En stor, lykkelig familie //Romeo//

Hun så på ham og nikkede bare. Hun havde jo også sine hemmeligheder, med klanen og andre ting, så hun forstod ham godt. Hun overvejede om hun skulle fortælle ham om det, men lod vær.
"Jeg forstår det godt. Jeg er vist heller ikke selv så perfekt som det kan se ud."
Hun grinede lidt. Hun kunne godt leve med det, så længe det ikke udsatte dem for en seriøs fare.
"Bare du lover at du passer på. Vi har andet og mere at beskytte end kun os selv nu. Og jeg ville hade mig selv hvis der skete børnene noget, fordi du eller jeg ikke passer på hvad vi laver."
Hun så på ham og håbede at han forstod hvad hun mente. Børnene var det vigtigste for Kairi, så længe de havde de godt og var i sikkerhed kunne hun slappe af, men skete der noget med dem ville hun gøre alt for at gøre det godt igen, eller hævne sig hvis nogen gjorde dem ondt.

Holdte hun noget skjult for ham? Det kunne godt være hun gjorde... Og han mente, at hvis hun skjulte noget for ham, eventuelt for at beskytte ham, skulle de to have en seriøs snak. Han kunne sagtens tage vare på sig selv.
"Holder du da noget skjult for mig?"
Hans stemme var på sin vis bestemt, en tone der viste han ville have svar. Et ærligt svar.
"Jeg har altid passet på. Jeg har ikke fortalt nogen om det... Udover min søster, niece, og Nille." Han mente ikke han havde fortalt flere det.
Han lagde armene over kors, og så væk.

Hun så en smule skeptisk ud over at der var andre der vidste det, men det var jo kun 3, og 2 af dem var familie så det gik nok an.
"Bare du sikrer dig at de du fortæller det, kan holde tæt. Jeg vil ikke have at hele byen pludselig ved det."
Hun smilede svagt, for ikke at virke alt for hård og stiv i det, men gav sig så til at bide sig i læben. Om hun holdt noget skjult for ham? Hvis hun sagde nej, ville det være en lodret løgn, men omvendt ønskede hun ikke at han skulle vide det hele. Men så igen, de var lige blevet forlovede, og hvis de skulle kunne bygge et stabilt ægteskab fra starten, var de begge nødt til at være ærlige, og fortælle hinanden selv deres dybeste hemmeligheder. Og hun elskede ham jo, så hvad kunne gå galt?
"Jo, vi har vel alle vores hemmeligheder i starten. Ikke at jeg som sådan ønsker at holde noget hemmeligt for dig, men... Jah, der har bare ikke rigtig været et tidspunkt jeg har fundet passende til at fortælle dig det skat."
Hun rettede sig lidt op, og så på ham.
"Jeg er medlem af en klan... The Shadow Clan..."

Ramiel vidste hvad han lavede. De alle tre havde lovet at holde det hemmeligt. Han var jo ikke dum. Han sukkede lavt, og lagde armene over kors.
"Bare fordi jeg var en tøsedreng da jeg var engel, betyder det ikke jeg er nu."
Hans stemme var lidt såret, men bestemt. Det virkede som om hun ingen tillid havde til at han kunne klare sådan noget. Som om hun var den mest fornuftigste af dem, og at Ramiel bare var barnlig.
"Du burde stadig fortælle mig det."
Var hans svar.Han rynkede på panden.
"Hvem er leder for den?"

Hendes smil havde tydeligvis ikke haft den effekt hun havde håbet. Han var tydeligvis såret, og følte hun talte ned til ham.
"Det var ikke det, jeg mente...."
Hun nikkede, og bed sig i læben. Åh gud, nu brød helvede vel løs om lidt... Hendes stemme blev lille, nærmest bare en svag hvisken, som et barn der skal indrømme at have gjort noget forkert.
"Sean.... Sean Mcgivens...."
Hun så ned i jorden, men rettede sig så lidt op og fortsatte, inden han kunne nå at afbryde hende.
"Og jeg ved godt hvad de gjorde mod Nille, men det var før jeg blev medlem, og fandt først ud af det bagefter! Og jeg er ikke videre glad for det, nej, men kan stadig godt lide klanen som helhed. Det er ligesom med ens familie, man er ikke altid enig med de ting, de gør, men man holder af dem alligevel..."
Hun så på ham med bedende øjne, håbede inderligt han forstod hende.

