Du er dog ung? //Spurv//

''Den ser ud til at være ganske god kvalitet skam... men det er en stor kniv... Så hvis du ikke er vant til at bruge den vil jeg foreslå noget mindre.''

Han smilede og nikkede til de ting hun fortalte. At hun havde våben hun kunne bruge var altid godt, specielt at hun havde både et våben hun kunne bruge tæt på og så et hun kunne bruge på afstand. Eller det troede han ihvertfald.

''Økse mener du der kaste eller nærkamp?''

Han kiggede stille på hende. Han kunne da godt lade hende bruge hans økse men ahn vidste ikke om den var brugbar af hende, eller om den måske var en anelse for stor til hende. Han kunne jo aldrig være helt sikker

''Bue er god til jagt, men hvis du kan kaste med knive kan vi lære dig at bruge kasteøkse også, det er hurtigere og nemmere hvis du kan finde ud af kasteknive''

Noget mindre?
"Denne?"
Hun rakte bagud og trak en noget mindre kniv frem. Den var meget anderledes, kort og slebet fuldstændig tynd og dødsens farlig. Det var tydeligvis en køkkenkniv, men den tyndslebne klinge var lige til et snigmord, selv om den knapt ville holde til stor belastning.
Hun holdt den frem mod ham med hæftet først, sådan som hun burde. Den havde ingen skede, men hun havde før haft den i bæltet uden problemer.
Økse?
"Jeg kan både kaste og slå.. Jeg er god med økse."
Og det var hun. Hun løj ikke, i hvert fald ikke på det punkt. Hun kunne både parere og sætte de farligste hug ind på en angribende fjende hvis hun fik en lille dværgøkse i hånden, og selv med Kokkens laterligt tunge brændeøkse, som de heller ikke brugte længere, og som hun havde svært ved at løfte, kunne hun ramme et mål i bevægelse, hvis hun havde tid til at løfte den i stilling.
Hun trak op i ærmet og fremviste som svar på hans bemærkning om kasteknive en fiks læderkonstruktion, der gjorde det muligt at have en kniv spændt fast på indersiden af håndledet, skjult i ærmegabet.
Et lille, lidt usikkert smil spillede om hendes mund. Hun havde helt glemt at spise. Det her om våben var måske hendes svageste side, for selv om hun sloges glimrende var hun ikke særlig bevendt i den store verden af særlige våben.

''Jamen det må jeg sige... Det er interessant... det glæder jeg mig til at opleve... Det bliver dejligt endelig at møde et andet individ der ikke bruger sværd...''

Han havde aldrig brudt sig om sværdet. Det krævede for meget præcision og finesse efter hans mening. Nej en økse var mere ham, et våben der var beregnet til at hugge igennem det meste deriblandt også rustning...

''Hvor god er du til at kaste om jeg må spørge altså med knive? Og med økse skal du lære at kaste perfekt med de små håndøkser.''

Han smilede stille. han kendte denne type kasteøkser der var lavet og udformet på en måde der gjorde at det ikke krævede det samme som med knive fordi problemet med at kaste med knive som våben var at få dem til at ramme med spidsen...

''Se at få spist... Vi skal gerne nå tilbage...''

''Hvor god er du til at kaste om jeg må spørge altså med knive? Og med økse skal du lære at kaste perfekt med de små håndøkser.''

"Jeg kan slet ikke løfte et sværd," sagde hun stilfærdigt. "Men det gør du heller ikke? Det kunne jeg ellers forestille mig.. Men du kan vel det hele?"
Der var igen det her beundrende i Spurvs blik, og måden hun lænede sig fremad fortalte, at hun var grådig efter at lære mere.

