where... Who... Why...? ~ Sean

t: omkring midt på dagen.
s: Slavemarkedet, Terrorville Distriktet
o: masser af købere, sælgere og slaver.
v: varmt, bagende sol. Kun skygger få steder.

Hvor lang tid var der gået? Hvor længe havde hun været væk? Hvor var hun henne? Hvad i alverden lavede hun her? Hvem var disse mennesker!?
Hun så rundt, perpleks. Hun huskede intet, alt var blankt. Hun så ned af sig selv: sorte hullede jeans, støvler der stoppede lige over anklen, en underlig t-shirt og rodet hår.
Hun sad, op af en husmur, i en skygge, og stirrede på de andre, der passerede hende. Flere af dem, finere herrer, der så hende an. Hun bed sammen, og rystede på hovedet, og stirrede bare på sine arme. Der var store blå mærker, og sår nogle steder. Havde hun fået tæv? Hun huskede intet.

Hun kunne hører de forskellige opråb, fra sælgere, der tilbød de fineste kvinder, tøser, pigebørn og hvad de ellers havde, for en god pris. Solgte man mennesker her?
Hun stirrede på en mand, der kiggede på hende, og skar tænder.
Hvad var det for en frygtelig smerte i hendes hals?
Hun krøb bare endnu mere sammen, i håbet om at folk bare lod hende være.

Det var ikke så længe siden han havde givet Elyas husarrest. Den dreng ville blive hans død en dag, han kunne mærke det, hvordan skyggerne krøb tættere og tættere på ham både nat og dag, for til sidst at opsluge ham. Men endnu formåede han at holde dem væk, holde dem væk med deres dårlige drømme og følelser. Han formåede...
Dagen var overraskende varm, som sidst han havde været her. Sammen med Alane faktisk, det havde været en fantastisk dag! Et smil gled over ham da han tænkte tilbage på det. han var overbevidst om han mere eller mindre kunne få hende tilbage, den eneste kvinde der endnu ikke dømte ham, der endnu ikke var blevet forgiftet af...ting.
Denne dag havde han nogle lysere bukser på og en hvid skjorte. Det var for varmt til andet. Hans mørkebrune hår var redt tilbage, ud over pandehåret der gled ned over hans pande. De fire ar tværs over ansigtet, de mørke øjne og den ranke holdning der spredte folkemassen foran ham, når han gik. Og de gjorde klogt i at frygte ham!
Den samme sang gled gennem hans hoved, den samme sang der havde hjemsøgt ham i en af hans drømme.
han var her for forretningernes skyld. Købe nogle stærke slaver, træne dem op og bruge dem til sit arbejde. Soldater. Hans blik gled over burene, lænkerne, folkene...
Endelig kom han til den mand, han plejede at handle mest med. En ældre mand, med gode erfaringer inden for feltet.
"Sir! sir! Gode priser i dag..." smilte han, da han opdagede Sean, som nikkede som en slags hilsen.
Hans blik gled over de nærmeste slaver, som mere var en smagsprøve på hvad han gemte omme i sine vogne...
En kvinde i skyggen så bekendt ud...Faktisk lidt for bekendt. Manden tog straks hans opmærksomhed igen.
"Nejnej, hun er slatten. Se her..." han hev ham om til nogle af sine vogne for at visse ham sortimentet.

//Hvis du er nysgerrig angående sangen, som jeg personligt føler passer godt til deres...forhold...så her: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Hun havde stirret på Sean da han havde set på hende, men uden rigtigt at reagere.
Han så godt ud, i sin hvide skjorte. Nærmest som en vindblæst græsk gud eller sådan noget.
Hun slog dog hurtigt blikket ned, da sælgeren kaldte hende slatten, og tog Seans opmærksomhed væk fra hende igen.
Hun var fanget dér, på sin lille plet skygge, indtil solen igen ville gå ned. Hun turde ikke risikerer at blive stegt. Hendes overarm bar små mærker af kontakt med sollyset, og dette var bevis nok for hende til at hun ikke kunne tåle solen.

Hun blev derfor siddende, sammenkrøbet og skrøbelig at se på.
Hun lukkede øjnene, og lod langsomt tankerne vandre. Hvor var hun...? Hvad var dette sted?

