Dead and alone. -Nille-

Hun sendte ham i det minste et kort smil inden hun gik op på værelset, eller hvor det nu var hun var på vej hen.. En lille overvejelse om at gå med hende, strejfede ham, men han lod være.. Så godt kendte han hende jo ikke endnu og han var stadig meget forvirret om det egentlig var Nille han havde set foran sig for ikke mere end blot et par minutter siden..
Nille.. Han lukkede øjnene i, huskede hende så tydeligt.. Han sukkede og lod øjnene være lukket i, lænede sig tilbage i stolen for at hvile et kort øjeblik stadig med det våde tøj klistrende til kroppen..

Hendes hår, og tøj var vådt. Det gjorde hende nu ingenting, men hun slog dynen helt om sig for at få varmen. Hun bed sig i underlæben, og sukkede. Det var nu meget rart at få varmen...
"Hvem er du...?" Hun talte til den sorthåret pige som endelig ikke var der... Det irriterede nu hende, men... Hvad fanden var der sket? Hun gemte sig under dynen. Lidt efter besluttede hun sig så for at gå ned igen. Hun så på Jacob... Men stod uden at bevæge sig.

Han bemærkede slet ikke sine omgivelser lige nu.. Omgivelserne omkring ham, var ikke andet end små lyde i baggrunden, imens han havde de krystalblå øjne lukket for at slappe af og måske tænke på noget andet.. Han hadede at være trist.. hvorfor skulle hun også lige dø.. Eller.. Jo.. Hvorfor skulle hun lige dø?
Selvom væsner gik forbi ham, bemærkede han det ikke.. Han kunne ikke se andet end sine egne billeder for sig.. Han så alt.. Sin forældre.. Nille.. Josh.. Jade.. Christian og endda kusinen Alona.. Der var så meget at tænke igennem, så hans hoved var som ved at sprænges..
Til sidst åbnede han dem dog igen og kiggede rundt, for at se om der var noget han var gået glip af..

En mand havde gået ind i Nille hvilket havde fået hende til at snerre. Manden grinede, og blinkede til hende... Og fik en knytnæve i fjæset fra Nille. Hun smilede tilfreds, og var på vej hen imod Jacob da hun fik en fod i ryggen. Hun gav et lille skrig fra sig, og røg ned på alle fire, men skyndte sig at rulle rundt så hun stod op bag manden. Hun greb fat i hans nakke bagfra, men hans tre venner skyndte sig at løbe hen imod hende. Hun gav slip på manden, og rullede ned under et bord. Et sværd formede sig på hendes ryg i en skede. Hun tog sværdet frem, og rettede sig op.
"Tør i virkelig at kæmpe mod mig?"

En mands klagen fik ham til at rette blikket hen mod trappen.. Manden havde hænderne foran ansigtet og Jacob kunne ane bloddråber falde ned på gulvet.. Hvad der end var sket med ham, så havde han fået et ordentligt slag.. Jacob rejste sig, så snart han så at flere mænd begyndte at samle sig om denne person og det var ikke en hvilken som helst person.. igennem alt mande vrimlen kunne han genkende Nilles blonde hår og stemme. Hurtigt hoppede han og på bordet, for at tage et ordentlig spring fra bordet, så han kunne springe hen ved Nilles side.. Han bukkede godt ned i benene og lettede så fra bordet, så manden han var sprunget hen imod ikke havde reageret før han var på ryggen af ham og havde vredet ham rundt, så han lå på gulvet.
"Brug for hjælp?" spurgte han Nille og stillede sig ved siden af hende.

Brug for hjælp? Hun så på Jacob med et hævet øjnebryn, og et smule flabet smil, men mest af taknemmelighed. Hun så på den ene mand, lagde sværdet i skeden, og sværdet forsvandt. Hun hoppede op på bordet, og sparkede manden i hovedet. Hun hoppede ned så hun stod bag ham, og slog ham med albuen i baghovedet. Hun grinede, og vendte sig om mod Jacob med et greb i mandens hår.
"Altid." Ikke sandt, hun ville passe sig selv, men nu var det jo... Nej! Væk! Dumme tanke! Hun bed sig i underlæben, og så på manden. Hun slap grebet i hans hår, og hoppede op på hans ryg. Hun greb fat i hans hår, og lænede sig bagud. Men i stedet for at sørge for de væltede... Hoppede hun ned fra hans ryg, og gav ham et velrettet spark i struben. Han væltede bagover, og sværdet kom frem ved hendes hofte i en skede. Hun tog sværdet ud af skeden, og skar det ind i mandens hjerte... Hun fangede hans sjæl, og spiste den. Hun puttede sværdet i skeden, og det forsvandt. Hun så på Jacob igen.

