Will forever be free (Cimberlie)

S: Doomsville, den fattige del af byen
T: Sen aften
V: En hård vind og tunge skyer.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

For en gangs skyld sad Sean ikke oppe på borgen. Han sad ikke i stearinlysenes skær for at læse eller skrive dokumenter i et væk. Tværtimod kunne man sige. På det sidste havde han ikke været der mere end der var behov for. Han var endda begyndt at bruge sit eget hjem igen, et hjem som han oprindeligt var kommet tilbage til Doomsville for. Men som Hersker havde det virket nemmest at sove på borgen. Og hvad der først var en nat eller to, var blevet den nye standard. Men ikke længere. Sean havde brug for ændringer. Han havde brug for at lave noget nyt, lave noget han selv kunne lide. Det kunne ikke passe at en stærk dæmon som ham selv sad fanget i et kedeligt job, som han faktisk ikke ønskede. Tvunget til det, javist. Men hvad ville Natalie egentlig gøre, hvis Sean en dag annoncerede han ikke længere var hersker af Doomsville? Og hvem ville tage over?
Der var ingen det rigtig kunne gå ud over mere. Jo, Natalie kunne stadig tage Lori igen. Men i det at de ikke længere var et par...Betød det så noget? Ville Natalie gide bruge energi på det, hvis Sean ikke virkede interesseret?
Det var den slags tanker han skulle igennem, før han kunne tage en beslutning. Hvad var bedst. Hvad ville give mest sjov i det lange løb. Jobbet som hersker hang ham langt ud af munden, så meget, at han knap nok gad gøre sig umage mere. Han gad ikke se interesseret ud. Han gad ikke sidde på borgen. Han gad ikke høfligt tage imod adelige og deres dumme små problemer. Han ville være fri igen. Fri til at gøre hvad HAN ville. Magt gjorde en fri. Men det fangede også en. Lige nu havde han mere magt end nogensinde...Og alligevel følte han sig fanget. Det var efterhånden gået op for ham at han ikke søgte magt i form af titler. Nej. Det var den personlige magt der betød noget. Som det at være archdemon, og han derfor havde styrken til at slå folk ihjel eller fjerne dem, hvis det var det han ville. Eller magten over andre folk, i form af blackmail og informationer.
Det var den slags han kunne lide.

Derfor var han forsvundet. Okay, ikke rigtig forsvundet. Men han gik ud fra der nok gik nogle folk rundt på borgen og ledte efter ham, van til at han altid var der. Men ikke i nat. Og måske ikke de næste mange nætter. Nej, i stedet var han igen i byen. En by der godt nok kendte ham, både af navn og udseende. At være anonym var umuligt. Måske skulle han rejse. Opholde sig i en by, der ikke kendte ham så godt. Det eneste problem var blot at Doomsville var hans hjem. Det eneste han havde tilbage. Det eneste sted han følte sig...Tryg? Rolig?
Alle disse nye tanker holdt paranoiaen væk. Hvilket var endnu et incitament til ikke at droppe dem. I nat var en god nat, for paranoiaen fyldte ikke det hele og gjorde ham ængstelig. Han tænkte ikke på hvor alene han var, hvor mange folk der havde droppet ham eller rejst fra ham, eller på at ingen nogensinde ville holde af ham og blive hos ham. Svage tanker, ting der ikke burde betyde noget, men som gjorde det alligevel. Nogle nætter - eller dage - var han så ensom, at det gjorde ondt i hans dybeste væsen. Nogle dage var han på grænsen til bare at blive sindssyg. Bare slippe tøjler og...Blive noget andet. Være noget andet.
Men i nat var han nogenlunde sig selv. Med evner han aldrig virkede til at glemme helt.

Han trak vejret dybt. Han havde to mænd med på denne opgave. Det var længe siden deres leder havde involveret sig i en opgave personligt, så han kunne ikke fortænke dem i at virke nervøse. De to mænd gned hele tiden deres hænder, så sig over skulderen eller stod uroligt. Men hvis arbejdet skulle gå problemfrit, skulle de til at få styr på dem selv. Normalt tog Sean de større og mere vigtige opgaver. Men i dag ønskede han bare at vende stille og roligt tilbage til det. Noget småt. Noget, så han kunne fornemme om han stadig havde det i sig. Derfor var de to mænd også blot to almindelige medlemmer og ikke nogen af speciel rang. De havde aldrig arbejdet sammen før og måske undrede de sig over hvorfor han ville lige med dem.
"Slap af. I ødelægger opgaven hvis I bliver ved på den måde" hans dybe, brummende stemme fik næsten den ene til at hoppe på stedet. Men i det mindste så de ud til at tage sig lidt mere sammen. Den ene rakte ham en nøgle. Nøglen var blevet kopieret fra den oprindelig for et par dage siden. Efter at se sig omkring i den mørke gyde, trådte Sean helt hen til bagdøren og lod nøglen glide ind. Den mødte ingen modstand, som den drejede og åbnede døren for dem. Det velkendte klik, som forhåbentlig blev nogenlunde dæmpet af Seans tætte tilstedeværelse. Ikke at der virkede til at være nogen i gyden som sådan.
"Hurtig ind, hurtigt ud. Det er på tide vi igen indtager byen, som vi gjorde i gamle dage. I aften skal vi minde butikkens ejer om den aftale han havde med klanen...Og om hvad der sker hvis han glemmer den igen. Ved I hvad I skal?" Sean så hen på dem. Hans mørkegrå øjne, der virkede helt sorte i natten, gik fra den ene til den anden. De nikkede begge to. Med et enkelt hævet øjenbryn åbnede Sean døren og lod dem om at gå ind først.

Natten var...Well. En unaturlig storm havde lagt sig over byen. Faktisk virkede det til et unaturligt vejr generelt havde lagt sig over Underworld. Han vidste ikke hvad det gik ud på og det var foruroligende. I aften var det ikke så slemt, som det havde været andre dage. En hård vind hev stadig i deres tøj og kølede dem ned i nattens skær. Tunge skyer blokerede for månen og stjernerne, foruden at love endnu mere regn. Som om de ikke allerede havde fået nok. Seans støvler var mudrede af at gå igennem byen. De skulle passe på med at sætte for mange spor indenfor. Ikke fordi ejeren ikke måtte se de havde været der, men mere for det professionelle af det. Sean foretrak ikke at efterlade flere spor end dem de bevidst efterlod.
Iklædt sort og varmt tøj gik han selv i-et med nattens mørke. Han havde ikke sit sværd på sig, hvilket næsten var en fremmed fornemmelse. Men et langt sværd langt det ene ben var ikke optimalt på sådanne opgaver. I stedet havde han bevæbnet sig med et par dolke, blot for tilfældets skyld.
Ejeren ejede et antikvariat. Hvilket var et godt sted at sælge ting videre, som klanen havde stjålet andre steder. Men fordi Sean havde fokuseret på mange andre ting i...Alt for lang tid...Var mange af deres oprindelige aftaler med butikkerne løbet ud i sandet. Det var derfor et naturligt skridt, for at vende tilbage til tingenes tilstand. De ville blot stjæle lidt af mandens indhold, som "kompensation" og lægge en besked, der lovede langt værre ting, hvis manden ikke tog sig sammen. Nåe ja, selvfølgelig sat fast med en dolk. En kliche, men det virkede. Den dolk kunne lige så godt have siddet helt andre steder.

Opgaven gik godt. Til sidst skulle de bare ud igen. Mens Sean låste døren efter sig, lød der dog en lyd bag ham, som en af hans mænd virkede til at opdage noget - eller måske ligefrem løb ind i noget. Sean rettede sig op for at se hvad det gik ud på.


//du er velkommen til at være den, de støder ind i - og hvis ikke, så er det nemt at gøre vedkommende til en random NPC. Indlægget ville bare blive for langt og jeg ville gerne give dig en mulighed for entre og for at opdage Sean på et ikke-ønsket tidspunkt xD

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ak ja var der noget bedre end at vandre rundt i den fattige del af byen. Med mørket omkring sig, og de fleste personer iført sort tøj var det tydeligt at se, at hun skillede sig utroligt meget ud. Den hvide lårkorte hvide blonde kjole sad tætsiddende, selvom vinden fik den til at flagre en smule. Det lange blonde hår flagrede vildt i vinden, dog kunne hun godt se noget så helt slemt var det vel ikke - Det kunne selvfølgelig sagtens blive meget værre, og ende med at hun slet ikke ville kunne se noget overhovedet. Hendes øjne var rettet mod omgivelserne som hun kom gående forbi flere og flere personer, og hun kendte ingen af dem. Aldrig før havde hun set dem, og kunne ikke sætte en finger på om hun mon tilfældigt havde stødt ind i nogle af dem. Det havde hun sikkert ikke, hun kunne slet ikke komme i tanker om det, så hun behøvede ikke stoppe op for at snakke med dem. Med de hvide stiletter på fødderne kunne det tydeligt høres hvergang hun tog et skridt fremad. Det tiltrak en hel del opmærksomhed, blikke blev kastet i hendes retning, dog kiggede hun kun på omgivelserne som hun kom lidt forbi hen ad vejen. Et bredt smil bredte sig over hendes læber, og selvfølgelig kunne det ikke undgås at hun nød den opmærksomhed hun fik, dog var hun vant til det, så hun tog det bare med et smil.

Så gik hun lidt videre, og pludselig stoppede hun op for det blonde hår flagrede som en vild sky ind foran hendes øjne, så det gjorde det utrolig svært at se noget. Så hun var nød til at stoppe op for at fjerne det fra øjnene samt ansigtet, dog valgte hun lidt efter lidt at fortsætte hendes gang. Håret var væk fra øjnene så meget som det nu kunne trods den stærke vind, og ikke langt væk fra hende kunne hun høre noget, nogle snakkede men hun vidste ikke hvem det var. Så tæt på var hun ikke endnu, og valgte dog at sætte kursen imod stemmerne, for nysgerrrig var hun da. Enlig havde hun heller ikke noget imod den stærke vind, vind var altid et frisk pust så hvorfor ikke nyde det lidt. Smilet blev en smule større, og hun gik så videre hen mod stemmerne hun havde hørt længere fremme. Gad vide, hvad der skete enlig, hun kunne mærke hendes nysgerrighed blev større og større. Pludselig imens hun gik derhen, begyndte det at blæse endnu mere, og det fik det lange blonde hår endnu engang til at flagre ind foran hendes øjne. Ja nu kunne hun slet ikke se noget, så alt imens hun prøvede at fjerne det kunne hun pludselig mærke hun stødte ind i noget - Nærmere nogen.

Uden at se hvad, eller hvem det var hun var stødt ind i, mærkede hun dog en arm lagt omkring hende. Måske for at hun ikke skulle falde bagover, eller forover, dog kunne hun ikke se noget for alt det hår der var ind foran hendes øjne. Med en hånd lagt ind mod personens bryst bare for at holde lidt fast et eller andet sted, førte hun den anden hånd op mod hendes ansigt for at flytte håret væk, så hun kunne se noget igen. Da det blev fjernet blev hendes blik mødt af en person hun ikke vidste, hvem var, og hun burde måske sige noget i øjeblikket men gjorde det ikke. Et bredt smil bredte sig over læberne, og hun fik fjernet det sidste hår væk fra ansigtet"Kender jeg dig"spurgte hun bare undrende mod personen, for ham havde hun hvist ikke set før, og hun havde heller ikke set at Sean faktisk var der også, måske fordi personen stod i vejen.

Dog kom er en bekendt duft hen forbi hendes næse, og hun trådte væk fra personen der havde taget fat rundt om hende, så hun ikke skulle falde. Det var vel på tide at gå videre, der var ikke tid til at besvare personens spørgsmål, om hun kendte ham. Cimberlie kastede kort med det blonde hår, og satte en fod foran den anden for at gå videre, dog nåede hun ikke langt for håret begydnte endnu engang at flagre som en gal foran hendes øjne, så hun kunne igen ikke se noget"Ejmen altså!"råbte hun halvt irriteret, og stødte så IGEN ind i nogen, dog kom duften fra denne person her som hun var stødt ind i. En meget bekendt duft, huntog blidt fat rundt om personens skulder bare for at holde fast, så hun ikke væltede den ene eller anden vej"Undskyld"lød det lavt fra hende, og hun begyndte at fjerne noget af håret væk fra ansigtet, men da hun så kunne se at det var Sean, blev hun helt overrasket"Sean!"lød det højt fra hende i en overrasket tone, før hun faldt bagover og kom til at hive ham med i faldet.

Han kunne høre en lyd et sted længere nede af gyden. Han havde været den sidste til at forlade stedet, så han sørgede for at låse døren efter dem. Imens havde han vinket de to andre af sted. Der var ingen grund til at følges længere og jo hurtigere de kom videre, jo mindre var risikoen for at få vidner.
Døren drillede. Uden tvivl en gammel og halvskæv dør. I et øjeblik forbandede han fattige mennesker, der ikke havde råd til ordentlige huse eller, så det ud til, døre. Eller måske fandt ejeren det blot charmerende?
Det var ikke en af de nyere bygninger i hvert fald. Engang havde et jordskælv fjernet en god del af byens fattige del. Hvilket havde givet unikke muligheder for at bygge det hele op igen, med mere plads og orden. Men dette var den gamle bydel. Husene stod tæt, var skæve og triste at se på. Om dagen, i hvert fald. Om natten lignede det bare sorte blokke med vinduer. For folk som Sean, der ikke havde nattesyn, i hvert fald.
Endelig gled nøglen rundt. Som nøglen gled ned i lommen og han drejede sig for at gå, stødte han ind i nogen.

Det hele var hvidt og fuld af hår et øjeblik. Håret blev blæst ind i ansigtet på Sean og fik ham til at lukke øjnene og dreje hovedet automatisk. Det duftede rent, og var det ikke fordi han var på vej midt i et fald, ville han måske bemærke det også var for rent til denne bydel.
Balancen forskubbede sig. Hvor han før havde trådt et halvt skridt bagud for at gribe sig selv og personen, mærkede han nu kvindens hårde greb og trækket fremefter. Han nåede ikke at sætte foden frem. I stedet gled hans hænder automatisk frem i et forsøg på at gribe ham.
Han ville gerne sige han ikke landede med sin fulde vægt på kvinden. På en eller anden måde undgik han det også. Med den ene hånd stødte han fra og gled til siden, så kun hans ben blev viklet ind i hendes. Faldet havde i sig selv ikke været hårdt, men det kunne mærkes. Mest i hvordan det halvt havde slået luften ud af ham og det værkede i den skulder, som han havde grebet sig selv med. I det mindste havde han ikke slået hovedet ned i jorden.
Mudderet var koldt. Men måske fordi han netop ikke var i fint tøj eller på fint besøg, gjorde det ham faktisk ikke noget. Jo, det var vel altid rart at være uden mudder. Men det var heller ikke noget han blev irriteret over.
Et automatisk undskyld lå på hans læber, men blev aldrig udtalt. Han havde intet gjort forkert. Om noget måtte det være kvinden, der - kunne han se nu - var alt andet end klædt på til det uvejr de havde haft konstant på det sidste. Hvem iklædte sig også hvidt når man gik ned i den fattige del af byen, tilmed om natten? Kvinden var tydeligvis klædt for fint til både bydelen og vejret.