Han ville lære hende at kaste perfekt med små håndøkser. Hun nikkede og et øjeblik var hendes ansigt lidt beklemt, netop som det slog hende, at der var milevid forskel på dem, både med hensyn til social status, evner og alder. Hun som mange før og efter tog nemlig fejl af Sajros alder. Hun prøvede ihærdigt at skubbe tanken væk, men det var svært, hun kunne ikke lade være med at stille sig selv det indlysende spørgsmål: Hvorfor havde han overhovedet lyst til at tilbringe tid med een som hende? Hun havde helt svedt ud, at han havde rost hende, kaldt hende sød og pæn og behageligt selskab.

JA! Og hun skulle spise! Det kom hun i tanke om og blev helt forfjamsket. Hun tømte først sit glas med mælk, så dukkede spørgsmålet op.
"Hvad skal vi nå?"
Men netop som hun havde stillet det og greb efter mælkekanden, kom hun til at vælte stearinlyset ud af sin stage. Det brændte et øjeblik på gulvet, så gik det ud. I mørket, der fulgte hørte man en rasende banden, og derefter et dæmpet udbrud af smerte, da Spurv famlede hen over gulvet og fandt den varme sø af stearin.

''Men du kan løfte en økse? Hmm, du er sjov fætter og nej jeg kan ikke alt... Kan ikke finde ud af sværd eller lide dem, finder dem irriterende og at de mangler den brutalitet en økse kan frembringe.''

Han grinede over det. Han vidste ikke ligefrem hvad han mere skulle sige men han blev ret chokeret over det der skete så pludseligt. Hende der begyndte at spise som en gal. Hende der slet ikke var til at finde rundt i pludseligt...

''Hey rolig...''

Han sagde det da hun begyndte at famle rundt i mørket efter stearinen og da hun begyndte at bande rev han fat i hendes krav i nakken, og tog hendes ting under den anden arm og gik ud af rummet med hende...

''Vi skal nå tilbage inden dyrene for alvor bevæger sig uden for... De er ikke bange for mig altid og slet ikke hvis de en flok.''

Han slap hende og gav hende hendes ting igen og sendte hende så igen et venligt smil.

"Ja, men et sværd skal jo danse.."
var svaret, hun illustrerede med en håndbevægelse at en kriger skulle kunne få sit sværd til at vippe og vride modstanderens våben ud af hans hånd, så væltede hun lyset og mørket klemte hendes lunger et øjeblik.
"Åh" stønnede hun irritabelt, og efter lyden at dømme havde hun søgt i sine lommer efter et fyrtøj.
"Ikke noget ild, altså, helt ærlGAARGH!"

Pludselig havde han fat i hendes krave, og halede hende op, ud af værelset og ned ad trappen til den svagt oplyste gang hvor gæsterne sov. Det var ikke ligefrem fordi hun var i kvælningsfare, men det var bestemt ikke rart, og hun vred sig som en ål og spruttede af raseri. Hun havde ikke lyst til at være een, man bare løfte rundt på.
"Ikke igen." knurrede hun, da han endelig satte hende ned og stak hende tingene, hun havde halet frem. "Jeg var ikke engang færdig." klagede hun hviskende, pludselig opmærksom på, at der rent faktisk sov andre mennesker i huset.
"Og jeg troede, jeg ville få sovet i nat. Vent, jeg henter opvasken."
Og det gjorde hun. Stak tilbage op ad trappen, to trin ad gangen. Døren lod hun stå åbent, og i det ualmindeligt svage lys fandt hun skålene, mælken og de tomme krus. Hun smækkede det på bakken og lod breve være breve (Nathan kunne hente dem senere, og mon ikke han også gjorde det?). Så hoppede hun ned ad trappen igen og svansede så svansende, som Spurv nu kunne svanse, forbi Sajro for at demonstrere, at hun selv bestemte, hvornår der skete hvad.

''Du lød bare som om du var blevet færdig da du sagde 'så'...''

Han smilede stille og venligt til hende og han nikkede bare til at hun ville hente opvasken og han var tæt på at grine af hende da hun kom svansende forbi ham. Hun så da lige godt meget morsom ud som hun bevægede sig forbi ham. Han endte også med at grine lidt af hende...