//den er... underlig. Meget fængende, men underlig. Kan godt se, fra Seans side, at den passer meget godt.//

Manden åbnede vognen og viste en flok unge drenge, de bar ikke meget andet end laser og så ud til at have det ret varmt i vognen.
"De får mad og vand. hver dag får de lov at gå en lille tur for at holde sig sunde. Er du interesseret? Jeg fik dem for en uge siden!" Manden hev den nærmeste ud af vognen. Han snublede næsten ud og det fik manden til at slå ham, så han kunne stå ordentligt. Da drengen stod ret foran ham, med øjnene rettet mod et ukendt mål, gik Sean rundt om ham for at bedømme ham. Han greb fat i hans ene arm og mærkede efter, tog fat i hans hage og så efter tegn på evt. sygdomme.
"Ja, de er gode." han kiggede ind i vognen.
"Giv mig dem alle. Jeg sender nogen til at hente dem til aften. Giv dem noget mere vand" Han så lidt på manden, der smilte.
"Selvfølgelig, Herre! Straks!" han viftede med hånden for at tilkalde en eller anden.
"Betalingen sker i aften når de modtages" Sean lod blikket glide over omgivelserne, før de endte ved kvinden igen. Det lyse hår...Hun lignede så meget Nephthys, men han havde hverken set eller hørt til hende, siden hun oversnavede hans nevø og det var han glad for. Han følte sig på en måde forrådt, selv om det var absurd. Men det var hans nevø, helt ærligt!
Det lyse hår var bare forkert og kvinden så slet ikke ud til at kende ham...
"Kvinden der. Jeg tager hende med" Manden så tvivlende på ham.
"Herre, jeg fik hende. Hun er ikke meget værd og jeg ville beholde hende til mig selv..." begær gled over hans øjne et øjeblik. Sean smilte hånligt til ham og greb ham om halsen, inden han nåede at opdage noget. Han klemte til manden begyndte at komme med små lyde.
"Jeg tager hende med. Du vil kun være glad for at slippe af med hende..." manden prøvede desperat at nikke.
"Og jeg tager hende gratis." manden tøvede, men da Sean klemte hårdere nikkede manden desperat igen. Da han slap ham, faldt manden hostende til jorden. Sean greb en kappe der lå over en taske i nærheden.
"Denne her tager jeg...Og denne" han greb en flaske med vand også. Så gik han over mod kvinden...

Hun havde set det hele, men havde først reageret da Sælgeren og Sean så hen mod hende.
Hun krøb endnu mere sammen, og skælvede svagt. Hvad ville han hende?
Hun stirrede ned i det støvede underlag hun sad på, og bad til, at han ikke var endnu en der lige skulle 'tjekke varerne'. Han så nu ikke ud til at være den type.

Man kunne svagt hører hendes nervøse vejrtrækning, jo tættere han kom. Han var høj, og muskuløs at se på. Langt mere mandig end de andre der 'handlede' her.
Hvad skulle han med slaver, hun kunne jo få enhver? Men det var måske det der v problemet? han kunne få alle, men ville have ingen?

Han så lidt på hende, før han lod kappen falde ned ved siden af hende og lod flasken falde med.
"Her. Jeg forstår godt du ignorere mig, du føler sikker jeg er en idiot og det er jeg nok også. Men du holder fingrene fra min nevø! Han er alt jeg har tilbage efterhånden og jeg vil ikke se jer to i yderligere klammeri med hinanden! Drik lidt, hvis du lyster. Du kan få blod senere. Og tag kappen, den beskytter mod solen håber jeg. Du skal med mig hjem, Neph" han så lidt på hende

Hun stivnede. Han talte direkte til hende, og det var så ubehageligt..
Hun krøb sammen, og stirrede bare på ham lidt, uforstående.
''Neph..?..'' hviskede hun uforstående, og rystede svagt på hovedet. Navnet nød ikke noget så meget som i nærheden af bekendt.

Hun så på kappen, og derefter op på ham igen.
Hun trak den stille om sig, og fik rejst sig. Hun støttede sig op af muren. Hendes ben kunne knap bærer hende.

