Hvem skal jeg vælge? Og kan jeg vælge? X - Rafaela og Raco

Sted: Kroen "Den Halte Rotte"
Tid: aftentid, Juli
Vejr udenfor: Overskyet og letter blæsende

!!!OBS... Groft sprog og let vold vil finde sted i emnet!!!


Rækkefølge:
Jake
@Rafaela
@Raco

Outfit

Jake havde tilbudt Raf og børnene en 'lille' udflugt, som indeholdte en sejltur på Draconia, først til Dead Mans Rock, hvor de havde holdt hvil i fem dage. Under hele sejlturen havde de haft følgeskab af skibene Seastormers Revence og Dark Siren. Han var straks blevet overfaldet af både Taliia og rådet, som krævede at han fortalte om sin tid i Dragons Peak og om hvad han nu havde af planer for både klanen og racen. Jake havde derfor brugt det meste af de første to dage på møder og papirarbejde, så han havde virkelig nydt den smule tid han havde tilbragt sammen med Raf og børnene. Ved morgenmaden på den tredje dag erklærede han højlydt, at han ønskede at tilbringe hele dagen sammen med børnene. Taliia havde skreget af grin over den måde han havde sagt tingene på og den måde han havde set ud, da rådet ellers havde været klar på at gøre beslag på ham. Med latter kramper, havde hun fortalt ham at han skulle havde set sit eget ansigt.
Lige på det punkt, havde Jake skulet til hende og mumlet noget om at hun godt kunne opføre sig mere voksent. Kun for selv at trække på smilebåndet, da han levende kunne forstille sig at han havde lignet et lille barn, der ikke fik sin vilje.
De sidste dage de var på øen, viste Jake rundt i byen og i skoven, så børnene og Raf fik et større indblik på hvordan klanen boede og hvor Jake havde tilbragt en del år. Han forvandlede sig endda til sin drageform og legede med børnene i den times tid han nu kunne holde formen i, hvis de havde lysten og modet. Dog passede han meget på hvordan han bevægede sig, hvis de legede rundt på ham, da han ikke ville risikere at skade dem.

Da de skulle til at tage af sted, kom Taliia over til ham og Rafaela med en kurv fyldt med små flasker og krukker. Med et blink og let drillende øjne havde hun sagt at det var til at afhjælpe deres lille problem. Jake havde selvfølgelig rødmet til langt op over begge øre og havde sagt at de aldeles ikke havde nogle problemer. Men Taliia havde bare blinket til Rafaela og var gået med en vinken, inden hun forsvandt i folkemængden.
Sejlturen til Minotaris havde taget næsten to uger, da de var løbet ind i lidt omskifteligt vejr. Heldigvis havde healeren ombord afhjulpet de forskellige med urtedrikke, så ingen var blevet særlig søsyge.

Jake sukkede af lettelse da de lagde til kaj i Minotaris omkring middag, eftersom de var undsluppet den værste del af sommerstormen. Han gik i land sammen med Raf og børnene, og hyggede sig sammen med dem hele dagen.
Nu var det så blevet aften og de havde lige puttet børnene, for så at sætte sig i krostuen igen. En stor del af de tre besætninger var ude i byen og have det sjovt. Nogle var blevet ombord for at holde vagt og en lille gruppe på ti, havde fordelt sig ved to borde i krostuen hvor de sad og spillede kort eller kastede med terninger.
”Hvad skal vi finde på i morgen med de to? En tur ned til stranden, hvor de kan bade eller rundt i byen igen?” Han så smilende på Raf mens han talte. Uden at tænke over det, løftede han hånden op til sit bryst og begyndte at gnubbe det let.

Da Jake havde inviteret hende og børnene på en lille udflugt havde Rafaela i starten været lidt usikker på om de skulle tage med da hun jo allerede havde været væk fra sin familie i lang tid selvfølgelig ville hun på en måde med, men da børnene havde hørt om udflugten havde de plaget hende om, at de skulle afsted havde hun til sidst overgivet sig og grint af børnene og Jake. De alle 3 havde været nogle plageånde og man skulle næsten tro, at de havde planlagt det imod hende. Reine og Emily var med tiden blevet meget gladere for Jake. Specielt Reine da han endelig havde en mandelig draconianer han kunne spejle sig i og havde en faderfigur i sit liv som også gjorde Rafaela lykkelig. Selvfølgelig havde hendes faster, onkel og fætter været en stor hjælp for hende og børnene og havde været med til, at udvikle dem.
De 2 dage, hvor Jake havde haft travlt med, at passe klanen og møderne og ikke havde haft så meget tid til hende og børnene havde hun det lidt dårligt med for hun havde håbet, at de kunne hygge sig og få en eller anden form for familiehygge ud af turen og Reine havde spurgt konstant hvornår Jake havde tid til, at lege da Emily ikke altid var så sjov, at lege med da Emily hellere ville læse i sine bøger, tegne eller bage kager eller lave mad. Emily havde brugt mange timer med Makkadin som var Rafaelas onkel ude i køkkenet. Rafaela havde dog nydt aftenerne med Jake, hvor hun vidste, at der havde hun Jake helt for sig selv, hvor hun kunne sove med sit hoved på sin elskedes mages brystkasse.
De sidste dage i Dead Mans Rock havde børnene og Rafaela nydt hinanden. Rafaela fik et større indblik i Jakes klan og var overrasket over, hvor meget de havde udrette, hvor hendes egen klan havde hun med vilje måtte holde nede og lade de andre medlemmer træde til da hun ikke kunne eller måtte fortælle Jake om hvad hendes klan lavede. Da Jake havde forvandlet sig til sin drageform havde børnene leget ovenpå ham. Reine var helt vild med det og glædet sig til, at han kunne forvandle sig igen, hvor Emily havde været mere forsigtig i starten, men begyndte også at kravle rundt på Jake. Rafaela havde siddet og kigget på dem og grint af deres lege.

Rafaela havde kigget underligt på Taliia da hun var kommet med kurven til hende og Jake. Hun forstod ikke helt hvad det var hun mente med, at det kunne løse deres problemer. Hun syntes, at det var sødt at Jake rødmede, men hun fattede hat af det og havde kigget underligt og spørgende på Jake.
Turen videre til Minotaris havde været roligt for hende for efter sidste tur de havde været på havde Rafaela ikke været så søsyg længere, men Reine og Emily havde været hårdt ramte og Reine havde været mere morsyg end han normalt var og ville hele tiden være op af hende. Hun kunne kun akkurat få lov til, at træde af på naturens vegne ved, at Jake holdt ham, men så snart Reine så Rafaela igen hang han på hende. Emily havde dog ligget for det meste i sin køje og sovet turen væk. Selv urtedrikkene hjalp ikke så godt på Reine da han forbrændte det hurtigere end normalt, hvor Emily var blevet mere træt af det.

Da de vi kommet til Minotaris havde hun kigget ubevidst efter Racos skib Black Breath. Raco var jo kaptajnen på det skib og hun havde tilfældigvis mødt ham ved, at gå ind i ham da hun var der for lang tid siden. Dengang Rafaela, Jake og Gabriel havde mødt Racos far og Gabriels bror havde Rafaela overhoved ikke koblet Raco til den Raco de havde snakket om og havde derfor ikke nævnt, at hun kendte Raco eller rettere havde mødt ham. Ikke en gang for Jake havde Rafaela nævnt dette. Børnene havde hygget sig, hvor Reine var begyndt, at hænge på Jake igen eftersom at nu var de på landjorden igen og ikke var søsyg længere.
Rafaela havde haft lidt svært ved, at forlade børnene om aftenen, men Jake havde forsikret hende om, at der var nogen som passede på børnene og dem der havde det primære ansvar for dem havde hun snerret af, at de skulle passe på dem med deres liv ellers fik det med hende, at bestille. Der havde Rafaela været ligeglad med, at det var Jakes folk for der kom dragemoren i karakter. Hun havde sat sig overfor Jake så hun kunne se ham i øjnene og holde ham i hånden på krostuen. Hun sad lidt og tænkte over det Jake spurgte hende om og hun smilede stille til ham "Tror stranden ville være perfekt for børnene" sagde hun stille og nussede Jakes hånd blidt. Hun lagde sit hoved let på skrå og kiggede undrende på hovedet har han begyndte, at gnubbe sig til brystet "Hvad sker der kære?" spurgte Rafaela lettere bekymret.

Mænd løb rundt på dækket og jublen rejste sig gennem deres mængde. De havde ikke været hjemme i måneder og efter mange farlige ture, var deres skib nu næsten i havn. De kunne se byen Minotaris rejse sig i horisonten. De hvide sejl bar dem hjem med hjælp fra bølgerne. "Hjemme!" Var der en som råbte og 180 andre sluttede sig til ham. Der var dog tre som ikke skreg som vanvittige. Raco Fire stod oppe ved roret af Black Breath. Ved roret var hans styrmand, Herc, og hans Boatswain, Jajali. Begge var af hans race og have været fjerne slægtninge til hans klan. De havde hjulpet ham med at slippe fra hans familie og brugte deres energi på at heale ham. De vidste at Raco var en af de få som vil kunne stoppe hans familie fra at myrde løs.

