Not today, Death! (Dannika J.)

Hun smilte lidt over hans hånd og så på ham imens han snakkede, nikkede svagt til hans svar. Okay, så måtte hun nok hellere finde et menneske på et tidspunkt til ham. Ingen havde jo rigtigt lyst til at have en sulten dæmon i deres hjem, det var nok de færreste som havde lyst. Men hun havde hvert fald heller ikke lyst til sultne patienter. Dannika så dog meget overrasket på ham, da han spurgte hende det sidste spørgsmål. Hun rynkede hendes bryn lidt og så lidt væk, imens hun tænkte.. Hendes negle kradsede fint nede i hans hovedbund, imens hun sukkede svagt.

”Tilfreds? Ikke altid.. Må jeg indrømme. Der er mange gange jeg er træt af det herude, da det normalt kun er mig, mine tjenestefolk og de få patienter jeg så får. Byen byder på nemmere mad for mig, men også selskab.. Dog er der larmen.. Årh hvor det larmer derinde, men også skønheden herude er helt fantastisk.. Der er mange ting som holder mig tilbage.. Mest fordi jeg ikke gider flytte alt igen.. Og jeg har nok også lidt følelser der holder mig fast her.. Jeg fandt nemlig dette hus, noget tid efter jeg blev forvandlet.. Og ja, har levet her siden. Selv sat det sådan rimeligt i stand og det hele.. Så-.. Er jeg tilfreds? Ja og nej..” Hun trak på hendes skuldre og smilte ned til Sean igen, da hun havde forklaret.. Hendes hånd strøg langsomt ned over hans kind, over de skægstubbe og videre op i hans hår igen.

”Hvorfor? Meget interessant spørgsmål..” Sagde hun med et skævt smil på hendes læber.

”Mmmh.. Men jeg skal også have fundet ud af hvordan jeg for givet den her dæmon mad.. Mmh..” Hun så lidt på ham.. Og smilte svagt.
”Men først..” Hun lagde hånden over hans pande, og hendes evne ville sætte sig ind.. Den fandt nogle af de nerver, som holdte Sean’s bevidsthed.. Sean ville snart føle sig meget svimmel, på grænsen til at besvime. I den tid ville Dannika pludselig bevæge sig med vampyr fart. Forsigtigt gribe fat i den store dæmon, løfte ham op og snart var han i sengen, uden smerter eller noget, og svimmelheden væk. Hun sad på kanten af sengen og gav ham et svagt smil.

”Undskyld.. Ved bare at den rolighed du har nu, ville gå væk, hvis du skulle gå og i smerte igen..” Hun sad med ryggen imod hovedgærdet af sengen og hans hoved ved siden af hendes lår, imens hendes fingre igen gled igennem hans hår.

Han nikkede svagt. Det var et godt svar. Og et åbent et. Han så over mod vinduet igen, som han overvejede tingene. Selv om Dannika formentlig virkede nysgerrig omkring det, at han spurgte ind til den slags, gav hun ham ikke rigtig tid til at svare eller sige mere. Han havde været tæt på at vende sig om mod hende og fortælle hende at enhver person kunne gøre det, og at han nok selv skulle styre...Selve indtagelsen. Men han nåede heller ikke længere her, før hendes hånd gled mod hans pande og fratog ham bevidstheden.
At sige det var en behagelig oplevelse var at trække den. Men måske var det netop det der skulle til: Et eller andet sted havde Sean nok brug for en person, især hvad angik helbredet, der havde evnerne og viljen til at få ting gjort. Sean ville altid undskylde sig eller simpelt blot undgå det, hvis det var noget han fandt det mindste ubehageligt eller besnærende. Men nu her havde han slet ikke haft et valg, eller vidst at det ville ske.
Når det så var sagt, gav det også grund til mistillid. Han vidste nu hun kunne gøre det...Så kodeordet var helt klart at det skulle holdes til et minimum.

Som han kom til sig selv igen, måske ikke så længe efter, følte han sig svimmel. Hvad var der lige sket? Han blinkede lidt og det tog hans hjerne et øjeblik at forstå han igen var i sengen. Til hans ærgrelse. Han var træt af sengen. Træt af at ligge i den. At være tilbage i den så hurtigt og uden han selv havde...Opfanget det?...Var alt andet end noget han havde ønsket sig. Uanset hvor gode intentioner Dannika havde haft. En hånd gled over hans ansigt et øjeblik. Så gled hans hånd op og greb hende om håndleddet, som han stoppede hende fra at nusse ham yderligere. Som han åbnede øjnene, stirrede han direkte op på hende.
"Jeg er ligeglad hvor ondt det gør. Jeg er ligeglad med om det så tager mig hele natten. Jeg kan og jeg vil selv. Gør det ikke igen, uanset hvor gode intentioner du har, uden min tilladelse"
Der var grænser for alt. Og denne mangel på kontrol var mere end hvad Sean kunne acceptere. Hun skulle ikke tro hun kunne gøre hvad som helst med ham, og så forvente han aldrig ytrede et ord eller en mening. Det lå langt fra ham at forholde sig underdanigt. Situationen krævede allerede han forholdt sig mere positivt til tingene og han slugte sin stolthed. Hun kunne ikke også tage al kontrol over ham selv og situationen fra ham.
Han slap hende igen.

Sean trak vejret dybt en enkelt gang. Han ville gerne snakke, men det virkede ikke som om Dannika kunne sidde stille længe nok til hverken at lytte eller svare selv. Så måske var der ingen pointe i at gennemtvinge en samtale.
Den ro han havde haft ved at vågne i skoven var blevet erstattet af hjemve. Han ønskede han var i sin by. Han ønskede der var larm omkring ham, blot til at minde ham om at han ikke var alene. Her var alt for stille, og de få folk han kunne snakke med, var ikke i hans selskab længe nok til at gøre en forskel. En forskel for fornemmelse af...At være alene.
Og måske var det netop det. En plan. Eller en ligegyldighed. Ja, ingen var blevet i hans liv. Han vidste ikke om det var hans egen skyld eller ej. Men tingene udviklede sig tydeligvis. Nu gad folk ikke engang sidde stille nok til en samtale i hans selskab. Hvorfor hjalp hun ham overhoved? Folk var egocentriske. Det var han også selv, hvorfor skulle han ikke være det, når alle andre også var? Han risikerede blot at sætte sig selv i en sårbar position.
"Jeg er stadig overbevist om du vil have noget for alt det her. Jeg ved ikke hvorfor jeg har været så dum, at tro jeg kunne få et øjeblik uden mine titler og ansvar. Men alle ved hvem jeg er. Så hvad vil du have?"
Sindsstemningen havde ændret sig. Tilbage til den gamle Sean. Tilbage til paranoian og manglen på ro, manglende på...Alt. Der var intet glædefyldt ved hans liv. Måske var Dannika lige så ligegyldig som alle andre, måske var hun ikke. Hvorfor tage chancen?
Alle ville have noget. Penge. Magt. Et ønske opfyldt. Folk kom aldrig til ham uden et ønske eller krav. På en eller anden måde formåede han at holde et neutralt udtryk. Takket være år efter år af erfaring, uden tvivl. Alligevel var hans blik mere intenst, som han så op på hende.

Hun havde trådt over en grænse.. Og det var ikke noget hun ville have gjort.. Nogen gange glemte Dannika blot hvor meget hendes egne endelig havde kontrol over andre, og hun glemte at nogen mennesker jo ikke kunne lide at mindste den kontrol.. Så pludselig at se Sean forandre så meget, foran hende, rørte på noget inde i hendes døde jeg. Hun slugte svagt.. Og så væk, sagde intet og rejste sig fra sengen. Hun gik over og tog bogen, skrev en kort sætning i den og lukkede den derefter.. Hun stod lidt i noget tid og så på ham. Masken var oppe igen, ingen følelser var at se i hendes ansigt. Der havde kun været kortvarigt smerte før.

”Jeg ved ikke hvem du er, hvad din titel er.. Eller andet.. Jeg fandt dig i skoven, og var dødende.. Selv hvis du havde været menneske, havde været et andet race, eller person, køn, lige meget.. Jeg hjælper folk, der ikke kan hjælpe dem selv.. Jeg har mine egne grunde til at gøre, hvad jeg gør lige nu.. Personlige grunde, det har intet med hvad du kan give mig, eller hvem du er.” Hun gik derefter tættere på ham og så direkte ned på ham nu.

