Du er dog ung? //Spurv//

"Fordi det lyder uhyggeligt. Som om du prøver at lokke mig til noget.."
Spurvs stemme blev klagende, hendes øjenbryn tegnede bedrøvede rynker over hendes pande og hun gestikulerede opgivende. Hun så væk.

"Se på mig. Der er jo ingen, der nogensinde siger noget pænt, med mindre de vil have noget ud af det."
Hun så ned ad sig selv som for at finde en forklaring. Hun var altid snavset, ringe klædt og havde ingen damefigur, hendes krop var drenget, uden talje og ryddet for al overflødigt fedt.
"Eller så siger de sådan, at jeg ser sød ud i dag eller at jeg er fin.."
Hun så ned, men vovede et blik på ham gennem øjenvipperne.

''Jamen jeg prøver altså ikke at lokke dig til noget...''

Han smilede venligt til hende. Han prøvede ikke at lokke hende eller ihvertfald gjorde han det ikke bevidst. Han kiggede på hende og han kunne ikke lade være med at være en smule trist over at hun blev så sur på ham over at han gav hende et kompliment.

''Jamen nu er folk jo altså forskellige... Og jo du er for tynd, men jeg synes stadig du er ret pæn og smuk... Dit udseende viser også at du er en sød og uskyldig person som jeg mener du virker som.''

Han smilede stille til hende og han så bare stille ned på hende. Han vidste ikke om han havde ssagt det rigtige men han vidste han havde sagt sandheden om det han mente.

Han prøvede ikke at lokke hende til noget. Hun klemte øjnene sammen til sprækker igen og studerede hans ansigt. Jo, hun troede på HAM, men ville alle ikke sige netop dét, hvis de blev taget i at prøve at lokke nogen til noget? Hun gned sig på næsen og tænkte sig om.

Folk var forskellige. Det havde han jo ret i, og hun var tynd, men var der noget galt i det? Begyndte han på den igen. Hendes pande blev rynket som han talte, og da ordet 'Uskyldig' kom på banen, var hun ved at le.
'HA! Du skulle se mig slå tænder ud!' ville hun have sagt, men hun bed det i sig, og vidste, at han et eller andet sted havde lige så meget ret, som han tog fejl. Hun bed sig i læben, slog ud med armene, som om hun ville sige noget, men der kom ikke nogen reaktion. Så satte hun sig ned, trak knæene helt op under hagen og vrikkede tankefuldt med tæerne.
På en måde gjorde det hende glad, at han syntes, hun var pæn og smuk og sød. Og uskyldig. Selv hvis hun ikke var det, (hun besluttede at lade det være en definitionssag) var det udmærket, at han forblev i troen.

"Du ved, man vil jo gerne være pæn og smuk.." sagde hun og så op på ham, uden at flytte hagen fra knæene. Hendes pande blev usædvanlig rynket. "Men måske er man også lidt bange for, at man så er noget andet, end man plejer.. Som man måske ikke kan finde ud af. Og slet ikke har lyst til."

Man. Hun sagde det ikke sådan rigtigt med vilje, men det skete alligevel. Måske var det bare lettere at fortælle noget om sig selv ved at gøre det til almengyldig lov. At alle var bange for at skulle være voksne, ansvarlige mennesker, voksne ansvarlige kvinder, der gik i seng med folk og havde børn og var kloge og fornuftige og havde voksne venner og kjoler og alting. Hun skar ansigt. Man kunne ikke bare drive rundt når man var 16. Man var nødt til at have et formål, lave noget RIGTIGT. I hvert fald hvis man var pige. Og ikke rig.

''Jeg forstår godt hvordan du har det... Jeg ved hvordan det er pludseligt er at skulle ændre sig til at være noget andet... Bare det her med at være varulv hver gang jeg skifter form føler jeg lidt jeg lidt jeg bliver en anden.''

Han så stille på hende. Han smilede venligt til hende. Han vidste ikke lige hvad han mere skulle sige til hende, men det kunne være det var ved at være på tide at hun skulle hjemad. Han vidste jo ikke hvad hun havde af planer om det.

''Hvad så er du ved at være klar til at ville hjem igen?''

Han smilede bare venligt til hende og strøg hende blidt over håret da hun var sådan en lille bitte pige.

''Så skal du bare komme herud og så skal jeg nok lære dig noget.''