"Er det dejligt at være hjemme, kaptajn?" Jajali så på hans kaptajn, som stod med hænderne hvilende på træværket og de rolige øjne låst fast på byen som langsomt kom nærmere og nærmere. "Det er altid dejligt at være hjemme, Jajali. Ud af alle byer, vil Minotaris altid være den som vi kan vende hjem til, uden at frygte min familie er her." sagde han og så på hans Boatswain med et smil. Han så sig over skulderen og så resten af hans flåde glide ind på linje bag dem. 7 syv skibe komme ind i havnen. Havnefogden kendte dem og lod dem ofte komme forbi uden at tjekke deres last. Han stolede nok på Racos ord.

De gled op til kaj og Raco skridtede ned på dækket. Landgangen blev skubbet på plads og Raco var den første mand som gik ned af den. "Lad lasten ligge til i morgen. Lad os tag ned på kroen for at fejre at vi er hjemme." brølede han og atter lød jublen. Vagterne så efter dem som de passerede. Deres opgave var at overvåge havnen og de skibe som lå til kajs. Blandt dem var Racos en af de mest bevogtede. Hvem vil ikke gerne slippe afsted med et piratskib?

Som de gik gennem byen samlet løb rygtet hurtigt. Black Breath og hendes flåde var kommet hjem. Og de var på vej til Den haltende rotte. Kroen som Raco og hans folk foretrak når det kom til drikkelse. Med kroen i syne, kunne Raco mærke noget som havde længe havde skubbet til side. Han lagde en hånd over sit hjerte og stoppede. Han så ned mod kajen og rynkede brynene. Der var et skib som virkede velkendt.

Saxon og en gruppe af Draconias besætning kom gående henne fra skibet med retning mod kroen, hvor han viste at Jake og Raf var. De lo og spøgte med hinanden på vejen, men knap to meter fra kroen blev gruppen pludselig stille og stod som forstenede med et nærmest vantro blik. Saxon havde på det tidspunkt vendt sig for at kikke en sidste gang mod skibet og sikre sig at der var et vagthold ombord, så han så undrende på sine kammerater da de stoppede op.
Saxon vendte hovedet og gispede da han genkendte personen.
”Raco!?” Han trådte et par skridt tætter på manden og smilede lidt usikkert.
”Ved Hydra, hvor er det længe siden... Øhm... Går det godt?” Hvorfor han begyndte på en lidt nervøs small talk, viste han ikke. Men måske skyldtes det at han viste hvilke problemer det kunne give for Jake at se sin soulmate igen. Nervøse blikke blev kastet fra Raco til kroen af gruppen bag Saxon. En begyndte at mumle:
”Tror i han ved n...?” De andre tyssede omgående på ham, og så nervøst på Raco. Helvede kunne bryde løs, hvis de huskede Raco ret. Jake havde en gang før haft problemer, der havde medført nogen afstand mellem de to. Og ingen af dem ønskede at se en gentagelse af det.

Inde i krostuen blev Jake klar over at han gned sig på brystet, og blev en smule flov over det.
”Jeg... ved det ikke...” Han gned sig lidt hårdere og fik et let forpint udtryk i ansigtet.
”Det... Er som om noget gnaver i brystet... Kunne det? Nej, det er umuligt....” Han rystede på hovedet og tvang hånden væk fra brystet, kun for at bunde sit krus med rom. Tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Sidst han havde følt det sådan, havde været den gang i Aquener hvor Raco var dukket op i hans liv igen. De havde genfundet kærligheden, troede han. Han havde endda været så tosset at fri til ham. Kun for at Raco kunne flå hans hjerte og sjæl i stykker igen, da han valgte at rejse for at finde sig selv. Selvfølgelig havde Jake ladet som om han tog det i stiv arm, men han havde været total ødelagt i flere måneder bagefter. Noget der havde påvirket klanen en hel del, selv om Taliia og rådet havde taget sig af den. Kunne det være at Hydra, igen, udsatte ham for en prøve? Og i så fald, nu hvor han havde Raf og børnene... Hvad ville det betyde for fremtiden?

Rafaela var selvfølgelig nervøs for, hvad der skete med Jake og hun mente ikke, at Jake havde fortalt ham om lige den del der havde med Raco, at gøre overhoved. Rafaela spekulerede på om Jake måske havde haft lidt for meget om ørerne for de havde haft en masse de sidste mange måneder. Faktisk siden Gabriel hev dem med til Devils Lagoon for, at få styr på nogle ting der og så derefter hjem til hendes familie, hvor hendes familie havde prøvet Jake af lige inden de tog afsted igen og Jake havde alligevel ikke haft. Hun kiggede undersøgende på Jake "Tror du ikke, at Saxon skulle se på dig kære? Eller måske tage den mere med ro? Du har haft virkelig meget at se til de sidste mange måneder?" spurgte Rafaela lettere bekymret. Hun spekulerede kort på om hun måske skulle hente Saxon for måske var Jake kendt med dette og havde ikke nået, at fortælle hende omkring dette. Hun rejste sig op og kyssede Jake på kinden "Henter Sacon kære" sagde hun stille og gik ud af kroen og var glad for, at Saxon var tæt på. Hun gik hen imod ham og skulle lige til, at sige noget da hendes blik faldt på en person hun ikke havde set i flere måneder. Hun havde kun mødt manden i kort tid. Raco kaptajnen hun havde kommet til, at gå ind i. Hun glemte kort Saxon og rakte hånden frem til Raco "Hej Raco. Lang tid siden hvordan går det med dig?" spurgte hun stille og smilede høfligt til ham. Hun havde ikke i sin vilde fantasi troet, at dette var den Raco som Jake havde snakket så meget om.

Raco var klar til at flygte da han først så Saxon og resten fra kaptajn Blackfires skib. Det hjalp ikke at han opdagede Rafaela som kom ud af den kro som han var på vej ind på. "Rafaela." sagde han og smilede let, mens slap ikke Saxon og de andre af syne. Hans mænd spredte sig fra alle vinde og langsomt begyndte Raco at gå forbi Rafaela og de andre. Han begyndte at bede til alle guderne at Jake ikke også var her. Han havde det skidt med den måde han forsvandt. Det var ikke den smarteste måde, men Raco havde bare brug for at heale og slikke sine sår. Han var flygtet i nattens mørke sammen med hans flåde. "Jeg troede at du forlod Minotaris for at være sammen med din elskede." sagde han og smilede venligt. Han rakte en hånd frem og trykke hendes.

Et par af Racos mænd sneg sig ind på kroen. Nogen af de ældste på skibet genkendte en velkendt skikkelse. De begyndte hurtigt at bakke ud igen og løb ud for at finde resten af besætningen. De fortalte hvad de havde set og de fleste sendte hinanden et bekymret blik. Raco var stadig ved at heale sig selv og arrene var stadig for rå. "Vi må stoppe dem." mumlede en af de yngre og gjorde mine til at træde ud af skyggerne. "Raco kan klare det. Han har et hjerte som en sand drage. Han vil ikke lade sig slå ud igen." sagde Herc. Han havde set hvordan Raco var begyndt at bære sig frem. Ikke længere bange eller fyldt med had, men stolthed og en kaptajns styrke. En leders styrke.

"Jeg må være ærlig, du fangede mig på et skidt tidspunkt, lass. Vi er på vej ud for at drikke og slappe. Mig og resten af gutterne." sagde Raco og smilte undskyldende. Han var ikke så sikker på at han længere turde gå ind på kroen. Han vil ikke kunne forklare hvorfor han flygtede, ikke uden at knuse begge deres hjerter en gang til.

Jake forsøgte at smile til hende, da hun så undersøgende på ham og sagde at hun ville hente Saxon. Han kunne godt forstå hende, med hensyn til at han måske skulle tage den lidt med ro og at han havde haft virkelig meget at se til på det sidste.
Dog gik der ikke mere end et halvt minut, før han ikke kunne sidde stille og besluttede sig for at gå ud til Raf, så de sammen kunne finde Saxon.
”Raf, jeg tænke vi k….” Han havde ikke mere end lige taget et enkelt skridt ud af kroen, før han stivnede som en statue. Grunden var at han havde fået øje på Raco, selv om det var svært at se manden helt grundet mørket. Dog viste Jake uden skyggen af tvivl at det var hans soulmate, der stod ved siden af Raf. Han kunne ikke vride blikke løs fra manden og med let skælvende stemme prøvede han at fortsætte sin sætning fra før.
”…kunne finde Saxon sammen… Men nu ved jeg hvorfor smerten kom.” Han tvang sig selv til at tage de sidste skridt hen til dem og tvang et lidt usikkert smil på læberne, mens han hilste på sin soulmate med et venskabeligt nik.
”Raco. Længe siden. Hvordan går det?” Stemmen var stadig let skælvende og selv om Jake prøvede at virke afslappet, var det tydeligt at han havde lyst til at knuge Raco ind til sig. Men han afstod fra det, for at vise at han respekterede Racos ønsker. Han lagde blidt en let dirrende arm om livet på Raf og fortsatte.
”Jeg ser at du kender Rafaela. Hvor hyggeligt. Kunne du have lyst til at slutte dig til os over et krus rom, så vi kunne snakke om hvad der er sket i de sidste par år?” Han kunne af en eller anden grund ikke få sig selv til at sige at Raf var hans mage, da han ikke ønskede at såre Raco. Men han viste også at det bare var et spørgsmål om tid, før det kom for dage, at han var kommet videre… Sådan da… Hele hans sjæl skreg øredøvende af længsel efter Raco, men Jake tvang sig selv til at skubbe det tilbage i det mørke hjørne hvor han normalt gemte det.

