Please be kind. - Vetis [XXX]

Nok ikke lige den type spørgsmål som Liam havde forventet. Hans reaktion var ret interessant taget i betragtning af at hans hudfarve virkede til at blive blegere i det. Han var nok ikke så komfortabel igen med spørgsmål om folks død og hvem han helst ville se leve i sådan en situation. Det var nogle spørgsmål som mange ikke ønskede at svare sandfærdigt på, samt til tider prøvede at snakke sig ud af, hvilket var grunden til at Vetis havde frabedt Liam om at gøre det. Ellers gav det jo ingen mening at de legede denne leg. Det ville i alt fald ikke være lige så sjovt...

Det virkede dog til at Liam tog det seriøst og begav sig til at tænke over det. Det var sikkert ikke nemt for ham taget i betragtning af at han var en engel, men på den anden side, så var det blot et spørgsmål. Det var ikke som om at han selv stod i den situation og skulle vælge hvem som skulle leve og hvem skulle dø. Vetis ville være ret så sikker på at han dermed ikke helt ville være i stand til at svare på spørgsmålet... nok ikke på samme måde som han kunne lige nu, for det var trods alt hypotetisk. Der var ingen sand fare for at nogen døde. Ikke at man ikke sagtens kunne ende i sådan situation i den verden som de levede i. Alt kunne trods alt hænde når end det skulle være, og der var ikke meget man kunne gøre i den situation. Altså, foruden at prøve at holde overblikket og prøve at håndtere situationen bedst muligt.

Vetis havde halvt forventet at han ville sno sig udenom, men til hans overraskelse svarede han ham faktisk på acceptabel vis. Hans svar var endda detaljeret og havde en årsag til at han valgte som han gjorde. Det var ikke noget som Vetis havde bedt ham om, men helt klart noget som han var godt tilfreds med. Især fordi at havde han kun få et svar som; barn, så havde han haft i sinde at spørge ham ind til hvorfor. Mest af alt fordi at Vetis ønskede at få et bedre syn og ide om hvem Liam var. Sådan nogle spørgsmål gav faktisk en del brugbare information omkring en person, nemlig fordi det var en del ekstremt. Det havde ting med liv og død at være, hvilket gjorde dem til exceptionelle gode værktøjer at tage i brug. Der var så meget som man kunne bruge dem til ide at folks liv havde det med at dreje som om disse ting. Alle kendte i alt fald godt til dem og havde en vis forståelse for dem. Hvilket gjorde det mere håndterbart.

"Interesting..." noterede Vetis blot inden at han smilede til Liam. "Very good, Icarus. Now, on to the next question. It's going to be in the same style so be free to answer just as you did before..." tilføjede han og så tænksom ud i et kort øjeblik.

"Now, who's to live and who's to die? An innocent or a criminal?" For de fleste var dette et nemt nok spørgsmål at svare på. Stort set alle valgte at den uskyldige skulle leve, men det var ikke ens betydning med at Vetis ikke ønskede at høre Liam's svar. Han var trods alt en engel og havde et andet forhold til at ønske folk døde. Vetis ventede dermed spændt på at høre Liam's svar, samt hans begrundelse deraf.

Liam sad og kiggede på ham imens han håbede på at svaret var godt nok. Så da Vetis igen smilede og virkede til at godkende svaret, smilte Liam lettet. Han slugte en klump i halsen igen og lyttede nu til det næste.. Åh nej, denne var faktisk sværere for ham.

Da han hørte spørgsmålet, så han lidt ned og pillede ved en af selerne på hans bukser. Han blev ikke bleg denne gang, dog så meget betænksom ud.. Han bed sig lidt i hans opsvulmede læbe og sad stille i lang tid, imens han tænkte.. Det var svært at pille i selen dog, med poserne omkring hans hænder, men han gjorde det stadig. Hans vinger så ud til at slappe mere af bagved ham og foldede sig bare sammen, imens han lænede sig tilbage imod dem og sengegærdet.

En uskyldig eller kriminel? En kriminel kan nemt gøre noget, imod hans vilje og derved bruge tvunget til at gøre dette, som de skulle gøre. Den uskyldige behøvede nødvendigvis ikke være uskyldig, men blot viste det. Han havde ikke sagt, i hvilken situation som det kunne være hændt i og derfor kunne rollerne faktisk være omvendt. Liam var altid en som så godt i alle.. Og derved var denne faktisk meget sværere. Efter noget tid, så han så op. Som om et lys var tændt i hans krystal blå øjne.

”Okay! Hmm.. So seeing I wouldn’t know what have happened and the situation causing this person to be a criminal and the other innocent. There can be lost of facts in it. I-.. Think if it was the reason to be a scam? That the criminal was forced to do this act, say even by the person being innocent. I would say the innocent to die. But, if it’s an actual criminal and innocent? Maybe a rapist per say like with Alice.. Then-.. I’ll say the criminal to die. But, of course I never wish death upon people, even the criminals, since lots of things can cause people to react with how they do, so a second chance, will always be my first option to give.. But because of how you worded the question-.. That’s my answers. All depending on the situation and the circumstances which leads to it..” Han nikkede til hans eget svar. Dette var hans valg, han snakkede ikke udenom, men blot uddybede hans tanker og hans svar.

Liam så faktisk ud til at live lidt mere op, med jo mere han snakkede og fortalte, hans stemme var stadig ru efter skriget og gråden, men Vetis’ plan, virkede meget på ham. Han glemte lidt hans egen situation og virkede faktisk også til ikke at være så bange for Vetis lige nu.. Så selv hvis Vetis bevægede sig tættere på ham og endda måske rørte ved ham? Ville Liam ikke gøre meget imod? Hans ben havde endda strakt sig lidt mere ud og han prøvede at få ømheden ud af dem. Hele hans krop gjorde ondt og han var utrolig sulten..

Det virkede til at dette svar tog en del mere tid en det tidligere... hvilket var ret interessant taget i betragtning af for mange var dette et nemt nok spørgsmål at svare på. Dog virkede det til at være lidt mere for besværligt for Liam. Det var vel fordi at han tænkte en del over det. Det virkede endda som om at han blev en smule rastløs. Vetis holdt godt øje med ham, og ventede på hans svar. Da han så kom med et svar, var det noget som kom en smule bag på Vetis. Liam virkede virkelig til at have tænkt en del over sit svar... måske lidt for meget taget i betragtning af at det ikke var acceptabelt.

Hans grund virkede dog fin nok, men, det var ikke et svar. Mest af alt fordi han ikke havde givet et konkret svar. Han havde nemlig ikke valgt én af de to. Han havde givet en begrundelse for hvad der skulle til for at vælde den ene frem for den anden på grund af noget information som han ikke havde fået. Derfor var hans svar mere hypotetisk end det var konkret. Dermed var det ikke acceptabelt da det ikke havde været det som Vetis havde spurgt ham om.

"As much as I appreciate your reasoning... you still haven't given me a clear answer..." sagde Vetis med et sammenknebet blik.
”As I recall, my question was; who is to live and who is to die." Vetis rettede sig mere op i sengen og kiggede på Liam som så ud til at være mere komfortabel i hans situation. Det var da altid noget, men han skulle nok ikke gøre sig alt for komfortabel vis han ikke svarede ordentligt. På den anden side, så var det nok bedst at informere ham om hans fejl. Legen var trods alt lige begyndt, og én eller to fejl var der skam plads til... endnu.

"You're thinking too much about the "what-ifs", but, that's not how this goes. Here, just like in real life, not all information is given or available to you. You don't know whether or not the innocent is pulling strings behind the scene. You don't know whether or not the criminal is commiting crimes out of their own will." Vetis puttede sin hænder ned på hver sin side af sig selv og lænede sig bagud. "The only thing you know is that one is innocent and one is a criminal. That's all you know... Now, usually that's all one gets to act upon... So choose" Derefter lænede han sig frem imod Liam.

"Who gets to live, and who gets to bite the dust?" Hans stemme var lidt mere kommanderende og den tydede på at en gentagelse af forrige svar, ikke ville være uden konsekvens.

Han så lidt trist ud igen, han brød sig ikke om at han havde åbenbart begået en fejl. Klumpen dukkede op i hans mave igen, og endnu engang blev han mere bleg. Han bed sig i underlæben og kiggede direkte på Vetis, inden han spredte hans læber og svarede.

”Then the criminal shall die..” Sagde han blot, ikke andet end dette. Indtil videre, siden Vetis beordrede på at få et kort og konkret svar. Han havde allerede fået Liam’s tanker om det, så derfor var der ingen grund til at sige mere nu.

Liam så derefter væk, brød sig tydeligt ikke om Vetis mere kommanderende side, som kom frem. Mest fordi det mindede ham igen om hans situation. Han så rundt i lokalet og hans hænder rystede svagt. Han blev opmærksom på den tunge halsbånd omkring hans hals og han rakte svagt op og pillede lidt ved den, med hans hænder, som var fanget i poserne. Ikke at han ville løsne den, det turde han direkte ikke. Men blot rørte ved den.