Sean rømmede sig, som han sætte sig ordentlig op. Tørrede sine hænder af i trøjen, før han drejede sig og kom op på det ene knæ. Hans blik gled over kvinden igen. Først nu slog det ham at hun virkede bekendt. Havde hun ikke også kaldt hans navn?
"Er du okay?" Lød hans dybe brummende stemme. Blikket gled op, men de var alene i gyden. Han rømmede sig svagt, et lille smil gled over ham.
"Jeg erindrer vi har mødt hinanden på denne måde før. Det ser ud til vi er skæbnebestemt til at mødes enten til fine fester eller ved mudderet i en gyde"
Han rejste sig op, før han tilbød hende en hånd.
"Jeg er bange for din kjole måske ikke bliver helt hvid igen" tilføjede han sigende.

Det havde slet ikke undret hende at hun ville falde i mudderet sammen med ham, fordi hendes balance plus håret ind foran øjnene gjorde generelt balancen dårlig for hende. At de så landte i mudder havde hun ikke set, og opdaget, før hun kiggede kort ned ad sig selv. Ja den hvide blondet kjole var fint dækket til af mudder, hvilket kun fik hende til at smile. Det var ikke fordi hun var en af de kvinder der gik i panik over en plettet kjole, ja hun gik ikke helt vildt meget op i det, så at der var kommet mudder derpå var, hvad det var. Hendes øjne fulgte ham, og da han tilbød hende en hånd, tog hun uden at tænke over det imod den. Så kunne hun også komme op at stå, så hun ikke blev i mudderet, for det ville vel heller ikke være så hyggeligt i længden. Da hun så kom op at stå børstede hun sig kort af, men opgav eftersom det slet ikke hjalp ret meget, fordi kjolen trængte virkelig til en vasketur. Det var ulempen ved at have taget en hvid kjole på, og at den slet ikke passede ind i den her fattigge del af byen var noget hun slet ikke havde tænkt på. Et bredt smil bredte sig over hendes læber, og hun lod hendes øjne hvile sig lidt på ham. Hun fjernede nogle totter hår væk fra ansigtet bare for at kunne se ham bedre an, tænk at det havde været så lang tid siden at hun havde set ham. Han var ikke en fremmed for hende, nej han var en hun havde savnet at se, dog sagde hun det ikke. Hvad hvis han slet ikke havde det på samme måde, så ville det da helt sikkert være træls hvis hun havde afsløret at hun havde savnet at se ham. Dog havde hun selvfølgelig også savnet at være sammen med ham, men det valgte hun ikke at sige noget om lige i øjeblikket.

Det var pænt af ham at hjælpe hende op, som hun kunne huske det så havde han hvist altid være en gentleman, selvom han havde andre sider også. Med øjnene hvilende på ham, og da hajn spurgte om hun var okay kiggede hun kort ned ad sig selv. Der var da ikke nogle skader, havde der været nogle var de sikkert godt igang med at hele, så hun lagde hovedet lidt på skrå og gav et nik fra sig"Ja jeg er okay"svarede hun med venlig stemme, hvorefter hun sendte ham et smil"Hvad med dig er du okay"spurgte hun så en smule bekymret fordi hun vidste jo godt at det var hende, som havde væltet dem begge to kun fordi håret havde valgt at flagre løs ind foran hendes øjne. Hendes blik faldt så rundt på omgivelserne, og mændene kunne hun slet ikke se længere, var de allerede smuttet. Måske de havde andre ting at lave, og se til end at være her. Dog var der også en nysgerrighed over, hvad Sean enlig lavede her, han havde hvist været inde i en butik efter noget. Det var hvad det havde set ud til, så nysgerrig var hun da, men undlod at spørge efter det, fordi ligenu var der nogle andre ting der var igang.

Hun gav hans hånd et blidt klem, og lod så hendes øjne hvile sig på hans ansigt igen, og hun sendte ham et smil"Det har vi også, det har været lang tid siden vi sidst så hinanden" ja det havde faktisk været en del tid der havde gået siden de sidst så hinanden, og hun var faktisk nærmest ret sikker på at han ikke kunne huske hende. For så meget havde de hellere ikke været sammen, men gad vide om det havde været nok til at han kunne huske hende"Det må være skæbnen at vi skulle møde hinanden igen, om det er til fester eller i en mudderet gyde er kun ganske interessant og morsomt"lød det fra hende efterfulgt af et mildt grin, for det var nu ret sjovt. Men glad for at have mødt ham igen det var hun, også selvom hun ikke vidste om han faktisk kunne huske hende sådan helt, men det virkede da sådan, hun håbede hvertifald ikke han troede hun blot var en tilfældig kvinde der havde kaldt hans navn. Da han så nævnte at hendes kjole aldrig ville hvid igen nikkede hun og havde helt glemt at give slip på hans hånd, så hun gav slip hvorefter hun lod blikket glide ned ad hende"Nej den bliver nok aldrig hvid igen, men der er flere kjoler i samme farve og stil så det gør ikke noget"smillede hun og kiggede så på ham igen"Hvad med dit tøj"tilføjede hun undrende.

Hun slap ikke hans hånd med det samme og Sean vidste ikke hvad han skulle lægge i det. Som incubus havde han intet imod berøringer. Han fjernede dog ikke selv sin hånd, for det kunne være hun endnu havde brug for den smule støtte den nok gav. Skulle nødig have hun gik og faldt igen.
Hans blik gled ned over hende, som hun tjekkede sig selv for eventuelle skader og for at tage kjolen i øjesyn. Den var mere sort end hvid, formentlig også våd af mudderet. Heldigvis var vampyrer ikke typen der frøs ihjel så nemt. Men i denne vind, der konstant hylede omkring dem, kunne det næppe rart. Sean trak vejret dybt. Jah, han burde også sikre sig hun ikke havde lagt mærke til noget, som hun ikke burde.
"Jeg har det fint, tak" Et svagt, skævt smil gled over ham. Nu med begge hænder fri, gjorde han en ligegyldig gestus mod sit eget tøj.
"Det er beregnet til beskidt arbejde" Han trak let på den ene skulder. Det var ikke noget hun skulle bekymre sig selv med. Det kunne trods alt vaskes.

"Du er ramlet ind i mig på et uheldigt tidspunkt..." Startede han ud. Med gyden var ikke det rigtige sted at diskutere sådanne ting. Langt fra. Desuden ville Sean gerne væk derfra. Så han endte med at slå let ud med den ene arm, som tegn til om de skulle følges ud på den større gade. Det var heldigvis sent på aftenen, så sandsynligheden for at mange ville se dem og undre var...Mindre. Selv ville han gerne forblive uset, så han ville nok stadig holde sig til de mindre gader, end ligefrem hovedgaden.
"Jeg insisterer på at vi må snakke. Mit hjem ligger for langt væk, til at jeg føler vi bør gå derop. Så lad mig i stedet invitere dig til et andet sted jeg ejer" bemærkede han. Der lå en bestemt tone i hans ord, der fortalte at han ikke havde planer om at lade hende gå lige med det samme. Han håbede dog på hun frivilligt fulgte med.
"Hvad laver du hernede? Leder efter mad?"

Synet af hans hånd han ikke havde fjernet, fik hende til at dreje overkroppen en smule for de skulle til at gå. Hendes hånd strejfede hans så den rørte en smule, og hendes øjne fulgte med bevægelserne. Måske det var bedst at holde hans hånd i sin, bare for at hun ikke skulle miste balancen igen. Han virkede heller ikke til at have noget imod berøring jo, så hun lod hendes hånd finde hans i et tag. Så holdte hun ham i hånden igen, og nu kunne de sikkert gå videre. Dog undrede det hende, hvad han havde lavet her ved butkken og hun skulle nok få det ud ad ham - Ligemeget hvad. Hans tegn til at de skulle gå ud på en større gade, var en god idé. Hun gav et nik fra sig, og med hendes hånd i hans igen, gik hun hen imod den større gade"Jeg ramler hvist ind i dig på interessante tidspunkter"sagde hun og gav ham et lille puf med den ene skulder. Stadigvæk vidste hun ikke, hvad han havde været igang med men det havde helt sikkert været noget med butikken at gøre. Spørgsmålet var bare, hvad.

Da de så gik hen imod den større gade faldt hendes øjne rundt på omgivelserne de gik forbi, ja nogle enkle butikker kunne også skimtes, så man kun lige kunne se lidt af dem. Et bredt smil bredte sig over hendes læber, og hun fandt det meget hyggeligt at gå her i mørket, hvor hun faktisk passede lidt bedre ind nu, hvor kjolen var sort frem for hvid. Håret flagrede som altid vildt meget men hun holdte øje med det undervejs hendes trin, så hun hele tiden havde mulighed for at se hvor hun gik. Blev det slemt så var det jo godt at hendes hånd lå i hans, ellers måtte hun reagere hurtigt og handle. Ligenu kunne hun godt holde vinden ud, og desuden var det meget forfriskende. Hun havde altid godt kunne lide vinden, den var altid et frisk pust - Lige på nær når den fik det lange hår til at flagre ind foran hendes øjne. Gående i mørket sammen med ham, var de enlig godt skjult for de fleste, så de ikke kunne se dem. Ja efter mudderet på den hvide kjole, så kunne man vel godt sige at hun passede lidt bedre ind. Et mildt grin undslap hendes læber, og hun kiggede hen på Sean"Med en nu sort kjole må jeg anerkende at jeg passer bedre ind"flere små grin kom ud ad de bløde læber, og hun lod hendes øjne hvile sig på ham.

Hvor de var på vej hen havde hun ingen idé om, hun fulgte blot med ham for hun var sikker på, at han vidste hvor de skulle hen. Hun gav hans hånd et klem ikke hårdt men blidt, og lod hendes øjne hvile sig lidt mere på ham. Efter få minutter kiggede hun væk fra ham, nu skulle hun jo også se hvor hun gik henne, også selvom hun havde hendes hånd i hans. Det ville se mindre elegant og yndigt ud, hvis hun gik ind i noget"Jeg laver ikke det helt særlige, gik lidt rundt for mig selv og betragtede omgivelserne"svarede hun og fik et lille smil frem på læben, hvorefter hun kort drejede hovedet mod ham"Så stødte jeg ind i en af dine mænd tror jeg det var, hvorefter jeg mødte dig igen"lød det fra hende i en venlig tone, og hun blinkede kort til ham. Så fjernede hun blikket fra ham og strøg nogle hårtotter væk fra ansigtet, for nu begyndte vinden at tage fat i håret endnu engang, men sådan var det jo.

Gad vide, hvad sted det var han snakkede om hun var faktisk meget nysgerrig og spændt på det. Som de gik videre sammen på den større gade, lod hun blikket glide rundt en smule i omgivelserne, og hun kunne godt se der fortsat var nogle folk her og der. De havde nok intet imod mørket, og vejret siden de opholdte sig udenfor i det. Ja måske de også bare godt kunne lide at lave det som de nu lavede"Jeg vil mere end gerne godt snakke med dig, jeg har savnet det"sagde hun og kiggede hen på ham, hvorefter hun pludselig stoppede op. Hun vendte kroppen en smule, så hun stod ved siden til og kiggede på ham"Husker du mig"lød det lidt undrende og spørgende med et bredt smil på læben.

Der ville ikke være så langt hen til det sted, som Sean havde haft i tankerne. Hvilket passede ham fint. Vejret var dårligt og han havde en ide om det nok ville blive endnu værre i løbet af natten. At komme ind i en tør og forhåbentlig mere varm stue var virkelig hans motivation til at gå en anelse hurtigere, end han nok ellers ville have gjort. Det, og så det at han gerne ville væk fra gyden før han blev set. Eller endnu værre, genkendt. Genkendt af flere, i hvert fald.
Han smilte svagt ved hendes ord.
"Beundrer...Rotten Root? Ikke for at være en kritiker. Men denne del af byen byder mest på mudder og hjemløse" bemærkede han, men lod emnet falde. Det var i princippet ligegyldigt hvorfor hun var her. Desuden var det ofte stedet at gå rundt, hvis man søgte en eller anden form for underholdning. Hvilket måske nok havde bragt Cimberlie herned. Hun var trods alt ikke typen der sad helt stille.
Han svarede ikke på det med hans mænd. Det var et emne han gerne ville vente med at gå i gang med, til de var sikkert indenfor. Bare de to. Hvor de kunne diskutere tingene uforstyrret. Sean havde nogle ting, som han havde brug for at gøre klart og til det ønskede han Cimberlies fulde opmærksomhed.
Selv om...
Han havde nu en fornemmelse af han havde hele hendes opmærksomhed i forvejen. Selv om han havde givet slip på hendes hånd, da de stadig stod i gyden, virkede hun tilfreds med at gå her sammen med ham. Men hvem ville ikke det? Og måske var det også den bedste måde at...Overbevise...
Han smilte svagt for sig selv. Ja. Hvis hun ikke passede på, ville det ende med han lokkede hende med til lidt andre ting, end de begge nok havde regnet med denne aften.

Han stoppede op, da hun pludselig gjorde det samme. Han vendte sig mod hende. Hans øjenbryn gled tættere på hinanden, som han prøvede at tyde hvad denne pludselig standsning var til for. Vinden hylede omkring dem og skabte små bølger i vandpytterne omkring dem.
Ah...Ja. Kvinder. Hvordan kunne han glemme det i et øjeblik? Han havde været sammen med så mange mænd på det sidste, at han i et øjeblik hvad glemt hvem eller hvad han stod med. Var han virkelig ved at falde bagud i hans eget spil? Men som Cimberlie stod der, fremstod hun næsten usikker. Flertallet som Sean var sammen med, var ikke i tvivl om at de blev husket - eller sikrede at blive husket. På den ene eller anden måde. Alligevel havde han ikke tænkt over det. Ville han slæbe af sted med hvem som helst på denne måde? Ja...Det ville han egentlig nok...Men han mente selv der havde været noget mellem dem, der fortalte de kendte hinanden. Såsom at Sean havde husket hvordan de havde mødt hinanden før.
Sean trak vejret dybt, men uhørligt. Han trådte helt tæt på hende, og medmindre hun fjernede sig, lod han hænderne glide op over hendes arme. Han kunne mærke broderierne i kjolen, som han gled helt op til hendes skuldre. Hans øjne hvilede på hendes ansigt imens. Viste hende, at hun havde hans opmærksomhed. Viste hende, at han ikke havde glemt hende.
"Du er Cimberlie. Vi har haft mere end en dans med hinanden og nu også mødt hinanden i mudderet flere gange. Hvordan skulle jeg kunne glemme det?" forsikrede han. Vinden truede med at tage hans lavmælte stemme med sig, men han stolte på hun hørte det hele. Vampyrer var trods alt kendt for gode sanser, blandt andre ting.
Hans blik gled ned over hendes ansigt, som han lod en finger glide under hendes hage i et kort øjeblik. Han vædede sine læber og i et øjeblik kunne det ligne han ville kysse hende. Men det skete ikke. I stedet så han op på hende igen.
"Men du har også forstyrret mig i mit arbejde. Så jeg er nødt til at sikre du ikke går og sladre. Vi er snart ved et opholdssted. Vil du følge mig resten af vejen?"
Det var ikke et spørgsmål. Jo, måske et retorisk et. Man kunne måske diskutere hvem der ville lå længst, i styrken mellem en vampyr og archdemon. Men forhåbentlig kom de ikke dertil.