En varulv. Det var ikke det samme, men måske var det alligevel. Hun ville spørge, hvordan hans sanser ændrede sig, men lod være. Tænk hvis hans instinkter blev så stærke, at han kun kunne myrde og dræbe, eller i hvert fald så han ønskede det. Et sted, dybt nede, hvor dyret levede. Men han havde jo ladt hende være.
Men han havde ret. Hun skulle hjem. Hun nikkede og sukkede veltilpas da han strøg hendes hår. Hvorfor gjorde folk ikke det noget oftere?
"Det er nok på tide."
sagde hun, men rørte sig ikke af pletten.
"Jeg kommer igen i morgen aften, tror jeg.."
lovede hun og så op på ham gennem øjenvipperne.
"Hvad bliver man god til?"

Han smilede stille til hende og strøg hende over igen, da hun virkede til godt at kunne lide det. Han smilede stille til hende og han nikkede bare til hende over at hun sagde at hun da regnede med at ville komme ud den næste aften.

''Jeg har tænkt mig at lære dig om hvad du kan spise og hvad der er en god måde at skaffe føde på herude... Og hvordan du nemmest muligt dræbe som i forsvar...''

Han smilede stille til hende, og han rykkede sig ikke selvom det nok var ved at være på tide at hun skulle hjemad. Han kunne ikke lade være med at synes det var ret hyggeligt at have hende der hos ham...

''Men alt i alt vil jeg lære dig at overleve herude... Så har du jo altid et sted du kan gå hen for at sikre dig selv noget mad.''

Hvad man kunne spise og at dræbe i forsvar. Det lød ikke dårligt. Måske var det også noget andet, der trak, en trang til at være skovens barn, ligesom Nathan var det, til at leve som en anden end bypigen, der snart ikke bare kunne være pige længere. I stedet ville hun være fri som fuglen, rejse lydløst under månen, letfodet som elvernes krigere, med lysende øjne ville hun være på vagt i trætoppe, skjult for uvenlige øjne. Hun tænkte på de eventyr, der var blevet fortalt for hende i de tidlige år.
Om skovfolket og deres børn, om mennesker, der var drager i sjælen og øjnene. Hun havde drømt det virkelighed, råbt, at hun var elvernes dronning fra sin plads på kanten af det store springvand, og de andre havde fulgt hende i legen, løbet og tumlet på jagt efter drager og ulve så store som heste til de pludselig en dag havde været for store til at lege dét, og havde bevæget sig videre, spillet kort og kugler og snakket, selv om en del af Spurv stadig havde higet efter at være dér, blandt elverfolket og.. //Jeg stopper bare mig selv her, det tog lidt overhånd//

"I virkeligheden er det slet ikke fair," mumlede hun og gned størknet blod og mudder af sit ærme.
"Det er meget lettere når man er på din størrelse.. Jeg bliver aldrig nogensinde så stor som dig.. Og når man er en dreng også, altså. Alt er så meget nemmere."

''Tro mig jeg kender massere af kvinder der sagtens kan klare sig i skovene som de gerne vil det.''

Han smilede stille og han sad bare stille med hende og jo han var stor det vidste han skam godt. Han var en mand det havde hun ret i men det betød også at fordi han var stor havde han svært ved at snige sig, og derfor måtte han bruge hans råstyrke...

''Du kan jo altid bruge at du ikke er stor til at blive god til at snige dig omkring og undgå at blive opdaget og dræbe fra det skjulte istedet fra frontalt som mig.''

Han smilede stille. Han klappede hende blidt på skulderen og strøg hende blidt ned over håret.

"Kvinder?" Gentog hun og foldede sine hænder. "Vil du ikke nok fortælle om dem når jeg kommer tilbage? Og om, hvad du har oplevet.. Når du dræber frontalt og sådan noget.."
Hun smilede og trak på skuldrene som for at indikere, at hun ikke anede, hvad han ellers lavede. Hvad lavede en mand, der også var ulvemonster? Han var både stærk og vant til krigsførsel, vidste hun, men hvad brugte man egentlig de evner til?
Ufrivilligt udstødte Spurv et lille, veltilpast suk. Hun havde mest lyst til at krølle sig sammen og sove lige dér, men nu havde hun allerede givet udtryk for lysten til at komme hjem, og hendes stædighed forbød hende at ændre den sidste ting.
"Burde komme afsted," mumlede hun, men rørte sig ikke før Nathan tudede irritabelt. Så sprang hun op, glattede sit tøj med hænderne og gav Sajro et knus.
"Vi ses i morgen," sagde hun hastigt og samlede uglen op.
'Uforskammede dyr,' sagde hun vredt til den, men den trak bare på vingerne og rystede sine fjer.

