Hvem skal jeg vælge? Og kan jeg vælge? X - Rafaela og Raco

Rafaela gik først imod kaptajns kahytten da der var helt ro på skibet. Hun havde som sådan ikke lyst til, at snakke med nogen for der havde sket så meget den aften og nat og hun havde behov for at haft vendt det i hovedet uden, at andre blandede sig i det.
Da hun kom ned i kaptajns kahytten og så Jake sove tungt med børnene ved siden af sig, vidste hun ret hurtigt, at Jake sikkert havde bedt Saxon eller en af de andre hente dem til ham. Hun smilede kort for sig selv da hun så de 3 sove der op af hinanden, dog havde Emily lagt sig så der ikke var plads til Rafaela i sengen. Hun listede lige så stille ind til børnenes kahyt, hvor hun lagde sig til, at sove i Emilys køje. Rafaela faldt hurtigt i søvn da hendes hoved ramte puden. Hendes krop var altid brugt efter hun havde været forvandlet så længe. Hun havde dog kunne være i sin drageform længere, men det havde jo været en lang dag og hendes evne havde jo allerede taget en del af hendes kræfter så det passede meget godt, at hendes krop ville opgive sig til søvnen.

Reine holdt fast i Jake i søvne stadig da Jake vågnede. Emily sov også stadig da Jake vågnede. Begge børnene vågnede efter ca en time. Man kunne stadig mærke på børnene at de var mærket fra aftenens følelser. specielt Reine var mærket af det. Han kiggede på Jake "Du okay?" spurgte han stille.
Rafaela vågnede efter nogle timer og hørte lidt puslen ude på gangen. Hun rejste sig op fra køjen og dik ud på dækket, hvor solen allerede skinnede og mågerne larmede. Hun havde hilst på de forskellige med et lille smil og kort nik som hun havde mødt på vejen derud. Hun satte sig på kanten ud mod vandet. Hun vidste, at hun måtte have en snak med Jake i løbet af dagen.

Raco var faldet i søvn igen efter den drøm. Denne gang drømte han ikke og var istand til at blive lidt mere udhvilet. Han vågnede til lyden af hans besætning begyndte at stå op og gør klar til dagens arbejde. Han gled ud af sengen og strakte sin krop. Knogler og led knækkede på plads og han gav et suk af lettelse. Han gik hen og åbnede de store vinduer.

Minotaris var i færd med at vågne op. Enkelte bevægede sig ned til de skibe som lå til havn. Mange var nysgerrige over hvem de nye var som lå til kaj, men mange var også nysgerrige på hvilke historie og bytte Raco Fire havde bragt med hjem. De havde hørt brølet fra natten før, men ingen havde vovet sig ud.

Raco gik ned under dækket for at slutte sig til sine mænd i kabyssen. Duften af mad havde spredt og langsomt begyndte de andre besætninger på hans skibe, slutte sig til dem. "Du er virkelig nødt til at få et større skib. Hvornår var det vores store skib kom hjem igen?" spurgte en af kokkene da Raco kom hen til dem. Raco smilede og lænede sig op ad væggen ved siden af køkkenet. "Vi skal hente hende senere. Hun har problemer med lasten og derfor bedt om hjælp." sagde han og så udover den flok som var hans. En lille hær, hvis man så på dem. Han vidste ikke hvor ivrig han var efter den samtale som vil komme senere, men ligenu nød han nuet.

Jake smilede blidt til børnene da de vågnede og knugede dem begge ind til sig, mens han med tåre i øjnene nærmest hviskede:
”Undskyld. Det var ikke min mening at gøre jer bange. Aldrig nogensinde.” Han kyssede børnene på panden og holdte stadig fast, da han lod sig glide ud af køjen. Derefter gik han hen til vinduerne, hvor hans satte sig på den bænkerække der løb langs kanten. Her åbnede han et vindue, for at få lidt frisk luft ind og for at se ud på havet en kort stund, inden han igen så på børnene.
”Ser i, jeg blev meget ked af det, da min bedste og nærmeste ven ikke ville kendes af mig. Dum som jeg var, forvandlede jeg mig for at prøve at komme tæt på ham igen, men det virkede ikke” Først nu kom han til at tænke på at han havde kræset sig selv i brystet og så ned af sig. Heldigvis var der kun få blodpletter på den hvide skjorte, den kølige havbrise havde åbenbart været med til at stoppe den blødning der måtte have været. Han sukkede tungt og så hen mod døren, mens han gættede på at der nok ikke gik længe inden Raf kom ind og begyndte at skælde ham huden fuld, hvilket han også fortjente noget så grusomt. Han smilede lidt til børnene og kærtegnede blidt dem på håret.
”I må være sultne. Jeg er sikker på at kokken har morgenmad nede kabyssen. Og ser i jeres mor, så sig at jeg gerne vil snakke med hende.” Det sidste fik hans mave til at snøre sig let sammen. Ikke noget han så frem til, men han kunne ligeså godt få det overstået.

De tre besætninger var blevet færdig med klargøringen og begyndte at samle sig på Draconias dæk, hvor de med lut, violin, ben-pinde, flute, tamburin, håndholdte trom og harpe, samt hurdy gurdy, begyndte at spille og synge. Selv hvis Raf gik ind og gav Jake skideballe, ville de fortsætte på tros af eventuelle høje stemmer. Saxon og nogle af de andre, som havde leget med børnene under rejsen, ville sørge for at Reine og Emily var underholdt indtil Raf og Jake kom ud af kaptajn kahytten.

//Noget af musikken og sangene de hygger sig med:
Play Minstrel Play
Ocean gypsy
Renaissance faire
Magical world
Morning star
Castle and dreams
Pastime with good company
waiting just for you

Børnene lyttede stille til det Jake fortalte. Reine forstod ikke meget af det, men Emily sad bare og lyttede til det han fortalte. Reine og Emily gav Jake en krammer. Reine havde svært ved, at give slip på Jake da han sagde de burde gå op og få noget, at spise. Emily løftede Reine og bar ham med. Hun smilede og nikkede til Jake som tegn på, at hun ville sende deres mor ind, hvis de så hende, men det gjorde de ikke.

