a angel wait you are not that angel stay away-Mia Szhirly

Mia vendte om på hælene, og så på ham med en bestemt mine. Hun vidste han hun have ham i sin hule hånd, men hun viste ikke i hvor stor en grad, han ville adlyde hende. Han virkede ikke dum, dig havde han været dumdristig nok til at bukke under for hendes trussel.
"Godt, så! Jeg kommer nok ikke til at få brug for dig længe..." Hun betraktede ham indgående, hvorefter hun vendte om på hælene og så sig om igen. De stod i en indgangshal, hvor der til den ene side var et stort køkken, og på den anden side en flot og prægtig (men støvfyldt) stue. Ligefrem var der en trappe, som førte ovenpå.
"Vi må finde en seng..." Mumlede hun, og begyndte at gå hen mod trappen. Hun havde knap nok sat sin fod på trinnet, før hun kom i tanke om hvor meget i hendes foregående sætning, som kunne misforstås.
"... healing virker bedst, når man er afslappet..." Mumlede hun derfor hen over skulderen, og fortsatte op af den knirkende trappe.

Han kigget på hende da hun sagde det første "det mener du jo ikke du har mig som din slave ind til jeg kan betalle dig sådan ligge landet ikke" sagde han og kigget på hende han kigget til begge sider af indgangs hallen og gik efter hende han var hendes slave ind til han kunne betalle hende det var han blivt enig med sig selv om. Han sukket og nikket bare til hende ham slappe af det ville aldrig ske han kunne aldrig være afslappet han fulgte med hende han skulle nok regne med og være hendes slave i et stykke tid "hvad nu frøken ave" sagde han og kigget ydmyget på hende han var hendes slave fuldt ud til han kunne betalle hende eller hun ikke længe havde brug få ham men han havde en ide om hun ikke ville gi slip på ham som slave så let.

Mia så efter ham, da hun var kommet op i toppen af trappen, og nu havde tre døre at gå ind af. Han kom op på siden af hende, og stillede det samme spørgsmål, som han havde stillet nok mere end tre gange idag. 'Hvad nu frøken Ave?' Det var til at få spar af! Havde han ikke andet at sige? Var hans ordforråd ikke større? Kunne han ikke spørge på en mere kreativ måde?
"Bliv stående dér!" Beordrede hun, og tog i det første dørhåndtag, hvorefter døren åbnede med en masse knirken. De manglede helt sikkert at blive smurt, de døre! Et badeværelse. Det kunne hun jo ikke bruge til en skid. Så hun lukkede døren, og fik hen for at tage i den næste. Hun gad ikke engang se om han stadig stod der, stolede for en gang skyld på ham. Han var trods alt ikke helt dum.
"Bingo!" Udbrød hun pludselig, da døren åbnede med ikke en lyd, ind til et soveværelse med en enkelt dobbeltseng, et stort spejl og en kommode. Hun gik uden flere ord derind, og håbede bare han fulgte efter.

Han blive bare stående imens hun sagde det til ham. Han sukket og kigget selv omkring i gangen mens han vente på hvad hun ville sige så han kunne gå med hende der ind. Han vendte og trippe nervøs med fødderne mens han vente på hvad hun ville sige men da han ikke hørte hende svare efter hun havde sagt bingo. Gik han selv ind efter hende han ville ikke tale før hun tale til ham på den måde kunne det være hun ikke ville straf ham for at vær iretrne. Så da hun havde sagt bingo var han ikke to sekunder om at følge ind efter hende som den slave han nu var han gik stille efter hende og vente nu hvad hun ville ham til og gøre han kigget på hende og vente på hvad hun nu ville ha ham til og gøre.

Mia vendte sig om, da hun mærkede at hendes slave var kommet efter hende ind i husets soveværelse. En let, og falsk smil krøb over hendes bløde læber, da hun så vuderende på ham. Kunne hun virkelig få ham til at gøre hva hun ville have ham til? Alt?
"Det her er perfekt! Læg dig,"Hun pegede på sengens bløde stof, inden hun så på ham igen led et opfordrede blik.
"Og vis mig så, hvor og hvor mange sår du har..." Hendes blik var ligegyldigt, og hendes smil nåede langt fra, hendes øjne.