//OUT med mindre.. Something..//

''Ja kvinder, eller den ene var egentligt mere en ung pige.''

Han smilede stille til hende som han sad der med hende tæt på sig. En lille pige var hun da godt nok. Han kunne ikke lae være med at grine lidt indvendigt over at hun faktisk var sådan en lille pige der gjorde ham i et helt andet humør end normalt.

''Jeg skal nok fortælle, hvad med at det bare bliver at lære hinanden at kende til en start?''

Han smilede stille og han tog stille fast i hendes en arm da hun endelig havde taget sig sammen til at rejse sig op fordi hun havde sagt det på den måde. Han vidste det ikke, ikke hvorfor han gjorde det.

''Burde? Så faktisk har du ikke lyst?''

Hun så væk så han ikke skulle se hendes smil. Han så da også alting, det var da besværligt, men det glædede og morede hende også. Da hun vendte hovedet mod ham igen var der irriterede rynker, på hendes pande.

"Men jeg burde.." sagde hun stilfærdigt og løsnede blidt men sikkert hans greb.
Burde. Det var afgørende. Engang havde hun bedt Simon blive, og han havde sagt, at han måtte gøre, hvad en mand burde gøre. Hvilket var at stå til søs og tjene penge. Og hun burde vende tilbage og sige til Kokken, at hun ville være væk. Ellers ville de blive bekymrede. Især Ian. Men også Kokken. Folk ville lede efter hende. En varm bølge fik hende til at smile igen. Hun havde nogen, der ville lede efter hende.

Selvfølgelig ville kun kunne sende Nathan, tænkte hun, og vidste, han ville nægte i første omgang, men det ville ikke være nok. Hun skulle bruge forskellige vigtige ting hjemmefra. Tykkere tøj. Brevene, nogle penge og noget, der var lidt mere våben end hendes 'dolk', der nok i virkeligheden snarere var en urtekniv.
Så kunne hun også vise ham det rigtige sværd, hun havde vundet. Det var ganske vist gammelt og rustent og hun kunne knapt løfte det og det var umuligt, at hun ville kunne komme til at svinge tohåndsvåbnet. Men alligevel. Vundet i næsten ærlig kamp.

''Her i verden skal du ikke gøre det bare fordi du bør, men fordi du også har lyst til at gøre det du burde, finde en grund til hvorfor du bør gøre det, fordi nogen får det bedre eller bliver glade... Men ikke på bekostning af dig selv.''

Han smilede venligt og varm til hende som han sad med hende stille men han lod hende bare løsn grebet og han lod hende komme fri. han ville jo heller ikke tvinge hende til at blive selvom det nu engang var mere hyggeligt...

''Undskyld hvis jeg er underlig... Du er bare behageligt selskab at være sammen med.''

Han smilede stille til hende og sukkede lavt, mens han kiggede på hende og også på hende ugle engang imellem.

"Jeg er bare... Nødt til det," Hun trak på skuldrene og smilede til ham med hovedet lagt på skrå. Hun kom til at se helt sørgmodig ud, når hun gjorde sådan.
"De venter hjemme, de bliver nervøse, hvis jeg ikke kommer og sådan, men .."
Det var lidt svært, men hun fik det ud.
"Du er også dejligt selskab, Sajro."
Hendes smil var et øjeblik varmt, så blev det bredt og mere kækt, mere påtaget, som om hun prøvede at skjule, at hans ros pludselig havde gjort et rent positivt indtryk.
"Og.. Hellere blive underlig end kedelig, ikke? du behøver ikke vente længe!"
Hun satte Nathan på sin skulder og tøvede så igen.
"Samme sted?" spurgte hun, og ville gå, men hendes ben ville ikke rigtig.

''Ja se så forstår jeg dig egentligt godt at du vil afsted og så synes jeg også du skal det... og de bliver ikke bekymret hvis de får at vide du skal besøge en fremmede mand?''

