Is.. She serious about this? -Callie-

Ligesom Callie, rejste han sig op og kiggede efter manden der kom løbende, efterfulgt af en anden gruppe mænd. Manden der løb forrest bar en krystal, hvilket straks fik Josh til at forstå hvad der foregik. Han var en tyv og gruppen af mænd bag ham ønskede blot at fange ham, for at få krystallen igen.
"En tyv," svarede Josh Callie og gjorde som hende, satte i løb hen imod gruppen for at gøre sin insats for at stoppe det. Han var sikker på at Callie havde den samme ide i tankerne, nu kom det bare til det spørgsmål om hvordan de skulle stoppe ham og om de overhovedet kunne. "Vi må hjælpe dem, har du nogen ideer?" han så spørgende på Callie, imens de var i fuld gang med at jagte manden.

Callie vidste ikke hvordan hun ville gøre det her men det ville hun nok finde ud af på et tidspunkt, hun så på manden hun løber der hen og springer op og fælder ham og griber krystallen og gå hen til mændene med den for at sikre at den er i sikker hed.. hun så på Josh ''mere kunne jeg ikke se i mit hovede'' grinede hun og så på ham, og sukkede med et smil på sine læber og rødmer meget og slapper af...

Manden faldt om så snart han mærkede en springe på ham. Et enkelt klynk undslap ham, inden han rejste sig op og kiggede vredt hen imod Callie. Mændene i gruppen tog glædeligt imod krystallen og takkede den unge dame foran dem. Josh sendte callie et stort, samt imponeret smil. Det var jo fantastisk! Hun angreb ham som var det det nemmeste i verden.
"Fantastisk callie!" sagde han og smilte til hende. "Det var da noget som virkede perfekt," Dog havde han på fornemelsen at det ikke var slut, så han rettede sit blik imod tyven, som fort et kort øjeblik havde trukket en pistol frem og rettede den imod callie. "Callie pas på!" Udbrød Josh og skubbede hende væk, inden hun blev ramt, så skudet ramte hans arm og fik ham til at bide tænderne sammen i smerte.

Callie får et chok da han skreg af hende og væltede hende hun så på hans sår hun blev bekymrede for ham, hun så vredt på manden og løb mod ham og blev ulve form og rev arm af ham og knurrede vredt, *skad dem jeg holder af og jeg river hovede af dig næste gang* tænkte hun.. hun var vredt og sur på den lille lorte tyv han havde sårede hendes ven..

Mændene skyndte sig at fjerne tyven, så alle børnene på markedet ikke skulle se alle dem lemer som lå rundt omkring. Hurtigt skyndte de sig væk fra hende, eftersom de udmærket godt vidste at man ikke skulle genere en varulv, medmindre man var så dum at lege med ilden. Josh bed sig i underlæben og lagde en hånd på såret, for at stoppe blødningen så meget som muligt. Han kunne sagtens heale, men så krævede det at de fjernede skuddet. Så han bed sig hårdt i underlæben, inden han stak fingeren ind i såret, for hurtigt at trække skudet ud og kaste det væk. Først der skreg han og lagde endnu en hånd på såret.

Callie blev sit smukke jeg igen, hun kom op til ham, og rev sin trøje i stykker og præssede mod hans sår, hun så ned ''er du okay jeg er ked af du kom til skade på grund af mig'' sagde hun blidt og så på ham, hun var bekymrede for ham, han havde lige reddet hende fra en utrolig smerte hun så op i hans øjne og smielde venligt til ham...

Han smilte til hende, for at signalere at alt var i orden og at det nok skulle gå. Trods alt healede en engel, så der var egentlig ikke så meget at være bange for. Andre væsner var begyndt at komme hen til dem, for at tjekke om drengen var okay. Men de turde ikke at nærme sig helt, selvom der var en som var modig og kom hen til dem, med et venligt smil. "Vi må heller få dig på hospitalet," Hun sendte et venligt smil til Josh og Callie. Josh rystede på hovedet og sendte et smil, der viste at han nok skulle klarer sig.
"Nej, jeg klarer mig frue," sagde han, inden han kiggede hen på Callie igen. "Det skal du ikke være ked af.. Jeg healer og det vigtigste er at du er okay," Han kiggede tilbage i hendes øjne, med et varmt smil.

den unge pige callie så på sin unge engle ven, hun smilede og så på ham, ''tak fordi du vil hjælpe mig Josh jeg er glad for du er min ven'' sagde hun kærligt og så på Josh og smielde for sig selv ved tanken om at de ville ses igen for hun var altid bang for hun aldrig ville se de personer som hun holder af...

