Du er dog ung? //Spurv//

"Jeg er ikke sygeligt tynd og jeg er ikke voksen. Du er bare et andet tilfælde." der var kommet en lidt for høj, panisk tone i Spurvs stemme. Hvorfor holdt han ikke op? Hun gav sig til at bide negle mens hun energisk drejede spydet. Kødet var nok ved at være ret så stegt, men hun vidste ikke, om hun kunne lide at spise i hans påsyn, hvad hvis han bare fik mere at sige om, at hun var benet og udmagret.

"Og nogen kan altså godt lide tynde damer." Især de rige. Hvorfor forstod hun ikke helt. Det var et mærkeligt ideal, at tro, det var pænt. Det så usundt ud. Så hun usund ud. Hun dristede sig til at se ned ad sig selv. Hun var da ikke tynd! Bare helt normal, tænkte hun lettet, indtil hun kom i tanke om antallet af uldne lag, der skulle holde kulden ude. Og hendes hænder, se! Ikke alene var de blå og forfrosne. Senerne på håndryggen rejste sig som bølger på havet, og hendes knoer var mærkeligt tykke i forhold til resten af hendes fingre. For slet ikke at tale om hendes håndled. Hun havde ikke små, fine pigehåndled, men stærke, brede håndled, der bare manglede dække. Overraskelsen stod synlig i hendes udtryk som hun vendte og drejede sig for at se sig selv. Så løftede hun hovedet og kiggede betuttet på ham, uden rigtigt at vide, hvad hun skulle sige.

"Det kunne være værre," hviskede hun til sidst.

''Du er sygeligt tynd... Jeg ville være nervøs for at røre dig... nervøs for at jeg ville knække dig...''

Han holdte aldrig op når han mente han gjorde noget for at hjælpe andre. han forstod godt hun frøs som kunne ses på hendes blå hænder og forfrosne læber. Hun ejede jo ikke fedt og uden det kunne man ikke rigtigt holde varmen. Han kunne heller ikke så godt hvis ikke det var fordi han var varulv...

''Ja, men ikke dem der ser usunde ud... De vil have dem hvor man ikke kan se knoglerne men uden at de er for tykke.''

han så på hende og kunne godt se at hun var ved at blive bange og meget meget panisk. han kiggede ind i hendes øjne og nikkede så...

''Ja du er ikke død, hvilket vil siges du stadig kan reddes...''

"Selvfølgelig kan jeg det!" Spurvs panik vaskedes øjeblikkeligt væk af en eller anden mærkelig kampgejst. Hendes tone var helt anderledes, næsten udfordrende, så det var lige ved at lyde som et verbalt angreb mod ham. Det var ikke spor livstruende, og hun var ikke lige ved at dø overhovedet. Hun havde ikke engang brug for at blive reddet, højest for at tage et par kilo på, hvilket næppe kunne kaldes en rigtig redning.

Det havde provokeret hende en smule, at han mente, han kunne knække hende. Det kunne han givetvis, men det havde hun meget belejligt valgt at glemme. Hun ville sige noget om, at det var de yngste træer, der modstod stormen, mens de store, tunge måtte se sig væltet og dræbt.

"Jeg er sejere, end jeg ser ud." snappede hun.

''Det er jo det jeg siger så ingen grund til at blive så agressiv lille frøken... Du skulle jo nødig blive knust under min vægt...''

Han så bare på hende. Han havde ikke så meget mere at sige til hende han vidste ikke hvad pokker der gik af hende hvorfor hun pludseligt blev meget meget agressiv og han fandt det bare morsomt når det kom til stykket. Han så roligt på hende og trak bare på skuldrende...

''Jamen du er da velkommen til at forsøge at bevise det... Bo med mig her i telt, den næste måned!''

Han så udfordrende på hende og afventede om hun ville tage udfordringen op. Han havde tænkt sig at hjælpe hende med at lære nogle ting men det var også det han havde tænkt sig at gøre...

Spurv spruttede af indestængt latter et øjeblik, så døde den på hendes læber, og hun gloede dumt på ham. Han mente det sgu. Han mente det helt seriøst, det sagde de grønne øjne i hvert fald. At hun skulle bo i et telt. Med ham. Bjørnemanden, som hun pludselig besluttede sig for, han skulle hedde for tid og evighed.