Rafaela havde siddet et godt stykke tid og stirret ud i morgensolen og gik faktisk først ned til Jake da der begyndte, at blive mere larm på skibet. Da hun kom ind til Jake lukkede hun døren efter sig og stillede sig op imod den med krydsede arme "Nåh hvordan har du det så idag?" spurgte Rafaela med en lettere irriteret stemme. Der var selvfølgelig en klang af bekymring, men den var svag. Hun trak vejret tungt og spekulerede på hvordan hun skulle fortælle ham alt det der foregik i hovedet på hende. "Jake det her går ikke. Hverken jeg eller børnene kan stå model til det her en gang til. Dine og Racos mænd kan måske en sidste gang, men de er også ved, at være trætte af det og er påvirkede af det. Jeg ved ikke om i kan se det, men det kan jeg og jeg har ikke set jer sammen mere end den ene gang, hvor hver evig eneste mand er mere anspændt end den anden og tænker taktisk i, at stoppe dig og Raco og hvordan de skal kunne holde jer ud. Jeg er hverken blind eller døv Jake." sagde Rafaela irriteret, men med en snert af bekymring også "Jeg kan heller ikke forsvare overfor børnene det her. Jeg har aldrig set Reine så bange som der udover da han var blevet kidnappet af sin far. Emily gemte sig i skabet! Hun er ikke en gang van til, at se mig vred og hysterisk og det er jeg altså tit Jake! Jeg træner det væk for, at hun ikke lægger mærke til det! Du gjorde det tydeligt. Jeg vil ikke en gang vide hvad børnene tænkte da de vågnede i nat." sagde hun og kiggede på ham. Hun stod stadig op af døren med armene over kors. Tårerne begyndte, at presse på "Jake du kommer aldrig til, at blive 100% lykkelig med mig og det ved du allerede. Jeg ved du elsker mig og jeg elsker selvfølgelig også dig, men jeg har 2 børn jeg skal tage hensyn til nu og hvis det der skal ske hver evig eneste gang du ser Raco så kan vi ikke være sammen Jake og det ved jeg sker Jake. Jeg giver slip på dig og så tager du Raco. Det er det bedste for os begge. Jeg tog valget for dig fordi så skal du ikke vælge." Tårerne begyndte, at løbe ned af hendes kinder "Gør dig selv, Raco og jeres besætningers skyld og gør det inden Reine begynder, at kalde dig for far for han ser dig som far. Jeg vil ikke se dem knuste det holder jeg ikke til så vil jeg stoppe det inden det vil påvirke dem meget mere end det gør nu" sagde hun stille imens tårerne løb ned af hendes kinder. Hun vidste ikke hvordan Jake ville tage det, men Rafaela mente, at det var det bedste og klogeste valg hun kunne tage for sine børn og sin egen skyld.

Raco havde sat sig og spiste sammen med sine mænd. Latteren gik gennem hans mænd, som var mere afslappet efter de så hvordan Raco havde det. De havde længe set Raco og hvordan han havde lidt, men langsomt var han begyndt at blive bedre til at skjule det.

Raco rejste sig efter han havde spist og trådte op på dækket. Han havde lovet at vente, men deres mest værdifulde skib var nødt til at blive hentet hjem hurtigt. Han skridtede ned af planken og ned på jorden. Han så sig om efter sine kaptajner og opdagede dem nede ved Revenge of Shades. "Drenge!" Han gik hen inod dem og de vendte sig alle mod ham. "Jeg har en opgave til jer." De så på hinanden og så på ham. "Hvad er det, sir?" spurgte kaptajnen på Revnge of Shades. "I skal hente vores sidste skib hjem. Jeg vil måske slutte mig til jer, når jeg er færdig, men det her skal løses." sagde han og de nikkede alle sammen. "Afsted med jer. Bring Circle of Life hjem." Der lød skibsfløjter og straks var det liv på kajen.

Fire skibe gled ud af havnen og børn så med store øjne. De kunne genkende flåde som var begyndt at holde til her. Men de kunne ikke se the Lead-ship. De løb ned af kajen for at se på de skibe som var her. De kunne se Black Breath og andre som de kendte, men stoppede ved de nye, som de ikke kunne genkende.

Det smertede Jake at se, at Emily var nød til at løfte Reine ned fra Jake. Og han havde en følelse af at se sin søn blive båret ud af kahytten.
Dog gik der ikke længe før at han rigtig fik skyldfølelse. Det skete da Raf kom ind og lukkede døren og stillede sig foran den, så han ikke kunne gøre andet end at lytte hende, hvilket han var helt forstået med. Så han blev siddende på bænkerækken og så direkte på hende med hænderne i skødet.
Han forstod udemærkede hvis hun var rasende, sådan som han havde opført sig aftenen før. Han afbrød hende ikke en eneste gang, for han var selv enig med hende når han tænkte over det.
Da tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder, kunne hun se på ham at det kløede i ham for at komme over og tørre dem, samt trøste hende. Men han blev hvor han var til hun havde talt færdig eller gav ham tilladelse til at komme over til sig. Selv blev han bleg da hun sagde at hun ville bryde op med ham for børnenes skyld, men selv da forblev han tavs.

Så snart hun havde afsluttet sin skideballe, som han enlig syndes burde have været mere hidsig, tog han et dybt åndedrag og lod det langsom slippe ud. Alt sammen mens han stadig så på hende. Da han begyndte at tale var hans stemme stille og rolig, men det var tydeligt at han angrede sine handlinger.
”Du har helt ret, Raf. Jeg burde have taklet det bedre, langt bedre end jeg gjorde. Jeg føler at uanset hvor meget jeg undskylder, så bliver det aldrig nok til at gøre bod på i går aftes. Jeg har lovet Raco at jeg tog en snak med dig for at finde ud af hvad vi gjorde, inden jeg gik over og snakkede med ham. Og ud fra den måde han så på mig, er han af samme mening som dig; at jeg vil få det bedre sammen med den modsatte af den jeg snakker med. Jeg kan godt forstå hvad du mener og tænker, af hensyn til børnene. Og ja, jeg kan nemt forstille mig at Reine ser mig som en far. Jeg ser nærmest selv begge børn som vores. Jeg elsker at være sammen med dem og dig.” Han sukkede og kløede sig i håret, mens han fortsatte.
”Ja, jeg ved godt at det er for meget at bede om, men jeg har et ønske om at vi alle tre prøver at finde ud af noget. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Og ja, min sjæl elsker Raco. Men jeg er bange for at ligegyldigt hvad jeg vælger, eller som du siger at du har valgt for mig, så vil jeg blive knust og ødelagt. Hvis, og jeg mener hvis der er en chance for at vi kunne finde ud af noget. Skylder vi så ikke hinanden at prøve? Jeg kan se på dig hvor meget det smerter dig at tage denne beslutning. Og du skal vide at det smerter mig ligeså meget, muligvis mere, at vide at du tvinger dig selv til dette.” Selv om han prøvede at tilbageholde tårerne, så brød de alligevel frem og trillede ned over hans kinder, så billedet af hende blev letter slørret.
”Jeg ved at jeg er en stor idiot, for at sige det mildt. Jeg ved at ord ikke kan undskylde nok, og alligevel beder... Nej, tikker jeg dig om at overveje hvad du ønsker...” Da han tikkede hende, gled han ned fra bænken, så han sad på knæ og så op på hende med bedende øjne gennem tårene.

Ude på dækket stoppede musikken i samme sekund som de hørte skibsfløjterne over fra Racos flåde. De så alle hen mod dem. Saxon og Damion, begge First Mate på hver deres skib, samt Zayden, kaptajn fra det sidste skib, fandt deres skibskikkert frem og sukkede alle af lettelse, da de fik øje på Raco som var blevet tilbage sammen med Black Breath. De så på hinanden og hen på døren til kaptajnskahytten

//Et lille indblik i kaptajns kahytten
https://occ-0-114-116.1.nflxso.net/dnm/api/v6/9pS1daC2n6UGc3dUogvWIPMR_OU/AAAABbD_dTznqC_59FNOFX724lgdDjX7yW3jrtaKUl7T_mWuclhR9xs_CSFMdTn8Uk_fE7dKVU--gKhE4yV1MBRgqh3Nc8EwW4z4I5vP3WFVOfD11MwX.jpg?r=f01
http://www.withanaccent.com/wp-content/uploads/2016/02/Black-Sails-S3-E3-1.jpg
http://images6.fanpop.com/image/photos/36100000/Black-Sails-A-Starz-Original-Series-image-black-sails-a-starz-original-series-36129795-1800-1200.jpg

ca. overblik over skibets inddeling
http://rossjenkin.com/sites/default/files/styles/project_large/public/images/projects/image_large/BsFleet_lrg%2001.jpg?itok=tscqfwWS