//Undskyld det korte indlæg! Kreativiteten svigter!//

//gør ikke noget//
Arason sank en klump da han stod sammen med hende på værelset og kigget på hende. "javel frøken ave" sagde han og lagde sig på sengen og begynde med og klæde sig af da han havde sår mere ende et sted og et var end da på hans skridt og nu ville hun sikkert kunne se de ar han havde haft for at ha været slave. Som han nu var igen "jeg har et på min lem efter et møde med en vampyr hvor hun bruget rivejern mod den fordi jeg prøvet og redde et andet Menske som var hendes offer og så ville hun toture mig lidt for det men du behøve ikke og få det og vide undskyld frøken ave" sagde Arason til hende, Imens han fik hans bukser af og hans trøje hvor der var et stort sår på hans venstre side det var ikke så mange men de var store.

Mia rynkede brynene en smule, da han kom med sin lille forklaring. Det behøvede hun nok ikke lige at få afvide, men nu vidste hun ihvertfald hvorfor, hvis hun på noget tidspunkt ville undre sig. Men hvis hun nogensinde ville gøre det, ville hun nok aldrig spørge. Det ville være for akavet...
"Vi ser på det, til den tid..." Hun kom i tanke om, at hun ikke vidste hvad hun skulle kalde ham, og kendte ikke engang hans navn, men det betød ikke så meget... Hun ville ikke bringe emnet på banen nu...
"Nu skal du se..." Mia satte sig yndeduldt på kanten af sengen, og så på ham med et alvorligt blik. Hun hev noget der ligende helt almindelige, grønne blade op af lommen, og rakte med til ham.
"Du skal tygge rigtig godt på det her blad, men pas på, smagen kan være ret skarp.." Hun å på ham med et roligt ansigtsudtryk. "Bare rolig, det er noget bedøvende.."

Han kigget på hende da hun talte til ham og viste ham noget der lignet blade. Som hun sagde han skulle tygge rigtig godt på han kigget skeptisk på hende inden han kigget på blade igen efter hun havde sagt det bedøvet. Det var lige før han ville protester fordi han ikke viste hvad hun gjorde overhoved og hvor meget det ville slå ham ud hvilket han var bange for men han nikket bare og åbent munden som den gode slave han ville være. Fordi hun havde gjorde det for ham eller nærme hun ville gøre det for ham og det var jo hendes betaling han sukket og nikket og tog imod blad og tygget så på det eller nærme det hun sagde han skulle gøre og langsomt faldt han hen og kigget på loft han var stadig vågne han kunne bare ikke rigtig gøre noget fordi han var bedøvet.

Mia nikkede anderkendende, da han tog imod bladene og tyggede dem, som hun havde sagt han skulle. Hun havde forventet at han ville protestere, men han sagde ikke ét ord. Det overraskede hende, men gjrode hende også glad indeni. Så var det nemmere. Men hedes ansigt var stadig udtryksløst.
Da han lagde sig ned, og stirrede stift op i loftet, lagde hun sin kolde hånd, mod hans venstre side, hvor det største sår var. Det brændte lidt mod hendes fingre, men hun ignorerede det, ligesom hun havde lært. Hun trykkede ganske hårdt mod hans sår, og mærkede hvordan såret langsomt healere. Tankerne fløj gennem hendes hovede, da hun tog sine brændende fingre op mod sin mund, slukkede hurtigt på dem, og satte dem mod det næste sår. Det brændte mere og mere, men sådan var det. Mia undrede sig over, hvorfor hun faktisk gjorde det. Hjalp et mennekse. Hvor var det ynkeligt.
Hun fortsatte processen, til der ikke var flere sår tilbage på hans overkrop, ben og ansigt. Havde han mon også nogle på ryggen?
"Slave! Kan du høre mig?" hun ventede mens hendes stemme ville glide gennem hans bedøvelse. "Har du sår på ryggen?" Spurgte hun, højt og tydeligt, så hun var sikker på at han hørte det.

Han ville gerne brøle og vride sig men kunne ikke han lå bare der og lod hende gøre det. Men han reagert da hun talte til ham hun viste lige hvor hun skulle trykke. Han sank en klump og nikket "ja frøken ave jeg har sår på min ryg" sagde han højt så hun ikke var i tivel om hvad han mente. Han var jo hendes ejenedom nu han kigget op på hende og kunne mærke hun havde gjorde noget ved hans sår så de var healet. Han nikket bare for sig selv han skulle bare ha sagt nej men det havde han jo ikke gjorde han sukket og kigget på hende. Mens han talte med hans stemme "skal jeg vende mig om frøken ave" Sagde han uden og tænke om det ville være en god eller dårlig ting og om hun ville straf ham fordi han havde sagt noget uden og blive spurgte.

