You wish to be one of the crew - Zayden og Taliia

Efter at have sludret med sin tidligere værtinde og betalt hende en sidste gang som undskyldning for den lange ventetid og den korte opsigelse, samt et lille besøg hos havnefoden, vente hun tilbage til havnen. Her stod hun lidt og så rundt, mens hun mindes en særlig oplevelse: den gang hun og Seuzan havde redet Raco fra fængslet og hans familie.
Hun måtte blinke et par gange for at holde tårene tilbage. Ved Hydra, hvor var det dog irriterende at hun ikke kunne tænke og mindes sin mand uden at fælde tåre over ham. Hun sukkede. Hun skulle så meget have en snak med Azir når det blev muligt. Og hvis hun var heldig, så var han på Dead Mans Rock når hun kom hjem. Ellers måtte hun med det første skib tilbage til Aquerne for at finde ham.
Utroligt nok begyndte hendes hjerte at banke hurtigere mens hun tænkte på ham, hvilket hun fandt lidt underligt da hun ikke mente at hun havde følelser for ham. Eller havde hun? Hun rystede forvirret på hovedet mens hun gik tilbage til skibene, som lå mellem de andre handelsskibe. Alligevel fik de god plads på kajen og havnen, da folk ikke rigtig viste hvad de skulle sige til at der åbenlyst blev flaget med klanens mærke på en grå baggrund. En af de ældre havnefolk standsede hende og spurgte til årsagen. Hun forklarede kort at de var ved at lægge piratlivet bag sig og satsede på handel. Folkene som hørte hende var overrasket, men nikkede forstående til det.

Damion viste roligt Zayden ind i kaptajnkahytten og fandt søkort, fjerpen og blæk frem til ham, så han kunne tilføje sine fund på kortene.
"Hvis du bagefter vil smutte over til både Logan og Natalia og opdatere deres kort, så er jeg godt tilfreds. Vi er også ved at være færdig med at laste de vare vi skal have med hjem. Aftenen og natten vil vi nok tilbringe på nogle af kroerne. Men selv om vi har fri, skal vi stadig have forskellige hold som afløser hinanden i løbet af aftenen og natten."

Da Taliia var tilbage ombord, så hun sig lidt rundt mens hun mærkede sig hvordan folk var spændte på hvad hun ville give tilladelse til. Derfor piftede hun til samling og så rundt på dem alle.
"Jeg har været ved havnefoden og fortalt ham hvordan klanen er ved at ændre sig. Han tillader at vi bliver her til imorgen, så aftenen og natten er delvis jeres egen. Dog forventer jeg at i er ædru nok til at kunne håndtere et nødopbrud, hvis det bliver tilfældet. Han kunne ikke garantere at militæret ved fængslet ikke vil forsøge på at tage os på den lade side. Og tro mig... De vil elske en mulighed for at fange pirater, uanset om vi er ved at ligge livsstilen om eller ej." Hun smilede skælmsk ved mindet om hvordan hun, Seuzan og Raco havde banket dem dengang.

Zayden fulgte med Damion ind i kahytten og begyndte stille og roligt at tegne revene op på kortene, som han havde gjort før - det var vel nok en af de mest praktiske ting for dem ved at have ham her, kunne han forestille sig... At han var den perfekte spejder for de ting der ikke kunne ses oppe fra masten men kun under havets overflade. "Det skal jeg nok... Vi skal jo trods alt helst have alle kortene opdateret,"

Han nikkede efterfølgende til planen for aftenen og natten. "Tja, jeg vil nok ofte søge tilbage til havnen som minimum. Der er trods alt en bagside til sirene generne," sagde han med et skævt smil - det var de færreste barer der gad at have vand også, så det var som regel svært at få det vand han skulle bruge der, hvilket nødvendiggjorde at vende tilbage til havnen og hoppe i vandet.

