Black Roses -NPC(I), Camille, Tristan, Og Akuma

Akuma lod sig kort blive skubbet af Wonder.
Det lad til at den lille kat godt kunne hvæse af andre?
Han fniste kort da den lille Wonder trak sit sværd og prøvede at overtale sig selv til at dræbe Fémin.
Der var så meget ved denne situation der var latterligt.
En lille blødsøden dreng med misfarvet hår som gik psykisk ned når han skulle vælge mellem at dræbe nogen eller lade hver?
Så var der tigeren... Den så ikke engang ud til at kunne bide fra sig da det eneste den gjorde var at puffe til andre? Hvis den rørte Akuma ville han ikke garantere noget.
Og til sidst pigen. Hvor skulle han begynde?
En lille blond rødhætte-wannabe der mente at drab kun måtte bruges i selvforsvar? Og så sagde hun at hun kendte Isabella? Det kunne vel sagtens være men efter hvad Akuma vidste så skulle der meget til at overtale hans chef til noget som helst. Og det skulle gerne være mere end penge.

Akuma fniste kort da de to bløddyr fik nævnt deres argumenter om hvorfor de ikke ville have blod på sjælen?
*Hvis de to ikke snart mærker glæden ved at fjerne dem der står i vejen for ens sejer... Eller ikke snart kommer på andre tanker med at drab er et redskab til sejer. Og ikke noget man kun bruger når det er højst nødvendigt... Så tror jeg at Ribanalon kunne få god glæde af at forvandle de to idioter til vampyre. Jeg vil gerne se hvad de så vil gøre for at overleve* tænkte han og et ondt smil bredte sig på hans læber.

Pigen havde nu skabt sig færdig og sagde nu at Akuma kunne hjælpe dem med det.
Ikke tale om!
For det første ville han ikke gå imod det der gav ham de penge han havde så meget glæde af.
Og så var dragen Dolix's regler jo meget bedre...
"Lille pige hør nu her... Syndes du ikke selv at indgå en redningsaktion for at befri en sølle tæve fra den person som har mest magt i hele vores lille verden?" sagde han skummelt.
Det kunne godt være at Isabella ikke var herre over Doomsville men Akuma så lidt mere bredt på det.
For ham var hun den der havde mest magt fordi hun er den som ejede flest sjæle.
Akuma var ikke helt sat ind i hvor meget Sakref styrede han vidste bare at han var herre over Doomsville og at hans klanleder Mina stod under ham.

Nu var der så en man som råbte der afbrudte Akumas tanker.
*Hva fanden?* tænkte han og så op.
De hundrede pile regnede mod dem.
Men Akuma stod fortsat stift og kikkede på pilende.
Hvis det var skæbnens valg at de andre mennesketing skulle dø så var det jo det.
Hvis Akuma blev ramt ville han alligevel bare heale sig selv bagefter.

Akuma grinte højlydt med en ond latter da pilende ramte håndlangerne istedet for nogen af dem.
Og efter at den stupide man havde talt færdig sagde han blot.
"Nu skal jeg vise jer to hvordan man skiller sig af med de folk der står i vejen for ens sejer..."
Akuma svingede sin ene arm med høj hastighed og i svinget skød han et knoglespyd ud med retning mod manden.
Spydet fløj lige igennem det hele og endte i mandens skulder hvorefter manden faldte bagover og lå nu ved de brændende træer.
Derefter gjorde han de samme med den anden arm hvor der på samme måde fløj et knoglespyd ud af den.
Det spyd ramte mandens anden skulder hvor det gik igennem og ind i træet.
Så nu sad manden nærmest sømmet ind til det brændende træ.

Akumas knogler healede sig selv inde i hans arme.
Det var ikke selve knoglen han skød ud. Men en del af den som han havde formet som spydet hvorefter han havde knækket det af inde i armen.
Så der sad stadig en del af knoglen derinde... Og fra den lille del kunne han jo få sig en ny knogle. Plus skyggen vil heale de skadet steder.

Han kikkede nu ind i pigens øjne igen.
Men denne gang med blikket fra skyggernes indre... Det sorte, gyselige, opslugende blik...
Blikket var sammen med et lettere sindsygt smil.

Tristan lod sig falde lidt ned og trak vejret langsommere. Camille havde ret. Hun havde helt ret. Han nikkede bare, men sænkede kun sværdet en smule. Han ville være klar til at bruge det.
Der skete noget. Mænd kom frem omkring dem og specielt én skillede sig ud. Før han vidste af det regnede det med pile imod dem. Han ville have rullet om bag noget og have sikret sig fra at blive en hullet dusørjæger, men Lucks knurren gjorde ham opmærksom på at pilene ramte tilbage på deres afsender. Han rynkede brynene... Hvad havde det været?

