Du er dog ung? //Spurv//

Spurv sendte Sajro et enkelt, svidende blik, så rettede hun al opmærksomhed mod underskoven igen. Varulven, hvis det da vitterligt var en varulv, ville komme derfra et sted. Hvor præcist var en gåde, men der var spor at gå efter, lyd, bevægelse. Det var fornemmelsen, der i sidste ende gav det endelige praj. Ganske vidst hørte hun noget et sted fra, men det fik hende bare til at skanne mørket og krattet mellem stammerne lige omkring stedet, og hun øjnede faren netop som bæstet kastede sig ud i det svage lys og fik blodet til at fryse i hendes årer et øjeblik.

Det var ikke, fordi den var uhyggelig eller grotesk grim. Faktisk var den smuk på sin egen sære måde, dens krop var sammensat af linjer og kanter, musklerne løftede sig i rene buer, og selv om pelsen næppe var ren, så havde den alligevel det der besynderligt vidunderlige, pels kan have, når det følger en krop til fulde. Enhver bølge i pelsen, enhver skygge, der løb som chokbølger mellem hårene, enhver bølge af lys var resultatet af aktivitet. Den koordinerede perfekt. Der var ikke noget kluntet over den, der var ikke noget hjælpeløst. Den var så skarp, så veldannet, som om den var det sidste skud på den evolutionære rangstige. Den var skoven fuldt og helt og på ingen måder, den var en dræber, en skabt dræber og samtidig et dyr, og under dens arrede brystkasse bankede et hjerte, der engang havde siddet i et menneske, og stadig gjorde det på en eller anden måde. Og øjnene. De var blodskudte, sad fremadrettet i kraniet og var vidt opspilede. Rasende. De var nøddefarvede og pupillerne dansede en evig dans, trak sig sammen, blev kæmpestore og altopslugende for igen at blive små knappenålshoveder i det store, brune hav, mens dyret indstillede sit syn til belysningen mellem træerne. Dens tænder var prægtige, dens snude var fugtig, og dens ører bevægede sig følsomt i alle retninger.

Spurv så det ikke. Hun så kun det grimme, groteske og uhyggelige, og hun nåede kun at gispe efter vejret i chok, før hendes hjerne slog autopiloten til.
Den var næsten for hurtig til, at øjet kunne følge den, den satte af i et lynsnart spring og hævede en arm og en lap, pote? Lap? der var besat med lange kløer, parat til at slå hende i jorden for at mæske sig i hendes døde kød. Det fik den imidlertid ikke lov til. Et øjeblik så spurv ulvemand. Så så hun kun mand, en fremstormende.. Ja hvad? Det kunne være en guardian. Hendes hoved gjorde det til en guardian, selv om hun aldrig havde haft ret meget imod dem. En fremadstormende guardian, for det var noget, hun kunne forholde sig til. Hun havde kæmpet mod mennesker før, også store, tunge, farlige mennesker, og den erfaring, hun havde derfra, kunne let spejles over i varulven. Hun dukkede sig under slaget ved at glide baglæns og til siden, imens hun med magi pressede den ud af ligevægtsposition i modsat retning af hende selv.
Den vaklede mens hun genvandt sit fodfæste og stillede sig i forsvars positur, godt ned i knæ, dolken foran sig, hun var klar til at rulle til siden eller stikke efter den.
Hun følte et øjeblik, at hun havde vundet første rundte. Så vendte den sit blodskudte blik mod hende og en sitren gled over dens mundvig da et svagt, rallende knur steg op fra dens strube.

Han fulgte bare med i det. Han havde ingen grund til at blande sig i hendes kamp så længe det virkede til at hun ikke var ved at blive knust mod det nærmeste træ og lige nu gik det jo fint. Hun havde været vågen. Han havde en svag fornemmelse af at hun måske var vant til at slås mod mænd...

''Spurv husk at det her ikke er din almene modstander... Den vil dræbe dig! Den er hurtig, smidig og stærk! Den er et af naturens mesterværker.''

Det bedste de kunne håbe på var at den ikke havde nogen særlig effektiv og eller farlig evne overfor Spurv, fordi så kunne det godt gå hen og gå helt galt. Han smilede bare da dyret drejede sig mod hende.