”Men alle som ligger her, hvor du ligger lige nu? I mit hjem? I er alle på samme niveau. Ingen titel, magt, penge eller andet, ville ændre noget. Jeg gør altid mit bedste for at få folk op igen, så hurtigt som overhovedet muligt for mig.. Dit helbred? Er det eneste som betyder noget for mig nu. Hvis jeg overskrider grænser? Bare iorden, så sig det til mig, men du skal -ikke-.. Give mig de der ord, og tro du er noget her. Dette er mit hus, og du er min patient.” Hun rettede sig derefter op igen og smækkede bogen ned på sengen, ved hans side.

”Du har været nysgerrig over hvad jeg har skrevet, du kan selv se i denne. De er noter om dig, hvad du har fortalt mig, hvad jeg har set, studeret og så videre.. Hvis du har lyst til selv at læse..” Hun gik derefter over og lukkede for vinduet, da en storm var ved at trække op igen.

”Jeg prøver blot at lære dig at kende, gøre ting behageligt og lytte til dig. Du må undskylde hvad der skete, men jeg prøver blot mit bedste her, alle folk er forskellige og det gælder blot at lære dem at kende..” Sagde hun til sidst, hendes stemme knækkede lidt og det var tydeligt at hun sikkert var ked af det, men nægtede at vise det.

”Jeg er tilbage om noget tid, hvil dig..” Sagde hun derefter og gik imod døren. Åbnede den og forlod lokalet derefter..

Dannika stormede ned i køkkenet, hvor hun kollapsede på en stol, som hun havde gjort så mange andre gange, disse dage.. Hendes krop rystede, sulten var voldsomt og brændte i hendes hals. Der gik ikke længe, og Sean ville måske også høre den, men tjenestepigen Anna stormede igennem huset, for at finde blod til Dannika. Vampyren sad stille i stolen i noget tid, hendes hud var lig bleg, død. Skygger under hendes øjne, tænder ude og øjne lyste op i rødt. Store følelser gjorde altid hendes sult meget værre, specielt sorg.. Det gjorde bare noget. Selv inden hun forlod Sean, ville hendes hud have blevet meget blegere og skygger under øjnene vidste sig.

”Vi begynder at mangle blod, Frøken.. Skal jeg tage ind til byen og finde noget?” Spurgte Anna.

Dannika nikkede blot.. Hun vidste godt at hendes forsyninger ikke var store, og hendes sult var voldsom disse dage, med alt Sean’s healing.. Det var også ikke frisk blod hun fik. Anna kunne kun få det med, som hun så gemte i et lokale, i kælderen som var kølig. Blodet kunne måske holde sig en dag eller to, men så blev det allerede dårligt.

Mennesket løb derefter ud af huset, hvor hun fandt hesten i stalden og red afsted imod byen. Vampyren blev siddende i stolen, i køkkenet, med den sidste kop blod og så ud af vinduet, hun knurrede svagt og drak det sidste op.

Sean havde blot sat en grænse. Han havde ikke engang været grov, men mere bestemt - set i hans egen optik. At se den ellers udtryksløse vampyr reagere med så mange ord, der intet gjorde for at skjule følelserne nedenunder, var overraskende. Så mange bar en maske. Så få kunne faktisk holde den op, så få kunne faktisk forholde sig i ro. Hvad havde hun forventet? Gik alle med til at miste bevidstheden og blive slæbt rundt? I så fald havde hun boet for længe i skoven. Det var ikke sådan flertallet af folk fungerede. Ikke i Seans omgangskreds, hvor lille man kunne diskutere den var.
Men om det var det, at han havde sat en grænse, eller beskyldningen bagefter der havde gjort denne påvirkning...Hvem vidste? Og måske var det begge dele. Ikke at han som sådan følte nogle former for skyld. De var intet for hinanden. Faktisk var han ret overrasket over hun kunne reagere så meget, når de netop ikke var mere for hinanden. Som hun sagde. Hun ville hjælpe hvem som helst der lå i denne seng og uanset hvem der lå her, var de under hende og havde intet at skulle have sagt.

Normalt ville han rejse sig og forlade stedet. Ingen grund til at blive i så giftigt selskab, specielt ikke når han var så uønsket. Men ude af stand til andet, tog han bogen op efter hun var gået. Hun havde brug for at køle lidt ned. Og han havde brug for kontrollen igen. Med denne bog i hånden, følte han netop det. At han fik lidt kontrol tilbage. Måske hun i virkeligheden havde fortalt ham mere om sig selv, end hun gik og troede. Han havde fundet ud hvordan hun kunne påvirkes.
"Det var alligevel ikke meget af en samtale..." sukkede han lavmælt, som han åbnede bogen over sig. Han blik gled ned over detaljerne. For der var detaljer, flere end Sean havde regnet med. Hovedsagligt om hans fysiske helbred og ikke mindst helbredelse. Men som han var vågen, var der også noter omkring hans reaktioner og personlighed, så vidt hun vel kunne vide ud fra deres små samtaler. Han hadede bogen, men skimmede den alligevel igennem. En del af hans arbejde var at kontrollere hvad folk vidste om ham...
Nej. Det havde været en del af hans arbejde. I dag, som hersker, opstod der flere rygter og historier, end han kunne nå at kontrollere dem. Hvad gjorde en bog fra eller til? Han ønskede dog stadig at ødelægge den. Havde han haft ild i nærheden, en pejs, havde han kastet den på ilden. Men lige nu havde han ikke meget af et valg, andet end ligge her. Han havde flere ting han gerne ville sige til hende, men kunne gøre intet førend hun selv valgte at komme ind igen. Ikke skændes. Det var hende der var gået det skridt, ikke ham. At engagere sig så meget i folk var ikke en ting han begav sig med, ikke længere. Der var også mange der blev forvirrede over den tiltrækning de følte til Sean, og så det faktum at han ikke nødvendigvis følte noget for dem eller satte dem på et piedestal.
Men at være patient, betød ikke man kunne vade hen over folks følelser eller grænser. Sean smilte svagt for sig selv. Indrømmede han lige...At han stadig havde følelser tilbage? Ja...Men vrede eller fortvivlede var nok de to han havde mest kontakt med. Lige nu følte han sig bare...Ligeglad. Ligeglad og sulten.
Langsom opstod der tanker. En mulig plan for at komme væk herfra tidligere. Ja, han måtte væk herfra, koste hvad det ville. Hvis han ikke selv kunne rejse sig og gå...Så måtte han spille på sine omgivelser. Måske var det endelig på tid at få Dannika til at indse, at der ikke fandtes noget som "bare patienter". Folk havde en identitet, som ingen kunne skjule. Sean havde tænkt sig at spille på sin.

Om det var hendes tørst som havde brændt så voldsomt i hende, eller bare folks generelt utaknemlige attituder som nogen gange ramte hende hårdt, og fik hendes til at reagere sådan.. Det var svært at sige, eller om det havde været en kombination af begge? Det var hvert fald ligegyldigt nu, nu var lige glad nu og blodet begyndte endeligt at give hende kræfter igen og få hende til at føle sig nogen lunde i live igen. Hun satte sig mere tilbage i stolen og sukkede lidt. Hun så ud ad vinduet og sad stille i noget tid.

Manden var sikkert også træt af at være i sengen, det kunne hun godt forestille sig, det ville alle være.. Skyerne udenfor var endelig ved at trække sig sammen og den svage lyd af lyn begyndte at rumle i nærheden. Små lys glimt lyste huset op.

Dannika rejste sig, satte glasset væk og gik ned i kælderen, hvor hun havde nogle ting pakket væk. Hun fandt nogle bøger og lidt andet, som hun bragte med sig oven på. Endda også en gammel stol, som havde sat hjul på. Den ville hun bruge. Hvis han ikke gad ligge i sengen lige nu? Så skulle han ikke. Dannika ville ikke sige undskyld mere, det havde hun allerede gjort nok. Hun sukkede svagt og bragte stolen med sig. Takkede hendes egne evner med styrke, da hun skubbede den op af trapperne og derefter ned af gangen. Snart kom hun til Sean’s dør igen. Der havde vel gået en time eller to. Hun bankede svagt på, som hun altid gjorde og gik snart ind.