Han sagde ikke noget, men betragtede bare hvad der skete. Han reagede først da den anden fyr skød noget ud af sine arme og spidede manden fast til et træ.
"Stop med at opfør dig som en utålmodig unge... Han kunne muligvis bruges..." Sagde han koldt til fyren og sendte ham et blik. Sikke en smartass. Sikkert endnu et væsen der troede han var så sej. Troede han var den stærkeste og sikkert troede både Canille og Tristan ingen styrke havde..
Tristan kom til at smile - sådan nogen havde han dealet med før.

Da Tristan sænkede sværdet en smule, afslappedes hendes muskler igen. Så langt så godt, de var stadig på samme side hende og Tristan.
Der imod virkede det til den anden fyr ikke engang var i samme bog! Camille smilede overdrevent sødt, så at ironien var penslet ud " Jamen....hvis det er for meget for dig,for stor en opg..." mere nåede hun ikke at klemme ud af de satiriske læber, før end skoven blev levende og en stor flok mænd sigtede deres pile mod dem.
" tristan...?! " udbrød hun og holdt begge hendes hænder op foran sig.Det var nu ikke for at beskytte sig mod at blive ramt af en pil eller 30, men hendes første indskud var at prøve at sende så mange af dem retur, som muligt var, med hendes telekinese.Hun var blevet stærkere og hun ville kunne slå en pæn del af dem tilbage, men absolut ikke dem alle. Hun gik automatisk lidt tættere på Tristan, kunne hun ikke beskytte dem alle, måtte hun starte med ham.

Men det mest syrede skete, pilene vendte omkring af dem selv? Hun kiggede på sine hænder og mente ikke hun havde gjort noget endnu, med mindre hendes telekinese var groet så stærk, hvilke hun virkelig ikke regnede med, at den agerede næsten før hun tænkte det?
Det var et slemt syn, da næsten alle drattede om. Hun havde det ikke godt med død, ikke engang en modstanders død gik uberørt hen, selvom hun efterhånden havde nogen liv på sin samvittighed.Men Manden....ham der styrede showet, virkede til at være kold og stadig tro han havde magten.Selv dragerne stod tavse og helt stille.
Han nærmest beordrede Camille...non verbalt, til at følge med og hun skulle lige til at krydsforhører ham om formålet med dette, da den mørkhåret fyr tog sagen i egen hånd.

Camille nåede lige at råbe " vent" ...og så så hun hvordan spyd skød ud fra hans arm og sømmede deres ' bøddel' fast til det brændende træ.

" forhelvede ...det er ude af kontrol , Tristan....hvad ER han for en ham der ?" spurgte hun, da hun ikke havde set en lave samme triks før...

Men hurtigt blev hun opslugt af et par mørke øjne der fangede hendes og et smil,nærmest et grin der varslede ustabilitet og en lyst til at gøre hvad han præcis havde lyst til.
Hun lød sikkert mere sikker, det håbede hun da, end hun på nogen måde følte sig inden i da hun svarede det ' mørke blik' ..." Flot tryllekunst Sigfried, men hvordan får vi nu nogen svar?" sætningen var sagt nærmest i munden på Tristan, der var kommet til samme konklusion.

Hun rev sig stædigt løs fra fyrens mørke blik, og rettede sit fokus på de resterende med pile der sigtede mod dem, en 15-20 stykker var hendes bud.
Dem kunne hun godt varpe væk, de pile, hvis de blev forsøgt affyret, det var hun ret sikker på.

"Arggh!" det var det eneste som manden med helbarden kunne få ud, da en muskøløs mand med gammelt paste ud af armene, hoppede hen mod ham. han ville gerne løfte sin helbard op og vise den frække lømmel betydningen af stål, men han nået ikke at bare så meget få stramt sit greb på helbarden, før det stærke skyggevæsen fik pressede ham brutalt op af det brænede træ, og manden med helbarden tabte sit våben, og og råbte af sine vildmands lungers fulde kræft i smerte pågrund af den pirrende åbne ild som brændte og sveg hans ryg indenunder han rustning af pels og skind, som ikke kunne holde varme, og han kunne mærke hvordan sveden på hans ryg forsvandt så hurtigt som det kom, og de brandmærker og skader som langtsom udformet sig på hans ryg. han prøvede at ruske sig selv fri, men han var ikke stærk, kun god med våben, og da de XXL discount pasta stykker bliv sat ind i hans skuldre, var han ikke i tvivl om død ventede ham. han løftede sin pande, han var måske overmodig, men det var på ingen måde arrogance, han var loyal til hans holdninger og stamme, og hvis han skulle møde døden, så ville han løbe dansende derinde med et kæmpe smil, velvidende han døde uden frygt, og han døde som en mand.
Dolix og Thefi så bare på det hele, og så ikke ud til at ville blande sig i noget som helst, og var ligeglad med mandens skæbne, bare Tristans, Camille, Akuma, og Luck tog deres parti, og ikke den andens parti, så var de tilfreds. men for Thefi handlede det mest om at have Tristan på hendes side, for hvis han begyndte at hjælpe Dolix, så var der intet valg for hende, så måtte hun også kæmpe for den sag, om hun ville eller ej.
Manden der var sat fast i træet havde et flabet smil, og stirret Akuma dybt inde i øjnene, stadig i voldsomme smerte over ilden der rassede på hans ryg, men også uden frygt, selvom han vidste han nok ville dø nu. "Hør på ponghår. hvis der altså ikke også er gemt pasta i dine øre?" han drejet smertefudlt hoved mod knoglerne der havde bordet ham ind i træet, og forsatte "Du burde nok tage til en shaman med det der"
Han smilede igen flabet, og kigget mod Akuma "Den kloge dreng med en orange hoppeboldt på hoved har ret.. brug mig eller dræb mig.. men jeg går udfra du kun kan finde ud af en de af to" "hvad så tough guy. ser du muligheder her, eller er det den smukke piges job?"