Da hun sendte ham et flabet smil, sendte han hende bare et selvsikkert smil og et drilsk udtryk i de krystalblå øjne.. Det overraskede ham at hun sagde ja, eftersom hun virkede som sådan en pige der kun ønskede at klare sig selv.. Men ja, endnu engang skulle han ikke skue hunden på hårene..
et imponeret blik fik han på, da han så hvordan Nille håndterede manden helt uden problemer.. Hjælp og hjælp, hun så ud til at klare den fint, men det betød vel ikke at han kunne dække hendes ryg? I det samme øjeblik, ville en anden mand til at springe på Nille, men Jacob nåede lige at stoppe ham ved at springe på ham og tage hænderne foran hans øjne, hvor han hurtigt lod sin is oversvømme den rasende mands øjne.. Manden skreg og ville ryste Jacob af, men Jacob smilte bare lumsk, hoppede af manden og landte på et bord, hvor han derefter tryllede is frem under mandens fødder så han gled rundt.. Jacob smilede lumsk og spændte manden fast til gulvet med sin is, så snart han var væltet omkuld.
Han kiggede hen på Nille med et triumferende smil.

Nille hævede et øjnebryn af showet, og grinede da manden væltede omkuld. Den sidste mand hoppede på Nille, men velrettet spark på hans kind fik ham til at ryge ned på gulvet igen. Hun stod ovenover ham med et ben på hver side af hans mave. Til sidst stod hun ovenpå ham. Manden så ud til at kunne klare det, og et triumferende smil spillede på mandens læber. Nille så utilfreds ud... Og gav ham et lille spark på hagen. Hun satte sig på hug på hans mave, og klappede ham på kinden. Hun lagde hovedet på skrå... Og klemte hans hals med sine hænder. Hun kvalte ham. Manden gispede, og spjættede. Han blev bevidstløs. Hun tog fat i hans hage, og rev alt hvad hun kunne... Og et knæk lød fra ham. Men han trak stadig vejret... Damn. Hun tog en stol, og ødelagde den ved at kyle den ind i væggen efter at have rejst sig op. Hun tog et spids træben, og plantede i hans strube. Nu var han død! Hun så rundt.
"Tak."

Manden på gulvet pev stadig over intet at kunne se og isen som han var fanget under gjorde at han frøs, så hans hud langsomt var ved at blive belg og læberne blå.. Jacob satte sig på hug på bordet, imens han betragtede Nille bekæmpe manden. Stærk det var hun, ingen tvivl om det.. Jacob smilte skævt og kiggede ned på manden på gulvet, kort inden han hoppede ned fra bordet.. Tanken om at dræbe ham, strejfede ham, men han kom i tanke om hvad han egentlig selv havde opbygget..
Dræb helst kun for selvforsvar eller sult..
Han sukkede kort, et lidt svær regel at holde, men hvis lederen brudte den, hvilket forbillede var man så? Så i stedet for at dræbe ham, slog han ham hårdt, så han besvimmede, stadig fangede under den kolde is..
Han kiggede hen på Nille og nikkede.
"Det var da så lidt,"

Nille hævede det ene øjnebryn. Hvorfor ikke dræbe manden? Nuvel, hvis Jacob ikke ville gøre det... Hun sparkede manden i tindingen, og tog træbenet ud af mandens strube. Hun stak det i den mand der var fanget i isen. Altså, i hans strube. Hun gik hen til Jacob, dog var der stadig noget mellemrum mellem dem.
"Hvorfor hjælpe mig? Jeg har jo kun sat spørgsmål tegn inde i dig, og mindet dog om din elskede Sorthåret Pige." Hun lagde hovedet på skrå, og smilede uskyldigt.

