Du er dog ung? //Spurv//

''Der skete noget du ikke var så glad for, og jeg vil helst ikke minde dig om det, hvilket nemt kunne ske hvis vi gik på jagt.''

Han sendte hende et venligt smil og gik så roligt hen til hende. Han så ned på hende og aede bare hende ganske blidt over håret, inden han gav hende et stille kram. han slap det roligt, og det var der kun fordi han ville fortælle hende at han altså var der for hende. Han så på hende roligt, og da hun snakkede om om han var stærk den gang trak han på skuldrende.

''Ikke i starten, men det er det der har været med til at sørge for at jeg er blevet stærk som jeg er i dag.''

Han smilede roligt til hende, og han lagde en arme om hende og trak hende med sig ordentligt hen til bålet som stadig var tændt. Han kiggede på hende og nikkede nedad mod jorden for at få hende til at sætte sig ned.

''Vil du have noget at spise?''

Spurv lod sig lykkeligt fange i et kram, for aldrig havde hun kendt nogen, hun kunne stole på. Ikke på denne måde. En næsten naiv tillid til, at ligegyldigt hvad, så ville Sajro være den fuldstændige arketypehelt. Helt igennem god og reel, de svages beskytter, der aldrig ville drømme om at vende hælen til en ven, mindst af alle hende.

For det var netop det, der var specielt ved ham. Der var intet beregnende i Sajros øjne. Han fik ikke noget ud af det her, og alligevel lod han hende traske foran sig på sporjagt i laang tid, og han lavede mad til hende og lod hende sove i sit telt - uden at hun sov sådan i hans telt, hun sov der bare, og han krævede intet. Han var den slags helte, der dukkede op ud af det blå, redde een, der var i nød, og forsvinde uden at få verdens tak.

Han gav slip på hende, men hun holdt fast, bare et øjeblik længere, så trak hun sig fri. Statisk elektricitet fik hendes hår til at klæbe til hans læderrustning og bagefter til hendes pande og øjne. Hun strøg det væk med forsigtige fingre, trak tynde, lyse hår ud mellem sine øjenvipper og smilede vagt.

"Lidt sulten, måske. Du laver god mad."
Et lidt tænksomt udtryk fyldte Spurvs ansigt da hun satte sig som anvist.

"Hvem har egentlig lært dig det? Jeg er en pige, og jeg laver ikke engang så god mad."
Spurv sænkede stemmen en smule, som om hun var holdt op med at tale til ham.
"Men selvfølgelig er du også meget mere gammel end mig, så du har haft mere tid til at øve dig."
Hun blev stille et øjeblik.
"Måske skulle jeg øve mig mere,"
mumlede hun så, nu næsten uhørligt.

Tågen mellem træerne blev tyndere, og himlen lysere.

Han lod hende bare hænge ved lidt endnu, det havde han ikke noget imod, hun gav ham jo en følelse af værdig og mening, som om der var en grund til at han var der, han var her for folk som hende her, de små og de svag, det var dem han skulle kæmpe for var det ikke? Han smilede lidt for sig selv og sendte hende bare et ekstra bredt smil da hun sagde han lavede god mad.

''Har altid været glad for mad, og siden jeg altid har skullet klare mig selv lærte jeg mig selv at lave mad, selvfølgelig spiser jeg ofte bare råt kød, men selvom det smager godt, er nemt og hurtigt, så er der bare nogle gange hvor jeg gerne vil have noget lidt blandet, jeg kan dog ikke rigtigt klare mig uden kød.''

Han smilede roligt, og grinede over det da hun kommenterede at han var noget ældre end hende og hun havde jo egentligt også ret i det. Han smilede bare roligt mens han kiggede rundt. Han fandt frem til at de kunne spise mens han varmede suppen op igen, men smed lidt kød i.

''Den er klar ordentligt igen lige om lidt.''

Han satte sig ned på den anden side af bålet sådan bålet var imellem dem.