Da Jake var kommet ud af kroen, havde Saxon bidt sig selv i læben af nervøsitet for hvordan dette kom til at gå. Et var at Jake lod til at have det fint, et andet var at Saxon viste at han ville være total ødelagt så snart de vente ryggen til hinanden igen. Dette var en bombe, hvor lunten lige var brændt og man kunne kun gisne om hvornår den sprang. De andre folk bag Saxon, så ligeledes afventende til mens senariet udspillede sig foran dem. Og lige som Saxon, var de klar på at hjælpe deres kaptajn, når han igen ville være ødelagt.
Saxon drejede sig halvt og gjorde nogle håndbevægelser til en af folkene, om at hente det stærkeste sovemiddel de havde ombord. Uden et ord drejede personen rundt på hælen og løb tilbage til Draconia, for at finde deres healer og videre bringe Saxons ordre. Raco ville sikkert genkende håndbevægelserne.

Rafaela kunne godt fornemme på Saxon og Raxo, at der var et eller andet liggende under overfladen, men der kunne lige så godt haft været et problem fra lige inden Rafaela var kommet ud fra kroen. Hun smilede dog stadig høfligt, men var blevet lidt mere mistænksom for hun havde på fornemmelse, at der var noget under opsejling som hun ikke kunne regne ud som var. Hun trak let på skuldrene over Racos sætning "Det gjorde jeg også, tog jo hertil dengang fordi jeg ikke kunne forstyrre ham i hans arbejde og havde behov for luften dengang" fortalte hun stille. Når hun sådanset tænkede over det havde hun faktisk ikke rigtigt været i Sunfury det sidste år da hun jo havde været meget væk fra sin familie siden hendes familie var kommet til Sunfury. Hun skulle til, at spørge Raco hvordan det gik med ham da hun kunne høre Jake komme ud fra kroen. Hun bemærkede hurtigt den ændring i stemningen der var blevet både hos Raco, Jake, Saxon og deres besætninger. Rafaela kiggede igen bekymret på Jake. Hun stod lidt som om hun var malplaceret og spekulerede på om hun måske skulle smutte for hun følte, at hun ikke burde så i denne situation. Hun valgte dog, at blive stående, men hendes ellers høflige og glade smil var nærmest forsvundet og hun begyndte, at tænke alt der var foregået de sidste måneder igennem faktisk helt tilbage fra hun mødte Raco første gang, hvor han fortalte sit navn Fire og senere er i møde med Fireklanen, hvor der blev snakket om Raco. Hun tænkte tilbage til alt det Jake havde fortalt om Raco og Jakes reaktion tilbage til Devils Lagoon om alt det Gabriels bror og Racos far havde fortalt om Raco. Udefra stående ville sagtens kunne se på Rafaela, at hun ikke rigtigt var til stede og var trængt en i sig selv for, at finde rundt i det.
Hun kom først rigtigt tilbage til virkeligheden da hun mærkede Jakes arm om sit liv. Hun kiggede op på Jake og smilede sødt til ham. Hun vidste dog ikke helt om hun kunne tillade sig, at lænde sig op af Jake da de jo stod overfor Jakes eks som hun tydeligt kunne mærke, at Jake modarbejdede sig selv. Hun kiggede op på Jake og smilede sødt og beroligende til ham for, at fortælle hun var okay med situationen, men i virkeligheden var hun faktisk i vildrede, men det ville hun ikke vise ham for hun ville sagtens kunne forstå, hvis det var underligt for Jake. Rafaela tvang et lille smil frem og kiggede skiftevis på Raco og Jake "Ja mødte Raco for lang tid siden, det var før jeg mødte Gabriel. Jeg trængte til, at komme væk fra familien og lufte vingerne dengang og endte faktisk med, at gå ind i Raco fordi jeg var betaget af hans flotte skib" prøvede Rafaela stille, at fortælle for, at løsne op for stemningen, men hun vidste godt, at det nærmest ville være umuligt for hende, at kunne. Der var dog en ting hun var glad for når hun tænkede tilbage til Devils Lagoon var, at hun faktisk havde ret i en ting, at det var at Raco efter omstændighederne havde fået et godt liv og var blevet stærkere. At hun ikke havde haft kunnet kombinere Raco til dengang kunne hun irritere sig over, men hun kunne ikke gøre det om. Hun lagde roligt en arm om livet på Jake i håb om, at han ville slappe mere af. Hendes hjerne var dog allerede igang med, at tricke hende til, at tro at Jake ville finde tilbage til Raco og hvordan hun skulle fortælle hendes børn det. Man kunne dog ikke se på hende, at hendes hjerne allerede var på vej ud af et spor hun ikke kunne lide. Hun viste blot sit rolige smilende sind og virkede til, at holde hovedet koldt ligesom i starten i Devils Lagoon.

Raco stod og så mellem dem. Han kunne se at der var noget mellem og på en måde var han glad, men det gjorde også ondt. "Jeg vil nødig forstyrre jer. Mandskabet og jeg er lige kommet hjem. Vi skal bare have noget at drikke før vi smutter tilbage til skibene." Han ser efter manden som løber afsted mod havnen. "Årene ser også ud til at have gjort dig godt, Jake." Det velkendte smil bredte sig over hans læber. Det skæve smil og et hævet øjenbryn. Han så rundt omkring og gav et lille suk. "Jeg ville være et røvhul hvis jeg sagde nej, ikke?" spurgte han og vinkede sine besætning frem. De dukkede langsomt op og så på parret som stod foran Raco. Enkelte så ud til at have en forpint udtryk.


Raco gik forbi dem og ind på kroen. Han hilste på krofatteren som så ud til at være glad for at se ham. Mændene og de enkelte kvinder, som var med Raco, spredte sig ud i kroen. Raco selv gik hen og satte sig ved i bord foran pejsen. Han kunne mærke varmen som langsomt spredte sig i hans krop og ind i hans knogler. Det fik en kuldegysning til at gå gennem ham, men han var allerede igang med at synke sammen i stolen. Krofatteren kom med mad og drikke til ham. "Bring også noget til de to som om lidt slutter sig til mig. Jeg betaler." sagde Raco og krofatteren nikkede. "Som de ønsker, Kaptajn." Var svaret fra den anden mand.



Raco lænede sig tilbage i sin stol og gned sin hage. Han vidste ikke helt hvad hans næste træk skulle være. Han kunne smutte, men de var lige kommet hjem. Og han vidste at han ikke kunne undgå Jake eller Rafaela for al evighed. Han lukkede øjnene og inderst inde kunne han høre sit hjerte synge sin klagesang. Han havde gemt sit hjerte væk år tilbage, men nu var den begyndt at slå igen.

Han lyttede rimelig roligt til det hun fortalte om sit første møde med Raco og smilede blidt da hun nævnte skibet.
”Ja, Black Breth er et smukt skib.” Han mærkede godt at hun lagde armen om livet på ham, hvilket faktisk hjalp en smule på hans krops nervøsitet. Men han kunne nu stadig ikke helt fritage øjnene fra Raco, eftersom han var bange for at dette blot var en drøm. Han rystede let på hovedet og smilede sørgmodigt ved Racos ord.
”Desværre ikke helt så godt, som de kunne. Savnet af Seuzan og Connor har været og er stadig til tider nervepirrende.” Hans øjne så direkte på hans soulmate og nærmest låste dem fast.
”Men sjælens savn... Det har nok det værste jeg har oplevet. …og er det til tider stadig...” Det sidste kom nærmest som en let mumlen, men alligevel tydeligt nok til at dem omkring dem kunne høre det. Han kunne mærke at stemmen ville svigte ham, hvis han sagde mere, så han nøjedes med at nikke, da Raco tog imod at drikke lidt sammen med dem.