Main deck:
https://static.giga.de/wp-content/uploads/2016/08/Black-sails-starz-staffel-4-serie-abgesetzt-rcm992x658.jpg

middle deck:
https://thumbs.worthpoint.com/zoom/images2/1/0317/14/black-sails-walrus-pirate-screen-worn_1_b56ad95f86fe8a0c6fc50e0e9455a777.jpg

Rafaela var glad for, at Jake ikke afbrød hende imens hun snakkede for hun havde virkelig brug for, at komme ud med sine tanker. Tårerne løb stadig ned af hendes kinder. Hun stod lændet og af døren og kiggede på Jake med et trist blik. Hun havde det ikke godt med det valg for hun kunne ikke se en fremtid uden Jake overhoved, men hun ville heller ikke kunne bære, at der skulle være en kamp hver gang han så Raco eller bare tanken om, at han aldrig ville kunne elske hende 100% det gjorde bare for ondt.
Hun stod stille og lyttede til det han fortalte. Hun kunne ærligtalt ikke se en måde det ville kunne fungere på for hun vidste, at hver gang Raco og Jake var sammen ville det skære hende i hjertet og omvendt. Der havde Rafaela for meget ejerfornemmelse over folk hun var sammen med. Hun var direkte elendig til, at dele folk med andre når det gjaldt forhold det vidste hun allerede. Hun kiggede på Jake der pludselig sad på knæ. Hun sukkede kort "Hvordan skulle det så foregå? At deles om dig en måned af gangen? Den måned vil være et helved for begge parter og kan jeg ikke forsvare overfor børnene Jake. Så fortæl mig hvordan du vil have det her til, at fungere. Raco forlader ikke Minotaris for, at komme, at besøge dig eller mig. Det bliver dig der bliver tvunget hertil eller et andet sted." sagde hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun allerede havde haft tanken tidligere, men ikke kunne leve med det "Og jeg kan ikke klare, at se dig sammen med Raco. Så det igår imens du lå nøgen på molen. Jeg så jeres kys. Det sårede mig rent faktisk Jake" sagde hun direkte. Hun knyttede sine næver for, at holde en smule kontrol over sig selv. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv og havde mest af alt bare lyst til, at stikke af fra det hele. Da hun hørte skibs fløjterne stod hun stadig stift ved døren og Jake skulle skubbe eller rive hende væk fra døren for, at hun flyttede sig. Hun ville ikke lade nogen af dem komme ud før der var kommet en løsning om så der stod 2 drager derinde som der godt nok ikke ville være plads til så skulle Jake ikke slippe før der var en løsning. Før han kom med en løsning der ville kunne være rimelig for alle parter.

//Det sidste billede virker ikke//

Raco afleverede sin tallerken og gik op på dækket. Dette var en af de dage hvor hans mænd kunne tælle op hvad de havde af mad og drikke, hente det lægeudstyr som der var mangel på. Raco selv satte sig inde ved hans skrivebord og gik alt igennem. Hans logbog og map blevet udfyldt o gemt væk. Han havde et stort kort hængt op på den ene væg, efterhånden som de kom rundt. Han gik hen og stillede sig foran det. Han flyttede fire nåle hen til en femte nål, mens en sjette nål forblev på Minotaris.

Han satte sig hen i vindueskarmen og så ud på havnen som blev fyldt med liv på skibe og handelsmænd som kom til. Han vidste at hans kontakt snart vil dukke og han burde være klar, men ligenu vil han bare gerne have lov til at langsomt starte sin dag op. En af hans yngre mænd kom ind med te til ham. Han tog imod den ed et smil, og sendt ham ud igen for at hjælpe andre.

Jake rejste sig og så på hende med et lidt nervøst blik, da han hørte skibsfløjterne. Han mærkede efter og slappede af, da han ikke fik følelsen af at blive flået i stykker. Altså var Raco blevet i havn, dejligt. Han forstod udemærkede Raf, med hendes følelser og det hun mente. Han ville heller ikke blive glad hvis Raco fandt en anden som han begyndte at elske.
Alligevel rakte han armene frem og tilbød hende en skulder at græde ved, eller en krop at slå på hvis det var det hun trængte til.
”Jeg forstår dig godt Raf. Og lige nu er jeg selv i utrolig vildrede hvad angår jer to. Har ikke lyst til at miste nogen af jer, men ved heller ikke om i to kan komme så godt ud af det med hinanden, at i har lyst til at være sammen med mig på... øhmm.. samme tid.” Han hostede lidt ved det sidste han sagde og rødmede kraftigt, hvorfor viste han ikke eftersom han aldrig tidligere havde haft problemer med at have en kvinde og en mand hos sig. Men alligevel var han lettere skræmt og flov ved tanken om at Raco og Raf skulle være nøgne sammen med ham.
Han viste at han måtte finde en løsning og det i en fart, for at han ikke skulle miste dem begge på samme tid. Men det var utroligt svært. Han så stadig på hende og smilede varmt til hende.
”Raf, min kære. Mit største ønske, om det går i opfyldelse eller ej, er at vi tre finder ud af noget sammen som alle kan leve med. Men...” Han sukkede tungt og tvang sig til at fortsætte.
”Men skulle jeg blive tvunget til at vælge, så ville jeg vælge dig. Uanset hvad du siger, så ved jeg at han lever og hvor jeg kan finde ham. Men jeg lovede ham at respektere hans valg om at finde sig selv efter den traumer han har været igennem. Jeg tror ikke han er kommet sig helt, og mit forbandede udbrud i går aftes hjalp afgjort ikke. Og... Jeg ved ikke om jeg kan afholde mig fra at finde selskab indtil han får afsluttet sin healing. Så vil jeg heller at han ved at jeg er sammen med dig og ved hvor han kan finde os.” Han håbede at hun kunne acceptere hans svar, bare en smule.

Ude på main dækket, startede musikken og sangene igen for at prøve at fordrive den nervøsitet, som der lurede under huden på dem alle. De viste hvor glade Raf og Jake var ved hinanden, men nu hvor Raco var fundet, hvad ville det så bringe? Dog skjulte de det for børnene og prøvede at holde dem i godt humør.
Solen begyndte at varme, hvilket gjorde alle draconianerne mere livlige og snart var der også dans på dækket, hvorimod største delen af dæmonerne havde fortrukket sig ned til lover dæk, hvor de kunne gemme sig for solen.