//Well, er det stadig vinter? XD//

Spurv fulgte Sajros bevægelser med interesse. Hendes fingre søgte lidt rundt i lysningens underlag. Hun fandt et vissent blad og gav sig til at pille bladets årer rene. Hendes blik var fyldt med betagelse. Han kunne bare spise kød, råt kød endda, men han valgte alligevel at lave suppe eller stuvning eller hvad det nu var. Måske var det for hendes skyld, men troede egentlig mest på, at han nød det.

Sajro var en gåde for hende. Enspænder, ulvemonster og venligheden selv, som en god ånd fra skovens dybeste steder, som alligevel var fuldstændig ægte og virkelig. Hun havde aldrig troet på, der fandtes nogen, som var gode hele vejen igennem, ikke før nu.

"jeg glæder mig," sagde hun tænksomt, som om hun egentlig ikke var helt klar over, hvad hun svarede på. Så fokuserede hun igen på ham, smilede og holdt det maltrakterede blad op foran ansigtet. Hun så på ham igennem netmønsteret, som hun havde pillet. Det lignede lidt fiskeben eller sådan noget.
"Hvor gammel er du egentlig?"

//Det er det vel. xD//

Han kiggede bare på hende og sendte hende et stille smil som svar til at hun glædede sig han lod bare maden simre for at gøre kødet ekstra mørt og lade smagen af kødet indtage suppen som når en gruppe myre indtager et træ.

Han smilede bare stille mens han grinede lidt over hendes spørgsmål hun ville nok blive lettere overrasket over hans svar da han ikke lignede en på den alder han faktisk var. Han kiggede på hende kort.

''For det første døm ikke en bog på dets omslag, så hvor gammel tror du jeg er?''

Han smilede drillende til hende, mens han satte sig lidt bedre til rette efter han havde tilføjet nogle blade til gryden.

Spurv grinede kort og lidt genert. Døm ikke en bog. Så blev det jo straks sværere. Så kunne man jo ikke vide, om han måske var som nattebørnene, der ikke kunne ældes. Måske var han urgammel? Eller også var han meget yngre end han så ud.
"Det ved jeg ikke.."

Hun sad lidt og trak i et græsstrå, så så hun op igen.
"Du har jo skæg."
Hun trak på skuldrene, som om det var en fuldt gyldig undskyldning for ikke at kunne bedømme alder. Så grinede hun igen.
"Og.. Du er en ulv, jeg ved ikke, om man lærer det på ét menneskeliv."

Et splitsekund var der noget, der trak Spurvs øjenbryn sammen. En tanke, der uheldigt strejfede verdens uretfærdighed. At nogen kunne leve evigt mens andre var dømt til at dø. At nogen døde, før de blev voksne. At nogen blev voksne, før de var det. At krodamens ansigt var furet og hendes hænder grå, selv om hun knapt var over tredive. Så gled skyerne videre, og spurv snoede det visne græsstrå om sin finger, usikkert fnisende.
"Jeg ved det ikke, måske.. 25? Hvis ikke du har sådan livskræfter.."

''Altså den alder er ikke helt ved siden af.''

Han smilede roligt men hvis man havde lagt mærke til hans måde at sige det på kunne man godt fornemme at det kun havde været starten af en sætning og at der ville komme noget mere for at afslutte den. Han grinede lidt inden han fortsatte det han ville sige.

''Hvis det altså er min krop vi kigger på.''

Igen kunne man fornemme der var mere han ville sige, som han lige satte sig hen til gryden og fandt en kniv frem som han brugte til at skære en eller anden form for rodfrugt i stykker med og lod det dumpe ned i gryden. Det skulle bare lige gøres let møre så var maden klar.

''Et kvarter så er maden klar, og jeg er 19 af sind.''

Spurv gjorde en lille bevægelse, der signalerede sejr, men den blev en smule halvhjertet da hun fornemmede fortsættelsen. Hvis det var krop. Hvad? Det forstod hun ikke helt, var han da ældre end sin krop? Eller - var hans krop sådan een, der kun havde en alder, eller rettere, så ud, som om den havde samme alder, ligegyldigt hvor længe, den havde eksisteret? Spurv lagde hovedet lidt på skrå, afventende.
Og så kom det.
19?
Først et overbevist: "Nej."
Så et lidt mindre skråsikkert "Virkelig?"
"Er du kun 19? Du er mindre end Simon!"
Spurv ville have fortalt om sit brev til Simon da han fyldte 20, men hun lod være.
"Det tror jeg ikke på!"