Han stod roligt og lyttede til Taliia's ord efter hun var vendt tilbage, og nikkede let. Han vari alt fald mere end klar hvis det skulle komme til en kamp... Han gav sig skam aldrig bare lige, især ikke når han havde noget at kæmpe for... Såsom den her usandsynligt gode besætning han havde været heldig at blive en del af.

Hun så godt hvordan han stod og lyttede med, samt hvordan han reagerede på det hun sagde. Efter at besætningen var gået sammen med Damion for at dele sig op i forskellige hold, gik hun roligt over til Zayden.
"Eftersom du nok har mere brug for vandet, fritager jeg dig for at være på et af holdene. Desuden regner jeg selv med at blive ombord, da jeg er lidt for kendt her i byen... Og er ikke på særlig god fod med militæret her. De ville elske hvis jeg slappede af på en af kroerne." Hun grinede hjerteligt ved minderne og tankerne om hvordan det hele kunne risikere at gå, hvis hun tog med ind på en af kroerne her i havnen.

Hun gik roligt ind i sin kahyt og lod døren stå åben. Hun havde ingen planer om at lukke den, med mindre han ønskede det. Hun gøs af velvær ved tanken om hvor meget de to havde udforsket hinanden på turen. Og samtidig havde en lille del af hende ikke glemt hvordan hendes følelser til Azir også voksede.
Inde i kahytten fandt hun kort og logbøger frem, som hun lagde på skrivebordet mens hun forsøgte i hovedet at ligge den bedste plan for hvad hun skulle gøre når de kom tilbage til Dead Mans Rock.

Zayden's blik var gledet lidt ud over hvad der kunne ses af havet igen,før han kunne høre en komme hen til ham, og drejede hovedet for da at få øje på Taliia igen, hvilket fik et lille smil frem på hans læber, før han lagde hovedet let på skrå som han lyttede til hvad hun havde at sige. Han nikkede, med et let smil af det. Ja, han kunne jo ikke rigtig løbe fra at han havde brug for vandet en del mere end alle de andre i mandskabet. Sådan var det nu engang når der var noget sirene i én. "Jeg svømmer nok heller ikke særlig længe væk af gangen. Medmindre der måske er et rev eller to i nærheden du godt vil have undersøgt? Jeg svømmer trods alt rimelig hurtigt. Så 'i nærheden' er... Et lidt vidt begreb. Alt indenfor 50-70 sømil kan jeg have undersøgt på... 4 til 5 timer, vil jeg tro."

Hvis der varet rev hun ville have undersøgt, nikked ehan og ville tage afsted kort efter. Hvis ikke, så satte han sig op i topmasten og nød udsigten, samtidig med at han holdt øje med usædvanlige ting. Først nogle timer efter ville han vende tilbage og kigge til hende i kahytten, spørge om de skulle tage sig en bid sammen.

Hun nikkede smilende til ham og overvejede kort om der var nogle rev som hun ville have undersøgt.
"Der er ikke nogle særlige lige her omkring, men tag alt den tid du skal bruge for i vandet."

~ ~

Hun havde ingen ide om hvor længe hun havde stået og stiret på søkortene, samt hvor mange forskellige udregninger hun havde lavet på nogle løse pergamenter. Men uanset hvad kunne hun ikke se bort fra at det nok ville være et par måneder inden hun igen var tilbage i Aquerne, og hun skulle også lige have tilladelse af Jake til at tage afsted.
Hun sukkede tungt og satte proppen på blækhuset, inden hun lod sig dumpe ned i stolen og lukkede øjnene en stund.
Billeder af den gang hun havde været sammen med Dust og Azir flød gennem hendes sind, og hun fik igen lidt dårlig samvittighed over at være sejlet fra Aquerne uden først at have talt med Azir.
"Hvor er du, når jeg har brug for dig?" Hun mumlede halvt i søvne, eftersom kroppen tog chancen for at få lidt hvile nu hvor hun sad ned.

Han havde blot nikket da hun sagde de rikke var nogle rev dervar behov for at han undersøgte, før han var smuttet op i masten for blot at nyde udsynet deroppefra - og derfor samtidig også kunne advare Taliia, skulle nogen nærmesig skibet som der ikke var en del af besætningen.