Da manden endelig havde pylret færdig sagde Akuma blot.
"Du har helt ret..."
Akuma løftede armen op imod manden og skød endnu et knoglespyd ud af armen.
Det fløj lige igennem engen og ramte manden lige i munden hvor der gennemborede ham til det også kom ud på den anden side og sømmede ham fast til træet.

Han vente sig igen mod pigen.
"Hvem jeg er kan være lige meget. For ganske enkelt har jeg ingen identitet. Og svarende finder du ikke i hans hoved men hos dragerne..." sagde han koldt.
Han kikkede nu over på Wonder.
"Du har fuldstændig ret Mr. Wonder... Han kunne bruges... Han er et glimrende afbrændings middel" sagde han og grinede lidt.
Wonder skulle ikke på nogen måde tro at Akuma var bange for ham fordi han havde en drage i ryggen.

Akuma havde muligheden for at mærke sandheden om 'det er utroligt hvad man kan overleve'.

Han kikkede lidt skiftende på dem.
Først på pigen.
Og så tilbage til Wonder.
"Nu hvor miden er væk. Så tror jeg at Wonder skal tage en beslutning... Hvad var mulighederne nu? Enten få uskyldigt blod på hænderne ved at svigte din lille drage ven fordi du for alvor tror at dragen vil holde hvad den lovede. Eller sige nej til dragens tilbud hvor du ikke svigter andre end den og komme videre i livet. Men husk nu på at dragen kan fordreje dine din handling... Ved at du føre sværdet igennem Fémin så er det din vrede der føre dig... Vreden er kraftkilden til de fleste skygger... Jeg satser på at hvis Fémins hjerte stopper. Så gør det også ved din mor og din ven" sagde han med en lidt rolig men mørk stemme.

Tristan kunne ikke lade vær' at smile og kigge over på Camille da de nærmest råbte af fyren i munden på hinanden.

Der var en kort pause inden Akuma svarede. Det kom helt uventet for Tristan at fyren var dum og stupid nok til ikke at se over sin egen næsetip og alligevel skød endnu et spyd afsted - og nettop derfor kunne han ikke selv nå at reagere.
Derimod var der en anden der nåede at reagere. Tigeren Luck fløj op så snart Akuma løftede armen, næsten som havde den fornemmet Tristans modvilje og hoppede adræt op idet Akuma kastede.
Med en knurrende lyd fik den fat i spydet og trillede om på jorden med det, og skånede derved mandens liv.

"Luck! Udbrød Tristan og var hurtigt på knæ foran den. Den kom hurtigt på benene igen uden så mange skrammer andet end jord fra landingen. Den kiggede lidt småarrigt på Akuma.
"Hvad sagde jeg lige til dig? Han kan bruges... Jeg kan muligvis bruge ham.. Kan du ikke sætte dig hen i et hjørne og lege med dine tændstikker, imens de vokse snakker tak? Bare indtil du kan styre det" Fnøs han hånligt tilbage på Akuma. Han var ved at være godt træt af den fyr.