Den hukkede hurtigt ud efter Spurv med kun den ene pote fordi den holdt den anden klar til at forsvare sig med, Og imens den hukkede kunne man ikke andet end at lægge mærke til hvordan luften omkring dens pote nærmest sitrede som luften over et varmt bål.

Spurv hørte ikke Sajros ord. Varulven angreb. Hun havde ikke tid til at se den som naturens mesterværk. Kun til at læse dens fødders placering, dens krops drejning, da den gjorde klar til at slå. Hun stod stille og ventede på den. Hvis den bare havde angrebet frontalt, som ulven i den ville have gjort, så ville hun ikke have haft en chance, men den valgte at slå, og hun kunne igen dukke sig i en finte, hun mestrede så godt som til fulde.

Stå stille så længe, at den tror, den kan ramme dig. Den tror, den har overtaget. Så bremsede hun dens arm, nok til, at hun vandt et millisekund, men ikke nok til, at det egentlig var mærkbart, og dukkede sig ind under dens angribende arm, forbi dens fremstormende krop, og i bevægelsen.. Ja, hun kunne have stukket kniven i den. Men hun gjorde det ikke. Hun var ikke vant til at være årsag til blod. Hun var vant til at lamme en fjende og undslippe, og stak den i stedet en albue i siden, hvilket ikke var særlig effektivt, men ofte tjente som en kold dukkert for mange.

For det KUNNE have været en kniv, der gled ind i det bløde kød imellem ribbenene eller de kunne mærke den bore sig ind under et skulderblad. Den snurrede rundt for at fange hende, slog //Håååber det er okay//, ville have ramt hende, hvis ikke hun havde været heldig, var sprunget bagud lige akkurat i tide, og hun mærkede suset fra slaget tæt forbi sin næsetip.
Sejren var imidlertid kortvarrig, for den fulgte hende mens hun bakkede, sendte en række slag i hendes retning, der kun blev bremset af hendes magi, der tilsyneladende tyknede luften og tvang den til at bevæge sig i hvad der måtte føles som sirupstyk væske. De blodskudte øjne plirrede rasende mens den tvang sig vej gennem hvert magiske forsvar, hun prøvede at sætte op.
Hver gang den tvang hende til at opgive at skubbe til dens tunge krop, var det, som om et lyn løb gennem hendes bevidsthed og i et øjeblik oplyste situationen, der virkede rimelig håbløs, med elektrisk blå, før alt igen henlå i mørke.

Den blev ved med at slå ud efter hende reagerede ikke på slaget i siden da den ikke havde nogen grund til det. Den var ikke tænkende som et menneske men mere som et tænkende dyr med instinkter. Dens slag kom nu fra alle retninger oppe fra, nede fra, fra højre, fra venstre, skråt...

Sajro kunne se at hun havde et problem med at slå den ihjel. Han kunne fornemme at det ikke var noget hun var vant til, og hun ville ikke kunne flygte fra dette monster eller udmatte den nok...

''Forhelvede Spurv!''

Han valgte af denne grund at kaste sig ind i det. Han var nød til det da det ellers bare ville ende galt for hende, og han kastede sig bare op på ryggen af monstret, som grundet Spurvs magi ikke nåede at vende sig... han begyndte at kvæle monstret...

''Spurv! Dræb den!!''