Ramiel kiggede ned i jorden, tydeligvis var han såret. Hans stilling var lavet sådan at han lignede en der snart ville gå.
"Hvad mente du så?"
Hans stemme var lidt skarp, men mere fortvivlet i det. Han vred sine hænder, og trippede. Han kunne ikke lide dette. Han stivnede over hendes svar og knurrede lavt. Sean... Den idiot var overalt! Ramiel vidste snart ikke hvad han skulle synes om ham. Sean havde hjulpet Ramiels niece, Luce. Men han havde slået Nille ihjel, som betød en del for Ramiel. Ramiel skyldte Nille sit liv. Ramiel lod hende snakke ud.
"Betyder det så intet for dig at Nille hjælper både mig og Romeo?"
Han så spørgende på hende. Hans stemme var lav.

"Jeg mente bare, at det er vigtigt at passe på, ligesom jeg også selv er nødt til, når jeg arbejder for klanen. Vi har trods alt børn nu, og deres sikkerhed kommer vel før alt andet. Det er sådn set det eneste, jeg mente."
Hun så på ham, og kunne godt se at han ikke var tilfreds med det. Hun vidste også godt hvorfor, og hun forstod ham fuldt ud.
"Jo, jeg skylder hende ligeså meget som i gør, eller næsten i hvert fald, men... Som jeg sagde før, klanen er som en familie, jeg er ikke altid enig med alt hvad de gør, men jeg holder ikke op med at se dem af den grund. Det er jo det en familie gør, holder sammen selvom de ikke er enige altid."
Hun håbede virkelig meget at han kunne forstå hende. Klanen var som en ekstra familie for hende, de havde hjulpet hende flere gange, og hun ville ikke melde sig ud bare fordi Ramiel ikke kunne lide dem. Han havde sit sværd og sit job, hun havde sin klan. Sådan måtte det være, fair og rimeligt.

"Tror du ikke jeg er forsigtig? Når dem der giver mig en opgave spørger om jeg har familie eller lignende, svarer jeg altid nej. Ikke engang den værste tortur kan længere få mig til at røbe noget."
Han kunne faktisk godt lide smerte, og tændte på det. En af de ting der havde fulgt med af tortureren han havde været igennem i godt og vel, et halvt år næsten. Der var dog noget han havde holdt skjult for hende.
"Uanset hvad, Nille er som en lillesøster for mig. Han dræbte nille men hjalp min niece, og nu finder jeg ud af han er lederen af den klan du er med i? Det er for meget."
Han sukkede lavt.

Hun så på ham, og nikkede bare.
"Hør, hvis du har problemer med Sean så opsøg ham selv, eller hvad du vil. Men lad i det mindste være med at give mig skyldfølelse over noget, jeg intet har med at gøre. Som sagt, er jeg ikke glad for at han dræbte hende, bestemt ikke, men udover det kan jeg faktisk godt lide ham og klanen, og jeg er i det store hele glad for at arbejde for dem. Det må du lære at leve med, ligsom jeg må lære at leve med dit sværd og dit arbejde."
Hun havde faktisk gjort meget for Ramiel og børnene selvom hun arbejdede for klanen. Hun havde sikret dem beskyttelse i byen, og på trods af at hun vidste, at Sean sikkert ville blive sur hvis han vidste, at hun holdt oplysninger om Nille skjult for ham, så havde hun intet sagt om hende. Ikke et eneste ord.

Jalousien bankede ind i Ramiel som en hammer der slog en i ansigtet, meget hårdt. Kunne lide Sean? Nille havde fortalt ham at Sean vidst var meget... Omringet af kvinder, da han jo var incubus. Han knurrede lavt.
"Har du nu også haft sex med Sean?"
Han vidste godt han gik over stregen. Jalousien var tydelig i hans stemme og øjne. For han havde misforstået det.
"Så sig dog at du elsker en anden, i stedet for at lyve!"
Igen var jalousien tydelig. Tårer gled ned af hans kinder mens han så rådvildt på hende.

Hans ord ramte hende som en kæmpe isblok, og hun stod bare og så forvirret på ham. Han troede... Åh gud, ikke nu igen....
"Det... Hva?! Nej, det var ikke på den måde!"
Hun kløede sig i håret og så sig fortvivlet omkring.
"Du misforstår. Jeg mener, at jeg kan lide ham og klanen som kollegaer, og som en form for familie. Indrømmet, jeg var en smule lun på ham første gang jeg mødte ham, men det er lang tid siden nu, lige da jeg var flyttet til byen, da jeg stadig kun var en forvirret teenager. Det er glemt nu, nu er han min chef, og måske en dag også ven, mere bliver det aldrig."
Hun så ham i øjnene, på den mest kærlige og oprigtige måde, hun kunne, for at vise at hun talte sandt.