Han kiggede stille på hende og han håbede ikke de ville blive det men måske han skulle tage med hende sådan at de kunne møde ham og ikke tænke at han var en eller anden børnelokker som ville voldtage denne stakkels lille pige...

''Du har ikke brug for hjælp til at få tingene herud?''

Han smilede stille og han nikkede til at det var det samme sted, det ville sige lige der hvor de stod og snakkede. Han smilede sagte til hende...

"Det.. "
Spurv vred sine hænder en lille smule.
"Tror jeg nok ikke, jeg fortæller dem om."
Så trak hun på skuldrene, bed sig i læben og kradsede sig på halsen. Hendes hænder blev lidt fugtige. Det var altid en balancegang. Hvor meget skal man lyve? De vidste godt, hun lavede dumme ting når hun ikke var hos dem, og selv om hun kun var en lille smule ved siden af dydens smalle sti, så havde hun venner blandt mordere og røvere, der slet ikke passede ind i det billede af stilfærdig pige, hun havde af sig selv.
Problemet var bare, at selv om de vidste, så var det hemmelig viden. De lod, som om de ikke vidste, og hun lod, som om hun ikke vidste, de vidste.
"De bliver ikke lykkelige af, at jeg fortæller dem det, vel. Måske.. Er det også så bare bedst, hvis jeg henter det selv.. Men du må gerne gå med, hvis du gerne vil.."

''Det vil jeg egentligt meget gerne.''

Han smilede stille og rejste sig. Han trak sin rustning på igen og smilede venligt og varmt til hende, så kunne han også hjælpe hende med at pakke rigtigt sådan at hun ikke fik en masse ting med som hun ikke rigtigt havde brug for at skulle have med og den slags ting...

''Sp kan jeg også hjælpe dig med at pakke ordentligt sådan at du ikke har ubrugelige ting med eller for meget.''

Han smilede varmt til hende igen og han gjorde bare an til at gå ganske langsomt. Han smilede forsigtigt til hende mens de gik imod byen med ganske stille og rolige skridt.

"Så kan du også se, hvor vi bor." sagde hun, og lød mere glad, end hun ville være med til. Hun gav sig til at gå, lidt hurtigt, som for at camouflere hvor lettet hun var blevet.

Hun så på ham med et blankt udtryk i ansigtet. Jo, det var nok sværdet, han mente, tænkte hun så. Sværdet, ja. Det ville være unødvendigt. Men ellers...
"Sig mig, hvor mange ting tror du egentlig, jeg har?"
Spurgte hun forundret.
"Jeg har altså ikke rigtig ret meget andet end det her.."
Det passede ikke helt. Men det var tæt på rigtigt. Hun gned sig i håndfladen. De var stadig blålige, hendes fingre.

''Det ved jeg ikke... Men jeg ved jo heller ikke hvad du havde tænkt dig at tage med af dine ting, og egentligt har du ikke brug for meget mere end et tøj eller to og så et par tæpper måske.''

Han smilede stille og han gik bare med hende og kiggede det meste af tiden lige frem for sig men han kiggede ned på hende på et tidspunkt og lagde mærke til at hun gned sine hænder og han gættede på at det var fordi hun frøs hendes hænder, så han rev ærmene af hans trøjer og viklede det om hendes hænder så hun havde to improviserede vanter...

''Værsgod, du lignede jo en der var ved at gå til af kulde og det kan vi jo ikke have af da slet ikke allerede.''

Tøj, fint, tæpper, fint, det var også planen. Og så mad og.. Så var der også brevene. Hun kunne ikke gå uden dem, og det var ikke engang til diskussion, men måske behøvede hun ikke have dem alle sammen med, bare de to længste.

"Men dit ærme," protesterede Spurv stilfærdigt og fandt sig i, at han viklede stof om hendes hænder. Hun vippede med fingrene, jo, hendes bevægelsesfrihed blev lidt indskrænket, men det ville hun nok vende sig til. Hvis ikke hun ville gå til af kulde. Allerede. Det var lidt foruroligende, og hun bed sig i læben.
"Hvad hvis jeg gør? Går til?"
Mærkelig tanke.

''Skidt pyt jeg er heldigvis meget varm sådan normalt... Så jeg skal nok klare den, og jeg kan altid sy dem på igen når jeg engang vil...''