Det gjorde hun selvfølgelig, men det virkede alligevel helt urealistisk at Sajro, som var en stor og stærk mand ikke engang var 20!
"Hvordan har du lært så meget på så kort tid? Hvordan kan krop og sind være af forskellig alder?"

Der blev ikke givet meget tid til at besvare spørgsmål. Spurv udstødte en anden lyd, og udbrød, som om det først lige akkurat var gået op for hende:
"så er du jo kun 5- eh- 4 år større end mig! Tre, jeg har lige haft fødselsdag.."

Han smilede bare det overraskede ham ikke at hun ikke rigtigt troede på ham, men det var han vant til. Han kom så i tanke om at det jo egentligt var løgn han fyldte jo snart 21. Han grinede lidt da han kom i tanke om det. han tænkte meget sjældent på hans alder. Han kiggede på hende roligt.

''Nej undskyld, jeg er næsten 21 fylder her snart, havde jeg lige glemt og bruger næsten aldrig min alder.''

Han forstod godt det var sært han havde lært så meget men det var det han havde brugt sin tid på, at blive stærkere og lære ting som kunne være brugbare i fremtiden, det var virkeligt noget han havde haft stor fokus på, samt han havde levet for sig selv siden han var 14.

''Har været alene siden 14 og siden jeg var 5 har jeg trænet min krop og mine sanser.''

"Så er du næsten lige så gammel som Simon," udbrød Spurv og lød ganske lettet, som om det retfærdiggjorde alt i hele verden. Så lagde hun hovedet på skrå og gned sig under hagen.
"Har du virkelig været alene siden du var 14?"
Hun lød helt bedrøvet, og det var hun for så vidt også, Spurv, for hun kunne slet ikke forestille sig at være uden sin familie så længe. Nej, hun havde ikke forældre længere, men hun havde Simon og Nathan, og uden dem - Intet. Ensomhed.
"Hvorfor det?"
Hun havde også svært ved at forestille sig Sajro som ung. 14 år, mon han også havde været ulv der? Hvornår mon han fik skæg? Spørgetrangen tog over.

"Hvordan kan du ikke huske din fødselsdag? Jeg kan altid huske min, også selv om andre ikke kan. Nathan kan selvfølgelig, det er også hans fødselsdag, men.."
Spurv afbrød sig selv med et sørgmodigt suk.
"Ej, selv hvis jeg havde fem år, så ville jeg aldrig blive så stærk som dig," mumlede hun og trak tæppet tættere sammen om sig, som om den nyfundne indsigt havde gjort omverdenen meget ubarmhjertig.

''Din storebror ikke sandt?''

han smilede roligt til hende og kiggede sig stille omkring. Han greb så skålene og begyndte at hælde gryderet op til dem, og han rakte hende stille skålen da han havde fyldt den og han gav hende en ske sammen med så hun kunne spise den mad han nu gav hende.

''Ja da jeg var 14 blev jeg forvandlet til det jeg er i dag, faktisk den dag jeg fyldte 14 og så slog jeg min far ihjel for at have gjort det imod mig, det er grunden til jeg ikke husker min fødselsdag, min fødselsdag er også min dødsdag.''

Han kiggede roligt på hende og regnede ikke med at hun ligefrem forstod det han havde oplevet. Han smilede roligt og kiggede bare rundt.

''Jeg er også en varulv''

"Jo! Simon er min storebror, han er.."
Spurv holdt op med at tale, tilsyneladende for at røre i den skål, Sajro rakte hende, men måske snarere fordi hun ikke ville afbryde det, hun vidste, han ville sige.

''Ja da jeg var 14 blev jeg forvandlet til det jeg er i dag, faktisk den dag jeg fyldte 14 og så slog jeg min far ihjel for at have gjort det imod mig, det er grunden til jeg ikke husker min fødselsdag, min fødselsdag er også min dødsdag.''
Varulv.