Ramiels blik var tomt, men det var tydeligt se på de tegn hans krop sendte at han var såret. Han knurrede stadig lavt. Som en alfa der følte sig truet af en anden. Lidt ulv opførte Ramiel sig som, efter at han havde betragtet Romeo så meget når han var ulv.
Han lod hende snakke ud. Det hjalp ikke at få at vide hun havde været lidt lun på ham.
"Og hvor lang tid vil der så gå før du bliver lun på en anden mand?"
Hans tomme øjne landede på hende.

Kairi sukkede, og så væk. Intet kunne åbenbart gennembryde denne mur af jalousi. Hun rystede langsomt på hovedet.
"Hør, jeg er lykkelig med dig. Jeg vil aldrig nogensinde opgive, uanset om der så stod en konge og friede til mig, eller jeg kunne vælge mellem samtlige fyre i verden, så ville jeg stadig vælge dig.... Jeg elsker dig jo...."
Det sidste blev mere en hvisken, og hun så ned foran sig, tårer trillede stille ned af hendes kinder.

Ramiel var ligeglad med om hun var ved at blive træt af hans jalousi. Hun kunne bare have fortalt ham det hun holdte skjult. For nu gad han ikke fortælle hende det der også havde sket i den tid han havde været væk.
"Kairi, at du ikke fortæller mig sådan noget fra starten af, får mig til at tvivle om du elsker mig. Og nej jeg taler ikke om det med du var lun på Sean, men at du ikke fortalte mig du var med i den klan."
Hans stemme var mere blid, og han lagde armene om hende.
"Jeg elsker også dig." Hviskede han kærligt.

Hun hørte hans ord, og nikkede svagt. Hun blev forvirret over hans reaktion. Hvor blev den ugennembrydelige mur af jalousi af? Hun lagde langsomt og prøvende armene om ham, og puttede sig så ind til ham.
"Du fortalte mig heller ikke om sværdet, og du gav mig en reel grund til at tro at du var mig utro, ved at smutte hjemmefra hele tiden, på alle tider af døgnet, og opføre dig så mystisk i forsøget på at holde det hemmeligt... Og så den læbestift her idag... Det var bare den sidste brik i det puslespil, der så viste sig at være forkert.... Men jeg blev bange, Ramiel..."
Hun græd lidt igen, ved tanken om at hun havde troet hun var ved at miste ham. Det var det sidste hun ønskede, hun elskede ham alt for højt til at miste ham nu.

Ramiels humør kunne skifte hurtigt. Han ville ikke miste hende, det var det sidste han ville. Hellere dø end at ikke have hende hos ham. Kairi der var så guddommelig smuk og havde en gudindes personlighed. Og hendes læber de var så bløde og lokkende. Samt hendes røde hår der fascinerede ham utroligt. Hendes krop som var den smukkeste og mest perfekte han nogensinde havde set. Ingen kunne måle sig med Kairi, i Ramiels øjne.
"Og det er jeg ked af... Men jeg kunne aldrig finde på at være dig utro, min smukke Kairi." Han hviskede kærligt og Krammede hende ind til sig.
"Men nu vi fortæller hemmeligheder... Jeg fortalte dig ikke alt hvad der skete mens jeg blev kidnappet."
Hun måtte ikke blive sur...

Hun nikkede bare, og puttede sig ind til ham. Enkelte tårer løb igen ned af hendes kinder, men denne gang af glæde. Hun var igen lykkelig, og intet skulle skille dem ad.
"Okay, ikke flere hemmeligheder. Så fortæl bare min skat, jeg skal nok lade være med at blive sur..."

Ramiel kyssede hendes hovedbund. Han kørte kærligt hans højre hånds fingre igennem hendes flotte hår der indrømmede hendes ansigt så smukt. Han kærtegnede derefter hendes ryg med højre hånd. Den vidunderlige ryg, han nogle gange vågnede op til.
"Jeg blev ikke tortureret af de samme personer i et halvt år. Dem der ville have pengene og Nille, blev jeg tortureret af i to måneder. Nille reddede mig som du ved. Derefter plejede hun jo mine sår, men så blev vi fundet og tortureret. Nille blev kun tortureret i en time, og bragt væk. De ville åbenbart have brugt hende som nydelse hvis det ikke var fordi hun havde stoppet dem og sluppet væk. Jeg slap fri dagen efter og fandt en soldatlejr. Jeg lod som om jeg var en soldat der var såret... De troede ikke på det. Jeg endte i et slags fængsel stadig i soldatlejren, de ordnede mine sår. En måned senere blev jeg hentet af en soldat så de kunne slå mig ihjel. Men ene mand slog jeg tre bevæbnede soldater ud. Lederen var blevet imponeret og de accepterede mig. Der begyndte jeg at ændre mig. Jeg blev flabet, arrogant og slog uskyldige ihjel. Efter et par måneder var der gået et halvt år, og de havde opdaget jeg var en forræder. De torturede mig. Jeg slap væk, og fandt sværdet i en hule. Jeg fandt dig igen, blev lejemorder, og så videre."