Han følte sig pludselig meget alene, fanget og låst inde. Savnede lyset udenfor og blot en form for sikkerhed og kontakt. Alle følelserne brød ud på hans triste ansigt og det var som om han lyse øjne døde lidt hen. Han bed sig i underlæben og hev svagt efter vejret. Dog prøvede han at samle hans mod og efter lidt tid så op på Vetis igen, hvor han prøvede at være mere modig.

Vetis nikkede anerkendende til hans svar. Liam havde nu ikke virket særlig begejstret for Vetis' tone, men den havde været blid i forhold til havde han i sandhed været kommanderende. Han ønskede dog ikke at hyle Liam helt ud af den, eller skræmme ham fra vid og sans. Især ikke når det nu var at det sikkert ikke ville resultere i noget brugbart. I alt fald ikke i denne situation når nu at Liam allerede var så følsom. Det ville være alt for risikabelt i dette stadie. Han kunne trods alt ødelægge Liam lige så nemt lige nu. Det ville være let som ingenting, tilføj noget smerte samt en masse frygtindgydende, men han ønskede ikke en ødelagt dukke. Han ville have én som lystrede uden at de pissede i bukserne af skræk. Forskellige folk krævede forskellige metoder, og lige nu testede Vetis Liam på forskellige måder. Nok ikke at Liam havde så megen ide om det. Det var trods alt harmløse spørgsmål som han stillede ham, og han holdt sig på god afstand så Liam ville føle at han havde plads nok til at bevæge sig. Dog, virkede det til at Liam forstod pointen nu, hvilket egentlig var vigtigst. Kort efter han havde svaret smilede Vetis varmt til ham igen... som var intet hændt.

Liam virkede meget skrøbelig allerede med deres korte interaktion. Han havde helt klart følelserne ude på huden og virkede generelt meget sårbar. Det var ikke helt til at sige hvad det betød for hans oprindelse, men Liam havde nok ikke mødt alt for meget modgang i sit liv... I alt fald intet i denne kaliber.

"Now, you did good Icarus no doubt, but, answer me clearly first and then give me the reason as to why you chose that afterwards. Just like you did the first time," sagde Vetis rosende og venligt.
"As long as you stick to that, then you get to ponder and theorize as much as you want." Det ændrede dog stadigvæk ikke på at informationerne ville være minimale og Liam ville være nødt til at vælge mellem to personer... uden nogle former for baggrundshistorier. Mest af alt fordi at mulighederne dermed næsten var uendelige og mange folk prøvede på at undskylde deres valg med de informationer. Næsten ligesom Liam ville have haft undskyldt sit valg før... sådan var legen dog ikke. Det ville være alt for nemt ellers, og var det for nemt, var det ikke sjovt.

"With that in mind, onwards!" Vetis virkede ret tilfreds nu. Han virkede også ret godt underholdt... hvilket han så også var. For nu blev spørgsmålene nok lidt sværere at svare.

"Who lives, who dies? A man or a woman?"

Han nikkede lidt til at Vetis roste ham, hvilket tydeligt kunne ses havde en virkning. Den varme tone og varme smil fik ham til at være mere rolig. Liam havde mødt modstand i hans liv, men aldrig noget som dette. Han havde aldrig været fanget før som dette, og haft en mand foran ham, som her.. På denne måde, derfor var det meget ukendt farvand. Plus det hjalp ikke at han stadig var øm, følte sig beskidt med sved og så videre, og sulten som bare pokker. Han lyttede dog til det næste spørgsmål.. Okay, den her var svær, igen.

En mand og en kvinde? Der var intet andet han hørte.. Og han så derfor ned.. Igen, sad han og tænkte lidt og denne gang rettede han sig mere op. Uden at tænke videre over det, rykkede han sig lidt, for at sidde bedre på den hovedpude, han sad på og derved kom tættere på Vetis. Ikke det gjorde så meget for ham lige nu.

”The woman will live.. Because she can give birth to kids, she will be able to give more to society and therefore is useful in that way..” Nikkede han svagt og så derefter op på Vetis. Et konkret svar, med en lille begrundelse bagefter, som Vetis havde spurgt efter og ville have.
Han trak vejret dybt, han brød sig ikke meget om denne leg. Men han legede med.

Dog denne gang så han mere på Vetis.. Manden foran ham var smuk, på en måde han aldrig havde set før. Det hvide hår, den glatte hud og meget elegante, men stadig farlige udseende på en måde. Vetis var højere end Liam, samt så mere stærk ud. Liam’s øjne gled over ham og uden han tænkte videre over det, røg det også meget syd, og ned på et område.. Som han stirrede lidt for længe på. Liam opdagede det dog, blev lidt rød i hovedet og så hurtigt væk. Han havde aldrig stirret på en mand sådan før og ville slet ikke tænke længere over det. Men der var bare noget ved dæmonen foran ham, som gjorde han havde lyst til at kigge.. Noget meget tiltrækkende ved ham.. Stop! Han rystede hans hoved lidt og bed sig hårdt i hans underlæbe.

Så det var kvinder som han valgte her? Vetis havde noteret alle af Liam's valg og gjort sig forskellige meninger samt konklusioner. De fleste gav skam god mening og var ikke noget ud over det sædvanlige. Især ikke når det var at Liam gav sin begrundelse bagefter. Det var ret gennemsnitlige svar og noget som de fleste ville svare, vis de ellers skulle være helt ærlige. Selvom folk ikke påstod at de tænkte over dilemmaer, så var det faktisk noget som man gjorde konstant. Ens konklusion var så noget andet, og ikke noget som man oftest delte med folk. Mest af alt fordi at man nemt kunne støde nogen eller skabe en dårligere opfattelse af én selv. Folk havde det oftest med at ligge meget vægt på morale samt etik. Den skulle være ret bestemt for at være acceptabel... og, mange ønskede at være acceptabel i samfundets øjne samt deres opfattelse. Dilemmaer kunne dog være med til at vise hvorved folk stod, ud fra deres svar... deres mere sandfærdige svar, for det var trods alt så nemt at undgå sandheden. Det, og at snakke sig udenom og dermed undgå et konkret svar.

"Splendid..." Han smilede så man kunne se det hvide af hans tænder. Det var interessant sådan som Liam havde kommenteret på kvindes værdi over mandens. Især det at hun var mere brugbar... blot fordi at hun kunne bære et barn samt føde det. Nok ikke mange ville tage synspunkt i samfundets behov, men, det havde Liam gjort.

Vetis lagde dermed mærke til at Liam så på ham... udforskende. Vetis smil blev mere skævt i det imens at han lod Liam iagttage hans krop. Han sagde end ikke noget da det virkede til at Liam's blik havde gået i stå mellem hans ben. Det var noget så interessant sådan som Liam havde forholdt sig i denne situation. Nok ikke mange ville have givet sig selv lov til at undersøge sin ejer på den måde. Ligefrem at kigge på dem med sådan et blik... et blik som Vetis kun kendte alt for godt. Det var trods alt den effekt som han oftest havde på folk... især vis det var at de også var interesserede i mænd. Så, det var muligt at Liam her skam var tilbøjelig til at synes om mænd.

Vetis tiltede sit hoved til den ene side og skød sin krop overkrop lidt frem. Hans hår samt trøje faldt lidt mere til siden og gav udsyn til hans brystkasse samt en enkelt brystvorte. Han gjorde det mest af alt for at teste sin teori, samt fordi han havde lyst. Hvad han ikke vidste var at han også gav Liam bedre udsyn til noget andet.

Vetis var ikke selv i stand til at se det. Han havde aldrig selv været i stand til at se det... mest på grund af hans egen natur, men, en hvid samt ren engel var en lidt anden sag. Hvad Vetis ikke vidste, var at Liam nu ville være i stand til at se flimrende og meget utydelige mærker på Vetis' overkrop. For Liam ville det ikke give mening, siden at han ikke ville kende til tegne, men de var af engel-natur. Andre racer var ikke i stand til hverken at se dette eller fokusere på det. En engel derimod var i stand til at fokusere på det længe nok, til at se det. Hvide og meget utydeligt lysende tegn som udgjorde næsten et helt design på Vetis' overkrop. Hvad Liam ikke ville vide var at det faktisk var et sprog som var oldgammelt og hørte en anden verden til... en anden verden end Underworld.  

Kiggede Liam væk igen ville det forsvinde, man skulle nemlig fokusere en del på det. Det ville dog stadigvæk flimre en del og være utydeligt.

Men igen, Vetis vidste intet om dette og forsatte sin leg med Liam. Der var kun få spørgsmål tilbage inden at Vetis ville stoppe det for i dag. Mest af alt fordi at Liam nok ikke holdt til mere. Han virkede trods alt ret træt for ikke at nævne sulten. Vetis havde skam godt hørt hvordan hans mave havde rumsteret, men han havde valgt at ignorere det. Liam kunne trods alt bare få noget mad når det var at legen var ovre. Dermed ville Liam også have gjort sig mere fortjent til den.

"Next question in our little game, and you're almost done... Who is to die and live? One who is rich... or one who is poor?"

Efter dette var der kun ét og sidste spørgsmål tilbage...