"Dødsdag?" gentog Spurv med meget lille stemme. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hun var blegnet og havde sat skålen fra sig, fordi hendes fingre pludselig var begyndt at dirre. Der var rent chok i hendes ansigt. Ikke fordi det var en uhyggelig historie. Hun kendte dem, der var værre. Fordi det var Sajros historie, fordi han sagde det med rolig stemme og det her faste blik. Som om han kiggede ud på hende gennem dybt, dybt vand. Og vandet kunne blive oprørt, ja, men på bunden var der ro og stilhed.

"Det - Det er jeg virkelig.. Ked af.." mumlede hun tøvende.

Han havde slået sin egen far ihjel.
Sin egen far.

Og han var død.
Eller ramt af noget, der mindede om en dræbende sygdom.
På en måde.

"Men - eh.. Jeg er ikke ked af, eg mødte dig."
Det lød som den tyndeste opmuntring i hele verden. Aldrig nogensinde havde nogen prøvet at trøste med så tåbeligt et udsagn.
"Jeg synes ikke, du er særlig død, altså.."
Og hun kunne åbenbart ikke andet end at gøre det værre.

Spurv rejste sig for at sætte sig over ved siden af Sajro. Han virkede så fattet. Som om han havde gennemlevet det tusind gange og vidste, hvordan det ville gå, uundgåeligt. Og det havde han måske også, det var jo hans liv, hans historie, men samtidig så virkede den fattede overflade som et kunstigt skjold, en beskyttelse mod verden, i hvert fald hvis man så med Spurvs øjne, for det var præcis den slags skjolde, hun var mester i at sætte op.

Hun Sajro i hånden uden at se på ham.

''Ja jeg blev slået ihjel for at de kunne forvandle mig til det jeg er i dag.''

Han så på hende roligt. Han havde ikke fortalt hende om kulten så det var klart at hun ikke rigtigt forstod hvad det var der var sket ham, og derfor ikke forstod hvorfor han kaldte det hans dødsdag også. Han smilede bare lidt til hende da hun sagde hun ikke var ked af at have mødt ham.

''Jamen ved du hvad? jeg klarer mig, min far fortjente at dø, sammen med hans 'brødre' fordi så kunne de lære ikke at forsøge at hjernevaske nogen.''

Han sagde det koldt men alligevel ikke som om han var følelsesløs nok mere som om han stod ved det han gjorde og at han mente det var det rigtige og derfor angrede han det ikke på nogen måde.

''Bare spis.''

Hvorfor skal man dø for det? Ville Spurv have spurgt, men hun lod være, rykkede tilbage på sin plads og gav sig til at spise i stilhed. Bare spis. Det gjorde hun så og håbede, hun ville glemme, hvad hun havde hørt. At bære på andres tragedier var altid hårdt.

Hendes ansigt var tænksomt, og hun reagerede ikke synderligt da Nathan landede på hendes knæ og lagde en død mus fra sig.
'Den nåede aldrig at se, hvad der ramte den,' sagde han med en klaprende hånlatter, men da han mærkede, at Spurv var ligeglad, lettede han med en forurettet tuden og forsvandt mellem træerne for at sove.

"Det smager dejligt,"
Spurv lagde skeen fra sig i den tomme skål og skiftede emne.
"Hvis der er en bæk, så kan jeg vaske op, måske.."

''Der er en bæk her et sted.''

Han blev en smule mut det skete stadig når han talte om emnet og han blev også altid en smule oprørt hvis man kunne sige det sådan, og når han blev oprørt var dyret i ham sværere at kontrollere så han sad bare og kiggede på hende mens han kæmpede med dyret, man kunne allerede se hans øjne ændrede sig lidt, og hans hår rejste sig.

''Hvis jeg var dig søde så ville jeg skynde mig at finde den bæk.''

Han sendte hende et forsigtigt smil, hvorefter han gik hen til et træ, satte sig op af det og satte armene o nogle lykker som han strammede om hans håndled, det ville ikke kunne holde ham fuldstændigt men lidt ville det kunne.

