Dead and alone. -Nille-

Hun stod lænet op af en mur da Jacob gik tilbage til hende. Hun så på ham med de glimtende blå øjne. Hun havde fået sin energi tilbage. Det var meget dejligt... Hun rettede sig op, og gik hen til ham.
"Nå, du fik fat i sjælen." Det var nu ikke et spørgsmål. "Hvad så nu?" Hun smilede skævt.

Da han endnu engang rungede om hjørnet kunne han se Nille stå og læne sig op ad muren, imens hun kiggede hen på ham med sine skinnende blå øjne, som gav ham lysten til at stoppe op og kigge sig over skulderen, bare for at se om det nu var ham som hun kiggede på..
Men, det ville være underligt at gøre, eftersom der ikke var andre end dem til stede. Indtil videre. Der kunne hurtigt komme andre forbi passerende væsner forbi.
"Det kan du tro at jeg gjorde," sagde han med et selvsikkert smil og stillede sig foran hende, en meter eller to fra hende. "Det ved jeg ikke," Han løftede på skuldrene, hvor armene derefter blev lagt på kors. "Hvad kunne friske den unge dæmon?" Han lagde hovedet på skrå med sit selvsikre smil.

Det irriterede hende grænseløst at han kunne gøre hende blød i knæene, og tage den selvsikre side fra hende. Den unge dæmon? Pf...
"Jeg har været dæmon i nogle dage, så ja, jeg er ung... Men jeg er stærk." Hun fik selv et selvsikkert smil frem, og lagde armene over kors.
"Hvad der kunne friste... Jeg ved det ikke." Hun trak på den ene skulder.

Nogen dage?
Wauw, hun var en del yngre end han troede hun var, ikke at det gjorde ham noget og han tvivlede ikke et sekund på at hun var stærk. En hver dæmon havde sin styrke, en styrke man ikke skulle hamle sig op imod. Det vil ende med at koste en livet hvis man var uheldig..
"Wow, en dæmon som er yngre end jeg," sagde han og gav sig til at gå hen imod hende, med afslappet men alligevel selvsikre bevægelser. "Det er første gang jeg møder en yngre dæmon, ikke at det gør noget," Han kiggede kort ned i jorden, men kiggede hurtigt op igen, så hætten næsten var ved at falde af så det sølvhvide hår ville afsløre sig. "Og jeg tvivler ikke på at du er stærk,"

Hun følte sig ikke tryg ved at han gik tættere på... For en del af hende ville bare slå ham ned, og den anden ville omfavne ham på stedet. Hvor fanden kom det fra?! Omfavne ham... Pff... Som om. Hun så op, og ned af ham. Han var pæn, men... Men... Hvorfor men? Han var pæn, og virkede flink nok... Nej, de tanker skulle væk.
"Som sagt, jeg var shapeshifter før den aften..." Hun trak på den ene skulder, og grinede.
"Godt du ved det." Hun søgte efter øjnekontakt.

Han stoppede med at gå tættere på, da han var en halv meter fra hende, dog stod han ikke foran hende, men ved siden af hende så hun vil kunne ane ham ud af sine øjenkroge.. Han spottede godt at hun betragtede ham et kort øjeblik, men han valgt at lade det ligge, da det sikkert var for at tjekke om han kunne finde på at angribe hende.. Det havde han ikke i sinde at gøre.. Hun virkede flink.. Mindede på en måde alt for meget om Nille..
Han smilte skævt og placerede de blege hænder i sin lomme..
"En shapeshifter," mumlede han for sig selv..
Han kunne stadig se Nille for sig, men skubbede det væk og sendte hende i stedet et selvsikkert smil, som ville tilhøre en ballademager. "Nå unge dæmon? Hvor kommer du så fra?"