Hendes øjne fulgte hver en bevægelse han lavede, og da han trådte helt tæt på hende fik hun et smil frem på læben. Altid dejligt når der var nogle som ikke var bange for at nærme sig hende, for der havde da været gange hvor det var sket. Gange, hvor andre frygtede og nærmest var bange for at være i nærheden af hende, og tæt på hende. Da hans hænder gled op over hendes arme fjernede hun ikke blikket fra ham, nej hun stod tæt foran ham med hendes øjne rettet på hans. Det var tydeligt for hende at mærke, at han ikke havde glemt hende, det fik smilet på læben til at blive en smule større. At stå så tæt foran ham gjorde ikke noget, hvem ville have noget imod det. Hun løftede en hånd op til hans ansigt, lagde den blidt på hans kind, hvorefter hun lagde hovedet en smule på skrå. Det var helt rart at kunne kigge på ham uden hendes lange hår ville flagre ind foran og skygge hendes syn"Jeg kan godt huske vores danse sammen, hvordan jeg virkelig nød det"svarede hun med en venlig stemme. Kort faldt hendes øjne på hendes hånd der hvilede sig på hans kind, forhåbenlig havde han vel intet imod det - Det gik hun ud fra, men så igen hun var ikke helt tankelæser så hun vidste det ikke, men ud fra det hun kunne se og mærke på ham, så virkede det da til at han intet havde imod det.

"Måske du kunne have glemt det ved at have mødt så mange kvinder, og mænd"blinkede hun til ham, og tog så hånden til sig. Da han så havde ladet en finger glide under hendes hage, som skulle han til at kysse hende lænede hun sig lidt ind mod ham. Dog var det mest for at se ham dybere ind i øjnene, og mærke hans læber mod sine men så igen kom det, så kom det. Det var ikke det eneste hun tænkte på lige i øjeblikket for hun nød selskabet, hun nød at stå her i gyderne sammen med ham. Selvom der faktisk ikke skete det helt store, så var det hyggeligt på sin helt særlige måde. Hånden der hvilede sig på hans kind tog hun til sig, og var klar til at gå videre hen mod det sted han viste dem hen imod. Hun kendte eller vidste stadigvæk ikke, hvad eller hvor det var og det gjorde hende også mere og mere spændt på at se det, og komme indenfor. Vejret var ikke det bedste, og hun var også snart nød til at holde styr på det blonde hår igen. For ellers endte det bare igen med at det ville flagre ind foran hende, så hun ikke ville kunne se noget, og det ville ikke være helt så godt. Det var altid træls når man ingenting kunne se, men vinden var godt nok kraftig man skulle virkelig holde fast nærmest. Hun vidste godt at hun indimellem var nød til at flytte noget af håret væk, så hun kunne se noget. Om det var hvor hun gik, eller se på ham var ligegyldigt, fordi det var vigtigt generelt at kunne se - især for hende. Hendes øjne skulle ikke gå glip af Sean, eller omgivelserne, og slet ikke hvor hun gik henne.

"Hvis du stoler nok på mig, så lover jeg ikke at sladre om det...Det har du mit ord på"svarede hun og sendte ham et bredt smil. Blikket lod hun hvile sig lidt mere på ham, før hun kiggede væk fra ham. Det kunne måske også være svært at stole på en vampyr, især når man ikke kendte den vampyr og person så godt. Dog håbede hun at han ville stole på hende, for hun kunne aldrig finde på at sladre om det, eller om ham. Kroppen drejede hun og tog nogle skridt frem for at gå videre, dog lod hun hendes hånd finde hans, og hun strøg nogle hårtotter væk fra ansigtet"Min hånd manglede din, så jeg håber det er okay at jeg har taget den"sagde hun med et blidt grin, og kiggede hen på ham. Det var vel også godt at have hendes hånd i hans igen, for hvis hun skulle miste balancen så var hun lidt sikker på at han var klar til enten at gribe hende, eller hjælpe hende. Hun gik med ham videre, og kiggede fortsat på ham"Jeg vil altid følges med dig"lød det fra hende, og hun gav hans hånd et blidt klem.

Der var noget ved hendes ord og berøringer der gav ham en itchy følelse indeni. Og ikke på en god måde. Nej, der var et eller andet som han ubevidst samlede op, men som han ikke helt havde lavet om til bevidste tanker endnu. Vampyrer var smukke væsner og kendt for at lokke, men han var altid opmærksom på den slags. Han var ofte gået med vampyrer i sengen og ladet sig lokke så langt - men aldrig så langt, at det kostede ham hans blod. Måske var det hans stærke viljestyrke, måske var det fordi han selv var incubus. Men han var opmærksom på den besnærende tiltrækning der var blandt både vampyrer og andre af hans egen race.
Cimberlie var da også en sød kvinde. At kalde nogen sød var uvant for ham og ikke det ord, han normalt ville bruge. Men han kunne ikke helt bedømme om hendes forsøg på at være nær ham var et udtryk for almindelig tiltrækning eller et håb om mere. Sean kom lige fra et forhold og han var alt andet end på udkig efter et mere. Faktisk hang tanken om det, ham langt ud af halsen. Han tvivlede på han rigtig egnede sig til forhold eller om han overhoved kunne føle så meget for en igen. Tingene var nemmere når man var alene, også selv om man blev mere ensom af det. Og alligevel sang hans paranoia sin egen historie. En historie om hvorvidt Cimberlie blot ville tæt på, for netop at ramme ham hvor det gjorde ondt. En ting der ikke måtte ske og som han var lidt for hurtig til at tro på. Det var trods alt sådan de fleste fungerede. Hvis ikke ligefrem alle.
Han holdt aldrig i hånd med folk. Men at stå og direkte ryste hende af sig var også en ny grænse for upassende opførsel. I princippet havde Cimberlie intet gjort ham, andet hun måske gjorde tingene en tand mere intime mellem dem, end Sean følte de var. Og at holde hånd offentligt var knap nok noget han gjorde, selv med folk han i sin tid havde kaldt kærester.

Uden at virke for uhøflig greb han let rundt om hendes håndled og trak sin hånd fra hendes. Han sendte hende et svagt svagt smil samtidig, som for at lade hende vide det ikke var af onde hensigter, at han ikke ville holde hende i hånden.
"Cimberlie..." Sukkede han svagt opgivende. Hvad skulle han stille op med hende? Hun var direkte, på sin vis. Men var hun selv opmærksom på hvilke signaler hun sendte?
"Du gør tingene intime mellem os. Jeg er klar over jeg...Med al beskedenhed, er ganske tiltrækkende for de fleste. Men jeg vil ikke risikere at såre dig, fordi vi begge læser hinanden forkert. Så er du selv opmærksom på det?" Han så lidt på hende, før han gik sammen med hende. Stedet var ikke langt væk, men det ene emne mellem dem kunne ikke vente. Jo hurtigere de fik misforståelserne af banen, jo bedre. Hvis de var det. Misforståelser.
"Jeg er frisk på tilfældig sex. Men det er vigtigt du ved det og er med på det. Det vil aldrig blive mere end blot sex" understregede han kort efter. Måske ville ordene ikke falde i god jord, men han ville hellere fornærme hende nu, end risikere at såre hende dybere senere. Trods hans egen situation, lå det ham stadig fjernt at direkte såre folk på den måde. Utroligt nok. Eller måske var det hans egen desperation efter al slags selskab.
"Tilfældig sex kræver ikke intimitet i den grad, som jeg føler du søger den. Bare for...At sætte en grænse. Jeg ønsker ikke at holde hånd. Jeg ønsker ikke ømhed. Hvis du søger det i en mand, vil jeg foreslå du leder et andet sted. Jeg kan anbefale steder med netop den slags opmærksomhed" Han sendte hende et drillende smil. Han ønskede ikke stemningen blev akavet eller slem imellem dem. Sean derimod var en mand der foretrak det vilde. Gerne lidt hårdhændet, eller ligefrem meget hårdhændet. Og han elskede kvinder eller mænd, der havde samme viljestyrke og tendens til at tage hvad de ville have. De samme mørke og egoistiske typer. Men selv om det var hans fortrukkende type, kunne han sagtens hygge sig med alle andre også. Og Cimberlie var trods alt ikke en kvinde der så dårligt ud. Nej, hun var smuk. Det ville ikke være et dårligt knald.

Hvis hun stadig fulgte med og de ikke var stoppet op igen, ville de snart nå opholdsstedet. Det var egentlig bare et lille hus, klemt ind mellem to andre huse. Der var intet specielt ved det. I virkeligheden var det et skjul, et af mange, som Sean havde for sin klan. Købt anonymt og ofte med en fast beboer, der tilfældigvis fik en del tilfældige gæster. Lige dette hus var tomt i øjeblikket, hvilket ville give dem roen til at snakke ting igennem. Eller andre ting, alt efter hvordan det udviklede sig.
Indenfor trådte de direkte ind i en stue. Der stod et par lurvede møbler, som en sofa og et sofabord nær den mørke pejs. Sean fiskede i en af sine lommer og fiskede en lyskrystal op. Der lød et lille knald, som han smed den fra sig på sofabordet, hvor den spredte et køligt og blåligt lys i lokalet.
"Det er ikke meget. Men det giver læ for uvejret udenfor" forsikrede han, før han gjorde tegn til at hun skulle gøre sig det behageligt.
"Jeg tror vi har nogle kapper eller andet tilovers i et tilstødende lokale, hvis du får behov for at skifte tøj eller føler dig kold" tilføjede han, som han satte sig op hug foran pejsen. Han smed et par stykker brænde på og begyndte arbejdet med at tænde op.


//I tilfælde af hun stopper op eller nægter at gå med mere, så bare ignorer det sidste

Synet af stedet som var et hus fik et bredt smil frem på hendes læber, og at han ikke havde holdt hende i hånden havde hun ikke noget imod. Den eneste grund til, at hun havde valgt at gøre det var fordi han til at starte med havde gjort det, så derfor tænkte hun at det ikke ville gøre noget at hun gjorde det. Men hun accepterede at han ikke ville, og selvom han ikke havde sagt at han ikke ville holde i hånd, forstod hun det også. Det virkede måske rimelig meget kæreste agtigt, og hun kiggede kort væk fra ham. Det var slet ikke meningen, at hun ville være så ligefrem, og direkte. Dog var det heller ikke meningen, at hun ville få ham til at misforstå hende og hendes signaler. Der lå en tydelig forståelse hos hende, fordi alt det med holde i hånd, have hendes hånd på hans kind det kunne virkelig godt sende de forkerte signaler. Det havde virket lidt for kæreste agtigt, og det var de jo ikke. I øjeblikket kiggede hun slet ikke på ham, fordi hun følte selv at hun nok burde have ladet være med de ting, for det var slet ikke for at virke for direkte og nærmest kæreste agtigt, hvis man kunne sige det sådan. Hendes øjne hvilede sig kort på huset, og hun strøg en hårtot væk fra ansigtet, smilet forsvandt lidt og hun fik et bestemt udtryk på ansigtet"Vi læser nok hinanden forkert, og det var slet ikke min mening at gøre tingene intime imellem os"sagde hun og kiggede hen på ham, og tog et skridt tilbage, for det var slet ikke hendes mening at virke så ligefrem overfor ham, især når de ikke kendte hinanden så meget. Deres relation var heller ikke helt på plads, så det hele havde nok virket alt for meget for ham. Det var klart han havde det, som han havde, og hun var glad for at han fortalte hende det"Du er en tiltrækkende mand, så det er klart jeg vil charmere mig lidt ind på dig, men jeg vil også beholde min stolthed og respektere dig..."Hun holdte en lille pause, og sendte ham et bredt smil"Men jeg er ikke bedre end dig Sean... Selv du har svært ved at være andet end charmerende, og vil være tæt på"nævnte hun og lagde hovedet på skrå imens hun stråg nogle totter væk fra ansigtet. Så lod hun blikket hvile sig på hans ansigt lidt før hun kiggede væk. Så tog hun nogle skridt hen imod huset, og var klar til at gå derind sammen med ham.

Da de kom indenfor, kiggede hun rundt for at betragte omgivelserne. Her så da meget hyggeligt ud, og selvom der var lidt lys fra en lyskrystal som gav en blålig farve. Det så flot ud, og var første gang hun så sådan en. Hendes øjne hvilede sig på møblerne og hun tænkte lidt over de ord han havde sagt til hende. Hun forstod ham godt, hun kunne godt sætte sig ind i hvordan han havde det. At han havde nævnt at hvis hun søgte nogle ting hos en mand, så var der et andet sted at lede og kigge fik hende et undre sig en smule. Hvordan kunne det være han pludselig nævnte det. Hun ledte slet ikke efter en mand i øjeblikket, det var slet ikke noget der tiltalte hende som det så ud. Måske var det blot det han troede at hun var på udkig efter det, eller ledte en speciel eller bestemt mand, men det gjorde hun slet ikke. For kom det så kom det, hun havde slet ikke travlt med det, for alt der handlede om følelser, kærlighed, partner vidste hun at det måtte tiden se an, for hun tænkte ikke rigtigt på det. Det var ikke fordi hun følte sig alt for desperat efter at finde en partner, for det følte og var hun slet ikke. Dog havde det måske givet Sean nogle tanker omkring det, og måske trak han sig bare tilbage fordi han self ikke var interesseret i andet end sex. Det var fint nok for hende, fordi hun havde heller ikke noget imod sex, kun sex... Hun gik lidt rundt i stuen, og fik et bredt smil frem på læben"Jeg kunne ikke være mere enig, og tilfældig sex kan man altid bruge"lød det fra hende og hun blinkede nærmest lokkende til ham.