Hans blik gled ned over hende, hun var svag. Og tydeligvis forvirret. Hans ene arm gled om bag hende ryg og i et snuptag havde han hende i favnen. Nogle slavehandlere kiggede underligt på ham, får sådan behandlede man ikke en slave! De skulle gøre alt for en, uanset om de så faldt døde om. Men Sean var ligeglad, Neph var ikke hans slave, selv om han i princippet havde købt hende. Hun var hans ven, trods så mange ting der sagde det imod.
Han forlod snart stedet og gik hjemad, også selv om hun ikke kunne lide hans hjem. Der måtte hun bo, uanset om hun ville eller ej, for hun var hans nu. Og det føltes faktisk godt, at tvinge hende til at være hos ham, hvor han faktisk ønskede det...Det var underligt at være så tæt på hende igen, når han havde tænkt de aldrig rigtig ville se hinnaden igen.
"Nephthys...Hvad er der sket, siden du endte op med at blive solgt som slave?" han gik så meget i skyggen, som han kunne komme til.

Hun stirrede en smule panisk op på ham, da han bar afsted med hende.
Slave? Nephthys..? Udover at hun ingen sammenhæng kunne se mellem hendes såkaldte navn, og hendes faktiske person, så vidste hun intet om hvem han troede hun var.
Hun lukkede øjnene lidt, rystende.
Han var stærk, inden tvivl om det. Men der var noget over ham, som om han kendte hende. Gjorde han det? Kendte han hende virkelig? Måske havde hun bare glemt... Ja, glemt hvem..? Glemt hvad?
Hun krøb lidt sammen i hans arme, selvom hun ikke kunne gøre sig lettere.
''jeg ved ikke med Nephthys, men jeg ved ikke hvordan jeg er endt her..'' mumlede hun, en smule hæst.
Hun var urolig, og det kunne ses på hende. Urolig, bange, uforstående...

Han så ned på hende en enkelt gang og følte det som et slags dejavu. Havde hun ikke tidligere glemt? åh han kunne ikke huske det. hvis hun havde, var det lang tid siden og alle de ting der ellers var sket, havde vasket det væk. De bevægede sig hurtig igennem gaderne, vandrede fra den ene skygge til den anden. Hun var ikke særlig tung at bære rundt på, hun vejer ikke vildt meget.
Han sukkede kort og sendte hende endelig et lille smil.
"Nephthys. Selv om dit hår har forandret sig og du måske er lidt forslået, er du Nephhtys" han viste ikke om hun spillede og nu grinte af ham inderst inde, om hun bare havde fået et slag i hovedet og huskede alt om nogle dage eller om hun faktisk havde mistet hukommelsen. Det fandt han jo nok ud af.
"Mit navn er Sean. Vi plejer at være...Venner" han så lidt ned på hende, for at se hendes reaktion. hvis hun holdt ham for nar, skulle han nok se det.

venner? Havde hendes... ven, lige købt hende som slavinde?
''Sean...'' mumlede hun, smagte stille på navnet. Det lød da mere normalt end et navn som Nephthys.
Hun så lidt på ham, ind i hans øjne. Der var ikke en eneste rest tilbage, af den vampyrinde han engang kendte.
''Så jeg hedder altså Nephthys?'' mumlede hun, en smule vantro. Hvordan kunne hun hedde noget så underligt? Det lød... eksotisk.
Hun sukkede stille, og rystede på hovedet. Hun forstod ikke. Var han hendes ven? Hvordan kunne han bare være hendes ven, og så købe hende? Det gjorde venner da ikke, gjorde de?
Hun tog sig stille til hovedet, og prøvede at forstå det hele. Indtil videre, vidste hun kun tre ting, hun hed Nephthys, han hed Sean og de var venner. Hvad det så end betød.

Han hørte hendes skepsis og smilte svagt.
"Det var i hvert fald hvad du fortalte mig. Nephthys Storyteller. Medlem af en eller anden underlig familie, hvor de fleste vist er døde." det var nok ikke noget sjovt at høre, men hun skulle jo have en fornemmelse af hvem hun var. Dog havde han langt fra styr på hendes familie, det sidste han havde hørt var de alle var døde. Dog var der visse ting, som det om deres søn, han ikke havde tænkt sig at fortælle.
De var endelig snart ved hans hjem.
"Du blev vampyr for at leve evigt sammen med mig. i det mindste..." han så smilende på hende.
"...var det hvad du sagde. Husker du slet intet? Kysseriet med min nevø? Nogle af vores skænderier? Nogle af vores...gladere stunder?" et billede af hende og ham i sengen gled gennem hans hoved og fik hans smil til at vokse lidt.