Rafaela blev stående hende ved døren og kunne tydeligt se hans nervøse blik da fløjterne lød. Hun vidste godt, at det var svært for ham, men han måtte virkelig komme med en løsning der ville kunne fungere. Hendes tårer løb stadig ned af hendes kinder, men ikke så kraftigt som det havde gjort tidligere.
Hun rystede på hovedet af det han sagde om, at kunne være sammen med ham samtidig "Det sker ikke Jake. Jeg kan godt lide Raco som ven, men ønsker ikke mere end det og jeg ved allerede på forhånd, at jeg ikke ville kunne deles om dig på den måde. Sorry Jake, men jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå godt" sagde hun stille.
Hun trak vejret dybt nogle gange. Hun havde godt set, at han rakte sine arme imod hende, men hun var blevet stående fordi hun vidste, at puttede hun sig først ind til ham ville hun ikke kunne tænke realistisk og der ikke ville komme nogle gode løsninger. Hun ville vente til, at de havde fundet en løsning de 2 ville kunne leve med, men det gjorde det ikke nemmere, at Raco ikke var der når hun tænkte over det.
Hun kiggede på ham da han begyndte, at snakke. Hun kunne godt forstå hans ønske om, at de ville finde en løsning der fungere for hun ønskede det jo selv og det var hun sikker på, at Raco også ønskede.
Det han fortalte om, at han ville vælge hende, hvis han blev tvunget til det rørte hende en del og hun smilede stille til ham, men ville han kunne være lykkelig på den måde? "Jake kunne du være lykkelig på den måde? Det tvivler jeg nemlig på, men det er også svært, at finde en løsning for os alle når Raco ikke er her" sagde hun stille.
Hun stod lidt, at tænkte og fik en ide hun muligvis ville kunne leve med. Hun ville have svært ved det i starten, men det var nok den klogeste beslutning, men det var om Jake og Raco ville kunne leve med det.
Hun åbnede døren ud til main dækket og så hvordan de prøvede, at hygge sig for, at holde nervøsiteten nede. For hende lyste det nærmest ud af dem, men børnene grinte og dansede. Rafaela smilte kort da hun så børnene, men fik viftet Saxon hen til sig og lagde en mund imod hans øre "Få en til, at hente Raco hurtigt" hviskede hun i hans øre og kiggede derefter bestemt på ham før hun lukkede døren i igen og igen kiggede på Jake. "Jeg har en ide Jake, hvis du og Raco ville kunne leve med, at under de korte ture i er på, hvor hverken jeg eller børnene er med for tager ikke med dig konstant der kan i være sammen, hvis i lyster, men KUN de korte ture og så ønsker jeg, at du er ærlig omkring dette for er jeg med og Raco også ønsker jeg, at du har fokus på arbejdet og mig. Selvfølgelig må du snakke med Raco og hygge dig over rom, øl eller for den sags skyld vand for jeg kan godt lide Raco som person. Ville du kunne leve med det?" spurgte Rafaela ham. Hun vidste godt, at det krævede, at Raco og Jake fik et samarbejde oppe, at køre igen, men det ville også kunne hjælpe begge deres besætninger så de ikke gik på nåle og opmærksomme hele tiden. Hun vidste også det ville smerte hende i starten, men hun kunne ikke finde ud af hvordan det ellers skulle foregå.

Lyden af en som hamrede på døren rev Raco ud af sine tanker. “Kom ind.” Kaldte han og rejste sig fra sødet ved ved vinduet. Da han så at det var en fra Jakes skib blev han nysgerrig, men også bekymret. “Hvad kan jeg gære for dig?” Spurgte han og lænede sig op af sit store skrivebord. “Du er ønsket om bord Draconia til et møde.” Raco hævede begge øjenbryn. Det var nyt. Han tog sin lange frakke og skridtede ud af døren. “Dake, Lake.” Kaldte Raco og straks kom et sæt tvillinger Varulve hen. “Vi er blevet hidkaldt.” Mumlede Raco mens de bevægede sig ned af gangbroen.

Raco var nervøs, men det viste han ikke udenpå. Hans skridt var glidende og målrette. Da han så Jakes skibe komme til syn, kunne han ikke lade være med at give en halvkvalt lyd fra sig. Dake så hurtigt på sin kaptajn for at se om alt var som det skulle være. “Hun er her ikke.” Sagde han lavmælt.” “Hvem, kaptajn?” “Min svigerdatter, Taliia og hendes datter. Min Seuzans mage og barn.” Selvom tvillingerne var unge havde de hørt historier omkring Racos gamle klan.

De trådte op på Draconia og stillede sig væk fra alle de andre. Dake så sig nysgerrigt omkring, mens Lake så på børnene. Raco selv var i en indre debat om han skulle gå hen til den kahyt hvor Jake og Rafala var i. En dybindåning for at samle mod, og han gik hen til døren. Hans knyttede næve hamrede mod den fire gange, en gammel vane fra helt tilbage da han boede hjemme op Dead Mans Rock. Han åbnede den og trådte ind. Så Jake der sad på gulvet og Rafaela som så meget bestemt ud. “Du kaldte på mig?” Raco vendte sig blik mod Rafela.

Han kunne godt sætte sig ind i hendes tanker og problem med at dele sin elskede med andre, på mange måder havde han det på samme måde. Eftersom hun blev stående, sænkede han armene og lod sig dumpe ned på gulvet igen. Hvorfor viste han ikke, men på en måde gav det god mening bare at sætte sig hvor han var. Han lyttede roligt til hendes spørgsmål om han kunne blive lykkelig ved at vælge hende frem for Raco, samt at hun sagde at det var svært at finde en løsning når Raco ikke var der. Derfor smilede han bredt, da hun selv åbnede døren og fik fat i Saxon. Han havde en god ide om hvad hun hviskede, men uanset hvad stolede han på hende. Derfor nikkede han roligt, hvilket Saxon opfangede uden at fjerne blikket fra Raf.

Jake så overrasket på hende, da hun pludselig fremsagde en ide. Han ville aldrig have gættet at hun ville komme med sådan en ide så hurtigt. Ikke efter den svada hun havde givet ham for kort tid siden. Han satte sig i en tænkende stilling, hvor han havde pegefingeren liggende på overlæben, mens han tænkte grundigt over hendes forslag. Han øjne blev lidt fjerne, som om han var stærkt optaget.
Efter et minuts tid, fokuserede han igen på hende og talte stille, uden at flytte sig.
”Er du sikker på at du kunne leve med det? Selv om jeg er åben og ærlig over for dig, og selv om jeg har fokus på dig og børnene, hvis de er med, så er det stadig meget for dig at leve med. Jeg tror godt at jeg kunne overholde dine ønsker, men jeg vil gerne have at du kan leve med det uden at blive ødelagt af det.” Han havde lagt tryk på "du" fordi han virkelig ønskede at hun selv kunne leve med det. Derudover var han faktisk ret overraket over at han bare sad der på gulvet og snakkede roligt om det. Men på den anden side... Den virkelige prøve kom når Raco sluttede sig til dem, som han havde på fornemmelsen ikke gik langtid før han gjorde.

Da Raco slog på døren af gammel vane, fornemmede Jake at hans krop begyndte at vågne. Men han sparkede sig mentalt i røven og fik kontrol over sig selv.
”Kom ind.” Jakes stemme var roligt, som om det bare var en gammel ven der kom på besøg, men tydelig nok til at kunne høres på tros af musikken på dækket. Han smilede venligt til Raco og nikkede til hilsen, da denne kom ind og henvendte sig Raf. Jake var faktisk imponeret over at han kunne sidde stille og bare se på sin soulmate, selv om han et sted i kroppen ønskede at springe op og kysse ham. Men nej, han havde jo sagt til Raf at han godt kunne overholde hendes ønsker om at have fokus på hende, selv om Raco var der.
Utroligt nok var den tanke ikke så skræmmende og bare den viden at han viste hvor Raco holdte til, var nok til at han kunne tøjle sine følelser. Noget der kom en smule bag på Jake. Han så op på Raf, uden at flytte sig fra sin tænkende stilling. Han var nysgerrig efter hvad Raco ville sige, når han hørte Raf's forslag eller hvis hun valgte at sige at han var hendes fra nu af.