Mia så på hans overkrop, der så helt mærkelig ud, uden alle de mange dybe sår. Hun mærkede noget i maven, som hun aldrig havde følt før, og det fik hende til at se væk fra ham, og ud da det forfaldne vindue, som viste hvad der foregik ude på gaden udenfor. Var det...? Nej, det kunne ikke passe! Det var umuligt! Det kunne bare ikke være sandt! Havde hun virkelig medlidenhed med mennekset som lå på sengen bag hende? Havde hun virkelig ondt af ham, fordi han var blevet slået og mishandlet så meget? Hvor var hun ynkelig! At have ondt af et lille mennekse... Hvor dybt kunne man synke? Men på den anden side, havde hun aldrig haft en rigtig ven eller nogen at holde af, godt han var den første, var det nok også noget særligt... Og nu havd when jo magten over ham.
Han svarede på hendes spørgsmål, men ville ikke svare, da hun var bange for at græde overfor ham. Hun ville ikke vise ham hendes svage side, så hun sank en klump, før hun åbnede munden.
"Ja, vend dig om, det ville være dejligt." Hendes ansigt røbede ingenting, men det gjrode hendes stemme. Hun lod som ingenting, og håbede ikke han havde opdaget det...

Arason vende sig om selv om han helst ikke ville men han var jo bundet til og gøre som hun ville ha ham til om han ville det eller ej han var nemlig blive bange få alle slags folk der kaldt ham slave og brugt ham som de lyste det var nok fordi en af dem havde prøvet og voldtage ham og den anden havde brændt ham i ansigt han sank en klump og gjorde hvad der bliv sagt men han kunne ikke dy sig for at spørge om hendes navn "hvad er dit navn enlig" sagde han og kigget spørge på hende han vendt dog på hendes svar og kigget bare på hende. Mens han tænkt på dem han havde været slave for han havde lære og kende sin plads for engang skyld men han var ikke sikker på om hun ville blive vred og straf ham eller bare lod det køre igennem det ene øre og ud af det andet.

Mia vendte sig dog mod ham igen, da hun kunne mærke på sengen, at han vendte sig. Hans bare overkrop var også fyldt med sår på denne side, og hun slukkede på sine fingrespidser igen, inden hun gentog rytmen med at presse ganske hårdt på hans sår, til der kom en brændende fornemmelse i fingrene. Hun vidste ikke hvor høj en grad han kunne mærke den brændende fornemmelse, for hvis han havde tygget godt nok på bladene, ville han ikke kunne mærke noget. Men hun kunne mærke at han spændte i hele kroppen, så hun tvivlede på at han var ordentligt bedøvet. Men det var vel hans egen skyld..
"Det vil jeg ikke fortælle dig på nuværende tidspunkt. Måske senere..." Hendes stemme lød helt underlig ud mellem de sammenpressede læber, mens hun inderligt koncentrerede sig om ikke at skrige, nu hvor hendes fingre brændte så evigt meget. Hun havde aldrig healet en person med så mange sår før, og hun overveje hvor længe hun mó ville holde det ud endnu.
"Fortæl mig i stedet dit navn.." Hendes stemme var stadig anstrengende, da hun gav slip på hans rug, efter at have healet det sidste sår her, også.

Hans krop spænde sig i en bue mens han prøvet og holde smerten væk mens de healede alle hans sår alle de stede han havde ar han sukket og kigget op på hende "Arason frøken ave" sagde han da hun spurgte om hans navn det var så ydemygende det her han havde aldrig følte sig så ydmyget før han sank en klump og kigget på hende inden han vendet på hvad han mere skulle gøre han kigget ned i sengen for ikke og se hende i øjne han ville ikke vise hende at han kun havde været slave før mens han vente på hvad hun ende ville svare,
//sorry krea svigt//

"Okay, 'Arason'....." Mia så på ham, men han så bare ned i sengens betræk, og hun fik endnu et stik af medlidenhed. Hvad var hun dig for en? Hun var opdraget til at have ondt af de små og uduelige mennekser, og nu sad hun her, i et forladt hus, med et menneskes skæbne i sine hænder. Hendes hænder som kunne heale. Men hun kunne sikkert nemt slå ham ihjel, hvis det skulle være... Sagtens! Men hvrofor gjrode hun det så ikke? Måske havde han venner og familie, der hvor han boede? Og hun var ikke en morder... Bortset fra at hun havde slået sin egen bror ihjel... Men hun ønskede ikke at slå flere ihjel. Sorgen var uudholdelig!
".... kan du vende dig om igen, så jeg kan se på det sår du har på din lem.." hendes stemme knækkede, og hun så væk, for at samle sig. Da hendes ansigt igen var udtyksløst, så hun på ham, med en ligegyldig mine. De kunne lige så godt få det overstået med det samme...