Han så over skulderen på Saxon og den lille gruppe af hans folk, mens han rystede let på hovedet. Noget sagde ham at de havde sovemidlet i nærheden eller snart ville få det. Men han ønskede ikke at det blev nødvendigt. Håbede ikke det var nødvendigt...
Han ledte blidt hende ind i krostuen igen, hvor de satte sig ved samme bord som Raco. Jake måtte virkelig kæmpe for at holde fingrene for sig selv. Det var tydeligt at han var fristet til at røre ved Raco, skønt han ikke gjorde det.
”Hvordan går det med at finde dig selv?” Stemmen var lav og stille, mens de u-udtalte ord: Jeg savner dig, nærmest var til at føle på, på tros for at de forblev usagte. Han så forsigtigt på Raco. Daamm, hvor han dog havde savnet den mand. Han tænkte tilbage på den 'ferie' Taliia havde sparket ham ud på, og hvad det havde medført. Det var en af grundende til at han havde genoptaget sine kvinde-bekendskaber, men også en af grundende til at han ikke havde tøvet med at bruge bordellerne rundt omkring i byerne. Han mindes den smukke mand i Sunfury og Alec i Dragons Peak, men underligt nok var Raf den eneste kvinde han kunne huske ud over Lissa, som han kaldte hende. Han så på Raf og lagde sin ene hånd på hendes arm, mens han smilede svagt.
”Jeg er en mand af mit ord. Jeg lovede dig tilbage i Sunfury at jeg ville gøre alt for at undgå at såre dig og altid fortælle dig sandheden.” Han sukkede lidt og så hurtigt på Raco, inden han igen så på Raf.
”Sandheden er at min sjæl aldrig er stoppet med at længes efter sin soulmate. Sandheden er også at mit hjerte faldt for dig og børnene, den dag i handelshuset. Jeg har ikke været så lykkelig længe, som jeg var den dag.” Han flyttede sin hånd op til hendes kind, hvor han blidt kærtegnede hende, mens han sukkede dybt.
”Sagen er den, at jeg faktisk havde mistet alt håb om at blive lykkelig igen samme dag som Raco forlod mig for et par år siden. Men da jeg så dig, den gang i kroen, der begyndte et håb at blomstre. Håbet blev kun større ved den måde Reine og Emily har taget imod mig. Og alligevel kan jeg ikke få min sjæl til at tie.” Han så over på Raco, mens han nu kærtegnede Raf's nakke.
”Hvordan gør du det? Du virker som om det nærmest aldrig er sket.” Under hele hans tale, der kun havde været afbrudt når krofatter eller noget af personalet havde været i nærheden, havde han holdt stemmen så lav at det kun var de tre her ved bordet, som havde hørt det.

Saxon havde sat sig ved et af bordene sammen med nogle af besætningsmedlemmerne. Han holdte skarpt øje med de tre, for det tilfælde at det var nødvendigt at tilbageholde Jake af den ene eller anden årsag. Den unge mand kom og gav Saxon en flaske, som blev gemt væk i en af hans lommer på jakken, hvorefter den unge mand satte sig ved et af de andre borde, hvor der blev hvisket livligt. Alle havde genkendt Raco og var nu spændt på hvordan aftenen ville ende. Ville de to ledere finde sammen igen og samle klanen, eller ville de fortsætte hver for sig?

Rafaela havde mest af alt lyst til, at gå tilbage til skibet til sine børn for, at Jake og Raco kunne tale ud. Hun ville ikke skabe splid imellem dem og hun vidste jo godt, hvor meget Raco betød for Jake. Hun vidste godt, at Jake elskede hende, men hun vidste også, at Raco lå meget dybt for Jake. Hun sagde sådanset ikke så meget til Raco og Jake. Hun fulgte nærmest bare med strømmen imens hendes hjerne kørte på højtryg.
Rafaela satte sig ved siden af Jake og kiggede skiftevis på Jake og Raco. Hun kunne tydeligt mærke på dem begge, at de havde en del de skulle haft talt ud. Hun overvejede kraftigt, at gå ud og trække noget luft for sig selv inden hun ville sige eller gøre noget dumt. Få vendt det hele med sig selv. For en gangs skyld savnede hun faktisk sin storebror Melvin. Nok var hun rasende på ham, men han havde altid et godt svar eller råd der kunne hjælpe hende på vej og han havde været så omsorgsfuld overfor hende i de uger op til Darius' fødsel.
Hun havde bare kigget skiftevis på Raco og Jake og bare smilt af ren høflighed og for, at vise hun havde det fint med hele situationen, men hendes hjerne var virkelig ved, at stikke af med hende, at hun nærmest kunne tude.
Hun kiggede på Jake da hun mærkede hans hånd på sin arm. Hun kunne tydeligt se på ham, at han havde svært ved, at sige det og hun havde allerede formet en sætning i hovedet inden han åbnede sin mund for, at fortælle hvad han mente med, at han ville sige sandheden. Hun lyttede stille til det Jake fortalte om hans følelser for hende og børnene og hans sjæl der skreg efter Raco. Hun vidste, at fik sjælen det ikke ville han aldrig blive ordentlig lykkelig for hun havde en ide om, at Jake ville forlade hende for Raco på et tidspunkt for, at hans sjæl kunne finde fred og lykke. Hun overtænkte ofte tingende mere end hvad der var nødvendigt. Hun sagde ikke en lyd til Jake. Hun lyttede bare til det han sagde. Hun kunne godt forstå Raco for hun havde selv mistet en søn og der var det også hendes far der havde taget det barn fra hende blot 2 timer efter det var blevet født og derefter tortureret hende og nedbrudt hende til ukendelighed. Rafaela begyndte, at bide sig i underlæben og trak vejret dybt og lagde stille en hånd på Jakes knæ "Er glad for, at du er ærlig og fortæller mig sandheden Jake, men jeg kan også godt forstå hvorfor du blev ulykkelig da Raco forlod dig for, at finde sig selv. Det havde jeg sådanset også gjort. Jeg gjorde det samme overfor Melvin dengang. Min far dræbte også mit barn og torturerede mig, behandlede mig som slave og nedbrød mig til ukendelighed og jeg mente det jeg sagde dengang i Devils Lagoon. Raco ville få et godt liv og blive stærkere efter det der skete." sagde hun stille og trak vejret tungt. Nogle enkelte tårer begyndte, at løbe ned af hendes kinder da hun var begyndt, at tale om sit eget barn. Hun trak vejret dybt "Din sjæl vil aldrig finde fred og Racos ej heller. I er forbundet på den måde og jeg har set hvad det har gjort ved dig, at han har været væk så længe, men har også set hvordan det har påvirket jer og jeres folk nu hvor i er mødtes igen efter så lang tid Jake." sagde Raf og stoppede kort med, at snakke for, at trække vejret dybt. Der løb stadig tårer ned af hendes kinder. På dette tidspunkt ønskede hun at være som sin mor der ikke kunne græde med tårer. Hun trak vejret dybt "I skal have snakket det her ud ordentligt og finde en løsning. Finde ud af hvad i virkelig vil selv og har behov for" sagde hun stille og rejste sig op. Hun kiggede skiftevis på Jake og Raco "I må undskylde mig, men har brug for, at klare tankerne lidt og i 2 skal snakke sammen uden, at flå hovederne af hinanden" sagde hun stille og begyndte, at gå imod døren ud. Hun stoppede halvvejs og kiggede om på dem med et bestemt blik selvom tårerne stadig løb ned af hendes kinder "Og I kan lige vove på, at tænke på mig og mine behov i det her. Det er jeres behov!" sagde hun bestemt og gik ud af døren og ud på molen der lå længst mod nord på kajen og satte sig på kanten og kiggede ud mod havet. Hun lod tårerne løbe frit. Hun forstod godt Jakes følelser for hende og det han havde været igennem og det, at hun gjorde ham lykkelig, men hun havde også kunnet se, at han havde måtte holde et bånd over sig selv for, at lade være med, at lade de følelser for Raco være nede, men hun forstod også Racos grund til, at forlade Jake dengang. Hun undgik jo Melvin dengang og hun fandt først sig selv efter flere år som hendes fars slave og legetøj. Faktisk først da hun kom til Sunfury og det havde kostet blod, sved og tårer fra hendes side af, men også hendes onkels og fætters side. Rafaela ønskede det bedste for Jake og Raco og deres folk og krævede det, at de fandt sammen igen og Rafaela igen blev alene med sine børn så måtte det være sådan, men så vidste hun også godt, at hun stadig havde Jake som ven og han ikke ville svigte hende. Med Raco vidste hun ikke helt for så godt kendte de ikke hinanden.

Raco så efter den unge kvinde før han sænkede blikket ned i bordet. Han havde det skidt ligenu. Han havde set det blik som Jake havde givet Rafaela og den kærlighed som de tydeligvis havde for hinanden. Han burde have takket nej til tilbudet. "Jeg har det bedre end sidst vi så hinanden. Jeg er stadig ved at heale og se om jeg stadig er noget værd." mumlede han og knyttede hænderne som hvilede på træbordet. Han prøvede at samle sine tanker istedet for at lade dem flyve rundt. Han elskede stadig Jake, men nu havde den som han elskede, en chance for a have en familie uden truslen fra hans familie.