Men du klarer det så fint selv, ville Spurv have sagt, for det så virkelig sådan ud. Sajro havde kastet sig op på ulvemandens ryg, og hans muskuløse underarme hev dyrets hoved bagover og klemte om dens strube. Hvorfor gjorde han det ikke selv? Hvorfor var det hende, der skulle..
Hun brød sig ikke om tanken, sank noget og forsøgte at få sin krop til det, der virkede så let og var så svært. At springe frem og sætte kniven i den mens dens arme var optagede af at fægte efter Sajro. Hun så fra den langbladede kniv, hun knugede i hånden, og til varulvens bryst. Trak vejret dybt.
Men der skete ingenting. Inde i hende sloges al fri vilje mod en instinktiv frygt for at blive.. For at blive.. Hvad? For at blive den, der tog livet af det store dyr, for at blive voksen, tage ansvar for sine handlinger. Enhver ide om selvforsvar var væk. Tilbage var der kun hende og det store dyr, der slog aggressivt med hovedet. Så sprang hun frem og skubbede med hele sin magiske kapacitet til at sløve den bevægelser. Hun vendte kniven i hånden og huggede den ind lige der, hvor ribbenene skiltes. Det var, som om hun kunne se det hele i langsom gengivelse. Hvordan knivspidsen mødte den tykke, pelsede hud, skubbede den indad og brød den, sank ind gennem dyrets krop, der stivnede, mens dråber af blod hævede sig langs såret og stænkede på hendes hud. Hun slap kniven og så, hvordan den blev siddende. Hendes blik var fuldstændig fikseret på knivhæftet, der stak ud af dyrets brystkasse. Det var hendes værk!
Hun glemte at holde den fast med tanken. Hun glemte at det var en varulv, at Sajro hagede sig fast på dens ryg. Hun så på sin hånd. Håndryggen var plettet af små, mørke bloddråber. Så blev hun ramt af et slag på siden af hovedet. Den slog med bagsiden af sin lap, hvilket nok var hendes held, selv om det var kraftfuldt nok til at få hende til at tumle adskillige meter og lande udstrakt på ryggen.

Sajro så på hende og så snart kniven sad som den skulle og han kunne se hun da havde ramt rigtigt og at der ikke ville gå meget længe inden varulven ville dø slap han den, og efter den havde ramt hende en enkelt gang væltede den om... Han løb om til Spurv og hev hende bare ind imod sig og lagde armene om hende som en far eller storebror der beskyttede sin lille datter eller søster fra noget. Han holdt hende bare sådan mens varulven blev til et dødt menneske...

''Kom lad os gå videre... jeg skal nok føre vej det sidste stykke...''

Han smilede stille og aede hendes side ganske blidt, og begyndte bare at gå. Han holdte hende oppe fra jorden og begyndte at stille. Hun var så lille og uskyldig, men hun ville nok få brug for dette sener hen i hendes liv...

''Du gjorde det rigtige.''

Spurv gemte hovedet ved Sajros hals og lod det være alt, hun behøvede at tænke over lige der. Hun kunne ikke lige overskue at samle sine tanker om det sagde bump da den store, tunge krop landede på jorden. På grund af hende. Den våde snude, der blev begravet i visne blade, som blev pustet væk af de sidste krampagtige vejrtrækninger. De muskuløse arme, der vibrerede, til sidst skælvede mens livet sivede ud med blodet fra dens mave, og så, det der var langt værre. Hun så det ikke med det samme, men hun vidste, det ville ske. Pelsen, der trak sig bort sammen med muskler og hale og snude. Helt absurd, som en brøddej, der hæver baglæns, en fugleunge, der bliver yngre, mister dun og til sidst kravler tilbage i sit æg.
Den blev et menneske. Han lå nøgen på ryggen der i skovbunden, der var mørk af hans blod. Hans hår var tusmørkefarve, hans øjne halvt lukkede. Han var ikke så gammel, måske sidst i 20'erne. Hans ansigt var vendt væk fra dem, og det var måske meget godt, for da Sajro løftede hende op kom hun til at se hen over hendes skulder, og hendes krop stivnede da konsekvenserne af hendes handling gik op for hende.
Det var bare et lille menneske. Et lille menneske med hjerte og tanker og drømme. Måske familie, venner, nogen han passede på.
Hun klyngede sig til Sajro, skjulte hovedet igen og ønskede virkelig inderligt at tro på hans ord men det virkede så brutalt.

"Var det nødvendigt?"
mumlede hun og kunne ikke engang rigtigt græde over det.

''Spurv hvis du blot havde skadet ham og var flygtet fra ham så havde han været blevet ved med at jagte dig... Så ja desværre var det en nødvendighed.''

HAn sukkede stille han havde ondt af både Spurv og af manden, han havde bare været uheldig nok til at se dem som dets bytte og spurv havde bare været uheldig nok til at Sajro ikke var en sød krammebamse når han ikke syntes der var den store grund til at gøre det overfor andre. Han så stille ned på hende og han bare hende hele vejen tilbage til hans telt...

''Sæt dig ned og slap af, så laver jeg dig noget plante suppe.''