Hun slog ud med hånden og lavede en bevægelse med hovedet, som om hun fandt det han sagde utrolig dumt, et trick, der virkede overfor mange andre, men eftersom der ikke kom noget godt argument over hendes læber var det lidt svært at trykke sin mening igennem på den vis. Hun bed tænderne sammen og vidste, hun var en komisk eksistens. Hvor det dog generede hende!

"Glem ikke den udfordring," sagde hun efter en stilhed, der var blevet ganske nagende. "Jeg tager den op når jeg ikke længere har et arbejde." Og så kom hun på det, hun skulle have sagt længe før.

"MEN! Bylivet er meget sværere end at klare sig her. I hvert fald for en på min størrelse. Jeg har overlevet i femten år!" hun balancerede spyddet mellem knæene og slog sin knyttede næve ned i sin håndflade for at lægge kraft bag sine ord. "Det i sig selv er en bedrift!"

Han så på hende og han grinede... Hun kunne altså ikke have ret meget arvejde når hun ikke havde mere at leve af... hvad pokker skete der for hende hvorfor løj hun for ham og for hende selv? Han fattede det ikke rigtigt men det var okay, han var ganske ligeglad med grunden lige nu, nu skulle hun bare indse at det måske ikke var det smarteste hun gjorde...

''Dit arbejde? Du kan alligevel ikke passe det ret godt når du ikke har mere at leve af...''

Han så på hende og kunne ikke sige hun havde fat i den gale ende med det hun sagde, men han regnede ikke med at livet plant ulve, bjørne og andre store dyr der kunne brække hende midt over ville være nemt for en som hende...

''Jamen det må du hellere bevise... Du ved godt at det der var en af de mindre ulv i skoven ikke? Og ved ikke om du ved det men der vandrer også et ulvemonster rundt... næsten 3 meter højt med horn i panden og to lange horn ud af ryggen...''

Hun ignorerede hans kommentar om hvorvidt hun kunne passe sit arbejde. Det havde han slet ikke noget begreb om, tænkte hun og kløede i stedet Nathan, som heller ikke syntes, manden havde ret i netop den pointe, selv om hun måske var lidt tynd i det. Hun skubbede irriteret uglen fra sig og den klaprede med næbet for at vise sin utilfredshed.
"Et ulvemonster," gentog hun tvivlende i stedet for at tage diskussionen op med broderen, der desværre havde en irriterende tendens til at vide bedre. Det vidste hun ikke, om hun troede på. Det lød som noget, man fortalte børn, der var uartige. "Med horn." Hendes stemme blev endnu mere tvivlrådig. "Altså jeg har aldrig hørt om sådan een.." Hun gav sig til at pille kødet af træpinden. Bare fordi hun ikke kendte noget til den kunne den selvfølgelig godt eksistere, men det var nu en anelse usandsynligt.
"Men den skulle altså i princippet kunne lure på os lige nu, er det det, du siger?" Hendes stemme havde fået et lidt drevende tonefald. Hvis han ikke var helt sikker //høhø// så burde han tvivle en smule på sig selv nu. Det gjorde alle de andre, hun brugte den tone overfor. Han skulle i hvert fald ikke se, hvordan de små hår i hendes nakke havde rejst sig.

'Jeg ville ikke være så sikker i min sag,' fløjtede Nathan ved siden af hende. "Nej, men du er også en ugle," sagde hun højt til ham og mærkede, at hun blev kold. Tænk hvis der var noget om det. Nathan havde en lang række af sanser, hun aldrig ville forstå, og når han advarede på den måde, så var det måske dumt bare at afvise.

Han grinede stille over hvordan hun virkelig ikke virkede til at tro på hans lille stille og roligt forklaring. Han grinede lidt mere da hun spurgte om den kunne lure på dem. Det kunne den, ja faktisk vidste han at den gjorde det, men han kunne bare ikke se den ordentligt men hun kunne jo nok godt...