Liam havde godt set de tatoveringer, hvilket nok også havde fået ham til at stirre mere.. Han have set lidt væk, men så derefter tilbage på Vetis’ brystkasse, rynkede hans bryn lidt svagt og havde endda lænet sig lidt mere frem, som om han ikke kunne se godt nok. Men da hans eget hoved havde skreget af ham og han derefter så væk med en rødmen, var hans tanker blot mest på.. At han virkelig gerne ville vide hvordan Vetis’ hud føltes.. Han havde derefter sparket tanken ud af hans eget hoved. Hvad havde han gang i? Tænke sådan om en mand? Bare generelt om en person? Han skulle jo gemme sig selv, til når han en dag fandt en fine kone, skulle giftes og først der! Først lige der have sådan nogle tanker!

Han så op igen, da Vetis spurgte og lyttede. Denne her fik ham til at sluge en klump. Åh nej.. Han så derefter ned og tænkte.. Jo, han kendte allerede hans eget svar.

”The rich shall die.. Because they’ve tasted alot of life, from the good side. The poor still have their chance.” Sagde han blot, som en forklaring. Liam havde kendt til mange, utrolig mange fattige folk, og han kendte også de rige, siden han var selv født ind i det liv. Så derfor vidste han, at mange fattige stadig havde deres chance, de kunne stadig opnå ting, og det havde han set før.

Han begyndte at blive lidt rastløs, specielt efter hvad han lige havde set og bevægede sig derfor over til kanten af sengen og rejste sig.. Han stod lidt, for at finde hans egen balance, og så derefter over på Vetis igen. Ville ikke lade Vetis tro at han kedet sig eller andet. Han skulle bare bevæge hans egen krop noget mere. Han rakte om bag sig og prøvede at massere de ømme muskler ved hans vinger og brugte kort tiden på langsomt strække den ene vinge ud, leddene kunne svagt høre knække lidt og derefter strække den anden ud. Hans vinger var utrolig smukke, nu hvor de var renset lidt. Fjerne var meget mere hvide og spidserne på de lange, havde flotte lyseblå toner, samt.. Hvis man så kort efter? Nogle mørkeblå pletter, som passede rimelig godt med Liam’s øjne.  

Derefter at have strækket ud, stod han blot ved siden af sengen, og nå at bevæge hans egen krop lidt, imens han ventede stille på Vetis’ næste spørgsmål.. Hans vinger trak sig sammen på hans ryg. De var så store, at toppen var lidt over hans eget hoved, som de lange fjer, lå lidt på gulvet bagved ham, og tydelig nok blev trukket over jorden, når han gik.

Liam havde dog ingen kræfter lige nu, til at trække dem ind. Normalt ville han nok i denne situation, men det tog kræfter for ham og gjorde ondt, hvilket han virkelig ikke havde lyst til og heller ikke kunne lige nu.

Vetis havde ikke antaget Liam's stirren som mere end, ja, at han blot opserverede hans krop. Der virkede ikke til at være mere over det, andet end det sædvanlige. Han lagde blot mest mærke til undertonerne i blikket som afslørede Liam's interesse... i det måske lidt mere fysiske. Han var dog meget fristet til at le en smule idet at Liam havde lænet sig mere frem for at se bedre. Tja, ikke at han kunne beskylde ham for det, siden at belysningen inde på værelset var minimal. Det var til delt for at skåne Liam's øjne, og på den anden side var det ikke nødvendigt med så meget lys herinde. Liam skulle trods alt ikke have for mange fordele. Så det var bedst at han ikke var i stand til at se så godt hernede.

Vetis fortrak ikke en mine da det var at Liam kom med sit svar. Som alle de forrige svar noterede han sig det blot. Derudover lagde han mærke til at Liam var blevet mere rastløs, og heldigt for Liam var legen også snart ved at være ovre. Kun ét spørgsmål tilbage, og Liam kunne få fred... for nu. Vetis havde trods ingen planer om at lade ham være alene alt for meget. Han havde trods alt planer med englen og ting som han gerne ville have realiseret. Ting som Vetis selv så meget frem til, og næsten ikke kunne vente med... men, han var nødsaget til at være tålmodig. Andet var der simpelthen ikke for. Han gad godt vide hvordan Liam ville reagere hvis han vidste hvad han havde i vente. En fantastisk følelse løb ned gennem ryggen på Vetis blot ved tanken om det. Liam ville dog intet vide om det, for Vetis var ret sikker på at resultatet ville være knap så godt hvis han vidste det... og resultatet var vigtigt. Derfor skulle det gøre rigtigt og det skulle gøres på det rette tidspunkt... Ikke noget med at springe over hvor gærdet var lavest. Ikke at Vetis gjorde sig meget i det. Vetis nød da sine genveje fra tid til anden, men belønningen var bare ikke lige så tilfredsstillende som havde han blot ventet lidt længere... Hvis blot han havde gjort noget mere for det. Derfor gjorde Vetis sig i det længere løb… For det var det som betalte sig bedst.

Det virkede til at Liam forsøgte sig på at strække sig, men helt godt gik det nok ikke når han både var lænket og fanget i en trøje. Det var nok heller ikke så nemt igen for en engel at være indespærret når nu man havde sådan nogle vinger... de store tingester gjorde sig aldrig godt indenfor, men, det var der vel råd for? Det var i alt fald ikke noget en lille operation kunne gøre godt for. Et snit her og et snit der... samt en masse råstyrke og det problem ville være fikset, men heldig for Liam ønskede Vetis ham hel... på nuværende tidspunkt. Desværre for Liam var det altid noget som kunne ændre sig, ligesom med vejret. Man kunne aldrig helt vide sig sikker med Vetis. Især ikke hvis det var at hans blafren skulle begynde at gå Vetis på nerverne.

Efter han havde strukket sig en smule var det på tide at Vetis stillede ham det sidste spørgsmål. Han smilede stort fra sengen af, og rejste sig derefter op fra den. Han havde hænderne bag ryggen idet han bevægede sig over til Liam, og stillede sig bag ham. Han lænede sig ind og næsten hviskede i øret på Liam.

"Here you'll have the last question of our little game... Icarus, who would you choose to live and who would you choose to die? You the savior of children, innocent, women and the poor... Who do you choose?" han holdt en pause inden at han fortsatte. Han lagde en hånd på hans skulder inden at han sagde,

"Do you choose someone you don't know, a complete stranger to you, or do you choose someone you know?" Han smilede skævt inden at han gik rundt og nu stod foran Liam, med kort afstand mellem deres kroppe. Han tog ham blidt under hagen og drejede det til at kigge på Vetis.

"Who does our great hero save? Who does he leave to die?"

Liam havde ikke vidst hvad han overhovedet lavede her i første omgang.. Han troede at Vetis sikkert blot ville høre disse ting, derefter måske slippe ham fri? Måske skulle Liam gøre et enkelt job.. Var dette et interview for det? Han håbede lidt.. Bare han så ikke skulle skade nogen, siden det var det alle disse spørgsmål lå omkring.. Folk der skulle dø..

Han så på Vetis imens han gik rundt. Drejede hans hoved lidt over hans skulder, da han mærkede hånden.. Vetis var højere end ham, og skulle derfor nok bukke sig lidt ned for at hviske. Han slugte en klump i halsen, igen.. Mærkede hvordan hans hjerte bankede og den varme hånd på hans skulder.. Derefter så han op på ham, da hånden nu lå under hans hage. Det brændte nærmest i hans hud, han mærkede trangen til at ville væk fra dæmonen.. Behovet for at flygte som lå så dybt i ham. Men-.. Der var bare også noget i ham, som fik ham til at stå stille og lytte.

Englen trak vejret dybt, imens han tænkte lidt og så ind i Vetis’ øjne. De holdte ham nærmest fast der imens følelserne fløj over Liam’s ansigt.. Forvirring, bange og til sidst lidt en beslutning.

En fremmed eller en han selv kendte? Den var lidt svær.. Men på en måde så ikke. Det gjorde ondt i ham at skulle tænke over dette, hvilket var meget tydeligt på ham..

Efter noget tid, slikkede han sine tørre læber lidt og sukkede.. Noget i ham, fik ham til at læne sig lidt ind i berøringen.. Og han svarede derefter.

”The stranger, will have to die.. That’s-.. My answer, since the people I know, I always care for.. And I can’t let go..” Han nikkede lidt til hans svar. Alle han kendte, kunne han ikke se dø for sig. De havde alle en plads i hans liv. En han ikke kendte? Havde han ingen relation til, så derfor kunne han simpelthen ikke lade vær.

Utroligt at Liam stod så stille som han gjorde, taget i betragtning af at Vetis røret ved ham. Han var som et dådyr fanget i lys, ude at stand til rigtigt at tage sig en beslutning... og ende med at stå stille i stedet. Noget som kunne være yderst farligt hvis et rovdyr gemte sig i mørket, klar til at angribe. Dådyret ville dermed ikke have en chance for dermed at flygte, for de ville ikke kunne bevæge sig hurtigt nok... især ikke når de havde forventet noget andet idet de havde været fanget af lyset. De havde haft en anden frygt, og så dermed ikke det som havde luret i skyggerne. Se, det var den bedste metode at jage på. Ved at distrahere sit bytte såvel som at give dem noget andet at frygte, så de så sjældent det som de burde frygte. Andet var også at fjerne al frygt og give den en fornemmelse af tryghed... den metode var skam også fin og nyttig, men ikke altid lige så nem at opnå. Dette var mest af alt fordi at folk var så mistroiske.

