Dead and alone. -Nille-

Pludselig sad hun så ubekvemt, som havde hun fortrudt hvad hun havde sagt, selvom han ikke kunne se hvad hun havde sagt forkert. Han tænkte det en ekstra gang igennem og kunne ikke komme i tanke om noget, der kunne have sadt hende i den ubekveme situtation.
Han lænede sig tilbage i en behagelig sidde stilling og lukkede de krystalblå øjne i.
"Altså, det kommer an på hvad du mener med elsker," sagde han og beholdte øjnene lukket. "Som venskab, har jeg vel nogen, det samme med familie, men som kærlighed.. er jeg ikke sikker,"

Nille trak på den ene skulder, og smilede skævt, en anelse drillende af ham. Elsker... Der var så mange måde at sige det på, men hun så kun at ordet elsker var en man var forelsket i... Et stærkt ord.
"Jeg mener om der ikke er andre der er forelsket i dig, eller om du er... Ja, vild, forelsket, whatever i nogen?" Hun så på ham igen.
Af ren vane lagde hun hovedet på hans skulder uden at vide det... En vane... Hun ikke kendte til.

Forelsket..
Han rykkede sig væk fra hende, ikke fordi han havde noget imod det med hovedet på skulderen, men bare pga. selve ordet forelsket.. Han rejste sig op, puttede hænderne i lommen imens han gav sig til at kigge ud af vinduet..
"Jeg ved ikke om der er nogen som er forelsket i mig, hende som var er død," sagde han og kiggede fortsat ud af vinduet. "Og jeg er ikke videre forelsket i nogen for hende jeg var forelsket i er død," Han kiggede hen på hende med et trist blik. "Så svaret er nej," Han kiggede ned i gulvet.

Det gik først op for hende at hun havde haft hovedet på hans skulder da han rykkede sig væk. Det gjorde hende intet. Hun havde alt for travlt til at diskutere med sig selv om hvorfor fanden hun havde gjort det. Hun rejste sig op, og lagde armene over kors igen.
"Det gør mig ondt..." Hendes tanker røg hen imod den sorthåret pige hun havde set i gyden... Den aften hvor hun havde vågnet... "Jacob, jeg tror jeg har set hendes lig."

Hendes lig? Nilles lig.. Det gav ham en smule kuldegysninger som kravlede der tusind vis af små myre ned ad ryggen på ham.. Kuldegysning voksede endnu mere da han kom i tanke om at han måske ville se hendes lig, hvis han bad Nille om at føre ham hen til det.. Han ånede ud og kiggede hen på hende, med et alvorligt blik.
"Kan du føre mig hen til det?" spurgte han med alvor i sin altid så varme drengestemme..
Nille skulle ikke bare ligge på den kolde jord og rådne op.. Han havde en ide om en begravelse.. Hvis det altså var muligt at finde liget..

Føre ham hen til liget... Ja. Hun kunne huske hvor det var. Hun nikkede som svar, og begyndte at gå ud af kroen. Hun gik hen imod Doomsville Rotten Root District, gyderne. Da de var nået ind i gyderne... Stoppede Nille op efter lidt tid.

Død. Det var tydeligt at se... Liget havde det samme tøj på som Nille, men dog... Et hul i tanktoppen hvor der var strøknet blod, og ved hjertet var der også hugget en kniv i, og det var tydeligt at se det var to gange der var blevet stukket. Det sorte hår lå hulter til bulder, og hun lå fladt mod asfalten. Hendes øjne var lukket, og hun lå tæt ved muren.

"Der..."