Han smilte stort til Callie, da hun kaldte ham for sin ven. Endelig, der var en som rent faktisk holdte af ham og ønskede at kalde ham for sin ven og ikke en af dem som ønskede at rode ham ud i ballade. Nej, Callie ønskede rent faktisk at være venner med ham, så han ikke længere skulle stå alene og trippe. Han var ikke alene. Ikke alene.
Han rejste sig op og tog sig til såret, inden han kiggede hen på hende og beholdte den øjenkontakt de havde skabt.
"Og jeg er glad for at du er min," sagde han og nikkede til hende.
Folk omkring dem udstødte et: Nuurh! Hvilket fik Josh til at løfte på et øjenbryn og grine, imens han så på Callie.

Callie så på ham og smilede og grinede over folket, hun tog hans hånd og gik væk så de ikke ville blive set på som dyr i en zoo, hun så på Josh og så på hans sår, ''josh jeg kan alså ikke lide du er sårede'' sagde hun nervøst og så på ham og smilede, hun ville gerne hjælpe ham hvis hun kunne og det ville hun nok kunne i det her tilfælde..

Han fulgte med hende, velvidende at folk kiggede efter dem, hvilket fik den ene side af ham til at grine, imens den anden ville råbe til dem at de skulle gå deres vej og passe deres eget liv. Sådan var det at have dæmon blod i sig.. Han kunne ikke rigtig fokusere på at være englen, når der var noget som gjorde ham vred.. For at lede tankerne over på noget andet, kiggede han hen på Callie og sendte hende et stort smil, der blandt andet viste hende at det nok skulle gå.
"Bare tag det roligt Callie," sagde han og viste hende såret, der langsomt var begyndt at heale. "Det healer langsomt af sig selv,"

Callie var træt af menneskerne der så på dem og sukkede over dem, hun støttede Josh hen i parken og satte ham under et træ, hun satte sig på knæ ved ham og så på ham ''det kan godt være men jeg kan ikke lide tanken om du tog det for min skyld det var sødt men du kunne være kommet meget meget slemt til skade og det vil jeg ikke ha'' sagde hun kærligt..

Han var glad for at hun var der til at støtte ham, det varmede ham om hjertet og gav ham lysten til at give hende et kram. Engle blodet var langsomt ved at pumpe rundt i kroppen på ham igen, så dæmonens små vrede tanker langsomt blev skubbet væk. Da de kom til træet, åndede han lettet ud og satte sig ned af det. Han lænede hovedet tilbage og lukkede kort sine øjne i, men åbnede dem hurtigt igen og sendte hende et kærligt smil.
"Jeg tog den fordi du er af de eneste som har været så sød imod mig og det er jeg meget taknemlig for Callie," sagde han og kiggede hende i øjnene for at vise hende at han mente det. "Og det er ikke sidste gang at jeg gør det,"

Callie lod et kærligt smil brede sig på hendes læber, hun tog om ham og krammede ham ''hvor er du bare en engel josh... men du tager ikke en kugle for mig næste gang så bliver jeg måske meget sur på dig'' sagde hun blidt, hendes hånd nussede hans kind ''du er alså stadig sød lille skat'' sagde hun drillende for at drille ham en smule...

En latter undslap ham, da hun kaldte ham en engel og krammede ham. Han ignorede smerten fra såret og krammede hende tilbage, stadig med en klukkende latter der langsomt var ved at falde hen. En engel, ja, han var skam en engel.. Men, det var ikke altid han opførte sig som en.. Men, for det meste kunne man godt se på ham at han var en engel, med sit varme hjerte og rolige adfærd. Han blinkede drilsk til hende.
"Så bliv du vred, for jeg tager de skud jeg vil," sagde han og rækkede kort tunge af hende, da hun kaldte ham en sød lille skat. "Jeg er ikke lille," Han grinte derefter kærligt.

Callie lod sig sætte sig lige ved siden af ham og smilede ''du er en af min bedst ven josh jeg vil ikke ha du kommer noget til på grund af mig, josh okay'' sagde hun kærligt og smilede til ham han var virkelig hendes bedste ven... hun smilede da hun sad træt op af træt og lænede sit hovede mod hans skuldre og smilede..

En bedste ven? Det fik et smil frem på hans læber og det ville ikke forsvinde, lige meget hvor meget han forsøgte at fjerne det igen, for ikke at sidde og ligne en fedtmule, det ville ikke forsvinde. Hun havde kaldt ham for sin bedste ven, og det var vel atid noget som fik et smil frem på ens læber.. Han lænede sit hoved ned mod hendes, da hun lod sit hvile imod sin skulder.
"Tak, det betyder meget at jeg er din bedste ven.. Og.. Du er skam også min," sagde han med en varm stemme og rettede sit hoved op igen, for at kigge udsigten. Den var faktisk meget.. Flot.. En mark der strækkede sig og horisonten en masse træer..