Han smilede mere mildt da det var at Liam lænede sig ind i hans berøring. Det virkede mest af alt som var det blot en refleks eller noget som Liam ikke havde tænkt yderligere over. Det var muligvis mere hans krop som blot havde reageret... og som søgte hans berøring. Han virkede sulten efter blid berøring efter Vetis mening, hvilket fik ham til at gøre sig nogle tanker. Havde folk ikke rørt ham sådan her før? Enten var Liam forvirret eller også var han hungrende. Det var i alt fald noget som Vetis godt kunne finde på at undersøge yderligere, på et senere tidspunkt.

Han smilede varmt til Liam idet han svarede på det sidste tidspunkt, og tog om hans ansigt med begge sine hænder. Han aede hans kinder blidt med sine tomler inden at han lænede sig frem og gav Liam et kys på panden.

"Such a good boy you've been... I think you deserve a reward," sagde han sødt og kærligt og blinkede til Liam. Han gav derefter slip og trådte et skridt tilbage.
"I'll say, some food will do wonders for that grumbling stomach of yours... and a mug with some water" derefter gik han hen mod udgangen, men inden han gik ud vendte han sig tilbage og kiggede over mod Liam.

"Now, I wont be gone for long... so, you'll do best to behave yourself in the meantime." Med det forlod han rummet, og låste døren efter sig. Ikke at Liam overhovedet ville kunne komme i nærheden af den med længden på hans kæde. Dog, kunne det altid betale sig at være omhyggelig.

Vetis havde sat mod køkkenet hvorved han fik lavet noget grød med æble og kanel tilsat, derefter fik han fyldt et krus op med vand. Han hældte det op i en træskål og tilføjede en ske dertil. Da alt dette var klart efter noget tid, gik han tilbage igen og serverede det for Liam på bordet ved siden af sengen.

"Hope you like it," sagde han og satte sig på sengen igen.

Liam havde som sagt aldrig prøvet at blive så blidt rørt ved før og i hans tilstand lige nu? Var en virkelig en form for tryghed i sig selv. Og også en lettelse at Vetis var sød ved ham. Han så dog meget forvirret ud da Vetis tog om hans hoved og snart kyssede hans pande. Det sendte et svagt gys igennem hans trætte krop og han lukkede hans øjne lidt, mærkede hvordan hans kinder brænde og snart så han op på manden igen. Han smilede svagt, da han hørte hans ord og nikkede blot, da Vetis roste ham. Men også da han hørte om mad, åh ja tak! Han var så sulten.

Han så lidt efter Vetis, da han forlod rummet og snart ramte det ham igen.. Han var alene.. Han så omkring sig og vidste ikke hvad han skulle gøre.. Følte ensomheden ramte ham igen.. Vetis havde været forvirrende at være med, men-.. Lige nu, var han den eneste her!
Langsomt gik han tilbage til sengen og satte sig, mest fordi det var det eneste sted han endelig lige kunne være ved lige nu. Han så ned og ventede.. Ventede i noget tid. Han vidste ikke hvor lang tid der endelig havde gået, siden i dette lokale, havde han ingen former for tids fornemmelse.. Det havde sikkert ikke engang været en time, men føltes så meget mere og han så endelig blot ulykkelig ud..

Dog da døren gik op, så han op.. Vetis ville nemt kunne se, hvordan Liam havde set ud inden. Dybt ulykkelig. Men hans ansigt lyste svagt op igen, da dæmonen kom ind. Han fulgte ham med øjnene da han kom over og snart satte manden ned. Det duftede utrolig godt og Liam kravlede over til det lille bord. Han sad på en hovedpude, med hans ben krydset foran ham og smilte svagt.

”Looks amazing.. Thanks.” Smilte han op til ham og rakte ud. Han tog roligt skålen, så godt han nu kunne, med hans dækkede hænder, skeen i den anden hånd og snart tog den første bid. Han var lidt forsigtig, for ikke at brænde sig, men der gik ikke længe inden han spiste i ro og med behag.

Manden var helt fantastisk i hans sultne krop og det tog ham ikke længe, inden han fik spist det hele op! Satte derefter skålen fra sig, tog koppen og drak alt vandet. Da han var helt færdig, sukkede han dybt og så over på dæmonen.

”Thank you..” Sagde han høfligt og nikkede til ham.

Vetis kiggede roligt med idet at Liam fik noget mad indenbords. Med sådan som hans mave havde lydt virkede det nærmest til at han havde været udsultet. Vetis virkede dog godt at det ikke var tilfældet. Havde han trods alt været helt udsultet, så havde han ikke spist så stille og roligt som han havde. Nej, havde han i sandhed været udsultet havde han skovlet det ned som et andet dyr… Vetis var godt bekendt med hvad det vil sige i sandhed at være sulten. Ikke en erfaring som han var synderligt glad for, men det var sådan hans omstændigheder havde været dengang. Det var en erfaring som havde været med til at forme den mand som Vetis var i dag. Det havde formet ham på både godt og ondt, men selv var man den eneste som bestemte hvad man gjorde af det. Ville man lade det nedbryde én og stå vejen for ens succes? Eller vil man lade det styrke én og bære det som sin rustning? Det var vel ikke underligt at Vetis valgte at lade det styrke frem for at svække ham. Der var intet andet valg for ham. Vetis var nødsaget til at finde sig nogle styrker siden han igennem starten af sit liv ingen havde… eller det var ikke helt rigtigt. Han havde skam sine styrker men det lå mere i hans iver for at leve. En evne som selv de mest basale dyr har.

Vetis lod Liam nyde sin mad i stilhed. Der var ingen grund til at snakke yderligere med ham for denne gang, og siden at han havde været så god at svare, var det, det mindste han kunne gøre for Liam. Vetis smilede en smule for sig selv. Vis Liam allerede var så samarbejdsvillig skulle dette forhold nok blive interessant, for ikke at sig det hele værd. I alt fald så længe at Liam var uvidende for hvad der ellers ventede ham, men, alt havde sin tid og sin plads. Nu var det bare om at klargøre det næste trin indenfor hans plan. Han skulle jo nødigt komme bag sin tidsplan, samt han skulle også have fat på et par folk som skulle hjælpe ham. Der var så meget som skulle ordnes, men det gjorde nu ikke noget. Vetis nød at have noget at lave og begive sig til. Han var ikke meget for at lave ingenting i alt for langt tid. Der var trods alt så meget at bruge sin dag på, og alt andet ville simpelthen værd et kæmpe spild. Der var så meget at opdage… at kreere… Man kunne slappe af når man var død. Indtil da var det om at leve og få det meste ud af det. Hvilket skam altid var hans intention. Lige siden at han fik sit liv tilbage…

Vetis nikkede igen idet at Liam takkede ham for maden. Han kiggede derefter ned på hans hænder som stadigvæk var låst inde i ærmerne. Han smilede derefter hvorved at han lænede sig frem, og tog fat i et ærme. Han viklede det op så Liam fik sin hånd fri, derved åbnede han op for det andet ærme så Liam derved også havde det fri. Han blinkede til ham og rejste sig fra sengen. Han samlede tingene sammen fra maden og stod nu foran Liam med alle tingene på bakken. Det havde været en succesfuld fangst… og Vetis var overbevist om at Liam havde været det rette valg.  

”You look tired… I think I’ll let you rest for now,” sagde han venligt. Derefter kiggede han mod en snor som hang I nærheden af sengen. Liam ville være i stand til at nå den nemt.

”Should you need something, do feel welcome to pull that and I’ll be on my way to you,” sagde han og pegede på snoren. Snoren var koblet til en klokke som Vetis ville være i stand til at høre fra sit værelse, og han ville kunne være der inden for kort tid. Efter at have givet den sidste information gik han mod døren og stoppede kort. Han vendte sit ansigt og kiggede tilbage mod Liam. Han smilede før han åbnede døren.

”Sweet dreams Icarus…” sagde han sødt inden at han forlod rummet og låste døren efter sig.

Liam havde nydt den mad han havde fået, og da det var endelig kommet ind i kroppen og meget på ham? Så kom trætheden som Vetis nok havde regnet ud. Hele hans krop skulle i gang med at fordøje maden og han havde haft så meget i hovedet og shocket oven på? At han var nu helt udmattet.. Han kunne ikke mere, alle hans kræfter var væk. Dog blev han meget overrasket da Vetis kom tættere på. Han begyndte at ryste svagt, men snart mærkede han friheden omkring hans hænder igen. Først hans arme, så mad og nu hans hænder! Han smilte og gnubbede hans bare hænder imod hinanden igen. Det var rart..