Efter et par timer var han kravlet ned igen og havde hoppet i havet, for lige at få sig en god dukkert inden hans krop igen ville sukke efter mere vand. Det var aldrig en behagelig følelse, så han ville altid hellere bade lidt for meget, end lidt for lidt.

Endnu en time senereva rhan kravlet ombord på skibet igen, og efter at have fået sine ben tilbage, og sat sit hår op i en hestehale, gik han roligt hen mod hendes kahyt og bankede forsigtigt på, før han trådte indenfor. Som han åbnede døren, så han godt hvordan hun sad og hang der i stolen, halv sovende. Med et lille smil fik han set sig omkring, og efter at have lokaliseret et tæppe, tog han det med hen til hende, og lagde det roligt ind over hendes skuldre. Når hun endelig kunne få lidt ro, så skulle hun også have lov til det. Og være så komfortabel som muligt imens.

Hun viste ikke helt hvornår hun mere eller mindre var faldet i søvn. Men drømmene tog hende tilbage til nogle af de forskellige tidspunkter hun havde været sammen med Azir. Det betød også at da hun mærkede et tæppe blive lagt hen over hende, mumlede hun i søvne.
"Undskyld Azir. Undskyld." Dog hørte hun ikke noget svar, da hun nu virkelig gled ind i søvnens favn.

Da hun vågnede, kunne hun høre vægterne bekendtgøre at "klokken er slagen midnat og alt er vel." Hun strakte sig og skar ansigt over de stive og let ømme muskler som hun havde fået ved at sove i stolen. Hun så sig lidt rundt med et søvnigt blik og fik øje på de søkort og pergamenter, som hun havde liggende på bordet. Et suk undslap hende, mens hun igen tænkte over hvad hun skulle gøre. Det ente med at hun rejste sig og gik ud på dækket for at få lidt frisk luft. Hun stillede sig ved rælingen og lægnede sig op af den, mens hun så ind over byen som hun i mange år havde boet i. Hun savnede den enligt ikke. Nej, hendes hjem var nu mere Dead Mans Rock eller Aquerne.

Et svagt smil havde været at spore på Zayden's læber- omend et lidt sørgmodigt et, da han hørte hvad det var hun mumlede. Han håbede virkelig hun snart fandt ud af hvad hun selv helst ville. men han vidste også allerede godt, at han ville være der for hende så længe som hun havde brug for ham. Så længe han bare følte han stadig gjorde mere godt end ondt.

Han var derpå gået ud af kahytten igen, og tilbage til at sidde og holde udkig oppe fra masten af. Han kiggede kort ud over byen igen da han også hørte vægterne, før hans blik atter gled ud over havet, ud mod horisonten, og kort gik hans tanker tilbage til hans lille sirene flok han var vokset op hos - hvad de mon lavede lige nu, og hvor Matthias var henne. Hans blik røg dog ned på dækket efter lidt tid, som Taliia kom ud fra kahytten. Han kravlede ikke ned fra masten endnu, men havde dog sine ben hængende ud over siden, som hans øjne stille fulgte hende. Han havde ikke rigtig lyst til at afbryde, da det så ud til hun var rimelig tabt i egne tanker.

Hun sukkede igen og så ned i vandet, som var lige så sort som natten. Hun overvejede om hun skulle tage sig en dukkert og endte med at springe op på rælingen, hvor hun sad i hug mens hun stadig overvejede om en dukkert kunne hjælpe på hendes tanker.

