where... Who... Why...? ~ Sean

Han nikkede.
"Skal jeg sørge for noget nyt tøj? Jeg kan sende en af mine tjenere op med det..." spurgte han og stoppede op i døren til badet. Badeværelset bestod af toilet, et boblebad inkl. bruser, et håndklæde stativ på væggen, en vask og et bord rundt om vasken. der ud over var der skabe oven og under vasken og et lille gulvtæppe på gulvet. Og så var det skinnende rent, duftede endnu af citrus.

/er på vej i seng, så svarer bare kort.//

Hun s rundt i badeværelset, og smilede stille til ham.
''det ville være rart..'' sagde hun, inden hun så ned af sig selv.
HUn havde ingen erindringer om huset, ham, sig selv... Intet.
Det var ikke til at holde ud! Jo mere hun prøvede at huske, jo mere faldt til jorden...

//du kan jo altid vente til du har mere tid til at svare emnet jo^^//

Han nikkede svagt.
"Jeg sender en op med det" han tog sig selv i at ville kysse hende hurtigt. i stedet trak han sin arm til sig og forsvandt den vej, han havde ført hende. Det meste af hans folk befandt sig altid i køkkenet, som man kom til fra marmorhallen.

Da han kom ned i køkkenet bad han en af de kvindelige tjenere om at finde noget kvindetøj der passede den unge kvinde han havde taget med sig. Tjenerne viste jo godt hvem hun var, de spionere altid på det. Og Sean havde faktisk intet imod det, så længe de forstod hvor grænsen gik. Tjeneren nikkede og forsvandt. Lidt efter bankede hun på døren til badeværelset med en stak tøj i den ene hånd.

//gider du beskrive tøjet? (det giver også dig en mulighed for at give Neph lige præcis dét look som Sean kan lide)//

Hun nikkede stille, og så ham forsvinde ned af gangen de var kommet fra.
Gad vide, hvordan pokker hun havde kendt ham før?
Han opførte sig nærmest som om de havde været bedste venner, hvis ikke mere.
Hun rystede tanken af sig, og tog imod tøjet, inden hun lagde det på det rene gulv, og begyndte at afklæde sig sine ødelagte bukser og den lasede trøje.
Først nu gik det op for hende, at hun var gul og blå over alt. Små sår, store sår, mærker under ribbene, en lang flænge, der havde set langt mindre ud under hendes jeans. Godt han ikke skulle se på hende uden tøj på...

//Jeg regnede med du bare fandt på noget du gad^^//

Tjeneren afleverede tøjet, som enlig bare bestod af nogle nogle bukser og en trøje, som var i nogenlunde hendes størrelse. Bukser var sorte, men trøjen var hvid og havde enlig været en af Seans, han kunne bare ikke længere selv passe den.
Tjeneren gik igen, forsvandt ned i køkkenet, hvor Sean sad med en kop the foran sig og så tænksomt ud i luften. hvad kunne der være sket?

//jeg orker ikke beskrive hele hendes bade-seance. Er ved at gå lav i blodsukker og har oven i købet tysk! Bvadr!//

Hun sukkede, da hun endelig var blevet ren. Med blodet og snavsen vasket væk, var hun endnu blegere end hun selv havde troet.
Hun fik tørret vandet af sin krop, og undgik omhyggeligt at der ikke kom blod på hans håndklæder - det ville være direkte uforskammet af hende hvis hun svinede hans ting til.

Hun fik taget tøjet på.
Hun kunne ikke passe det, og det var tydeligt. Hun var mager - spinkel - men bukserne blev da holdt oppe.

//Åh, tysk...-.- Ved dog ikke hvad jeg skal skrive, før hun faktisk er færdig og de kan snakke videre^//

//fair nok Skriver lige lidt videre så//

Hun satte håret op i en besværet knold som var alt for rodet til at kunne se ordentlig ud.
Hun gik ud fa badeværelset, efter at have ryddet op efter sig selv, og gik ned til opholdsstuen hvor Sean havde siddet og snakket med hende forinden.