Han så op efter Vetis og nikkede lidt, da han hørte om snoren og derefter vinkede lidt da Vetis forlod lokalet.. Han var alene igen. Stilheden formede omkring sig og han opdagede endnu engang hvor tomt rummet var. Liam krøb mere op i sengen og lagde sig ned, trak tæppet op over ham selv og krøb helt sammen. Vetis havde måske ikke været rar hele tiden, men han havde været selskab. Noget som han savnede utrolig meget lige nu. Dog kom han ikke til at tænke på det længe. Der var kommet nogle få snøft fra ham, men snart faldt han ind i en dyb søvn.

Liam sov i lang tid, en af de drømmeløse nætter. Hans krop var alt for travlt med alle mulige andre ting, end at lave drømme som han ville kunne huske. Han lå midt i sengen og på maven med hans vinger spredte oven på ham. Tæppet halvt gledet af hans krop og han krammede en pude ind til sig, med hovedet på den. Det var sådan han altid sov og det mest behagelige for ham.

Der ville gå mange timer, så hvis han ikke blev vækket, ville han nok sove indtil det blev middag igen, dagen efter. Mange timer, skulle der til og efter noget tid begyndte han at røre på sig. Han strakte hans ben lidt ud, samt hans vinger. Langsomt lod dem sprede sig roligt ud, så langt de nu kunne. Leddene knagede lidt og gav få knæk. Før den roligt bevægede sig tilbage og foldede sig tæt ind på hans ryg, så han mere lignede en bunke fjer. Liam selv sukkede svagt og rullede om på hans side. Derefter om på halvvejs hans ryg. Hans hoved faldt lidt til siden og hans hals lidt blottet imens hans langsomt åbnede hans øjne og så rundt i rummet og langsomt kom til sig selv igen. Et dybt suk, og minderne kom tilbage, dog-.. Var hans reaktion ikke så voldsom som sidst. Måske fordi han nok også var helt søvndrukken.

Efter at have været hos Liam, var Vetis påbegyndt sine planer. Han havde fået skrevet de nødvendige breve, som skulle distribueres rundt til de pågældende personer. Han ville dermed sende dem ud i god tid, såvel at der kunne forberedes for de kommende planer. Vetis var en punktlig mand, og ønskede ikke at trække tiden ud eller at lade vente med at færdiggøre tingene en anden dag. Hvorfor også gøre det når nu han havde så meget tid på sine hænder? Han smilede ekstatisk idet han fik færdiggjort det sidste brev med instrukser samt andet vigtig information. Vetis kunne næsten se det hele udfolde sig for hans indre øje, og en gysen fór igennem hans korpus. Han kunne næsten ikke vente med at se sit arbejde samt planer gå i opfyldelse, men, som altid ville han være tålmodig og vente. Det var noget af en prøvelse til tider, også selvom han havde flere årtiers erfaring med selvbeherskelse på det område. Til tider var det ved at glippe for ham, men det lykkedes alligevel ham altid at beherske sig selv. Det var at den simple årsag at resultatet var ventetiden værd. Den var altid det hele værd, og mere til. Han fornemmede dermed også at det ville være ligeså denne gang med Liam. Det skulle ske noget meget usædvanligt vis det ellers ikke var tilfældet… men Vetis forholdte sig optimistisk. Det hele skulle nok gå.

Vetis fik forseglet det sidste af hans breve inden at han fik bevæget sig ud for at fordele dem. Da dette var overstået returnerede han til sit hjem. Det havde allerede været lidt af en dag, både for ham selv og Liam, og Vetis tænkte at det var på tide til noget velfortjent søvn. Han smed alt tøj fra sig og lagde sig under dynen på sin nye seng. Hans værelse var ham stadigvæk en anelse fremmed siden ombygningen, men det var der ikke meget at gøre ved. Det var bare at tilvænne sig hans nye omgivelser, samt hans værelse som Sean havde insisteret på at ommøblere. Det var ikke Vetis' smag, for at sige det mildt, men det var ikke noget at klage over. Mange ville have været overlykkelige over sådan et værelse... bare ikke Vetis. Nok om det dog, han ville prøve at stille sig tilfreds med det og alt i alt så tjente det dets formål... hvilket ligesom var det vigtigste. Alt andet kunne så være lige meget.

Efter at have ladet nogle tanker fore igennem hovedet på ham, faldt Vetis endelig i en dyb søvn. Det var dog et under at med sådan en vellykket dag, at Vetis fik sovet uroligt. Vetis' drømme var hjemsøgt at noget som var ham ukendt, og som han intet ville huske noget om. Når han så vågnede igen ville det dog efterlade ham med følelsen af noget som havde været varmt... men som han så havde... mistet? Det var ham uklart og han vågnede irriteret samt undrende. Det lignede ikke ham at sove så dårligt… eller uroligt for den sags skyld. Han mindes ikke hvornår han sidst havde… Vent, jo, det kunne han faktisk godt… men det var ikke en tanke som han ønskede at fortsætte. I stedet stod han op, tog et afslappende bad og klædte sig selv på. Han lavede også en kop the til sig selv som han nød imens at han fik læst i nogle journaler. Han gjorde sig bekendt med tidspunktet på dagen og tænkte at det nok var på tide at aflægge Liam et visit. Liam var nok også sulten på dette tidspunkt, så Vetis lavede en omelet med lidt urter til og fik skåret to skiver brød dertil. Han hældte en anden kop op med noget the, og begav sig til Liam’s opholdssted.

Vetis fik åbnet døren indtil lokalet og så at Liam allerede var oppe. Vetis fik dog sig noteret at han så noget træt ud stadigvæk, men englen havde nok heller ikke sovet så godt… hvilket da altid var en trøst siden at Vetis selv havde sovet elendig.
”I brought you some food,” sagde Vetis i en munter tone og nærmede sig Liam. Han satte bakken med alle tingene på, ved bordet ved siden af. Selv blev han stående og observerede blot Liam.

Liam fik sat sig mere op i sengen, da Vetis kom ind i lokalet igen.. Han gnubbede søvnen ud af hans øjne og så op. Hans egen blonde hår var rodet.. Og begyndt at blive fedtet siden han havde svedt så meget. Tøjet var lidt tykt og-.. Alt hans egen panik og stress, havde fået ham til at svede utrolig meget. Så-.. Hans krops duft var sikkert tydelig. Han så på maden og smilte svagt.

”Thanks..” Sagde han med en tør stemme, han var tørstig.. Han krøb over, og satte sig på puden, ved bordet, og lænede hans ryg op imod sengegavlen. Lige nu? Vetis havde jo kun været sød endelig.. Så han frygtede ham ikke så meget. Han tog kroppen med the forsigtigt og tog en slurk, før han derefter tog tallerken og gik ellers i gang med at spise forsigtigt.

Trætheden var der stadig, men han begyndte at se meget bedre ud. Kræfter var langsomt ved at komme tilbage, derfor troede han også at muligheden for at han kunne komme fri, sikkert var tættere på.

Han sagde ikke så meget, spiste endelig blot i stilhed og så knap nok på Vetis. De følelser som manden havde givet ham før, havde dog-.. Gjort ham noget forvirret. Han trak hans ben til sig og endelig sad krøllet lidt sammen. Imens han spiste.

Da han endelig var færdig, satte han det hele på bakken igen, pænt og nydeligt. Holdte koppen i hans hænder og nød den the som var i. Den varmede dejligt og smagte utrolig godt.

”Thanks again, for the food.” Nikkede han, og så endelig op på Vetis igen, for første gang.

Det var altid noget at se at Liam var i live... og ikke helt nede i kuldkælderen... endnu. Der var skam heller ikke den helt store grund til at han skulle være det. I alt fald ikke hvis man spurgte Vetis, men hvad der så lige var standarden for det, var nok ikke noget som man skulle spørge ham om. Hans oplevelser var trods alt nogle helt andre og hvad han anså som slemt var oftest ikke noget som folk kunne relatere til... Nemlig fordi deres version af det var så tam, i forhold til hans forståelse af det. Oftest hvad han forstod som slemt, var for andre noget i sandhed horribelt som de end ikke kunne forestille sig i deres vildeste fantasier. Enten var de ikke fantasifulde nok... eller også var de for overbeskyttet og privilegerede. Ikke noget som der ikke kunne laves om på... når nu han levede i denne verden. Der var jo trods alt nogen som skulle drive frygt og terror i hjertet på dem. Noget som Vetis skam glædeligt gjorde. Det var ikke fordi at andre forventede andet af et mørkt væsen, så han kunne lige så godt leve op til det... Når han så lige gad. Lige nu var det ikke nødvendigt med Liam.
Lige nu var det nok mere vigtigt at se til hans helbred... samt sørge for at han kunne komme i bad. Ikke at han lugtede så forfærdeligt igen... men, han havde haft ligget på kadavere samt svedet en del. Derudover ville det klæde ham noget at lugte noget bedre.

Liam virkede en del mere stille denne gang. Han havde måske ikke så meget at sige eller spørge om? Vetis holdt bare øje med ham lige så stille og roligt. Hans skrammer så noget bedre ud denne gang. Nu havde de så heler ikke været så slemme igen, og Malakir havde også hjulpet med hans evne. Træthed var dog ikke noget som der kunne gøres noget ved.

