En stor, lykkelig familie //Romeo//

Weekenden var altid den tid på ugen, hvor man kunne være sikker på at hele familien var samlet. Hos familien Grevezia Uchiha var dette ingen undtagelse. Med en mor, far, moster og 2 børn i huset, var der altid noget at lave, og meget sjældent var alle hjemme samtiddigt i hverdagene.
Kairi stod i køkkenet, og var ved at lave morgenmad til familien. Ristet brød, pålæg, bacon, pølser, røræg og pandekager stod på fade ved siden af hende, som hun gav sig til at bære ind på spisebordet. Scarlett kom ud i køkkenet, strakte sig lidt, og smilede til Kairi idet hun gav sig til at hjælpe med at bære tingene ind på bordet. Amy sad i stuen og legede med sine dukker, og smilede til sin mor da hun kom ind med et af fadene.

Kropsalder; 15.
Romeos påklædning; brun hættetrøje(ikke en af dem man kan åbne), sorte jeans, og sorte strømper.
Gabriels påklædning; Hvid skjorte, sorte jeans, og sorte strømper.

Romeo sad i et hjørne på hans værelse. Han kunne se det hele foran sig. Hvordan børnene døde... Pigerne... Vampyren... Romeo lukkede øjnene, og krympede sig. Han sukkede svagt, og rejste sig op. Romeo gik ud af sit værelse og ind i stuen. Romeo satte sig ved siden af Amy, og trak hende forsigtigt ind til sig. Ingen skulle gøre hans søster fortræd! Hvis nogen så meget som truede med at såre Amy fik de med Romeo at bestille! Romeo holdte bare sin søster ind til sig. For nærmest at sikre sig at hun var i sikkerhed.
Gabriel foldede vingerne ind så de forsvandt. Gabriel gik hen imod huset igen, han havde haft brug for at mærke vinden mod hans vinger. Gabriels hvide skjorte var ikke gået i stykker da han havde taget den af inden han havde slået vingerne ud. Gabriel åbnede døren til huset, og blev draget af den vidunderlige lugt af mad. Han skyndte sig at lukke døren, og tage skoene af. Han gik ind i stuen, og smilede stort ved synet af mad!

Scarlett havde bæret det sidste fad ind, og gik ud for at hente tallerkner og bestik. Kairi blev stående lidt og betragtede sin datter, da Romeo kom ind i stuen. Hun så ham sætte sig ved Amy, og smilede til dem begge to.
"Godmorgen, Rom."
Hun kendte sin søn godt nok til at vide, at der nok ikke kom noget svar, og hvis der gjorde var det nok et halv-gnavent et, så hun vendte sig i stedet ved lyden af døren der blev åbnet. hun lyste op da hun så hans smil, og gik hen og lagde armene om ham og gav ham et hurtigt kys.
"Var det en god tur, skat?"

Romeo holdte bare den lille Amy ind til sig. Han havde svoret for sig selv at han ville beskytte Amy forevigt. Romeo så bare på sin mor da hun sagde godmorgen. Kvinderne... Kvinderne der blev dræbt... Romeo gemte sig lidt ved at holde Amy tæt ind til sig. Romeo sagde ingenting, ikke engang da Gabriel kom ind i stuen. På en måde var det også lidt en fornærmelse for Romeo at blive kaldt Rom. Han var jo for pokker da også en dreng?! Ikke et eller andet alkohol som pirater drak!
Gabriel smilede kærligt til Kairi, og krammede hende ind til sig. Han kyssede hendes næsetip.
"Ja. Her lugter godt." Hviskede Gabriel.
Romeo rejste sig op efter at have sluppet Amy. Romeo gik ind på sit værelse og kom tilbage i sin hvide ulveform.

Kairi smilede og kyssede Gabriel igen, inden hun trak sig ud fra ham igen. Amy brokkede sig lidt da hendes bror rejste sig og gik. Kairi gik hen og tog hende op.
"Så lille skat, han kommer nok ud igen om lidt."
Hun satte amy i hendes baby-stol, og gav sig til at putte noget mad på en tallerken og skære den ud, så Amy selv kunne spise. Hun så på Romeo da han kom ud igen, i sin ulveform, og smilede lidt for sig selv.
Egentlig var hun ret stolt af at hendes søn slægtede hende på, med valget af dyreform. Hun havde dog lidt ondt af Gabriel, han var så glad for sin søn, men eftersom begge deres børn var shapeshiftere, var han den eneste engel i familien.