Stolen rullede hun hen over gulvet og satte et sted, imens hun tog stakken af bøger, gik rundt og satte på bordet ved siden af hans seng. Der var forskellige titler i stakken. Og sikkert noget han kunne læse i, hvis han lystede. Dannika sagde intet lige nu, hendes ansigt sagde intet heller og hun tog blot hendes egen notesbog fra ham, ikke grovt, men stadig lidt blidt og skubbede den under hendes bælte. Derefter gik hun over, skubbede rullestolen imod sengen og satte den ved siden af den. Hun rettede sig selv op og stod også ved siden af sengen, rakte en hånd ud og så på ham, imens. Tydeligt tegn på at hvis han ville op? Ville hun hjælpe. Plus rullestolen var også tegn på, at hun ville lade ham komme væk fra dette lokale lige nu. Stolen havde puder i, så den så ikke ubehagelig ud. Samt et tykt skin og tæppe lå hen over ryggen af den.

Det var en underlig lyd udenfor døren. Han havde lukket øjnene og bogen hvilede på hans brystkasse. Da hun kom ind igen lød det som om hun baskede rundt med et eller andet. Noget der kunne køre rundt? Han var ikke sikker. Det var først da hun tog bogen, at han åbnede øjnene igen. Men det var ikke stolen han så efter. Det var hende.
Sjovt. Vampyrer havde mere...Død...I sig. Han kunne mærke det med sin evne. At fornemme og manipulere dødskraft. Det var vel den eneste måde han kunne forklare det. Ligesom der var livskraft, var der en dødskraft. Ikke at han planlagde at såre hende på nogen måde. Tværtimod.
I stedet prøvede han at vurdere tingenes tilstand. Det virkede til ingen af dem rigtig havde lyst til at tale først, men stilheden bar også en afventende stemning med sig. For Sean, i det mindste. Der var et eller andet omkring det, at hun var hans eneste hjælp lige nu og så det at han måske eller måske ikke havde sat sig på hendes dårlige side.
Til sidst sled hans blik sig væk fra hende og ned til stolen. Men han virkede ikke interesseret i at forsøge. Han var klar over hun bare ville hjælpe og han endnu en gang virkede utaknemmelig. Desværre var han sådan. Svær, for alle. Og måske var det i sig selv grunden til alle opgav ham og forlod ham alene. Ingen kunne gennemskue ham, ingen kunne holde ham ud i længden.
Ganske enkelt havde han bare ikke lyst. At rulle rundt på en stol som selve symbolet på invaliditet?
"Jeg kan løse situationen for os begge" Han lukkede øjnene igen og tog ikke imod hendes hjælp. I stedet drejede han hovedet, så han igen ville se op i loftet. Hvad han også gjorde øjeblikket efter. Han trak sine arme om bag hovedet.
"Send en besked til borgen i Doomsville. Lad en vogn komme hertil og hente mig. Jeg er klar over jeg vil komme mig langsommere uden din hjælp, men ærlig talt virker det ikke til at det er godt for nogen af os, at jeg ligger her. Jeg burde måske advare mod jeg er svær at have med at gøre...Men noget siger mig du allerede har en ide om det" Han drejede hovedet og så tilbage på hende. Han følte sig tvunget til at håndtere situationen, uanset hvor ubehagelig den var. Normalt kunne han altid gå sin vej, få fred og tænkte tingene igennem. Og så enten løse problemerne næste gang eller helt undgå folk, hvis han ikke kunne lide dem. Men lige nu fik han kun fred hvis hun selv valgte at gå...Men selv det tvivlede han på løste noget som helst. Det var hende der var løbet ud af døren, uden at lade situationen blive løst. Så på en måde kunne man sige det var hendes egen skyld.
"Jeg er kommet for langt til at ligge i en seng og blive skældt ud af en vampyr. Hvis du giver mig et stykke papir, skal jeg nok selv skrive beskeden"
Der var intet direkte ondt over hans ord. De var neutrale og praktiske. Det var ærgerligt. De havde ellers virket til at have det okay med hinanden. Så meget, at Sean havde været på springet til at tilbyde hende en stilling hos ham i Doomsville. Det var praktisk at have en læge ved hånden, især en der kunne heale en hurtigere og som man tilmed snakkede godt med. Men hun havde ikke stået stille nok, ladet samtale modnes nok, til at han var nået så langt. Og nu overvejede han om det måske ikke havde været for det bedste. Det var bedst ikke at knytte sig til nogen som helst. Ja, i virkeligheden burde han være taknemmelig. Hun havde holdt ham fra at gøre endnu en fejl. Om endnu en gang at tro, der faktisk fandtes folk af interesse eller venlighed. Haha! Her lå herskeren af Doomsville, en af de stærkeste dæmoner i live, og ønskede sig bare en almindelig samtalepartner!
Patetisk. Han så op i loftet igen, som han bed hårdt sammen over sine egne tanker.
"Jeg er herskeren af Doomsville. Jeg har svært ved at tro på du ikke ved det...Men jeg vil ikke forfølge emnet yderligere, da det virker til at være ømt for dig. Det er også sidste chance for at bede om betaling....Selv om jeg nok sender noget uanset..." Det sidste blev sagt lavmælt. Det sidste han ønskede, var at blive hjemsøgt af nogen der påstod han skyldte. Han havde allerede nok at se til, som tingene var.

Hun så på ham længe.. Hun var stille I hvad der ville have været lang tid, måske føltes længe.. Før hun skubbede stolen væk og satte sig ned på sengen. Trætheden var tydelig og den uddøde foran ham og hun kiggede ned i hendes skød, imens hun knugede hendes hænder sammen.

”Undskyld for det der skete..” Sagde hun lavmælt, imens hun åbnede hendes hænder og kiggede i hendes håndflader.

”Nogen gange glemmer jeg, hvordan man skal være omkring folk.. Det kan godt ske jeg er god til at heale kroppe, forstå hvordan de fungere og så videre.. Måske også at charmere mennesker, for at få blod.. Men-..” Hun grinte svagt.

”Jeg er utrolig dårlig til at sætte mig ned og havde en rolig samtale..” Hun så derefter over på Sean.

”Jeg ønsker ikke at overlade din healing til andre.. Hvis du gerne vil tilbage til din borg, så kan det arrangeres.. Men lad mig i det mindste komme med, og se til dine sår og genoptræning, så vi kan få dig bedre, så hurtigt som var planlagt.” Hun så på ham med et suk og drejede hendes hoved væk.

”Som sagt, vidste jeg ikke du var Herren over Doomsville, nu hvor du siger det? Giver din opførsel meget mere mening.. Dog-.. Ønsker jeg ikke at smide det på jorden, vi allerede havde opnået, over en fejltagelse fra min side. Jeg har allerede sagt undskyld nu, mange gange.. Og ønsker at rette op på det. Betaling? Jeg ønsker ikke penge, men hvis du insistere på at betale noget.. Så blot blod, mad.. Noget til at give mig den energi, som jeg bruger på at heale dig.”

Her sad hun.. En ældre vampyr, en fin kvinde og så virkelig skyldig ud og lagde alt på bordet for at prøve at gøre noget godt igen, for denne mand foran hende. Hun sad med fronten imod ham og blot hendes kolde hænder liggende i hendes skød, hovedet drejet ned og en tankefuldt udtryk i hendes ansigt.