Den dag havde rejst fra Jake havde været den dag, hans hjerte nærmest havde opgivet sin kamp. Han havde mareridt om det han havde gennemlevet, og uden nogen til at hjælpe sig, havde Raco været ene om heale. Han havde set om han kunne få følelser for andre, men i sidste ende havde han skubbet den anden fra sig. De fleste havde været ret forstående. Man har kun en sjælemage. Han havde svoret at han vil lade Jake gå hvis han fandt en anden, og det vil også betyde nu.

"Det du ser, mit hjerte, er en facade jeg har bygget om gennem den tid jeg har været væk." Han rejste sit blik. Hvis kendte ham nok kunne man se den sorg og knuste sjæl som var gemt dybt inde i de grå øjne, som før i tiden havde skinnet ved synet af manden overfor ham. "Jeg opdagede at jeg ikke er klar til at elske andre, ikke uden at såre dem." Dybe vejrtrækninger og kampen om at skjule tårerne. "Jeg lovede mig selv den dag, jeg forlod dig. At hvis du nogensinde fandt en anden vil jeg lade dig være og håbe at den person kunne heale dig. Give dig en familie, i stedet for den som du mistede. Jeg kan ikke give dig en mere." Han dækkede sin mund med en hånd og vendte sit blik ind i ilden.

Kroen blev fuldkommen stille. Alle øjne var på dem. Og mænd rejste sig da deres kaptajn gjorde. "Jeg beklager Jake. Men du vil have et bedre liv uden mig til at fucke det op." sagde han og gjorde omkring for at gå ud. "Hvis jeg var dig, vil jeg løbe efter hende. For børnenes skyld." Han sendte den anden et smil mens en enkelt tåre løb ned af den ellers hårde kaptajns kind.

Jake havde mærket smerten i sit hjerte, da han så hvordan hendes kropssprog ændrede sig. Derfor lyttede han stiltiende til hvert et ord hun sagde og så kun på hende, for at lade hende vide at hun havde hans fulde opmærksomhed. Dog begyndte han at trække vejret tungt, som om nogen prøvede at blokere for hans lunger, da hun igen snakkede om det barn hun havde mistet og at de to blev nød til at snakke sammen for at løse problemet.
Han var ikke meget for det, men han kunne godt se at hun havde ret. Ingen af dem blev rigtig lykkelig før de fandt ud af tingene sammen. Hans hals snørrede sig sammen og han havde svært ved at få et ord frem. Da hun rejste sig og gav dem ordre på at de lige kunne vove på at tænke på hende og hendes behov, nikkede han langsomt mens han fuldte hende med øjnene. Han så på Saxon og gjorde et kast med hovedet. Saxon nikkede og vendte sig for at snakke med nogle af folkene. Kort efter rejste en gruppe på fem sig og gik ud af døren. De fem var alle draconianer eller dragolycan og de havde alle snakket med både Raf og børnene flere gange under deres 'lille' ferie. Et par af mændene have endda leget med Reine ombord.
Da de nåede hen til Raf, bukkede de og en af dem trådte frem.
”Frue. Vi lover at holde os på afstand, men det er ikke sikkert at færdes alene om natten her i byen. Af hensyn til deres skønne børn, vil vi sikre os at de får deres moder tilbage.” De bukkede igen og trak sig væk til de var så langt væk at hun ikke følte at de åndede hende i nakken, men samtidig var så tæt på at de kunne komme hende til undsætning, hvis der skete noget. De dannede en halv cirkel, så ingen kunne komme hen til hende uden at de så det først, og stillede sig med ryggen til hende af høflighed. Hvis hun råbte, ville en af dem vende sig rundt og se hvad hun ville.

Inde i krostuen vendte Jake sig mod sin soulmate, da han begyndte at tale. Og af ren høflighed lod han ham tale ud inden han selv ville tale. Da Raco løftede sit blik, så Jake direkte på ham og kunne faktisk føle smerten på sig selv, en smerte der brød fri af sit fængsel og kom trampende frem i lyset.
Jake kunne mærke på sig selv at jo mere Raco talte om at han var knust og gemte sig bag en facade, jo mere begyndte hans egen underlæbe at dirre, hans krop ryste og tårerne.. ja, dem kunne han næsten ikke tilbageholde.
Da Raco rejste sig, fuldte Jake ham med blikket. Men da Raco gjorde klar til at forlade kroen, sprang Jake op, så stolen væltede og greb Raco hårdt om skulderne, samt tvang ham til at se på sig. Tårene løb hæmningsløst ned over kinderne på Jake og han så aldeles ødelagt ud.
”Du kan lige vove på at løbe din vej... Igen.... Jeg er fucking ligeglad med hvad hele Underworld tænker. Du prøver IGEN at gemme dig. Tror du ikke også at jeg lider under alt det der skete??” Jake kæmpede for at holde igen med sin indestængte smerte, men var sig bevidst om at det ikke lykkedes særlig godt.
”Vi mistede begge vores sønner. Jeg mistede dig, TO gange. Og nu vil du så bare have at jeg skal give op og miste dig igen. Fanme nej.... Jeg har fået nok. Ja, jeg elsker Rafaela og hendes børn af mit hjerte. MEN DU ER KRAFT EDEMEN MIN SOULMATE!!!!” Han råbte virkelig af Raco. Ikke at det havde været planen, over hovedet ikke, men han kunne ikke gøre for det. Hele hans krop rystede kraftigt og hans ben var på randen til at give efter, ligesom hans greb om Racos skuldre ikke længere var så kraftfuldt.
”Hvis du forlader mig nu...” Han måtte gøre kæmpe for at få stemmen til at fungere, og endte med at knurre panisk.
”Hvis du forlader mig nu, så sværger jeg at jeg finder hvert et medlem af Fire klanen og bider hovedet af dem.” Noget han ikke havde lagt mærke til var at under hans følelses udbrud, var hans forvandling til den sorte drage begyndt at ulme. Han var døv og blind for den, ligesom han ikke hørte hvordan Saxon råbte af ham.
”Jake, for helvede!!! Tag dig sammen, inden du river hele kroen fra hinanden.” Saxon så panisk på Raco.
”Gør dog noget, inden han går helt i drageform. Han er fanme for stor til at være her inde.” Krofolkene var løbet ud i panik, da de hørte at en af gæsterne var ved at forvandle sig til en drage i deres krostue.
Selv Saxon kommanderede alle ud af stuen, selv om han blev stående kun en meter fra Jake og Raco. Han havde flasken med sovemiddel i hånden og var klar på at stoppe flasken op i næsen på Jake hvis det blev nødvendigt. Dog håbede han at Raco ville nosse sig sammen til at berolige Jake.
De andre besætningsmedlemmer løb ud af kroen og så panisk til uden at kunne gøre noget for at hjælpe deres kaptajn og leder.

Lige inden Rafaela havde sat sig på kanten hørte hun nogen snakke til sig. Hun havde mest af alt lyst til, at være alene og skulle lige til, at snerre af personen og havde han været tæt på hende var han røget en tur i vandet. Hun kiggede på ham "Det er fint. Vil bare være alene lidt" sagde hun sammenbidt. Tårerne løb som havde man tændt for et vandfald og det bare løb ned af hendes kinder.
Hun holdt øje med Jakes folk der var ved hende. Dels for, at sørge for de ikke kom for tæt på hende, men også for at kunne se hen imod kroen. Der gik et øjeblik før tårerne stoppede med, at løbe. Hun havde tænkt over hele situationen igennem med hendes eget barn, men også det med Raco og Jake for det påvirkede hende også. Hun spekulerede endda kort om hun ville kunne leve med om Raco og Jake kunne få noget igen så de havde en form for lykke, men det vidste hun jo ikke og hvordan ville hendes børn ikke have det, hvis de opdagede, at Jake var sammen med en anden end deres mor? Reine specielt var begyndt, at se Jake så småt som en far. Dog uden at kalde ham det.
Rafaela rejste sig op efter lidt tid og gik hen imod krostuen igen. Jo tættere på krostuen hun kom jo mere kunne hun høre på, at folk råbte og skreg og flygtede ud af krostuen. Rafaela begyndte, at bande højlydt. Hun vidste, at Jake var ved, at miste besindelsen igen. Rafaela begyndte, at løbe hurtigt imod krostuen igen. Rafaela løb hurtigt hen imod krostuen. Hun var heldigvis allerede på vej til krostuen så der havde ikke været så langt for hende, at løbe. Havde nogle af Jakes eller Racos folk prøvet at stoppe hende var de blevet skubbet væk og havde de holdt fast i hende satte hun gang i sine flammer på de steder de rørte hende for, at de slap hende.
Rafaela kom hen til krostuen og stod i døråbningen så hverken Raco eller Jake ville kunne komme ud uden, at skulle skubbe hende væk.
Rafaela kiggede bestemt på Jake og Raco og var klar til, at forvandle sig hvornår det skulle være hvis Jake forvandlede sig. Rafaela havde kigget på Saxon kort og derefter på Jake og Raco "Jake tag dig sammen! Raco holder af dig! Kan du ikke se det! Raco ønsker dig kun lykkelig!" råbte hun af Jake. Rafaela så bestemt på Jake. Begyndte Jakes folk, at trække hende væk forvandlede hun sig omgående.