Han ville svarer og var egentlig ret så sikker på sit svar inde i sit hoved, men blev pludselig helt i tvivl.. Hvorfor hjalp han hende? Hun virkede ikke som en af de svage og han kendte hende jo ikke som sådan.. Men, det lå vel bare til hans natur at hjælpe andre hvis de havde brug for det.. Sådan var han bare, og det var der vel ingen grund til at lave om..
"Sådan er jeg bare," sagde han med et smil og et enkelt løft fra skuldrene. "Det ligger vel til min natur at hjælpe andre i nød," Han blinkede drilsk til hende og gik op mod trappen, da han havde en fornemelse om at de heller måtte forsvinde før kroejeren så mændene på gulvet.

Sådan var han bare? Jamen... Årh! Hun fulgte efter ham op af trapperne, og lagde armene over kors. Hun forstod intet. Hvorfor var det så svært at lade som om hun var ligeglad med ham? Når hun faktisk følte at hun burde bekymre sig? Hun smilede pludselig venligt.
"Natur? Naturen er et godt sted..." Sagde hun, og grinede kort. "Vil... Vil du fortælle mig lidt om den Nille du så tydeligvis er forelsket i?"

Han grinte af hendes bemærkning om naturen, da han udmærket godt forstod den lille joke om at han havde sagt det var hans natur.. Men, mon ikke hun forstod hvad han i virkeligheden mente..
Han fortsatte med at gå op ad trappen, men vidste egentlig ikke hvor han skulle gå hen.. Ingen af værelserne tilhørte ham, derfor belsuttede han sig hurtigt at stille sig op ad væggen i gangen og kiggede ned på Nille med et skævt smil.
"Hvorfor vil du vide noget om hende? Og er det virkelig så tydeligt?" spurgte han og lagde armene på kors med sit selvsikre smil.

Lige præcis mellem de to døre hvor det ene var hendes stillede Jacob sig op af væggen. Hun grinede, og låste døren op. Hun gik ind, men holdte døren åben for ham.
"Jeg vil vide noget fordi jeg åbenbart kan se hendes minder, og hun på en eller anden måde kan overtage min krop." Hun smilede skævt. "Og ja, det er det." Hun satte sig på sengen, og kiggede på ham.

Pludselig låste hun døren op ved siden af ham, hvilket gav et lille gisp i ham og et himlen med øjnene da hun grinte.. Tjoh, han kunne jo ikke vide at hun havde et værelse der, så det var nemmere at stille sig op ad døren, men alligevel fulgte han med hende ind på værelset og lukkede døren bag sig.
Et kort øjeblik betragtede han værelset, huskede de tider han havde været på en kro som denne.. Der var så varmt og roligt..
Et smil voksede på de smalle læber, inden han kiggede ned på Nille som havde sat sig til rette i sengen..
"Tjoh," sagde han og gav sig til at gå langsomt rundt. "hun var en skammer, sød, sjov, speciel og specielt helt glad for dyr!" Han grinte kærligt og kiggede op i loftet. "Hun var ikke bange af sig, trodsede en dæmon på flere hundrede år bare for at finde mig.. Hun havde også vand i sin magt.." Han stoppede med at kigge op i loftet og kiggede hen på hende med et varmt smil. "Hun kunne altid få mig til at smile, men.. Nogen gange kunne hun også blive sur uden grund.. Men, jeg vendte mig til det,"

En boble af lykke rejste sig inde i Nille, hvorfor vidste hun ikke. Sur uden grund? Hun fnøs, uden at vide hvorfor. Hun håbede at Jacob ikke havde lagt mærke til det. Et kort syn af en sorthåret pige der havde armene over kors, elle var det om sig selv? Hun kunne ikke helt se det... Hun rystede på hovedet for at få 'synet' væk.
"Skammer..." Hun tog dynen om sig for at kramme noget som ikke var Jacob.. Hun vidste ikke hvorfor, men hun ville så gerne give ham et kram. "Hvordan blev hun sur uden grund?"