Han rejste sig op fra tigeren igen. Den havde stadig spydet i munden da den vandrede hen til Camille og satte sig tilfredst.
"Jeg fik et valg ja... og jeg har besluttet mig" Fortsatte han , tydeligvis mere fattet end før.
"Jeg skal ikke dræbe nogen uskyldig her.. Det er bare ikke min stil. Hvis jeg absolut skal svinge mit sværd imod nogen så bliver det Dolix... Hvis Dolix altså stadig agter at ville dræbe nogen tæt på mig" sagde han roligt og kiggede imod den sorte drage med et beslutsomt blik.
"Jeg stoler på Thefi og tager Thefis parti i dette. Dette er bare noget jeg bliver nød til hvis jeg ikke vil have et uskyldigt liv på samvittigheden." Han smilede til Thefi og nikkede anerkendene. Så rettede han blikket imod manden som Akuma nær havde slået ihjel. Luck havde allerede begivet sig derover og hvor igang med ved hjælp af tænder og kløer at få spydene ud af mandens skuldre.
"Jeg fik det indtryk før at du ikke var vild med drager? Mig og min ven Luck her reddede lige dit liv, kan jeg regne med din assistance om nødvendigt?" Spurgte han over imod manden. Tydeligvis mere gennemtænkt og med et overblik igen.
Det var ikke helt sikkert at stole på manden, men det kunne være nødvendigt.

" forhelvede da...ikke igen!" var alt hun nåede at sige ,før end Akuma havde affyret endnu et spyd og Luck havde fanget det.
Hendes puls galoperede derud af, hvis hun ikke snart fandt en måde at skabe en form for kontakt, forståelse eller deal med Akuma på, så kunne han ende med at lave al for meget lort i det hele her.

Hun så ind i hans øjne og forsøgte igen at ' nå ind til ham' .
Det ville nok ikke lykkes, da hendes stemme stadig sydede af hendes iltre temperament og utilfredshed over at han havde angrebet, uden at sikre sig om det var nødvendigt.
" Hør nu her John Doe , det er ikke en bokse kamp der vindes på det hårdeste punch, vi er mere ude i noget skak her.Så enten finder du fornuften frem, og ellers skal jeg fandme..." så blev hun afbrudt af Tristan der også brokkede sig og Sendte Akuma i skammekrogen.
Nogen gange, bare nogen gange- så elskede hun den måde Tristan tænkte på.

Luck var kommet over ved hendes side. Hun så ned på tigeren...eller ned og ned....den var nu temmelig høj, men hold op hvor den var smuk. Det undrede hende stadig hvordan han havde fået sig en tiger? Og endnu mere at tigeren instinktivt synes at kunne lide hende.Tillidsfuldt løftede hun sin hånd, vidste at den kunne blive bidt af i en enkelt mundfuld- og lod den løbe over tigerens hoved og ned af nakken på den. " godt tænkt" roste hun inden hendes hånd greb om spydet og trak det ud af tigerens bid.
var der mere pis med enten Akuma eller Dolix, ville hun bruge telekinesen og selv sende spydet igennem hjernen på den der fortjente det mest.

Manden lukket ikke øjnene da spydet af ren knogle kom mod ham i de få mili sekunder, for han ville dø med åben pande og med smil på læberne, som han var blevet lært som leder af Wopi, og hvis han skulle dø nu, måtte det vel være det. han havde sit liv i orden, og havde efter hans mening i ren samvittighed, og hvis en drage kæledyr skulle vise sig at være stærkere end ham, måtte han andkende døden, og møde den som en mand, eller flæbe som en lille pige. valget i hans øjne var åbenlyst.

MEN.. han døde ikke og en tiger sprang indforan ham og reddet.. han liv. han bid tænderne sammen, og prøvede lige at finde ud af hvorfor ud hvad de ville med ham, og han regnet hurtigt ud de ikke var helt enige om lige præsis den sag. Manden brugte denne mulighed til at lade et blik glide hen på en af de overlevende bue skytter, hvorefter den overlevende som var en mørk håret kvinde, piftet i en lille fløjte, og de overlevende med buer vendte sig hurtigt om, og vendte sig hurtigt de kunne i løb væk fra lysningen.

Manden der nu bliv hjælpet ned fra træet, havde forventede en helt anden ære fra folk der tjente drager, så måske var de ikke sammen med dem? men hvorfor stod dragerne bare der, hvorfor havde de intet gjort endnu? han forstod det ikke, og kigget nu på Tristan da han begyndte at tale til ham. Manden hørte efter og var slet ikke i tvivl om hans svar, og svaret så hurtigt han kunne få mulighed for det, da Tristan havde talt færdig "Drager er monster fra Sh´kaz endeløse dybter, og intet ære skyldes mellem mand og monster.." Det var mandens svar på det første Tristan sagde til ham, men der gik ikke tid før han svaret videre på det næste. "Helvedes dybter er ikke langt nok for ære blandt mænd, ej hellere er monsters trick og styrke for stærkt til at bryde det... det vil sige ja. uden tvivl dude." Manden smilede lidt over det sidste, og tog en hånd på sin ømme skuldre. og kiggede over på Akuma og sagde til Tristan "Men hvis man kunne sætte hunde snor på den der, ville jeg blive glad" Manden regnte ikke med det, og havde også sagt det i et lidt sarkastisk tonefald, han ville alligevel ikke havde Akuma i snor, hvis hans skæbne var at dø at Mr Paste, så måtte det være sådan. men hvis det ikke var, så var der ingen brug for snor.