''Og du slipper mig ikke fri før jeg virkelig er helt rolig.''

Spurv rejste sig overrasket, for Sajros ansigt havde ændret sig. Hvad skete der, spurgte hun sig selv, men hun kendte jo svaret. Hvorfor det skete kunne hun bare ikke svare på. Skynde sig at finde bækken. Hun nikkede stumt, ude af stand til at tage øjnene fra manden foran. Hvad var der med hans blik? Hun var ret taknemlig over muligheden for at slippe væk, og hun samlede hurtigt sin tallerken og gryden op i favnen uden at se væk fra ham, hele tiden klar til at flygte over hals og hoved. Hun trådte et skridt tilbage, da han rejste sig, men det var for at gå over til et træ. Spurv tog opmærksomt hans tallerken.

Finde den bæk, det var det, hun skulle. Spurv trak sig tilbage mod lysningens udkant mens Sajro viklede læderremme om sine håndled. Hun gled om bag et træ så hun stod helt ude af syne.
"Hvornår ved jeg, at du virkelig er helt rolig?" Spurgte hun fra sit skjulested.

Så vendte hun om og dukkede ind i skoven.

Han sagde ikke rigtigt noget til hende men svarede bare kort da hun stillede ham et spørgsmåll fordi ja det var noget hun var nød til at vide. Men det han kunne sige var ikke engang helt sikkert. han betragtede hende lidt med de dyriske øjne.

''Din mavefornemmelse, samt mine øjne.''

Han smilede forsigtigt og vinkede hende så væk derfra hvorefter han sad op af træet og lavede en form for meditation, så da hun kom tilbage var hans øjne normale og hans hår strittede ikke overalt på kroppen. Han var helt rolig igen.

''Gik det godt med opvasken?''

Han smilede roligt.

Spurv kom tilbage. Hun satte tallerkenerne fra sig ved teltet før hun besvarede Sajros spørgsmål med et lidt mat smil. Hun havde mudder op ad benene og i ansigtet. Et net af små, fine rifter strakte sig ud over hendes hals, og så man efter på hendes underarme og hænder fandt man samme mønster hvor hun havde forsøgt at skærme sit ansigt.
"Fint, fint."

For så vidt. Hun havde hastet afsted, ikke løbet, bare gået i hastigt trav så hun ikke udfordrede skæbnen. Først havde hun tænkt, at det var vigtigt ikke at efterlade spor, så var hun kommet i tanke om, at ulvemonsteret ville opspore hende under alle omstændigheder, hvis det fik lyst, og hun havde følt sig meget intelligent, da hun tog en vissen gren fra skovbunden og trak en linje i de tørre blade efter sig. Så ville hun kunne finde tilbage, i hvert fald. Først skulle hun bare finde bækken. Det i sig selv viste sig ikke at være det store problem, problemet var, at da hun stødte på den, løb den nede i en smeltevandsslugt, og hun måtte gå og kravle langs vandet, der strømmede langt nede, før hun endelig kom til et sted, hvor bækken var i jordhøjde. Det kostede hende en del rifter, for der voksede tæt, tornet krat, og da hun nærmede sig bækken, blev jorden blød og sumpet, selv om man skulle have troet, at frosten ville have gjort den nogenlunde solid. Endelig kunne hun skure servicet med sand og vende næsen tilbage. Samme tur, havde hun tænkt med mørk mine, men så var Nathan dukket op, og han havde leet af hende, for hvorfor gå så lang en omvej, lejren lå da lige dér. Uglen pegede med en vinge. Spurv gik tilbage med et tvært udtryk i ansigtet.

"Hvad skete der dér?" Spurgte hun og gned sine blålige hænder. Vandet havde været iskoldt, og det havde kostet en del overvejelser overhovedet at stikke lapperne deri.

Han så på hende og han kunne med det samme se at hun var kommet til skade. Han kunne ikke lide det, men lige nu kunne han ikke gøre noget. Han smilede stille og roligt til hende, og sendte hende et varmt smil.

