En stor, lykkelig familie //Romeo//

Der lød lidt efter en lyd efter hoveddøren blev lukket. Det var ramiel der var smuttet ud. Romeo så nysgerrigt mod lyden, og rynkede på panden.
"Hvor skulle far hen?" Som den lille dreng romeo stadig lidt var, troede han at Kairi vidste alt om ramiel. Hvor ramiel gik hen, hvor ramiel var, alt troede Romeo at Kairi vidste om Ramiel.
Romeo rankede sig igen stolt.
"Tak." Han Hviskede det lidt lavt, fordi han blev lidt genert.
Han nikkede ivrigt.
"Ja!" Han smilede stort.

Kairi hørte hovedøren blive lukket, og skulle til at reagere, da Romeo spurgte hende hvor Ramiel var.
"Det ved jeg ikke lille skat, tror bare far trængte til at gå en tur."
Hun smilede, og gav sig så til at gennemgå nogle af deres ting for at se om hun kunne finde noget passende til musen at bo i. Til sidst fandt hun en lille kasse fra nogle ting hun havde fået sendt fra sine forældre, og viste Romeo den.
"Tror du den her vil passe? Hvis vi forer den med noget blødt, et stykke stof?"

Ramiel var ude og gå en tur.. Æhm, på en måde. Han tog i hvert fald sit sværd med, så han skulle faktisk ud og dræbe nogen.

Romeo så lidt trist ned. Han kunne ikke lide at han ikke vidste hvad der skete. Han ville gerne vide hvor hans familie var , hvad de lavede, alt.
"Okay..." Hviskede han lavt.
Han smilede stort igen, og fulgte efter Kairi. Betragtede så han på kassen, mens han forsigtigt trykkede brownie ind til sig.
"Ja, det tror jeg." Svarede han med et smil.

Hun bemærkede godt at Romeo blev lidt trist, det var derfor hun koncentrerede sig om at gøre ham glad og få ham til at tænke på noget andet. Hun gengældte hans smil da han sagde ja til kassen, og nikkede.
"Godt. Så lad os finde noget stof."
Hun gik hen til en komode, og trak en skuffe ud, hvor hun havde sit stof liggende i. Hun fandt en lille rest, som passede med størrelsen på kassen, og lagde det ned i, og rakte så kassen til Romeo.
"Her min skat, så har han et hjem."

Det var faktisk især når Ramiel forsvandt, at Romeo blev lidt trist. Ramiel forsvandt jo hele tiden.. Hvilket gjorde Romeo trist da han troede det var på grund af ham. Var det fordi at han var blanding? Eller på grund af hans evne?
Han nikkede, og fulgte med Kairi. Han så på mens Kairi mens hun satte stoffet i. Han satte forsigtigt brownie i kassen da hun rakte den til ham. Han tog kassen og kiggede ned til den nysgerrige søde brune mus.
"Tak mor!" Han smilede stort. Han satte kassen ned og Krammede Kairi. "Du hader mig ikke fordi jeg er blanding, vel mor?" Han så op på hende med store triste øjne.

Hun smilede da Romeo satte Brownie ned i kassen, og gengældte hans kram. Hun trak sig dog lidt væk fra ham da han talte til hende, og så undrende på ham. Om hun hadede ham? Hvordan kunne han overhovedet spørge? Var hun ikke kærlig nok overfor ham? Eller var det fordi Ramiel hele tiden var ude og gå?
"Nej min skat, hvorfor tror du dog det? Både mor og far elsker dig meget højt, det må du aldrig glemme skat."

Romeo så ned da Kairi trak sig tilbage for at se på ham. Han sank en klump og så så nervøst på hende. Han lyttede stille hvad hun sagde. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Brownie gik rundt nede i kassen, gemte sig lidt. Romeo så ned igen.
"Jeg... Far går bare hele tiden... Næsten hver gang jeg er her.. " nogle tårer gled ned af hans  kinder som han skyndte sig og tørre væk med sin hættetrøjes ærme. "Jeg... Jeg tror han ikke kan lide mig... Tror du han er skuffet over mig?" Hans stemme var lille, trist og nervøs.

Kairi så på Romeo mens han talte, og bed sig lidt i underlæben. Så det var det der trykkede ham? At Ramiel så ofte gik hjemmefra? Hun tænkte over hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle forklare det uden at afsløre alt. Romeo skulle nemlig ikke vide hele sandheden, der var ingen grund til at han havde det at bekymre sig over.
"Hør, lille skat, din far elsker dig rigtig højt og er stolt af dig. Det har intet med hverken dig, mig eller din søster at gøre, at han så tit går. Far har et arbejde, hvor han er nødt til at gå og komme tilbage på den måde han gør. Men han elsker stadig os allesammen meget højt."