Han drejede hovedet og så over på hende igen. Han var ikke altid den bedste til at sætte sig og bare snakke, især ikke hvis emnet var personligt omkring ham. Men ud over det, elskede han en god samtale. De bedste var dem, der havde en snert af noget filosofisk over sig. En samtale der vækkede flere tanker og dybere betænksomhed. Men almindelige samtaler kunne også gøre det. De var måske det eneste der gav ham et afbræk fra ensomheden, der boede dybt i hans indre. Han smilte svagt for sig selv.
"Så er vi to om at være dysfunktionelle" brummede han svagt. Han stirrede op i loftet et øjeblik længere, før han trak vejret dybt. Med hænderne solidt i sengen, trak han sig op i en siddende stilling. Ikke fordi hans ryg jublede ved at skulle holde ham oppe. Med en arm bag sig formåede han at støtte og dermed lindre det lidt. Men smerterne var ikke det, der var i fokus lige nu. Det var andre ting, vigtigere ting. Såsom Dannika eller deres snak om hvordan og hvorledes resten af hans proces skulle foregå.
Han så over mod vinduerne et øjeblik. Men han vidste med sig selv at han ikke kunne blive her. Uanset hvad der havde fået ham til at blive så længe, uden så meget et ord, var det blevet erstattet med et behov for at komme tilbage. Folk kunne ikke styre tingene halvt så godt som ham selv. Det var nok det spørgsmål om kontrol igen. Det havde været fint med et pause, påtvungen eller ej. Men nu trængte han til at komme tilbage. Trængte til at arbejde igen.
Han stirrede stadig ud af vinduet og det voksende uvejr, da han begyndte at snakke igen.
"Jeg sætter pris på din hjælp. Jeg kan se det praktiske i din evne, især for en mand der altid har travlt, som mig selv. Men jeg er ikke typen der stoler nok på andre, til at lade dem tage sig af mig. Jeg klarer mig selv eller med en butler, der kan nå de sår jeg ikke selv kan. Du har sikkert set arrene på min krop. Jeg har været igennem mere end et par småting. Og der vil sikkert komme mange flere med tiden" Han vædede sine læber, før han så tilbage på hende. Hans blik gled ned over hendes ansigt og ned på hendes hænder.
"Du er den første officielle læge jeg har følt mig tilnærmelsesvis tilpas i nærheden af. Tro mig. Det er nok den største ros du kan få fra mig. Og, kender jeg mig selv ret, nok også den sidste i lang tid" Endnu et lille, skævt smil gled over ham.
"Så hvorfor er jeg nu så ærlig? Fordi jeg håbede du ville rejse med tilbage. Jeg ønsker at du skal være min læge, omend det næppe bliver en dans på roser. Men det ville være rart at vide der var en, som jeg kunne stole på, der kunne hjælpe til. Ikke at jeg forventer du bliver på borgen hos mig. Du kan bo her fortsat, eller skiftevis bo hvor du vil" Han ville trække på skulderen, men endte med at måtte bide hårdt sammen i stedet. Måske burde han ikke bevæge sin krop for meget i denne stilling. Han havde lukket sine øjne et øjeblik og trak vejret dybt.
"Uanset om det kun er for denne gang eller for flere i fremtiden, er du velkommen til at komme med tilbage. Du nævnte noget om mit psykiske helbred...Min psyke kan ikke sidde stille. Jeg må beskæftige mig med noget. Derhjemme kan jeg i det mindste arbejde imens"
Det var endnu en sandhed. Han sad aldrig stille. Han kunne godt sidde ved et kontorbord det meste af dagen, men så var han ofte fordybet i arbejde. Han sov sjældent mere end nogle timer i løbet af et døgn. Han kunne ikke sove mere. Resten af tiden gik på at arbejde eller lægge planer for et eller andet.
Med en dyb udånding gled han ned i sengen igen. Øjeblikkeligt kunne han mærke lettelsen i hans ryg. Han rettede sig lidt i sin stilling.
"Tænk over det, i hvert fald. Jeg tror det er alt den ærlighed jeg kan holde til lige nu" brummede han. Han var udmattet. Udmattet oven på arbejdet med at gå igen, og udmattet oven på at skulle forholde sig til Dannika. Og udmattet over at være mere ærlig med en person, end han havde været i lang tid. Paranoia og mistillid var det der prægede hans hverdag. At han ligefrem ville tillade sig selv at have en læge var...Noget han aldrig havde gjort før. Hvis hun sagde ja, selvfølgelig.

Taknemlighed var tydeligt i hendes øjne lige nu.. Hun smilte svagt og så på ham i noget tid.

”Okay..  Tak fordi du lyttede.. Du trænger til at sove lidt.. Jeg ved allerede jeg vil tage med dig nu, så hvis du skriver et brev, så skal jeg nok få det sendt.. Men så skal du også love mig at du hviler dig. At transportere dig tilbage nu, i den stadig svære tilstand, vil være hård ved dig. Og imens du hviler dig? Kan jeg også få pakket nogle ting.” Hun rejste sig lidt op og hentede de mange puder op i sengen, til at ligge imod hans ryg, så han kunne sidde op, men stadig passe på. Hun trak bordet over og sad ved siden af ham i sengen, derefter hev hun et slags sengebord op, et lille bord, som man kunne have over skødet, imens man sad i sengen. Hun gav ham også et stykke papir, samt en fjerpen og blæk. Dannika ville selvfølgelig også rejse sig og give ham noget privatliv, imens han skrev.

Imens de havde snakket, havde hendes tjenestepige kommet tilbage også, og den svag lyd af lidt liv kunne høres nedenunder.

Imens Sean skrev, ville hun havde fundet nogle tasker frem og sat i rummet. Hun havde endda hans gamle tøj, eller-.. Det som kunne have blive reddet, satte hun på en stol ved siden af sengen. Rullestolen var der stadig, siden hun godt vidste manden ikke selv kunne gå så langt endnu.. Så hellere sidde i den, end vel at blive båret?

Andre af hans personlige ejendele, som sværd, kniv eller andet, havde hele tiden stået op af bordet, ved siden af sengen. Så det havde hele tiden været der.

Da Sean så var færdig, ville hun forsigtigt have taget brevet, hun nikkede til ham og smilte.

”Jeg begynder at pakke nogle ting, tænker det er bedst vi får dig tilbage, hurtigst muligt, eller-.. Hvornår end du har bedt om det. Jeg giver lige hurtigt dette til Anna og beder hende pakke tingene. Derefter er jeg tilbage igen.” Hun nikkede til ham og forsvandt ud af døren.

Som lovet, gik der ikke lang tid, før Dannika igen var tilbage i rummet, hun havde bedt hendes tjenestepige om at pakke tøj, læge redskaber, hendes notesbøger, lidt blod og så videre. Men også sendt en ravn afsted imod borgen i Doomsville, med brevet.

Der vil gå noget tid før vognen ville nå deres position. Den tid ville rigtig nok være bedst brugt på at sove. Efter at have skrevet brevet, trak han nogle af puderne ud under sig, så han kunne lægge sig end og sove igen. Det ville også give Dannika lov til at pakke i fred.

Der gik alligevel et halvandet døgn før vognen endelig ankom. Alt taget i betragtning, var det også ganske hurtigt. Inden hans rådgivere havde diskuteret brevet, får samlet en passende eskorte sammen og vognen nåede igennem skoven, var det alt i alt meget hurtigt. Sean havde forventet der ville gå længere tid.
Da han alligevel skulle ned af trappen, lod han Dannika bære ham nedenunder, hvor han blev placeret i stolen. Det var stadig ikke noget han nød...Men på dette tidspunkt var det nok noget nær det eneste der var at gøre. Det var enten det, eller at han ville falde ned af trappen for sit eget forsøg. Alle hans ting og hans våben var der en tjener der hentede og pakkede i vognen, sammen med de ting af Dannikas som de ønskede at få med.
Der var ikke mange med vognen. Sean ønskede så få som muligt til at kende til hans tilstand. Og de få der var med, måtte også fokusere en del for ikke at stirre på deres hersker. Ingen havde forventet nogensinde at finde ham i en invalid tilstand. En tjener hjalp med at få ham ordentlig op i vognen, der var stor nok til at han kunne ligge ned på sæderne i den ene side, mens Dannika og tjeneren kunne sidde på den anden. Ud over dem var der også en kusk og 4 vagter på heste. To foran, to bagved.
At flytte sig så meget havde gjort ondt. Men han havde bidt det i sig. Lige nu var smerterne en nødvendighed, for at han kunne opnå det han ønskede. Desuden syntes han at kunne mærke en lille ændring, om det så var den begyndte træning eller Dannikas evne der havde gjort det. Heldigvis havde han fået noget mad forleden, ellers ville han sikkert snart være besvimet af sult oveni.
"Vi skulle gerne være hjemme inden i aften, Herre" forsikrede tjeneren, der skottede sig en anelse nervøst, som han så over mod Dannika i et hurtigt øjeblik. Ingen var van til at se deres herre på denne måde, og det var tydeligt tjeneren ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til situationen.
"Hmm" Brummede Sean som svar, som tøjlerne klaskede og vognen satte sig i gang med et lille ryk. Skoven ville ikke have nogen flad vej som i byerne, så Sean forventet periodiske smerter undervejs på turen. Alligevel håbede rystelserne ikke blev for slemme. Han drejede hovedet og så over mod Dannika og tjeneren med et lille smil. Til sidst henvendte han sig til tjeneren.
"Hvad er stemningen derhjemme?"
"Folk er bekymrede. Vi vidste ikke hvor De var eller om De havde brug for noget. Det var en lettelse for flere af os at modtage Deres brev..." Tjenerens blik gled ned over Seans krop i en sigende tilføjelse til hans ord. Det havde næppe været en lettelse at lære, at Sean var så skadet. I brevet havde han blot specificeret hvilken slags transport han havde brug for.
Seans blik gled over til Dannika.
"Klar til den forunderlige verden af adelige og rådgivere i hvert hjørne? Folk vil stirre dig op og ned for at gennemskue hvem du er, og hvordan du har opnået at være ved min side" Et drillende smil gled over ham. Han havde ingen ide om hvorvidt hun havde erfaring med den slags i forvejen.

