En stor, lykkelig familie //Romeo//

Romeo hævede et øjnebryn, og så, så på Amy. Mest fordi han ikke gad at se på sine forældre imens de snakkede. Han så på dem igen da hans mor sagde at de skulle have en lillebror, eller lillesøster.
"Seriøst?" Romeo sukkede lavt, og lagde armene over kors. Han var skam glad for at han skulle være rigtig storebror, men.. Nej, det ville han slet ikke tænke på. Det var alt for... Klamt at tænke på. Romeo vidste jo hvordan børn blev lavet.
"Dejligt." Romeo gik hen imod sit værelse igen.
Gabriel rynkede lidt på panden, men ville ikke gøre noget. Gabriel gik hen til Amy, og smilede skævt.

Kairi blev en smule skuffet over Romeos reaktion. Hun vidste jo hvor meget han holdt af Amy, så hun havde da regnet med at han blev glad....
Hun sukkede, og så på Gabriel. Hendes plan havde været, at hun ville fortælle den ene nyhed, så kunne han sige den anden. Det virkede dog ikke til at han havde regnet den del ud, men hun gad ikke sige noget. I stedet gav hun sig i stilhed til at rydde tingene fra morgenmaden lidt sammen, så det var lige til at bære ud i køkkenet.
Amy så op på Gabriel med et smil. Hun vidste selvfølgelig ikke rigtig hvad der foregik, så hun var som altid glad for at se Gabriel. Hun begyndte at pludre begejstret.

Gabriel havde regnet det ud, men grundet af Romeos reaktion ville han intet sige, før Romeo var... Blevet sig selv igen, eller bare... God, eller hvad man nu kunne sige. Gabriel strøg Amy over håret, og så hen imod Kairi. Gabriel gik hen til hende og smilede kærligt.
"Bare rolig, han skal nok blive god igen... Han skal bare lige vænne sig til tanken om at skulle blive storebror." Sagde Gabriel blidt, og så på Kairi.
Romeo smed sig på sengen, og gemte ansigtet under puden.

Kairi så på Gabriel, og smilede svagt.
"Jeg ved det godt skat, det er bare... Jeg havde bare troet, eller vel nærmere håbet, at han ville blive glad..."
Hun gik hen og satte sig i sofaen, og tog Amy op på skødet.
"Hvad så, prinsesse, haft en sjov dag?"
Amy gav sig til at pludre og grine, og Kairi smilede for sig selv. Hun elskede virkelig sine børn, og glædede sig til at få et til, selvom det også ville blive hårdt med 3 børn i huset, og så så hurtigt efter hinanden.

Gabriel smilede skævt, og strøg Kairi over håret.
"Jeg tror der er noget der plager ham..." Gabriel så hen imod Kairi og smilede skævt.
"Jeg går mig lige en tur." Gabriel gik hen imod døren, tog sko og jakke på, og gik ud. Faktisk var det ikke kun lige en gåtur. Men det behøvede Kairi jo ikke at vide...

Romeo sukkede lavt, og rejste sig op. Han skiftede form til ulv, og lagde sig til rette på sengen.

Kairi lukkede kortvarrigt øjnene, og smilede. Hun elskede når nogen nussede hende i håret, især når det var Gabriel der gjorde det. Hun nikkede bare, og så efter ham da han gik. Han havde vel bare brug for lidt luft, ovenpå de to store nyheder.

Kairi overvejede kort at gå ind og se til Romeo, men besluttede sig for at lade være. Hvis der var noget hun hadede da hun var teenager, var det at hendes forældre altid rendte efter hende når hun blev sur eller havde brug for at være alene, og hun regnede med at hendes søn havde det på samme måde. Derfor lod hun ham bare være, og blev bare siddende med Amy i skødet.

Romeo gad ikke ligge på sengen mere. Han kedede sig. Han vidste ikke hvad han skulle lave. Han hoppede ned fra sengen, og så sig lidt om på værelset. Han var stadig i ulveform. Han traskede ud til stuen.
maden var væk! Han klynkede svagt over det, og lagde sig ned.
HAn så trist på sin mor, og klynkede videre... Han var sulten.

Kairi så på Romeo da han kom ud og lagde sig foran hende. Hun strøg ham blidt over hovedet, og smilede svagt. Hun vidste godt hvorfor han klynkede, så hun tog Amy op på armen og gik ud i køkkenet. Hun satte Amy på køkkenbordet, fandt en tallerken og maden frem, og gav sig til at lægge noget mad op på tallerknen. Hun lagde et par pandekager, noget røræg, pølser og bacon på tallerknen, og gik så ind og satte den på bordet, og tog Amy op igen.

Romeo rejste sig op da Kairi gik ud i køkkenet. Han løb ind i sit værelse, og skiftede form. Han løb ind i stuen, og satte sig ved spisebordet. Han spiste hurtigt og da han var færdig mumlede han noget med han ville løbe en tur, og han forsvandt ud af døren.