Rafaela stod stadig foran døren. Hun kunne godt se, at Jake var blevet overrasket over hendes ide, men det var den bedste hun havde lige nu. Hun ville selv have svært ved det og det vidste hun og måske skulle det ikke være hver gang der var små ture i starten men en gang imellem? Hun kiggede dog roligt på Jake da han begyndte, at sætte sig til, at tænke for hun vidste det kunne tage lidt tid og samtidig ville hun have sært ved, at trænge ind til ham nu.
Da Jake igen snakkede til hende stod hun selv og tænkte lidt imens. Hun trak let på skuldrene og trak vejret dybt “Jeg vil have svært ved det hele tiden fordi jeg elsker dig. Så højt og har virkelig svært, at skulle dele dig med nogen, men måske i starten til jeg har vænnet mig til det så en gang imellem på de korte ture så det ikke er hver gang. Hør jeg ved det faktisk ikke om jeg kan leve med det eller ej, men kan jeg blive nød til, hvis det er, at jeg vil leve med dig resten af mit liv og vide du er ordentlig lykkelig samtidig. For som du selv siger så skriger din sjæl og krop efter Raco, men hjerte og krop efter mig og det er oftest sjælden som ødelægger en” Sagde hun stille og kiggede ned i jorden.

Da Raco var kommet omsorg havde børnene kigget underligt på de mænd som kom og havde set spørgende på Saxon og nogle af de andre. De forstod ikke helt, hvem den fremmede var for det var ikke nogen de havde mødt på deres tur overhoved, men der gik ikke lang tid før børnene igen hyggede sig med besætningen.
Da Raco havde banket på havde Rafaela flyttet sig fra døren så Raco kunne komme ind. Hun lænede sig i stedet op af væggen og kiggede skiftevis på Jake og Raco. Var det Raco og de andre havde hun lukket døren før de 2 mænd Raco havde med var kommet ind, men var det kun Raco der kom ind ville hun ikke gøre noget.
Hun kiggede på Raco og trak vejret dybt “Det er ikke nemt, at finde en løsning der passer os alle. Du skubber Jake hen til mig og jeg hen til dig. Jake vil have begge og han har ikke kunnet komme med en løsning endnu som jeg ville kunne leve med.” sagde hun stille og trak vejret kort, hvor hun skiftevis så på Jake og Raco ”Men det bedste forslag jeg har kunnet finde som jeg nogenlunde kan leve med, men samtidig håber jeg på, at I kan leve med det også uden, at jeres besætning er nervøse for om der bryder krig og brand hvert øjeblik det skal være. Mit forslag var, at I kunne få et samarbejde, at køre på en eller anden måde det må i selv styre, men på de korte sejlture kan I være sammen som i selv ønsker, lyster og behov for, men Jake skal være ærlig omkring dette. For jeg er ikke med på de ture altid. Jeg vil have, at Jake er ærlig omkring dette fordi jeg vil have det virkelig svært ved det og primært i starten. Hvordan ville du kunne have det med det forslag?” spurgte Rafaela. Man ville tydeligt kunne mærke og se på Rafaela, at hun allerede havde det lidt svært ved tanken, men hun var nød til, at vænne sig til tanken og acceptere dette.
Hun kiggede på Raco og var spændt på, hvordan han ville have det med hendes forslag.

Raco så skiftevis mellem dem og rynkede brynene. Det her mindede meget om en mand som var gift, men havde en elsker på sidelinjen. Han rystede hurtigt tankerne af sig og hvilede sit blik på Rafaela. “Og Jake har ikke tilbudt kun at være din?” Raco selv havde ikke meget mod at dele, det ville være svært ja, men hvis han bare kunne have Jakes selskab at par få dage hver anden måned eller noget lig det. Før i tiden villa Raco nok selv have haft det som Rafaela, men med alderen kom visdommen. “Du ville have det svært med at vide at han var sammen med en gammel drage som mig?” Raco rystede på hovedet. “Du kan give ham mere end mig, unge dame, du skal ikke frygte at jeg tager ham.”

Han gik hen og sank ned i en stol. “Og for samarbejde skal jeg kun bruge flåden. Har laste jeg skal have fragtet fra forskellige steder inde fra fastlandet, men jeg nægter at sætte min fod der.” Hans venstre hånd gled over højres håndflade hvor der var et brændmærke. Arret var knap et år gammelt, men det var stadig følsomt. “Jeg vil ikke længere være pirat. Handelsrejsende til tider, men vil starte en butik som handler med te og måske andet.” Sagde han og så mellem dem. Han lod ikke sit blik hvilefor længe på Jake, for tiltrods hans ord tidligere, elskede Raco stadig Jake med sit hjerte og sin sjæl.

Han fuldte stille med i ordvekslingen mellem Raf og Raco uden at sige noget eller røre sig. Han kunne dog godt mærke på dem begge at de fortsat prøvede at skubbe ham fra sig, for at gøre den anden glad. Men her var han sikker i sin sag, hvis han blev tvunget til at kun vælge en kærlighed, så valgte han Raf. Ja, han vil komme til at savne Raco, men han troede også på at han kunne leve med det, ligesom da han ikke viste hvor hans soulmate var. Det kunne godt være at deres hilsener ville være mere varme end blandt normale folk, men han ville gøre alt for at undgå at Raf forlod ham og tog børnene med.

Da der opstod en pause mellem de to, talte Jake stille og roligt, med en eftertænksom stemme.
”Jo, Raco. Jeg har sagt at hvis jeg blev tvunget til at vælge, så vil jeg vælge hende. Men jeg ser helst at vi finder ud af noget, som Raf kan leve med uden at det ødelægger hendes sind og sjæl. Selvfølgelig vil jeg savne dig, men den viden at du lever og har det godt, løfter min sjæl op af kulkælderen.” Han smilede skævt til Raco, men det var en gammel elsker som var blevet til en ven-smil, og stemmen blev mere som hans normale glade jeg.
”Jeg har ikke været pirat i noget lignende to år. Gnisten falmede sammen med tabet af dig og drengene. Nu er hele klanen en handelsklan, og selv har jeg først for nogle måneder siden, fundet mig selv ombord igen. Der er utroligt meget arbejde at ordne i Dragons Peak. Men du har intet at bekymre dig om. Klanen er i gode hænder hos rådet og Taliia.” Han flyttede sig lidt og strakte benene ud, samt lænede sig en smule bagud, så hans hænder på gulvet støttede hans overkrop.
”Men ja, jeg kan godt forstå at du er varsom med at gå i land andre steder end her. Din familie er ikke ligefrem blevet mindre hadefulde efter at jeg bed benene af et par. Tror det var nogle af dine fætre. Din far så i hvert fald ud til at han havde lyst til at myrte mig på stedet, hvis jeg ikke havde været i min drageform. Og ja, han prøvede da også på det, da jeg vente tilbage i denne krop."
Han så over på Raf og smilet blev varmere.
”Du ved at jeg altid vil være åben og ærlig overfor dig. Ligeledes vil jeg gøre mit bedste overfor børnene. De skal aldrig lide under vores problemer eller udfordringer.”