Han valgte at lave hende noget mad der var lavet på planter og mest af alt rodfrugter fordi kød måske ikke var det bedste valg at give hende da hun måske bare ville tænke på hvordan den varulv var død, og at hun havde gjort det...

En nødvendighed. Hun nikkede stumt og misundte ham en smugle at han kunne bære hende så langt. Han blev ikke engang træt. Hun så først slet ikke på omgivelserne, kun ned i hans skjorte og læderrustningen, men langsomt genvandt hun bare en eller anden form for trang til at se, hvad der egentlig foregik, og hun hævede hovedet og så rundt. Daggryet var kommet nærmere, og tynde striber af skyer var glaseret med guld og fersken mens himlen havde antaget en fin rosa kulør i øst. Så var de tilbage ved hans telt. Ulven lå der endnu. Der havde nok ikke været nogen, der havde vovet sig nær ulvemonstrets telt. Det kunne hun på et eller andet plan godt forstå, og da han satte hende fra sig, rystede hendes ben en smule. Alligevel satte hun sig ikke ned, som han havde formanet.

Det var, som om der ikke var plads til at sidde ned. Eller måske var det lige netop det, er var problemet. Hvis hun sad ned blev der netop plads. Til tanker. Der lå en mand i skoven. Hans ryg var bar og hvid, hans højre ben bøjet en smule udad, det venstre strakt. Fodsålen var blottet, huden var ru netop der, men alle andre steder var den glat, dækket af fine, mørke hår. Hans ansigt var vendt væk, han lå musestille, men om et øjeblik, om et øjeblik, så ville hans skuldre sitre når han trak vejret dybt. Han ville sætte sig op og se sig omkring. Pille et blad ud af sit hår, tørre jord af sin kind og få øje på hende. Han ville smile lidt betuttet. Eller - det ville han ikke. Han ville ingenting. Der var ikke mere vejr i ham, ikke mere liv, ikke mere vilje. Måske ville de finde ham, de som han havde haft kær, måske ville de ikke. Måske ville han bare være forsvundet for evigt. Et ulåst mysterium, og en vinter ville komme kold og ond og lægge en dyne af sne over hans kadaver, og ulvene ville grave ham op og mæske sig over hans rådnende kød.
Hun holdt tanken ud i strakt arm ved at følge fuldstændig tæt efter Sajro mens han fandt frem til suppe.
"Hvad putter du i?" spurgte hun og forsøgte at smile, men måtte nøjes med at bide tænderne hårdt sammen så hendes kæbeben blev tydeligt i det lidt spidse ansigt.
"Laver du altid mad selv?" Hun bed sig i læben og pillede ved sine negle, fordi der ikke var nok at tage sig til. Et lidt uhyggeligt, stikkende og blegt overentusiastisk glimt var dukket op i hendes øjne.
"Skal jeg ikke.. Gøre et eller andet?"
Bøn, snarere end spørgsmål. Hendes læbe sprak op og begyndte at bløde under hendes ihærdige tænder uden, at hun opdagede det. Metalsmagen kunne nemlig ligeså godt være kommet fra en anden. Hans halvt lukkede hånd ville lyse dér i måneskinnet.
Hun prøvede at pakke erindringen væk. Fortalte sig selv, at det var selvforsvar. Du var nødt til det, du var nødt til det, Spurv. Der var ingen anden udvej. Han skulle dø. I hvert fald hvis ikke du ville give dit liv. Men er det mere værd? Spurgte en stemme, der sjældent fik lov at komme til orde i hendes hoved. End hans? Mere værd? Det er vel som man ser det, mente hun og knyttede hænderne, før hun igen gav sig til at pille flager af sine fingernegle med manisk grundighed. Sådan var det altså blevet. Han var død. Hun kunne ikke gøre det om, men hun prøvede at lyve sin rolle mindre. Det var ikke fordi hun lagde skylden direkte på Sajro, men ham skulle hun i det mindste ikke stå til moralsk ansvar for. Indvendigt havde hun den opfattelse, at han altid gjorde det rigtige, uanset hvordan det måtte virke i situationen. Hvis han sagde dræb, så gav det mening. Det gav mening, og det var det, der manglede, hvis hun stod alene. Men hun havde ikke stået alene. Det var nødvendigt, det havde han selv sagt.
Hun ville også bare gerne leve. Hun kunne da ikke mene, det var forkert at prioritere sit eget liv højest? Virkelig? Nej, det mente stemmen ikke.
Men der ville komme mider i mandens øjne.