''Du er noget af en stædig lille tøs hva?''

Han grinede stille og gik bare hen og satte sig på et af bordene for at finde ud af om hun snart var ved at være færdig med at gøre sig klar sådan at de faktisk kunne komme nogen vejne inden alt for længe.

''Men hvad er det så du mangler at få ordnet om jeg må spørge?''

Han kiggede stille på hende.

Stædig?
"Selvfølgelig."
Spurvs næsebor vibrerede let. Han skulle bare vide. Måske var det ikke sådan med ham, men med næsten alle andre havde hun ikke ret mange problemer med at få sin vilje. "Det betaler sig."
Hun satte opvasken fra sig, kiggede i skålen hvor der havde været mad, og besluttede at den nok også skulle vaskes.
"Jeg ville have skiftet tøj, men det betyder ikke så meget."
Vaske eller ikke vaske, hvis det at vaske betød, at hun skulle til at koge vand. Hun endte bare med at skylle den grundigt i opvaskebaljen, der stod klar som sædvanligt. Ikke særlig hygiejnisk, men i nedre by var immunforsvaret som regel bedre end alverdens andre steder, og det på trods af, at mange børn næppe fik den anbefalede kost eller varme.
Og Kokken ville også vaske af i morgen unde alle omstændigheder. Hun kendte vist Spurvs forhold til renhed i køkkenet.
"jeg gør bare sådan.."
Sagde hun og vendte sig mod Sajro. Hun sparkede støvlerne af og snuppede buksern i bunken. Hun og trak dem ud over det par, hun allerede havde på og besynderligt nok så det egentlig ud til at virke fint. Det samme gjaldt trøjerne, som hun også bare trak udenpå de allerede mangfoldige lag af andet tøj.
"Og så.." hun brummede irriteret da hun ikke kunne få fødderne tilbage i støvlerne uden at binde snørre snørrebåndene op. "Er jeg færdig," hun rettede sig op og smilede en smule hektisk.

''Er du så klar til at gå nu?''

Han sagde det med en lettere utålmodig og irriteret stemme men inde bag den kunne man nemt høre og fornemme den mere drillende varme og venlige stemme han normalt havde. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af alt det tøj hun skulle have på, men okay hun var jo vildt tynd...

''Er der mere du skal have med? En dunk olie til at holde varme med?''

Han grinede stille mens han gik hen til døren og ventede på hende. De havde jo ikke hele dagen. de kunne ikke bare stå der og dankdere den af med at lave ingenting overhovedet. Det ville ikke være passende overhovedet.

"Ja, jeg er klar."
Hun sendte ham et svidende blik da han nævnte olie. Han havde lige grinet af hende, og det havde været nok til lang tid. Et øjeblik havde hun håbet, han i det mindste ikke ville grine af hende. Men hun havde taget fejl, selvfølgelig. Han havde sagt pæne ting om hende, sagt det ikke kun var for sjov, men nu virkede han træt og irriteret.

"Afsted."
Hun samlede sine tæpper, slukkede lysene og strøg forbi ham ud af døren, som hun fandt fuldstændig selvsikkert i mørket.
Hun bed negle mens hun viste vej ud af byen. Det var ellers en vane, hun næsten havde fralagt sig. Hvorfor begyndte hun nu igen? Hun fugtede sine læber og ville sige noget, men så fik hun øje på et skær af lyseblåt i horisonten og glemte det rent. Der var næsten ingen ude, og månen stod som et blegt segl i syd. Der stod to mænd over porten og talte dæmpet. Det så meget yndigt ud, men Spurv lagde ikke mærke til det. Hun gik bare i tavshed med tæpperne under den ene arm og en stadig voksende uro i maven. Hvad hvis hun var virkelig ringe?Hvad hvis hun ville skuffe ham?