Manden kiggede tilbage på Tristan og sagde "det er første gang jeg har set orange swampe i den her skov... navnet er Griff" Tristan og Luck havde reddet hans liv, og selvom hans loyalitet var som en sten, som var hans tunge sin egen herre, der var sefølgelig forskel på om den bliv brugt i lunt eller mindre venligt lune, og hvad man ville fortolke fra ham var ens eget valg.
Dolix stod med et irriteret blik på Tristan, ´hvor våvet denne lille mide at afslå mit tilbud´, var den måde den så ud på i ansigtet, og den skulle da også til at udgøre en voldsomt brøl, men da den skulle til at få lyd ud af dens store kæber, var den tavs. og Dolix forsøgte at se ud som om Dolix ikke kunne få luft, og istedefor at gå i panik så den over mod Thefi, hvis grønne øjne der var blevet lysse blå som ind i helvede. Dolix nikkede til Thefi, som så fik grønne øjne igen, og Dolix kunne så komme til ord igen, og valgte at sige roligt, uden det mindste fornæmet i stemmen "Mr Wonder har taget Mr Wonders beslutning. må Mr Wonder finde glæde i dette valg" Dolix spredte sine store vinger, og begyndte at flyve væk op imod natte himlen og ud af syne.

Griff havde hånden på en kniv mens hans øjne lå skarpt på Thefi, men i respekt til Luck som var den der havde reddet ham, tog han hånden ned af siden, men han havde stadig en brændende lyst til at vise den drage sit endeligt. han havde godt nok aldrig dræbt en, kendt en der havde dræbt en, eller hørt en eneste histotie om en der havde dræbt en, men det burde ikke være så svært tænkte han, hvis han nu bare kunne komme tæt nok på med noget stål, skulle han nok introdusere monsteret til hans kultur.

Thefi så over på dem alle sammen, og ventede på de kom over til hende, eller gav lyd fra sig at de havde forstået hvad hun havde forslået de kunne gøre for at hjælpe hende omkring det med bjerget med de milion stemmer.

Akuma stirede ondt og indebrændt på Tristan.
Ved hans ord flød der bare mere vrede igennem ham.
Hans øjne flakkede og var ved at indtage skyggeformen.
En svag knurren kom fra hans mund og hans nerver blev spændt.
Den lille maddike med det misfarvede hår... Troede seriøst at han kunne styre det hele.
Skyggen skulle lige til at udbryde men Akuma holdte den tilbage.

Han huskede på den mission som Dolix havde givet ham.
Og den inkluderede i Wonders overlevelse...
Han faldte nu helt ned og kikkede over på pigen.
"Jeg kender skak... Det handler om at fjerne modstanderne så kongen til sidst står hjælpeløst... Og denne situation er meget enkel hvis du kikker på det i skak. Forstil dig at du indtil videre kan du kun se fem brikker af dit eget hold og kun en af brikkerne på modstanderens. Dragerne repræsentere konge og dronning på vores hold som dem der udsender os, jeg er tårnet der rydder fjenderne af vejen inden dronningen kommer til, du er løberen som danner sig et overblik over det hele ved at løbe forbi alle tingende og undgå fare indtil du skal angribe. Og Mr. Wonder er springeren der skal træffe de svære beslutninger og nu lige har valgt at skåne Fémin som er en bonde hvorefter han lige har ladet en bonde fra det andet hold leve uden at tage ham inden han kommer til den anden side af brættet og får flere kræfter end han skulle have til at starte med"
Hun skulle ikke komme og belære ham om hvilke træk han tog.
Og slet ikke i skak.
Han kørte stilen med at rydde de små brikker af vejen før han gik mod de store.
På den måde sikrede han sin egen konge eller dronning for at komme i spil indtil der var brug for dem.

Efter Dolix fløj væk gik han over til den hvide drage og ventede på de andre.
Om han ville det eller ej så skulle han hjælpe dem med missionen fra Thefi...

Tristan smilede skævt til fyren og nikkede Luck ned ved sin side igen. Den luntede tilbage og gned sig op ad hans ben og bag ved ham. "Respekter drager, de er slet ikke så slemme.. Om ikke andet så respekter min ven Thefi." Svarede han manden med et drillende smil og nikkede til Thefi.
I næste øjeblik talte Dolix og fløj væk. Tristan spærrede øjnene op og kiggede hen på den hvide drage.
"Thefi, vil min mor og Asmodeus være okay??" Spurgte han nervøst og kiggede efter dragen. Han havde ikke fået det indtryk at den faktisk ville gøre dem ondt.