Så lod hun blikket glide ned ad hende, måske han havde ret det var nok en god idé at komme ud ad kjolen, og det var virkelig rart at være kommet indenfor igen. Uvejret var slemt, men for hende havde hun heller ikke noget imod det"Det var ikke min hensigt at få dig til at tro sådan om mig Sean"sagde hun og sendte ham et bestemt blik imens smilet forsvandt. Med langsomme skridt gik hun hen imod ham, og om hun gik lidt tæt på var hun ligeglad med. Hun fjernede ikke blikket fra ham, og stod nu med armene langs hendes side, og holdte øjenkontakt med ham"Jeg er meget mere end et udseende og fordomme...Jeg ønsker ingen misforståelser imellem os, og jeg søger ikke nogen mand, så måske du har de forkerte tanker om mig Sean"svarede hun med et smil. Hun holdte øjenkontakten lidt, før hun vendte rundt, så hun stod med ryggen til ham.

Så trådte hun nogle skridt væk fra ham da han begyndte at gå mod pejsen, og havde sat sig på hug ved den. Et smil bredte sig over hendes læber, nu var hun heldig at hun havde mange sider. Hun kunne være alt fra sød og uskyldig til ond og grusom, men måske vidste Sean ikke det. Dog skulle de jo lære hinanden at kende, medmindre han kun havde sex i tankerne. Sådan virkede det til ligenu, og hun havde ikke noget imod det, for det var ikke til at vide hvad der ville ske fortsat. Aftenen skulle uden tvivl starte godt ud, og som hun stod med smilet på læberne, strøg hun lidt hår væk fra ansigtet. At hun havde været intimt overfor ham meget endda, var noget hun slet ikke havde tænkt på, dog var det nok bare en del af hendes personlighed - Og så igen hun var generelt bare charmerende. Af hvad hun havde følt så kunne han også godt lide det, bortset fra den intimhed der havde været. Hvis han ikke kunne lide det, var det jo bare sådan det var"Jeg fryser ikke, men jeg siger tak for tilbudet"svarede hun, og begyndte at lyne kjolen op bagpå. Det var på tide at komme ud ad kjolen, så hun fik lynet den ned, og trak den af langsomt fra skulderne, til ned ad overkroppen og helt ned under knæene. Da kjolen nåede skoene trådte hun ud ad den, og gik hen imod sofaen. Smilet bredte sig, og hun sad nu i sofaen iført et sort blondet undertøj, og de hvide stiletter på fødderne.

Det ene ben blev lagt over det andet, og hendes øjne faldt rundt på omgivelserne der var herinde"Alle de misforståelser må vi hellere få på plads, for jeg ønsker ikke vi skal være i tvivl om hvad vi begge to vil"lød det fra hende med en venlig stemme, og hovedet blev lagt lidt på skrå, så kiggede hun lidt ned mod gulvet. Eftersom at han var hvad han var, så gjorde det vel også at selv han var charmerende og måske godt kunne lide intime ting, fordi det var der jo under sex. Men så igen han havde givet udtryk for at han ikke ville det med hende, og det var hun nød til at acceptere. smilet forsvandt, og hun lænede sig lidt forover, mens hænderne strøg ned ad hendes ben. Det var dog heller ikke til at vide, hvad det ville udvikle sig til, det var ikke til at vide, hvordan det ville udvikle sig. I øjeblikket sagde hun ikke noget, men så igen det var jo bare sex og måske var han ligesom de fleste mænd de var meget interesseret i hende på én måde, intet andet. Et lille lydløs suk kom fra hende, for hun kendte jo ikke Sean, kun meget lidt. Men igen han kendte heller ikke hende, så det havde nok været klart at de havde misforstået hinanden, måske troet nogle ting om hinanden som slet ikke passede"Sean jeg vil ikke give dig en masse forkerte forhåbninger, og jeg ønsker ikke at du skal dømme mig uden at kende mig"sagde hun og kiggede op fra gulvet med et seriøst udtryk på ansigtet.

Fortsat sad hun i sofaen, og lod hendes blik hvle sig på ham. Enlig var hun klar på det der skulle ske, og at kjolen var kommet af betød ikke at hun lige med det samme ville hoppe på ham. Nej at lade ham nyde synet af hende siddende i sofaen iført undertøjet, var lige hvad hun ville. For hun vidste også godt, at han fandt hende tiltrækkende og syntes hun var smuk. Hun spillede slet ikke på det, fordi hun vidste de fleste syntes det om hende, dog glemte de fleste det der gemte sig indeni. Et bredt smil bredte sig over hendes læber, og hun ventede på hans svar.

I det mindste tog hun det ikke så tungt. I hvert fald ikke i starten. At hun blev ved med at cirkle om emnet, selv som de kom ind i huset, beviste dog at hun nok gik og tænkte mere over det, end først antaget. Han sukkede svagt for sig selv. Han orkede ikke folk med stor bagage. Han orkede ikke komplicerede ting. Dette var allerede ved at blive mere kompliceret, end det behøvede. Hun havde travlt med at forsikre ham om en masse ting, på den ene side med at smil og et øjeblik efter uden. Smil eller intet smil virkede til at skifte flere gange, så måske vidste hun heller ikke selv hvad hun ville?
Der kom endelig lidt ild i pejsen, før han rejste sig op. Modsat hende, kunne han netop godt blive kold. For et øjeblik blev han stående foran pejsen og varmede sine hænder.
"Jeg har ingen tanker om dig, Cimberlie" svarede han neutralt. Det var sandt. De kendte ikke rigtig hinanden endnu og var intet til hinanden, andet end måske bekendte. Det havde været forfriskende at kende nogen til de kedelige adels-fester, som der dog var lidt mere liv i. For der var mere liv i Cimberlie, en mange af de andre halvdøde personer. Han kunne dog ikke stoppe sig selv fra at grine lidt af hendes sidste ord. Endelig vendte han sig om mod hende. Han kunne mærke varmen mod sin ryg, hvilket var forfriskende. Men hvad der var endnu mere forfriskende, og måske en anelse uventet i situationen og ud fra deres samtale, var synet på sofaen. Igen, intet subtilt. Det var lige på og hårdt. På den anden side sikrede man vel også hurtigt, at ens selskab var med på de samme unoder.
"Jeg har absolut ingen forhåbninger. Som sagt sagde jeg tværtimod nej til intimitet. Den slags hænger mig langt ud af halsen. Små nuttet piger er alt andet end det jeg går efter" bekræftede han blot. Hvad skulle han stille op med hende? Hans blik gled ned over hendes krop. En gestus hun ikke kunne blive fornærmet over, som hun selv havde sat sig til skue. De sidste mange år havde han været mere fokuseret på mænd, end kvinder. Ud over end til mad, selvfølgelig. Ikke at der slet ikke havde været kvinder - de havde blot været færre. Mænd var bare mere simple, på sin vis.

Sean overvejede det, imens han bare stod stille og studerede hende. Der var en grund til han havde taget hende med, også selv om han nu måtte fjerne dette opholdssted fra listen. Det var bedst ikke at tage chancer, hverken store eller små. Cimberlie lovede ikke at sige noget - men når det kom til stykket, vidste hun næppe hvad hun ikke skulle sige noget om. Alt hun vidste, var at hun var stødt på nogle luskede mænd i en gyde. En af dem var tilfældigvis også byens hersker. Måske var det bedst ikke at sige mere. Ikke at dykke dybere i det, men lad det forblive en ukendt og usikker ting. Det tog ham ikke lang tid at bekræfte, at netop det var det bedste at gøre.

Nonchalant trådte han over og satte sig ved siden af hende. Han trak det ene ben op under sig, som han vendte sig om mod hende i sofaen. Den ene arm lagde sig op over ryglænet, som han gled en finger eller to ned over hendes ene skulder og overarm. Vampyrer. Og ikke mindst vampyrkvinder. Der var et eller andet ved dem. De var alle lidt underlige på et punkt. Caroline havde været det, på en god måde. Nephthys havde været det. Og Cimberlie var det. De virkede langt mere i forbindelse med deres følelser, end mange dæmoner han kendte, inklusiv sig selv. Ikke at det var en dårlig ting. Det var bare...En ting. Og måske derfor Sean ofte både holdt af selskabet og skiftevis ikke forstod selskabet. Eller direkte kom i modvind.
"Jeg kan jo ikke så godt bare lade dig sidde der, kan jeg vel?" brummede han lavmælt, som han så op mod hendes ansigt. Måske ville han fortryde det. Måske ville hun være en af den slags kvinder, der efter sex mente hun havde krav på mere af hans opmærksomhed. Men til hans forsvar havde han advaret hende. Der ville ikke være mere, i hvert fald ikke på den intime konto. Om der var andet de kunne bruge hinanden til, måtte tiden vise.
Han lænede sig ind og stadig med blikket mod hendes ansigt, kyssede han hende let på skulderen. Med en finger på den anden hånd gled han ned langs hendes underarm i en kildende bevægelse. Han kendte stadig kvindekroppen næsten bedre end hans egen. Alligevel var det forskelligt hvad folk tændte på. Netop kvindekroppen havde ofte brug for et længerevarende forspil.

Hendes øjne fulgte ham som han gik hen imdo hende, og der lå et lille smil hen over hendes læber. Kulden havde aldrig rigtigt været noget der generede hende, det var tværtimod noget hun godt kunne lide. Enlig havde hun altid haft det sådan, for de fleste var det måske underligt, men når hun igen var en vampyr var det klart, at alt for meget varme blot ville ende med at skade og dræbe hende. Så det var vel bedst at holde sig til kulden, dog var det som om hun der kom lidt varme fra hans berøring, måden han lod hans fingre glide ned over hendes skulder og overarm kunne hun godt lide. Det var en berøring der gjorde at hun slet ikke fjernede blikket fra ham. Hun nød bare at sidde i sofaen og følge ham med øjnene, og hun kunne også godt lide at hun havde hans opmærksomhed ligenu. Selvom der nu heller ikke var andre end de to, så vidste hun også at hele vejen herhen til huset havde hun haft hans fulde opmærksomhed, hvilket jo var en god ting. Noglegange sagde man da aldrig nej til at få opmærksomhed, var det ikke også sådan de fleste havde det. Det havde været rart, og selvom der havde været nogle folk rundt omkring dem, så var det godt at han da nærmest kun havde øjnene på hende. Lige udover at se hvor de gik henne, det var også rart for hende at have gået sammen med ham, der var mange ting hun ville vide, men valgte ikke at spørge om det ligenu. Det skulle nødig virke som alt for mange ting på én gang. Hun så enlig også frem til at lære ham bedre at kende, for nu kendte de ikke hinanden sådan rigtigt, nej man kunne enlig godt kalde dem for bekendskaber.

At hun havde siddet iført undertøj med det ene ben lagt over det andet, havde det mest af alt været for at lokke ham lidt fordi hvorfor ikke. Men så igen det havde også været for at komme ud ad kjolen, den var beskidt og nu var de jo også indenfor. Hun behøvede ikke at have kjolen på længere, og i sidste ende ville den sikkert også komme af alligevel. Hendes øjne gled ned over ham og hun bed sig kort i underlæben"Det kunne du men i sidste ende ville du nok komme hen til mig før eller siden"svarede hun til hans ord om at han ikke kunne lade hende sidde i sofaen. Der bredte sig et skævt smil på hendes læber da hun kunne mærke hans læber mod hendes skulder i et let kys. Blikket holdte hun på ham, fordi hvorfor skulle hun kigge væk, desuden kiggede han selv på hende. Øjenkontakten kunne ligeså godt blive holdt, og hun kunne mærke nogle hår rejse sig på armene. Det var kun fordi det føltes godt, hans læber der rørte hendes hud, det gav en god følelse inde i hende.

Det var tydeligt at han godt vidste, hvor han skulle røre hende, hvordan han skulle få hende til at ville mærke mere. Hun bed sig kort i underlæben måske lidt for hådt, så der kom lidt blod frem. Så lænede hun sig ind mod ham, holdte blikket på ham. Blodet der kom frem på læberne slikkede hun af ved at lade tungen forførende glide hen over hendes læber"Jeg kan ikke lade dig have det sjovt uden at jeg gør det samme"blinkede hun lidt drilsk til ham. Hun nærmede sig hans ansigt, og det var ikke fordi hun skulle til at kysse ham, nej hun lod en finger glide ned over hans hals. Så lod hun hendes læber røre hans hals i form af et kys, dog stoppede hun ikke der. Hun plantede flere små kys ned langs hans hals. At det måske kunne få ham til at tro at hun var ude på at bide ham, måtte han om. Hun var besluttet på at røre ham lidt, eftersom han var godt igang med at røre ved hende. Hvem sagde at de også behøvede at gå i kløerne på hinanden ligenu. At røre hinanden s krop, og pirre hinanden var langt sjovere, især at trække det lidt ud. Som hun var godt igang med at kysse ham ned ad halsen lod hun nogle fingre glide hen over hans kraveben. Følelsen af hans hud mod hendes fingre kunne hun nu meget godt lide, det føltes dejligt.

Der skulle ikke mere til. Hvorfor skulle der det? Cimberlie havde virket interesseret lige fra starten. Havde hun mon drømt om at dele seng med ham længe eller var det hele en spontan ide? Han elskede den første tanke og der var ingen grund til at rette den. Han ville ikke spørge hende og ødelægge det sjove ved det. Det betød heller ikke noget, andet end måske for hans eget ego. Så en vampyr og en incubus alene i et hus. Der var virkelig ingen grund til at holde igen. Sex var noget han aldrig blev træt af, hvis det da kom så langt. Nogle gange var det mere flirten og kærtegn folk ønskede. Blot det at mærke nogen tæt på sig og vide man, fysisk i hvert fald, ikke var helt alene.
Som hun lænede sig frem og kyssede ham på halsen, gav han ikke helt efter. Både af vane. Som incubus lå det til hans natur at være opmærksom og ikke eftergive kontrollen. Men også fordi hun var vampyr. Sean gav aldrig sit blod ud til nogen. Der var kun en vampyr, igennem hele hans liv, der nogensinde havde fået lov til at drikke af ham. Det krævede meget at nå det privilegie. Men han regnede heller ikke med at Cimberlie ville risikere det. Seans utilgivelige vrede, det var. Herskeren af den by hun boede i og archdemon.

Hendes kys var små og kolde. Som de nu var fra en vampyr. Det var altid en anderledes fornemmelse. Kulden især var enten noget man kunne acceptere eller ej. For Sean gav det en anden sanselig oplevelse. Det pirrede ham på en anden måde, som det kunne få ham til at gyse. En svag latter brummede i halsen på ham, som hun kyssede ham ned af halsen og kravebenet. Hans varme hænder gled over hendes kolde hud i elegante bevægelser. Hans arme var nærmest gledet rundt om hende, så hans hænder kunne glide fra hendes skulder og ned over siderne på hende. Hen over ryggen. Der var forskellen igen. På mænd elskede Sean en muskuløs overkrop. At kunne se og mærke styrken i sin partner. På kvinden var der ikke samme behov. Selv om han nød at mærke langs rygradden og rygmusklerne, elskede han lige så meget de runde former. De bløde bryster, de bløde balder. Helt i en størrelse, der passede til en håndfuld eller derover. Uden at røre direkte, gled hans hænder præcis ned til kanten af hendes underbukser, før de gled op igen. Ja...Lige nu følte han sig underligt tilpas. Tilfreds måske ligefrem.