Udenfor porten var det flade land, og der, mod nord, lå skoven med de grå stammer og de vilde dyr. Der var rimfrost i græsset da de slog ind på den sti, de havde fulgt ud af skoven. I øst voksede lysskæret, men i skoven hang mørket og natten endnu, og Spurv gik automatisk tættere på Sajro.

''Hey tag det roligt, jeg tænker jo bare på dig... at skifte levemiljø fra den ene dag til den anden er altså ikke det nemmeste.''

Han havde tydeligt lagt mærke til hendes svidende blik, og af den ene eller anden grund havde han fået det rigtigt skidt over at grine af hende, som om hun var noget særligt, men han vidste det var ham og ikke hende der var skyld i det, evner virkede jo ikke på ham, ikke evner af den slags.

''Er naturen ikke en smuk ting?''

Han smilede stille ned til hende, og han lagde mærke til at hun gik tættere på ham, og da hun kom endnu tættere på lagde han en hånd på hendes skulder. Han kunne ikke lade være med at smile over det.

''Er du bange?''

Han spurgte helt roligt.

Om naturen var en smuk ting?
"Jo" hviskede Spurv. Hvorfor hviskede hun? Hun lagde mærke til hvert græsstrå, der bevægede sig og hver mørk gran, der hviskede i en vind, hun ikke kunne mærke. Der var dyrespor i det frosne mudder ved siden af stien, både spor fra klove og spor fra poter, store og små. Måske en forvildet hare? En grævling? En ræv? Nogle af dem var alt for store, og de gik alle i samme retning: Ind i skoven. Det var meget smukt og meget lukket land. Hun var uvedkommende, var hun ikke? Hørte ikke til. Han havde ret i miljø, men hun kunne ikke sige det, ligesom hun ikke kunne sige, hun var en smule bange.

"Ikke.. Bange..," begyndte hun istedet, stadig hviskende,
"Ved bare ikke, hvad der er derude."
Eller derinde. I mørket, der hang mellem de grå stammer, hvor øjne kunne blive tændt nårsomhelst. Og ikke bare dyrenes øjne, dem var hun egentlig ikke så bange for, primært fordi Sajro var med, men det kunne jo også være Skovens Øjne, og dem kunne man ikke sådan slås med. Hun havde denne ubehagelige følelse af, at nogen holdt øje med dem uden at hun kunne se hvem, og at dette 'nogen' ville blive mindre venligt stemt, hvis hun brød den fyldige tavshed, der hang med mørket.

Den Store Stilhed, kaldte hun det i tankerne. Den havde sit eget liv, og i hvert åndedræt flaksede fugle op langt borte, næsten lydløst, mens nøgne grene vippede mod himlen, som stadig var natmørk og dybblå, selv om stjernerne var ved at falme. Den Store Stilhed. Det var et vildt kattedyr med silkepels og fløjelsfødder. Dens knurhår var i jorden og følte hver en fremmed, der gik ind på dens territorium, dens hale lå om verden i dette øjeblik og den krøb gennem skyggerne, lillebitte og kæmpestor, lige udenfor synsfeltet, klar til at forsvinde ned mellem visne blade, op i træerne, om bag en stamme for altid, altid, altid at være der og holde øje.

''Derude? derude er der dyr og andre væsner der lever i mørket og ikke er bange for at dræbe alt hvad de mener de kan dræbe.''

Han grinede stille mens han bare stille gik med hende ind imod skoven. Han gik bare ind i skoven med hende, uden at sige meget mere før de var kommet derind. Han vendte sig så stille om imod hende og talte stille og roligt til hende.

''Så kan du vejen herfra? Det skal du ihvertfald kunne, for du fører an nu.''

Han smilede stille og trådte om bag hende. Han håbede faktisk at hun ikke kunne vejen derhen og derfor var nød til at kigge på landskabet eller lede efter ruten derhen på andre måder, da dette ville være bedre for hende at lære.