Han grinede stille og han gik roligt med hende. at hun gik til ville ikke ske, fordi han ville aldrig lade hende være helt alene i skoven. Han ville altid være der til at redde hende dette var dog ikke noget han sagde til hende, men han ville ikke lade hende rende i skoven inden han mente hun kunne selv...

''det sker ikke, du får ikke lov til at bevæge dig i skoven alene hvis jeg ikke tror på at du kan klare dig selvv og mener du har lært det vigtige.''

Han smilede og kunne så se den kro hun arbejde på lidt længere fremme.

Får ikke lov, ligefrem? Var det mon hans skov? Hun betvivlede ikke hans autoritet, i hvert fald ikke direkte. Hvorfor skulle hun dog det? Han havde jo en autoritet, det skurrede bare en smule i hendes ører at nogen bestemte mere end andre. Hun trak på skuldrene.
De havde nærmet sig byen, var blevet lukket ind gennem en af sideportene og kom nu til gaden, hvor kroen lå mellem andre små huse. Der var lys i et af vinduerne, og et svagt skær i et andet.
"De er oppe," sagde hun stille og så på ham. "Vent her et øjeblik, så er du sød." og uden at vente på svar gled hun ind gennem en bagdør og ind i det dunkle køkken, hvor Kokken sad i meget dårligt lys og bladrede i en slidt bog hvor der var skrevet regnskaber for de sidste mange, mange år.
Hun førte altid regnskaber, men Spurv havde på fornemmelsen, at det slet ikke var det, hun gjorde, denne aften. Da døren faldt i bag hende, løftede kokken ikke hovedet, hun brummede bare en lille hilsen og dyppede den fjerpen, der havde vippet fra hendes slappe hånd på bordet, i blækhuset. Hun anførte en enkelt lille note og smækkede bogen sammen. Spurv vidste, mærkatet ville blive til en udtværet klat, og at det dermed ikke var vigtigt.
"Jeg har sagt, I ikke behøver vente oppe.." mumlede hun og var glad for den venlige gestus alligevel.
"Sådan er vi nu engang." sagde kokken og rejste sig.
"Hvad hvis jeg ikke er her den næste uge?"
"Skal du noget vigtigt?"
"Det synes jeg."
"Så er det vel i orden. Har du spist?"
Det havde Spurv ikke. Hun rystede på hovedet.
"Der står noget i skålen dér. Tag den bare med, det skal ikke gemmes til i morgen og jeg lægger mig nu. Og så er der mælk i kølekammeret."
Spurv priste sit held og da kokken var forsvundet ind gennem den dør, der gav adgang til de private gemakker samlede hun hurtigt to skåle på en bakke (hun vidste ikke, om Sajru var sulten) og greb kanden med mælk og et par krus. Så åbnede hun døren og vinkede ham indenfor.
Med en finger på læben signalerede hun, at de skulle være stille, og viste derefter vej op ad en smal trappe til gæstefløjen og derefter videre op ad en endnu smallere trappe bag en lav dør. Den førte op til et meget lille kammer med skråvægge. Møblementet var sparsomt, en seng, en dragkiste og en bjælke til Nathan. Der var spredt avispapir ud på gulvet under pinden.
"Han er ikke renlig," fnisede hun og stillede bakken fra sig på gulvet.
"Sulten?" Hun kiggede ned i sklen med gryderet. "Det er noget med ubestemmeligt kød? Kan det lokke?"

''Okay jeg venter lige her.''

Han smilede venligt til hende. Han kunne ikke lade være med at stille lytte med. Han smilede stille til hende da hun var kommet ud igen. Han kiggede stille rundt omkring da han altid havde en tendens til at holde øje med alt der muligvis kunne være en fare for ham eller nogen anden...

''Nej det kan jeg se, og egentligt forventer man det heller ikke ligefrem.''

Han smilede stille til hende og kiggede roligt rundt han satte sig på hendes kiste og kiggede på hende med et stille blik. Han kom så først til at tænke der at der sikkert var noget i den hun skulle have fat i, så måske han ikke skulle sidde på den...

''Finder du hvad du har brug for? og skal jeg sætte mig på sengen istedet?''

Han smilede stille og varmt til hende mens han stille satte sig over på sengen istedet.