Han gled tilbage i sofaen. Stadig med armene halvt om hende, trak han hende med, så hun lå mere hen over ham. Hans blik gled hen over hendes ansigt og der lå et svagt, skævt smil på hans læber. Det gjaldt om at nyde visse ting i livet. At nyde forskellige seksuelle oplevelser og nye partnere havde altid været hans ting...
Hans hænder gled ned over hendes skuldre og overarme.
"Fortæl om hvordan du blev vampyr" foreslog han. Hans stemme var lavmælt og brummende. Det var tydeligt han hyggede sig, men også at de ikke ved død og pine behøvede dyrke sex. Han var åben for ideen. Men lige nu havde han også blot lyst til at ligge her og igen mærke en anden person tæt på sig. Varm eller kold.
Det var heller ikke en ordre. Cimberlie kunne sagtens nægte, uden det ville ødelægge noget fra Seans synspunkt.

//Beklager tiden. En blanding af eksamener og at jeg skal være i et bestemt humør for mere erotiske scener.

Det føltes meget afslappende bare at lå hen over ham, med blikket rettet kort rettet mod pejsen. På en måde føltes det mere afslappende bare at kigge på pejsen, og også lidt på omgivelserne. Her var ganske hyggeligt, og også meget flot på sin helt egen måde. Hun lå tæt hen over ham, og lagde en hånd på hans bryst imens hun drejede hovedet, så hun kiggede på ham igen. Et smil bredte sig over hendes læber, hun sagde ikke noget hvilket var meningen. Ligenu kunne hun bare godt lide at kigge på ham, han var jo også en flot mand, så det var vel ingen undskyld at hun kiggede så meget på ham. Med den anden hånd strøg hun nogle hårtotter væk fra hendes ansigt, og lagde så hovedet lidt på skrå. Med det ene ben lagt hen over det andet, og med hånden på hans bryst, så lå hun faktisk godt. På en måde overraskede det hende faktisk ikke, at han ville trække hende ind til sig, så hun ville ligge lidt hen over ham. Men han havde aldrig været bange for at være tæt på hende, hun kunne godt huske første gang de mødtes. Nærvær imellem dem havde aldrig været noget problem, og selvom der også kunne være afstand så føltes det aldrig akavet. Det syntes hun hvertifald ikke at det gjorde, og hun vidste ikke med Sean, hvordan han så på det. Så lukkede hun kort øjnene, imens hun begyndte at kærtegne hans brystkasse en smule med fingrene.

Øjnene holdte hun lukket i nogle minutter, mest fordi det bare var rart at være tæt på ham, og nyde hans selskab. Det var sandt de behøvede jo ikke have sex, hvis de hellere ville andre ting. Det gjaldt jo ikke liv og død, desuden ville hun ikke tvinge ham til noget han ikke ville. I sidste ende ville hun også respektere hans mening. Smilet forsvandt en smule da hun hørte hans spørgsmål, og hun åbnede øjnene og kiggede hen på pejsen. Blikket blev nærmest lidt fjernt, og hun sad bare et øjeblik og kiggede på ilden, og flammerne i pejsen"Mine forældre havde en fugl som de var så glade for, og elskede en dag fløj den med mig udenfor, fordi jeg hørte noget. Jeg prøvede at få fat på fuglen flere gange ved at løbe rundt omkring, men pludselig stod jeg så på vejen"Fortalte hun ved at lade blikket vende lidt hen på ham, og tog så en lille dyb vejrtrækning, før at hun fortsatte, denne gang med at holde blikket på ham"Jeg nærmede mig pludselig fuglen, men jeg fik grebet ud efter den snublede jeg over noget, som jeg ikke ved hvad var. Jeg lå så nu på vejen, og ømmede mig, og kunne mærke de smerter jeg havde fået. Da jeg så ville rejse mig op kunne jeg se at mine knæ blødte, begge mine lår havde skrammer, og det gjorde meget ondt, selvom faldet faktisk ikke havde været så slemt så var smerten slem"fortsatte hun med at fortælle og kiggede så ned mod hendes lår kort, og lukkede kort øjnene. Der gik få minutter, og hun åbnede så øjnene igen"Jeg satte mig så op, og sukkede og havde lyst til at tørre blodet væk, men jeg nåede ikke at rejse mig op, før jeg kunne se noget lys foran mig. Da det kom tættere på kunne jeg se, at det var en karet, sådan en de kongelige tit bliver hentet i, eller køre rundt i. Jeg kan huske jeg gispede, og tænkte hvordan jeg skulle komme væk herfra. Smerterne var slemme, og kareten kom tættere på og den kørte ikke langsomt, nej det var nærmest som om den skulle noget. Men jeg fik så endelig rejst mig op, og stod bare og kiggede på kareten, den var så flot og elegant, og jeg burde flytte mig men det var som om min krop ikke ville følge med mig"sagde hun så og kiggede hen mod pejsen med et undrende udtryk i øjnene, men fortalte så videre

"Jeg burde komme væk for tænk hvis den ville ramme mig, jeg vidste ikke hvor den var på vej hen ad der, hvor jeg stod. jeg kiggede op mod himlen, hvor regnen styrtede ned og ramte mit ansigt, blodet var glattet ud i vandets ringe på jorden, og smerten var ikke forsvundet. Kareten var så næsten fremme ved mig, og jeg kunne se en mand ved siden af kareten skynde sig at løbe hen mod mig, og jeg kan huske jeg stod og tænkte hvad manden ville. Det var ikke en mand jeg kendte, men han så ud til at der var noget alvorligt galt, men manden nåede hen til mig før kareten ville, jeg vidste ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Manden kiggede på mig, og fortalte mig så at han var en slags budbringer, og han havde en besked til mig, fra der hvor han kom fra. Det var sikkert et sted i Doomsville"sagde hun så tog så en dyb indånding, og kort stoppede med at kærtegne hans bryst. Blikket blev nærmest mere fjernt, og hun kiggede ned mod hendes lår igen

"Jeg....Kunne ikke tro det han fortalte mig, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere og kareten nærmede sig endnu mere, og den ville snart ramme mig. Jeg faldt grædende ned på mine knæ, så nu var der endnu mere blod, men det tænkte jeg ikke over på det tidspunkt, for jeg havde lige fået at vide at min mor var død"fortalte hun og fjernede hånden fra hans bryst, og lagde den ved hendes hals kort. Hun sagde ikke noget men kiggede så hen på ham og tog endnu en lille indånding

"Jeg følte at jeg ikke havde en grund til at leve mere, for jeg kunne ikke leve uden at vide at hun ikke ville være her til ting som en mor skulle være. Jeg græd selvfølgelig rigtig meget, og kiggede så mod kareten der pludselig så ud til at ville ramme mig, så jeg begyndte at skrige så højt jeg kunne, og der var ingen at se for manden der havde givet mig beskeden var pludselig væk så jeg vidste i det øjeblik det var for sent, så jeg lukkede bare øjnene og følte mig trist og død allerede. Min mor var som en bedsteven, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle klare det hele. Efter nogle minutter åbnede jeg øjnene, og så at kareten slet ikke havde ramt mig, og at der stod en høj fyr, muskuløs og mystisk som kiggede på mig, jeg vidste ikke hvem det var. Men han havde reddet mit liv, blodet fra knæene og lårene blødte fortsat, og jeg sad i øjeblikket op ad et træ, og fyren begyndte så at snakke til mig, og jeg gispede efter hans ord kan jeg huske, og tænkte at han nok ikke var et menneske. Han kom også tættere på mig, og jeg kunne ikke komme længere tilbage for sad helt tæt op ad træet. Han satte sig på huk foran mig, kørte nogle fingre hen over mit blod, og smagte på det, og jeg vidste ikke hvorfor han ville smage på mit blod men han sagde så noget med at det var udsøgt og at han ikke ville dræbe mig ligenu, og at han godt kunne bruge mig til noget samt at mine tanker fortæller ham alt han skal vide"sagde hun så lavt og sank en klump i halsen, hvorefter hun lod hånden glide ned over hendes hals, og lidt videre ned mod hendes kraveben. Der stoppede hånden så, og hun lod blikket hvile sig lidt på hans ansigt igen

"Hans øjne var lysende røde, både skræmmende men også smukt, og jeg havde trukket benene ind til mig, og rystede lidt, men fik ordene frem at han bare kunne dræbe mig, hvis han ville for jeg havde ikke glæde til at leve længere eftersom min mor er død. Jeg begyndte at græde igen, men ud fra fyren s udtryk på ansigtet, så det ud til at det netop lige var det han ville. Han rykkede tættere på mig, og siger så til mig at han kan fjerne mine smerter, og give mig glæde, og et bedre liv samt at jeg kan få alt jeg vil have"fortalte hun med et lille smil på læben, men det forsvandt så lidt efter lidt, og hun drejede hovedet en smule, så hun endnu engang kiggede mod pejsen, og lod flammerne og ilden spejle sig lidt i hendes øjne"Jeg sagde så ja til det, jeg gad ikke føle mig trist og fortabt længere, men tankerne omkring min far begyndte at komme frem, for jeg vidste ikke hvad jeg gjorde med ham, hvad skulle jeg gøre med ham hvis jeg blev det, som fyren var. Blev enig med mig selv at jeg måtte acceptere hvis han ikke ville mig efter jeg var blevet det fyren var, men fyren hviskede så ind i mit øre at han var en vampyr, og at det liv skulle jeg glæde mig til, samt at han ville gøre alt for at beskytte mig så godt han kunne, og at jeg aldrig ville føle mig ensom"fortalte hun og kiggede lidt ned mod gulvet med et trist blik, og lod hånden falde ned mod hendes mave

"Sommetider mærker jeg til ensomheden, sommetider føler jeg mig alene, som om der er ingen udover mig"sagde jeg så og lukkede kort øjnene, imens jeg tog en dyb indånding. Efter nogle minutter åbnede jeg øjnene igen"Han bed mig så hårdt i halsen, og jeg lukkede øjnene og bare så hvordan alting forsvandt fra mig, mit menneskelig liv, og jeg kan huske jeg havde hørt om vampyrer før men havde aldrig troet de eksisterede, før jeg så ham fyren. Han havde så trukket mit blod, og jeg lå livløst på hans skød med øjnene lukket. Jeg mærkede så noget mod mine læber, og det var ham som kyssede mig, og lod hans blod dryppe ned i min hals, så han faktisk overførte noget af hans blod til mig. Jeg fik smagt på det, og pludselig vågnede jeg så op, og det første jeg gjorde, var at bide ham for at få mere blod"sagde jeg og kiggede så hen på ham, og sendte Sean et smil"Fra den dag af, var jeg blevet en vampyr, og min far besøgte jeg, og han accepterede at jeg var blevet en vampyr, og min skaber fik jeg at vide hed Blanco"sagde jeg og lænede mig så tættere på ham"Hvad med dig, hvordan blev du til
det som du er"spurgte hun, for hun vidste godt at han var en dæmon, men hun kendte ikke til hans historie om hvordan han blev til det, og håbede det var okay hun spurgte.

//Det er helt iorden //

Historien var forunderlig på flere måder. Der var ting der ikke gav mening, men som måske mere var et spørgsmål om opfattelse, halvglemte minder eller følelser. Hun måtte have slået sig mere end overfladisk, hvis det havde blødt så meget. Budbringere måtte have været en kold type, hvis han lod en ung kvinde - eller pige? - ligge blødende på vejen, hvor det lød som om en karet var tæt på at køre hende ned. Selv om det lød som om Cimberlie havde været som en lille pige, måtte hun have været en ung voksen. Vampyrer ændrede sig ikke, så vidt han vidste.
Der var mange specifikke ting Cimberlie huskede. Men når man oplevede ting, der var traumatiske, var der som regel ingen logik i hvad man huskede. Og ikke huskede. Sean havde snakket med mange, der havde oplevet noget traumatisk. Tit undrende over præcis hvilke ting de kunne huske, modsat hvilke ting de ikke kunne.
En hånd havde gledet automatisk hen over hendes ene arm eller ryg, som hun havde rettet på sig og fortalt sin historie. Han havde ikke afbrudt hende. Et eller andet sted havde han ikke forventet at få historien. Han var van til folk der, som ham selv, holdt deres kort tæt til kroppen. Han vidste også godt han ikke selv ville sige noget af betydning. En vane, et forsvar, der holdt ham fra det.

Da hun var færdig, så han blot på hende et stykke tid, som han fordøjede hendes historie.
"Tak" svarede han så. Det måtte ikke altid være rart at gennemleve noget, selv om det at fortælle historien videre kunne hjælpe. Påstod folk i hvert fald. Han var ikke sikker på han selv havde oplevet det. Måske fordi han aldrig fortalte noget videre. Han gengav sjældent noget fra sit liv. Selv aldrig ting, der blot var hverdagsting. Ikke fordi de var hemmelige...Men fordi ingen spurgte. Og fordi folk eller situationen aldrig var den rigtige.
Med et svagt smil så han på hende igen. Hans øjenbryn gled en smule op i panden på ham.
"Dæmoner fødes som dæmoner" bemærkede han roligt. Han var ikke helt sikkert på hvad hun mente. Men hvis de snakkede om racer...Så var han altså født sådan.
"Personligt kommer jeg fra et sted, der er meget forskelligt fra dette" Ikke alle troede på andre dimensioner, eller kunne forstå hvad det betød. Så han tænkte det var bedst ikke at sige det.
"Hvis vi deler skabelseshistorier...Kan jeg fortælle at det kan være...Anderledes. At vågne som en incubus. Vi kan ikke stå i folk skygge og spise. Vi kan ikke nøjes med et kys efter folks sjæl, eller et bid efter folks blod. Allerede fra en næsten ualmindelig alder må vi...Gå efter andre ting" Hans hånd forlod hendes ene skulder, kun for at glide sigende ned over hendes kraveben og ned mod de to forhøjninger. En finger gled ned mellem de to bryster. Mest for at drille, mest for at understrege pointen. Hans blik gled fra hendes bryster og op til hendes ansigt igen. Et lille smil spillede i hans mundvige.

Følelsen af hans hånd der havde forladt hendes skulder, og nu gled ned over hendes kraveben, og videre ned gjorde at der bredte sig et smil på hendes læber. Hun lyttede interesseret som han fortalte omkring den race han var. Indimellem lod hun hendes blik fange hans som  han fortalte, og hun fandt fortællingen spændende. Det gjorde også at hun fik et bedtre indtryk af, hvad han var og hun var glad for at han ville fortælle hende det. Betød det ikke, at han måske faktisk stolede lidt på hende til at fortælle det, ja måske det ikke var det hele for måske der var ting han ikke fortalte hende. Men hun var glad for at høre det han nu havde fortalt hende. At han understregede pointen ved at lade en finger glide ned mellem hendes bryster gjorde at hun lagde hovedet en smule på skrå, og lod hendes fingre glide hen over hans brystkasse. Hun kunne mærke hans blik var endt i hendes, og hun valgte blot at holde øjenkontakten uden at sige noget. Bare øjeblikket uden nogle ord, var faktisk også helt fint. Så lod hun fingrene glide lidt ned over hans brystkasse. Følelsen af neglene der rørte hans hud føltes faktisk godt, måske hun også drillede ham lidt som han gjorde ved hende.

