og jeg skal med glæde skære halsen over på et par stykker."

Han spiste stadig lidt videre, indtil han stoppede midt i en bid og løftede et øjenbryn som hun forklarede om alt det der var sket i hendes liv udelukkende på grund af Fire klanen. Tja, der var da i alt fald ingen tvivl om hvorfor hun gerne ville dræbe nogle af dem. Hvis det var ham der havde været ude for det, ja, så havde han nok for længst ladet sig selv blive opsluget af hævn og gået efter dem uden at tænke alt for meget over det, eller lade der gå alt for længe, i alt fald.

"... Det er fuldt ud forståeligt," sagde han så stille, efte rhan fik sunket den mundfuld han havde haft gang i. "Og jeg skal med glæde hjælpe til, hvis det skulle blive tilfældet. Jeg tør nærmest ikke tænke på det raseri der ville regere mit indre hvis nogen havde gjort det samme mod mine egne kære."

Hendes øjne lyste af den kamp der rasede inde i hende og hendes hænder rystede let. Hun viste at hun snart måtte gøre noget for at få sine følelser under kontrol, men smilede venligt til ham.
"Jeg har lært at kontrollere det rimelig, og afreagere gennem blandt andet kamptræning." Hun lyste lidt op og så nærmere på ham. Hun fik en ide som kunne klare to ting på en gang: afreagering og afprøvning af hans kampteknik.
"Hvad siger du til en sparrings kamp? Skal vi sige om et par timers tid." Hun var spændt på hvordan det ville gå, men hun var sikker på at det nok skulle blive underholdende.

//Du springer bare de par timer

Han så skam godt det glimt i hendes øjne, og han kendte det alt for godt, havde set det hos mange andre før, når der skulle holdes styr på noget temperament og de tanker der fulgte med det, og med den historie hun lige havde fortalt ham, med hvad de havde gjort, ja, så var det vel i virkeligheden intet under at hendes øjne 'lyste' sådan, vel? Det mente han i alt fald ikke selv. Han ville nok selv ikke kunne styre det helt ligeså godt som hun gjorde lige nu, så respekt for det. Zayden nikkede så let til det hun sagde. Ja, træning var vel en af de bedste måder at få det ud på, det var en god og sikker måde at komme af med aggressionerne på. "En sparrings kamp? Tjo, det kan vel ikke skade. Det er også et godt stykke tid siden jeg sidst har haft gang i en god en af slagsen... Og jeg har på fornemmelsen at du nok skal kunne give en rigtig god en af dem," han smilede skævt og blinkede let til hende.

//////

Et par timer senere - der inkluderede en halv times svømmetur - og han kom op på skibet igen, fik tøjet på igen, og så ellers sat håret op som han så sig omkring efter Taliia, klar til deres sparrings kamp og til at se præcis hvilke kamp teknikker hun benyttede sig af. Det sagde trods alt meget om en som person, meget mere end hvad de fleste ville tro.

Da det var tid til sparrings kampen stod Taliia klar ved stormasten, hvor hun havde taget den lange ærmeløse kofte og skjorte af. Det betød at hun kun stod iført sit skovgrønne brystbånd, bukser og brune støvler. Hun strakte sig og varmede lidt op mens hun så på Zayden.
"Skal det være sværd eller dolke?"
Alt efter hvad han valgte, ville hun trække våbnet og stille sig klar. Tanken var at hun ville lade ham angribe først for at se lidt af hans færdigheder.

Zayden observerede hende stille som hun kom gående, med et smil på hans læber. Selv var han lige så lidt påklædt som tidligere, omend hans hud nu stadig glinsede af vandet han lige havde haft en god dukkert i, blot for at være godt forfrisket inden deres sparrings kamp.Det gik jo ikke hvis han ikke viste sit fulde potentiale til hans kaptajn, gjorde det vel? Altså, uden at vise hans dæmon form. Den... Viste han helst ikke frem. Den var kun til at bruge i yderste nødstilfælde.