"You're welcome..." sagde Vetis smilende og satte sig ned ved siden af Liam på sengen. Derefter samlede han sit ene knæ under sig og lænede sit hoved på det, idet han kiggede på Liam. Hans øjne var stadigvæk lige så betagende samt mærkværdige. Han kunne kigge på dem hele dagen vis det skulle være... Lade sig drømme væk og... og hvad? Han blinkede kort for sig selv inden at han lukkede øjnene for en stund. Et billed af nogle andre blå øjne invaderede samt en følelse af... af...

Vetis tog sig selv til hovedet og holdt krampagtigt om hans eget hår for en stund. Hvad han ikke selv var i stand til at se var at tegnene på hans krop lyste op. Noget som kun Liam var i stand til at se. Det var særligt tegn som han havde i panden som lyste klart op. De blinkede intenst, men dæmpede sig igen. Vetis åbnede øjnene igen og billedet af de andre øjne var væk fra hans indre syn... som havde de aldrig eksisteret. Følelsen af at have mistet de indre billeder, var dog ikke væk. Derfor lyste nogle tegn omkring hans bryst stadigvæk svagt.

Vetis fandt sig selv igen, og lod var mindre irriteret. Han vidste at noget var galt med ham selv, men vidste ikke hvad. Det irriterede også at han næsten havde noget i sine hænder, for blot at miste det så hurtigt. Det værste var dog at han intet kunne gøre, andet end at blive irriteret... samt hjemsøgt i hans søvn... Han ville dog ikke lade det gå ham alt for meget på. Ikke i dag i alt fald. Han havde andet at se til. Andet at fokusere sin tid og kræfter på... Han havde Liam, og Liam trængte til opmærksomhed og træning... samt et bad. Se, det var noget som han kunne forholde sig til.

"Say, how about a long nice and relaxing bath after your meal?" sagde han og vendte sin opmærksomhed mod Liam igen. Han smilede noget så sødt og kørte en hånd igennem Liam's hår. Han lod hånden fortsætte og aede hans kind inden at han stoppede og lod hans hånd hvile på hans kind.

"Sounds nice doesn't it?" Han talte sagte og lod sin tommel ae hans kind, og komme tæt på hans underlæbe, uden at røre den. Han fik det næsten til at lyde som om at han tilbød at tage et bad sammen... hvilket aldrig var helt til at vide... Især ikke med den forførende tone som han brugte.

Liam sad lidt og så på ham, imens han satte sig ved siden af ham, i sengen. Igen, mærkede han hvordan hans eget hjerte begyndte at banke hurtigere, hans krop varmede lidt op og han så væk. Lige indtil Vetis pludselig virkede til at være i smerte. Han gispede og så på ham. Så tydeligt de oplyste tegn og skulle til at gribe ham, for at prøve at få det væk.. Dog var det hurtigt væk igen, han blinkede og så chokeret på manden.. Tankerne fløj igennem hovedet på ham selv og han bemærkede knap nok hånden på ham, indtil den var på hans kind. Hans kinder blev dybt røde og han så lidt ned.. Bed sig selv lidt i underlæben og kiggede derefter op på Vetis.

”Maybe it’s not my business to dwell in.. Bu-.. Ser, uhm.. Those lit up symbols on your body, seem to be causing you pain, why so? And-.. Why are they not removed? It’s not the first time it’s happened.. I-.. I saw them when you last visited me.” Han lød bekymret og lod en hånd række ud.. Hvor han lagde den på Vetis’ brystkasse og derefter gled op og strøg en tommelfinger over hans pande.. Han var stille i noget tid og trak derefter den tilbage.

”A-.. A bath, yes.. I would love to have one.. Doubt that I neither look nice or smell nice..” Han grinte lidt svagt og slikkede sig om læberne inden han bed i hans egen underlæbe igen.

Det var på sin vis mærkværdigt sådan som Liam allerede reagerede på Vetis' tilstedeværelse. Han reagerede som sådan ikke ud af frygt, som de fleste nok ville... ej var han aggressiv eller panisk. Modsat dette… han virkede nærmest interesseret i Vetis… på nok mere end én måde. Sjovt sådan som det var, men Vetis kunne stadigvæk ikke helt fokusere. Hans hoved dunkede let hvilket var noget så irriterende... men, ikke noget som han ikke ville kunne overkomme. Smerten var trods alt intet i forhold til andet som han havde oplevet. Han tog sin hånd til sig selv og placerede den på siden af sit eget hoved. Han gnubbede sit tempel lige så blidt. Vetis havde så længe han kunne huske været inde for smerte, men derved var der stadigvæk nogen som han fandt træls... især dem som man ikke kunne tage og føle på. De var knap så sjove, samt at slippe af med igen når de ikke længere var ønsket.

Vetis stoppede dog straks med at ømme sit hoved da de næste ord undslap Liam's læber. For en kort stund frøs alt i kroppen på Vetis og han stirrede blot på Liam, idet han fortsatte. Oplyste tegn? På hans egen krop?! Han anede næsten ikke Liam’s berøring, da han var mere chokeret end noget andet.

"What on earth are you talking about...?" spurgte han i en kold stemme, med en snert af... skræk? Vetis kiggede på Liam med intense øjne og prøvede at finde ud af hvad manden dog talte om. Han prøvede at finde ud af om dette blot var et påfund... eller om... om der i sandhed var tegn som lyste op på Vetis' krop. Vetis kiggede på sine egne hænder, vendte dem om for at inspicere dem på den anden side... men så intet. Der var intet af det som Liam lige havde nævnt... I sandhed var der skam nogen tegn på hans arme. De lå tykkest og mere samlet om hans håndled, men bevægede sig snoende op af armene på ham.

"Where..." nærmest snerrede han igennem sammenbidte tænder og kiggede med et olmt blik på Liam.

"Where do you see these infernal signs..." spurgte han mere insisterende. Hele hans krop spændte og blodet steg ham til hovedet samt brystkassen... Det var en blanding af raseri samt frygt. Det var ikke hans mening at være vred på Liam, men lige nu var der ikke meget som gav mening. Især at Liam kunne se noget som havde forvoldt Vetis smerte, men Vetis ikke selv kunne se noget... Eller førhen havde lagt mærke til noget. Det var trods alt hans egen krop, og han havde aldrig selv lagt mærke til noget. Det havde så heller ikke førhen været et problem... for det var et problem som Vetis førhen ikke havde kendt til. Det var kun på det seneste at det havde forvoldt ham problemer... Men, måske havde han bare glemt om tidligere hændelser...

Dybt inde... så vidste han at han gik og glemte ting. Der var huller i hans hukommelse og fornemmelser som ikke burde være der, men siden at han ikke var fortrolig med nogen... havde han kun sig selv at regne med... men, han kunne ikke stole på sig selv. Ikke sådan som ting forsvandt for hans sind... såsom det lige så stille gjorde nu. Han havde næsten allerede glemt fornemmelsen samt tankerne fra før. Ikke nok med det så var Vetis også ved at få udvisket omtalen om tegnene... Det var som om at han ikke måtte kende til det.

Vetis greb Liam hårdt om skulderne og skubbede ham ned i sengen. Han sad oven på ham, truende og med sammenbidte tænder. Hans negle nærmest borede sig ned i skuldrene på Liam og holdt ham godt nede. Hans ben var placeret på hver sin side som i at forhindre Liam i at slippe nemt fra ham. Han havde trods alt brug for at han fortalte Vetis alt hvad han vidste... og fortalte ham om alt hvad Liam kunne se.

Vetis ønskede ikke at virke alt for desperat… men nu var situationen lidt desperat i sig selv. Det kunne være at med Liam’s hjælp at Vetis endelig kunne komme dette mysterium til livs. Måske ville han endda finde ud af hvordan han skulle tackle det… og fjerne det. Der var måske også en chance for at… måske var det ikke muligt men, det var ikke til at sige at det var helt umuligt at få udfyldt hullerne i hans hukommelse.

Tanken om at endelig at komme til bunds om hvem han i sandhed var, var utrolig fristende og fik ham kort til at smile. Et måske lidt manisk smil… men et smil var det da.
Vetis gav slip på Liam og rettede sig op, stadigvæk siddende ovenpå ham. Han tog sig til sin trøje, knappede den op og blottede sit eget bryst for Liam. Hans ansigtsudtryk var stadigvæk manisk og hans smil var blevet større.

”Now tell me, my dear Icarus, all which you see. I want to know where they’re concentrated and what they look like…” sagde han med en sukkersød og fløjlsblød stemme… som talte han med en elsker. Vetis tænkte ikke om der muligvis ikke var nogen tegn. Han var nemlig ret sikker på med Liam’s reaktion at der var nogen… og et eller andet sted, vidste han bare at det var sandt. Det var svært at forklare hvorfor han vidste dette, men, det gjorde han bare. Efter at han det havde været nævnt var det som om noget havde slået klik i hovedet på ham.

"I want to know all about them... what colour, what size... everything..." Derved gav han Liam så godt et udsyn som han nu kunne.