Rafaela kiggede på Raco og ventede sådanset på hans svar på alt det hun havde sagt. Hun nikkede kort "Jo, hvis han blev tvunget til det, men jeg ved, at han aldrig ville kunne blive 100% lykkelig over det og det ville du heller ikke Raco. Det kan godt være, at jeg er meget ung i forhold til jer, men jeg er ikke blind" sagde hun stille. Hun vidste godt, at Jake og Raco var meget ældre end hende. Det kunne man sådanset også se på dem i forhold til hende. Mange ville stadig kalde hende for et barn eller umulig teenager. Hun kiggede på Raco og lyttede fortsat til det han sagde. Hun rystede lidt på hovedet "Du er ikke så gammel Raco ej heller Jake. Men i forhold til mig så jo så er i begge gamle, men det eneste udover dig som jeg kan tilbyde ham er faktisk Reine og Emily. For kan ikke tilbyde ham meget mere end du kan Raco. Jeg frygter heller ikke, at du tager ham Raco, men ved jeg er elendig til, at dele men samtidig ønsker jeg også, at du og Jake kan leve lykkeligt resten af jeres dage" sagde hun stille.
Hun kiggede på Raco og Jake da de begyndte, at snakke. Hun var sådanset den eneste som stod oppe og lænede sig imod væggen. Hendes hale lovrede stille. Hun kiggede lettere undersøgende på Raco og hans hånd. Hun forstod godt hans smerte på hånden for hun havde stadig smerter omkring sin hale, hvor der var kommet arvæv rundt om den samt andre steder på hendes krop.
Hun kiggede på Jake "Det ved jeg godt, at du ville for har set hvor meget børnene betyder for dig og omvendt. Og ja Racos far er ikke ligefrem så lattermild da vi mødte dem. Men nogle af dem smagte altså også godt" sagde hun lettere flabet og grinede kort for sig selv. Hvor hun derefter kiggede mere alvorligt på dem "Men hvordan får vi det her løst? For ingen kommer ud eller ind før vi har fundet en ordning vi alle kan håndtere på en eller anden måde" sagde hun lettere bestemt. Hun vidste godt, at hun var den yngste af de 3, men nok også den som var mest stædig for, at finde en ordning de alle ville kunne acceptere. Ihvertfald hvis man spurgte hende.

Raco så på dem før han lukkede øjnene for at tænke det hele igennem. Han vidste at dette var et stor offer for alle sammen. Raco låste sine øjne på Rafaela og nikkede til sidst. "Jeg vil være med på aftalen. Om det så betyder at jeg ikke har hans selskab længe i tid, eller om der går længe imellem at jeg ser ham." Han kastede et blik på Jake, "Eller overhoved om jeg vil se ham." sagde han. Han frygtede at dette kunne skabe splid mellem dem alle. "Men det vil måske også hjælpe hvis vi to lærte hinanden at kende bedre, Rafaela. Det vil gøre det nemmere for os begge." sagde han og pillede i hans ar.

Raco vidste at dette kunne gå to veje. Enten godt eller også ret skidt. Hvis det gik godt, kunne dette virke som det skulle, måske med tiden vil Rafaela og ham kunne udvikle en venskab. Hvis det gik skidt, vil Raco forsvinde igen fra livet, hvor længe det nu end tog. Han var også nødt til at lære hvordan man kunne skjule sig fra sin sjælemage. Helst ikke at det tog for lang tid. Han havde allerede solgt sin sjæl til en dæmon, hvad mere havde han at miste hvis det gik skidt?

Da Raco lukkede øjnene og begyndte at tænke det hele igennem, bemærkede Jake at han holdte vejret, som om han var nervøs for udfaldet. Lyden af børnenes latter fik ham dog til at slappe lidt af og rejse sig. Han gik om foran bordet, så han kunne se ud af den åbne dør og smilede bredt da han så hvordan besætningerne dansede sammen med børnene. Han vinkede smilende Raf over for at hun også kunne se det. Og hvis hun stilte sig ved siden af ham ville han forsøge at ligge en arm om hendes liv, bare for at være nær hende. Han fik kort øjenkontakt med Saxon, som selv var blandt de dansende og blinkede drillende til sin First Mate.

Da Raco begyndte at tale, så Jake over på sin ven og soulmate. Smilet der var på hans læber blev bredere, da han forstod betydningen. Han kunne beholde dem begge, selv om det ikke var i samme hus. Noget han mente at han godt kunne leve med, og det havde han jo også lovet Raf.
”Hvis der ikke var mere at diskutere, tror jeg at jeg har lyst til at strække benene lidt.” Hvis både Raco og Raf bekræftede at der ikke var mere, ville han gå ud på dækket og blande sig med de dansende. Skulle børnene eller bare den ene af dem komme hen til ham med ønsket om at komme op, så ville han løfte den eller dem op på sin arm/arme og danse rundt.
Musikken spillede op til Cartouche.

Hvis de sagde at der var mere, ville han blive stående og lytte til dem begge. Det var da det mindste han kunne gøre.

Rafaela kiggede på Raco da hans blik låste sig på hendes. Hun var spændt på hvad han mente om ideen fordi det var jo et offer alle skulle acceptere. Hun smilede stille da han kunne acceptere ideen, men så snart han begyndte, at sige om han overhoved ville se Jake fik hun en følelse af, at blive irriteret på Raco "Raco normalt ville jeg haft sagt, at du og Jake skulle undgå kontakt udover tilfældige møder, men det gør jeg ikke fordi jeg kan se på jer, hvor meget i betyder for hinanden og jeg kunne ikke forestille mig, at det vil hjælpe dig eller Jake, hvis du vælger ikke ville se ham overhoved" sagde Rafaela til Raco og kiggede på ham.
Rafaela kiggede underligt på Jake da han havde rejst sig op for, at stå foran bordet og kiggede ud på dækket. Hun blev kort distraheret fra det Raco sagde for, at kigge ud på børnene som hyggede sig med de andre. Rafaela kiggede dog hen på Raco igen og nikkede stille "Tror jeg faktisk du har ret i Raco, at det ville være godt for os begge og måske ville det kunne hjælpe os begge med, at kunne dele den flotte mand derovre" sagde hun stille og nikkede hen imod Jake med et skævt smil på læberne.
Hun kiggede hen på Jake der gerne ville ud til børnene og hun kunne sådanset godt forstå ham "Altså hvis vi er enige i, at mig og Raco skal lære hinanden bedre, at kende og i kan leve med, at være sammen på nogle små ture hvor jeg ikke er med og måske ikke så meget i starten så jeg vænner mig til tanken så har jeg ikke mere, jeg har at diskutere om" sagde hun stille og kiggede skiftevis på Raco og Jake.

Raco så mellem dem og kæmpede for ikke at give et suk fra sig. "Vi kan have en aftale. Hvis det var det, vil jeg smutte tilbage. Har et skib som kommer forhåblig snart hjem." sagde han og rejste sig op. Uden et andet ord gik han forbi dem og ud. På dækket ventede Dake og Lake på ham og fulgte ham ned af dækket. De havde begge opdaget den facade som han havde bygget om. "Du fortalte ikke." "Stille, Dake." Lake hvislede af hendes bror og så på sin kaptajn. Raco sagde ikke et ord, men fortsatte hjem til Black Breath. "Jeg kan ikke fortælle ham det. Han ville ikke tilgive mig for det." sagde Raco roligt og afmålt. Tvillingerne dukkede deres hoved.

Folkene fra Black Breath så mens deres kaptajn skridtede tilbage mod dem. De havde alle flytte sig ind i deres handelshus for at kunne larme og planlægge deres næste træk. "Circle of Life er fundet og er på vej hjem sammen med de andre." Ruska og så på Raco som trådte ind blandt hans mænd. "Godt. Vi skal nordpå så snart alle skibene er tjekket. "Hvordan gik det?" spurgte en anden. Raco lod blikket glide over til denne. "Som det kunne gå. Dog er hans nye mage cheeky." sagde Raco og gik over til bordet. Han kunne se planerne som var lagt og lister over ting som skulle gøres. Han så på listerne og nikkede.