''det siger mig ikke noget...'' sukkede hun stille.
Hun var frustreret. Hvordan i alverden kunne hun ikke vide en rygende fis om sig selv? Det var helt surrealistisk...
''Kysseri med hvem?'' spurgte hun så, ud af det blå. Havde hun kysset med hans nevø? Hvor gammel var han lige!? Hvor gammel var hun selv!?
Hun rystede på hovedet.
''hvor er vi på vej hen?' spurgte hun, inden hun så sig rundt. Stederne de passerede sagde hende intet, og det gjorde hende straks mere nervøs

Han så lidt ned på hende. De ville opdage om hun huskede ham, når hun mødte ham.
"Hjem til mig. I princippet ejer jeg dig, men da du er min ven og jeg ikke bruger slaver, vil jeg ikke bruge dig. I stedet kan du se det som et...tilflugtssted, til vi ved hvad der er sket med dig" svarede han, hans stemme fortalte der ikke var meget at diskutere.
De kom endelig til huset og han op til døren. Han lod Neph glide ned og stå på sine ben, selv om han stadig havde en arm om hendes ryg. Han følte sig tiltrukket af hende, der ved siden af sig, selv om det virkede absurd. Han sukkede svagt og stak en nøgle i døren. Lidt efter gik den massive dør op og han lod Neph træde ind først.

Hun så uforstående på ham. Hvad der var sket med hende?
Hun stirrede på den store dør, og støttede sig lidt til dørkarmen. Hendes ben var langtfra samarbejdsvillige.
Jo længere hun gik, ind mod den store entre, jo tættere var hun på at skvatte sammen.
Det var så frygteligt ubehageligt at have glemt hvordan man egentlig gik rigtigt.
*højre, venstre, højre.. dammit!* hun skvattede, og endte med at støtte sig op af væggen igen.
Hun så lidt ned på sine fødder, inden hun trak kappen af sig da hun var indenfor - væk fra solen.
Hun havde blå mærker hist og her, og en stor flænge over det ene lår.
Hun så lidt over på ham, men... hvordan kunne han kende hende?... Og være så venlig overfor hende.

Han lod døren glide i bag dem. Sigmund var der straks, den samme ældre mand i mørkt, fint tøj.
"Herre. Frøken" nikkede han som hilsen. Sean smilte svagt og lagde en arm om Neph, så hun ikke ville falde flere steder.
"Vi er stødt ind i nogle mindre problemer. Henter du noget vand? Og førstehjælpen. Jeg vil gerne se lidt til hendes sår, med hendes tilladelse" han så ned på Neph et øjeblik, før han så op på Sigmund igen.
"Vi er i opholdsstuen" nikkede han, Sigmund bukkede og gik. Han viste ikke om Luce var hjemme, men det betød heller ikke så meget lige nu.
han viste hende vej over mod døren, som ville vise dem ind i et mindre, men mere hyggeligt rum. Et rum med to læsestole, et lille bord imellem dem, blødt gulvtæppe, gardiner for vinduerne og nogle reoler med bøger.

Hun så på den mand der tilsyneladende var Seans... Butler?
Hendes sår? Førstehjælpen? Bare det at han overvejede at tilkalde lægehjælp, var tæt på at få hende til at bakke baglæns.
Dog fulgte hun med ham. Han prøvede kun at hjælpe, så det ud til, og det skulle respekteres.
Butleren, hvis navn tilsyneladende var Sigmund, kaldte hende 'frøken'. Kendte han hende også?

Hun fulgte med Sean ind i opholdsstuen. Det var et hyggeligt rum, med bøger i. Bøgerne var altid det første hun opdagede. De kunne fortælle så meget om ejermanden. Hvad kunne hans bøger fortælle om ham?
Hun så på ham, tøvende.
Hendes øjne virkede stadig fremmede, men ikke nær så nervøse, som da han først talte til hende.
''der er ingen grund til førstehjælp. Jeg har det fint..'' sagde hun, og prøvede at virke overbevisende.