Han vente hovedet ved Camille og Akumas diskussion og måtte fnyse kort efter Akuma var færdig med sin tale.
"Det lyder som om du prøver at gøre op for dine handlinger før og lege voksen? Skønt.. Men der er noget du er skæv på der." Svarede han og rettede blikket imod Akuma.

"I skak er du ikke i tvivl om hvem fjenden er. Han er simpelt den modsatte farve af dig, men der er ingen farve på os og det er dit valg hvem du stoler på. Las os gå ud fra vi er hvidt hold. Kan du være sikker på Dolix ikke var et sort tårn, lige ved siden af vores 'konge'? Ligesom du ikke kan være sikker på at jeg er sort konge eller bare en simpel sort bonde der har infiltreret jeres del af pladen, så kan du ikke være sikker på om manden du lige var ved at slå ihjel er en sort bonde ved at få mere magt, eller vores egen bonde med potentiale til at få magt som en dronning." Tristan svarede roligt og gik imens over til Thefi med de andre. Han håbede manden fra før bare ville følge med.

Luck fulgte også efter, men holdt sig så langt fra Akuma som den kunne.

Camille så tilfreds til da bueskytterne trak sig tilbage.
Så ville der da ikke blive kamp fra den front, så langt så godt.

Akuma tiltrak hendes opmærksomhed.Han gav hende en ganske udmærket beskrivelse af skakspillet, og at han placerede hendensom løber, med den begrundelse, var helt fint for hende. Men Akuma have misset hendes simple , men meget vigtige, hentydning.
Ingen hun fik den udskåret i pap , til ære for ham, kom Tristan med hans forklaring, der lå mere op af hendes. Han var nu også en skarp fyr....og som altid med lystet intakt til at ' vinde! .
Camille så på Akuma og sagde noget tørt" jeg ville være glad hvis du bare ville tænke mere end eet træk frem lige nu" og så blinkede hun til ham, inden hun vendte sig mod Tristan.
Dolix var væk, og atmosfærdes synes at blive lettere? Det kunne jo være et røgslør, men indtil nu føltes det rigtigt.
Luck flugtede Tristans ben og hun måtte gribe sig i at være både betaget af synet og meget nysgerig, men den snak måtte vente til senere.
Lige nu måtte de høre om Théfi havde noget bud på deres videre færd, eller hvad tanken var? Og skulle de have Akuma med, så var de nok nødsaget til at have en tillidssnak....før eller siden, ikke sandt?

Griff var fandme ikke meget for Tristans forspøgsel om at være ´venner´ med et monster der ikke fortjente andet end stål til ansigtet, MEN hvis det var Lucks vilje måtte han vel underkaste sig det tros hans store lyst til at sige nej, for han havde stadig en gæld til det fire benet væsen, og man kunne vel godt spise sin stolthed i to minutter.. håbede han. eller han regnede stærkt med det på andre fronter, men det med drager var en meget seriøs sag for ham.

Griff gik med Tristan, men samlet sin helbard op igen, for den havde han tænkt sig at havde i baghånden, om ikke andet, til hvis Luck skulle bruge ham til noget bagefter. Griff var nok meget som Tristan, men han havde bare nogen mere faste holdninger til det med at få redet sit liv af en anden.

Thefi trak skuldrene ned, og lagde sig på en måde ned, og lagde sit store hoved på forbenene, så hun nu lå nærmest helt flat, så godt som en drage kunne lille roligt og chill ivertfald. Thefi havde en glad og afslappede trækning i hendes kæbe, og ventede bare på de ville komme hen til hende. hun havde bevidst ikke svaret på Tristans spørgmål før de alle sammen var komme hen til hende, og Thefi svaret på det som det første "Mr Wonder må forstå vigtigheden af Dolix trusler. Dolix hæmner ikke før blodet fra dem Mr Wonder elsker flyder ned af jorden, for Dolix er en drage fyldt af vrede, og Dolix handlinger er drevet af had. chancen for Mr Wonders ven overlevelse er mindre end jeg selv vil tillade mig at udtale, for selvom Dolix ikke kan gå ind i nogen civiseret by uden en hel drage races godtagelse, vil Dolix finde andre måder at nå ham i byen uden selv at være der, eller vente til rygtet om Mr Wonders ven er ude i det åbne. dog Mr Wonders mor lovet Dolix jo bare ville rådne i Isabellas fangeskab, så frøken Stina vil leve videre."

Akuma forblev stille ved Wonders ord.
*Du skulle bare vide hvordan brikkerne står i virkeligheden min fine ven* tænkte han og rystede på hovedet.

Han hørte nu på pigens såkaldte 'råd'
*Indtil videre er jeg to træk foran dig...* tænkte han.
Alle ordende forblev i hans tanker da der ikke var nogen speciel grund til at de andre skulle åbne hans sind.