"Har vi været her før?"
Usædvanlig dumt spørgsmål, Spurv kunne bare ikke nå at bremse sig selv, og rødmen skød op i hendes kinder som hun hastigt satte sig på hug. Med fingrene undersøgte hun jorden hvor hun sad, og fandt en række fodspor i det frosne mudder, hvoraf hun i hvert fald kunne genkende Sajros store fødder. Hendes små gik ved siden af, men de var sværere at se, kun utydelige skygger.
"Her," hviskede hun triumferende og så op på ham, og det var da for så vidt noget at være stolt af, for ingen kunne have forventet, at hun ville kende noget som helst til sporlæsning, ikke engang fodspor i vådt sand. At hun gjorde det alligevel var et af de små mysterier, der omgav Spurvs person, og som egentlig var fuldstændigt naturlige. Hun havde altid søgt abstraktion fra en hverdag, der knap kunne blive værre, og at lede efter dyrfodspor havde været en af de lege, Simon fandt på for at underholde hende og glemme moderen, der hostede, og faderen på havets bund.
"Og de kommer derfra.." Hun havde meget forsigtigt fulgt sporene til udkanten af den lille lysning, hvor de havde gjort holdt, og hun pegede nu på en smal dyrsti et øjeblik, før hun hastede ned ad den. Et par meter. Så forsvandt den, og den kom ikke igen.
En erfaren sporjæger ville have set at deres fødder var drejet af mellem to træer, men Spurv var på bar bund. Det havde været mørkere da de gik der første gang, og hun havde ikke rigtig pejlet efter stjernerne som hun ellers havde lært af den altid engagerede storebror, der fortalte, hvordan man navigerede til søs.
"Og det er væk.." mumlede hun for sig selv og undersøgte bevoksningen i skovbunden uden at vide, at hun skulle kigge efter knækkede grene og nedtrådt græs. Det var svært at se i det svage lys, undskyldte hun sig og overså fuldstændig en hvid ugleklat.
"Her, " sagde hun endelig og gik stik nord, væk fra sporet. Af uvisse årsager var hun bedre til at finde hjem end til at finde ud. Hun fortsatte ad en usynlig sti og vidste, det var forkert, men ikke, hvilken retning, hun ellers skulle vælge. Pludselig standsede hun.
"Jeg kan høre vand," hun vendte sig mod Sajro med uro i ansigtet.
"Det kunne jeg ikke før. Da vi gik ind til byen, altså."

Han gik stille og kiggede mens han bare lod hende føre an, vidste godt dengang at hun stoppede med at følge sporene at hun bagefter gik den forkerte retning, men han sagde ikke noget, det ville ikke give hende nok hvis han sagde noget andet end det hun gik efter.

''Vand? Ja det har du ret i... Så er du gået noget ved siden af...''

Han kiggede stille rundt, og vidste godt selv hvor de skulle gå hen, men stadig var han bare stille udover han stille kiggede på hende for at se hvordan hun reagerede på det hun sagde...

''Men hvorfor dyrespor? Dyr vil jo som regel undvige et sted der er beboet.''

Han så stille på hende.

Spurv så på Sajro med uudgrundelige øjne, for hvad kunne hun svare? Hun havde bare fulgt de bedste spor og en instinktiv fornemmelse. At de havde valgt en dyresti var vel naturligt, da den snoede sig gennem en ellers ufremkommelig underskov, men det anede hun ikke. Hun spidsede bare munden og så op mod himlen. Blåt mellem krogede, mørke grene. Blåt, der voksede og spredte sig og blev lysere og lysere.