Raco stod som frosset og så på Jake. Han lyttede til hvert ord og mærkede dem skærer dybt ind i hans hjerte. Han lukkede øjnene og så væk. "Jeg håber at du kan tilgive mig." sagde han og lagde sine hænder mod Jakes nakke. Han lænede sig frem og hans læber strejfede den anden mands. "Men jeg kan ikke blive og ødelægge det hele igen, ikke efter de sidste par gange." hviskede han og smilede en sidste gang. Hans blik vendte sig mod Rafaela og Saxon. "Pas på ham. Han er alt der holder mig i live." sagde han og skyndte sig ud af døren.

Raco flygtede ned af gaderne. Han løb ikke, men hans skridt var hurtige og lange. Den sorte frakke bølgede bag ham mens hovedet var hævet. Han havde et job som ventede, men han kunne ikke rejse før hans nuværende kontrakt var løst. Han nåede havnen og skridtede hurtigt op ad landgangen på Black Breath. Hans besætning var stadig ude, men han vil ikke kalde dem hjem, bare fordi han var bange for den vrede hans anden sjæl havde. Han trådte ind i hans kabine og lod jakken falde ned på gulvet mens hans krop lod sig falde ned i den store stol bag skrivebordet. Et suk gik gennem ham, men han lod det ikke undslippe hans læber, men kom ud som et pust.

Ordene og kysset kom fuldstændig bag på Jake, og gjorde at han stod som en statue i et par minutter, total døv og blind overfor alle og alt. Det eneste han så og hørte var hans soulmate gå ud af døren og de hviskende ord: ”Jeg kan ikke blive.” fra sin soulmate, som afspillede sig i slow motion. Panikken bredte sig som løbe ild, da han langt om længe opfattede at Raco var smuttet, og et øredøvende brøl kom dybt nede fra hans lunger og arbejdede sig op gennem hans strube, mens han spurtede ud af kroen. Knap nok var han kommet ud af døren før han skiftede drageform og brølede sin smerte ud i natten.

Saxon styrtede efter Jake i håb om at han kunne nå at kaste sovemidlet i hovedet på ham, men nej. Den pokkers skæbne ville afgjort have at Jake skulle lave en gevaldig sene her klokken snot om aftenen.
”For fanden da osse. Hvorfor skulle Raco også vælge dén løsning?” Han så over på Raf og sukkede.
”Jeg ved godt at du kan blive drage også, men vær sød at lade ham være for nu. Vi må heller se til dine børn. Sådan som han skaber sig, tvivler jeg på at de sover længe...” Saxon så en sidste gang efter Jake og kastede flasken med sovemidlet til Damion, inden han nærmest løb ned mod Draconia for at se til børnene. Han var en af dem som havde leget en del med Reine under turen, og derfor håbede han på at drengen ville forstå ham. Eller endnu bedre, at Raf fuldte med og selv forklarede en del af historien for dem.

Jake fløj et par gange rundt om havnen, kun for at finde Black Breath og forsøge at lande på dækket uden held. Han brølede, klynkede og hylede, som om hele verden stod i flammer, mens han forsøgte at se ind af de, for ham, meget små vinduer hvor han kunne mærke at Raco var. Dette mislykkedes også for ham, hvor efter han fløj ud på en af havnemolerne og rullede sig klynkende sammen, mens han holdte øje med hver en bevægelse på Black Breath.

Damion, der var First Mate på Taliias skib: Seastormers Revenge, havde rigtig nok fundet medaljonen og efter at have set hvad den indeholdte, valgte han at besøge Black Breath. Han gik roligt hen til skibet og snakkede om med nogle af Racos folk. Efter at have præsenteret sig så han venligt på folkene.
”Vil en af jer, være venlige at sørge for at Raco få denne hurtigst muligt? Så ser jeg efter Jake, når han vender tilbage i egen skikkelse.” Han rakte medaljonen frem mod dem og håbede på at de ville efterkomme hans ønske. Hvis de tog medaljonen, ville han sætte kursen mod havnemolen, hvor han ville vente på god afstand af den sorte drage.

Efter en time vente Jake tilbage i egen skikkelse, dog var han total nøgen som resultat af forvandlingen. Selv hans medaljon måtte ligge tilbage ved kroen. Han krøb sammen i fosterstilling, mens hans krop rystede af kulde og sorg. Lige nu var det eneste i hans tanker at han ville ønske at han kunne flå sin sjæl ud, for at stoppe smerten. Uden at tænke over det begyndte hans finger at kradse sig hen over brystet i forsøget på at udføre hans ønske.

//Jakes sorte drageform

Medaljongen indeholdte to malede billeder:
I den ene side var der et portræt af en mand med rødt hår, rødt skæg, mørke øjne og sandfarvet hud, sammen med en ung dreng med sort hår, mørke øjne og mørk hud.
I den anden side var der et portræt af en elverkvinde med langt rød hår og brune øjne. Lys hud, som er en anelse solbrun. Ved siden af hende stod en mand med solbrun hud, gråblå øjne og hår. Han var et par hoveder højre end elverkvinden. Sammen holdte de et spædbarn med rødt hår, lys hud og gråblå øjne.

Rafaela kiggede på Jake og Raco. Da Raco kyssede Jake vidste hun med det samme hvad der ville ske. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet af Raco. Hun kiggede irriteret på Raco da han gik hen til hende for, at komme ud af døren. Hun flyttede sig modvilligt væk fra døren og lod Raco gå. Rafaela vidste med det samme, at der ville blive ballade. Hun flyttede sig helt fra døren og lagde sine arme over kors. Hun overvejede kort, at tage hen til Raco og fortælle ham hendes mening til hans valg, men hun lod være. Rafaela kiggede irriteret på Jake da han flippede ud og forvandlede sig i sin drageform og brøllede. Rafaela havde lyst til, at forvandle sig for, at slå Jake omkuld, men kiggede på Saxon og nikkede blot kort for det ville ikke gøre det bedre, at der var 2 vrede drager i luften. Reine og Emily vågnede med det samme. Reine stor tudet og Emily havde gemt sig i et skab der var ved siden af hendes køje.
Rafaela fulgte med Saxon hen til skibet. Da Saxon kom ind til børnene og Reine så ham begyndte han, at tude endnu mere som var han blevet slået. Reine havde tænkt tilbage til dengang hans far Assorian havde kidnappet ham og slået og nedgjort hans mor foran ham. Reine holdt fast om halsen på Saxon imens han stortudet. "Jake, mor, Jake, mor, Jake" fik Reine sagt imellem sin gråd og knugede sig ind til Saxon imens tårerne løb ned af halsen på ham. Rafaela stod dog stadig på dækket og kiggede på Jake og bandede indvendigt over ham før hun gik ned til børnene. Hun kunne godt høre Reine ude på dækket, men vidste at Saxon nok skulle kunne klare ham. Rafaela gik ned og ledte efter Emily og kiggede til sidst i skabet for Emily sad og holdt fast om sine ben og vippede frem og tilbage af skræk. Hun var bange for, at nogen var igang med at angribe dem. Rafaela tog fat i Emily og satte sig på en stol og satte Emily på sit skød og holdt hende tæt ind til sig. Hun var så skræmt, at hun var som en lille baby der havde været væk fra sin mor alt for længe. Hun kiggede på Saxon "Skal jeg tage ham?" spurgte hun Saxon stille. Hvis hun skulle havde hun holdt Reine og Emily tæt ind til sig og hvis Saxon beholdte Reine ville hun holde Emily tæt ind til sig og nynnede en stille melodi for hende indtil hun begyndte, at slappe af.
Rafaela vidste ikke hvordan hun skulle forklare børnene det der skete. "Hør Jake er okay, han er bare lidt ked af det lige nu, derfor blev der sådan en larm, så nu prøver han at køle af" prøvede Rafaela lige så stille, at fortælle hvad der skete. Det var jo heller ikke helt løgn. Emily kiggede skræmt op på Rafaela "Hvorfor trøster du ham så ikke mor?" spurgte Emily stille. Rafaela ville også gerne være ude ved Jake, men hun vidste også, at Saxon havde ret i, at hun skulle lade Jake være. "Fordi jeg vidste, at i ville blive bange over brøllet og måtte også tænke på jer. Der er andre som trøster Jake" prøvede hun stille forklare for Emily. Rafaela vuggede stille Emily i sine arme og selvfølgelig også Reine, hvis Saxon ikke havde ham.