Gabriel kyssede kort men kærligt Kairi. Han elskede hende højt. Han så hen imod maden da hun trak sig væk. Gabriel gik hen og satte sig med et uskyldigt smil.
Romeo traskede hen til baby-stolen hvor Amy var, og så op på hende med sine hazelbrune øjne. Romeo luntede hen til sin far, og snusede lidt til ham.
Gabriel havde ingen problemer med at være den eneste Engel i familien. Selvom... Han mistænkte Romeo for at være blanding. Romeo vidste godt han var blanding, han kunne mærke det. Derfor gik Romeo ind i sit værelse igen.
Romeo var skiftet form til menneske igen, men skreg højt da de hvide vinger langsomt kom ud.
"moar! Far!" skreg Romeo og faldt omkuld i sengen.

Kairi så efter Romeo, da han gik ind på sit værelse, og undrede sig lidt over hans opførsel. hendes undren blev dog hurtigt erstattet af frygt, da hun hørte hans skrig. Hun fløj med det samme op af stolen og ind på hans værelse, men stivnede så i døren. Hun gik langsomt hen mod sengen, mens hun så forskrækket på sin søn. Dog var hendes stemme uhyggeligt rolig.
"Såh såh, lille skat. Det skal nok gå."
Hun anede ikke, hvordan hendes stemme kunne være så rolig, men det var vel en evne, mødre havde overfor deres børn.

Romeo skreg højt, og vred sig ivrigt i forsøg på at få smerten væk. Det gjorde ondt! Hans vinger var ikke særlig store, ikke som Gabriels, men de var der. De var hvide. Romeo var i hvert fald ikke falden engel. Romeo slog ned i madrassen, og skreg igen højt.
Gabriel rejste sig brat op, og gik ind til Romeo. HAn så på de hvide vinger der stak ud af Romeos ryg.
"Få det til at holde op!" Hulkede Romeo, og vred sig endnu mere. Til sidst lå han stille med vingerne foldet ind til ryggen, dog var de ikke væk. Lidt blod løb ned af hans ryg. Hans hættetrøje var ødelagt.
"Blanding." Mumlede Gabriel, og gik hen og satte sig på sengekanten.

Kairi var nået hen til sengen, og satte sig på hug foran sin søn. Hun lagde blidt en hånd på hans ene arm, og nussede den forsigtigt.
"Rooolig, det skal nok gå... Det holder op lige om lidt..."
Hun så på Gabriel, med et ansigt der var en blandning af skræk og undren.
"Hvad gør vi? Kan du hjælpe ham?" Hviskede hun, stadig med hånden på Romeos arm.
Amy, der nu sad inde i stuen, gav sig til at græde, og Kairi var splittet mellem sine to børn. Men da Gabriel nu sad hos Romeo, gik hun ind og tog Amy op af stolen, og holdt hende tæt ind til sig, mens hun gik tilbage mod værelset.

Romeo havde ansigtet vendt mod sin pude, og græd lavt grundet af den frygtelige smerte han lige havde oplevet. Som ild der havde sat sig fast på hans ryg. Smerten var dog væk lige for nu. Han kunne mærke vingerne. Vingerne rørte lidt på sig.
Gabriel så roligt på Kairi, og rystede på hovedet.
"Nej, det kan jeg ikke." Svarede Gabriel, og så på Romeo.
Romeo kunne høre Amy der græd. Hans sanser havde altid været bedre end andres. Romeo så op da Kairi kom ind med Amy. Romeo tørrede tårerne væk, og satte sig op. Amy skulle ikke se Romeo græde... Det ville han ikke have.
"Jeg er okay." Mumlede Romeo, og så på sin ryg. Han sagde ingenting.