Hun så op på ham mens han talte, og nikkede. Da han var færdig, rakte hun sig op og kyssede ham, et langt, kærligt og blidt kys. Hun trak sig lidt væk, og så på ham.
"Hold da op, du har været udsat for meget... Det eneste jeg kan se noget galt i, skulle være at du blev arrogant og slog uskyldige ihjel, men jah, så længe det ikke går ud over mig, familien eller mine venner, så kan jeg godt leve med det."
Hun sendte ham et lidt drilsk smil, og kyssede ham så igen. Hvor var hun dog lykkelig over, at de havde overlevet deres første seriøse skænderi.

Ramiel gengældte blidt kysset og smilede mod hendes bløde lokkende læber... Han kærtegnede hendes hofter, og kyssede hurtigt hendes pande.
"Jeg slår kun dem der truer dem jeg holder af, angriber mig, eller hvis jeg har fået opgave på at dræbe vedkommende. Jeg blev nød til at overbevise dem om jeg ikke var en forræder. Det var også der jeg ikke blev så hysterisk ved synet af blod, og al den tortur har gjort at jeg elsker smerte nu." Han grinede lavt.
"Nu du nævner venner... Delilah. Jeg kender hende. Ikke fordi jeg vil bestemme hvem du er venner med, men hvorfor er du venner med Delilah?"
Han spurgte blidt og forsigtigt. Han nappede hendes overlæbe da hun igen kyssede ham.

Hun grinede lidt af det, han sagde.
"Så har vi noget til fælles på det punkt."
Hun grinede igen, og nappede ham i halsen. Hun blev lidt overrasket over hans spørgsmål, og smilede så skævt.
"Tja, jeg kan ikke rigtig huske hvordan vi mødtes første gang, men altså... Ved godt hvad andre siger om hende, men overfor mig er hun sød og venlig, så jeg ser ingen grund til ikke at være venner med hende."

Ramiel smilede skævt og klukkede.
"Det beviser bare at vi passer godt sammen."
Hans læber blev kort presset mod hendes bløde lokkende læber i et kærligt kys. Han brummede nydende da hun nappede hans hals. Han kiggede på hende og smilede kærligt.
"Men hun er bare så... Overfor mig kommer hun med fornærmelser og alt muligt."
Han sukkede lavt.
" og hun troede jeg havde farvet mit hår." Han kørte en hånd igennem håret.

Kairi smilede lykkeligt da han bemærkede, at de passede godt sammen. Han havde ret, det gjorde de virkelig. Hun smilede skævt af hans reaktion, og kunne så ikke lade være med at grine lidt.
"Undskyld... Det er bare... Jah, sådan er hun vidst bare, tror du skal tage det med et gran salt. Og i øvrigt, så mindede det der mig om vores første møde, dit fine hvide hår og en kop varm kakao..."
Hun grinede igen, og håbede han kunne huske det. Hun havde haft det så sjovt over at hans hår blev ved at falde ned i kakaoen.

Ramiel kyssede hende op af halsen, da han lige nu, ikke kunne lade den guddommelige smukke kvinde der stod foran ham være. Han kærtegnede stadig hendes vidunderlige hofter, alt ved hende var guddommeligt. Han kunne ikke forstå at hun var hans. Altså, ikke ment som slave eller noget... Hun var hans elskede. Ligesom at han var hendes.
"Tja, jeg kendte hende også før jeg mødte dig." Han grinede lavt.
Han blev lidt flov over mindet. "Det kan jeg godt huske... Mit hvide lange hår, og nu er det brunt, kort og kedeligt." Han smilede skævt.
Han kyssede hendes kæbe.

Hun kunne heller ikke rigtig holde fingrene fra ham længere, og hendes ene hånd kærtegnede derfor hans ryg, mens den anden blidt nussede ham i håret. Han var så forbandet lækker, en rigtig engel, også selvom han var falden nu.
"Jeg kan godt lide dit hår nu... Ikke at jeg ikke kunne lide det før, det er bare også flot nu..."
Hun smilede, og bed ham så i halsen, ikke hårdt, men stadig et bid. Hendes hænder var stadig på hans ryg og i hans hår.