Is.. She serious about this? -Callie-

Det fik et smil frem på hans læber at hun ville lade ham bo hos hende, eftersom han egentlig ikke havde noget sted at bo. Enden overnattede han på kroer eller også sov han ude i skoven op af et træ. Det ville de fleste nok tænke stakkel ved, men sandheden var at han elskede at sove udenfor i skoven, da det mindede ham om den tid hvor han bare løb rundt og fjollede med Mystis, imens han tog lange lure oppe af et træ og lod solen varme ham.
"Jamen, så bliver jeg her, så længe du har opgaver til mig, så jeg ikke bare bor her gratis!" sagde han bestemt og pegede på hende med sin gaffel, da han bemærkede at hun sukkede og kiggede ned i jorden. "Er du okay Callie?" Han så spørgende og bekymret på hende.

Callie lod sit blik glid hen på ham, ''ja undskyld josh jeg har bare en masse i mit hovede lige nu, g bare rolig jeg har en masse opgaver til dig'' sagde hun og grinede til ham og smiler for sig selv og slapper af og ser ned i jorden og ser på ham...

En masse i sit hovede.. Det kendte han skam alt for godt, men han ønskede at lytte til hvad hendes problemer var, det var jo trods alt det venner var til for. Så, hvis hun ønskede at snakke om det, så var han der og det håbede han at hun vidste! Måske kunne han ikke komme med de bedste råd, men han var god nok til at lytte.
"Jeg forstår, du kan altid fortælle mig hvad der er galt," sagde han til hende og smilte venligt til hende, for derefter at ugle hendes hår kærligt.

''min bror... han har fundet det kærlighed han manglede i sit liv, og nu følger jeg mig ensom'' sagde hun trist og slapper af og ser ned i jorden og sukkede det var hvad hun havde i hvooede lig nu også at kani sikkert var samen med en anden og det sårede hende måske en smule da hun var blevet glad for kani...

Hendes bror? Nu blev han en smule nysgerrig, burde hun ikke være glad for at hendes bror havde fundet den som han ville elske? Josh var glad på Jacob vejne over at han havde fundet en som Nille, så hvorfor var Callie ikke glad på sin brors vejne? Selvfølgelig kunne han godt se, at hvis man selv ønskede at finde kærligheden, så blev man en smule jaloux over at en anden havde fundet den og ikke en selv.
"Nårh.. og.. hvorfor er du ikke glad på din brors vejne?" spurgte han hende roligt og så på hende med sine chokoladebrune øjne.

Calie så på hende o smiler og tænker på det, ''jeg er glad på hans vegne det er dejligt men jeg er bare bange for vores forældre vil angrebi og prøve at dræbe hans kæreste'' sagde hun nervøst og bed sammen og så ned i jorden og var bekymrede for dem...

Nu forstod han det en smule bedre. Nok var han ikke i familie med dem, men han kunne sagtens sætte sig i situationen, om folk så troede på om han kunne det eller ej. Forsigtigt lagde sin hånd på hendes skulder, som et lille tegn på at hun skulle kigge op på ham. Det skæve smil på hans læber, signalerede at han udmærket godt forstod hendes frygt for at broren skulle miste sin lykke.
"Det skal nok gå, dine forældre må lærer at forstå at din bror elsker hende og hvis de ikke kan det, så må i ikke give op," sagde han mildt til hende.