Ansigtet rykkede hun lidt tættere på hans, og lod et bredt smil brede sig over læberne. Hun lod den frie hånd finde frem til hans ansigt, og fik placeret en finger ved hans underlæbe"Tak fordi du ville fortælle mig det, jeg føler allerede jeg har fået en bedre forståelse for hvad du er"lød det fra hende, og hun lod fingeren glide hen over hans læber, før hun lidt tid efter tog hånden til sig, og trak sig lidt tilbage igen. Hun lod så hendes hoved hvile sig lidt på hans skulder som hun var lænet sig lidt tilbage i sofaen. Smilet hang stadigvæk i mundvigene, og hendes øjne havde fanget pejsens flammer, og gnister. Hans historie og fortælling fik hende til at tænke lidt, og hun lod den frie hånd hvile sig på hendes lår, imens den handen kærtegnede hans brystkasse"Hvordan føltes det at være incubus dæmon, hvis i ikke kan nøjes med kys, sjæle, bid efter blod, hvad gør i så"spurgte hun undrende, med et løftet øjenbryn. Der gik få sekunder, og hun kiggede op på ham for at høre hans svar.

Hun var enlig nysgerrig omkring det, og fandt det spændende. Hun ville gerne høre mere, hvis han ville fortælle hende det. At tvinge ham til at fortælle hende det ville hun aldrig, han skulle kun fortælle det han ville. Hun lod hovedet hvile sig på hans skulder, imens hun fortsatte med at kærtegne hans brystkasse"Jeg har slet ikke tænkt over at spørge dig omkring din slags, første gang jeg mødte dig nød jeg bare dit selskab, jeg havde slet ikke tænkt på hvad du var"sagde hun og kiggede kort væk fra ham med et smil på læben. Det var rigtigt, hun havde ikke rigtigt tænkt over at han var en incubus, hun havde heller aldrig spurgt ind til det, ikke af hvad hun selv kunne huske. Første gang hun mødte ham nød hun bare hans selskab. Deres dans, og snakke. Der havde ikke været et øjeblik, hvor hun havde tænkt over det han faktisk var.

En svag, rungende latter hvilede i hans bryst.
"Så du kender ikke til incubi?" bemærkede han roligt. Som hun lagde sig ned hos ham, kiggede han bare op i loftet i stedet. Han kunne mærke hendes kolde krop mod sin, men det virkede underligt passende. Omend, nok ikke af den årsag man forventede. Han havde lært mange under dæmoner om at være...Dæmon. Eller om hvordan de kunne udvikle sig til den dæmon, som de gerne ville være. Lori var en af dem. Da han havde mødt manden, havde han haft behov for en at snakke med og dele erfaringer med. Ikke bare om at være dæmon, men helt bestemt om at være en incubus. Hvordan man kontrollerede det. Lori kontrol i dag, var til dels et udslag af Seans oplæring. Han trak vejret dybt. Det var jo ikke rigtig hemmelig viden.
"Vi dyrker sex. Og et sted midt i al den hede aktivitet...Tager vi det, som vi skal bruge. Vi spiser også folks sjæle...Eller hvad vi skal kalde det, som holder folk i live. Sjæl. Energi. Jeg er ligeglad. Det efterlader vores ofre døde. En incubus, eller succubus for den sags skyld, kan lære at kontrollere det. Vi behøver ikke tage hver gang vi har sex" forklarede han roligt.
"Så vi lærer hurtigt at forføre. Vi lærer hurtigt at dyrke sex på mange måder. Flere af os nyder det også. Og hvad mere er..." Han så hen på hende, som hun havde rettet sig lidt op.
"...Så har vi evnerne til at forføre hvem som helst. Du må ikke spørge mig præcis hvordan det virker. Men min fornemmelse er vi kan manipulere vores offer og fremtræde som det mest tiltrækkende den person kan forestille sig. Vi kan få deres følelser til at forråde dem" Han smilte let for sig selv. Han brugte det sjældent. Den dag i dag havde han lært at tiltrække folk helt normalt. Det hjalp selvfølgelig, at incubus og succubus var født smukke væsner.
"Yderligere, for mit vedkommende, er jeg også en såkaldt Archdemon. Det betyder blot jeg er stærkere end mange andre dæmoner du finder" bemærkede han så til sidst.
"Besvarede det dine spørgsmål?" han så på hende igen med et svagt smil.

Som han fortalte lyttede hun efter, stadigvæk meget interesseret og han fortalte det så det lød spændende, ikke bare som om det var det sædvanlige. Dog på nogle punkter kunne det måske godt lyde som om han havde fortalt det før, måske mange gange men hun kunne godt lide at lytte til forklaringerne han gav, men også måden han fortalte på. Et smil bredte sig over hendes læber, og hun holdte blikket rettet på hans ansigt, dog indimellem kiggede hun ned mod hendes hånd der hvilede på hendes lår. Enlig sad hun faktisk godt tæt op ad ham, med hovedet hvilende på hans brystkasse. Hans hud føltes godt imod hendes, selvom de faktisk ikke var nøgne, så  følte hun sig afslappet og tilpas. Hun lod nogle negle glide blidt ned over hans bryst, og videre ned mod den nederste del af hans overkrop, øjnene fulgte med, efter at have kigget på ham i nogle sekunder"Du må være en sand mester i at forførelses kunsten, jeg er sikker på dit udseende fanger og tiltrækker mange. Men det er intet dårligt"sagde hun og smillede for sig selv, imens hun kort kærtegnede den nederste del af hans overkrop med neglene, intet hårdt kun med blide bevægelser. Der gik få minutter og hun løftede hovedet en smule, så hun endnu engang kiggede op på ham. Hun sagde ikke noget, men kiggede ham blot ind i øjnene"Det kan være farligt med et tiltrækkende ydre, men det har også sine fordele, jeg vil ikke lyve hvis jeg sagde at jeg ikke har nydt at få opmærksomhed for mit udseende"sagde hun og kiggede kort væk fra ham, smilet forsvandt og hun lukkede kort øjnene, hvorefter hun lod tungen glide lidt hen over hendes læber"Men du har et flot og tiltrækkende udseende, og det skal du være glad for, det fanger andre s opmærksomhed, samt kan lokke andre til sig"sagde hun så og åbnede øjnene. Lidt efter blinkede hun til ham, og rejste sig op fra sofaen.

Kastede kort med det blonde hår, og gik hen til pejsen, hun stoppede op få centimeter fra den og lod hendes øjne betragte den. Hun lagde armene hvilende over kors, og lod et smil brede sig over læberne. Flammerne, og ilden så varm alligevel så farlig"Det lyder så interessant, at være en incubus, og en archdemon, selvom jeg aldrig har hørt om det før så nyder jeg din beskrivelse af de to ting, ligeså meget som jeg nyder at se dig smile når du fortæller omkring dem"sagde hun og kiggede sig over skulderen hen på ham. Hun blev en helt del klogere på, hvad han var hvilket hun var glad for. Hun fjernede ikke blikket fra ham, men holdte det i lidt tid før hun endnu engang kiggede væk fra ham med et smil på læben"At være en archdemon gør dig blot endnu mere unik, fordi det ikke er noget nogen andre er, det er noget specielt og særligt, selvom det gør dig stærkere så syntes jeg det gør dig mere unik"lød det så fra hende og hun lagde hovedet en smule på skrå, og kiggede fortsat på flammerne i pejsen.

Da han så spurgte om det besvarede hendes spørgsmål drejede hun lidt rundt, så hun stod med fronten til ham. Hun lænede sig op af pejsens øverste kant, og holdte blikket på ham, synet af ham siddende i sofaen, var både lokkende men også et ganske fint syn. Han var jo som sagt en køn mand ingen tvivl der, og når hun stod med lidt afstand fra ham kunne hun ikke andet end at nyde synet af ham"Det gjorde det, jeg siger tusind tak fordi du ville fortælle mig det, og beskrive det for mig, så jeg kunne blive klogere på det som du er"Sagde hun med et smil på læben. Så stod hun enlig bare og kiggede på ham, hun havde slet ikke tænkt over at hun bare stod der i undertøj, for det betød ikke så meget for hende, han havde selv ikke ret meget tøj på. Der gik lidt minutter i stilheden som hun enlig også ventede på hans svar og reaktion, men valgte så at gå hen til ham. Da hun nåede hen til kanten af sofaen, rakte hun en hånd frem mod ham"Kan du stadigvæk danse så godt som første gang vi mødtes"blinkede hunmen grinede så blidt over hendes egne ord. Om han ville tage imod hånden vidste hun ikke, men det kunne da være hyggeligt at prøve danse evnerne af igen, efter så lang tid. Dog manglede de måske musik, men hvis han ikke ville var det også iorden.

Han smilte svagt for sig selv. En mester? Ja, i alt beskedenhed - selv om intet omkring ham rigtig var beskedent længere - var han ret god til det. Der var altid personlige smage og lyster, så det var ikke fordi han havde samme held med alt der trak vejret. Men overordnet set havde han aldrig grund til at gå alene i seng. Eller problemer med at få mad. Og rent politisk var det også praktisk, selv hvis flertallet var mænd. Kvinderne kunne forføres og de fleste forelskede mænd ville tage kvindens ord med i betragtninger. Og nogle mænd var skam også til mænd. Det gjorde det nemmere at manipulere med folk. Nemmere for ham at opnå det han ønskede.
Men selvfølgelig...I sin tid havde det også været en forbandelse. Han havde ikke altid sat pris på det. Som ung havde han hadet det. Hadet hvad han var, ikke forstået hvad han var. Hans forældre havde ikke været incubi eller succubi. Faktisk ville han gætte på han var den første i sin familie. Jorden - en anden dimension - havde ikke de helt samme dæmontyper. Mon skæbnen havde udviklet ham anderledes, fordi det altid havde været meningen han skulle komme hertil?
Hvad mening gav den slags tanker?
"Jeg klager ikke. Jeg er blevet ret glad for opmærksomheden" bemærkede han bekræftende, før han smilte svagt drillende til hende. Han sagde ikke noget, men det var sandt hun også besad en naturlig skønhed. For de fleste fremhævede vampyrisme en naturlig skønhed.

Da hun rejste sig og gik over til pejsen, vendte han sig i sofaen. Han lå på maven, med armene ud over armlænet, så han kunne følge hende med blikket. Et øjenbryn gled på i panden på ham, da hun snakkede om at han var unik. En ting var at vide det - archdemons var sjældne. Og det havde også været en kamp at blive. At opnå. Krævet ofre, han aldrig havde snakket om siden.
De fleste kunne gå med til at indrømme en archdemon også var det stærkere end de fleste andre. Men den måde Cimberlie sagde det på, lød som om det var rettet mere mod Sean personligt. Og ikke blot hans race. Hans mørke blik gled ned til pejsens ild. Betænksomt.
"De færreste snakker om mig"
Sætningen gav måske ikke meget mening. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene et kort øjeblik. Så åbnede han dem igen og så over på Cimberlie med et svagt smil. Havde han lige givet efter for nattens stemning? Nå. Han kunne lige så godt forklare sig.
"Jeg mener...Mange snakker om mig. Men de snakker ikke om mig. Hvis du forstår"
Cimberlie havde lige snakket om ham. Til ham. Det var underligt endnu en gang at høre hvordan andre opfangede ham. Ikke bare som en hersker-skikkelse, men som en faktisk person. Selv om han havde en ide om han lagde mere i ordene, end Cimberlie formentlig havde ment. Han lagde ikke op til at snakke mere om det, som han selv havde kommenteret på. I stedet satte han sig op med en dyb vejrtrækning.
"Når som helst. Jeg har brugt lang tid på at læse og lære alt jeg kunne om mig selv, om dæmoner. Og visse andre racer i området" bemærkede han afslappet, som hans blik fulgte hende tilbage til sofabordet.

Sean så lidt på hendes hånd, før han tog den og lod sig trække på benene.
"Dans er en nødvendighed. Jeg har aldrig danset blot for fornøjelsen" afslørede han roligt. Og afslørede måske hvorfor han netop havde lært at danse så godt. Det var ikke bare et forførisk redskab, som noget der blev forventet til politiske komsammen. Der var folk, som det kunne være underholdende at danse med. Men når det kom til stykket var det aldrig kedelige fester og regelrette danse han havde fundet særlig meget glæde ved i sig selv.
Alligevel lagde han hånden mod hendes talje.
"Vi har ingen musik til at slå takten. Havde du en bestemt dans i tankerne?"

Da han havde valgt at tage imod hendes hånd, sendte hun ham et lille smil fordi hun var glad for at han havde lyst til at danse med hende. Hun havde altid kunne lide at danse, og i hendes øjne var dans nærmest en fin kunst, for måden man kunne bevæge sig på var nærmest uendelige. Der var så mange måder, og det var ikke tit hun faktisk nød følelsen af at danse, for det skete så sjældent. Men når det endelig gjorde, så nød hun det også rigtig meget, og hun var sikker på at det igen ville blive en følelse som hun kunne nyde igen. Hun havde danset med Sean før, godt nok for noget tid siden, men hun kunne godt huske det, det havde været virkelig hyggeligt. Han var en mand der kunne mange ting, og at han også kunne danse og bevæge sig til det musik der måtte være var jo kun et stort plus. Det var så sjældent hun mødte mænd der kunne danse, men måske det bare heller ikke var en ting om mænd gjorde.
Hun satte pris på dem som kunne, for dans kunne sagtens fortælle en masse ting uden at man behøvede sige noget.

Hans ord om at de ingen musik havde fik smilet på hendes læber til at brede sig lidt, og hun blinkede til ham og kort tid efter lagde hun en hånd på hans skulder"Vi behøver kun lyden af den ro der er i rummet, ligesom vi behøver lyden af flammer og gnister fra pejsen"sagde hun imens hun fangede hans øjne. Da han havde fået lagt hans hånd mod hendes talje, og hun allerede stod klar med hendes hånd på hans skulder manglede der kun én ting. Hun fjernede kort blikket fra ham, og lod hendes øjne hvile sig på hans hånd som hun kort tid efter tog i hendes hånd. Blikket gled op på hans ansigt igen, og hun stod nu med hendes hånd i hans, og med hans hånd mod hendes talje, og hendes hånd på hans skulder. Denne her gang var anderledes på den måde at de faktisk ikke var klædt på til en dans, jovist man behøvede måske ikke det fine tøj til en dans, det havde hun da besluttet at det behøvede de ikke. Det var ikke underligt i hendes øjne, og hun trådte et skridt tættere på ham"Lyden af flammer, gnister, dine ord, mine ord, vores stemmer, det er alt sammen nogle gode toner syntes jeg"sagde hun og holdte blikket på ham med hovedet  på skrå, normalt plejede der at være musik, men det behøvede man jo ikke så længe man fandt toner, rytme og takter i andre ting"Når der ingen musik er, er man nød til at skabe sin egen musik, og jeg er sikker på vi sagtens kan nyde det på den måde"sagde hun og ventede lidt, for skulle hun begynde at føre an, eller ville han have æren. Normalt var det mænd der plejede at føre an, så hun vidste ikke lige om hun skulle denne her gang, eller om han ville have æren.