Romeo blev ved med at se trist ned, mens han tørrede sine tårer væk med hættetrøjens ærmer. Hans øjne var blevet lidt røde, som de altid blev når han græd. 
Han så trist på Kairi mens hun snakkede. Et job? Hvilket job? Han havde ikke hørt Ramiel snakke om noget job... 
"Hvilket arbejde?" Spurgte han og så ned igen. "Hvorfor har han ikke sagt noget om det?" HAn bed sig i underlæben, og så tøvende på hende igen.

Kairi bed sig lidt i læben, og så på Romeo, først lidt bekymret men så lyste hun lidt op.
"Ved du hvad skat, det må du spørge ham om selv. Jeg er sikker på han gerne vil fortælle dig om det selv."
I virkeligheden ville hun bare selv slippe for opgaven med at fortælle Romeo om hvad Ramiel lavede, men det behøvede han jo ikke vide.

Spørge far om det? Men ville far overhovedet svare ærligt på det, eller i det hele taget svare? Romeo rynkede lidt på panden, tavs og sammenbidt.
"Men vil han svare på spørgsmålet, eller hvad?"  Han lagde hovedet lidt på skrå. "Og ville han svare ærligt?"
Han så ned, snøftede og tørrede de sidste tårer væk med hættetrøjes ærme.

Kairi så på sin søn og smilede blidt til ham, og lagde en hånd på hans skulder.
"Det er jeg overbevist om, min skat. Din far elsker dig utroligt højt, så jeg er sikker på at han vil fortælle dig det."
Hun trak Romeo ind til sig og gav ham et blidt kram.

//Sorry det blev så kort, krea-svigt//

Romeo snøftede atter engang og så på sin mor. Han var selvfølgelig meget glad for sin mor, men en dag, hvor han blev rigtig teenager ville han nok blive meget let sur på hende og tage afstand.
"Okay.. Jeg tror på dig."
Romeo smilede svagt og gengældte krammet. "Mor, jeg så forresten noget... skræmmende i skoven idag." sagde Romeo forsigtigt.

Kairi så på sin søn og smilede. Hun var glad for at han troede på hende, og håbede inderligt at Ramiel ville forklare Romeo tingene når han kom hjem. Hun så ned på sin søn da han igen talte til hende.
"Oh, hvad da min skat?"
Hun bed sig i læben og undrede sig over, hvad hendes lille dreng dog kunne have set.

Romeo håbede også at Ramiel ville fortælle det hele, for det at han ikke vidste hvad der foregik, gjorde ham ked af det.. Det var ikke specielt rart for ham. Romeo tørrede de sidste tårer væk og snøftede. Han Krammede Kairi, mens han svarede på hendes spørgsmål.
"En mand fangede en kvinde - snøft - og og, prøvede at dræbe hende! H-hun sparkede ham dog, og jeg kastede en sten efter ham... Jeg... Jeg kunne bare ikke lade ham dræbe hende! Det var forfærdeligt.. Han prøvede også at få tøjet hende! Det forstår jeg dog ikke helt hvorfor han prøvede på..." Han rynkede tænksomt på panden , mens han holdte sig ind til Kairi, for at mærke den tryghed hun altid havde givet ham.

Kairi holdt om Romeo mens han fortalte, og aede ham blidt over håret da han var færdig. Hun kunne ikke begribe at hendes lille dreng havde været vidne til så forfærdelige ting, men som altid havde hun en utrolig styrke og indre ro, og med en blid og moderkærlig stemme talte hun nu til sin søn for at trøste ham.
"Det var godt at du hjalp hende min skat. Det lyder som en meget væmmelig mand. Kom du noget til?"

Kairi havde simpelthen en ekstra evne! En evne der kunne gøre Romeo så rolig, den evne var så hendes omsorg, hendes kærlighed for hendes børn. Romeo kiggede på hende med sine sørgmodige øjne. 
"Nej, jeg har det fint.. Jeg skyndte mig væk, og han løb efter mig.. Heldigvis var han ikke særlig klog, så jeg gemte mig bare bag et træ, og så var han væk. Kvinden så jeg løbe sin vej... Jeg tror hun har det fint... Men... HVorfor prøvede manden at få hendes tøj af? hvad skulle det gøre godt for?" Se, det... Ville Romeo gerne vide.

Hun smilede da hun mærkede hvor tryg Romeo igen følte sig, men blev pludselig sådan lidt forlegen. Hun var slet ikke klar på at have den snak med sin søn endnu. hun bed sig i læben og tænkte over hvad hun skulle sige.
"Skat, du ved godt at din evne har sine begrænsninger ikke? Nok bliver du næsten som den alder, du vælger at være, men også kun næsten. Derfor forstår du ikke hvorfor han prøvede at få tøjet af hende, og det vil der går mange år før du forstår. Prøv ikke at forstå det for tidligt, husk på at indeni er du stadig kun et lille barn."
Hun håbede virkelig han ville forstå, og ikke blive sur på hende.