Han kikkede nu op på Thefi.
"Dolix bad mig om at hjælpe de unge ægtepar i deres mission... Må jeg få æren at høre denne mission så mit ynkelige lille jeg kan gøre nytte i deres planer" sagde han og knælede ned på det ene knæ som en ridder gør når han hilser kongen.
"Det næste træk skal gøres... og jeg ved at De har overblikket" sagde han inden han rejste sig op igen.

Nu håbede han bare at hans mund tale var høflig nok når han nu stod foran den anden drage.

Tilfreds med at Akuma ikke fyrede et eller andet lamt svar a ffor at irritere ham stilte han sig hen til Thefi. Han havde en lille utilfreds trækning i mundvigen og ventede utålmodigt på svar.
Han spærrede øjnene op ved svaret. Hans mor kunne de altid redde medlidt held, det havde de masser af tid til, men Asmodeus var noget andet.

"Men vi må da gøre noget så! Hvordan kan vi stoppe Dolix?" Udbrød han og Luck synes ligefrem at se trist ud ved svaret. Han vidste den havde en lige så tæt knytning med den gamle nisse som han selv havde.

"Asmodeus gav mig husly og hjalp mig da jeg havde brug for det, jeg kan ikke byde ham at han skal lide for min beslutning.." Mumlede han bedende til Thefi.

Camille var lettet over det endelig syntes som de havde mulighed for at rykke videre frem.Hun nikkede en lille hilsen til Griff, der virkede til at være okay.Han skulle vide at hun ikke have nogen grund til kamp imod ham. Hun undrede sid dog over, hvad hans agenda oprindelig havde været? Det virkede til han havde ønsket at tale med dem, da han kom med alle sine bueskyttere.Men....mon ikke han selv ville tale ud, såfrem han havde noget på hjertet, det satsede hun på.
Akuma var blevet mere tavs, og lod til at have accepteret en anden stil end hans mere aggressive , for nu.
Camille sendte ham et mere varmt smil, selv om hun var lidt i tvivl om han overhovedet ville ' modtage' det, men hun synes han havde gjort det rigtige at skrue tempoet lidt ned....og det ville hun have lov til at vise.
Et lidt finurligt udtryk gled over hende , da Akuma ironisk talte om Tristan og hende og benævnte dem som ' ægtepar' . Godt nok var de ikke nær noget der mindede om det, men han havde i al fald luret at der var et helt særligt og tæt bånd mellem dem.
Camille kiggede hurtigt på Tristan , og havde næsten lyst til at forsvinde ind i hans favn, men nææ nej.....der var arbejde, arbejde og så igen lidt mere arbejde lagt ud til dem.

Hun stillede sig ved siden af Tristan, og en mere behersket Akuma.
Der var ingen tvivl, det måtte være Asmodeus der havde første prioritet.Tristan havde altid hjulpet hende, og hun kunne ikke drømme om ikke at være der for ham - eller for hans venner.
Og at Akuma ville hjælpe dem, var kun skønt.Han havde jo allerede bevist at han var ekstrem stærk. Hun kastede et hurtigt blik på Griff og drejede så sit angsigt mod Théfi , og med respekt i hendes øjne , kiggede hun på det pragtfulde dyr .Mon Théfi kunne guide dem videre, eller var de på egen hånd nu.

Thefi så med nogen lysseblå øjne på Akuma, de var så stille som havet, der roligt sniget sig op af det varme sand, på en sommerstrand. Men Thefi blinkede da Akuma havde talt færdig, også var Thefis øjne deres normale gennemborende grønne farve.

Thefi nikkede skånsomt til Akuma, hvorfor gav Thefi ingen besked på, ej heller kunne man se om det var i respekt, eller om det var en advarsel til ham, men om thefi kunne lide ham, var man nok ikke i tvivl om.. det kunne thefi ikke.. ikke når han nævnte Dolix, for de var jo ikke ligefrem perlevenner, de var ivertfald ikke bedste veninder.

Griff kiggede bare på den skabning, og man kunne sagtens læse hans tanker udfra hans flabet smil, og provokerende blik. han var ikke ligefrem glad for at skulle stå så tæt på et monster fra Sh´kaz. iverfald ikke uden lov at vise den hvad en mand af hans støbning kunne gøre ved den.. hvis han fik mulighed for det.. men han skyldte Luck at lade være.

Thefi kiggede først på Tristan, og svaret ham med en streng tone, for han måtte forstå der var vigtigere ting end hans egne små bekendtskaber. "Mr Wonder er for vigtig til at redde hans ven. sværet skal falde, og Mr Wonder bedes påtage sig opgaven uden at spilde mere af Mr Wonders egen tid... Dolix er en drage, og jeg selv skal beskytte Mr Wonder for en hver pris, og derfor kan Mr Wonder ikke gå mod Dolix... det ville blot medføre død for Mr Wonder.. død for Mr Wonders ven... død for Mr Wonders elskede."