//Det er okay//

Han kigget på hende og turde ikke og sige hende imod hun kunne sagtenes blive led vel også som hun var normal nu. Ikke ond heller ikke sød midt i mellem han nikket og vendt sig om mens han mumlet "ja skal ske frøken ave" sagde han og vende sig om og bidt hårdt i bladet igen. For ikke den her gang og skulle spænde hans krop for at udholde det der ellers ville ske mens han kigget op på hende og vente på om hun ville ha han selv gjorde noget. Han var sikker på han skulle gøre en masse ting for hende fordi hun havde healt alle hans sår hvilket var mange han kigget på hende og begynde lige så stille og falde hen i noget ligne koma igen.

Hendes slave, som åbentbart hed Arason, vendte sig om igen, så han nu lå på ryggen igen. Mia så på ham med en udtryksløs mine, og ventede på at han skulle tage sine underbukser af, så hun kunne se nærmere på det, og se hvad hun kunne gøre. Det ville nok gøre ulideligt ondt på dem begge, hvis hun gjrode det som hun havde gjort med de andre, men hun kunne ikke rigtig se andre muligheder... Jo, hun kunne i princippet ligge stof imellem. Det ville have den samme healende virkning, men ville gøre knap så ondt. Så det ville hun nok gøre. For hans skyld, men mest hendes egen. Hun ville virkelig så brug for noget koldt vand, efter det her... Og måske også lidt sjov..
"Arason! Vil du selv tage dine underbukser af..?" Hendes stemme var næsten li så kold som hendes ansigtsudtryk, skønt hendes fingre brændte. Hvis han var med på noget sjovt bagefter, ville hun da heller ikke klage..

Han nikket da hun sagde om han ville fjerne hans underbukser han ville helst ikke ha hun gjorde det så han fjernet dem selv og kigget bagefter op på hende inden han bidt hårdt på bladet igen og følte den føls der jo lammet en så person kunne heal ham igen han sank en klump og bidt stadig ordentlig hårdt i den enden han vente på hvad hun ville gøre nu. Han havde en ide om at hun ville ha ham til noget bagefter som en leg måske han var ikke sikker men han ville helst ikke gøre det eller tænke på hvad hun havde i tænkerne men hun bestemt over ham fordi han selv havde sagt ja hvilket gjorde han jo skulle gøre alt hun ville have ham til nu vente han bare på det han ikke kunne gøre noget som helst ved det.

Arason fjernede lydigt sine underbukser, og Mia prøvede at lade vær med at måbe. Det var ikke pænt det vidste hun. Men det syn, som mødte hende var chokerende. Også selvom han havde advaret hende mod det. Det så stadig skrækkeligt ud. Så skrækkeligt, at hun et øjeblik overvejede om hun var i stand til at heale det, eller om hun skulle skynde dig ud på toilettet ved siden af, for at kaste op. Hun ville ikke virke for svag, så hun droppede dne sidste mulighed, bed tænderne sammen, og blev siddende på sengen.
"Det ser slemt ud!" konstaterede hun, stadig chokeret, og hun kunne ikke lade vær med at rynke brynene. Det havde taget et lille stykke tid at heale alle hans mange sår, og hun tvivlede på at der ville gå særlig lang tid, før bladene ville holde op med at virke. Så hun måtte hellere skynde sig...
Så mens han lå og så ud til at døse hen, spyttede hun godt på sine fingre, dækkede dem med ærmet på hendes sorte trøje, og begyndte at trykke dem mod hans sår. Blidere end de andre, men stadig hårdt nok til at den brændende fornemmelse skar igennem hendes ærme.
"Jeg kan ikke mere!" Udrøb hun pludselig, og trak hænderne til sig, som om hun havde brændt sig, hoppede op af sengen, og hen til vinduet, hvor hun stod lidt og gned sine brændende fingrespidser mod hinanden med lukkede øjne.