Det var rigtigt, der var så meget Romeo havde forstået, men dette var han slet ikke klar til. Ramiel ville nok ikke tøve med at fortælle ham det, men Ramiel havde heller ikke samme erfaringer som Kairi omkring at være forældre, heller ikke selvom han var ældre end hende. 
"Okay, mor... Jeg forstår." Han smilede svagt og så på hende. "Tror du far snart er hjemme?" Håbet lyste i hans øjne.

Kairi smilede og var glad for at hun var sluppet for at forklare ham alt for meget. Det var hun simpelthen bare ikke klar til endnu.
Hun gengældte kærligt hans smil.
”Det ved jeg ikke skat, men jeg tror det. Er der noget du har lyst til at lave, mens vi venter på ham?”

Romeo trak på den ene skulder. Han så ned til den brune mus, og smilede svagt. Han håbede at Ramiel snart var hjemme, han var så nysgerrig efter at høre om Ramiels job. Den brune mus så nysgerrigt op på Romeo. "Kan vi gå udenfor?"Spurgte Romeo og så op på Kairi. Han ville udenfor fordi, at så kunne han også se, hvornår Ramiel var hjemme.
"Så vi kan vi også holde øje med, hvornår han er hjemme." Romeo smilede. Han krammede hurtigt Kairi, inden han løftede kassen, som Brownie var i. "I er de bedste forældre i verdenen." Sagde Romeo og smilede.

Kairi så på sin søn, og nikkede da han ville udenfor.
”Selvfølgelig kan vi det min skat.”
Hun ville til at gå udenfor, men blev helt overrasket over hvad Romeo så sagde. Hun måtte kæmpe for ikke at få tårer i øjnene, for så ville han bare tro hun var ked af det, hvilket hun bestemt ikke var. Det var uden sammenligning det sødeste nogen nogensinde havde sagt til hende, men af gode grunde havde hun regnet med der ville gå et par år før hun hørte et af sine børn sige det til hende. Hun stod bare helt forstenet og så på Romeo, og smilede så til ham.

Romeo så ned til Brownie, som kiggede nysgerrigt op på ham. Brownie skulle også med ud, så han kunne få noget frisk luft. Han skulle ikke føle sig fanget. Romeo så på Kairi og smilede til hende. Romeo begyndte at gå udenfor, men stoppede op. Han så sig over skulderen og hen mod Kairi. Hvorfor gik hun ikke med? Var der noget galt? Romeo satte kassen som Brownie var i ned, og gik hen til Kairi. "Er du okay, mor?" Spurgte Romeo og så spørgende på hende. Han så bekymret ud.
Romeo gik hen til kassen igen og samlede den op. Han åbnede døren, og så ud. Han smilede stort, da han så, hvem der kom gående mod huset. "Far er hjemme!" Sagde Romeo og satte kassen ned igen ved døren. Romeo løb hen til Ramiel og krammede ham med det samme. Ramiel så en anelse overrasket på Romeo, men grinede kærligt. Romeo trådte væk og tog Ramiels hånd. Romeo trak ham med hen til huset.

Kairi så på Romeo da han spurgte om hun var okay, og smilede svagt til ham så han ikke skulle bekymre sig.
"Ja, jeg har det fint. Jeg stod bare lige og tænkte på hvor højt jeg elsker dig og din søster."
Hun lagde blidt armene om ham og gav ham et lille knus inden hun slap ham igen, og fulgte med ud i haven. Hun smilede stort da hun fik øje på Ramiel, og da han kom hen til hende gav hun ham et kærligt kys.
"Har du haft en god tur, skat?"

Romeo smilede stort, over det Kairi sagde. Han kunne ikke ønske sig bedre forældre, end Ramiel og Kairi. "Vi elsker også jer, meget højt." Sagde han glad. Han gengældte hurtigt knuset, inden han løb ud i haven, for at ønske Ramiel velkommen hjem.
Ramiel var uden tvivl glad for velkomsten. Han rodede kærligt i Romeos hår med et drillende smil om sine læber. Romeo grinede af det, og puffede til Ramiel med sin albue, inden han løb ind i huset, for at se til Amy. Ramiel gik over til Kairi. Han gengældte det kærlige kys blidt. "Ja, det har jeg." Svarede han blidt. Han så rundt i huset, og fik øje på kassen, hvor Brownie var i. "I fandt en kasse til ham." Sagde Ramiel blidt. Han så på Kairi igen.

//Out.