''bare nogle rodfrugter og lidt andre planter.''

Han smilede bare stille til hende, og kiggede roligt rundt. Han var egentligt rigtigt glad for at være sammen med denne pige, hun var hyggelig, lille og han fik endelig nogen han virkeligt kunne passe på. En som ikke altid mente de kunne alting selv, en som faktisk så op til ham, det elskede han.

''Ja det gør jeg, har jo ingen jeg kan få hjælp af.''

Han smilede stille og roligt, og han rystede på hovedet af at hun ikke skulle gøre et eller andet for ham. det var ikke ligefrem det han havde brug for lige nu. Lige nu ville han gerne gøre det hele selv. Han så stille på hende.

''Nej sid nu bare og slap af mens suppen koger.''

Han havde sat det over og han satte sig så ned ved siden af hende, og lagde stille og roligt en arm om hendes skuldre, og trak hende blidt ind mod ham, så hun kunne føle lidt tryghed.

Sid nu bare og slap af. Spurv satte sig, men at slappe af var så godt som umuligt. Hun gned sine hænder og knækkede fingre i stilhed. Hun ønskede inderligt, at Nathan havde været i nærheden, men han havde sine egne små eventyr med andre dyr. Hun forsøgte at holde tankerne på det. Det skete, at han præsenterede hende for pindsvin og grævlinger, endda engang en ræv, der var meget interesseret i menneskelig adfær, men hvor Nathan forstod menneskenes sprog men blot ikke talte det, var hun på bar bund, og hun måtte ofte sidde og føle sig en smule udenfor. Hun rodede i de mørke blade i skovbunden med en pind og holdt skiftevis øjnene tæt lukket til og spærret vidt op, mens hun prøvede, virkelig prøvede at blive ved med at tænke på pindsvinet. Det kunne lide at gemme sig i visne blade når det sov vintersøvn.
Sajro lagde låget på gryden og satte sig ved siden af hende. Spurv sukkede dybt, da det gik op for hende, at hun kun havde trukket vejret hurtigt og overfladisk som et udmagret, feberhærget menneske, svævende i fantomernes verden mellem drøm og virkelighed. Hun puttede sig ind til ham og sank noget stort, der pludselig voksede i hendes hals og mindede foruroligende om gråd.
Ikke fordi hun var ked af det, snarere det modsatte. Det var bare, som om der pludselig var mulighed for at græde, fordi der var een, der ikke dømte hendes tårer. Som bare ville trøste. Dem fandtes der forbløffende få af i verden, havde hun indset, og hun græd kun sjældent overfor andre. Det var at vise en svaghed, hun ikke brød sig om. Heller ikke denne gang græd hun, men hun sneg bare forsigtigt en arm rundt om ham og strøg hans side.

Han smilede bare stille ned til hende, og han lagde en hånd på hendes hoved og aede hende blidt over håret. Hun trængte til at få lov til at være barn igen, det var der ikke nogen tvivl om. Hun virkede til aldrig at have haft den mulighed virkeligt at være barn der bare kunne lege og pjatte... Han var bare ikke den rette til at hjælpe der... Han havde jo heller aldrig haft den mulighed...

''Hvad har du lyst til at lave eller lære i morgen?''

Han smilede forsigtigt ned til hende, han vidste ikke hvad han skulle tro om denne pige, det ene øjeblik var hun stærk og modig, og det næste var hun som et lille barn der virkeligt trængte til et sted at gemme sig og glemme alting. Han sad bare ved siden af hende og holdte hende ind imod sig, men blev overrasket over at hun lagde en arm om ham også...

''Jeg kan vise mange ting, og hjælpe med meget.''

Han kunne mange ting. Spurv nikkede stumt og tænkte sig om. Hvorfra skulle hun vide, hvad hun ville lære. Men måske vidste hun det allerede. Hun bed sig tænksomt i læben og rømmede sig.

"At finde vej."