Han fulgte med hende ud af kroen.. Fokuserede kun på at han skulle være parat til at se Nille død.. Lige meget hvor meget han prøvede, så kunne han ikke forstille sig at hun lå død foran ham, han forstillede sig at hun åbnede øjnene op igen og sendgte ham sit kærlige smil, lige inden hun omfavnede ham og hviskede at hun havde savnet ham.. Han havde bygget en facade op, så ingen ville kunne se hvad han tænkte på.. Det var ret så praktisk på en mærkelig måde..
Da de kom til gyden, kunne han mærke hvordan kuldegysningerne blev stærkere og stærkere, jo længere de gik ind i dem.. han stoppede op, så snart han så Nille ligge på jorden, blodig og med de sorte øjne lukkede.. Han åndede tungt ud og luntede hen til hende, satte sig på knæ ved hende og kiggede ned på hende.. Hun slog ikke øjnene op, som havde han forstillet sig, men det var også klart.. Hun var død og ville aldrig åbne øjnene igen. Han lænede sig ned og løftede hende op, bare for at holde hende ind til sig lidt, også selvom han vidste at han ikke kunne varme den i forvejen kolde krop.. Han gemte kort sit ansigt i hendes hår, lukkede sine øjne i bare et kort sekund..

Det var tydeligt for Nille at se at Jacob virkelig elskede den sorthåret pige... Hun stod stille, og betragtede dem. Hun kunne let forestille sig hvordan de havde omfavnet hinanden, og hvordan de havde grinet sammen... Som om hun var den sorthåret pige... Nej, det var absurd. Måske havde Nille virkelig fået hukommelsestab, og... Været i familie med denne sorthåret pige? Ja, det var nok derfor... Hun så rundt, men kiggede så på dem igen.
"Der stod en mand her, han var på vej væk... Jeg så ikke hvad der var sket, men at dømme ud fra hendes sår... Døde hun smertefuldt." Nille bed sig i lidt i underlæben da det sikkert ikke var det Jacob ville høre, men ja... Det måtte blive sagt.

Et kort øjeblik, lod han bare omgivelserne forsvinde, fokuserede kun på den velkendte duft af Nilles hår, som han gemte sit ansigt væk i et kort sekund.. Men, han vidste at han ikke kunne blive siddende sådan.. Han måtte se sandheden i øjnene, være stærk og udholden..
Han åndede ud, fjernede sit ansigt fra hendes hår og rejste sig derefter op, med Nilles døde krop i sine arme. Der var ingen tvivl om hvor han ville gå hen med hende.. Hun skulle ligge ved siden af sin mormor i nærheden af deres hus.. Han sendte kort Nille et blik og begyndte at gå den vej som ville fører til Ashen Wood Forest.
"Jeg skal begrave hende i Ashen wood forest," fortalte han imens han blev ved med at gå. "Går du med eller tager du en anden vej?"

Det forvirrede Nille grænseløst at de begge hed det samme, og pludselig blev hun lidt svimmel, men det gik hurtigt væk. Hun gav en lille hosten fra sig, og så på ham.
"Ja." Svarede hun, og fulgte efter ham.
Hun så lidt på den sorthåret pige... Og kunne se ligheden. Ansigtet, højden, og den blege hud. Hun gav et lille gisp fra sig... De måtte være familie, der kunne ikke være en anden mulighed. Hun så fremad igen, og bed sig i underlæben.

Han nikkede til at hun sagde at hun ville gå med og fortsatte frem ad. Man kunne ikke længere finde den barnagtige og nysgerrige Jacob i ham, lige nu var han alvorlig og fokuseret på sit mål, som en leder skulle være. Han lod ikke noget forhindre ham i at komme frem til Ashen Wood Forest og give Nille den afsked hun fortjente..
Da de kom til Ashen Wood Forest var det som om at han kunne mærke kuldegynsingerne krybe længere og længere ind i ham.. Det var Nille han skulle til at begrave.. Sige farvel til.. Han beholdte sin facade, selv da de kom til Nilles hus, hvor han lagde hende ved siden af mormoren som stadig var beskyttet inde i en form for glaskubbel han havde lavet af stærk is..
Han gik et par skridt tilbage, fokuserede på omgivelserne omkring Nille og fik en iskubbel om hende også, præcis ligesom ved mormoren så ingen kunne røre hende.. Han åndede ud og kiggede på kubblen.. På Nille..
"farvel," hviskede han og nikkede til hende. "Jeg vil aldrig glemme dig Nille," Han formede til sidst en blomst ud af is og lagde den på hendes kubbel, hvor han derefter vendte sig om og gik hen mod den anden Nille..