"Sværd," valgte han, og trak sin eget huggert, som han altid havde siddende ved sin hofte ved hjælp af sin sarong. Han stillede sig klar, ventede til hun også var klar, og ventede da nogle sekunder. Øjnene scannede hendes kamp positur, sammenlignede det hurtigt med de mange andre han havde kæmpet med i sit længere liv... Og huggede derefter ud efter et af de steder, hvor mange andre med den start positur havde haft et af deres svage punkter, nemlig det ene knæ. Udtrykket i hans ansigt havde ændret sig til noget der nok var en blanding af ren koncentration, og... Noget mere... Primalt. Nok ikke så meget anderledes end han så ud når han jagtede bytte i sin sirene form.

Hun smilede og trak sit eget elviske sværd, mens hun stillede sig an. Da hans angreb mod hendes knæ kom parerede hun det, flyttede sig og angreb. Hun brugte sin elver snedighed til at undgå eller parere størstedelen af hans angreb, og hun sørgede for at de af hendes angreb som gik igennem, kun efterlod små rifter.
Skibets besætning, med undtagelse af nogle få, havde samlet sig for at følge sparingskampen. De jublede, heppede og indgik vædemål om resultaterne, lige fra hvem der stod med våben i hånden tilsidst, til hvem der fik flest skrammer.
Hele sparingskampen varede omkring ti minutter og endte med at hun mistede sværdet i en finte. Hun trak vejret hastigt og var kommet i sved, men hun var godt tilfreds med kampen.
”Jeg er imponeret. Det er længe siden at jeg har fået så megen modstand fra en enkelt sparingspartner. Og ja.. Det er også et stykke tid siden at jeg har fået så mange rifter i en sparingskamp.” Hun grinede hjerteligt, mens hun så rifterne efter.

Skibets healer, en kvindlig shapeshifter, var allerede klar med alt hvad der var nødvendigt. Taliia smilede til hende og lod hende behandle rifterne.
”Ellen her er skibets healer. Så skulle du få brug for hjælp til skader eller sygdom, så finder du hende.” Da Ellen var færdig med sin kaptajn, gik hun over til Zayden og så ham hurtigt an.

Et hug her... Parering der... Undvige manøvre, elegant spring hist og her. Detvar nok tydeligt at se han ofte havde kæmpet i de lidt over 300 år ombord på diverse skibe, og præcis hvor adræt han var blevet af det. Hans kampstil var nærmest legende - som om han drillede dig før han gik igang med sine hug, men i virkeligheden var det hele meget mere kalkuleret end hvad det så ud til. Der var vist også noget med at folk sagde man skulle vær evirkelig god til noget for at få det til at se legend elet ud - måske var det sådan noget med ham? Han vidste det ikke, tænkte ikke over den del af det. Hun gav ham en del mere modstand end de fleste han havde kæmpet med før, så det var da tydeligt, også på dét punkt, hvorforhun var deres kaptajn. Det øgede blot hans respekt for hende, og han smilede rent faktisk bare over de små rifter han fik indimellem. Et smil der var nærmest stolt, stolt over at han havde ramt pletmed typen af kaptajn han nu var røget under. Hun var skam en der var hans loyalitet værdig.

"Tak," sagde han bare med et smil da hun roste ham, og bukkede let hovedet i respekt for hende. "Du var absolut heller ikke værst. Bedste sparrings kamp jeg har haft i flere årtier." hans øjne fulgte healeren da hun kom over til Taliia, og han nikkede let til hendes ord. Sygdom ville han nok aldrig rigtig få brug for hjælp til, han kunne i alt fald ikke huske så meget som én sygdoms dag i hele hans liv. Han havde nok arvet sin fars immunforsvar, på dén konto. Han smilede let til healeren da hun kom over til ham, og lod hende tilse hans sår. Ikke at det var nogen han synes det var værd at bekymre sig om, de skulle hele hurtigt nok. Han kunen altid hoppe i vandet igen for at kickstarte det, i alt fald.