"Vi kan kun vente og se hvad der vil hænde." sagde Raco og gik ud til Black Breath. Hans folk begyndte straks at arbejde på skader og ting som skulle forbedre, eller skiftes. Raco stod og så til. Armene krydset og øjnene rette ud mod havet. Han ville holde sin afstand til dem og om nødvendigt forsvinde igen fra havets overflade. Jake og hans nye mage kunne ikke være overalt på en gang.

Jake fik en fornemmelse af at Raco skjulte noget, da han tog afsked med dem og gik. Derfor droppede han sin ide om at gå ud og slutte sig til dansen. Han gik hen til Raf og var en smule nervøs for hendes reaktion på det han nu ville sige og gøre. Men som lovet, så overholdte han løftet om at være ærlig. Derfor lagde han blidt sine arme om hende og kyssede hende blidt.
"Mit indistinkt siger at Raco skjuler noget for os. Og det plejer at betyde at hvad end han kunne fortælle vil påvirke os eller mig en hel del. Derfor har jeg tænkt mig at skrive et brev til ham. Du skal være velkommen til at læse med eller læse det bagefter, og eftersom jeg vil komme til at skrive noget følelsesmæssigt, vil jeg bede dig om ikke at rive det i stykker." Hvis hun tillod det, ville han kysse hende blidt igen, inden han gik hen og satte sig ved sit skrivebord. Ellers ville han nøjes med at gå hen og sætte sig. Han fandt pergament, blæk og fjerpen frem og lagde det på bordet.

Raco
Først skal du have utrolig mange tak for komme her i dag, så vi kunne snakke lidt om tingene, som de nu er.
Derefter skal du vide at jeg har på fornemmelsen at du skjuler noget for mig. Men også at jeg respektere dit ønske om at tilbageholde hvad du end gemmer. Faktisk respekter jeg dig og dine ønsker en hel del mere end du måske tror.
Mange vil sige at jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad du har været igennem, og ja de har måske ret. Alligevel har jeg en ide, efter at jeg mødte din far og noget af din familie for nogle måneder siden, hvor jeg i kampens hede og drageform 'kom til' at sluge en af dine fætre og bide benet af en anden. Men en Archdemon, ved navn Sammael, fortalte hvordan din familie havde tortureret dig. Hvilket fik mig til at miste kontrollen. Dog fortryder jeg intet og ville gøre det igen, hvis jeg fik mulighed for det.
Åh ja, hvis du ejer et hus eller varehus her i byen eller der hvor du holder mest til, så vil jeg anbefale dig at få indsat et klippestykke på størrelse med en mand eller kvinde. Hvis vi stod over for hinanden, ville jeg blinke fortroligt til dig. På den måde kan du få besøg af dit kære barnebarn takket været hendes partner.
Du skal vide at, uanset hvad du vælger, så vil jeg altid respektere dine ønsker og handlinger. Selv hvis det betyder at vi ikke ses igen. Jo, min sjæl vil søge efter dig, men ikke mere end til at vide at du er i live og har det godt. Hvilket er det vigtigste. Hvis du ønsker at finde kærligheden på ny, har du min velsignelse, uanset hvor meget det vil smerte i staten. Og du er Altid velkommen på Dead Mans Rock, uanset om jeg er der eller ej. Da jeg blev raceleder for draconianerne, overlod jeg styrret til Taliia og Rådet. Hvilket går godt, ud fra det jeg så da jeg var der for et par uger siden.
Et par sidste ting, inden jeg slutter brevet her.
Denne ring jeg fik lavet specielt til dig. Hvis jeg kender dig ret så, holder du den i din hånd eller har gemt et sikkert sted. Ja, jeg friede til dig den gang for lidt over to år siden, og ville sikkert gøre det igen under andre omstændigheder. Men nu… Ja nu kan du gøre med den som du ønsker. Behold den, sælg den eller giv den til en anden som du holder af. Uanset hvad, så respekter jeg dit valg.
Og den sidste ting… Du skal vide at du altid er velkommen på Dead Mans Rock, om jeg selv er der eller ej. Hvilket du vil kunne kende på flagene, som blafre ved indsejlingen. Mit personlige mærke er, tror det eller ej, en sort drage over klanmærket. Taliias er viltert rødt hår og et par elviske lange dolke krydset over klanmærket. Syndes du skulle vide det, så du kan se om du har lyst til at besøge dit andet hjem, hvis du kom forbi. Og hvis du gør, ja jeg smiler ved tanken, så forbered dig på en overrasket men utrolig varm velkomst. Folkene savner dig ligeså meget som din familie, her mener jeg: Taliia, Kat og mig selv. Så frem du stadig tænker på os som familie.
Til vi ses igen, vil jeg kun sige:
”Må guderne våge over dig og stjernerne lede dig.”
Din soulmate for evigt.
Jake Blackfire

Hvis Raf ikke havde læst med mens han skrev, ville han række hende brevet så snart det var tørt. Han ville blive siddende indtil hun gav ham det tilbage. Derefter ville han pakke det sammen og forsegle det med klanens stempelmærke, inden han rejste sig og gik ud på dækket. Her vil han hidkalde en af havnens løbedrenge, som skulle aflevere brevet, og derefter give ordre til at der skulle sættes sejl inden for den næste time. Folk fik travlt med at pakke sammen og hente de medlemmere der lå og sov på kroerne.
Han så kort ind mod havnen. Hvis Raco fortrød, så måtte han selv komme til Jake.
Terningerne var kastet og de kunne kun vente og se hvordan de ville lande.

Rafaela kiggede efter Raco da han gik med et lettere irriteret blik. Rafaela havde på fornemmelse, at Raco ville undgå dem fremover og på en måde havde Rafaela en følelse af, at det havde hun det fint med og alligevel ikke fordi hun ville få Jake for sig selv som hun ønskede, men samtidig vidste hun, at Jake ville blive ramt af dette på den ene eller anden måde. Hun sukkede kort og kiggede på Jake da han kom hen til hende. Hun lagde sine arme blidt om hans liv og gengældte hans kys. Hun kiggede mere roligt på ham og lyttede til det han sagde. Hun nikkede stille "Du er ikke den eneste der har den fornemmelse. Jeg tror desværre at du har ret. Men skriv du brevet til ham og skal nok lade være med, at rive det i stykker" sagde hun stille. Hendes stemme var blevet mere mildt end det havde været tidligere. Hun kyssede Jake blidt og slap ham igen så han kunne gå hen og sætte sig ved sit skrivebord og skrive brevet. Hun kiggede hen mod dørend er stadig stod åben og gik hen og lukkede den før hun gik hen til et vindue og kiggede ud af det indtil Jake var færdig med, at skrive brevet.
Rafaela gik hen til bordet efter lidt tid og tog imod brevet og læste det igennem. Hun nikkede blot og rakte ham brevet igen. "Det er fint, nu det op til Raco hvad han vil kære" sagde hun stille
Hun gik ud på dækket og løftede Reine op til sig og smilede sødt til ham. Reine krammede Rafaela "Jake okay?" spurgte han Rafaela med en bekymret stemme. Emily stillede sig op af Rafaela i samme sekund og kiggede også bekymret på hende. Rafaela nikkede stille og lagde en arm om Emilys skuldre "Han er okay og nu skal vi snart hjem mod Sunfury for tror det er på tide, at onkel og tante møder det nye familiemedlem" sagde hun stille med et blidt smil på sine læber og kiggede hen imod Jake. Emily smilede stort og løb hen og krammede Jake "Velkommen i familien. Far" sagde hun med en lille latter i stemmen. Ordet far tog lidt længere tid for hende, at få ud, men der var til gengæld også stor glæde i stemmen da hun sagde det. Rafaela smilte lidt og kyssede Reine på panden.