Hun gned sig under næsen og så op mod morgenhimlen. Hun havde slået en anden ihjel, og følte sig som det værste væsen i verden, men samtidig.. Samtidig gled erindringen nu hastigt i baggrunden, som hun lod den blive opslugt af andet, dulmede smerten over mordet med falske udsagn om egen uskyldighed, selvforsvar, at han måske ikke var helt død alligevel.

"Og måske at jage,"

Et meget svagt, anstrengt smil trak hendes læber væk fra hendes tænder og hun slog øjnene ned da hun fik dårlig smag i munden over sig selv.

''Jamen det er da ting jeg sagtens vil kunne lære dig... Hvordan kunne du helst tænke dig at jage? Bue, fælder, kastevåben, slynge, eller andet?''

Han smilede bare venligt ned til den lille pige der sad der ved hans side. Han kunne godt fornemme på hende at hun havde det dårligt over det med at have dræbt den person der havde angrebet dem. Altså hun havde jo været nød til det ellers havde han bare dræbt ham og måske havde han så nået at dræbe Spurv, og det ville have betydet to døde istedet for en.

''Spurv... Det var det rigtige du gjorde... Hvis du ikke ahvde gjort det så havde jeg, og måske han så havde nået at dræbe dig... og så havde det pludseligt været to døde og ikke kun en.''

Han smilede ned til hende og aede hende stille og siden og han kiggede så til suppen hvor han fyldte en skål med suppe til hende, og han gav hende den stille og roligt. Han vidste hvad hun gik igennem. Han kunne godt huske hvordan han havde haft det med hans første drab som sig selv.

''Spis du bare.''

"Hvad har jeg mest brug for?" spurgte hun og kløede sig på næsen. "fælder kan jeg ikke bruge andre steder end her, vel? Men måske bue.. Jeg kan godt kaste allerede.."

Og så.. Så sagde han præcist det, hun havde brug for at høre. Hellere en død end to døde, men i stedet for at lappe det blødende sår i hendes indre så fyldte det hendes øjne med tårer, og selv om det var lettelsens tårer, så føltes det lidt, som om hendes bryst krøllede sig sammen til en lille kugle af græmmelse. Hun sagde ingenting, nikkede bare stumt og tørrede sine øjne med hidsig hånd før hun tog imod skålen og takkede med en mumlen. Hun følte sig ikke særlig sulten, men nippede alligevel til maden. Det smagte dejligt, og flere tårer strimede hendes ansigt.

"Tak," mumlede hun ned i suppen.

Han nikkede stille til hende det her ville sgu nok blive ret så hårdt, ham om buer var ikke de bedste venner men han havde da et par liggende. han syntes at hun havde snakket noget om at hun nemt kunne spænde en bue, men måske hun stadig skulle starte med en lille en så hun fik lært at have styr på den. Han smilede roligt til hende..

''Hey ingen grund til at have det skidt...''

Han smilede roligt, og fandt noget væske frem som han hurtigt varme i en anden gryde. hun havde det vriekligt skidt og han hældte lidt af den nye væske op i hendes suppe. han smilede roligt, det ville gøre suppen en smule stærkere og så var det et beroligende middel det var kogt på.

''Her undskyld have glemt det der...''

Han smilede venligt og aede hende over hovedet, mens han blidt lagde en arm om hende ganske stille og roligt. Han så smilende på hende.

Spurv fremtvang et smil og lod ham hælde noget uvist i hendes suppe. Kun i hendes? Kun i hendes, åbenbart, hun så det godt, og indvendigt ringlede alle klokker, sirenerne tudede, der lød en skraben af fødder da frygten vågnede i hendes mave og begyndte at kradse for at komme ud. Hun kvalte den, dyret, der hed Frygt, og alle klokkerne og alarmerne, der ville have hende til at springe op og flygte.

Ikke Sajro. Hun blev ved med at smile en smule kunstigt og begyndte at slubre det i sig mens han satte sig ned. Det smagte lidt mere bittert nu, og hun skar ansigt før hun som en lydig lille hund tømte skålen og spiste de sidste, lidt udkogte grøntsager.

Hun satte skålen mellem sine fødder og bemærkede, at hun havde fået varmen. Det var dejligt. Og ikke kun varmen. En ro, der begyndte i hendes bryst og strålede ud mod hendes hud og lagde sig som en kappe af behagelig tryghed. Smilet blev mindre, men også blødere og mere ægte, alt imens Spurvs blik blev mere fjernt.
"Det smagte dejligt, tak for mad," sagde hun.