Noget tid efter kom Ramiel hjem med et sværd i en skede, og åbnede døren.
"Nogen hjemme?"

Kairi satte sig i sofaen igen, og smilede af sin søn der spiste. Hun nikkede bare da han sagde at han ville løbe en tur, satte Amy ned og ryddede op efter Romeo. Hun smilede da hun hørte hoveddøren blive åbnet, og grinede lidt da Amy rejste sig og løb ud.
"Faaaaar!" Lød det fra den lille pige.
Kairi stod stille og så på sin datter. Det var første gang, hun havde kaldt Ramiel for far.

Det var måske bedst at gemme sværdet? Han skyndte sig at kaste det hen i en busk, og smilede af at det ingen lyd gav da det ramte jorden. Sværdet var gemt i busken. Forhåbentlig havde de ikke set det han havde gjort.
Far? Det var lige før Ramiel så bag sig for at se om Amys rigtige far på en eller anden måde var kommet tilbage fra de døde. Men nej, da han kigged sig over skulderen var der ingen. Han så smilende på Amy. Det var ham hun kaldte for far! Wauw.. Han ville aldrig kunne finde på at tage Johans plads, men ... At hun så ham for sin far? Han ville i hvert fald ikke lade nogen røre Amy, eller Romeo, eller Kairi. Han grinede lavt, og løftede Amy op.
"Hej Prinsesse." Han smilede skævt, og gik ind i stuen.

Kairi stod bare og smilede af Ramiel og Amy. Hun kunne ikke rigtig fatte hvad der lige var sket, men hun var lykkelig over det. Hun havde godt nok regnet med at det ville ske en dag, men derfor blev hun nu overrasket over det alligevel. Hun smilede, og gik hen til Ramiel og Amy. Hun kyssede Amy på panden, og gav så Ramiel et lille kys også.
"Hvad så min skat, haft en god tur?"

Hvis Kairi lagde mærke til det, ville hun se at der var blod på Ramiels nakke, men så tydeligt var det heller ikke. Han var nemlig blevet skåret lidt i nakken, men det var overfladisk. Ingen ar, eller noget. Bare lidt blod.
Han smilede skævt.
"Ja, den var fin." Nej, den var dum. Han var blevet skåret i, men havde klaret opgaven. Han havde holdt det hemmeligt. Han kunne bare ikke fortælle det.

Kairi kunne godt fornemme at det ikke var helt rigtigt, og inderst inde begyndte tvivlen at nage hende. Ramiel var meget ofte ude, gik tit flere gange om dagen, på mærkelige tidspunkter. Hvad lavede han dog?
Hun slog tanken ud af hovedet, hun ville gerne være glad. Ramiel havde lige friet, de ventede deres tredje barn, og Amy havde lige kaldt Ramiel for far for første gang. Hun havde ingen grund til ikke at være glad lige nu.
Hun gik ind mod stuen igen, og satte sig i sofaen.

Ramiel kunne fornemme der var noget der nagede Kairi. Han rynkede lidt på panden og lagde hovedet lidt på skrå. Da han havde været ude efter den person han skulle dræbe var en kvinde stødt ind i ham, hvilket havde resulteret i at på hans nakke, lidt under øreflippen, var der tegn fra rød læbestift. Altså meget rød læbestift. Ramiel havde bare glemt alt om det.
Hvad han heller ikke vidst var at der var noget blod på hans trøje, bare lille plet ved brystkassen, lidt ved højre side.
Han så spørgende efter hende da hun gik ind i stuen. Han satte Amy ned, strøg hende over håret, og gav hende en af hendes dukker. Han gik ind i stuen, og satte sig ved siden af Kairi.
"Er der noget galt?" Han så spørgende på hende.

Kairi sad i sofaen, og havde trukket benene op under sig, lagt armene rundt om benene og lænede hovedet på sine knæ. Hun havde med det samme bemærket læbestiften på hans hals, og nu ville hun vide hvad der foregik. Hun så op på Ramiel da han kom ind i stuen og satte sig ved siden af hende.
"Det kommer helt an på om du har en god forklaring på det her..."
Hendes stemme var kold og skarp, langt fra den milde og varme stemme hun normalt havde. Hvis man så godt efter ville man også kunne se, at nogle bitte-små røde prikker glimtede i hendes øjne.

Ramiel kendte ikke til læbestiften på hans hals. Derfor undrede det ham hvad hun snakkede om. God forklaring på hvad? At han havde kaldt Amy for prinsesse? Kaldte man ikke søde små piger det? For at gøre dem mere glade?
"God forklaring på hvad?"
Han rynkede på panden. Hendes stemme og øjne skræmmede ham.
Han krøb faktisk lidt sammen.
"Vær ikke sur på mig... Hvad har jeg gjort?" Hans stemme var bedende.