''Jeg er da helt sikker på at den faktisk lurer lige nu, jeg ved bare jeg ikke kan se den, men måske du kan hvis du ni kigger rigtigt godt efter.''

Han smilede og han regnede med at hun sikkert tænkte hvorfor den så ikke angreb dem men det havde han også en god forklaring på hvorfor, og den var endda sand selvom det nok ikke ligefrem var det hun forventede det var. HAn så på hende.

''Og nej den angriber ikke så længe jeg er her, så lige nu er du i sikkerhed, men hvis du begynder at gå så kunne det være du kom i fare?''

"Hvorfor angriber den ikke når du er her?" spurgte hun alvorligt. "Er den bange for dig?" Hvorfor skulle den være det? Måske fordi han lige havde dræbt en anden ulv. En stor, smuk ulv. Måske havde det været ulvemonstrets mage. Havde han dræbt dens MAGE?! Spurv lukkede af for sin fantasi, der allerede var i gang med ulveunger, små, pjuskede stakler, kvalt i hans store hænder.

"Hvad gør jeg så, når jeg skal hjem?" Fortsatte rækken af spørgsmål, men hvor det andet havde været interesse, så var det her nød. Hun skulle hjem på et eller andet tidspunkt (og det skulle hun nok komme, det var hun sikker på, og sikker var ikke nok. Hun var fast besluttet på det) Ellers ville kokken blive sur. Hun tog en lille bid af kødet, der smagte overraskende godt selv om det ikke var blevet krydre eller noget (ja, hun var blevet helt fin på den efter hun var kommet til at bo i hus og alt muligt.)
Hun mærkede et prik i armen, og så ned på Nathan, der krævede kød. Hun rakte et par lunser frem mod ham, og han flåede dem fra hinanden med næb og kløer, bogstaveligt talt.

''Er du helt sikker på at du vil vide hvorfor det er at den ikke angriber når jeg er her?''

Han grinede stille til hende. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere hvis han skiftede form men ahn kiggede bare på hende, og afventede hvordan hun ville reagere på det han lige hvad sagt. Han så på hende spise og det var da godt at se hende gøre det, og han nikkede stille da hun spurgte omkring det med at komme hjem...

''Jamen du kan da gøre et forsøg på at komme væk herfra.''

Han grinede stille og afventede igen hendes reaktion. Ville hun mon gøre forsøget eller havde hun tænkt sig at blive siddende... Vr hun måske blevet bange for at der ville ske hende noget?

"Har du dræbt dens mage?!" røg det forfærdet ud af hende. Det var bare den tanke, hun kunne ikke slippe den igen. "Nej, undskyld, det var vist bare.. jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på." hun roede op i sit hår under huen og kløede sig på næsen før hun tog en lille bid mere. Det var ikke særlig mørt, men det gjorde hende ikke så meget. Stærke muskler var mere trævlede, men det smagte også af mere. Hun prøvede forgæves at pille det lidt fra hinanden med fingrene, men det var åbenbart kun Nathan, der kunne det.

Hendes øjne blev pludselig smalle. "Er det en udfordring?" spurgte hun, og så sit snit til at vise sig. Hun ville gerne fremstå mere sej, end hun måske var. Du er dum, kurrede uglen ved siden af hende.
"det kan du selv være," snerrede hun dæmpet af den. I det mindste prøvede Sajro ikke at forstå deres forhold som så mange andre. Det var lidt af en lettelse.

''Nej det har jeg da ihvertfald ikke... Men nogen har dræbt dens mage... Faktisk er dens mage blevet voldtaget til døde.''

Han så stille og roligt på hende, fordi den han snakkede var jo uden tvivl ham selv. Fordi han havde fået sin egen kone dræbt ved at der var nogen der voldtog hende til døde. HAn havde været synderknust i flere dage efter at det var sket...

''Ja det kan vi godt sige det er... og bare rolig Jeg skal nok følge efter så jeg kan stoppe den i at dræbe dig.''

Han smilede stille og drilsk til hende, mens han stille og roligt ventede på at hun havde tænkt sig at stikke af, hvis hun da stadig turde at gøre forsøget på det.