Kairi så bekymret ud, da Gabriel sagde at han ikke kunne hjælpe.
"Skal vi få nogen til at se på ham? En læge eller noget?"
Hendes stemme var stadig kun en hvisken, selvom hun vidste at Romeo sagtens ville kunne høre hende. Hun vidste udemærket godt at det der var sket, var fordi Romeo var en blanding af engel og shapeshifter, men hvis nu det havde skadet ham på en eller anden måde.... Den tanke kunne hun slet ikke bære. Der måtte ikke ske hendes elskede børn noget.
Kairi smilede svagt da Romeo sagde, at han var okay, og så på ham.
"Er du sikker?"
Hun vidste udemærket godt, at hendes søn ikke var glad for at vise svaghedstegn overfor sin søster. Han var som en meget beskyttende storebror for hende, skønt han var hendes lillebror biologisk set.

Blodet løb ned af Romeos ryg, men det holdte langsomt op. Gabriel gik ud af værelset, og hentede noget vand samt en klud. Forsigtigt vaskede Gabriel Romeos ryg fri for blod. Gabriel rystede på hovedet.
"Han er blandingsrace. Han kan skifte form uden problemer, men... Alle blandinger har svagheder. Du skal ikke være bekymret, Kairi. Han har det fint."
Gabriel så blidt på hende, og smilede beroligende. Gabriel kendte til mange racer, og det gjaldte også blandingerne. Han vidste at der var styrker og svagheder ved at være en blanding.
Romeo snøftede svagt, og trak knæene op til hagen. Romeo nikkede.
"Ja, jeg er sikker."
Romeo så hen på Amy, og smilede skævt.

Kairi lysnede en smule op, og smilede svagt af det, Gabriel sagde. Hu betragtede at han vaskede Romeo, og satte sig så ned på gulvet med Amy på skødet. Den lille pige var en meget bestemt og selvstændig lille frøken, og var ikke glad for at blive holdt tæt alt for længe af gangen, når først hun var blevet i godt humør igen. Derfor sad Kairi nu sådan at Amy kunne rejse sig hvis hun ville, hvilket hun ganske som forventet også gjorde.
"Omeo!"
Hun strakte armene ud og ramte Romeos ben. Hun havde endnu ikke lært at snakke helt, men kunne dog sige en del ord. Hendes forsøg på at sige sin brors navn fik altid smilet frem hos Kairi, og denne gang var ingen undtagelse.

Gabriel lagde spanden med vand ned på gulvet, og kluden i spanden. Han smilede skævt, og strøg Romeo over håret.
Romeo smilede stort til Amy, og grinede lidt da hun prøvede at sige hans navn. På sin vis kunne Romeo ikke forstå hvorfor han var opkaldt efter Romeo fra den der bog...
Romeo satte sig ned på gulvet, og lagde armene om sin lillesøster, teknisk set storesøster, men ja...
Gabriel rejste sig op, og grinede lidt over dem. Han gik hen til Kairi, og rakte en hånd ned til hende.
"Jeg skal snakke med dig." Gabriel smilede skævt.

Kairi smilede lykkeligt af sine børn, og tog Gabriels hånd og rejste sig ved hjælp af den. Hun gik ind gennem stuen og ud i deres have.
"Godt, det skal jeg faktisk også."
Hendes smil blev lidt større, og hemmelighedsfuldt, og hun gik hen til en bænk i have og satte sig ned.
Hun var spændt på hvad han ville sige, og nervøs for hans reaktion på det, hun skulle fortælle ham.

Romeo krammede bare Amy. Han elskede Amy højt, selvfølgelig kun som søster.
Gabriel smilede skævt, og fulgte efter Kairi. Han betragtede hende imens... Som altid, med et beundrende blik.
"Uh.. Din tur først, jeg er meget nysgerrig." Grinede Gabriel.
Han satte sig ved siden af hende, og kyssede hendes hals.
Gabriel så spørgende på hende.

Kairi så spændt på Gabriel, og rømmede sig lidt.
"Okay da."
Hun tog hans hænder i sine, og så ham i øjnene.
"Vores familie bliver større. Du skal være far, igen."
Hun smilede, og flettede sine fingre ind i hans, mens hun spændt ventede på hans svar.