Hun vendte sig mod ham, og kiggede undersøgende på ham. En prikkede til hendes hukommelse, om og om igen... Det irritere hende noget så grundigt, men holdte det igen. Hun ville ikke gå amok.
"Ja... En panter." Hun trak på den ene skulder, og smilede skævt.
Hun så lidt ned, og bed sig i underlæben... Tydeligvis nervøs.
"Jeg ved det ikke. Jeg vågnede op i en gyde... Og mere husker jeg ikke."

Hun virkede.. Nervøs? Kunne det passe? Nervøs overfor ham, eller var det mon fordi han havde spurgt hende om hvor hun kom fra?
Han fandt det en smule sødt at hun var nervøs.. Det viste bare at hun ikke var så hård, som han havde troet at hun ville være.. Ikke fordi der var noget galt i at være hård..
"En gyde," sagde han tænksomt og kiggede hende i øjnene. "Måske har du fået hukomelses tab?" Han satte charmerende hovedet på skrå..

Hukommelsestab... Det mente hun ikke. Hun så ham roligt i øjnene. De blå øjne glimtede mat. Hun mærkede sin arm røre på sig, men gjorde intet ved det.
"Det tror jeg ikke..." Hun trak på den ene skulder, og så ned. For at undgå hans øjne... Som var det en vane.

"Men du siger jo at du næsten intet kan huske?" sagde han og løftede på skuldrene. "Det ville passe meget godt hvis du havde fået et hukomelsestab," han kiggede ned i jorden, da det virkede til at hun ikke ville have øjenkontakt med ham. Regnen piskede stadig ned, hvilket var det som fik ham til at indse at det måske var en ide at finde ly..
Han kiggede op på hende igen, med et skævt smil.
"Skal vi finde ly?" spurgte han og gjorde et nik hen mod bygningerne.

Hendes hjerte bankede afsted...Men i stedet for at gøre hvad en side af hende ville have hende til, bed hun sig i underlæben, og gik et skridt væk.
"Ja, men... En prikken i min hukommelse kommer.. Når jeg ser folk jeg åbenbart har mødt før." hun trak på den ene skulder, og tog mod til sig. "Som nu, en side af mig vil slå dig i maven, men den anden vil omfavne dig, eller kysse dig." Hun trak på den ene skulder igen.
"Ja, lad os."

Før hun havde nået at svare ham, var han allerede så småt begyndt at gå hen mod bygningerne.. En af dem burde nok at kunne give dem ly, så kunne han måske få hætten tørrede.. Eller.. Nej, den tørrede nok alligevel..
Da hun sagde at hun havde lyst til at kysse ham, stoppede han pludselig op og kiggede sig over skulderen.. Hun ville kysse ham.. Og da hendes stemme virkede så meget om Nilles, fik det ham til at få kuldegysninger.
"Omfavne mig og kysse mig?" sagde han med et selvsikkert smil, da han ikke orkede en akavet stemning. "Det må jeg sige, det smigre mig," Han smilte en sidste gang inden han rettede blikket frem for sig igen.. Han måtte indrømme at det fik ham til at være nervøs, men han nægtede at lade det presse på nu..

Hun sukkede irriteret, og gik hen foran ham... Og med en vant bevægelse lagde hun en hånd på hans kind som hun hurtigt tog væk. Hvorfor.... Nej, det var lige meget nu.
"Drop de selvsikre smil, jeg sagde at det kun var en del af mig der havde lyst..."Hun smilede uskyldigt, og lagde hovedet på skrå. "Hvor den anden del vil slå dig i maven."
Hun stod tæt på ham hvilket hun først opdagede nu... Så hun gik et skridt væk.
"Smigre dig?" Hun hævede det ene øjnebryn... Og pludselig ændrede hele hendes facade. Hun bed sig i underlæben, så ned, og rødmede.