Hun kunne ikke andet en smile af hans komblimang. Selv besætningen var længe om at falde til ro, og mange måtte aflevere det tabte beløb for det ene eller andet vædemål. Hun så smilende rundt på folkene.
"Så har i fået underholdning nog for i dag. Tilbage på jeres poster, ellers får i lov til at svømme." Folkene skyndte sig at blive færdige penge-bytteriet, og skyndte sig tilbage til det de havde været i gang med. Hun vendte igen opmærksomheden mod Zayden.
"Vil du på rekunuserings tur, eller kender du alle revene her i området? Eller er det noget andet du heller vil prøve kræfter med?" Som den nyeste i besætningen fik han lidt løsere tøjler end de andre, noget som tidligere havde givet gode resultater.

Zayden kiggede da også kort rundt på folk som de gav hinanden klingende mønt, og smilede svagt. han kunne nu ikke ofrklejne dem i at lave sådanne væddemål... Men man kunne godt se der var mange der alligevel ikke havde regnet med at han ville ende med at stå som sejrherren. Måske var det blot grundet hans alder og den store kamp erfaring han havde fået i de år, måske en andengrund, men uanset hvad havde det været en spændende kamp. Og nok noget der om ikke andet viste dem, at man ikke skulle bedømme folk på udseendet. Det kunne godt være han var så slannk at nogen kunne finde på at kalde ham spinkel til tider, men der lå styrke bag det - mest i hans smidighed.

"Lige dette områdes rev kender jeg ikke helt så godt som når vi kommer tættere på... Så rekognoscering lyder godt. Jeg kunne også godt bruge en svømmetur efter vores træning... Det kvikker mig altid lidt op," sagde han med et skævt smil. han vidste jo udmærket godt det var sirene generne der talte der, det med hvor forfriskende en svømmetur altid var for ham, især også fordi hvadend der måtte være af ømme muskler blev hurtigt helet igen i vandet. Så lige så snart han havde fået tilladelsen til det, tog han et lillebitte tilløb og sprang ud over siden af skibet, for glat at dykke ned i vandet, hvor hans ben hurtigt samlede sig til hans hale, og gællerne atterdukkede op så han kunne ånde i vandet som han snildt svømmede afsted, først i overfladen, før han dukkede under overfladen og snart ikke kunne ses med hvor dybt han var nede, selv i det forholdsvist klare vand.

Hun nikkede smilende til ham og gjorde et kast med hovedet ud mod havet.
"Så stik af for en stund. Men jeg forventer at du er tilbage inden for et par timer og kommer ind til mig, hvor jeg har søkort du kan tegne oplysningerne ind på. Så kan vi se om du skal have mere tid til at orientere dig her i området." Det passede hende fint at han ville undersøge revene her omkring, da de stadig manglede en del oplysninger om disse dele af havet.

Efter at han var sprunget i havet, gik hun ind i kaptajns kahytten hvor hun fandt et søkort over området, som hun lagde på bordet. Derefter satte hun sig over på bænken ved vinduerne og gav sig til at skrive i sin dagbog.

Zayden havde blot smilet til hendes ord før han var hoppet overbords og var begyndt at svømme afsted.For det var trods alt... Hvad, et århundrede siden at han virkelig havde undersøgt præcis disse rev, så det var nok godt at få det genopfrisket. En del kunne også nå at ændre sig på et århundrede, med erosion og forandringer bragt af andre væsner, selv sirenerne ændrede jo også på landskabet omkring sig, så derfor kunne hele, store rev selvfølgelig også hurtigt ændre sig.

Der gik nok to timer, måske lidt mere, før han svømmede tilbage mod hvor han vidste skibet måtte være nu - og efter lidt tid nåed ehan da også derhen. Han fik råbt op efter en af de andre på besætningen, så der blev kastet en rebstige ned til ham - som han lige kunne hægte sig op i, så hans hale kom ud af vandet og blev til ben igen før han roligt klatrede op ombord på skibet igen, for han fik tørret sig ordentligt, før han gik hen til kaptajn kahytten, og roligt bankede på.