Gabriel så spændt på hende.
Han smilede stort, og satte sig bedre til rette.
Hvis man så godt efter ville man kunne se noget ved hans ene bukselomme...
"Igen?"
Han hævede begge øjnebryn.
"Kairi, det er... Fantastisk!"
Gabriel trak hende ind til sig, og kyssede hendes pande. Han rejste sig op, og satte sig derefter i den stilling man nu gjorde når man friede.
"Kairi Uchiha, vil du gøre mig den ære at blive gift med mig?"
Han trak ringen frem, og så spændt på hende.


Ringen; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Igen? Åh nej, han var ikke glad.... Hendes hjerte sank, men så hørte hun hans ord, og smilede igen stort. Hun skulle lige til at sige noget, da han rejste sig. Hun var klar til selv at rejse sig også, men så faldt han på knæ foran hende, og hun så overrasket på ham. Gjorde han, hvad hun troede...?
Hans ord bekræftede hvad hun selv havde tænkt, og hun lyste endnu mere op. Hun så på ham i nogle lange sekunder, kunne ikke sige noget af ren og skær glæde, hvilket de tårer der kom op i hendes øjne også bekræftede. Endelig fik hun kontrol nok over sig selv til at sige noget.
"Åh, Gabriel..."
Hun så på ringen. Hvor var den dog smuk. Hun nikkede.
"Ja, det vil jeg."
Hun lagde hænderne blidt på hans kinder, lænede sig frem og kyssede ham, blidt og kærligt.

Endnu et barn... Han skulle være far igen! Gabriel var utrolig glad. Selvfølgelig var han glad! Han skulle have et barn mere med den kvinde han elskede.
Da hun ikke sagde noget i noget tid blev han nervøs. Men den måde hendes ansigt lyste op på, og de tårer han kunne ane i hendes smukke øjne gav ham lidt en ide om hvad hun ville svare.
Vente, vente, vente...
Gabriel havde nok aldrig været så lykkelig før end da hun sagde ja.
Han grinede lidt, og rejste sig op og trak hende op til sig.
Han tog hendes hånd, og satte ringen på ringfingeren. Han gengældte kærligt kysset.

Kairi smilede lykkeligt mod hans læber, og så så ned på sin hånd da han satte ringen på.
"Hvor er den smuk..."
Hun var virkelig lykkelig nu. Hun rakte sig frem og kyssede ham igen.
Efter lidt tid, tog hans hånd og så smilende på ham.
"Lad os gå ind, skat. Børnene skal jo have de gode nyheder at vide."

Gabriel smilede skævt, og så på hende. Han grinede blidt, og kyssede hurtigt hendes pande.
"Næsten lige så smuk som dig."
Han hviskede det lavt, og kærligt. Han gengældte blidt kysset, og nussede hendes hofte.
Gabriel smilede, og nikkede.
"God idé."

Romeo sad stadig inde på sit værelse, dog var vingerne ikke til syne mere. De var blevet taget ind.

Kairi smilede, og gok ind i stuen igen, stadig med Gabriels hånd i sin.
"Romeo! Kom lige herind, og tag Amy med."
Kairi ventede spændt på at børnene kom ind i stuen, og så på Gabriel med et mildt og kærligt blik.


//Kreasvigt!//

Romeo sukkede lavt da han hørte hans mor kalde efter ham og Amy.
"Jaja..." Mumlede han, og løftede Amy op til ham.
Romeo gik ind i stuen, og så skiftevis på sine forældre efter at have sat Amy ned.
Gabriel kyssede Kairis kind hurtigt.

Kairi så på Romeo. Det var præcis den reaktion, hun havde forventet, så hun smilede bare stadig.
"Jeres far og jeg har noget vi skal fortælle jer."
Hun så kortvarrigt på Gabriel, og derefter tilbage på børnene igen.
"Der er to ting. Den ene er, at i får en ny lillebror eller søster."
Hun smilede, og ventede på en reaktion, mest fra Romeo, da Amy jo stadig var lidt for lille til at forstå det, og reagere særligt meget på det.