"Hvis du tænker på en af dine berømte dukkerter, så vil jeg nok anbefale at du smider noget af tøjet her oppe inden du hopper i." Hun så sig over skulderen og fandt hvem den munter stemme tilhørte, nemmelig hendes First Mate Damion. Hun smilede skælmsk tilbage til ham og blev ligeledes mødt af samme skælmske smil.
"Skal jeg give kokken besked om en varm dram?" Det fik Taliia til at grine hjerteligt, hvorefter hun igen lod fødderne finde fodfæste på skibsdækket. Her smed hun først bælte med sværd, pung og dolk, derefter sin lange ærmeløse kofte med de to lange dolke fæstnet til ryggen. Så støvler og skjorte, for til sidst bukserne, så hun kun var iført sit brystbånd og lændeklæde. Derpå sprang hun ud i det natte kolde og mørke vand.
Damion var allerede begyndt at gå hen mod trappen, da han hørte hendes latter. Det var en af de gode ting ved at havde været i klanen længe, man hørte og lærte en del ting om folk, uanset om man sejlede med dem eller ej.

Vandet var koldt, men det hjalp på hendes tanker og hun kunne bedre samle dem nu end før. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at blive i vandet ret længe, men der var nu noget forfriskende ved en svømmetur. Selv her midt om natten. Hun kunne også høre nogle af folkene på de andre to skibe grine og pifte af hende, men hun nøjedes med at smile og grine lidt indvendigt over det.

Zayden holdt stille og roligt øje med hende oppe fra masten af - eller, halvt med hende, og halvt med kajen og hvad der skete der. Men i sidste ende, da han hørte hende hoppe i vandet, ja, så blev fristelsen egentligt en kende for stor til at modstå. Så med et skævt smil om læberne efterlod han sit sværd oppe i selve masten, og fik hurtigt, men stadig roligt, firet sig selv ned igen efter Damion var gået, hvorefter han smilende gik hen til rælingen - og uden videre hoppede direkte på hovedet i det kølige vand.

Det tog ikke længe før gællerne atter var på plads, ligeledes halen og svømmehuden mellem hans fingre - og så snart det var på plads, svømmede han stille og roligt lidt tættere på hende, med et skævt smil. "Så du fik lige lyst til en natlig dukkert?" sagde han, med en lille drilsk tone i stemmen.

Hun nød stilheden ved at svømme et stykke under overfladen og var helt fordybet i dette, så derfor fik hun en pæn overraskelse da Zayden kom svømmende op ved siden af hende og drillede hende. Hans stemme var utrolig tydelig, men det havde sikkert også noget at gøre med at han var halv sirene. Hun smilede til ham, mens hun stoppede op og rigtig så ham han, nu hvor han havde sin hale, svømmehud og gæller. Waou, hvor var han et syn. En gysen gled hen over hende og hun måtte op til overfladen for at have luft. Da hun var kommet op og havde taget et par åndedrag, samt havde sikkeret sig at han var kommet op ved siden af hende.
"Ja, jeg fik lyst til en natlig dukkert for at klare tankerne. Og jeg skal da også love for at det smukke syn af dig, har hjulpet lidt. Det var da en utrolig smuk hale du har." Hun smilede venligt til ham, selv om hendes hjerne allerede var igang med at forråde hendes sind.

Stille og roligt svømmede Zayden tætterepå, med små, nærmest dovne slag af sin kraftfulde hale. Modsat andre krævede det nærmest ingen energi for ham at svømme, men sådan var det vel, når man havde en form der var så perfekt tilpasset livet i havet som en sirene form? I alt fald nåede han helt hen til hende, før han talte - med en stemme der altid havde været tydelig under vand, præcis som for dem der var fuldblods sirener. Det lå vel nok bare til selve sirene formen - og gudske tak og lov for det, for ellers havde det godt nok været svært at kommunikere med de andre i flokken mens han voksede op, og stadig den dag i dag.

Han kluklo en smule som han så hendes overraskelse, og fulgte roligt efte rhende op til overfladen, men beholdt lige præcis sine gæller under, blot fordi han egentligt foretrak at 'ånde' vand, når han kunne. Det virkede bare mere beroligende på ham, på en eller anden måde. "En dukkert plejer at være god til sådan noget," gav han hende ret, hvorefter en hjertelig latter brød frem for en stund, snart erstattet af et blidt smil istedet. "Og tak - du ser nu heller ikke helt værst ud her i vandet."