''Min fortid er lettere følsomt så det gør mig, man kan vel sige, ustabil rent følelsesmæssigt, og så får dyret nemmere ved at komme ud.'*

Han smilede helt roligt til hende, og pegede så godt han kunne ind i teltet. Der var noget derinde hun lige skulle finde frem til ham nemlig. Det var nu egentligt til hende selv når det kom til stykket.

''Derinde ligger der en lille læderpose med nogle røde hår på, kan du finde den?''

Han smilede roligt til hende, og når hun kom ud igen havde han en sidste ting at bede hende om. Han smilede helt roligt da hun kom ud med posen da den var nem at finde vidste han.

''Er du sød at slippe mig fri?''

Dyret kan komme ud. Det lød ildevarslende. Som en trussel om en lurende fare. Det måtte man vel bare acceptere, når man ville være sammen med Sajro. Hun nikkede og stak hænderne ind i sine ærmegab for at varme dem. Så forsvandt hun ind i teltet for at lede efter den famøse pose. Den lå fremme, så det var intet problem. Hun vejede den i hånden og kravlede så ud.

"Denne?" Spurgte hun, selv om hun vidste, det var den rigtige, hun havde fat i.

Hans spørgsmål fil hende til at bryde ud i latter. Hun fløj hen og gav sig til at binde knuderne op med et koncentreret ansigt.

''Ja lige netop den.''

Han smilede roligt til hende, og han tog noget op fra posen, nogle urter og noget alkohol. Han blandede de to ting. Han gik så over til hende med stille og roligt skridt. Han tog forsigtigt fast i hendes ene hånd, og begyndte at massere denne væske ind i sårene på hendes arm og hendes hånd. her fortsatte så med at gøre det på den anden arm, og sluttede så af med at massere det i rifterne på ehndes hals også.

''Nu skal du opholde dig stille, og varme dine hænder. Og desværre kommer det til at svige snart''

Han smilede roligt til hende og smed lidt mere brænde på bålet. Hun skulle egentligt bare undgå at få skidt i sårene nu, da de ikke måtte blive beskidte. Han havde lært at selv de mindste sår kunne være farlige hvis de blev betændte. den urte han havde brugt hjalp bare med at danne en skorpe.

''Hvad har du så fået ud af dagen i dag?''

Han smilede lidt.

"Hvad er det?" Spurgte hun interesseret og forsøgte at kigge i flasken i hans hånd, som om hun forventede at de knuste blade ville stave deres navne for hende.

Spurv skar ansigt, hvad end der var i flasken, så gjorde det ondt når han rørte hendes rifter. "Nej, det er fint, de skal nok.. Du behøver ikke -" Hun holdt op med at protestere og sad stille mens han gjorde det færdigt. "Kommer det til at - Hvad, mere?" Spurv så forfærdet ud, kun Simon havde før renset hendes sår, og det havde vist ikke været med andet end snavset sæbevand. Det her var værre, meget værre. Måske var der en snert af mistillid til læger i hende. Noget, som gjorde, at hun ville se den positive virkning, før hun troede på det. For nu var flasken bare ensbetydende med svie i små striber. Spurv trak skuldrene lidt op og nikkede. Sidde stille. Han smed mere brænde på bålet, og hun forsøgte et kort øjeblik at slikke noget af væsken væk mens hans ansigt var vendt væk. Det smagte værre, end det sved, afgjorde hun og sad stille med et lidt surt udtryk, for det stak når hun bevægede sig.

Hvad har du så fået ud af dagen i dag? Hvorfor kom det så meget bag på hende? Spurv så på Sajro med et udtryk af måbende rædsel. Blev hun vurderet på det her? Så huskede hun, at han var hendes ven, ikke bare en lærer på en frivilligskole, der tilsyneladende hadede børn, og hendes ansigt lyste op i et bredt tandsmil.

"At være forsigtig," sagde hun og glemte, at hun havde kradset sig. "For.. Hvert skridt, man tar' kan vække bjørnen." I overført betydning. Spurv tænkte på at lege bjørnen sover. Der var altid et vist gys forbundet med den leg. At være den rappeste, der undslap var en sejr, at blive fanget, et nederlag. "Og.. At man skal se sig omkring.. Så får man ikke krads. Og du er jo altid forberedt, ikke, det kan man vist også lære af.." Hun gestikulerede mod flasken og teltet.