//Jeg tog mig et par friheder for at få dem på vej. Hvis noget af det ikke passer med det, som du vil, retter du bare til i dit svar eller sender mig en besked, hvis du har brug for jeg ændrer på noget

Dannika havde været stille det meste af natten. Hun havde ladt Sean hvile sig så meget han kunne, fordi hun vidste denne tur ville være hård ved ham, meget hård.. Så derfor havde hun også brugt tiden på at hvile sig og direkte spise det sidste blod i hendes husholdning. Da alle hendes ting var pakket, meste af det var faktisk hendes læge udstyr.. Hvis det havde været Dannika’s levende jeg, ville det nok havde været kjoler.. Utrolig hvor meget en person kunne ændre sig, ved at dø. Det morede hende altid meget.

Da vognen endelig kom, havde hun selvfølgelig forhørt Sean hvordan han gerne ville derned.. Hun havde nikket blot, da han bad hende om at bære sig ned.. Så derfor ville hun have ladet ham sætte sig op selv på kanten af stolen, før hun havde meget forsigtigt lade ham glide op på hendes ryg. Ikke andre måder, ville hun flytte med ham. For ham? Så vidste hun godt at bare allerede det at hun skulle bære ham, var nok for ham, så denne måde at gøre det, gav ham stadig lidt.. Stolthed. Det var noget hun havde lært om Sean, hans stolthed var dyrebar.
Hun ville have gjort hendes bedste med at tjekke området det havde gjort klar til ham og endda selv have hentet nogle puder og skin, og ændret måden de havde sat det op på. Inden Sean kom ind.. En ny detalje Sean måske kunne lære om Dannika. Hun var ligeglad om hun skulle fornærme nogle personer lidt, hvis de gjorde noget forkert, for hendes patienter i hendes øjne? Rettede hun det med det samme og sagde det. Ikke noget høfligt med små anelser.. Nej, det skulle ændres.

Dannika var stille i vognen, da de kørte afsted. Hendes lange røde hår var sat op i den rodet knold, som Sean sikkert kendte til nu. Hendes kjole var en fin lys blå farve, med et korset, hvid bluse med lange ærmer, en sort uldkappe og nogle støvler. I hendes bælte hang der forskellige ting og hendes blik var ikke til at aflæse. Hun havde sagt farvel til hendes tjener, og lod hende passe huset imens hun var væk.. Dette var meget-.. Uden for Dannika’s komfort zone, noget hun ikke ville indrømme dog.. Tilbage til rigmands livet, for en stund, virkede det til.. Noget hun ikke havde været i mange.. Mange år..

Da Sean begyndte med at snakke, og turen blev mere hård, ved vognen selv.. Så hun over på ham og uden at sige noget, eller lave en lyd, trak hun en pude med sig ned på gulvet i vognen, tog Sean’s hånd i hendes egen og trak hætten på hendes kappe op over hovedet, da hendes øjne lyste op i rødt. Smerterne som Sean måske ville have fået en lille bid af, blev hurtigt trukket væk, sådan som han havde prøvet før.

”Måske er det på tide, du kender mit fulde navn også, Sean.. Jeg er Dannika Joyce Byrne..” Sagde hun blot. Hvis Sean kendte lidt til historie, måske ikke den mest populære, eller blot sladder for den sags skyld, for omkring to hundred år tilbage.. Eller blot have læst avisen dengang. Ville der måske have været en lille artikel, måske endda en forside artikel. Om denne rigmand, ved navn Mister Byrne. Han havde mistet alle hans penge til gæld og horehuse.. Og derved oparbejdet sig så voldsom en gæld, at kun gå til de mørke steder, var en mulighed. Hans første fødte søn havde stukket af, inden det var gået galt, men hans datter havde været tæt på at blive solgt til en kriminel lord, som skulle have brugt hende til kødets lyster og ikke andet.. En grum skæbne som nogen rigmands døtre fik, hvis deres forældre endte i gæld.
Datteren havde dog noget at stikke af, også.. Og en efterlysning havde blevet sendt ud på mange penge. Dog var hun forsvundet fuldstændig og ingen fandt hende. Så manden havde ladt hans kone sælge, men det var ikke nok, så deres liv eller-.. Sted var også forsvundet med tiden.

Hun vidste ikke om Sean kendte til det, så derfor så hun blot på ham og trak på hendes skuldre.

”Jeg kan forklare mere senere.. Blot-.. Man vælger ikke sin egen familie.. Men jeg kender til hvordan man opfører sig hos rige og steder vi skal hen, og de folk der er der.. Så ingen grund til bekymring.” Hun ville deres prøve at gøre sig til rette og fokusere på at gøre turen så smertefri som mulig for Sean.

Tjeneren rettede sig lidt og stirrede så ud af vinduet. Det var tydeligt at ingen normalt holdt Sean i hånden. Sean kunne kun forestille sig hvor mange flere blikke der ville blive, hvis Dannika forblev denne...Faste...Lægeskikkelse, som han et eller andet sted fandt både forfriskende og tiltrækkende. Måske var den en del af grunden til at han følte sig tilpas i hendes selskab. Normalt...Ja. Normalt opsøgte han aldrig læger. Havde aldrig brudt sig om dem. Han var ikke helt sikker på hvorfor. Måske fordi de fleste ikke kunne håndtere en dæmon, måske fordi de fleste ikke anede hvad de lavede alligevel. Måske fordi de fleste var van til at deres patienter forgudede dem for deres viden, der i denne verden halvt om halvt mere bestod af gætværk. Ikke som i den dimension Sean oprindelig kom fra. For mange mange år siden, vel at mærke.
Læger var idioter. Fenrer var en healer, men det havde aldrig været aktuelt mellem dem. Vetis kendte en del til kroppen, formentlig fra alle hans timer med at dessekrere folk. Ikke at manden havde fået lov til meget mere, end blot rense et sår han havde haft på skulderen. Så var der folk som Nepthys. Eller hans gamle butler. De havde fået lov til mere og de havde begge kendt mere til helbredelse. Men som de var gledet ud af hans liv, havde han aldrig fundet en erstatning.

Seans mørkegrå blik gled ned til den rødhårede og nu hætteklædte skikkelse ved siden af ham. Hendes hånd var blød og kold, som hos alle vampyrer. På en normal dag ville han have lagt an på hende og nydt en nat i sengen, formentlig kun for at glemme hende dagen efter. Medmindre de mødtes igen og blev enige om at den slagt skulle de gøre igen. Men dette var anderledes.
Han trak vejret dybt som smerterne forsvandt og han lukkede øjnene et øjeblik som han slappede af, før han åbnede øjnene og så ud af det nærmeste vindue over for sig.
Han kendte ikke umiddelbart en Byrne. Han holdt sig mest opdateret på nutidige ting og ting, der mest var en god historie for 200 år siden, ville ikke ligge først i hans hukommelse. Men han noterede sig navnet. Det var helt klart noget han ville undersøge nærmere når han kom hjem og Dannika ikke selv var i hans nærmeste omgivelser.

Nej, man valgte ikke sin egen familie. Familie var ikke et behageligt emne for Sean, så det var ikke et emne han ville dykke dybere ned i. I stedet drejede han hovedet og så over mod tjeneren igen.
"Opdater mig på de sidste dages hændelser" brummede han og lukkede igen øjnene, som tjeneren begyndte at fortælle hvad han vidste. Enten af hvad der var sket i byen eller af arbejde der manglede Seans øjne og meninger.