BAM!
Et lyn slog nærmest ned i Nille da hun så huset... Så bekendt... Så.. Wauw. Det var som om hun havde set det hundrede gange før, men så alligevel... Det var som dengang hun havde mødt Jacob. Vent... Nej... Hun rystede på hovedet, og fik øje på den anden iskubbel. Hun gik hurtigt derhen, og så ned. BANG!
Endnu et stød. Hun bakkede væk, og trak vejret hurtigt. Nej nej nej! Hun havde ikke set dette før?! Havde hun? Det... Vidste... Hun... Ikke.
Hun slog armene om sig selv, og fik kontrol på hendes vejrtrækning. Hun så op, og så Jacob.
"Er du okay?"

Han skævede kort hen på den gamle Nilles krop, inden han kiggede hen på sjæledæmonen igen med et alvorligt blik i øjnene, efterfulgt af et suk da han ikke rigtig vidste hvad han skulle tænke lige nu.. Selvfølgelig var han ikke glad for at Nille var død, det var han langt fra, men han vidste også at han ikke kunne blive ved med at sørge.. Han måtte være den leder The Shadowguardians ønskede..
"Ja," svarede han og smilte skævt til hende. "Jeg klarer mig,"

En panter kom ud da den så Jacob, og gav et lille brøl fra sig af glæde... Men da han så den ekstra iskubbel stoppede han op. Panteren var George. Den traskede hen til iskublen, og lagde poterne derpå for at se hvem der var der i... Og sank sammen da den så hvem det var. Den så trist ud... En prikken i hukommelsen var hos Nille. Panteren så på hende, og lagde hovedet lidt på skrå... Den gav endnu en lille brølen fra sig, og løb igen ind i huset.
Nille rystede på hovedet for at få kontrol over sig selv, og så på Jacob igen.
"Hvis du har brug for at være alene... Så kan jeg godt gå."

Jacob hørte et velkendt brøl og vendte sig om imod panteren, bedre kendt som George, Nilles kæle panter. Han kom pludselig i tanke om alle dyrene inde i Nilles hus og om hvordan de mon havde det.. Det var som at få et lille stik af skyld i sig, da han kunne se på George at han blev ked af det over at se Nille død inde i kubblen..
Han rystede let på hovedet af Nilles komentar.
"Nej," sagde han og smilte til hende, men det var ikke det sædvanlige selvsikre, charmerende smil, dette smil fik ham på en måde til at se mere voksen ud. "Det at du er her gør tingene lidt bedre,"

Gjorde det, det hele bedre? Æh... Var det en kompliment? Hans smil, og komplimenten fik hende til at rynke panden lidt. Hun... Kunne ikke lide at være ved pigens hus. Men hun gik hen imod det alligevel. Der var noget der dragede hende dertil.
"Jeg bliver nød til... At se." Hun åbnede døren. Dyrene gjorde intet. Panteren sad på sofaen, og havde snuden ved Nilles yndlings tæppe. Hun listede ind til soveværelset... Der var den. Dagbogen. Mormorens dagbog. Det var det der havde draget hende. Hun rørte kort ved den... Men tog hånden til sig.
"Årh, så gå dog." Hvorfor var den tøs kommet ind i hendes liv? Hva? Hun snerrede, og gik med hastige skridt ud igen.