Han gik i sine egne tanker, var væk i sin egen verden, da det slet ikke gik op for ham at hun nu stod oppe foran ham før hun havde lagt sin varme hånd på hans kolde kind.. Han gav et lille gisp fra sig, men ikke et særlig højt et så hun bil kunne høre det.. Det mindede ham også om hende.. Hvorfor mindede hun ham så meget om hende? Det gjorde ham sindsyg!
Han gik et skridt væk fra hende, så han bemærkede slet ikke at hun gjorde det samme..
"Så, må du vel hellere følge delen med at slå mig," mumlede han og kiggede ned i jorden. "Jeg kan se at den anden tanke ikke ligefrem gør dig tryg," Han kiggede op på hende igen, med et skævt smil. "ja, smigret over at en som dig vel kysse en dreng som mig," han løftede på skuldrene og gik langsomt videre.

Kysse en dreng som ham? Bah... Da han begyndte at gå videre... Var det som om... Sjæledæmonen i hende blev skubbet til side... Hun gik hen ved siden af ham. Hun så op på ham... Med sorte øjne.
"Hvorfor ikke kysse dig? Du er jo trods alt..." Mere nåede hun ikke at sige før Sjæledæmonen kom igen, og hun trådte lidt væk fra ham, men fulgte efter ham. Hun rynkede på panden, og rystede på hovedet. Det blonde hår blev sort... I en længere periode. Hun fik hovedpine. Pludselig befandt hun sig selv foran Jacob igen med sorte øjne, og sorte hår.
"Jeg lever..." Det var ikke Sjæledæmonen Nille der snakkede... Det var den sorthåret pige med de sorte øjne, shapeshifteren Nille. Hun blev stående, ude af stand til at røre sig.

Hun blev ved med at gå op foran hende, som var der et eller andet hun ikke kunne få sagt ud af fine læber.. Hvad var der med hende? Hvorfor opførede hun sig sådan, som om hun det ene øjeblik beundrede ham, som var han en diamant og det næste øjeblik ville slå ham i maven, for at vise hvem der bestemmer..
"Hvad er der med dig?" spurgte han forsigtigt, men lod spørgsmålet ligge da hun gik videre med en rynken pande.. Det var som om nogen havde slået ham ned, for pludselig var hun ikke længere sjæledæmonen Nille, men shapeshifteren Nille.. han kunne ikke tro det.. Nille stod lige foran ham..
"Nille?" sagde han stille og gik en anelse tættere på hende.

Hvad der var med hende?! Det vidste hun jo ikke! Hun skiftede udseende! Havde ikke kontrol over sin stemme, eller bevægelser! Og det irriterende hende grænseløst... Hvordan kunne den sorthåret tøs overtage hendes krop? Det irriterende hende...
Hvad hun ikke vidste var at Nille kunne på en måde overtage det hele, eller det kom an på hvem hun havde mødt...
Jacob gik tættere på hende. Den døde Nille ville omfavne ham, men anden ville gå væk.
"Hør... Jeg har ikke meget tid..." Hun gik helt hen til ham, og lagde hænderne på hans blege kinder. Det sorte hår, og øjne var der stadig...
"Det mig..."

Det var hende?
Hvem var hende?
Han var forvirret!
"Men jeg," sagde han og kunne næsten ikke få et ord sagt, da han var så forvirret.. "Hvad mener du?" Han kiggede ivrigt på hende, da han ville have et svar.. Var denne Nille.. Nille? Det gav ingen mening! Var det hans hoved som legede med ham endnu engang? Han forstod det virkelig ike.. "Er du ikke død? nille, fortæl mig hvad der sker,"

Nille gav ham et hurtigt kys på halsen, men trak sig så væk... Dog modvilligt.. Hun så ham i øjnene, og hendes øjne var trætte, og triste.
"Jeg er død... Jeg kan..." Mere nåede Nille ikke at sige før hun trådte et skridt væk, og bøjede sig sammen. Det sorte hår blev blondt igen, og de sorte øjne blå.
"NEJ!" Nille trådte flere skridt væk, dog stadig sammenbøjet. Hun fik en blå tåge om sig, og næst efter sad hun oppe på et tag.