Hun lo hjerteligt, selv om hendes stemme var begyndt at ryste lidt. Hun huskede sig selv på at hun var i det kolde hav og sprøjtede lidt vand over på ham. Hun måtte op af vandet inden hendes krop gav efter for tankerne i hendes hjerne, som ønskede at ekspermenter med lidt forskelligt.
Hun svømmede over til skibet og greb fat i det reb, som Damion kastede ud til dem, hvorefter hun kravlede ombord igen. Her tog hun imod det håndklæde som Damion holdte frem til hende.
"Der er mad og en varm dram i din kahyt. Jeg har også fundet en af dine lune kapper frem, som du kunne bruge til at få varmen igen."
Taliia nikkede til ham og skyndte sig ind i sin kahytte for at pakke sig inde i den lune kappe. Damion så roligt på Zayden, da han kom op og rakte ham et håndklæde.
"Du skal være velkommen til at tage en pause på nogle timer. Jeg har sat en gruppe på vagt, så snart jeg hørte plask nummer to. Gættede på at det var dig, som fuldte efter hende." Et skævt smil lagde sig over Damions ansigt.

Han hørte godt hvordan hendes stemme rystede lidt, og forstod jo godt hvorfor - han vidste godt at hendes hud ikke beskyttede hende mod kulden fra vandet som hans egne skæl gjorde, og han grinede blot da hun sprøjtede lidt ekstra vand på ham. For ham var det jo kun forfriskende, uanset hvor koldt eller varmt det var, nu han var bygget til at bo i det som en hvilken som helst anden sirene, på trods af at han kun havde halvdelen af generne derfra.

Med dovne slag af hans hale svømmede han roligt og elegant efterhende hen til skibet igen, og så lidt efter hende - tog lige endnu en kort tur under vandet med hovedet, før han begyndte at klatre op af rebstigen, udelukkende med brug af sine arme da halen ikke hjalp det store her. Han fik hevet sig selv op over rælingen, og landte på sin hale, der nu så spredt ud fladt foran ham, d ahan fik håndklædet fra Damion, og roligt begyndte at tørre sig selv af. "Tja, du gættede rigtigt," sagd ehan så bare med et lavt grin. "Det er i forvejen svært at modstå når andre hopper i og jeg selv har lyst til en dukkert, men..." at det var sværere når det var Taliia der var hoppet i, forblev usagt, men rimelig tydeligt, med måden han så efter hende på, den vej han vidste hun var gået.

Damion grinede af Zaydens uudtalte ord og blinkede drillende til ham, inden han knælede ned ved siden af Zayden.
"I så fald... Så kan jeg sørge for at du har resten af aftenen og natten fri. Og hvad angår hjemturen... Så kan jeg sørge for at du får vagter på de timer hvor hun selv er vågen og optaget af lidt opgaver. Selv om hun ikke viser det, så er det længe siden hun har været så afslappet som hun er efter i to har været sammen." Han talte lavt, for at der ikke var ret mange som hørte ham. Damion var kun glad for at Taliia havde fundet Zayden tiltrækkende nok til at sænke sine barrierer og tillade sig lidt fornøjelse. Og hvis han kunne hjælpe hende ved at sørge for at Zayden var ved hende, ja, så bøjede han gerne et par regler.

Inde i kahytten havde hun pakket sig inde i den lune kappe og tog en mundfuld mad inden hun begyndte at finde rent tøj frem. Hun smed tøjet i stolen og snuppede lidt mere mad, samt en mundfuld af den varme dram, inden hun begyndte påklædningen i ly af den lune kappe.

Zayden smilede bare og rullede let med øjnene da han godt opfangede hvor drillende det blink var, og begyndte så stille og roligt at tørre selve sin hale af, for at hjælpe processen lidt på vej til at få sine ben igen. Han kiggede dog op på Damion af og til, så han ikke kunne være i tvivl om at han skam lyttede efter selvom han også tørrede sig af.