''Jeg er ikke helt sikker på hvad de præcist er, jeg ved bare at bladene får dine sår til at danne skorpe hurtigere, og derved heale hurtigere.''

Han smilede roligt til hende. Han vidste godt det ville gøre ondt på hende, men han vidste også at det ville gøre godt. Han kiggede på hende. om ikke andet ville hun slippe for at få sårene til at blive betændte, så de ville danne grimme ar. Der skulle ikke meget sår til før det kunne blive et meget grimt ar, hvis det blev betændt eller ødelagt.

''Og pil ikke i dem, du vil vel ikke have en masse grimme ar?''

Han smilede roligt igen, og lyttede så til det hun fortalte hun havde lært af dagen. Han nikkede til de ting hun fortalte, det var altid godt at høre at hun lærte en masse, og det var næsten altid også en masse gode ting hun faktisk fik lært.

''Jeg er glad for at du lærer en hel del. Er det noget du føler du kan bruge i byen?''

Han så på hende med et stille og roligt smil.

Spurv var ligeglad med grimme ar, i hvert fald lige dér, men der var dog en lille stemme i hende, der noterede sig hans ord for at vende tilbage til dem senere. Den lille stemme, der hed forfængelighed, og som kun havde meget lidt magt over det snavsede barn, der var smurt ind i mudder og med tynde striber af eget blod til at markere, hvor hun havde kæmpet særligt hidsigt mod tornene.

"Nej, det vil jeg ikke," sagde hun alligevel, mest fordi hun ikke vidste, hvad der ellers var at sige.

Bruge i byen? Endnu et svært spørgsmål. Spurv ville af en eller anden grund meget nødigt skuffe Sajro. Hun spidsede munden og tænkte sig om, mens hun fraværende viklede tørre græsstrå om sine fingre.

"Ja, det tror jeg godt. Det er bare nogle andre ting, man skal være forberedt på, ikke?" Det var vist ikke et helt tilfredsstillende svar. "Måske... Er jeg ikke så bange mere." Det havde hun aldrig sagt. Hun så op på ham med et ansigtsudtryk, der virkede fuldstændig fjernt, som om hun pludselig var blevet lammet indvendigt. Hendes fingre pillede ved det åndssvage græsstrå, hendes øjne kunne ikke slippe det.

"Glem det." sagde hun med en tynd, skinger stemme, der virkede, som om den kom fra et sted langt væk, som var alt andet end hende. Hun pillede græsstrået fuldstændig fra hinanden.
"Jeg plejer ikke at være bange," løj hun for sig selv, "Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det." Der var ikke noget tilbage i hendes stemme, intet tonefald, bare tomme ord. De kunne lige så godt have været på et fremmet sprog, så meget forstod hun selv af dem. "Jeg mente bare at jeg er mere," hun tog sig tydeligvis gevaldigt sammen for at tvinge ordene over sine tørre læber, "tryg nu,". Hun klemte endda et lille smil over ansigtet, der havde virket fuldstændig forstenet. - og så var det overstået.

Det havde hun aldrig sagt. Selvfølgelig havde hun ikke det, sagde hun beroligende til sig selv. Hvorfor skulle hun dog sige sådan noget vås. Hun var jo ikke bange. Pjat. Hun var god til denne leg, og troede som det mest naturlige på sine egne tanker. Det ville hun gerne, så var det meget lettere. Et ægte smil oplyste hendes ansigt, som om det reelt aldrig var sket, og hun kradsede sig frejdigt på armen, hvor sårrensevæsken sved igen. "Men jeg tror helt sikkert, man kan bruge det i byen," gentog hun i et konverserende tonefald. "Der er jo også dyr i byen." hun skar ansigt, fordi hun kom til at rive op i både et af sårene, men også i en af de ting, hun ihærdigt prøvede at glemme. Slummens vilde dyr, der ikke lod pæne piger gå i fred. Heldigvis var hun ingen pæn pige, klippet og klædt som en dreng.