"Du kender virkelig meget til den ulv," sagde Spurv tøvende og rejste sig op. Hun så lidt på kødet, så stak hun det i en lomme, fuldstændigt kold overfor alle de hygiejnemæssige hensyn, enhver anden måtte tage. Pyt med, om der kom lommeuld på kød eller kødsaft i lomme, Spurv var ikke sippet.

Hun gik over til de jordiske rester af den dræbte ulv, og en lille bitte kniv lynede et øjeblik i hendes hånd. Hun skar en rem hud af med pels og hele svineriet. "Hvad frygter alle dyr?" spurgte hun retorisk og bevægede sig over mod bålet.
Ild. Alle vilde dyr frygter ilden. De ved, den er menneskenes tjener, og at de aldrig vil kunne bruge den. De går glubske om den, men aldrig ind i den.

Hun greb en kæp med ild i og smed pelsstykket på jorden. Hun stødte den brændende pind ned mellem de stride hår, der straks sydede og krøllede sig sammen. En tyk, mørk røg, der lugtede afskyeligt steg op. Afskyeligt var en underdrivelse. Det var en lugt, der ville kunne få selv den mest garvede mand til at rynke på næsen af væmmelse. Spurv hostede og spyttede en stor klat slim ind i bålet. Pinden flyttede hun. Spidsen brændte et par sekunder i hendes hånd, så gik flammen ud og gløderne lyste svagt og rødt. "Hvor kvik er ulven?" spurgte hun sløret med ærmet trykket for næse og mund mens hun samlede den brændte pels op.

''Ja jeg har boet her længe og jeg har mødt den et par gange... jeg er så heldig at have evnen til at forstå dyr og ulve rigtigt godt.''

Han smilede stille til hende og kiggede bare med i det hun lavede, præcist hvad det var hun var ude på vidste han ikke rigtgt. Han rynkede kort næsen men kun fordi det var en ubehagelig lugt der mindede om noget ubehageligt. Ikke fordi den var slem han havde spist indvolde og rådden kød...

''Jeg vil påstå at den er ret så kløgtig... Den har endnu ikke formået at rende i nogen af mine fælder så helt håbløs kan den jo ikke være når det kommer til stykket.''

Han smilede stille og venligt til hende mens han ventede på om hun havde tænkt sig at stikke af fra stedet. han kiggede bare på hende.

"Hvilken slags fælder lægger du for den?" spurgte hun og kaldte ordløst på Nathan, der lettede med fejende vinger og forsvandt udenfor den lyskreds, bålet kastede. Spurv ventede tålmodigt til han pludselig dukkede op igen på den anden side af lysningen med besked om, at der ikke lå noget uhyre, og at alt var, som det burde være.

'Men han sagde, den lurede på os' argumenterede hun. Uglen landede på hendes skulder og så ind i hendes øjne. 'Men den er der altså ikke. I hvert fald ikke udenfor lyskredsen' sagde uglen bestemt og klaprede med næbbet. 'Hvad gør jeg, hvis den dukker op?' spurgte hun. 'Spørg ham,' svarede den.

"Er den i teltet?" spurgte Spurv og så på Sajro, mens hun bevægede sig over mod randen af dansende skygger, der kantede lejrpladsen. "Gemmer du den?"

''jeg har lagt mange slags fælder... Snærer, faldgrubber og lignende.''

Han kiggede på hende og han stod også bare tålmodigt og ventede på at fuglen kom tilbage og han grinede da han kunne se de havde en diskusion omkring det her, og han lyttede bare til hendes spørgmål og grinede mere da haun spurgte om den var i teltet...

''Helt ærligt... den er alt for stor til at ville kunne være i det telt...''

Han grinede stille og pegede imod teltet og gik selv et par gange rundt om det og kravlede så igennem det og kom ud på den anden side, og kiggede på hende...

''Du kan selv se efter, men du er måske blevet bange for at løbe?''

Men hvor Spurv havde stået, før Sajro krøb ind i teltet var der nu ingen. Kun lugten af brændt kød og hår hang i luften og som et duftspor, og sammen med det: færten af mennesket og uglen, der havde forladt den synskredsen sekunder forinden.