Han hørte nogen gå ude i marmorhallen, så han drak sin the færdig og rejste sig. Lidt efter var han i rum med hende igen. Hun så lidt sundere ud nu, selv om det var tydeligt hun stadig var svag og forslået.
"Godt med et bad?"

Hun stoppede op, og hoppede næsten et skridt baglæns, forskrækket over han bare dukkede op sådan.
''ja.. tak.'' smilede hun, og åndede lidt ud.
Trøjen var løs og alt for stor til hende - bare endnu et bevis på at han var langt større end hende rent muskelmæssigt.

Under hendes ene øje, kunne man se hvordan hendes tynde hud var blevet flået over. Det lignede der havde været et rivejern med meget sløve blade over huden. Det blødte ikke, og hun kunne ikke mærke det, men det så ret makabert ud.

Han så bare lidt på hende, før han gik over og satte sig i en af stolene.
"Og hvad er planen nu? Vi kan vente og se om du får hukkommelsen tilbage, men det kan også være den slet ikke kommer tilbage. Du kan bo her så længe du lyster, men du kan også lige så godt rende rundt ude i byen. Selv om jeg har svære ved at holde dig sikker der, tager i betragtning du intet husker og derfor er et let bytte for mange" han så hen på hende med et lille smil.

''bytte?'' hun så forvirret på ham, inden hun bakkede et skridt væk.
''jeg tænkte på noget... Mens jeg var i bad altså... Du sagde vi var venner... Hvad var vi ellers?'' hun havde godt bemærket at han ikke havde ville slippe hende, og det havde sikkert været meget mod hans vilje at han var gået da hun skulle i bad.

Hun smilede stille til ham, i et forsøg på at få hendes spørgsmål til at virke mindre seriøst, end det egentlig var.

Han smilte svagt. Han huskede ikke Neph så...svag. Eller havde hun været det hele tiden? når det kom til stykket troede hun jo aldrig rigtig på sig selv. på den styrke hun havde. Allermest som vampyr.
"Vi var venner. Vi er venner" svarede han roligt med løftede øjenbryn.
"er der grund til at tro andet?"

Hun rystede på hovedet.
''jeg ville bare være sikker. Det ville være for underligt, ikke mindst for dig, hvis vi havde været kærester eller sådan noget, og så går jeg rundt og ikke husker en skid..'' sukkede hun og smilede undskyldende.

Hun vidste ikke længere hvad der var op og ned.
Hvorfor skulle hun være et bytte? Og for hvem? Der var da ingen efter hende, var der?
Hun sank stille, men den svigende fornemmelse i halsen havde gjort det værre.

//cykler hjem her om lidt. Kan svarer senere, //

Han smilte svagt. Sådanne ting var ikke underlige for Sean. Selvfølgelig, han var van til folk huskede, men han var ikke van til forhold og at hun ikke huskede sine følelser for ham, at de også var væk, gjorde mange ting lettere. Måske kunne de endelig være de venner som han altid havde ment de var?
Hvis han nævnte det for hende og hun tænkte over det, kunne det være det endte med at komme tilbage. Og det ønskede han ikke. Og som altid, gjorde han tingene så de passede ham selv bedst.
"Så håber jeg bare du ikke har efterladt nogen derude" svarede han roligt.

''jeg har i hvert fald ondt af dem jeg efterlod, hvis der er nogen'' sagde hun inden hun smilede stille til ham Hvordan kunne det være så akavet, at stå her med ham nu - de var jo venner ikke?

Hun gabte stille, inden hun så undskyldende på ham.
''så... fortæl mig hvad vi har lavet sammen?'' hun smilede stille, men venligt.
Hun lænede sig lidt op af væggen inden hun så lidt ned på sine fingre. De var spinkle, og sikkert kolde for andre der rørte dem. Havde hun haft en ring...? Havde hun haft en der elskede hende? Hvem var hun - hvad var hun..?