"Dyr gør mærkelige ting."
Mumlede hun og dykkede ind mellem grene ad en ny, usynlig sti, der bragte dem ned under et tæt tornekrat og ned ad en stejl skråning. De tornede ranker flettede lynhurtigt et grentag, som en mindre person som Spurv kunne stå oprejst under, og der, i skyggerne var natten ikke forsvundet endnu. Spurvs øjne voksede til en overdreven størrelse i et forsøg på at skelne de svage silhuetter af stenet skråning, men det var svært, og flere steder var hun nær trådt forkert. Alligevel fortsatte hun, for noget sagde hende, at det var netop denne vej, hvis de ville tilbage til lejren, og i teorien havde hun ret, det var i hvert fald den rigtige retning, men også en stor omvej, og for foden af skråningen dukkede den første forhindring op: Det havde været let at komme ind i krattet, men det viste sig næsten umuligt at komme fri igen. Spurv stoppede og tænkte. Sajro lod hende føre an, og det var måske meget rart, men det var også en udfordring. Hvordan skulle hun være i stand til at give rigtige anvisninger? Bare sådan lige? Hun gav ikke op. I stedet spejdede hun efter det sted, hvor de sammenfiltrede grene var mindst tætte, men det virkede som en ens, ubrydelig mur, der strakte sig ud i mørket. Til sidst valgte hun bare en tilfældig retning og krøb helt sammenkrummet gennem vegetationen. Lange, stædige torne hagede sig fast i hendes tøj og trak striber over hendes kinder og for hver torn, hun møjsommeligt frigjorde, var det som om to nye fik fat i hende. Et øjeblik kæmpede hun indædt og pustende, så gav grenene efter for hendes vægt, og hun brasede ud gennem dem og landede pladask på maven i hvad der viste sig at være en snæver slugt, der skar sig som et ar gennem landskabet og skoven. Den var ikke mere end måske fem meter bred, og siderne var måske ti meter høje, men for Spurv virkede de som uendeligt høje, næsten lodrette vægge. Over dem hang høje, grå træer, og himlen var som en smal stribe. Brunrød klippe tittede frem ad leret jord, der glinsede fugtigt. Der var åbenbart ikke kommet frost ned i arret, men til gengæld kunne der næsten heller ikke komme sol. Spurv så sig til begge sider og tænkte. Så begyndte hun at trave op gennem slugten. Trave var imidlertid så meget sagt, for det var svært at komme frem. Der lå store, glatte klippeblokke i slugtens bund, og stikkende planter, der greb efter vildfarne fødder, kom krybende frem af enhver drabelig sprække, der truede med at brække uskyldige ankler. Man kravlede, snarere end man gik, men det var i hvert fald den rigtige retning hvis man ville ud af slugten, for grunden gik opad, opad, opad, og slugtens vægge blev lavere og lavere. Spurv så det bare ikke. Da hun havde kravlet i stilhed i et kvarters tid vendtehun sig modfaldent om.
"Det er helt forkert, er det ikke?" Spurgte hun med et suk.

Han fulgte efter hende og kiggede rundt, kiggede efter ting han genkendte eller andre ting han kunne bruge til at pejle efter for at de kunne finde hjem igen. Han skulle dog gøre sig endnu endnu lavere når de skulle nogen steder, og faktisk var det en smule irriterende for ham...

''Argh...''

Han sukkede lidt irriteret, men da hun vendte sig om og spurgte om det ikke var helt forkert rystede han på hovedet af hende, og vinkede hende bare videre. Han smilede venligt.

''Hvad mener du dog? Bare forsæt... det nytter ikke noget at tvivle på sig selv, når man har fået ansvaret.''

Ansvaret.
Spurv trak vejret dybt og gned sin kind. De skulle jo ud af kløften på en eller anden måde, og det ville være en falliterklæring at gå tilbage i egne spor. I stedet fortsatte hun opad, asede afsted og ønskede, hun havde lige så lange ben som Sajro. Selv om han havde haft besvær under krattet, havde han langt lettere ved at bestige de klippeknolde, der lå spredt hulter til bulter i kløftens bund. Det blev også stejlere og stejlere, lagde hun pludselig mærke til, og slugtens begroede kanter, hvorfra mørke graner og bladløse løvtræer hældede ud over deres hoveder som silhuetter mod morgengryet i øst.
Det var både lettende og samtidig foruroligende, for des hurtigere, slugten fladedes ud i forhold til landskabet, des sværere var det at kravle opad. Havde kravle været det ord, der beskrev bevægelsen før, var klatre nu det ord, der var mest dækkende, for klippeblokkene var blevet større og dannede nu en næsten lodret skrænt, der strakte sig op mod det flade landskab.