Callie kom til at udstødte et suk, ''jeg ville ønske det var nemmer at finde en man passede sammen med Josh'' sagde hun trist og lagde sin arm om hans arm da hun var en smule trist,
ingen ville have hende så hun var ikke ligfrem den gladeste lige nu og ville nok heller ikke være det frem over.. hun sukkede og så ned i jorden... men så så ud mod horisonten den var utrolig smuk, hvis man dog blot havde været der med en man elskede så ville det være perfekt, men at nyde det med sin bedste ven var nu også meget hyggeligt..

Han kiggede på hende ud af sin øjenkrog.. han forstod hende godt, tit havde han også tænkt på om der nogensinde ville være en dag, hvor der var en der sagde til ham at hun elskede ham. Måske ikke, men det betød ikke at han ville være trist, for så var der jo så meget andet man kunne nyde i livet, feks. det at have en ven ved sin side. Det var da lige så fantastisk! Han kørte drilsk en hånd igenne callies hår, og blinkede til hende. "Det skal nok komme en dag Callie, tro mig, du er stadig ung og du har hele livet foran dig, det skal du ikke spilde ved at gå og vente! Du skal nyde det!" Han smilte stort til hende.

Callie nød at have en ven som blah som fik hende til at grine og have det sjovt sammen med "jeg elsker at være sammen med dig søde josh du får mig til at grine" sagde hun kærligt. Hun lod sit blik se op på ham og nød at sidde hos ham, "josh vi kan tage hjem til mig hvis dy vil så kan vi sove blødt og bare rolig jeg har en exstra seng til dig hvis du havde noget imod at sove ved siden af mig" sagde hun blidt og roligt...

Han grinte kærligt med hende, inden han rejste sig op og strakte en hånd ned til hende, som en lille gestus til at hun kunne tage imod den også kunne han trække hende med op at stå. Såret var langsomt begyndt at heale, så det gjorde slet ikke ondt på ham mere. Da hun var kommet op at stå, gjorde han klar til at svarer på det hun sagde. En varm seng, det lød herligt, han havde ikke sovet i en seng op til flere dage!
"Jeg har da ikke noget imod at sove ved siden af dig?" sagde han, efterfulgt af et kærligt grin. "Du voldtager mig jo ikke ligefrem vel?" Det sidste blev sagt i sjovt, med en drilsk stemme. Han begyndte langsomt at gå..

Callie grinede sødt "øm... Josh det den forkerte vej" grinede hun blidt og roligt... Josh var sjov sød og dejlig han var lige det en ven og en kæreste skulle være men hun måtte nøjes med en ven og det var fantastisk for hende.. hun så ned i jorden og rødmede over det han sagde med voldtægt "nej men jeg kan ikke love at jeg ikke kravler ind til dig om natten søde josh" sagde hun og gik sammen med ham... Hun var glad.... Hun gik sammen med ham og tænkte på at kysse ham kærligt...

Den forkerte vej.. Selvfølgelug, han kunne jo heller ikke vide hvor hun boede, så hvorfor var han i det hele taget begyndt at gå? Han rystede på hovedet over sin egen fjollethed, for derefter at vende sig om og gå den rigtige vej sammen med Callie. Bare for at gøre det hele lidt mere sjovt, adskilte han sine læber og kom med en typisk erklæring. "Det vidste jeg da godt!" han grinte og placerede sine arme bag hovedet, som en afslappende bevægelse. "kravler ind til mig? Jamen, det går skam nok skal du se," Han smilte og fortsatte med at gå den rigtige vej, da han bemærkede at hun tænkte på noget. "Hvad tænker du på?" Han så spørgende på hende, med et venligt smil på læben.

cllie blev overraskede da han spurte hende om hvad hun tælnkte på. hun så ned i jorden, ''det er.... øm... bare, jeg kom til at tænke på hvordan det villle være at kysse dig'' sagde hun med en kæmpe rødme blusende over hendes ret blege kinder, hun vidste ikke hvorfor hun bare fortalte ham det han ville jo ikke kunne se ind i hendes hjerne...
hun tog ham med sig mod der hvor hun boedede..

Det hun sagde fik ham til at sætte sit hoved på skrå og kigge en anelse forskrækket på hende. Ikke at det gjorde ham sur eller noget, snarer forvirret, da han ikke rigtig kunne forstå hvorfor hun tænkte på det. Hvorfor skulle man tænke på hvordan det mon ville være at kysse ham? Nu kørte spørgsmålet også rundt i hovedet på ham, fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv. men, han rystede endnu engang tanken væk og fulgte med hende, med glade og afslappede bevægelser, da hun ikke skulle være bange for at han var blevet sur eller forfærdet..
"Hmm, det ved jeg ikke," sagde han med et smil på læben og kiggede rundt i hendes hus. "Jeg tror det er en farlig tanke at tænke," han grinte kærligt.