Rac havde set det blik som han havde fået af Saxon og Rafaela, men han vidste at så længe han holdte sig på afstand vil det nok ende godt. Han sad i sin kabine og bladrede kort igennem, men kunne ikke fokuserer da han hørte de brøl som kom lige ude fra. Han kunne de vindstød som kom fra vingerne og han rejste sig op. Skridt bar hen til vinduet hvor han så på dragen som lå på kajen. Han drejede hovedet væk gik væk derfra før han kunne blive set af det væsen som var hans på en måde. Han stod foran sit skab for at hænge hans sværd og pistoler væk, da døren gik op. En af hans ældste trådte ind og så på med et såret og trist udtryk. "Dette er til dig." mumlede han og rakte ham en medaljon. De grå øjne blev blanke med tåre. Han knugede den og bøjede hovedet. Tårerne ramte de billeder som var vist. Han kunne genkende sin familie overalt. Hans ældste søn, Seuzan og hans kone, skønne Taliia. Hans søn Connor som havde været så ung. Han sank ned på sengen og hvilede medaljonen mod hans hjerte.

Raco kom på benene og tog et sæt tøj frem. Grå leggins og en hvid skjorte ville nok kunne gå. Han gik ud på dækket. Medaljonen var knuget i den ene hånd. Han så på skikkelsen som lå på kajen, ikke længere en drage, men den mand som han elskede. Han gav et suk fra sig, før han skridtede ned af landgangen. Han stoppede foran skikkelsen og satte sig på hug. "Jake...." mumlede han og lod en hånd køre gennem det sorte hår. "Du kan ikke være bekendt at have os begge, min egen. Du vil altid være den eneste for mig, men der er en familie som har mere brug for dig, end jeg har." sagde han og flyttede hånden ned til at gå omkring hans hænder som kradsede på hans brystkasse. Fingre prøvede at flette sig med den anden mands. Tøjet hvilede på jorden ved siden af dem.

Racos besætningen stod i skyggerne og så til. De vidste at Raco aldrig vil opgive den kærlighed som stadig blomstrede i ham, men det betød ikke at han vil prøve at skjule det. Det de så, var en side af kaptajnen som mange havde glemt. "Du har en familie, og du er raceleder. Du har ikke brug for et vrag som endnu ikke kan stoppe med at skrige om natten i fantomsmerter." Raco lænede sig frem og hvilede sin pande mod Jakes. Tåre trillede stadig ned af hans kinder. "Rafaela er vidunderlig. Du er heldig."

Saxon tog hurtigt Reine op i sine arme og prøvede at trøste ham, så godt han kunne. Han begyndte endda at små synge en af de sange, som de næsten altid sang ombord. De få folk som var ombord, begyndte at klappe takten til sangen og kort efter sluttede fløjte, lut og tamburin sig til takten. Snart var der en lille fest ombord mens Saxon sang sammen med en af kvinderne. Samtidig med at han sang, dansede han lidt rundt med Reine på armen, alt sammen for at trøste børnene. Han ville endda forsøge at byde Raf op, mens hun holdte Emily.

Ude ved havnemolen så Damion let smilende på Raco, da han kom gående hen mod sin soulmate. Han ville ikke gøre noget med mindre Jake prøvede på at skade Raco.
Dog var det eneste Jake gjorde, da han hørte Racos stemme at forsøge at kræsse dybere i brystet, mens han hæst jamrede og tårerne som enlig var stilnet lidt af, nu flød for fulde kraft igen. Da Racos fingre prøvede at flette sig ind i hans, blinkede Jake let overrasket, da han troede at stemmen bare var i hans hoved. Det fik ham til at se op, og ordene som Raco lige havde sagt blev nu tydelige i hans hoved. Han prøvede at se på Raco gennem slørret af tåre. Han lyttede til det sidste Raco sagde og sukkede dybt, da deres pander mødtes. Jakes stemme var hæs og det gjorde ondt i halsen at tale, men derfor gjorde han det alligevel.
”Store idiot. Tror du ikke at jeg vil være der for dig? Jeg vil give mit liv for dig, om du kan lide det eller ej.” Han fik med besvær kæmpet sig op og sidde, mens han støttede sig til Raco og hans opsvulmede, tårevædede øjne fandt igen Racos.
”Næste gang du vil forlade mig, så gør os begge den tjeneste at slå mig ihjæl. Jeg klare ikke endnu en tur uden at blive skingerende sindssyg.” Han lagde forsigtigt armene om sin elskede soulmate og sukkede da hans hoved lagde sig på den stærke skulder.
”Ja, Raf er vidunderlig, ligeledes er Reine og Emily. Men selv om mit hjerte har forsøgt at finde en ny, så har min sjæl og krop aldrig tilgivet mig for at jeg lod dig gå.” Han rystede stadig, hvilket både skyldtes udmattelse og kulde, for ik at glemme sorgen over nær at have mistet sin sjælmage for tredje gang.
”Jeg er fucking ligeglad med hvad din familie siger og gør. Jeg bider fanme benene af dem, hvis de kommer nær dig eller Raf. Hydra tilgiv mig for min grådighed, men jeg kan ikke slippe nogen af jer.” Hans stemme blev mere og mere stille, som om hans krop krævede søvn ovenpå alt den energi han havde brugt. Alligevel nægtede Jake at give efter, af frygt for hvad han ville vågne til. Hans hænder prøvede at gribe bedre fat i Racos tøj, i håb om at han kunne holde fast på ham for evigt.

Reine græd stadig og havde svært ved, at slippe Saxon. Der gik lidt tid før Reine ordentligt slappede af og puttede sig ind til Saxon. Rafaela sad stille og med Emily i sin favn indtil Emily nærmest var faldet i søvn. Rafaela havde ikke siddet sådan med Emily siden hun fik hende i sin varetægt af Zantanna. Hendes aller bedste veninde som var forsvundet. En af de kvinder som havde været sværest og hårdest for hende, at redde fra slavelivet. Rafaela vidste ikke om Zantanna stadig var i live eller var død. Emily spurgte tit i starten efter hende, men Rafaela vidste desværre ikke hvor hun var henne længere. Rafaela rystede stille på hovedet da Saxon inviterede hende op til dans og smilede kort til ham. Reine begyndte også efter lidt tid, at små blunde i Saxons favn, men var der nogen som tog Reine fra Saxon nu eller hvis han lagde ham ned ville han vågne med det samme. Rafaela kiggede ned på Emily der sov. Rafaelas hjerne kørte igen rundt om, at det nok var klogest, at slippe Jake. Hun vidste udmærket godt, at det ville såre Jake. Hun skulle måske tage beslutningen for ham? Hun vidste godt, at det ville knuse hendes hjerte, hans hjerte og hendes børns hjerte for hun vidste hvor glade de var blevet for ham. Jake var jo som en far for dem.
Da Rafaela havde sikret sig, at Emily sov tungt nok til, at hun kunne lægge hende i sin køje igen gjorde Rafaela det. Hun kiggede hen på Saxon og Reine og smilede stille. Måske passede Reine bare godt ind i denne flok. Hun vidste det ikke helt. Hendes hjerne kørte rundt med hende og hun var ved, at blive sindssyg.
Hun trak vejret dybt og gik hen til Saxon "Bliv her ved børnene. Har brug for luft" sagde hun stille. Man ville tydeligt kunne se på hende, at hendes hjerne kørte rundt på hende. Havde Saxon sagt, at nogen skulle følge efter hende havde hun rystet på hovedet.
Hun gik ud på dækket og fortsatte ned på kajen og gik rundt om nogle bygninger, hvor hun til sidst kom til en plads med et stort græsstykke. Hun kiggede sig omkring for, at sikre sig der ikke var nogen flere miles omkreds. Hun tog tøjet af og forvandlede sig i sin drageform. Hun lettede og fløj højt op i luften, at hun fra jorden blot ville ligne en stor sort og blå fugl.
Rafaela fløj rundt i ring og hen over havnen, hvor hun kunne se ned på Jake og Raco. Hun kunne se, hvor godt de 2 mænd passede sammen og hun vidste Jake og Raco aldrig ville kunne falde ordentligt for andre selvom Jake havde sagt, han elskede hende, men hun kunne ikke holde ham væk fra Raco. Det ville såre Jake mere end det ville gavne ham. Rafaela kastede en meget lyslilla flamme med sin hale ud imod havet. Hun brummede kort og fløj rundt over havet, over Minotaris og ud mod havet igen for, at slappe af og få tankerne væk. Hun vidste, at hun ikke ville kunne få fred, hvis hun var på jorden for Jakes folk ville jo bare passe på hende som Jake havde bedt dem om og hun magtede ikke, at have nogen gående i røven af hende på dette tidspunkt.

Rafaelas drageform

Racos blik fulgte det væsen som fløj væk og udover havet. Han kunne mærke Jake mod sin krop og lagde armene om ham. "Jake...." Han vidste ikke hvad han skulle sige. I stedet for lod han fingre køre gennem det sorte hår. "Du måske komme i noget tøj. Jeg kan ikke dræbe dig, da det vil være det samme som at jeg dræber mig selv." mumlede jeg og skubbede hoved væk for at se ham i øjnene. "Og du burde nok også tage en snak med Rafaela. Det er ikke kun vores følelser som er indblandet sagde han. Smilet var smalt mens han hængte medaljonen om Jakes nakke. Han rejste sig langsomt og så ned på den mand som han elskede. "Snak med hende, og når I er kommet til en løsning find mig." sagde han. Bøjede sig ned og kyssede Jake endnu en gang. "Hvis du har lovet hende et liv, skal du holde det løfte. Jeg må komme som sidst. Jake..." Han åbnede munden for at fortsætte, men kunne ikke finde ordene. "Snak med hende og løs det." Han vendte sig om og gik tilbage om bord på skibet.