Kunne det virkelig passe?
Havde han bare skubbet det væk, for at han ikke ville indse det? Var Nille derinde, inde i den anden Nille? Det hele ville give mening hvis hun var, samme stemme, samme evne og det samme smil som fik ham til at smile.
Han smilte ved tanken og fulgte med hende ind i huset. Da han gik forbi George, strøg han ham blidt over ryggen, som et lille tegn på at tingene nok skulle gå.. Det at Nille gik direkte ind i huset, som vidste hun hvor hun skulle gå hen, gjorde ham endnu mere sikker i sin sag.. Nille var derinde.. Eller, var han ved at blive skør? Nej! hun var derinde.
han puttede hænderne i lommen, fulgte med hende ud af huset igen.
"Jeg kan se på dig at du ikke kan lide at være her, skal vi gå?" spurgte han og sendte hende sit sædvanlige smil.

Han kunne se det på hende? Gr... Hun vendte sig om mod ham så håret svingede til den ene side. De blå øjne lynede næsten.
Ja, det var skræmmende at hun kunne finde ind til soveværelset uden problemer, men sådan var det bare... Hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre.
Hun gik helt hen til ham, og prikkede ham på brystkassen for at sige 'nu hører du efter!'
"Hør her." Hendes stemme var alvorlig. "Jeg ved ikke hvad fanden der sker, men noget inde i mig siger jeg skal omfavne dig. Den anden del har lyst til at give dig en lussing. Det føles som om jeg har kendt dig længere end jeg mindes. Min hukommelse er væk, din døde kæreste.." Hun lagde tryk på død. ".. Ligner mig! Hun hedder det samme, og så videre! Jeg er skræmt fra vid og sans!" Hun vidste ikke hvorfor hun fortalte det her... Men nok om det. Videre! "Du kan åbenbart komme ind under huden på mig, hvilket jeg finder utroligt irriterende da jeg ikke har givet dig lov!" Hun var ved at råbe... Hun så rådvildt på ham.

Slam, som havde han kaldt hende en sur mokke, kiggede hun vredt på ham lynende blå øjne, imens det lange blonde hår svingede om hendes ansigt.. Han måtte indrømme at han blev en smule overrasket over at hun pludselig blev så vred på ham, alt hvad han gjorde var jo bare at snakke med hende, som han ville snakke med den gamle Nille.. Og hun var inde i hende, men alligevel var hun så langt væk, han kunne næsten ikke kende hende..
"Hør her jeg.!" Han blev afbrudt da hun gav sig til at råbe videre af ham. Døde kæreste? Hvor vovede hun! Hun var jo hende, men hvordan skulle han lige sige det til hende? "Det er jeg ked af at det skræmmer dig for vid og sans, men hvad pokker vil du have mig til at gøre?" han flakkede med armene og sendte hende et hårdt blik, præcis som hun sendte ham et. "Og nej, du har ikke givet mig lov til at gå ind under huden på dig, og det beklager jeg da," Han lød en anelse sarkastisk., men stadig alvorlig. "Skal jeg bede om lov nu? hej, må jeg gå ind under huden på dig? Så var det bedre?"

Grrrr...! Sjæledæmonen i hende var meget lettere at gøre vred... Hvilket han havde gjort hende. Legede med hendes følelser... Og... Løjet! Vent hvad? Nej nej. Nu var hun da dum. Hun lagde armene over kors, og rankede ryggen. Hvor vovede han...! Sådan at... ARGH! Hun fik lyst til at løbe væk, men så alligevel ville hun undskylde, og sige... Sige at... NEJ! Hun elskede ham ikke! Hun kendte ham knap nok! Nu var det NOK!
"Vil du ligefrem under huden på mig?! Hva?!" Hun råbte ikke, hun snakkede bare meget højt. Ehehe... "Nu skal du høre efter!" Nu råbte hun. "En stemme siger at jeg elsker dig, men jeg elsker dig IKKE!!" OG med de ord trådte hun et skridt væk for ikke at give ham en lussing, eller knytnæve i maven. Hun så træt, og vred ud. Øjnene var alvorlige, og hendes ansigt var rådvildt... Som et dyr.