''Det er jeg glad for du synes''

Han smilede ganske stille og roligt ned til hende. Han havde ikke selv taget noget suppe af den grund at det bare ikke var nok til ham. Han var virkeligt nød til at få noget mere end blot en skål suppe. Han ssendte hende et varmt og venligt smil til hende som hun sad der på jorden og han kunne se det virkede på hende.

''Er du træt? Så bare læg dig ned.''

Han smilede stille imens han lagde en arm om hende. han sad lidt og han nød dette, det ar første gang i meget lang tid han havde sat med nogen i bålets skær som faktisk tog imod hans hjælp... Specielt fra en pige han så hende roligt i øjnene...

''Du skal have tak Spurv.''

han smilede og aede hendes side kort.

"For hvad" spurgte Spurv en anelse snøvlende og trak sine tæpper ud af den bylt, hun havde haft på ryggen. Det tågede en lille smule for hendes blik, som om verden blev set gennem dugget glas, men det gjorde ingenting, for inde i hendes lille glasbeholder var der trygt og varmt, og da hun med en smule besvær, for hendes fingre føltes mærkeligt langsomme og sløve, som om de var tykkere end sædvanligt, fik viklet sig nogenlunde ind i tæpperne, var glasburet komplet.

Så smilede hun til Sajro, et tyndt og gennemsigtigt smil, der ikke rigtigt hørte til i de levendes verden, og som kun strejfede de lyse øjne, der i stedet truede med at glide i. Det var ikke kun medicin, det var også almindelig mangel på søvn, der satte ind og tvang Spurv til at skjule et gab med hånden.

"Jeg hviler lige et øjeblik," mumlede hun og krøllede sig sammen op ad Sajro, imens en udefineret uro bredte sig. Inde i glasburet, fanget af både medicin og tiltroen til Sajro, rumsterede en rastløs og instinktiv forskrækkelse for at sove i nærheden af andre. Der var forskel på at hvile og sove. Spurv kunne hvile hvor som helst, men dette, der trak hendes hage ned mod hendes bryst og lagde en varm tyngde i hendes lemmer, var definitivt søvn, og i søvnen var man udsat. Der var en grund til, at der fandtes rævegrave og kaninhuller.
"Bare et øjeblik."
Så sov hun.

''For at tage imod min hjælp. Det betyder rigtigt meget for mig at kunne hjælpe andre da det gør jeg føler at jeg faktisk er noget værd''

Han smilede roligt ned til hende og var faktisk glad for at det virkede at han fik hendw til at slappe af med at indtage det milde sovemiddel. Han kiggede ganske roligt på hende og da hun endte med at sige at hun lige ville hvile sig en lille smule, og hun så lagde sig ned pakkede han hende godt ind i et tæppet og lagde hende ind i hans telt ganske ganske blidt.

''Sov godt''

Han smilede og blev siddende ved hendes side og aede hende ganske stille og roligt over siden mens han sad der og kiggede roligt på hende. Han blev siddende ved hendes side og holdte bålet igang indtil hun vågnede igen den næste morgen.

Et øjeblik krusedes Spurvs pande med forundring, for hvordan kunne han ikke føle sig noget værd? Sajro af alle? Så var søvnen der og skyllede al forundring væk for i stedet at glide over i en lang række drømme, der fulgte lige efter hinanden og steg og faldt og skiftede som tidevandet, men det var ikke onde drømme, og Spurv huskede ikke andet end vage billeder, som blegnede, da hun prøvede at gribe dem, mens hun steg som en stor, doven boble mod den vågne verden. Først dirrede de lyse øjenvipper, så slog hun øjnene op og så ind i teltdugen. Skygger og lys fra bålet dansede en særegen dans hen over stoffet, og verden så anderledes ud nu.

//Yay, jeg bestemmer vejret!//
En fugtig tåge havde lagt sine klamme fingre om de bladløse træer. Det var før daggry, men himlen var allerede farveløs og glasklar, som om den bare ventede på at tage farve fra solen og skyerne, der endnu lå hengemt bag horisonten.