Sean opildnede ikke til meget samtale på turen. Det meste af tiden snakkede han om ventende arbejde eller tilstande i byen eller hans borg. Tjeneren svarede han trofast. Sean var dog godt klar over Dannika ville føle sig udelukket af samtalen, men ganske enkelt havde han intet ventede samtaleemne klar. Så når stilheden faldt over vognen, prøvede han at døse lidt i stedet, hjulpet af hendes evne til at fjerne smerte og kun forstyrret, hvis hun insisterede på han ændrede den måde han lå på.

Vognen havde været beskyttet mod solens stråler, så Dannika ikke led last på turen. Men solen var alligevel nået ned, inden de nåede byen. Nogle mørke skyer truede med dårligt vejr, solen ikke mere end en rødlig stribe i horisonten. En eller anden form for lettelse faldt over Seans sind og krop, som han kunne høre lydene af hans by.
Vognen stoppede oppe ved borgen. Den var drejet ind, så den stor så tæt på de store dobbeltdøre som muligt. Der var en trappe op med få, omend brede, skridt. Og med et par rådgivere og tjenere der stod klar på de øverste trin. Som vognen stoppede, havde de nærmest allerede omringet vognen og begyndt at tage alle taskerne af. En vagt åbnede døren for dem.
Dette var det som Sean havde glædet sig mindst til og som han ikke havde fundet en løsning på. At komme ud af vognen, op af trappen, indenfor...Og derfor videre op af endnu en lang trappe til hans eget værelse. Mens han kunne høre folk slæbe tasker fra vognen, lå han selv og kiggede op i loftet af vognen uden at vise tegn på at ville flytte sig endnu. Ikke før en af overtjenerne stak hovedet ind.
"Herre! Det er så godt at se Dem igen. Øhm...Må vi ydmygt spørge hvad vi skal gøre ved Deres gæst?"
Sean drejede hovedet over mod ham og så på ham et øjeblik, før han så hen på Dannika med et svagt smil.
"Mens hun er på borgen er hun min officielle læge. Og skal derfor have rettigheder og hjælp til rådighed derefter. Jeg har desværre været ude for en ulykke, der på nuværende tidspunkt sætter mig i en...besværlig...situation. Med hensyn til værelser, så sørg for hun har en på samme gang som mig. Jeg tvivler på hun vil acceptere noget mindre end nem adgang til mit rum" Han så på hende med et drillende glimt, mens han gav sin ordre. Overtjeneren ville give dem et respektfuldt nik, før han ville fortrække sig og give informationerne videre.

Borgen var stor, men havde været forladt i lang tid. I stedet for at bruge oceaner af penge og tid på at sætte det hele i stand, havde Sean kun udvalgte visse rum eller dele af borgen. Der var derfor flere gange af lokaler, der slet ikke var i nærheden af beboelige. Og sikkert fyldt med fælder efter den tidligere beboer.
Dog var der sat nogle gæsteværelser i stand og det var et af dem Dannika ville få. Sean trak vejret dybt, før han endelig virkede til at ville sætte sig op.
"Hvis jeg er så stædig at ville gå op til mit værelse, uanset om det tager mig hele natten...Ville du så lade mig?"
Hans blik hvilede tungt på hende, som han fik sat sig op. Han nægtede at blive båret rundt i hans eget hjem. Faktisk foretrak han nok sit faktiske hjem, og ikke borgen. Men det ville virke for nu. Det var alligevel de færreste han ligefrem inviterede hjem.

Dannika havde ikke sagt noget hele vejen, siden hun skulle blot holde hendes opmærksomhed på at heale Sean. Derfor havde hun intet imod stilheden. Der var selvfølgelig blot de tider, hvor hun havde indikeret til Sean at hun gerne ville flytte ham lidt og puderne. Hvilket hun blidt havde hjulpet ham med. Hun havde lært denne mand lidt mere at kende, efter deres lille.. Skænderi. Hun havde lært hans grænse, hvilket var godt at vide, men også hvordan hans sindstilstand var. Så nu vidste hun bedre hvordan hun skulle håndtere ham, med deres.. Nærmeste fremtid.

Da de endelig kom til borgen, sagde hun intet, holdte sig blot i hjørnet hvor hun havde sat og ventede på hvad Sean ville. Hun var allerede forberedt på at manden sikkert ville gå.. Hendes egen evne havde kørt hele natten og dagen og hun havde kun fået hvilet lidt. Så lige nu? Vel, hun pressede sig selv til det yderste. Og ville sikkert være.. Utrolig sulten, når de endelig noget i mål.

Dog kom der et blidt smil fra hende, da Sean fortalte tjeneren hvad hun var og hvor hun skulle sove.

”Du kender mig allerede, Sean..” Grinte hun lidt. Hun rejste sig op og så på ham. Holdte ved hans hånd og lod ham støtte sig til den, imens han satte sig op.

”Faktisk ville jeg presse dig til det, selv hvis du ikke havde lyst. Tror ikke din stolthed kan klare flere slag.. Men jo, jeg vil hjælpe selvfølgelig og blive ved dig hele tiden. Dog kræver det nok.. At jeg på en måde skal have noget blod når vi er færdige.. Ved ikke om dine tjenere kan skaffe noget..” Sagde hun, imens hun holdte ved i hans arm. Hun havde endda trukket hans ærme mere op, så hun havde mere direkte hud kontakt til ham. Sean ville vide per nu, at hendes evne selvfølgelig virkerede ved hud kontakt, jo mere? Jo bedre. Også hvis hun lagde hånden direkte hvor skaden var. Men lige nu, ville hun ikke gå med ham, ind i borgen.. Med hendes hånd under hans trøje, på lænden.. Det ville nok sende mange blikke imod dem, allerede flere end hvad de ville få nu.

Dannika ville derefter guide ham, lagde ham bruge hende som støtte og langsomt gik hun ud af vognen først. Hun lod ham stille og roligt gå ned. Sean ville mærke hvordan hendes evne allerede blev meget stærkere og snart ville han nok knap nok mærke så meget smerte, som han ville have truet. Dog-.. Ville hans ben nok stadig være stive, siden de ikke var brugt længe. Dannika’s øjne lyste op under hætten, skygger havde dannet sig under hendes øjne, hendes hud var blegere og føltes mere kølig.. Mest fordi hun lige nu kørte på hendes sidste kræfter, som hun brugte for at hjælpe ham. Hun havde heldigvis så meget kontrol over hendes bæst, at hun ikke ville springe på nogen.. Det tog meget for hende, for at miste kontrol.

Han smilte let til hende. I det mindste virkede det ikke til der var uventede gæster på borgen, så de eneste han ville tabe ansigt over for var tjenerne og vagterne. Folk, der måske også satte pris på at se hans mere menneskelige side. Til hverdag var han denne umenneskelige skikkelse af magt. Halvdelen var godt tilfredse med at arbejde for ham, den anden halvdel nok mere skræmt fra vid og sans. Ikke fordi han faktisk gjorde noget...Men måske mere fordi han virkede kold i hverdagen. Ingen vidste rigtig hvad han tænkte eller følte. Dem der havde arbejdet der længst, vidste at hvis de bare gjorde deres job, så var der ikke noget. Så ville Sean lade dem være og de kunne gøre de ønskede resten af tiden.

At komme ned af vognen var ikke en let opgave. Hans ben var stive og ikke meget for at bevæge sig med den gamle lethed. Var det sådan her det føltes at blive gammel? Det var en oplevelse han aldrig ville få. Præcis som han havde troet han aldrig skulle opleve at blive syg...Men så havde tiltrukket sig dæmonsygen. På den lyse side havde han overlevet og kunne ikke blive ramt igen. Det var i hvert fald teorien. Det var det tætteste han havde været på sin egen dødelighed. Om det havde noget at sige med hans voksende paranoia eller ej kunne han ikke sige. I lang tid derefter havde han ignoreret det. Men det var der. Det spøgte bagerst i hans bevidsthed.
Blikket gled op af den velkendte borgmur, før det gled ned på den store indgang. De fleste havde trukket sig tilbage for at forberede alt omkring hans hjemkomst og for at forberede Dannikas værelse. Han trak vejret dybt, som han stod stille her foran sin egen borg. Der var nogle trappetrin op til indgangen, men det skræmte ham ikke så meget.
"Jeg skal nok sikre du får noget" bemærkede han. Den eneste der stod tilbage var hans husholderske. Rangerende lige under butleren i dette tilfælde. Han fik øjenkontakt med hende og vinkede hende ned, før han med en håndbevægelse lod det være op til Dannika at bestille hvilken slags blod...Eller offer...Der passede hende bedst.
Den slags var ikke noget tjenestefolk og vagter satte pris på...Heldigvis var der langt flere i dag, som var villige til at donere for penge eller medicin selv. Sean tænkte de nok ville finde en af dem.