Nille.. Det var hende! Hun stod foran ham med sit sorte hår og sorte øjne der lignede krystaller.. Han kunne ikke tro sine egne øjne, han havde lyst til at omfavne hende, men holdte sig tilbage da han havde det som om at han ikke kunne bevæge sig. Nu vidste han hvordan folk han havde frosen til is havde det.. Det var ikke spor rart..
Kysset på halsen sendte ikke kuldegysninger igennem hans krop, men derimod endnu mere forvirring.. Var det virkelig Nille?
Pludselig forsvandt Nille dog og den anden Nille kom frem igen, med et ansigt som vred sig af raserie.. han så hende forsvinde foran sig i den blå tåge.. Men rokkede sig ikke ud af fjeren.. Han var ikke sikker på hvad der lige var sket..
regnen piskede stadig ned.. hætten klistrede sig om ham, så han til sidst valgte at tage den af.. Inden under hætten var det sølhvide hår vådt alligevel.. han overvejede at råbe efter nille, men lod være...

Hvad fanden var der lige sket? Hun mærkede hovedpine, og kvalme... Men så alligevel blomstrede hun af lykke over at have set Jacob. Men det forstod hun ikke... Hun... Havde jo ikke mødt ham før? Eller havde hun? Hun... Vidste det ikke! Hun ville væk. Dø? Nej! Nej nej nej nej nej! Hun elskede... Sit... Meget ... Korte liv.
Hun rejste sig op, og så rundt. Det blonde hår klistrede til hendes ansigt, og kinder. Hun hoppede ned fra taget, og så kort på Jacob... Men gik så hen imod en kro uden at se sig over skulderen.
Om han fulgte med eller ej, måtte han selv bestemme.

Regnen var så hård som sten.. Mobbede ham med at ramme de blege og ubeskyttede kinder.. Et kort øjeblik kiggede han op i himlen, lod dråberne mobbe hele hans ansigt ved at ramme hvert et træk.. Læberne, næsen og kindbene.. På en mærkelig måde var det rart.. Bare at lade regnen mobbe ham..
han sukkede og kiggede ned i jorden, gik hen mod kroen uden han egentlig vidste at Nille var derinde.. han regnede med at hun for længst var forsvundet..

Nille sad inde i kroen, ved bardisken. Hun så ned, og sukkede. Hvorfor... Hvorfor følte hun sig alene? Trist.. Alene, og kold. Hun... Hun ville bare... Leve. Nej nej nej, hun ville bare føle sig... Hvad... Nevermind.
"Undskyld? Men må jeg låne et værelse for en nat?" Hun så spørgende på kromutter som nikkede, og gav hende en nøgle. Hun tog nogle penge op af lommen, og lagde dem på disken.
Med blikket fæstnet på døren gik hun langsomt hen imod trapperne.

Folk rettede nysgerrigt blikket hen mod jacob, som der var kommet ind ad døren med den slaskende våde hættetrøje og de sølvhvide hår der klistrede sig til hans hoved.. Han ignorede alle blikkene, kørte en hånd igennem det våde hår for at få det til at pjuske igen.. Det lykkedes dog ikke..
han sukkede og kiggede sig omkring.. Han fik hurtigt øje på Nille, men var i tvivl om han skulle kontakte hende og om hun overhovedet ville have ham til at kontakte hende.. Han rystede på hovedet og satte sig over i hjørnet.. Nok skulle være nok.. Hvis folk ville ham noget, måtte de kontakte ham..

Jeps, han gik ind hvilket fik Nille til at stoppe op. Åh du godeste... Hvad skulle hun gøre nu? Gå hen til ham? Nej, det... Han ville sikkert forlange en forklaring. Gå op på værelse? Det ville hun gerne, men... Arh! Hun gik op af trapperne efter at have sendt ham et kort smil, og gik hen imod værelset. Hun åbnede døren, og smed sig på sengen efter at have lukket døren... Dog ikke låst den da hun ville gå ned igen efter noget tid. Spørgsmålet var bare om hun skulle om få minutter, eller timer...