"På sengen er bedst." Mumlede Spurv og skænkede sig selv et glas mælk. Hun havde stadig kød i lommen, kom hun i tanke om. Det var fugtigt og koldt da hun lagde det på bakken med en klask-lyd, på ingen måde tiltalende, hvis man ikke lige havde boet i nedre by hele sit liv. Hun sjaskede gryderetten i den ene skål og skubbede skeen over mod Sajru, han måtte selv bestemme størrelsen af sin portion.

Hun åbnede kisten med et suk af anstrengelse, låget var tungt og besværligt og gemte på et mørkt dyb. Spurv samlede lysestagen med det enkelte tællelys, der var eneste lyskilde på værelset, op og holdt det hen mod kisten.
"Tøj," mumlede hun og halede to par sammenfoldede bukser og en halvkrøllet bluse op. Derefter fulgte en kniv, omkring 50 centimeter i længde. Den var i en skede af mørkt læder og metal. Hæftet havde en vis lighed med et sværdhæfte. Hun lagde det forsigtigt fra sig og fortsatte.
"Tæpper," pladsen var så snæver, at hun kun behøvede at vende sig halvt fra det sted, hvor hun sad, og skubbe til Sajros ben før hun kunne nå de to tæpper, hun engang i tidernes morgen havde stoppet ind under sengen. Hun studerede bunken, valgte to uldne tæpper, uld varmer bedre end andet stof, tænkte hun, og skubbede resten tilbage under sengen med et frygteligt billede af sig selv som en blå isfigur, frosset ihjel.

"Så.." sagde hun og satte sig tilbage i skrædderstilling. Hun bed sig i læben. Det var ikke tid til brevene endnu. Hun tog i stedet en skefuld af kødgryden, den var kold men smagte udmærket, krydret og saftig. Krydret. Så skjulte man bedre, hvis råvarerne ikke var helt friske. Men det var de. Det burde de i hvert fald være, for hun havde selv stået for indkøbene, og selv om hun havde betalt umanerligt lidt for grøntsagerne, så ville hun garantere for deres kvalitet. Det var bare fordi grøntsagsdamen godt kunne lide hende.
"Spis lidt? Det smager fint.."

Han smilede stille som han sad på sengen og kiggede. Han tog imod gryden med mad, og som den han var begyndte han bare at spise direkte fra den større skål/gryde hun havde medbragt. Han spiste hurtigt og voldsomt som det dyr han var inderst inde. Det dyr som han var og som altid var frisk på at æde...

''Det ser godt ud med hvad du pakker... men må jeg lige spørge... den kniv er du vant til at bruge den?''

Han kiggede stille på hende. Han vidste det jo ikke, og hvis hun ikke var vant til våben var en stå stor daggert nok ikke lige det våben han ville vælge at hun skulle starte ud med. Han ville nok vælge en lille kniv istedet.

''Er du egentligt vant til at bruge våben? Fordi du kan nok ikke dræbe bjørne og ulve med de bare næver...''

Han var lidt kold lige der fordi han stadig sad og spiste. Han virkede nok mest af alt som en kold mentor der bare sad sur og muggen og talte...

''Men skal nok lære dig det hvis det er?''

Han sagde det og sendte hende så et venligt smil.

Kniven? Hun så spørgende på ham. Hvad var der med den? Nej, hun var ikke vant til at bruge den. Hun rystede tavst på hovedet.

"Er den ikke i orden?" Hun rakte den frem mod ham. Hæftet var af mørkt metal og lå godt i hånden. Det endte i en knop af metal, der havde en bule på den ene side, som om den havde været brugt til at slå med.
Nej. Hun brugte ikke våben ret tit. Hun så på ham til deres øjne mødtes, så rystede hun igen på hovedet: "Ikke så tit - Men," tilføjede hun, da han nævnte bjørne og ulve,
"Jeg kan godt!"

Han ville lære hende det. Hun så på ham med lyse, blå øjne over et krus med mælk. Der var beundring i hendes blik, men da hun havde stillet glasset fra sig begyndte hun straks at remse op.
"Jeg kan kaste dolke og jeg er god med økser, jeg har bare ikke en for tiden.."
Hun fugtede læberne med tungen uden at opdage, at hun havde mælkeskæg.
"Og jeg har prøvet at skyde med bue.."
Det havde så ikke været en succes, selv om alle var blevet overraskede over, hvor let hun fik strengen smuttet på, og de havde troet, hun ville være et blændende talent, da hun spændte buen, men ramme kunne hun ikke.