En banken på døren afbrød hendes skrive aktivitet.
"Kom ind." Hun så hen på døren og smilede da hun så Zayden, mens hun nikkede hen mod skrivebordet hvor kortet lå, samt pen og blæk stod klar. Selv dyppede hun sin pen i det blækhus hun havde hos sig og forsatte sin skrivning.
"Noget særligt at bekymre sig om? Eller var det en rolig tur?" Hun holdte et halvt øje på ham, mens han var i kahytten.

Hvis ikke det var for at hendes hjerte længdes efter en hvis skytsengel, som hun ikke havde set i et par måneders tid. Så kunne hun sikkert godt være faldet for denne mand. Han så godt ud og var mystisk på en måde der tiltalte hende. Og særligt nu hvor hans overkrop skinde efter svømmeturen.. Hun måtte lige huske sig selv på at han var en del af besætningen og det ikke duede at have et forhold til en af dem. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på hvordan det måtte være at ligge med ham.

Så snart hun havde svaret, trådte han ind og lukkede døren efter sig, for roligt at gå hen til bordet hun hentydede til, efter et let smil og nik i hilsen til hende. Han stod lige og kiggede lidt på kortet for lige at finde ud af hvad der var hvad på det, nu alle kort så en smule anderledes ud, før han tog fat i pennen og roligt begyndte at indfylde hvad han havde undersøgt.

"Tja, ikke så meget andet end vi har en del af revet der nok skal undgås. Klipperne kan ikke rigtigt ses oppe fra overfladen af, men de lurer lige under overfladen, højt nok oppe til at det ville give store skader på skibet at sejle derind... Det er lige i det her område, så jeg ville foreslå at sejle øst om," sagde han, som han udpegede området på kortet. Det var omtrent 40 sømil forude i deres nuværende retning, så rigeligt med tid til at få sejlet udenom det. "Hajerne holder også til i det område, og der er allerede nogle mindre skibsvrag nede på bunden. Så generelt ville jeg ikke råde andre end sirener til at være i det område. Medmindre du altså gider at kæmpe mod flokke af hajer."

Hun lagde skrivegrej og bog fra sig, mens hun lyttede til hvad han fortalte og så på ham mens han stod og tegnede. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt skævt. I hendes tanker lod hun sine hænder glide hen over hans bare overkrop, mens hun udforskede ham centimeter for centimeter. Hun rystede på hovedet at sin tossede tanke gang, hvorefter hun fokuserede på det område han snakkede om.
"Ja, det lyder ikke som et fornøjeligt område, hvis man ikker er til hajer."

Hendes blik gled igen hen på hans sarong som skjulte ham fra maven og nedefter. Tankerne gled igen i den uartige retning og hun måtte bide sig selv i læben, for ikke at gøre noget dumt. Hun flyttede sig lidt til siden, så hun kom til at stå overfor ham i stedet for ved siden af ham. Det gjorde det lidt nemmere at holde fingerene for sig selv. Uden at tænke over det, slikkede hun sig sulten om læberne.

Zayden's fokus havde selvfølgelig været på kortet og ikke på Taliia, så hansmiledebare og nikkede let. "Netop. De så dog ud til at være godt velfodrede, også... Så der er nok mange der ikke kender til området og er forlist der, ellers ville de jo heller ikke blive i området, hvis de ikke havde rigeligt med mad. De er jo normalt lidt mere ensomme jægere, af type. Så det at der er så mange der, tyder på at de er vandt til at kunne få store mængder mad der... Og der var ikke mange fisk i området. Så det kræver vist ikke meget at regne ud hvad deres næring består af." sagde han roligt, som han fik tegnet de sidste ting op på kortet før han rettede sig op, strakte sig en smule hvilket selvølgelig blot fremviste de veltrænede men slanke mavemuskler endnu bedre end de var i forvejen ved at være fuldt synlige.