Da de var færdige og kunne begynde vejen op til Seans værelse, tøvede han med at sætte i gang. Men ikke af de årsager, man nok ville formode af hans tilstand. I stedet så han over mod Dannika et øjeblik, betænksom.
"Du er allerede træt. Du har tager dig af mig hele vejen hertil. Med alt den brug af din evne, ville det ikke undre mig hvis jeg allerede kunne gå normalt i morgen. Men..." Han vædede sine læber kort og trak let på den ene skulder.
"Hvis det eneste du gør er at holde smerterne i skak, vil jeg bede dig spare på energien. Jeg har intet imod smerter. Jo flere man oplever...Jo flere kan man holde til næste gang" Han sendte hende et svagt smil, selv om han havde på fornemmelsen hun ville nægte at give slip det meste af turen. Om ikke andet lå det hende frit for. Det var forståeligt hvis hun var for træt. Og selv om hun i princippet var kommet her som hans læge og dette indgik som en del af hendes pligt, kunne Sean ikke se sig selv til at arbejde folk til dødelig udmattelse - levende-døde eller ej. Det sidste han ønskede var også at slæbe en vampyr hjem, der var på kanten for at gå amok. Dannika virkede til at have god kontrol, men hvorfor risikere det?
"Så hvis det bliver for meget for dig, så giv slip. Det er en ordre"
Dette var hans hjem nu. Eller...Borg. Han ville nok aldrig anse det for et hjem.

Turen gik indenfor til den store entre. Til hver side gik der en trappe op i en rund form, for at samles på midten. Derfra gik der yderlig en trappe op på hver side til næste etage. Det var i princippet mange trappetrin, for trappen skulle være lige så meget design som praktisk og derfor havde ingen sparet på dens størrelse. Ikke at Sean selv havde fået den bygget.
Selv om det gik langsomt, bed han sammen og gik op ad den. Den ledige hånd lå på gelænderet ved siden af ham og der gik ikke lang tid før sveden trådte frem på panden af ham. Alligevel ville han intet sige og selv hvis Dannika forslog noget andet eller ville nægte ham at gå videre, ville han fortsætte. Stædig og beslutsom som han var.

Dannika havde intet imod at fortælle hende husholdersken hvad hun ønskede sig. Dog sagde hun blot, at hun bare ville have blodet, fra en yngre mand, frisk, stærk og ingen sygdomme. Det var alt hun bad om. Mere specifikt havde hun ikke behov for at være.  

”Lige nu holder jeg endelig blot smerten mest tilbage, og mærker efter hvordan din krop tager dette.. Jeg healer ikke så meget, for at gøre det, imens du anstrenger dig så meget? Er ikke godt.” Sagde hun blot, imens hun holdt ved hans arm og lod ham støtte sig. Hun så sig endelig også omkring på dette sted. Det var smukt ja, men hun kunne godt forstå hvis man blev lidt tosset af at direkte bo her.. Hun fik lidt en nyfundet respekt for Sean og smilte svagt imens hun på et tidspunkt blot strøg hendes hånd over hans arm.

”Okay.. Men vil ikke give helt slip, Sean.. Jeg har lovet dig at blive ved din side, og lade dig gøre dette. Så derfor bliver jeg lige her, indtil vi har nået målet.” Sagde hun blot, imens hun gav lidt slip for hendes evne. Ikke meget, men blot lidt. Sådan ville hun gøre det meste af vejen. Aldrig give 100% slip, men blot en lille smule, hen ad vejen. Som Sean selv sagde, han havde intet imod smerten, han ville kunne holde til den, så derfor ville hun selv teste det og blev blot meget overrasket over ham.

Dannika sagde ikke meget på vejen, hvis han virkede til at ville have noget smalltalk? Så hoppede hun med på den, ellers var hun blot stille og lod Sean fokusere på hans skridt og at bestige disse mange trin.. Og der var da også nok af dem?

Da de så endelig så ud til at komme op på den rette etage, smilte hun blot til ham, nikkede og lod ham følge hende ned til det sted som var hans værelse.

”Du gjorde det godt. Jeg er imponeret.” Grinte hun og åbnede døren for ham. Da de kom ind, ville hun guide ham over til sengen, hvor hun blidt lod ham sætte sig ned. Eller hvis han ville sætte sig i en stol. Det gjorde hende ikke spor, hvilken han valgte, for begge steder ville hun hente nogle puder, arrangere dem, så han havde noget blødt imod hans lænd og som holdt hans ryg og ikke ville ligge for meget pres nogen steder. Hun satte sig derefter på gulvet og gav sig til at åbne hans støvler, som hun hev af og trak derefter hans bukseben op, hun ville se til hans ben, om hvordan de havde det. For Sean? Ville det nok mærkes som en fantastisk massage, siden hun endelig gnubbede hans ømme ben. Den dejlige følelse af stive muskler som langsomt ville blive varmet op og gnubbet igennem. Hans fod ville støtte sig til hendes lår, imens hun roligt arbejdede med det ene ben, og derefter det andet.

”Tror også du har gået nok for en lille stund.” Grinte hun op til ham, imens hun trak hendes egen kappe af og bandt hendes hår op i en rodet knold på hovedet.

Heldigvis lod Dannika ham arbejde sig igennem det. Det tog sikkert alt for langt tid og han måtte stoppe et par gange for at samle kræfterne. For at få en pause fra smerterne og anstrengelsen. Alligevel gav han sig ikke, før han endelig var på sit værelse. Koncentrationen holdt ham dog fra at føre nogen yderligere samtale med Dannika.
Hans værelse var en kombination af et soveværelse og et kontor. Det var rummelig og delt i to. På den side, som de kom ind, var der fokuseret på kontor. Ved nogle store vinduer, der viste udsigten over byen, stod et stort skrivebord med stakke af papirer og bøger, der indeholdt lister og opgørelser. Den anden side, den venstre side af rummet, indeholdt en stor dobbeltseng. Betrækket var af glat silke i en mørk farve. Gulvet havde gulvtæppe, så man kunne stå ud af sengen uden at få en isende start. Et stort klædeskab med hans tøj og et par reoler med forskellige bøger eller pergamentruller. Midt i det hele, langt væggen, var der også en pejs. Fordi folk havde vidst han kom hjem, havde den været tændt og efterladt en behagelig varme i lokalet.

Sean var gået efter sin seng og havde sat sig tungt på kanten af den. Efter Dannika havde hjulpet ham af med støvlerne, havde han lagt sig ned. At ligge ned var en stor lettelse og han kunne ikke holde et lettet støn tilbage. Han kunne mærke hvordan musklerne langs hans ryg slappede af. Det gjorde næsten ondt at slappe af, oven på strabadserne.
Med en arm over øjnene nød han fornemmelsen af hendes massage. Det var nok den bedste massage han nogensinde havde fået. Som hendes fingre arbejdede med hans muskler, spredte der sig en rolig og lettet fornemmelse igennem hans ben og krop.
Til sidst fjernede han armen og brugte den som hovedstøtte, så han kunne se hen på hende.
"Jeg må indrømme jeg heller ikke føler for at gå...Lige nu" bekræftede han blot. Måske ville det ændre sig allerede i morgen. Han følte sig træt. Turen havde formentlig været mere end han burde. Nu måtte han se om hans stædighed gav bagslag eller ej. I så fald tvivlede han ikke på Dannika ville være over ham med et bedrevidende smil eller en bedrevidende bemærkning. Tanken fik ham næsten til at smile.
På så kort tid...Var han kommet til at føle sig godt tilpas i hendes selskab. Det var rart. Rart at have en, han kunne være sammen med, uden det hele handlede om arbejde, magt eller trusler. Han vidste ikke hvor længe hans voksende paranoia ville give ham denne fred. Før eller siden ville han mistænke hende for alt muligt også...
Men lige nu svælgede han i den fred han følte. Ja...Nød det, for hvis alt gik som det plejede, ville han nok havde skræmt hende væk inden længe. Så han måtte hellere nyde de små ting så længe han kunne. Tankerne gjorde ham tung og træt om hjertet. Hans mørkegrå blik gled over mod et af vinduerne og stirrede betænksomt ud af det.
Folk skred altid. Han havde endnu ikke fundet ud af om det var på grund af ham...Eller på grund af andre ting. Eller om det var en blanding. Men siden han var efterladt helt alene...Var det svært ikke at tro, at det var ham selv der skræmte folk væk.
Han trak vejret dybt.
Han var lige kommet hjem. Men allerede kom de gamle tanker tilbage. Tanker, der næsten ikke havde rørt ham ude i skoven. Var det derfor folk flyttede ud i skoven hele tiden?
Sean så tilbage på Dannika, mens hun arbejdede. Studerede hende, men uden at virke stirrende.