"Puha," Spurv var standset for at puste i et øjeblik, da et fjernt hyl flængede den friske, kolde luft. Det blev ved i et langt sekund, så forsvandt det et øjeblik, hvorefter det begyndte igen, men et nyt sted, nærmere på.
Spurvs øjne blev kæmpestore, og hun slog hænderne for munden mens hylet blev kraftigere, steg og faldt i tonen før det døde og efterlod en lammende stilhed.
"Hvad var det?!" Spurgte hun med frygt i stemmen.
"Det kom derfra, ikke?" hun pegede ned gennem slugten, hvor skovens mørke skikkelse lå som et stort, tungt legeme. Små perler af sved viste sig i hendes tindinger. Så vendte hun sig om og sprang op ad klippevæggen, adræt som en gimse.

''Hvad det var?''

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over det, der var kun fire ting der kunne skabe det hyl, men kun tre af dem var farlige og kun to af disse var sandsynlige, det var varulve og ulve. Han smilede bare og var ved at falde om af grin, men kom så i tanke om en mulighed mere...

''Altså de mest sandsynlige er en ulv eller en varulv, men eftersom der kun er en så er det nok en varulv... Men det kan jo også være en anden Nightcan eller måske en af de store ulve der lever her i området... størrelse som en bjørn, onde som en jærv, men ligner en ulv.''

Han så på hende og trak på skuldrende og begyndte bare at skubbe hende videre, de var da lidt sikre grundet at de var så højt oppe i forhold til det der kom imod dem.

Det løb hende koldt ned ad ryggen ved hans ord.
Skoven var et latterligt farligt sted. Jærve, ulve, bjørne, hvad blev det næste? En tiger? En frådende, dræbende tiger?
"Er det efter os?" peb Spurv og asede de sidste meter til de pludselig stod i den bladdækkede skovbund. Slugten var standset lige så pludselig, som den var begyndt, arret i skoven var lappet og så godt som hvert et spor var slettet.

Hun standsede et øjeblik og hvilede hænderne på knæene, som om hun gjorde klar til et kapløb, men det var ikke ligefrem grunden, det var for at berolige sine knæ, der rystede hæmningsløst ved tanken om de drabelige, blodige tænder i det store, tunge hoved, der blev løftet over en livløs pigekrop. Salvia ville løbe fra hver drabelig tand i lange tråde, mens en knurren ville stige op gennem det ildelugtende gab.
"Skal vi flygte fra det?"
Hendes stemme var overraskende fattet, og hun så ud, som om det kom bag på hende.

''Se Det er jo altid et godt spørgsmål, men hvad end det er, så er det helt sikkert efter et eller andet, og er sulten.''

Han smilede stille til hende, og grinede lidt over hendes andet spørgsmål, det var jo egentligt et meget godt spørgsmål om de skulle flygte eller om de skulle blive og kæmpe. De ville nok kunne vinde, ihvertfald hvis det ikke var en Nightcan, men hvis det var nyttede det ikke noget at flygte alligevel.

''Har du bragt et våben med dig?''

Han så på hende, det ville være bedre at blive og kæmpe et sted de var klar end at blive overrasket mens de løb fra det dyr der lod til at være efter dem. Han kiggede stille på hende.

Sultent? Heldigvis var der ikke meget kød på hende, det havde han selv sagt, prøvede Spurv at berolige sig selv. Det forfejlede grumt, og i stedet syntes hun at blive synligt mindre ved tanken, og det var en lettelse da han spurgte til hendes våben.