Nu lagde han dog mærke til hvordan hendes blik var gledet ned på hans sarong, før hun rykkede sig lidt væk. Når man nu som halv sirene var vandt til at kunne lokke folk til sig med sin stemme, for hvadend formål han ville - han havde skam ikke kun brugt det til at få mad - så blev man da også lidt vandt til at genkende det når man sådan blev tjekket ud. Plus, altså, han vidste jo godt at han var rimelig... Ja, 'blid mod øjet'. Men hende havde han nu ikke lige forventet det fra... Ikke at det ikke var velkomment, hun så jo også rimelig godt ud. Et lille smil trak op i hans ene mundvige som hans øjne fulgte hende rundt om bordet.

Hun prøvede at fokusere på det han havde tegnet på kortet og forsøgte at regne ud hvor lang tid det tog for dem at komme der hen. Men hendes tanker blev ved med at vende tilbage til hans flotte krop. Hun bed sig lidt hårde i læben og overvejede om hun skulle give sig selv en lussing, men så ville han sikkert grine over det. Så hun nøjedes med at gå over til døren, åbne den og kalde på Damion, som hurtigt kom ind til dem.
Taliia bad ham om at se på kortet og gentog hurtigt hvad Zayden havde fortalt hende. Damion nikkede, mens han studerede kortet.
"Jeg skal sørge for at vi undgår de rev, nu hvor jeg ved de er der." Derpå forlod han igen kahytten for at give ordre til folkene.

Taliia var gået over til skabet hvor hun opbevarede sine urter og flasker med alkohol. Her fyldte hun et krus med rom og drak lidt af det, mens hun hele tiden stod med ryggen til Zayden. Dog forrådte hendes krop hende, ved at den skælvede en smule men nok til at han ville opdage det.

Hans øjne fulgte hende roligt som hun gik over og fik kaldt på Damion. Han smilede let som hun gengav hvad han lige havde fortalt hende, og han udpegede også for Damion præcis hvilke klipper der umiddelbart var dem der ville være vigtigst at undgå, i alt fald at dømme efter deres potentiale for at skade skibet. Derefter smiledeog nikked ehan til ham som han forlod kahytten igen, og Zayden's opmærksomhed derfor røg tilbage på Taliia.

Hans øjne hvilede på hende ovre ved skabet, og han smilede skævt som han nemt lagde mærke til den smule skælven dervar i hendes krop. Han kendte den type skælven lidt for godt... I alt fald når han satte den sammen med hvad han allerede havde set af signaler. Han lagde derfor endelig pennen fra sig igen, rettede sig op, og gik roligt hen til hende. "Er der andet De vil have mig til at gøre?" spurgte han så bare roligt, omend hans skæve smil måske var en snert drillende i sit udtryk også, ligeledes glimtet i hans øjne der tydeligt afslørede at han godt havde lagt mærke til alle de signaler hendes krop gav.

Hun havde nær tabt kruset, da hun hørte hans stemme bag sig. Den svage skælven tog til i styrke, så hun måtte sætte kruset på reolen, derefter lod hun en hånd dykke ned i sin ene lomme på koften, hvor hun havde læderposen med urten der forhindrede svangerskab. Hun stod og tænkt over hvad var klogest: skulle hun give slip og tag ham eller bare forløse sig selv...
Hun var ikke sikker på hvordan hendes stemme ville lyde, men hun var jo nød til at svare ham. Hun sank et par gange og prøvede at svare ham.
"Jjeg... er ikke... helt sikker." Hun kunne have slået sig selv. Den skælvende stemme og lettere tunge åndedræt afslørrede hende stort. Hun kunne ligeså godt have skreget at hun ville have ham.

Hun sukkede indvendigt og fandt et urteblad fra posen som hun begyndte at tykke. En svag myntelignede duft begyndte at sprede sig fra hendes mund. Uanset om det blev til noget eller ej, så var hun forberedt.
Da hun vendte sig om og opdagede at han stod utrolig tæt på hende, hvilket fik hendes hjerte til at skippe et slag og hendes vejrtrækning blev tungere. Hun prøvede at samle sig til at møde hans øjne, men det lykkedes ikke.