Han havde også nævnt om hun havde en bestemt dans i tankerne, det havde hun ikke tænkt så meget over, og stod og tænkte lidt havde hun en bestemt dans de kunne danse. Blikket fjernede sig fra ham til at falde på pejsen, og tænkte så lidt over de ord han sagde med at mange snakkede om ham, men ikke på den måde som han måske havde håbet eller ønsket. Hun forstod det godt, og gav et nik fra sig og vendte blikket tilbage på ham"Jeg kender det faktisk fra mig selv, noglegange snakker folk om en men så alligevel ikke på den måde vi måske ønsker de skal snakke om os. Når der er mange der snakker om dig Sean, så forstår jeg ikke hvordan de ikke kan snakke om dig på den måde at det nærmere er mere personligt, og dybt end bare at snakke om dig fordi du er et velkendt ansigt, du har den titel du har, men også fordi alle ved hvem du er, og mange kan bruge det til deres fordel"sagde hun og holdte øjenkontakt med ham, og lod smilet forsvinde lidt"De glemmer måske at du indeholder meget mere end, hvad de kan bruge, og søger efter. Det er de færreste der nærmest ser så dybt ind i os, men bare ser os for hvad vi er"sagde hun og lod blikket glide hen på hendes hånd der hvilede sig på hans skulder"I mine øjne mener jeg stadigvæk at du er unik, ikke fordi du er noget andre ikke er, men fordi du som person indeholder så mange gode ting, og desuden"sagde hun med en lille pause, hvorefter hun sendte ham et smil"Så ville det jo være træls hvis vi alle var ens, så ville der ikke være noget unik ved en person"sagde hun og lod smilet brede sig lidt.

Hun kendte godt det med at være glad for opmærksomhed, hvem kunne ikke lide det, selvfølgelig kunne man nok indimellem blive træt af den, men for det meste nød hun det også. Som hun så stod overfor ham, og lyttede til flammerne samt gnisterne fra pejsen, og med hendes øjne hvilende på hans øjne, ventede hun enlig, men måske hun skulle spørge hvem der skulle føre an"Vil du have æren eller skal jeg"spurgte hun med en nærmest tydelig hentydning til, hvem af dem der skulle føre an.

Sean havde intet problem med at føre an, han ville blot vide om hun havde tænkt på noget bestemt først. Men da hun nævnte hun ikke havde det, begyndte han bare på simple og lette trin, der ville føre dem rundt i en stille vals. Der var ingen musik, så hvis han skulle opdigte sin egen lige nu, var noget roligt det der faldt ham først ind. Måske fordi han selv havde brug for roen, måske fordi der var roligt omkring dem og ro i den samtale de havde med hinanden.
Cimberlie havde ikke helt fanget hvad han havde ment. Men det gjorde ikke noget, for hun havde formentlig ret i de ting hun sagde alligevel. Hans mening havde også været svær at formulere. Faktisk var han ikke sikker på han havde kunne tolke sine egne ord på den måde, som han faktisk havde ment dem.
Og dog...Måske havde hun lidt fanget pointen alligevel? Der var ingen der snakkede direkte til Sean, for at lære manden Sean at kende. Folk snakkede kun til ham i forbindelse med hans titler. For at være fair, så lagde han heller aldrig op til det. Snakkede aldrig om sig selv og hvis det blev et emne, så skiftede han gerne samtaleemne. De få folk, der måske ville slippe af sted med et spørgsmål eller to, stillede dem aldrig. Eller spurgte tild e forkerte ting, som Sean ikek ønskede at snakke om. De svære ting, såsom om familie, om følelser, kærlighed og den slags. Ikke noget så simpelt og velkendt som hvordan ens dag havde været eller hvad man gik og tumlede med lige den dag. Det var ikke noget Sean havde tænkt over i lang tid...Men på det sidste var det blevet klart for ham. Til dels fordi enkelte individer på det sidste havde fået ham til at snakke om hverdagsting og det var gået op for ham hvor dejligt...Normalt...Det føltes. Ikke bare at snakke om de ting, men lige så meget at blive spurgt og vide nogen havde om ikke andet, så den mindste interesse for ham. Han savnede det. Især ud fra de planer han havde lagt for sit eget liv nu.
Nej...De færreste fortalte ham hvad de tænke eller tog en normal samtale med ham. Og det var alt sammen nok også hans egen skyld. Han mindede ikke om en person der ville den slags hverdagsting.
Så på den måde havde Cimberlie ret. På den måde havde Cimberlie netop forstået hvad han mente.

Alligevel fik hendes ord ham til at smile og rejse et øjenbryn i let undren.
"Ingen kan tale personligt om mig, fordi ingen kender mig personligt. Og de få, der kan påstå de har gjort det, lever ikke blandt sladrende småfolk" bemærkede han roligt.
"Jeg har brugt hele mit liv på at lave mure og leve op til mit eget skuespil. Lad aldrig folk se mere, end det de enten leder efter eller har brug for. Sig aldrig noget, der kan afsløre dig selv. Det er de principper jeg lever efter. Og det skaber en naturlig afstand til den slags spørgsmål" indrømmede han yderligere. Så blev hans smil en anelse større.
"Og jeg er i den grad ikke en person der indeholder mange gode ting" tilføjede han sigende. Han var ikke efter Cimberlie. Hun havde ret til sine meninger. Mere sagde han det, som i at han var uenig i udtalelsen. Og han undrede sig oprigtigt. Ingen ville sige han indeholdte mange gode ting. At være gentleman betød ikke man var en god person, der betød bare han vidste hvordan han skulle opføre sig i offentligheden. Han søgte sine tanker. Var der andet Cimberlie kendte til, som hun kunne henvise til? Måske opfangede hun det intuitivt - uanset om det var sandt eller ej - eller som i at hun mente at have aflæst hans generelle personlighed?
Han dræbte. Han manipulerede. Han tiltrak. Han torturede. Han var en dårlig forældre og formentlig en dårlig kæreste, ud fra de mislykkedes forhold han havde haft. Faktisk var der ikke meget, man kunne sige han havde haft succes med, hvis ikke man snakkede om noget politisk. Hvis ikke man snakke om hvor godt han gjorde sit arbejde. Han havde blot evnen til at virke som en, der netop havde styr på det hele. Hvilket jo var præcis den fornemmelse han ønskede at give.

Det var på tide de skiftede emne. For det var hvad han gjorde, hvis samtalen enten blev for specifik, personlig eller ligegyldig. Så i stedet skubbede han hende ud i et dansetrin, der ville invitere hende til at snore rundt med sin hånd i hans. Kun for et øjeblik efter at blive trukket ind til hans krop igen. Han lod dansen fylde behovet for samtale. Han tvivlede på hun intet ville sige, men i det mindste kunne han styre om han ønskede at svare.
"Fortæl mig om noget der gør dig glad" foreslog han i stedet.

Dansetrinnet der fik hende til at snore rundt med hendes hånd i hans gav hende et bredt smil på læben, det var ganske hyggeligt og bestemt ikke et dårligt dansetrin. Da hun så blev trukket ind til hans krop igen lod hun hånden på hans skulder kærtegne den lidt, imens hendes øjne havde fanget hans. Smilet sad stadigvæk i mundvigene, og hun nød den ro der var her, kun lyden af vinden mod vinduerne, flammerne og gnisterne fra pejsen. Samt hendes fødder og hans fødder der bevægede sig i forskellige dansetrin, og enlig bare flyttede i både samme takt men også så ud til at flytte sig forskelligt på en måde der bare passede deres dans. Kort lod hun hendes øjne glide hen på hånden der lå i hans, og hun sagde ikke noget nød bare øjeblikket som der var. Noglegange skulle man virkelig bare nyde nutiden lidt, og ikke tænke så meget over andre ting. Selvfølgelig kunne der sagtens komme evner på banen som man var nød til at snakke om, men ligenu nød hun bare at være i nuet. Som de dansede videre, lyttede hun også til det han sagde, og da ordene om at ingen kendte ham personligt lagde hun hovedet lidt på skrå"Grunden til ingen kender dig personligt er det fordi du lukker få personer ind"spurgte hun så lidt undrende men også af ren interesse for at vide, hvad grunden måtte være til det.

Imens han fortalte om hvad han havde brugt hans liv på lyttede hun, imens hun efter få minutter fjernede blikket fra ham. Lod hendes hånd glide ned fra hans skulder til at hvile sig mod hans bryst. Under deres dans kunne hun godt mærke hvor rart det faktisk var, det havde jo også været lang tid siden at de havde danset. Det var hyggeligt som altid, og nu da de faktisk var igang med at danse igen, kunne hun ikke andet end at nyde det for det havde hun også gjort dengang. Det var også som om i hendes øjne at Sean virkede mere nærværende og elegant på en måde hun ikke vidste, om det overhovedet passede, og hun valgte heller ikke at sige noget. Med hånden hvilende på hans bryst, og med blikket rettet på ham sendte hun ham et smil"Men hvorfor har du været nød til at spille skuespil, for du skal aldrig skjule den person du er, for du ved aldrig hvem der vil kunne lide dig, og forelske sig i dig som person hvis du er en anden"sagde hun imens smilet forsvandt lidt, og hun kiggede væk fra ham kort. Det var ærlige ord, men hun mente det også for hvem ville kunne lide en person der ikke var den person. Men så igen hun kendte godt til at skjule ting, gjorde de fleste ikke det, men så igen hun havde hvist ikke meget at skjule. Hun tænkte lidt over de ord hun lige havde sagt til ham, og drejede så hovedet hen mod ham igen, og kiggede ham i øjnene"Er det ikke hårdt for dig, eller svært at skulle leve op til dit skuespil, og aldrig lade folk se mere end de leder efter, selvom mange sikkert kun vil det de selv søger eller leder efter. Så de kan hurtig glemme personen bag"sagde hun og fik en lille tænkende mine over ansigtet

Hun fulgte med den takt de havde i dansen, og det var enlig første gang hun oplevede at danse uden musik. Uden nogle toner, men som hun havde sagt der var musik i næsten alt, man skulle bare lytte efter. Dans  kunne også vise så mange ting, noglegange behøvede man ingen ord, fordi dans sommertider kunne vise hvad man ville sige. Hun sendte ham et større smil, og bevægede hovedet lidt tættere på ham"I mine øjne indeholder du mange gode ting, selvom du måske ikke ser dem, eller viser dem for mange, for måske du skjuler dem så kan jeg se dem. Jeg ved det lyder underligt men du har aldrig vist mig andet end venlighed, et godt hjerte, og respekt"sagde hun med ansigtet lidt fra hans, og trak sig lidt tilbage for at lagde hendes hoved hvile sig mod hans bryst imens de dansede videre. Det lød måske underligt at hun lige havde sagt at hun så så mange ting i ham, som han måske ikke så, men så igen hun kendte ham jo heller ikke så godt at hun måske ville kunne vide, om det var sandt. Hun havde bare gået ud fra hendes mening, ligesom han havde hans meninger, og det var også helt iorden.

Med hendes hoved hvilende mod hans bryst, hånden der var i hans, og hendes anden hånd der lå mod hans bryst sad der et smil på hendes læber. Vinden kunne stadigvæk høres mod vinduerne, samt flammerne og gnisterne fra pejsen kunne høres. Hun gav hans hånd et lille klem"Jeg undskylder hvis jeg bare gætter mig frem til hvordan du er, eller bare kommer med en masse meninger jeg har omkring det. Enlig stop mig hvis jeg tager fejl, for hvis jeg gør"stoppede hun kort og kiggede hen mod pejsen, imens hun holdte hovedet fortsat mod hans bryst"Så fortæl mig endelig hvad sandheden er, jeg vil nødig skabe et billed i mit hoved af dig som en person du ikke er, men jeg føler og ved bare der er så meget mere indeni dig"sagde hun så og lod smilet blive til et lille et.
At han så havde sagt til hende, at hun skulle fortælle ham noget der gjorde hende glad, vidste hun ikke helt hvad hun skulle svare. Der var så mange ting der gjorde hende glade, og der var mange ting der ikke gjorde hende glad.

Hun trak sig lidt ud fra hans bryst, og vendte hovedet mod ham, så hun igen kiggede på ham"Der er ingen der har spurgt mig om det før"sagde hun lavt med et hævet øjenbryn, hun var lidt overrasket over det, men det var pænt af ham at han ville vide det, medmindre det bare var for at snakke om et eller andet. Det kunne hun ikke vide, men hun valgte at svare ham"Der er mange ting der gør mig glade, men noget der gør mig glad er mit liv som vampyr, jeg ved det lyder underligt måske. Men jeg nyder det selvom jeg kan hade det til tider, jeg har nok bare lært at elske det jeg er, frem for at hade det. Men det gør mig glad at jeg har fået det her liv som jeg har, selvfølgelig har jeg valgt at leve det som jeg vil, og gør men livet som en vampyr gør mig glad, fordi det har givet mig så mange gode ting, selvfølgelig også dårlige ting"fortalte hun imens et smil bredte sig over hendes ansigt, og der gik få minutter før hun besluttede sig for at spørge ham om det samme"Så er det din tur, fortæl mig om noget der gør dig glad, for der må være noget der gør dig glad"hun blinkede drilsk til ham og smillede lidt større.