"Jeg har denne.." Hun trak en lang kniv frem. Det havde engang været en køkkenkniv, men den var blevet slebet centimetertynd og var skarp som en ragerkniv, og kunne have tjent som en kirurgs skalpen i en kneben situation. Nu var den imidlertid ikke ideel, for selv om det tynde blad var langt og kunne skære kød af knogler med et enkelt hug, så var det også et blad, der kunne knækkes ved et fejlslag eller forkert belastning.

"Og så en lille een," Spurv lagde hånden på indersiden af venstre arm, hvor en lille daggert var placeret langs hendes underarm.
"Men det er vist også det.... Men Sajro, skal vi lade det.. overraske os her?"
Hun så skeptisk rundt. Det var en flad lysning omgivet af høje træer og stikkende krat. Spurv ville have foretrukket kamp i byens gader, hvor man kunne dække ryggen med en mur og flygte i skjul, men dette var anderledes. Hun vidste ikke, hvad der var fordel og hvad der var ulempe.

''Det er fint, tag dem begge frem, du har ikke tid til at skulle fumle efter en mere hvis den første bliver slået væk fra dig.''

Han smilede stille til hende og nikkede og rystede på hovedet af hendes spørgsmål, fordi de blev og kæmpede, men de ville jo ikke bliver overrasket ligenetop da de var på højere grund end den hvilket altid ville være set som en fordel.

''Hvis du er i skoven, så sørg for at være på højere grund end din fjerne, og fordi træer ikke er et godt dække for den forsvarende men istedet for den der angriber, så skal man hellere vælge et åbent område man kan spotte fjenden på inden den når frem.''

Han fangede efter lidt tid lyden af noget, heldigvis blev han lettet da det det lød som en varulv, det var noget på to ben og det virkede ikke tungt nok i sine skridt til at være en Nightcan...

''det er en varulv.''

Spurv nikkede, som om hun kunne følge hans tankegang med kamp. Hun var ikke helt sikker på, det lykkedes, men hun prøvede i hvert fald. Det var bare noget instinktivt i hende, denne lyst til at flygte og gemme sig, og den rev og sled i hendes indre for at få hendes ben til at løbe, løbe, løbe.

Varulv,
Enhver trang til flugt døde, og Spurvs indre trak sig i stedet sammen og blev meget småt. Hans hørelse var bedre end hendes, men hun stolede blindt på hans ord og så på ham med et afventende blik, før også hendes sanser fangede det.
Det lå på grænsen mellem det, der kan høres, og det, der kunne føles i knoglerne. En sitren i skovbunden, i træerne og i de stikkende planter. Fornemmelsen af noget stort, noget, der lavede ubalance mellem træernes kolde, grå stammer, men hvorfra, han vidste, det netop betød varulv var hende en gåde.
Hun trak bare den anden dolk og stak den i venstre hånd, uden at være helt sikker på, det var en god idé. Hun havde aldrig før været svigtet af sin egen evne til at trække dolke, men det var måske også fordi de snarere var en sikkerhedsgarant, end et egentligt kampmiddel. En sidste udvej.
"Hvor kommer det fra?"
Spurgte hun, og det var for så vidt et ganske godt spørgsmål, for lydene syntes at give genlyd fra alle sider.
"Jeg synes," hun hviskede, men nåede ikke at tale ud. Pludselig rumsterede det voldsomt et sted til højre.

Han kiggede stille på hende og han havde lagt mærke til at det bevægede sig rundt omkring dem i mørket, den cirkulerede rundt om dem for at finde en åbning, hvor de ikke var klar på at forsvare sig og han trak bare på skuldrende.

''Hvad med selv at finde ud af det?''

Han vidste han virkede ond og kynisk, men han vidste også at han ville kunne redde hende hvis hun kom i problemer. Han mente bare at hvis hun blev presset så ville hun hurtigere lære noget, og det var det der var hele pointen.

Et par meter ved siden af der hvor det havde rumsteret kom det store monster springende frem fra og direkte imod Spurv, den havde hævet den ene arm og var klar til at hugge ud efter Spurv.