//skolen trækker ud, desværre..//

Han så lidt på hende.
"Lidt af hvert. Vi har haft sex, vi har haft givet hinanden massage, vi har spist og snakket sammen. Vi har gået, vi har fløjet. Vi har lavet mange ting. " han trak let på skuldrene.
"Er du slet ikke sulten? Du er vampyr og burde sikkert være ved at dø af tørst! Slavehandlere er ikke kendt for at give blod ud" han så lidt på hende

Haft sex!? Hun slog kort blikket ned, i et forsøg på at skjule den rødmen, som ikke ville kunne ses alligevel grundet hendes krops 'dødhed'.
Han nævnte igen blod, at hun var vampyr.
Jo hun var da tørstig, men hun havde da ikke troet at det var efter blod - indtil han sagde det.
''En smule..'' mumlede hun, og så stadig ned i gulvet.
Hvis hun så på ham lige nu, ville hun bare prøve at undgå at rable og plapre.
Hun bed sig stille i underlæben mens den irriterende tørst blev mere og mere som sandpapir mod indersiden af hendes spiserør.
Hun prøvede, ihærdigt, kun at se ned på sine egne fødder, som havde mikroskopiske ar over det hele, der blot fik hendes fødder til at skinne endnu mere.

Hvor kom hendes ar fra? Havde han givet hende dem? Havde hun selv været skyld i dem?...

han så lidt på hende og nikkede let.
"Som sagt. dæmonblod smager ikke godt. Jeg kan få Sigmund til at finde en du kan tømme" smilte han roligt og rejste sig op fra sin stol. Han havde bemærket hendes rødmen, den måde hun så ned og næsten ikke ville se op igen. Et tegn til hun faktisk huskede det? Eller at hun var pinlig berørt over det, måske fordi hun ikke kunne huske det? han viste det ikke helt.

''tømme?'' hun så op på ham, inden hun så ned igen.
Det virkede helt underligt, at hun skulle 'tømme' et andet væsen.
Hun tog sig stille til hovedet - en hovedpine var begyndt at forme sig.
Hun gled ned og sidde med ryggen mod væggen, og lukkede øjnene.

''måske skal jeg bare få sovet lidt..'' mumlede hun stille.
Tanken om at hun havde været intim sammen med hendes 'ven', gav hende selv et indtryk af at hun var ret løs på tråden...

Hans ene øjenbryn gled op et øjeblik af hendes opførsel, før han forsvandt ud i marmorhallen og over mod køkkenet. snart fandt han Sigmund og bad ham hente en af fangerne nede fra kælderen. normalt havde han ikke fangere der, men denne ene person havde han arbejdet ret intenst med og havde overvejet hvad han skulle gøre ved ham. Hvorfor ikke give ham til Nephthys?
Sigmund forsvandt og Sean gik til hende igen.
"Du kan vel stadig huske hvordan du drikker blod?"

Hun vidste langtfra om hun huskede hvordan man drak blod, men hun måtte vel bare prøve sig frem. Hendes svar var ikke andet end et træk på skuldrene. Hun så stadig ikke op på ham, grundet den information han havde givet hende om deres tidligere bedrifter.
De havde haft sex... Talte han sandt, at de bare var venner?
Han slog hende langtfra som en fyr der forelskede sig i en kvinde og var sammen med hende hele livet. Men igen - hun huskede intet.
Hun sukkede, inden hun gned tindingen. Hun krøb sammen lidt, og lukkede øjnene igen, for at lukke alle de billeder hun fik i hovedet af de to sammen ude.
Det virkede langtfra så frastødende som hun kunne tro - men hun var for bange til at indrømme det..