Hans måde at krympe sammen på... Det fortalte hende at han ikke anede hvad hun snakkede om, så hun rejste sig og hentede et lille spejl hun havde liggende i sin taske. Hun rakte det op mod hans hals i en hurtig og lidt voldsom bevægelse. Det var tydeligt at hun var sur.
"Forklaring på det her!"
Hun holdt stadig spejlet op foran ham, så han kunne se det. Nu gav det pludselig mening, de lange såkaldte gåture, på alle tider af døgnet, og ofte flere gange om dagen, hans lettere mystiske adfærd, og nu det her.... Han havde en anden! Tanken var ikke til at bære, så hun sænkede modløst armen, og fik tårer i øjnene, der var en blanding af triste og vredestårer.

Ramiel fulgte hende med øjnene da hun rejste sig op og gik hen til sin taske. Han blev ved med at se spørgende på hende, specielt da det viste sig at være et spejl hun kom med. Han lænede sig mere tilbage i sofaen da han først troede hun ville slå ham med spejlet, men da det viste sig hun ikke ville, satte han sig mere normalt igen.
Han så på spejlet og rynkede på panden. Han rørte ved stedet hvor læbestiften var. Han kiggede på hende.
"Det er ikke det du tror, Kairi.." Han rejste sig op. "En dame gik ind i mig, ved et uheld." Hans stemme var rolig, men der var ingen løgn at tyde.

Hun så op på ham gennem tårerne, og blinkede så de faldt. Hendes ansigt var dog stadig koldt og vredt at se på, trods at hun inderst inde kunne mærke at han ikke løj, men måske han bare var en god skuespiller?
"Og plantede sine læber på din hals? Ved et uheld?"
Det lød ikke helt overbevisende i hendes hoved.

Ramiel kunne ikke fortælle hende det... For hendes egen sikkerhed kunne han ikke fortælle hende at han var snigmorder. Han sank en klump, ikke fordi han var nervøs, men fordi hun græd.
"Kairi... Jeg elsker dig, og kun dig." Han tog tøvende hendes hænder.
"Jeg ved ikke hvordan hendes læber endte der, men jeg er ikke typen der er folk utro." Han så tøvende på hende.
"Jeg har ikke en anden. Jeg har kun dig, og ved dig er jeg lykkelig."

Hans berøringer, hans stemme, hans ord... Hun så ham i øjnene, og knækkede pludselig sammen i gråd. Hun ville virkelig gerne tro på ham, men var bare så sikker på det. Hun var dog også sikker på at han talte sandt, så hun lænede sig mod ham og græd. Efter lidt tid rejste hun hovedet og så på ham igen.
"Det forklarer så ikke dine små forsvindinger på alle tider af døgnet, og din lettere mystiske opførsel. Der foregår et eller andet, tro ikke at jeg ikke har bemærket det..."
Hendes stemme var ikke længere skarp og kold, men der var en bestemt tone i den, som sagde at hun stadig krævede svar.

Ramiel lagde armene om hende og trak hende ind til sig. Han kyssede hendes hovedbund, og kærtegnede trøstende hendes ryg.
Han ville ikke have hun græd, men hun skulle have lov til at græde ud, mente han. Det var bare som at have en stor sten i hans hjerte når hun var ked at det.
Han sukkede lavt og kiggede på hende. Han tog hendes hånd, og trak hende med ud i haven. Han fandt sværdet frem fra sit skjulested i busken. Han trak det ud af skeden og det begyndte at gløde.
"Hvis du så gerne vil have det at vide." Han så på hende. "Så er jeg snigmorder."

Hun puttede sig ind til ham og rejste sig så og gik med. Hun så undrende på sværdet, og trak sig så lidt væk fra ham. Snigmorder? Han måtte lave sjov, det kunne ikke passe! Hun var stille længe, og svarede ham så endelig.
"Jeg håber du er klar over, hvad du gør. Det er ikke kun dig selv du udsætter for fare, det er også hele din familie! Er du klar over, hvad der ville ske med os hvis de forkerte fandt ud af det her?!"
Vreden var halvt om halvt steget op i hende igen, men hun kæmpede for at holde den nede.

Ramiel betragtede sværdet med beundring. Det var nærmest hans evne... Sværdet tilhørte ham, han tilhørte sværdet. Han kiggede på Kairi.
"Hvorfor tror du jeg holdte det hemmeligt?" Han lagde hovedet lidt på skrå. Han stak sværdet i skeden igen, og gemte det igen i busken.
"Og, jeg kan ikke bare stoppe. Det sværd er min evne. Jeg er ikke den søde lille englebasse mere, kairi."
Og hvis hun ikke kunne leve med det, havde de ikke mere at snakke om.