På nogle punkter mindede hun ham om en fugleunge. Hun var smuk, stærk og kunne til dels spille spillet. Men hun nåede ikke helt op på samme niveau, som Sean selv. Det var også okay. Hun kunne spille det nok, til at det var interessant for ham. Hun var meget ligefrem, i forhold til mange han snakkede med, og måske gav det en velfortjent pause. Han havde lige sagt, at han selv lukkede folk ude. Det var i hvert fald sådan han havde ment sine ord, så det spørgsmål valgte han ikke at svare mere på. Han så ned på hende. På en måde følte han at han skulle lære hende om tingene. Om hans måde at leve livet. Hun havde måske ikke brug for at skjule sig eller kontrollere sig selv fuldstændig, fordi hun ikke levede i et farligt politisk liv eller i et miljø med tvivlsomme og stærke personer, der hengav sig til alverdens kriminalitet. Den slags havde altid været en del af hans liv.
Han mødte hendes spørgsmål med en svag latter.
"At vise præcis hvem jeg er, til hver en tid, ville udsætte mig for fare eller ødelægge mine planer. Jeg har hele mit liv arbejdet med ting, med folk, der har gjort jeg måtte kontrollere den slags. Svagheder kan blive brugt imod en. For mange informationer kan blive brugt imod en. Og ærlig talt...Så er det også ret underholdende. Jeg har aldrig sagt det var en negativ ting" bemærkede han roligt. Ja, det var underholdende og han følte selv at han mestrede evnen ret godt. Hans naturlige charme, han intellekt og styrke, gav som regel folk andre ting at tænke på eller distraherede folk. Men dermed ikke sagt det ikke var negativt. Måske havde det jagtet folk væk fra ham, fordi de følte de aldrig lærte ham at kende. Fordi han netop aldrig lukkede op og altid spillede sine skuespil. Det var en del af ham nu. Det var ikke noget han ville kunne lægge fra sig. Ærlig talt var skuespillet nok lige så meget den han var, som så meget andet. Ville der være en Sean uden? Hvordan ville den Sean se ud? Han vidste det ikke.
"Den bedste løgn inderholder en bid af sandheden. Bare fordi jeg spiller det meste af tiden, og viser folk det jeg ønsker de skal se, betyder det ikke jeg aldrig viser mere til udvalgte andre" forsikrede han lige så roligt. Et svagt smil gled over ham.
"Men de færreste kan følge efter mig særlig længe, uden at blive forpustet. Folk beskylder mig for aldrig at åbne op eller for at være for svær at komme ind på. Det er svært for folk enten bare at acceptere det, eller fortsætte kampen for at se noget, andre ikke har set" han drillede Cimberlie lidt. Selv i forhold var Sean meget nøjeregnende. Han havde ikke altid fuldstændig kontrol over sine følelser. Og ting, der blev personlige, var ofte noget der fik ham til at miste kontrollen. Hans vrede, hans stædighed, ville være legendarisk blandt hans erobringer. Lige så meget som hans hensynstagen og behjælpelighed for dem, han virkelig anså for vigtige i sit liv.

De dansede videre, hvilket gav en fin pause i mellem deres ord, når de enten tænkte eller der opstod en naturlig pause mellem en ting og den næste. Alligevel fandt Sean at emnet trættede ham. Han følte ikke for at forklare dette til andre. Og endnu en gang følte han, at Cimberlie måske mente der var mere mellem dem, end Sean selv følte der var. Hun havde modsagt ham flere gange i aften, så han ville ikke nævne det igen. Formentlig lå det ubevidst i hende og det var hans job at danse uden om det, undgå det eller vise det ikke var gengældt.
"Hvis vi alligevel er ærlige i nat, Cimberlie..." bemærkede han roligt.
"Har du næppe set mere, end min normale reaktion over for adelige, hvis gunst jeg prøver at bevare. Blot fordi jeg er venlig og en sand gentleman, betyder det ikke det er en del af mit inderste væsen. Det betyder blot jeg har lært at spille min rolle tilfredsstillende. Selv om jeg må indrømme det altid er sjovere at udse sig et offer og danse med hende hele aftenen" bemærkede han med et svagt smil, som en lille hentydning til Cimberlie selv. Det var alt den sandhed der ville være, for han sagde ikke mere, selv om hun havde opfordret ham til det. Hvem ville han være, at udlægge hele sit liv og personlighed til en anden person? Det var aldrig noget han havde gjort. Han vidste han ville gøre det en dag. Men ikke i nat. Og formentlig ikke til Cimberlie. Han lod altid folk arbejde for at opnå deres egen mening af ham. Til det punkt, hvor de ikke orkede at tænke over det mere, og sad tilbage med hvad end de havde fundet ud af. Aldrig den hele sandhed, men måske hver deres bid af den.
I stedet svarede han på hendes sidste spørgsmål.
"Du vil finde at jeg også er glad for det samme. Ikke at være vampyr, men at være dæmon. Også selv om jeg modsat dig, er født ind i det og derfor aldrig har prøvet at være andet. Hvorfor skulle jeg, når jeg allerede tilhører den stærkeste race der findes? Jeg har alle grunde til at være stolt" bemærkede han, og sendte hende et større og mere drillende smil. Selv om dæmoner og vampyrer tit kom godt ud af det med hinanden, var der sikkert en delt mening om hvilken race der var både den bedste og stærkeste.

Imens de dansede videre, og han førte hende rundt lyttede hun til de ting han fortalte. Indimellem lod hun blikket glide væk fra ham, men det fandt altid vejen tilbage til ham igen. At afbryde ham behøvede hun ikke, og det ville hun heller ikke for hun kunne godt lide at lytte til ham ligemeget hvad han måtte sige, og fortælle. Det ville også være uhøfligt af hende at afbryde ham, og hvis hun skulle stoppe ham undervejs ville det måske være træls for ham at skulle fortsætte, hvor han slap. Enlig tænkte hun ikke meget over det, og lod ham snakke færdig imens et smil bredte sig over hendes læber. Hvem havde troet at danse uden musik ville være så fredeligt, og afslappende. Det var helt anderledes end, hvis der havde været musik, og imens de fortsat dansede kunne hun høre at han blev færdig med at fortælle, hvilket gav hende mulighed for at komme med svar til ham"Ja du skal være stolt over det som du er, hvorfor skulle du også være andet. Det må være en dejlig følelse at være så stærk en race"sagde hun og holdte blikket på ham, det skete ikke særlig tit at hun mødte dæmoner, det var næsten altid vampyrer. Ikke fordi der var noget galt i det, for det var der ikke. Hun elskede at møde andre som var det samme som hun var, men derimod kunne hun også godt lide at møde andre mørke væsner.

Som de dansede videre stoppede hun pludselig med takterne og trinene. Sagde ikke noget men holdte blikket på ham i nogle minutter, hun lyttede til vinden der bankede mod vinduerne, flammerne og gnisterne i pejsen. Hans ord om at det var sjovt for ham at udse sig et offer som var hentydet til hende, smilet forsvandt dog ikke det blev til et bredt et, og hun lagde hovedet en smule på skrå. Hvad betød de ord, at være et offer var det i hans øjne en god eller dårlig ting, hun vidste det ikke. Men hun måtte jo være et offer i hans øjne han havde selv sagt at der ikke var andet for ham end sex, og det havde været fint med hende. Hun ville heller ikke tvinge ham til at føle noget han ikke følte, enlig var hun ikke sikker på hvad hun følte for ham. Selvom det kunne virke som om hun ville mere end han ville, hvordan kunne han så være sikker på det. Hendes blik fandt pejsen og lod det brede smil brede sig en smule"Bliver det ikke kedeligt at danse hele aftenen, for måske du har nogle bagtanker omkring hvad der skal ske i aftenens mørke"sagde hun og sendte ham et blik, og kort tid efter lænede sig ind mod ham. Holdte øjenkontakten og lod tungen glide hen over hendes læber, hånden der hvilede sig på hans bryst lagde hun kort rundt om hans nakke"Som du nævnte det var kun sex du ville have har jeg ret, medmindre du ville udforske andre ting"sagde hun så og blinkede til ham. Få minutter efter trak hun sig tilbage stadigvæk med smilet siddende på ansigtet. Hånden der lå rundt om hans nakke tog hun til sig, og tog et skridt tilbage så hans hånd ved hendes hofte automatisk ville glide ned.

Det var aldrig til at vide, hvad tanker han havde omkring aftenen, men i det mindste blev de ikke afbrudt. Så igen man kunne aldrig vide, måske mændene fra før ville finde frem til dem. Så igen hvad skulle de kunne gøre, en dæmon og en vampyr var måske ikke det man lige havde lyst til at kæmpe imod. Hun kastede kort med det blonde hår, og gik forbi ham hen mod sofaen. Lod nogle fingre stryge hen over ryglænet, hvorefter smilet bredte sig lidt mere"Selvom mange beskylder dig for aldrig at åbne dig op, så har du jo åbnet dig op for mig, og jeg tør stole på de ting du siger, uden at vide om alting er sandt eller ej"sagde hun og kastede et blik hen over skulderen på ham. Det var ærlig sagt af hende, og hun forstod godt de ting han sagde, ja sommetider følte hun at en løgn til tider måske ville være det nemmeste, selvom hun var en ærlig person. Hun ville hade at såre andre med sandheden, ligesom hun heller ikke kunne stoppe andre fra at lære hende at kende, selvom det kunne være svært. Hun indeholdte så mange ting, hun var et kaos til tider, et kaos man både kunne elske eller hade. Der var mange der tit faldt for hendes udseende, og bare udnyttede det. At have den charme og udstråling hun havde havde sine fordele, men kunne også have sine ulemper. Blikket hun havde på Sean blev der i lidt tid endnu, før hun kiggede væk fra ham.

Satte sig ned i sofaen, lagde det ene ben over det andet for at sidde lidt bedre. Hun lod en hånd stryge hen over hendes hals kort, det gode var at hun ikke behøvede noget blod ligenu, men hvad gjorde hun når hun behøvede det. Kunne hun bide Sean for at få noget, eller ville han måske se det som at hun endnu engang ville mere end han ville, fordi var det ikke kun tætte bekendtskaber eller venner der gav lov til sådan noget, ja måske en partner. Hun vidste det ikke, var heller ikke sikker på det. Så igen hun behøvede ikke tænke på det, fordi hun var ikke tørstig efter blod ligenu, så når det kom til tørsten måtte hun vel finde ud af, hvad hun kunne gøre for så behøvede hun ikke bide Sean"Det ville være træls, hvis dine planer blev ødelagt"lød det så fra hende med hovedet på skrå, og hun lod nogle finger glide igennem det blonde hår. Det var tydeligt at høre, at hun drillede ham en smule, men det kunne også godt lyde som hun ville ødelægge hans planer, selvom hun måske ikke ville det så skadede det vel ikke at give lidt mistanke til det. Noglegange legede hun bare med ilden, og sådan var det bare. Hun kunne underligt nok godt lide det, det gav lidt ekstra spænding, og mystik"Sean det her sted har du besøgt det mange gange"spurgte hun så undrende imens øjnene gled lidt rundt på omgivelserne. Her var hyggeligt, og hun kunne godt lide at være her, men generelt i Doomsville følte hun sig hjemme, om det måtte være det fattige kvarter eller det rige var ligegyldigt, hun fandt skønhed og tryghed i begge steder. Hvor meget han ville svare hende var ikke sikkert, hun spurgte bare for at vide det, og så måtte han selv bestemme hvor meget han ville svare på. Hun var nok også typen der godt kunne være meget ligefrem og direkte, men tit tænkte hun ikke over det for hun var bare den hun var, unik og anderledes fra andre. Ligesom hun ikke var som andre vampyrer, hvilket også var fint for det betød bare hun var unik. Med fingrene der gled igennem det våde blonde hår, lod hun blikket lide ned over hende, kroppen var tør fra regnen og håret var også snart tørt, nu sad hun endnu engang iført det blonde undertøj, siddende på sofaen som kunne hun sidde på en trone nærmest, selvom hun ikke gjorde det. Hendes udstråling, og måde at bevæge sig på sagde det hele, hun behøvede ikke gøre ret meget før at fange andres opmærksomhed, samt at fange andres blik. Intet dårligt ved at have den charme og skønhed hun havde, det var da også noget hun kunne bruge til hendes fordel"Hvem skulle have troet at dans uden musik og bestemte takter kunne være så befriende og afslappende. Jeg takker dig for at du havde lyst til at danse med mig endnu engang"sagde hun med et afsluttet grin. Øjnene havde fundet vej hen til ham igen, så hun bare sad og kiggede på ham.

Hun tog det i det mindste meget pænt, trods han formentlig havde fornærmet hende - enten direkte eller indirekte - alt for mange gange i nat. Enten så hun det ikke som fornærmelser, eller også var hun ligeglad. Eller også noterede hun sig det og ville give ham igen senere. Hvem vidste? Alle var som regel ude på at skade ham. Om det så var bevidst eller ubevidst, var det som regel der folk endte. I den samme ligegyldige bunke af mulige fjender og irriterende typer.
Selv om Cimberlie var mere, end han havde set hende som, anså han hende ikke som en fjende. Måske kunne hun blive irriterende en dag, men at gøre direkte skade...Ja, der skulle mere til. Cimberlie var ikke en direkte del af det store politiske spil, som var der folk kunne gøre mest skade eller irritere ham mest. Ja, blev hun for meget kunne han blot ignorere hende og håbe hun ville føle bare et stik af irritation til gengæld. For hvem ønskede ikke at bruge tid med Sean? Hvem ønskede ikke at være i hans åsyn? Måske troede Cimberlie ligefrem at hun havde en fordel, fordi hun prøvede at forføre ham. Han måtte indrømme han gerne ville. Om ikke andet, så bare for at vide han havde været der. Hvor længe siden var det? Hvor længe siden var det, at han ikke kunne gå en tur igennem byen, uden at se ansigtet på mindst en hvis seng han havde boltret sig i?
Men han mistede ikke kontrollen af den grund. Han levede af sex. At have kontrollen og vide når nogen spillede det mod en, var sjældent noget han overså. Men om han valgte at forfølge det var altid hans eget valg. Noget de færreste som regel var opmærksom på.

Sean smilte svagt, som han vendte sig om mod hende. De havde ikke snakket om mere, end hvad nogen sikkert ville kunne tænke sig til alligevel. Men hvis hun følte han virkelig havde åbnet sig for hende, ville han lade hende tro det.
"Det er et af mange steder. Men når vi er færdige her, vil jeg skaffe mig af det. Jeg tager ingen chancer" bemærkede han blot, ligegyldigt. Ja, han ejede flere ejendomme, men de fleste indirekte. Igennem andre folk, der havde købt eller lejet dem. Til klanen. Men Cimberlie behøvede ikke at kende detaljerne. Jo mindre hun vidste, jo bedre.
"Ud fra dine ord og bevægelser, vil jeg mere sige du har tydelige bagtanker" tilføjede han så og smed sig en lænestol over for hende. Han lænede sig godt tilbage og sad med let spredte ben. En forholdsvis åben position...Og måske en lille invitation? Usagte ord der blev båret med hans øjne. Hvis hun så gerne ville have sex, burde det så ikke være hende der lagde op til ham frem for omvendt?
Han sagde ikke nej til en lille leg. I denne verden var det forventet af de fleste kvinder gav efter for de rigtige mænds ønsker. At ægtemanden havde en lydig kone, der lod ham. Men det var langt fra tilfældet i Seans liv. Tværtimod omgav han sig mest med kvinder, der vidste hvad de ville eller som selv deltog aktivt. Han tvivlede ikke på at Cimberlie ville kunne leve op til i hvert fald det - at tage initiativet. Alligevel nød han tanken om at drille hende på denne måde.