Hvad Liam ville være i stand til at se nu, var lidt mere hektisk end det hidtil havde været. Tegne flimrede og til tider var der nogen af dem som lyste en klar blodrød farve. De røde tegn var meget koncentreret omkring Vetis' hoved. Det lå næsten som en krone rundt om hans hoved. Koncentrationsmæssigt var der flest tegn om Vetis' pande, hals, håndled, håndrygge og brystkasse... især over hans hjerte. Hjertet som på Vetis var i højre side på ham, i modsat til venstre side. Vetis' organer var nemlig spejlvendt, hvilket havde været til hans egen fordel til tider. Folk havde det nemlig med at tro at det var som alle andres, og derved havde de ikke ramt de vitale steder som de havde troet. Alt i alt var det de tegn som Liam ville kunne se lige nu. Skulle han se mere, skulle Vetis blotte mere end blot hans brystkasse. Sådan som de lyste op var de nemmere at se i mørket.

De røde tegn lyste meget op lige nu, som om at situationen var ved at være ude af deres kontrol. Vetis' hoved var også lige så stille begyndt at gøre mere ondt, og det var en mere skinger og skærende smerte som bredte sig i hans hoved... men, han var en viljestærk mand, og nægtede at bukke under for smerten, hvilket også var problemet. Vetis var for bevist over situationen og hans viljestyrke var mere end tegnene kunne kappere lige nu... uden at skade ham for meget. Trods hvad man skulle tro var tegnene der ikke for at skade ham... nej, tværtimod... De havde et helt andet formål, men, ingen af denne verden ville nok være i stand til at finde ud af det. Derudover var den eneste i stand til at forstå dem, ikke i stand til selv at se dem. Han var trods alt ikke af engleblod... I modsætning til Liam. Hvilket havde gjort ham i stand til at se dem til at starte med... men, fordi han ikke var på samme niveau som den engel som havde placeret tegnene, var han ikke i stand til at se dem fuldt ud. Han kunne kun se flimmer, lys og farver. Med det sagt var tegnene så også på et helt andet sprog. Et sprog som i Vetis' verden er kendt som Celestial, og som var mere betydninger end ord.

”M-.. S-.. Ser, it’-.. It’s a mess right now..” Gispede han, da Vetis pludselig nærmest angreb ham. Han fandt sig selv skubbet tilbage i sengen.. Og så alt dette udfolder foran sig. Vetis som pludselig var som en helt anden person. Noget eller nogen som han netop var totalt skræmt af.  Dog slugte han en klump og sætte sig roligt op. Han var bange.. Så netop kridhvid i hans ansigt, og hans hænder ville ryste utrolig meget. Dog prøvede han at gøre, hvad Vetis spurgte om. Han kunne se hvordan det gjorde ondt på manden lige nu.

”The-.. They are a mess right now.. Shifting suddenly in color.. There is a lot around your head.. Down your arms, chest and specially heavy around your wrists too.. Th-.. They look near enough like chains on you. Also-.. On your chest and neck.” I mens hans prøvede at forklare, ville hans finger glide over tegnene på Vetis, lade ham mærke det. Han sukkede svagt lidt og så på Vetis. Bange for dette ikke var godt nok, for den gale mand foran ham.

”I-.. I don’t know what it says. I can only-.. Vaguely see them, I’m sorry.. I can-.. See where they are, color and partly-.. What sort of language it is.. It must be some-.. Angel stuff, seeing you haven’t been able to spot them, but I am. But-.. I’m not that powerful.. I’m sorry Vetis.. B-.. Your in pain, so-.. So try and relax.” Han satte sig mere op og rakte ud.. Lagde hans hænder omkring Vetis’ hoved.. Han viste at for nogen.. Så kan berøringen eller blot følelsen af en engel ofte blot give en svag beroligende tilstand.. Dog ville han selvfølgelig ikke bruge hans egen magi på Vetis, fordi han vidste med sikkerhed, at det ville skade manden.. I stedet ville han prøve at kramme Vetis ind til sig. Endda ligge hans vinger omkring manden, så han kunne mærke de bløde fjer og den svage dejlige varme en engel gav.

”Please relax.. You’re in pain.. I’ll try and draw the symbols if I’m able to.. Please calm down.. You’re in pain, this will only further your suffering and get you no where..” Hviskede han svagt.

Tankerne fór igennem hovedet på Vetis idet at Liam fortalte om de forskellige tegn som han kunne se på Vetis. Mon andre også havde været i stand til at se disse tegn på Vetis, eller var det kun Liam? Var det på grund af hans race? Og i så fald betød det også at andre engle kunne se det…? Eller igen, var det kun Liam som var i stand til at se disse tegn rundt omkring på Vetis’ krop? Der var så mange spørgsmål som Vetis ønskede svaret på, og det kunne ikke gå for hurtigt. Dermed irriterede det ham idet at Liam stammede og knap nok kunne få ordene ud. Han knurrede derfor kort af ham og gav ham et blik som betød at han nok snart måtte få tungen på geled... ellers så var der ubehageligheder som ville komme ham i møde.

Heldigvis for Liam selv fik han forklaret noget mere tydeligt med sine næste ord. Vetis valgte dermed at løsne sit greb en smule... ikke meget men blot en smule så knægten muligvis ville falde ned en smule. Jo mere forskræmt som han var desto større var chancen for at hans hals bare ville snøre helt sammen... hvilket bestemt ikke var noget som Vetis ønskede sig lige nu. Især ikke når nu han var den eneste som kunne fortælle om hvad han kunne se på Vetis.

Vetis holdt godt øje med hans hænder samt de ting som han tegnede på hans krop for ham. Vetis prøvede så vidt muligt at brænde fornemmelsen fast samt synet af det. Noget af det virkede underligt bekendt, og Vetis havde en fornemmelse af at han ville genkende det efter at det ville blive nedskrevet. Vis bare han havde noget papir ved hånden... bare et eller andet... Inden at smerten helt fik bugt med ham, for den var efterhånden blevet mere intens.

Hans tanker fór igennem hans hoved... lige indtil at han mærkede nogle hænder omkring sit hoved. Han stirrede på Liam idet at manden havde lagt hænderne om ham og nærmest hev ham tættere mod sig. En handling som nok var ment til at være beroligende eller kærlig. En handling som havde nok så fine hensigter og som normalt også ville virke de fleste tilfælde… men, i dette sammenhæng var der mere end blot dumdristigt. Det var ligefrem livstruende taget i betragtning af Vetis’ sindstilstand på nuværende tidspunkt. Ikke at englen nok havde den fjerneste anelse om det. Liam var vel rar af natur samt barmhjertig og medfølende. Det var en natur som mange engle af hans slags nok ikke kunne komme helt udenom, men der var en grund til at deres natur kolliderede med en dæmon’s natur… De var modsætninger... på mere end ét område.

Vetis krop frøs fuldstændig idet at Liam nærmest lagde vingerne om ham, der var et kort glimt af noget... et minde, inden at Vetis hoved føltes at det var ved at blive splittet i to. Han hylede kort i smerte inden at en flammende vrede tog over og han snerrede dybt. Hans muskler spændte og han trak vejret ud gennem sine tænder. Han hørte knap nok hvad Liam sagde idet hans øre dunkede og hans blod nærmest brændte. Idet han kiggede på Liam igen, var hans ansigt forvredet i arrigskab.

"Shut. Your. Filthy. Insolent. Mouth. Slave," snerrede han og kiggede olmt på Liam. Selv trak han sig ikke tilbage, men hans ansigt var nok tegn på at hans modpart burde... vis han kunne nå det. I Vetis' næste bevægelse tog han hårdt fat om Liam's hals med den ene hånd og klemte til. Det ville stadigvæk være muligt for Liam nogenlunde at trække vejret, men det ville ikke være nemt og han ville nok ikke kunne sige så meget igen. Hvis han i alt fald prøvede på at sige noget ville Vetis blot klemme hårde for at lukke munden på ham. Han ønskede nemlig ikke at høre et eneste ord fra ham på nuværende tidspunkt.

"Not another word from you or I shall rip out that wretched tongue of yours and suffocate you with it..." advarede han med en iskold stemme.

"You think that you're in any position to tell me what to do… because I'm in pain?" Hans stemme var stadigvæk under fuld kontrol, men hans vejrtrækning var begyndt at være mere hastig. Han klemte til og strakte sin arm så Liam ville komme længere væk fra ham.

"You've got another thing coming if you think that you can suggest me anything, you pathetic lump of flesh..." Han rejste sig dermed mere op ovenpå Liam og førte Liam længere ned igen i sengen. Liam skulle under ingen omstændigheder behandle Vetis som et barn, sådan som han havde prøvet at berolige ham, samt holde ham ind til sig. Især ikke nu hvorved at Liam kun havde gjort smerten værre med sin handling. Nok ikke at Liam selv havde vidst det, men det var Vetis da fløjtende ligeglad med. Han havde kun én at rette sin vrede og frustrationer imod og den person var i dette tilfælde, Liam.

"I am in no need of your touch or your disgusting attempt at calming me. Do you understand that? The only thing I need from you is to do what I tell you to... nothing more and nothing less... Are we clear?"