Han kørte træt en hånd igennem sit hår, men lyttede skam til alt hvad hun sagde.. Det var så underligt at stå og råbe af hende, det var som om at det ikke var ham som stod og skændtes med hende, som et gammelt ægtepar der bare lige havde nogen ting de skulle rette ud.
Han blev ved med at kigge hårdt på hende, lige indtil hun råbte at hun ikke elskede ham, det var som at få en kniv igennem hjertet, da han vidste at den ægte Nille var derinde i hende og han var en anelse i tvivl om, om det var hende eller dæmonen som snakkede.. Men, han besluttede inde i sit hoved at det var dæmonen som talte.
"Nej, jeg ønsker ikke at krybe under huden på dig," sagde han og var stoppet med at snakke højt, han puttede hænderne i lommen og kiggede kort ned i jorden, inden han kiggede op på hende igen. "jeg ved godt at du ikke elsker mig," Han kiggede hende i øjenene.

Slam!
Det var som om hun havde fået en lussing, og hun slappede mere af i kroppen. Hendes øjne var stadig hårde. Hun sank en klump, og et øjeblik anede man at de blå øjne var sorte, og der var smerte i dem. Mente han det?? Hun trådte endnu et skridt tilbage, og så væk fra ham... Men kiggede så på ham igen.
"Hvad ønsker du så?" Spørgsmålet var vigtigt. Det kunne hun mærke. Det irriterede hende grænseløst at hun havde det som om der var en kniv i hendes hjerte.
"Godt." Hun lagde armene over kors, og så ned. Hun ville ikke se ham i øjnene.

De blå øjne blev sorte, præcis ligesom Nilles..
Hvad ønskede han så? det vidste han ikke.. Han kunne jo ikke bare sige til hende, hey, jeg vil have den gamle Nille igen, eller hey, den pige du altid ser som er min gamle kæreste, det er fordi hun er inde i dig? Det var alt sammen et stort rod.. Et stort rod.. Han kiggede på hende, overvejede at sige et svar som: Du er hende jeg elsker, men det ville bare lyde forkert.
Han lukkede sin mund igen, kiggede ned i jorden, sukkede inden han kiggede op på hende igen med et skævt smil.
"Jeg ønsker ikke at krybe under huden på dig eller få dig til at elske mig," sagde han og sendte hende et venligt smil. "Jeg ønsker at du skal se på mig som du vil se mig, gøre hvad det passer dig, også må vi se om vi kan blive venner,"
han ønskede ikke at presse den gamle Nille frem, det var hun stærk nok til at kunne selv.

Se på ham som hun ville? Æh... Det ville blive noget svært. Det ene øjeblik ville hun sikkert omfavne ham, og det andet slå ham i maven. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og sukkede tungt. Hun var træt, ja, men ikke sådan... Sove træt. Træt af det hele.
"Hvis jeg skulle se på dig som jeg vil se dig... Så vil det skifte en del. Jeg vil have lyst til at omfavne dig, måske endda kysse dig, og så slå dig i maven." Hun smilede uskyldigt, og sukkede igen.
"Du ønsker ikke? Men hvad vil du?"

Det at hun sagde at hun ville kysse ham, fik ham til at rødme og tænke på første gang han kyssede Nille, men det var ikke den samme Nille som stod foran ham, det var en anden Nille med hukomelsestab, som der havde Nille inden i sig, men som intet kunne huske.. Det lød tosset, men det var skam sandt det hele.. Hvert et ord var sandt.. Eller, det troede han det var.. Nej, han var sikker på at det var sandt.
han smilte selvsikkert til hende.
"Som sagt, se mig som du vil," sagde han og placerede armene bag hovedet, for at slappe af. "jeg ønsker ikke noget," Han smilte kægt og begyndte at gå med afslappede bevægelser. "Og hvad jeg vil holder jeg for mig selv,"