Raco stod igen inde i sin kabine. Han lod sig falde ned i stolen igen. Han vidste at dette skulle løses før det gik videre. Han vil ikke skabe noget som de engang havde, hvis Jake havde en anden. Han åbnede en bog som altid havde på sig. Der var flere billeder af hans sønner og deres familie. Han vidste at Jake måske ikke ville stole på at han ikke vil flygte igen, men han havde ingen andre steder at tage hen. Han nægtede at sætte fod i fastlandet. Han kunne ikke tage hjem til Dead Mans Rock og Devils Lagoon var under hans families banner. Han lod hovedet falde ned i hænderne.

Selv om Raco snakkede, puttede Jake sig bare tættere ind til ham. Han hørte godt noget om at han måske skulle komme i noget tøj, og sukkede dybt, men forstående ved ordene om at Raco ikke kunne dræbe ham. Han lod sig flytte, da Raco skubbede ham lidt ud og så ham i øjnene. Jake viste at han ikke kunne stole på sin stemme lige nu og halsen gjorde stadig ondt efter alt skrigeriet. Derfor nøjedes han med at nikke langsomt. Han blev lidt overrasket over at se sin medaljon i Racos hænder, men tænkte ikke mere over det.
Kysset var utrolig dejligt, og Jake havde svært ved at ladet det stoppe, men tøjlede med besvær sine følelser inden de løb af med ham igen. Selv om Jake ikke var enig med det Raco sagde, nøjedes han med at nikke stille. Han måtte snakke med Raf, men han var ikke enig i at Raco kom til sidst. En lille tanke var begyndt at lege bagerst i hovedet. Kunne de mon finde ud af noget alle tre? Han var ikke sikker, men ville, ved alle guder, ønske det.

Efter at Raco var gået kom Damion roligt over til ham og satte sig på hug, mens han smilede roligt.
"Jake, min ven. Raco har ret. Du bør virkelig komme i noget tøj." Det fik Jake til at flække af grin, selv om det gjorde ond i halsen. Og med hjælp fra Damion fik Jake trukket i det tøj Raco havde efterladt.
Uden behov for ekstra ord, hjalp Damion Jake tilbage til Draconia og ind i hans kaptajn kahyt, hvor han pakerede sin kaptajn i sin køje. Jake så træt på sin ven.
"Hvor er børnene?" Han kunne ikke længere skjule en gaben, men kæmpede stadig for at holde sig vågen. Damion smilede og rystede opgivende på hovedet. Derefter hentede han Saxon, der kom op med begge børn i sin favn. Jake kunne ikke stoppe med at smile, da han så begge børn sove i favnen hos Saxon.
"Glem det. Jeg skal ikke have børn på nuværende tidspunkt." Saxon hviskede smilende for ikke at vække børnene, da han afleverede dem begge til Jake og derefter trak et tæppe op over dem alle tre. Jake begyndte automatisk at spinde, mens han holdte børnene tæt ind til sig. Og knap et minut senere sov han tungt.

Saxon og Damion havde trukket sig hen til døren, efter at have åbnet et vindue, så der kunne komme frisk luft ind, og så smilende på de tre der sov dybt og tungt.
Begge var stiltiende enige om at der ventede Jake ikke så lidt af en skideballe fra Raf og muligvis en længere alvorlig samtale for at finde ud af hvad de nu gjorde. En ting var både Saxon og Damion sikker på... Jake ville ikke blive nem at havde med at gøre, hvis Raco valgte at forsvinde igen. Derefter sluttede de sig begge til den lille fest der var under dæk.

Reine var faldet i en let søvn i Saxons favn og holdt fast i hans trøje. Emily sov som en sten. Der var dog stadig tegn i hendes ansigt og omkring øjnene, at hun havde været skræmt for livet. Det havde været en stor mundfuld for hende og Reine. Emily vågnede ikke da Saxon løftede hende og bar hende op til Jake. Da hun var blevet lagt puttede hun sig tæt op af Jake og sov videre, men Reine var vågnet kort og så på Jake, hvor han smilte. Han puttede sig også tæt ind til Jake og faldt i søvn.
Rafaela havde fløjet rundt i godt og vel 2-3 timer før hun overhovedet overvejede, at lande igen. Hun havde lagt mærke til, at der var blevet mere roligt på havnen. Hun vidste ikke hvad klokken var eller noget overhoved. Hun havde ikke nogen form for tidsfornemmelse overhoved. Hun fløj tilbage til den plet, hvor hun var lettet fra og tog sit tøj på igen. Rafaela var træt, men ikke træt nok til, at falde i søvn. Hun gik tilbage imod skibet. Hun havde valgt, at fortælle Jake, at det bedste for ham og Raco var, at de var sammen. Hun ville tage valget for ham. Hun havde allerede bestemt sig for dette. Børnene skulle ikke se eller høre Jake igen for hun havde set hvor skræmte de havde været og det gjorde ondt på hende og hun vidste, at Jake ville få flere af sådanne nogle ture, hvis Raco forlod ham igen. De hørte sammen. Hun var bare trøstespisning som hun kaldte det. Hun kiggede omkring på havnen, hvor der var tomt. Hun sukkede kort og gik op på dækket af Draconia. Hun stirrede ud i luften og satte sig på kanten af skibet, hvor hun kunne lade roen falde over sig inden hun ville gå i seng for, at sove for hun havde en ide om, at hendes børn stadig ville være mærket af aftenens episode når de vågnede.

Raco lagde sig på sin seng og rullede om på siden. Han vidste at det vil aldrig blive normalt igen og det gjorde ham bange. Han havde godt kunne lide Rafaela og havde håbet de kunne være venner. Men ligenu vidste han ikke om hun kunne lide ham mere. Han rullede om på ryggen og foldede hænderne bag nakken. De grå øjne låste sig fast i træloftet hvor han langsomt gled væk i hans egne tanker. Han vidste at han ikke kunne lade dem gå. ake fordi han stadig elskede ham og Rafaela fordi han holdte af hende som en ven. Han lukkede øjnene med et suk.


Drøm:

Connor kom løbende ind i kabinen og kastede sig grinende op i sofaen. Hans mor rejste sig op fra sin stol gik hen til sengen og trak tæppet væk. "Hvad laver du her, lille ulv?" spurgte Raco med et smil og satte sig på sengen. "Gemmer mig fra Seu og Tal." Drengen slog armene om sin mor og Rco knugede ham ind til sig. Han løftede ham op og satte sig sig i sin stol igen. "Flygtede du igen fra dem?" spurgte Raco mens han vippede frem og tilbage. Connor nikkede og puttede sig dybere ind til sin mor. Connor havde altid det bedst med at falde i søvn i armene på sin mor eller far. Deres hjerteslag var altid så beroligende.

Raco så ned på drengen som sov i hans arme. Et blødt smil kom over hans læber. Han rejste sig forsigtigt. Langsomt bar han sin dyrbar last ned gennem gangene og ind i det rum som var prinsens. Han så sin ældste søn stå ved vinduet og mødt hans blik med et smil. "Jeg tror ikke at du var så problematisk da du var lille." mumlede Raco og lagde Connor ned i sin seng. Piraterne gik ud på gangen. "Sov godt min søn." Raco kyssede også Seuzans pande før han gik ned til det værelse han delte med sin mage.


Raco vågnede med et sæt og satte sig op. Hans hjerte slog vildt i hans bryst og han lagde en hånd over det. Han huskede den aften. Det var få timer før hans forældre kom for at fange dem og så senere dræbe hans to sønner. Han trak benene op og hvilede hovedet på dem. "Guderne må hade mig." hviskede han.

Jake vågnede til lyden af bølgeslag og mågeskrig, og mærkede de to 'bylter' som han holdte i sine let sovende arme. Han gabte, så kæben gav et lille knæk og passede på at han ikke flyttede sig for meget. Han ønskede at de selv skulle vågne. Han ville bruge tiden på at beundre børnene og tænke over hvordan han skulle få snakket med Raf om det hele, for ikke at snakke om den snak som han var nød til at tage med Raco.

Besætningerne på de tre skibe begyndte stille og roligt at udføre forskelligt arbejde, så skibene var klar til når de engang skulle afsted. Der lød også stille samtale rundt omkring, hvor folkene satte sprøgsmålstegn ved mange ting. Der iblandt om hvad der nu ville ske. Ville Jake og Raco finde sammen igen og samle klanen? Ville Jake og Rafaela blive sammen? Eller ville de alle tre ende sammen eller gå hver til sit?

//Sorry det blev lidt kort //