Vetis tog derefter én af Liam's hænder og førte hans pegefinger op mod sin egen mund. Han holdt øjenkontakt med Liam imens at han hårdt bed ned i hans finger, med hensigten i at få ham til at bløde.

"Draw what you see on me... Now!" sagde han hårdt og løsnede sit greb om Liam's hals og ville først helt give slip vis Liam begyndte at tegne på Vetis.

Liam havde slet ikke regnet med at Vetis ville reagere på denne måde.. Slet ikke.. Faktisk havde den naive mand troet at hans kram og kærlige handling ville blive varmt modtaget og endelig blot gjort det hele mere rart for Vetis! Det havde han nemlig tænkt, ellers ville han jo ikke havde gjort det i første omgang!

Hvem kunne ikke lide kram på den måde, når det gjorde ondt? Liam selv elskede det, at blive holdt om, når det gjorde ondt, specielt sådan som Vetis så ud lige nu. Smerten var jo tydelig på manden.

Men hans tanker for et andet sted hen, da han pludselig mærkede hånden stramt om hans hans. Panikken eksploderede i hans eget ansigt og han vidste hurtigt, han havde begået en utrolig stor fejl..

Han havde været klar til at forklare sig, men Vetis’ ord, var rimelig tydelige.. Det var endelig nok bedst at han blot holdte sin mund lige nu.. Sveden og frygten var tydelig på Liam lige nu.. Han rystede svagt og var meget bleg i hovedet.

Et svagt gisp forlod hans egne læber da han blev presset mere ned i sengen og hans vinger lå flat til siderne, på hvad side af ham, på sengen.. De lyseblå øjne så op på Vetis og han rystede lidt imens han lyttede til hvad manden sagde. Dette var alt så fjernt fra hans egen virkelighed. Han forstod ikke hvordan det hele var endt sådan her. Men det gik nu op for ham.. Han skulle være på Vetis’ gode side, for at have det godt lige nu.. Og endelig ville han jo også bare gerne være det, med manden. Hvorfor ville han gøre ham ondt?!

Da han hørte spørgsmålet fra Vetis, nikkede han blot. Han ville ikke sige noget, og kunne slet ikke få ord ud af hans mund. Hans hænder lå låst omkring Vetis’ hånd, som var på hans egen hals. Han prøvede forgæves at trække vejret rimelig stille og roligt, og prøve at få ordenlig luft, men det var virkelig ikke nemt lige nu, slet ikke.

Et skræmt udtryk var på Liam’s ansigt, da Vetis tog hans hånd, og bed i den. Han gispede svagt i smerte og prøvede at rive hans egen hånd tilbage igen.. Specielt da han så blodet piple frem.

Han hørte ordren derefter og så lidt på Vetis.. Det tog ham noget tid.. Men han nikkede og satte sig lidt op, hvilede på hans ene albue i sengen og begyndte derefter at tegne over mærkerne.. Han tænkte det nok var bedst.. At kopiere alle mærker som han så dem, på huden.. Englen fokuserede så godt han kunne og hans berøring var let og blød på Vetis’ hud. Hans blod markerede snart alle tegene op og han gjorde det grundigt, for at få alle buer, krum og andet med.

Da han var færdig, tog han hånden til sig, og suttede på hans egen finger, for at få blodet til at stoppe. Han sagde intet og så lidt væk. Vidste slet ikke hvad han skulle gøre ved sig selv, sådan som han var fanget her.. Smerten i fingeren gjorde ham intet, faktisk havde han svagt rødmet lidt, da Vetis havde puttet hans finger i munden.. indtil smerten havde dukket op.

Det ville være så nemt blot at gøre det af med Liam... Det skulle ikke meget til, og det var heller ikke som om at han gjorde modstand - tværtimod. Manden virkede trods alt til at ville hjælpe Vetis, af én eller anden årsag. Det kunne umuligt kun undskyldes med at det var fordi at Liam var en engel. I så fald så stod den race til forfald, og det ville dermed være at under at racen havde eksisteret i så mange år. Derudover skulle Liam nok overleve lidt endnu. Han var trods alt meget føjelig og gjorde hvad Vetis sagde. Han var nok også for bange til at gøre noget andet, hvilket Vetis var godt tilfreds med. Han kunne sagtens håndtere de mere besværlige slaver og de rigtig modstridende - intet problem, men det var nu og engang rart med dem som bare makkede ret...

Vetis nød kort at gøre skade på Liam... samt smagen på hans tunge. Han slikkede sig kort om munden inden at Liam fik udført sin opgave. Det virkede at tage Liam en smule tid, men det lykkes for Vetis at forholde sig tålmodigt og afventende. Det var noget af en prøvelse på nuværende tidspunkt, men det var ham nødvendigt. Han havde trods alt kun Liam som kunne hjælpe ham med at afklare disse mystiske tegn som havde åbenbaret sig på Vetis' krop. Nu håbede Vetis bare for Liam's egen skyld at han havde gjort det rigtigt og ikke havde lavet nogle fejl. Det var trods alt noget som nok skulle til at stå ham dyrt.

Det var i mellemtiden også en smule underligt for Vetis at mærke afmærkningerne på hans krop, idet at Liam tegnede på ham. Det var svært at beskrive fornemmelsen, men der var noget som skreg i baghovedet på ham. En form for advarsel, men Vetis ignorerede den så godt som han kunne. Han var stædig i dette tilfælde og stolede ikke meget på disse ukendte følelser. Derudover ønskede han svar så brændende at sådan en fornemmelse ikke skulle komme i vejen for hans opdagelse. Han følte trods alt også at han var så tæt på et gennembrud... noget som kunne give ham noget mere holdbart... fast ståsted at arbejde ud fra. Det var umådeligt frustrerende at ikke vide fra eller til eller at have et sted at starte det hele på. Han manglede simpelthen så mange informationer, og det var heller ikke til at sige om dette ville være nok. Han håbede blot på det bedste, og at Liam snart ville blive færdig inden at han mistede tålmodigheden og vrikkede halsen om på ham.

"Finally..." sagde Vetis sagte og så ned på sig selv, og der hvorved at Liam havde oplyst tegnene. Vetis lagde mærke til at der var en del på hans håndled, som sad tæt forbundet med hinanden. Han begav sig derved til at kigge videre og en ubehagelig fornemmelse byggede sig op bagerst i hovedet på ham. Der var noget foruroligende ved disse tegn. Hvad Vetis selv kunne se var at de var af hellige af natur... og magtfulde. Det var ikke nogle tegn som alle og enhver kunne benytte sig af, eller noget som man skulle tage let på. Især ikke i hans egen verden, men det var ikke til at bedømme deres kræft og effekt i denne verden.

"I think I know these..." sagde Vetis enlig lidt til sig selv, og kunne tyde få af dem. Det så ikke godt ud, og nogle af dem var ret foruroligende... nemlig fordi at de var forseglinger. Hvad de forseglede vidste Vetis ikke, men der var en del af dem. Han kiggede ned over sig selv og så en masse over hans hjerte... hans hjerte som bankede hurtige og hurtige i hans bryst... og det virkede ikke til at ville sætte farten ned.

Vetis rejste sig op fra sengen og trådte bagud. Han blinkede flere gange og prøvede at fokusere mere på tegnene... Han var så småt begyndt at miste fokus og hans blik var begyndt at blive sløret.
"Something is wrong..." han trådte længere og længere væk fra Liam. Fornemmelsen var ikke til at ignorere mere og Vetis tog sig til sit hoved. Det var imperativt at han lyttede til den nu... for han havde begået en fejl uden at vide det. Pludselig var der noget som faldt på plads i hovedet... blodet... Liam's blod havde gjort noget ved de hellige tegn. Liam ville selv kunne se sit blods effekt ved at det lyste tegnene mere op, i et klart hvidt skær.

Vetis begyndte at gnubbe på blodet. Han blev nødt til at fjerne det - hurtigst muligt. Det var dig svært siden at han følte sig meget svimmel og ikke følte sig herre over sine egne bevægelser. Han prøvede dog ihærdigt, men det var alt for sent. Tegnene var ved at tage effekt og der var ikke noget som Vetis kunne gøre... af hvad han vidste.

"No..." fik han fremstammet og han kiggede hen imod døren. Han vaklede dermed hen mod den for at komme ud. Han havde brug for noget vand, for mon ikke om det kunne hjælpe ham med at vaske blodet væk? Med besvær fik han åbnet den og lukket den efter sig så Liam ikke kunne komme ud.  Det hele var gået galt, og Vetis stod nu til at miste det hele igen, men vis blot han kunne få fat på noget vand. Han ville måske kunne redde situationen, og stoppe tegnene. Han blev ved med at håbe også selvom at han vidste at slaget var tabt. Det blev han nødt til, for han havde ikke andet at holde sig til... intet.

Vetis nåede i sidste ende ikke særlig langt... han var gået få meter ude i gangen inden at han havde kollapset. De hellige tegn var blevet forstærket af Liam's blod, og hvad end Vetis gemte på var igen blevet forseglet... sammen med de minder som han havde fået tilbage... Minderne om isblå øjne og blodrødt hår... øjne så milde og kærlige... øjne som så ham for hvem han i sandhed var.