where... Who... Why...? ~ Sean

Da hun kom ud til terrassen til ham, så han ikke hen mod hende. Han vedblev at se tænksomt ned mod haven. Hendes ord var underlige, for ham. Han så endelig hen på hende, men han så mere træt ud end vred eller trist.
Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg er et fjols. Jeg kunne ikke gennemskue dig før, jeg kan heller ikke gennemskue dig nu. Jeg kunne aldrig gøre det rigtige for dig før, selvfølgelig kan jeg heller ikke det nu. Jeg ved ikke hvorfor jeg forventede tingene at være anderledes, bare fordi du intet husker. " han så ud mod haven mens han snakkede.

''jeg ved ikke om tingene er anderledes..'' hviskede hun.
''jeg ved ikke hvad jeg gjorde før i tiden, men det kan næppe have været noget du fandt videre venligt... Du sagde at du og jeg var venner, og indtil videre har jeg behandlet dig som skidt... Jeg synes ikke selv at jeg er et behageligt væsen - jeg synes faktisk at jeg lader til at være en dum ko..'' mumlede hun, inden hun så lidt ud over haven.

Hun rystede på hovedet af sig selv, opgivende.

Han trak let på skuldrene.
"Du har dine grunde, selv om du ikke husker dem lige nu. Jeg tror nu heller ikke jeg er værd at samle på, når det kommer til stykket, så jeg køre mit eget skuespil over for folk og de tror alt er fint. og det er det, så længe der er nok roller" han smilte svagt og lænte sig op af rækværket, med underarmene mod træet og hænderne samlet foran sig. Det gav ingen mening det han sagde, eller jo...for sig selv.
"Min pointe er jeg aldrig rigtig har haft en rigtig ven. Og jeg kan ikek se hvorfor det skulle ændre sig. Hvis folk ved bare halvdelen af de ting jeg har gjort og gør, forstår man dem måske godt" han så over på Neph og han skjulte sine følelser så godt, at det lignede han faktisk var okay med det. Foretrak det sådan, endda. Selv om en person, der virkelig kendte ham, ville kunne se det på øjnene.
"Vi var venner. Det blev ødelagt. Vi var næsten kærester på et tidspunkt, du var håbløst forelsket i mig og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med det. For det var ikke hvad jeg ønskede, jeg ville bare have dig tæt på." han trak på skuldrene og så igen ud over haven, som blev indhylet i mørke.

'så jeg var den forelskede tåbe, og du var mit offer..'' sukkede hun og rystede på hovedet.
Det undrede hende ikke, at hun var sådan en type. Eller, hun havde været.
''jeg er ked af, at jeg har forvoldt dig så mange problemer Sean..'' sagde hun stille, inden hun så ned på sine fødder.

Han trak på skuldrene. Der var ikke mere at sige, ikke fra hans side i hvert fald. og der var intet at gøre ved det, det var ødelagt og havde været det i lang tid. Det ville ikke ændre sig nu, aldrig. Og det vænnede han sig lige så stille til. Ved bare at stå og se ud i det stadig tiltagende mørke.

''jeg afleverer dit tøj, så snart jeg har noget selv..'' lovede hun, inden hun gik hen og kyssede ham på kinden.
''tak for hjælpen Sean...'' hviskede hun, inden hun trak sig væk fra ham, og vendte ryggen til ham, for at forlade balkonen og dermed også hans værelse.
Hun havde været en byrde for ham før i tiden - det kunne hun hører på ham...
Det var på tide at hun lettede den byrde fra hans skuldre.

Han så efter hende da hun var på vej væk. Men han stoppede hende ikke, han regnede ikke med der var en grund til at stoppe hende. Hun ville jo levere tøjet tilbage og så kunne han jo altid se hende der igen. Eller på et andet tidspunkt, de fandt jo altid hinanden når de prøvede at undgå hinanden. Desuden viste han ikke om hun faktisk ville holde sig...så han lod hende gå.

/Out//