han så lidt på hende og trak vejret dybt, da Sigmund bankede på døren.
"Kom ind" Sigmund åbnede døren og trådte ind med en mand i 30´erne. Det var tydeligt han havde haft en hård tid, omend han ikke så ud til at have værst alligevel. Han var klædt i noget lidt laset, men ikke direkte beskidt tøj. Han virkede overraskende ren, hans gyldne hår hang dog lidt ned over ørerne. Han havde en del af og visse steder, som man ikke umiddelbart kunne se, også sår. Han gik en anelse usikkert og hans gullige øjne gled over Sean. han var ikke menneske, men det var ikke helt til at sige hvad han ellers var. Måske en draconianer.
Hans hud var nærmest trykket over hans knogler og han så ærlig talt lidt for tynd og skrøbelig ud. Men da han stod der, foran dem, rankede han ryggen så lænkerne om hans hænder og fødder raslede let. Han havde bare fødder.
"Nephthys, dette er en mand jeg har haft i...min varetægt lidt tid. Dog er der vist ikke mere jeg kan bruge ham til og du er velkommen til at slukke din tørst i ham. Tag dig ikke af hans udseende. De folk han var hos tidligere var ikke venlige mod ham" smilte han roligt og lagde en hånd på mandens skulder. Mandens øjne gled over på hende, hårde og faste som de stadig var. Uknækkede. Det var godt nok en mindre løgn Sean kom med, men hvis Neph stadig var neph, så hvis han sagde han selv havde gjort det her, ville hun nok ikke drikke af ham, men i stedet forlange han fik hjælp. Desuden var manden stum, han havde hugget tungen af ham for nogle uger siden, hvilket også forklarede hvorfor han ikke rigtig havde kunne spise.

Hun så på manden, og i et kort sekund slog det hende hvor meget han lignede hende.
Gullige øjne, blond hår... Ar mange steder... Fornemmelsen af ikke at vide hvem han var - det fik hende til at få det dårligt. Var han i familie med hende - var han en komplet fremmet.
Hun rejste sig.
Han lugtede at kold kælder. En lugt hun ikke rigtigt kunne placerer. En lugt hun bare genkendte.
Hun rejste sig. Mandens uknækkede blik, sagde hende at han ikke kendte hende. Ellers skjulte han det godt.

Hun gik hen til ham, lagde en hånd på hans kind, som et kærtegn. Hun lagde hovedet på skrå, så ham stadig i øjnene. For folk, der altid har haft talens gave, var dette spild af tid - at se folk i øjnene og forstå hvad de mente. Ord var en bagatel som alt for få værdsatte.
Selv med sin halve tunge, kunne hun tale. Mere flydende end man skulle tro muligt.
Men hun kunne til tider selv kløjes i ordene. Manden spændte i kæberne, uden tvivl. Trangen til at bede hende holde fingrene for sig selv måtte vare ved at tage livet af ham.

Der var ikke gået mere end et par sekunder, før hun havde læberne ved manden øre.
''Du skal ikke føle, at du ikke har udrettet noget. Du har været i stor mand, i venners øjne. Du har været en slyngel i fjenders. Folk du har gjort indtryk på, vil aldrig glemme dig. Ingen vil mene at du døde forgæves. Og selv ved tyraners terror, stod du rank.'' hendes ord var så lav en hvisken, at det lød som musik. Kun han kunne hører det, og inden ordene nåede at synke helt ind, havde hendes lange hjørnetænder boret sig ind i hans pulsåre. Hun var ikke god til at styre sig selv, mens hun drak, og blod løb fra hendes mundvige ned mod hendes hals og videre ned af hendes bryst, indtil Seans trøje stoppede det.

Hun var salig, og uden selv at ligge mærke til det, stønnede hun saligt. Hun havde lukkede øjne, men det var tydeligt at hun vendte det hvide ud af øjnene, til tider, mens hun drak.

//uuuuh, kreativ lige nu! //

Han trådte et skridt væk, men blev ellers stående, da Nephs tænder gled ned i huden, som var han lavet af smør. En bloddråbe eller to gled ned af hans hals, inden Nephs læber lagde sig mod hans hud og gjorde sultens krav på hver en dråbe blod. Godt, så fik hun næring.
"Rolig, min pige. Draconianers blod er stærkt og varmt. Men til gengæld meget nærende" smilte han roligt. Mandens muskler blev spændte, da han tydeligvis ville skubbe hende væk og prøve at redde sig selv i et øjeblik, før han blev for svag og truede med at falde sammen, som en bunke hud og knogler. hans øjne gled snart i. Seans hænder greb ham, da han ikke længere kunne stå på benene. Han holdt ham oppe, så Neph bare kunne drikke videre, til hun var færdig. åh, han havde helt glemt hvorfor han enlig ikke brød sig meget om vampyrer.