Hun fik ham vendt rundt, så han lå ordentligt på sengen. Efter at have masseret hans ben lidt og så hvordan han slappede af. Heldigvis havde nogen af tjenestefolkene nok regnet ud at hun havde behov for hendes ting, inde ved Sean, så hendes læge taske stod ved et bord.

”Jeg henter lige mine ting.” Sagde hun roligt og rejste sig. Hun gik over og tog tasken og gik snart tilbage igen. Tog hendes kappe af og sparkede hendes egne støvler af, før hun kravlede op i sengen. Satte sig ved hans fødder og rullede hendes egne ærmer op, før hun åbnede tasken. Hun tog et bånd og trak hendes hår op i en knold, før hun bandt det der og hev nogle små flasker ud af tasken. Sean havde set dem før, hun brugte dem ofte til at gøre hans muskler mere afslappet og det gav varme i dem. Hun havde mange af sådan nogle få ting, hun selv lavede med urter fra skoven.

”Jeg har ikke været her i byen, eller-.. I denne del af byen, i mange.. Mange år.” Grinte hun svagt og så op på Sean, imens hun trak hans buske ben lidt op. Lod en af hans fødder hvile i hendes skød. Hun tog derefter noget væske fra en flaske og begyndte at gnubbe hans ben ind i den igen. Lod den beroligende massage starte igen, som virkelig tog effekt nu. Hun bevægede derefter hendes hænder ned og arbejde med hans fodsåler, hvor hun trykkede på nogle af de punkter, i foden, som lod resten af kroppen slappe af.

”Men.. Jeg tror også jeg nok skal blive beskæftiget med at passe på dig..” Grinte hun lidt mere, så op på ham og blinkede med det ene øje. Hun arbejde derefter i lidt tid, og bevægede sig over til den anden fod. Da hun var færdig lod hun blot hans ben hvile i hans skød, imens væsken sivede ind i hans hud, så han ikke gjorde hans seng beskidt med det.

Han lod hende arbejde, selv om han på ingen måde følte sig snakkesaglig lige nu. Et eller andet sted var det synd for Dannika. Hun gjorde alt hun kunne og arbejdede utrætteligt for at hjælpe ham. Det var heller ikke fordi han var utaknemlig. Han var bare...Træt. Og måske lige så deprimeret som han plejede at være. Han trak vejret dybt.
"Når du er færdig, kan tjenestefolket hjælpe med dig med at finde til dit værelse og få noget mad. Eller vise dig rundt på slottet eller i byen, hvis du har lyst til det. Du er ikke begrænset. De lokaler, som er låst, er låst af en årsag. Det er den eneste regel. Gå ikke steder der er låst af. Og selv om mit lokale ikke vil være låst for dig, er det jo også selvsagt jeg ikke sætter pris på folk der brager ind eller roder mine egne ting igennem" sagde han træt. Det var rart med massagen, med varmen og det afslappende. Men han var så træt at han nok kunne falde i søvn alligevel. Et eller andet sted havde han en fornemmelse af han ville vågne med kramper.
"Ikke at jeg mistænker dig for at ville gøre den slags...Men alt fungerer meget nemmere, når man har helt klare grænser" brummede han. Han havde lukket øjnene en stund, men åbnede dem nu og så hen på hende igen.
"Tak for i dag. Og for at tage med"

Hun blev færdig med hendes arbejde på hans ben og smilte svagt til ham, lyttede til hans ord og nikkede.

”Det var så lidt.. Og forståeligt nok, jeg sætter selv pris på mit eget privatliv.” Hun rejste sig derefter og satte tasken ned på gulvet. Gik op til ham, trak stille og roligt dynen væk fra under ham. Hjalp ham lidt ved at knappe hans skjorte lidt op, så han ikke ville koge under dynen. Fik derefter lagt puderne ordentligt under ham og lagde dynen over ham igen.

”Jeg tager ingen steder, jeg har selv byen før og har ingen interesse for det.. Jeg bliver i nærheden på mit værelse, i tilfælde af at du vågner og har behov for min hjalp, okay? Jeg ved godt en stærk mand som dem selv, ikke-.. Vil indrømme det.. Men når man er i din position.. Så er der en hvis tryghed i at hjælpen er tæt på.” Smilte hun svagt og strøg en kølig hånd over hans pande. Hun rettede sig derefter op og stod ved bordet ved siden af hans seng.

”Du kan bare falde i søvn, jeg gør lige nogle sidste ting klart, inden jeg smutter.” Hun satte nogle få flasker op på bordet og gik i gang med at forberede nogle af de urteblandinger, som Sean sikkert havde smagt, følt eller set før.

Hun havde meget.. Blandede følelser ved at være her.. Der var jo en grund til at hun boede ude i skoven, og at være her i byen igen.. Det mindede hende blot om, hvor stærke hendes sanser var.. Hvor meget det larmede, lugtede og hele hendes krop virkede til at dirre. Hun var træt.. Utrolig træt og savnede endelig blot.. At sove lige nu. Skyggerne under hendes øjne var meget mørkere end hvad de normalt var. Hun var generelt også koldere og så bare mere.. Død ud. Det var nok effekten af hendes overbrug af evner og bare for lidt blod.

Dannika skævede over til Sean.. Et sted inde i hende, havde hun endelig blot løst til at ligge sig ned ved ham.. Og blive tæt inde på hans kolde krop.. Hun havde virkelig.. Mærkelige følelser hvad angik Sean og alt dette. Normalt gjorde hun ikke så meget her for en patient? Men hvorfor lige ham? Var det fordi.. Han endelig ikke virkede til at havde noget imod hendes døde jeg? Eller fordi han blot var så charmende og hun nød hans til værd? Hun vidste det ikke, rystede lidt på hendes hoved og arbejde videre.

Hans mørkegrå blik fulgte hende, som hun forlod sengen og snakkede til ham. Set fra hans side behøvede ikke blive her hele tiden. Han kunne nok klare sig nogle timer uden hun var i nærheden. Men omvendt var der heller intet i vejen for, at hun blev her. Han måtte beundre at hun gjorde så meget for en patient. Formentlig var det fordi han blot var en rig hersker. De fleste udnyttede altid muligheden for at få en bid af den rigdom eller magt. At være herskerens læge, selv hvis det blot er midlertidigt, ville give en hvis prestige og muligheder. Folk ville være nysgerrige omkring hende og opsøge hende for hendes hjælp. Ikke at han havde en ide om, hvorvidt hun overhoved manglede flere patienter. Og med de ting han lavede for tiden, ville hun sikkert også få travlt med ham alene. På det sidste havde han overlevet flere forskellige sår og smerter. Som den søslange han havde bekæmpet med Fenrer, der var endt med at bide ham i skulderen. Der havde han haft behov for andre rensede såret for ham og hjalp ham med et binde det ind.

Normalt var han ikek van til at sove når han følte sig observeret. Normalt sov han i seng med en, som han netop havde delt seng med. Men de sidste par uger med Dannika havde været anderledes. Han vendte sig, pressede puden godt sammen under hovedet og lukkede øjnene. Det generede ham ikke at han endnu havde skjorte på. Han var van til at sove for få timer, som regel i ngoet tøj. Han var ikke typen der sov hverken meget eller længe. Selv om han i nat formentlig ville sove mere end han plejede.
Han trak vejret dybt og ventede på søvnen. Den kom hurtigt.

//Out
Jeg er frisk på en ny tråd, men følte vi trængte til en "ny start"