Raco havde læst brevet op til flere gange siden han havde fået det i hånden. Han sad og stirrede på den ring han var givet. Ringen hang i en kæde, og kæden hang mellem hans fingre. De grå øjne lukkede sig og han lod den dumpe ned på bordet. "Dake!" brølede han og den unge varulv kom hen og så på Raco. "Lad beskeden gå at vi letter anker så snart brevet er afleveret minutter. Jeg har bestemt at vi slutter os til de andre." sagde han og arbejde på at finde et stykke papir hvor han kunne skrive et kort besked. Hans minidrage lå i en kurv rullet sammen. Raco sad bag skrivebordet.

Kære Jake og Rafaela.
Jeg beklager at jeg er i vejen for jeres glæde. Jeg vil se om jeg kan finde resten af mine familie, mens I nyder jeres. Jeg vil se om jeg kan ligeså meget glæde som jer. Om jeg kan finde den som kan elske mig for mig, og bede til at mit sidste barn vil overleve. I ved hvor I kan finde mig, hvis I har brug for hjælp.
Må skyernes guder vogte over jer og jeres.
Raco Fire.


Dækket var fyldt med liv og mange så da en af de unge kahytsdrenge løb over molen med et brev til kaptajn BlackFire. "Brev til Kaptajnen og hans mage."Han rakte brevet til kvinde før han løb tilbage. Hans ben arbejde som trommestikker. Han nåede ombord og hjalp med at trække landgangen op. De hvide sejl gled ned og vinden bar dem afsted. Raco trådte ud på dækket og atter var facaden oppe. Over hans skulder sad en safirblå drage. Den gav et brøl og slog med sine små vinger. Raco lod sit blik kort glide over til Draconia og de andre skibe. Han bad til at de ikke blev opdaget og at de ikke ville følge efter.

Jake havde lige afleveret brevet og afgivet ordren om at de sejlede om en time, da han blev overasket over Emily som kom løbende over og kaldte ham far. Et kæmpe smil bredte sig over hans ansigt, da han løftede hende op og krammede hende blidt, samt kyssede hende på kinden.
”Mange tak, min pige.” Han gik hen til Raf, kyssede først Reine på kinden og derefter Raf på læberne.
”Tak for denne velsignelse.” Hans ord var en hvisken, men den var fyldt med løftet om kærlighed og ærlighed. Folkene på Draconia smilede og lo hjerteligt over den lille opvisning på ny kærlighed. Alligevel kunne de ikke lade være med at tænke over hvordan tiden ville kommet til at vise sig, nu hvor Raco var tilbage.

Jake hørte en drengestemme og så over på en af kvinderne som kom hen med et brev, mens drengen spænede tilbage mod Black Breath. Han tog imod brevet og læste det hurtigt, hvorefter hele hans krop og ansigt blev edderspændt rasende. Han tog et dybt åndedrag og smilede forsigtigt til Raf og børnene.
”Emily og Reine. Far skal lige råbe lidt af en, som har gjort far gal. Men husk på. I to har kun gjort far glad og lykkelig." Derefter satte han Emily ned og gav Raf brevet. Han nærmest stormede op på udkiksdækket ovenpå hans kahyt, hvor han med rasende øjne hurtigt spottede Raco på dækket. Et dybt åndedrag var alt han tog inden han brølede af sine lungers fuldekraft.
”RACO, DIN STORE IDIOT!!! DU KAN BARE VENTE TIL JEG FÅR FINGERNE I DIG!! NÅR JEG ER FÆRDIG MED DIG, VIL DU KNAP KUNNE KRAVLE!!!” Det var tydeligt at høre på Jakes stemme at han var helt oppe i det røde felt, men han tvang sig til at nøjes med at råbe af sin soulmate. Han viste at det ikke ville gå at sætte efter ham, ikke når han havde lovet Raf at holde fokus på hende og børnene, når de var med. Han så efter Black Breath og Raco, hvis reagerede på Jakes råben.

Omkring fem minutter efter at Jake havde råbt, kom han ned på main dækket igen og var mere rolig, selv om han stadig udstålede nogen vrede. Noget der fik hans temperament til at falde helt til ro var da hans øjne faldt på Emily og Reine. Smilet bredte sig på hans læber og han gik ned på det ene knæ, samt bredte armene ud så børnene kunne komme over til ham hvis de havde lyst.
”Far har det bedre nu. Undskyld, hvis jeg skræmte jer.” Hvis børnene kom over til ham ville han kramme dem og nyde at han i hvert fald havde dem. Alligevel kunne han ikke forhindre nogle få tåre at løbe ned over hans kinder.

Saxon stod i nærheden af Raf, tæt nok på til hurtigt at kunne skimte brevet, da Jake afleverede det til hende. Han så på Jake uden at sige et ord og forstod udmærket hvorfor Jake både var vred og ked af det. Resten af besætningen, samt besætningerne på de andre to skibe, forholdet sig tavse og nøjedes med at udføre deres pligter, så de snart kunne komme ud på havet igen.

Emily grinte og krammede Jake om halsen da han løftede hende op og kyssede hende på kinden. Hun smilede sødt til ham. Reine grinte da Jake kyssede ham på kinden og Rafaela gengældte hans kys. Hun smilede sødt til ham "Det er mig der siger tak" sagde hun stille og kiggede kærligt på ham. Rafaela kiggede omkring og så glæden der viste sig hos alle.

Rafaela kiggede hen på kvinden der kom med et brev til Jake. Rafaela kunne tydeligt se på Jakes ansigstudtryk, at det ikke var noget godt som stod i brevet. Både Reine og Emily kiggede underligt på Jake da han snakkede til dem. De var selvfølgelig lykkelige over, at de havde gjort ham lykkelig, men det at han var blevet sur forstod de ikke helt. Rafaela satte Reine ned og tog imod brevet fra Jake, hvor hun gik igang med, at læse det. Rafaela brummede lettere irriteret og tog Reine og Emily ind til sig da Jake begyndte, at råbe. Rafaela var selv blevet vred og irriteret på Raco for det der kunne Raco virkelig ikke være bekendt, at gøre overfor dem. Rafaela kiggede på Saxon med et irriteret blik imens hun holdt sine børn tæt ind til sig.
Rafaela foldede brevet sammen og gamte det væk før hun løftede Reine i sine arme og holdt ham og Emily ind til sig indtil Jake kom hen til dem igen. Rafaela satte Reine på jorden igen og gik hen til Jake og det samme gjorde Emily. Reine og Emily krammede Jake "Vi elsker dig far" sagde Reine stille og holdt fast i Jake.
Rafaela kiggede rundt og derefter på Jake og stillede sig bagved ham og nussede hans skuldre "Og vi forlader dig aldrig" sagde Rafaela stille. Der var lykke i hendes stemme, men også en undertone af vrede og irritation. Ikke på Jake men på Raco. "Lad os tage hjem til Sunfury" sagde hun stille og smilede sødt ned til Jake og sine børn.