"Tak." sagde han med et skævt, men blidt og venligt smil. "Jeg må indrømme det også har været at mærke hvor meget hun har haft brug for...Ja... At komme af med noget af al sin stress? Hvis jeg kan hjælpe så nemt her, så gør jeg det glædeligt. Det kan godt være jeg er den der har kendt hende kortest tid af alle her på skibet, men selv jeg kan godt se hun er noget for sig selv. Hun fortjener at være langt lykkeligere end hun lader til at være." han talte også selv i samme lave toneleje, og så hen mod døren han vidste førte videre ind mod hendes kahyt, mens han fik rettet på sarongen, nu hans hale endelig var færdig med at blive til hans lange, slanke ben igen.

Damion smilede og klappede ham på skulderen, inden han overlod Zayden til sine egne tanker og gik under dæk for nu.
Hvis han ikke tog helt fejl, så ville han nok finde dem sammen senere.

Taliia var nu nået så langt i sin påklædning at hun kun manglede skjorten og støvlerne. Men hun frøs stadig en smule, så hun beholdte tæppet om sig og  satte sig hen på bænken der løb under vinduerne, hvor hun så ud på nattehimlen, der var fyldt med stjerner i nat.
Hun tænkte igen på hvor Azir var og hvordan han gik og havde det. Mens hun tænkte på ham og den nat de havde været sammen, steg hendes hjerteslag og hendes vejrtrækning tungere. Hun lukkede øjnene og genkaldte sig følelsen af hans berøringer, som gjorde hende ophidset og fik hende til at glemme kulden for en stund.
På nogle tidspunkter sneg tankerne om Zayden ind over tankerne om Azir, og fik hende til at længes efter lidt selskab.
Hvis Zayden kom ind, ville hun ikke være sen til at tage imod hans selskab.

~~

Næste formiddag startede hjemturen sammen tidevandet. Taliia stod igen oppe på rordækket og gav ordre ud til højre og venstre, som besætningen efter fuldte. De to skibe, Sea Devil og Sea Hawk, som var med som følgeskab, lå med tilpas afstand så der ikke skete nogle sammenstød.

Zayden så blot smilende efter ham lidt tid, før han fik rejst sig op, og strakte benene en smule - noget han altid blev nødt til at gøre efter han fik dem tilbage, lige strække de 'nye' led ud igen og sikre sig at det hele fungerede som det skulle.

Det tog ikke forfærdeligt længe, dog, før han blidt bankede på døren ind til Taliia's kahyt. Så snart han blev bedt om at komme ind, gjorde han selvfølgelig dette, og smilede til hende som han lukkede døren bag sig. De skulle nok få hygget sig en del denne nat - med en pause, dog, for Zayden havde trods alt ikke lyst til at mærke effekterne af at tørre ud. Ikke så ondt som det gjorde.

~~

Den næste formiddag var Zayden ikke at finde på dækket. Han havde det meste af tiden svømmet ved siden af eller lige foran skibet, og agerede også på et enkelt tidspunkt, da han vidste de var ved at nærme sig et sirene område, som 'diplomat', der sørgede for at sirenerne ikke rørte skibene men blot lod dem passere sikkert.

//Efter aftale laves der en fældes afslutning på emnet//

Turen hjem forløb uden problemer. Taliia nød de stunder hun havde sammen med Zayden, men samtidig mærkede hun også hvordan hendes hjerte krævede at hun skulle opsøge Azir hurtigst muligt. De var heldige og havde medvind hele turen, hvilket gjorde at de nåede hjem på en uges tid. Besætningen var sikker på at Hydra var i et godt humør, siden de fik så god en vind. Det betød også at Taliia kunne snakke med Jake om at hun var nød til at tage til Aquerne for at snakke med Azir. Hun fortalte yderligere at hun ville overlade kormandoen til Damion og at Zayden var en utrolig hjælp ombord. Hun så gerne at andre sirener fik muligheden, hvis de ønskede det.