Han så lidt på hende.
"Du har et sår på benet og flere mærker end jeg sikkert kan tælle til. Du husker intet. Nej, Neph. Du har det ikke fint og det kan ikke engang diskuteres. Men jeg indrømmer gerne at du altid har været den der tog sig mest af de ting" smilte han kort. Bøgerne var sat op, netop kun for at sprede hygge. Hans egne bøger lå oppe på hans værelse. Disse var bare en blanding mellem en masse historier. Hvilket mindede ham om at Cam stadig havde en af hans bøger...Han sukkede kort. Mon han overhoved så hende igen? nå pyt, hun havde kun fået en kopi.
Sigmund kom snart ind med en bakke, hvor på der stod vand og lidt frugt. Der stod også en lille kasse, som indeholdt nogle nyttige ting til små skader.
Han stilte det på bordet, bukkede og gik igen.

Hun så undret på ham.
Hun havde taget sig af de ting? Hun vidste intet om hvordan man tog sig at sår.
Hun sukkede stille. Faktisk, var hun parat til at ånde lettet op, og bare glemme at hun var så skide nervøs hele tiden.
''hvis jeg plejede at tage mig af det, hvor meget ved du så overhovedet om det...?'' mumlede hun, en smule nervøst.
Det var tydeligt at hun virkede nervøs. Det var ubehageligt. Meget.
Såret sved, men ikke så det gjorde ondt. Det var bare ubehageligt.

Han gik over og tog et glas vand, mens han med en gestus med hånden gjorde tegn til hun endelig skulle tage hvad hun havde lyst til.
"Du må også godt låne et bad, faktisk...Og noget nyt tøj, hvis det behager" Han drak af vandet, før han stilte glasset på bordet igen og satte sig tungt i den ene stol, mens han så over på hende.
"Jeg sagde du plejede. Det betyder ikke jeg ikke kan klare mig selv. Jeg har levet længe nok til at rense mine egne sår" smilte roligt.
"Også fordi jeg ikke stoler på andre"

Hun så tøvende på ham, inden hun rystede stille på hovedet.
Hovedpinen begyndte stille at banke. Han havde sagt at hun plejede... Hvor længe havde de kendt hinanden? Følelsen af tomhed var ulidelig, men hun var nødt til at finde sig i det.
Hun så hen på bordet med vand og frugt. Intet af det var efter hendes smag. Langtfra. Det så direkte uappetitligt ud fra hendes side.
Hun endte med at sætte sig i den anden stol, ganske stille, som om den ville gå i stykker hvis hun satte sig ordenligt. Hvorfor skulle det være så besværligt? Hvorfor kunne hun ikke engang tage sig sammen til at takke ham?
''et bad ville være rart...'' mumlede hun, efter lidt tid. Hun stille på ham, men smilede stille

Han så lidt på hende og nikkede. Han rejste sig op og gik over til døren, før han så tilbage på hende igen.
"Så følg med. Jeg beklager, jeg har ikke noget blod at give af, da jeg selv lever af andre ting. Faktisk har jeg kun mit eget og det plejer ikke falde i god smag" han smilte lidt.
"Lad mig vise dig et badeværelse"

Blod...?
Hun rejste sig, og vaklede stille hen mod ham. Hun fulgte med ham, og smilede stille til ham.
Hun nikkede taknemmeligt, og trak vejret dybt - selvom det ikke gjorde meget for hendes hoved og hals. Den brændende fornemmelse havde spredt sig - ikke kun til benet, hvor såret sad, men til halsen, hoved og skuldrene.
Hun rystede svagt, men intet alvorligt. Havde hun altid haft så lav en smertetærskel.

Han lagde igen en arm om hende for at forhindre hende i at falde. Men også for at være tæt på hende. Han lod døren glide i bag dem, da han viste hende over mod trappen. Ovenpå havde han et par gæsterum og gæstetoilet og bad.
Han viste ikke om han skulle juble eller være ked af hun intet huskede. Hun huskede ikke længere noget om ham, faktisk ville hun tro han var en komplet fremmed hvis ikke han havde fundet hende...ville det havde været en god ting? Deres tidligere forhold taget i betragtning...Nej. Han var for egoistisk på det punkt. Han ønskede jo at have hende hos sig, det gik bare altid galt...

Hun så på ham, og fulgte med ham op af trappen.
Det var rart, bare at stå sådan op af ham, uden egentlig at føle sig forpligtet.
Burde hun det? Var der i virkeligheden mere mellem de to, end han havde givet udtryk for?

Hun fulgte med ham hen til badeværelset og smilede igen til ham, en smule mere venligt end før.
''tak for hjælpen, Sean.'' sagde hun, selvom det var tydeligt, at selve navnet stadig virkede fremmet for hende