Han kigget op på hende og kom til sig selv da hun råbte til ham. "vi kan bare tag det en anden gang vis du ikke kan klare det" sagde Arason og rejste sig op og kigget på hende. Det var ikke det værste sår han havde han kigget på hende og kom så i tænke på han ikke havde kald hende frøken ave han sank en klump ville hun straf ham for at han ikke sagde det ordenliget. Han vendt på hvad hun ellers ville kunne sige til hende næste gang undskyld den tænke stod i hans hoved skulle han undskylde for ikke og kalde hende frøken ave han ville nok stadig blive straf så den ting var ikke noget han sætte højt op.

//Mia råber ikke!^^//

Mia stod lidt og sundede sig over det hun lige havde oplevet. Hun havde knap nok rørt ham, før det havde brændt så uendeligt. Hvor var det forfærdeligt. Ville hun nogensinde glemme dette? For der var bare ting hun aldrig ville glemme. Hende mor, far. Matthew. Umuligt. Og ville hun nogensinde glemme hvad hun havde gjort for sin aller første slave? Hun vriste knap nok hvad hun skulle gøre ved ham, eller bruge ham til. Mias knæer rystede svagt, og pludselig sad hun på knæ foran vinduet, med ryggen mod Arason. Og det var nok også meget godt. For langsomt, og uden lyd, begyndte der at glide tårer af saltvand ned af hendes kinder, og efterlod lange streger af mascara. Han skulle for alt i verden ikke se at hun græd!

Arason sad bare i sengen og gjorde ikke noget hvad skulle han jo enlig gøre fordi han var jo hendes slave "frøken ave er der noget jeg kan gøre for dig"sagde han og kigget på hende mens han mærket at det svie i hans øjne men han ville ikke gøre mere han kigget på hende og talte til hende igen "vil du ha mig til og gøre noget jeg er jo din ejendom frøken ave" sagde han og kigget på hende han kunne ikke rigtig gøre andet for det.

Mia hørte langt væk at nogen nævne hendes navn. Ikke hendes fornavn, og ikke nigel af hendes mellemnavne. Men hendes efternavn. Ave. Det havde egnedes far heddet. Og det havde han altid gjort. Ligesom hans far, hans farfar og oldefar. Og det havde også været meningen at Mias bror skulle have ført den slægt videre. Men det kunne han ikke. Det var umuligt. Og det havde hun sørget for. Hun have dræbt sin egen bror. Og nu havde hun taget et andet mennekse til fange. Brugte ham som slave. Hvad var hun dog for et mennekse?
"Nej, Arason. Ikke nu." Hendes stemme var fast. Det var tydeligt at hun havde besluttet sig for noget. Hun ville ikke græde. Ikke nu, ikke om lidt. Aldrig mere. Aldrig, aldrig mere. Sket var sket, og sådan var det. Og hun ville ikke virke som et svagt mennekse. Hun rejste sig i stedet op, og fik med lrettede skridt ind på badeværelset ved siden af, uden at skænke Arason et blik.

Arason nikket til hvad hun sagde og lagde sig bare ned i sengen igen fordi hun ikke havde sagt andre ting han skulle gøre tog han det som en selv følge at han skulle ligge sig og slappe af ind til hun ville ha brug for ham igen han sukket og lukket øjne og var ved og falde i søvn men han ville ikke for hvad nu hvis hun ikke ville have han sove han sukket og lukket øjne og hans ånderdræt bliv mindre og han falde lige så stille i søvn her i sengen mens han vente på hende selv om han ikke ville kunne høre hende han sov nu fast//sorry krea svigt//

Mia kom ud på badeværelset, og uden at tænke over det, åbnede hun for vandhanen, på den kolde, og lod det kølige vand glide ned over hendes hænder, som stadig brændte ulideligt. Lidt efter lidt begyndte smerten at glide væk, men hun holdte stadig sine hænder derinde. Hun havde ikke ligefrem lyst til at opleve det igen. Hvorfor skulle han ogs have så mange sår? Det var da også besværligt!
Da vandet havde løbet om hendes hænder længe nok, slukkede hun for det, og så sig selv i spejlet, h blev forskrækket over hvordan hun egentlig så ud. Hendes øjne var røde, og der var våde striber ned af hendes kinder. Heldigt hun havde taget vandfast mascara på! Hun blev vred på sig selv, fordi hun havde grædt, tog håndsæben, og smadrede den ind i spejlet. Uden at tjekke hvordan Arason havde det, gik hun med hastige skridt ud af badeværelset, og ned af den gamle, knirkende trappe.
"Mia, for helved!"Vrissede hun ud mellem sammenbidte tænder, da hun pludselig stod i indgangshallen igen.

//Det er helt okay //