Spurv anede ikke, hvad der var faldet hende ind. Hun havde set hans hoved forsvinde og var strøget afsted som en anden hare på flugt. I vild sprint, gispende efter vejret sørgede hun for konstant at øge afstanden til lejren. Måske var der et ulvemonster. Det kunne hun nok ikke løbe fra. Og dog. Hun synkroniserede tanker med Nathan, der hev huen af hendes hoved og snappede den stump brændte pels, hun havde i hånden. Han i den ene retning, hun i den anden. Forvirringen var næppe total, men et sekunds forspring var måske godt givet ud i sidste ende.

Så var hun alene. Vinden piftede om hendes ører, og hun begreb ikke, hvordan hendes ben i spring og sving undgik jordens fælder. Hun var næsten blind i mørket, men hendes sanser var åbenbart skarpere end nogensinde før, næsten som om hendes krop arbejdede af sig selv. I hvert fald til et vist punkt. Hun sagtnede farten men fortsatte alligevel løbet. Hun var voldsomt forpustet, men holdt alligevel vejrtrækningen dæmpet. Ulvemonster kunne umuligt være lydløst. Hun ville høre det.

Han havde straks været efter hende da han opdagede hun var blevet væk. HAn løb efter hende så hurtigt som det var ham muligt, og han holdte sig hele tiden sådan at han kunne holde sig nogenlunde skjult i mørket og han var rimelig stilfærdig som han bevægede sig videre og grundet hans forbedrede syn lagde han mærke til at hun satte farten lidt ned, og han besluttede sig at det var nu han skulle sætte ind...

Han skiftede form ret hurtigt, og løb så hurtigere end man kunne forventede det af noget væsen der ikke havde andet end sin krop at arbejde med. Han løb direkte frem mod hende... Dette 2.8 meter høje monster med to store horn ud af ryggen og nogle semi store der stak ud af panden...

Den bevægede sig gennem skoven ved at springe fra træ til træ så da den endelig landede på jorden landede den lige foran hende... Den savlede lidt mens den gik frem mod hende.

Enhver anden ville være standset. Spurv standsede ikke, i stedet satte hun farten på og gav et frygteligt krigsskrig, der rungede gennem den ellers stille skov og som slet ikke passede til, hvad der foregik inde i hende.

Hun var lammet af rædsel. Simpelthen. Hun havde ikke været så bange nogensinde før i sit liv, og det var, som om alt stod stille inde i hendes hoved. Tavsheden og kulden var så forfærdelig, truede med at sprænge enhver rest af fornuft og drive hende til vandvid. Hvilket den åbenbart gjorde, i hvert fald kortvarrigt.

Hun tak ingen våben, hvilhen forskel ville det også gøre, i stedet kastede hun sig fremad, som om hun ville angribe, men for beskueren var det tydeligt, at springet var fejlvurderet. Hun landede lige akkurat udenfor monsterets rækkevidde, dukkede sig for et forventet slag i en kolbøtte og fangede hans ene ben i en fuldstændig desperat bevægelse. Og her røg kniven frem. Hun håbede, han havde en achilleshæl.

Han stod bare og betragtede hende da hun sprang frem mod ham med et skrig, kampgejst havde den lille tøs da det ville være løgn at sige andet. Han smilede stille ved tanken om det, og grinede lidt inden i sig selv, da et stort ulvemonster nok ikke var særligt behageligt i grinende tilstand...

Da hun slog en kolbøtte satte han bare af i et spring og landede på den anden side af hende, hvor han så slog efter hende igen, men ikke for at slå hende som sådan men mere for at fange hende og holde hende...

*Hvor længe mon hun holder?*

Han havde ingen grund til at tro hun ville holde længe ihvertfald ikke hvis han gav den hele armen og var så god som han kunne være.

Han undgik hende, og hun indså, at det her var en alt for atletisk modstander. Kastede sig i stedet udenfor hans rækkevidde - eller det ville hun have gjort, hvis han havde været den svære smed. Men han var et ulvemonster med drabelige kløer og tænder, og hans slag kom en anelse for hurtigt til, hun helt kunne undgå det. Hans forpote/hånd strejfede lige akkurat hendes overarm, da hun rykkede væk fra ham, og trak to overfladiske, parallelle flænger.