Jep, han kunne stadig huske at hun engang imellem havde skiftet humør, hurtigere end en fugl ville skifte retning hvis den så en fjende.. Han grinte kærligt, for at signalere at det ikke var noget han var sur over, det lå vel bare til Nilles natur at skifte humør..
"Tjoh, der var engang hvor vi lige var kommet tilbage, efter at have slåset med Victoria, en ond dæmon som vil have mig som slave, og da vi var i sikkerhed gik hun bare pludselig uden at sige et ord til mig, som var jeg ikke andet end jord hun kunne gå på.." Han løftede på skuldrene. "Hun sagde dog undskyld, men jeg måtte indrømme at den opførsel forvirrede mig meget,"

Victoria? Hun regnede ud at det var dæmonen han havde snakket om. Hun knugede dynen ind til sig, og gemte sit ansigt i den. Hun lagde dog kinden mod dynen, og så på ham.
"Måske var hun forvirret... Forvirret over noget." Tja, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det, men et strøm af genkendelse væltede over hende. "Ellers andre gange hvor hun opførte sig underligt?"

Han bemærkede godt at hun knugede dynen ind til sig, som berørte hans historie om Nille hende.. Det gjorde det vel også på en eller anden mærkelig måde.. Som sagt havde de to en form for bånd..
Han smilte skævt og gik hen til vinduet, kiggede ud inden han vendte sig om imod hende igen og begyndte at gå hen imod hende, han stoppede dog lige ved sengekanten.
"En enkelt gang da vi var ude i ørkenen," svarede han og kiggede trist ned på gulvet. "Det var den sidste dag jeg så hende," Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. "Det piner mig hver gang at jeg ikke fik sagt farvel til hende,"

Hun mærkede hjertet banke afsted da han gik hen imod hende, og gemte sit ansigt helt nede i dynen. Hun åndede lettet op da hun mærkede at sengen ikke gav efter for endnu en person der sad der. Hun kiggede op på ham igen.
"Ved du hvem der dræbte hende?" Hun kunne huske... En skikkelse... En sorthåret pige... Hun bed sig hårdt i underlæben så den begyndte at bløde.

Han var ikke sikker.. Han havde hørt rygter om at det var Sean som havde dræbt hende, men om det var sandt var et spørgsmål.. Der var jo så mange rygter og de var jo aldrig til at vide om de var sande.. Men, desværre havde rygtet om Nilles død været sandt.. Det var et rygte han havde håbet var falsk.. Selv Josh spurgte efter Nille af og til.. Men, han kunne ikke få sig selv til at fortælle ham at hun ikke kom tilbage..
"Jeg er ikke sikker," sagde han og kiggede hen mod vinduet. "Rygteren lyder at det er Sean som har gjort det,"

Sean? Aldrig hørt om den mand. Hun rynkede panden lidt... Og til sin store fortrydelse tog hun dynen af sig, og gav ham et kram.
"Jeg er fuldstændig sikker på det hele nok skal ordne sig." Hun trak sig dog hurtigt væk, og satte sig igen midtpå sengen med dynen omkring sig. Hun så ned, og rødmede en anelse.

Han blev en anelse forskrækket over det pludselig kram, men skubbede hende ikke væk.. Det havde han alligevel ikke kunne have nået, for ligeså hurtigt som hun havde krammet, ligeså hurtigt trak hun sig ud af det igen og satte sig midt på sengen gemt væk i dynen..
Han smilte skævt og kløede sig i nakken, satte sig for fodenden af sengen og kiggede ned på dynens, betragtede et kort øjeblik betrækket..
"Det ved jeg," hviskede han og sukkede. "Men, jeg savner hende alligevel," Han kiggede op fra dynen og hen på hende, med et varmt smil.

Grrr... Det varme smil, og i det hele taget bare hans eksistens fik hendes hjerte til at galoppere afsted, så hun måtte gemme sig totalt bag dynen.
"Lad være med at smile sådan til mig." Mumlede hun nede fra dynen da hun lå ned så dynen kunne dække hende fuldkommen.

Han løftede på et øjenbryn og han så pludselig et snit til at drille denne dæmon.. ikke for at håne hende, bare for at drille hende en smule.. Det var også noget som lå til hans natur.. At drille andre..
"nuurh, kan du ikke klare at jeg smiler til dig?" sagde han med en drillende stemme, for at logge hende ud af dynen. "Jamen okay så, nu ved jeg hvad dín svaghed er," Han grinte kærligt og ventede bare på at hun skulle komme frem for dynen.