Det havde ikke været frost, selv om det havde været en stjerneklar nat. Vejret var ved at vende, og i luften, der alligevel stak en smule i halsen, hang en duft af fugtig jord og planter, der skød af muld.

Spurv satte sig op og rystede tæpperne af sine skuldre. Hun var lidt forvirret, kunne ikke helt huske, hvordan hun var kommet ud i skoven, men hun var ikke bange. Så faldt hendes blik på Sajro, hun smilede af genkendelse og hilste ham med et lidt søvnigt
"godmorgen"

Han havde bare ladet hende sove godt igennem, og så senere da det var begyndt at blive morgen igen var han gået igang med at koge suppen så de kunne få noget morgenmad. Han smilede bare til hende da hun kom roligt ud af teltet og sagde godmorgen til ham.

''Godmorgen søde... Sovet godt?''

Han smilede stille til den lille pige. Han kunne ikke lade være med at holde utroligt meget af hende, hvilket han viste ved at ville træne hende og lære hende nogle ting om at klare sig selv.

''Jeg ved ikke helt om det er en god ide at vi træner noget i dag... Jeg tænkte du måske skulle have lidt tid til at vende dig ordentligt til skoven...''

Han kiggede roligt på hende og han håbede hun forstod det, at hun ville være med til at slappe af han håbede også det kunne hjælpe hende med at komme over dette han havde jo heller ikke lyst til at hun endte som ham...

Han sad udenfor teltet. Hun smilede skævt til ham og trak støvlerne på.
"jotak.. Hvad med dig?"
Hun rejste sig op. Det var koldt, men søvnens varme var stadig i hendes krop. Hun trak det ene tæppe op om skuldrene og vejrede i luften, som om hun smagte på luften. Den virkede næsten knitrende frisk, og det gik op for hende, at hun ikke var bange for mørket mellem træerne længere, ikke nu hvor de var hyllet i hvidt slør, der strakte tynde tågetunger ud i lysningen og op mod himlen. Bålet knitrede, og suppen boblede.

"Hvorfor skulle det ikke være det,"
Spurgte hun og kiggede efter Nathan, der et øjeblik var synlig som en mørk silhuet over den blånende himmel mens han afsøgte en anden del af skoven for noget, kun han vidste, han manglede. Måske en anden ugle.

"Hvornår vænnede du dig til skoven?"

''Har ikke sovet så vanvittigt meget, men den smule jeg har var da ganske okay.''

Han så på hende og han havde ikke håbet på at hun havde spurgt ham om hvorfor det kunne være en dårlig ide. han havde jo ikke engang nogen grund til det han følte bare ikke at det var så god en ide efter det der var sket dagen før. han sendte hende et varmt smil og trak på skuldrende.

''Forskellige ting, blandt andet igår.''

Han sukkede og så lidt væk. Han vidste jo ikke hvordan hun ville reagere på at han mindede hende om gårsdagens hændelser. Måske hun havde glemt det og derfor virkede glad eller havde hun accepteret at det var sket. han vidste det ikke rigtigt.

''Det tog ikke ret længe, efter et par dage indså jeg at skoven havde alt jeg havde behov for og der havde jeg vænnet mig til at være der, ikke at jeg kunne finde rundt og forstod skoven. Men jeg var okay med at være der, den var ikke skræmmende længere.''

"Hvad i går?"

Spurgte Spurv og rev sit blik fra den blånende himmel. De blege, blå øjne sagde ingenting, da hun rettede dem mod Sajro, men hendes ansigt blev mere skarpt, som om hun pludselig var trådt ud i skarpt lys, der tegnede skygger.
Hun ville ikke huske den foregående dag.
Hun havde så ihærdigt forsøgt at skubbe den langt, langt væk fra enhver erindring, gjort den til noget, der kun eksisterede i en fjern drøm på randen af glemsel, noget, der var sket i en anden verden for længe siden for en helt anden Spurv, som nutidens Spurv ikke behøvede tage hensyn til. Det var jo slet ikke hende, nemlig.
Men han ville åbenbart huske det.

Han havde lært, at skoven ikke var skræmmende.
"Var du også så stærk den gang?"
Udbrød hun, ivrig efter at aflede opmærksomheden fra hvad der skulle forblive fortid. Hun gned sine hænder og samlede tæppet endnu tættere om sig.