Det var farligt, tænkte hun, og trak sig baglæns i kampstilling, godt ned i knæene, det ene ben let foran det andet, hænderne foran kroppen, klar til et spring, til at dukke sig, klar til hans næste træk. Hun måtte skifte taktik. Hun havde slet, slet ikke tænkt sig at vinde, bare at undslippe og, hvis det kunne lade sig gøre, ville hun heller ikke have noget imod at vise Sajro uhyrets døde krop som en silhuet i halvmørket.

Han slikkede den smule blod af hans klør der nu var kommet, og han kiggede bare imod hende. Han trippede lidt rundt om hende. han var ikke så dum bare at springe på hende. Nej han havde tænkt sig at gøre hvad han kunne for at vise han var en meget farlig modstander, og at det ikke var nemt for hende at bevæge sig rundt herude i mørket...

Han stod lidt og kiggede på hende. Hvad han kunne gøre, hvordan han bedst kunne angribe for at sige sig at han ikke åbnede sig for meget og for at sikre sig at hun ikke for nemt kunne slippe fra ham... han besluttede sig så for noget.

Han slog med en pote efter hendes skuldre, og med den anden efter hendes hofter. Han forberedte sig på at hun måske smed sig på jorden og i det tilfælde havde han tænkt sig at plante en af hans fod-poter på hendes ben for at holde hende fast.

Der var noget galt. Dette var ikke bare et dyr. Væsnet var ikke alene drevet af instinkter og drifter, der var noget andet bag. Den havde læst situationen og brugt, hvad den så. Hvis det havde været en ordinær ulv havde den i højere grad bevæget sig, kredset om hende, klar til at finde en åbning, prøvet at presse hende uden at risikere sit eget skind.

Så angreb han, men denne gang var hun klar. Hun veg tilbage i en glidende bevægelse, bragte sig selv lige nøjagtigt udenfor hans rækkevidde ved halvvejs at træde, halvvejs at springe lige foran de store lapper, mens hun slyngede en håndfuld jord, kviste og visne blade i fjæset på ham. Det var det store nummer. Måske også måden, magien arbejdede for hende. Der var en grund til, han ikke havde ramt hende, og det var ikke kun hendes egen hurtighed. Det var også noget med, at luften blev en smule tyk, så ganske lidt, at det næsten ikke var til at mærke, dog så meget, at det ville kunne skaffe hende de brøkdele af sekunder, hun havde brug for til at fylde en hånd med jord og kyle det mod hans øjne. Hun dansede endnu længere bagud.

Det lykkedes hende at blænde hans syn men han havde hendes lugt og det var mere end nok til at han kunne følge hende og det gjorde han mens han rystede hovedet fri så han kunne se igen. Han kunne se at han ikke bare kunne lege med hende, og at han var nød til at udnytte omgivelserne...

Han valgte denne gang ikke at angribe men istedet at rette ryggen og gå frem mod hende forsøg at skubbede hende hen imod nogle af træerne sådan at hun ikke bare ville kunne springe væk fra ham.

Han bøjede sig ned igen og frem mod hende, men som altid havde han sanserne klar til at kunne gøre gengæld hvis hun forsøgte på noget... Måske hun ville kunne klare ulve eller bjørne men ikke ham...

Spurv veg baglæns foran forfølgeren, han havde også ændret taktik, og det var ikke meget tid, hun havde købt sig med sit lille trick. Næste gang måtte hun sørge for at prikke øjnene helt ud eller sådan noget. Hun var urolig. Ikke at hun ikke havde været det hele tiden, hun var bare mere urolig end før. På et eller andet tidspunkt ville hun falde eller låse sig selv mod et træ, og så..

Men han var ikke ude på at dræbe hende. Så havde han gjort det. Hun var ikke en rigtig trussel, selv om hun kunne forårsage et par små stik hist og pist. Der lød et mærkeligt knas ude til højre, som om en gren blev knækket af en stor vægt.

"Sajro, hjælp!" råbte hun, og vidste ikke, om hun kunne fuppe væsnet på den måde.