Griff tog et fast greb på sit våben, til hvis Luck eller Tristan, bliv træt af det monster de snakkede med, for i hans hoved, kunne han da tage en drage.. hell.. han kunne tage ti.. og det var sandt at Griff var en figther, men en drage ville han ikke stå en chance mod, han ville ikke engang være god underholdning.

Camille kan se skoven forsvinder omkring dem, dog ser det ikke ud til de andre kan. nattens skygger spiser jorden og skoven omkring dem, og landskabet forsvinder som en is som sommeren. og Docter Eggen kommer frem fra mørket, der har snæret sig helt ind, så Camille ikke engang kan se Thefi mere, kun Akuma, Tristan, Luck og Griff. Docter Eggen har sit arbjede tøj på, og hans rolige morfar og humoriske attitude ligger overalt på hans ansigt. Ingen andre kan se eller høre ham, eller hvad der er sket med området de er på. Docter Eggen tager en block frem, og kigger lidt på nogen notater, og reagere ikke på hvad Camille siger.. ivertfald ikke til at starte med. han kigger op efter præsis ti sekunder, hvorefter han sagde "Camille.. dit navn går vidt omkring.. landevejsrøver der står op mod bøllen Dé Minion.. pigen der har klaret femten minutter, med en drage, uden at være blive set som en snack.. Kvinden der kan se muligheder for fremtiden, se ting som de kan blive senere.. but we both know, that no matter what others might belive, you are nothing but a girl.. that can be a serius pain in the ass" han smilede af det sidste, og forsatte "Drager er meget cool, men jeg ville nu hellere være venner med en nazi zombie kamprobot giraf, der lugter af hvidløg.. men.. man kan heller ikke få alt man ønsker sig vel? hvilket minder mig om..skaf jer af med Thefi, ingen hun skaffer sig af med Tristan. undskyld Camille,.. lag mig forklare, det kom lidt hårdt ud." han hoster hvorefter han forsætter "Thefi er en drage, der er lænket til væsen.. Tristan.. regn selv resten ud.. hvis i hellere vil skifte til min farve, så tag til manden Thefi beder jer om. men dræb ham så. han har ikke en ren sjæl, og hans samvittighed er væk efter et liv med uret, og et liv bygget på andres lidelse skal stoppes for en hver pris. når dette er gjort. vil jeg kontakte dig igen. dræber i ham ikke. vil jeg love at lade som intet.. så længe mine allieret kan holdes for nar"

\\Den nye emne rækkefølge er :Npc brugeren, Camille, Akuma, og Tristan.

//jo tak for lige der var jeg altså blank

Hun så sig omkring, og som blev træerne udpeget et efter et, forsvandt de og blev erstattet af ....mørke.Et sort tykt tæppe af mørke pakkede omgivelserne ind og Camille blev svimmel.Hun løftede en hånd op og bankede tre fire gange l, lidt febrilsk, på sin pande " Åh...nej...ikke igen. Tristan, skoven forsvinder...de må ikke tage mig!" hviskede hun forfærdet ud i intetheden, og greb ud efter den nærmeste arm, der viste sig at være Akumas." Hjælp mig " næsten tiggede hun Akuma og hendes tårer begyndte at pible frem.Hun VIDSTE ba at dette syn ville betyde...ubehagelige og grimme beslutninger.
Hun kunne se de tre mænd, og så skete det at Eggs dukkede op og pludselig stod og smilede.
Camille stirrede ud i luften( sådan måtte det se ud for de andre) og begyndte at tale...
" Mit navn? Nej! Ingen må vide sandheden" mumlede hun og så grinte hun pludselig.
Hun måtte virke fuldstændig sindsyg at se på.
Nå...så Eggs mente hun var en pain in the ass? Jamen det kunne hendes gode ex kollega da have ret i. Men alvoren satte ind og imens jorden synes at spinde rundt og Camille have meget svært ved at holde balancen og holde sig oprejst, blev hun helt bleg.
Det kunne ikke være sandt." Tristan...kan du ikke se ham? J-jeg ved ikke Eggs! Hvem er dine allierede? " fyldte hendes desperate stemme den kølige luft og inden hun sank ned i knæ og holdte hænderne for sine øjne råbte hun så højt hun kunne, med tydelige spor af ulykkelighed i hendes stemme " Beviser...Eggs..jeg behøver beviser!"
Så blev der stille.
Eggs var væk....skoven endnu ikke vendt tilbage.Mørket omkransede stadig hendes syn og nu også hendes sind. Hvordan skulle hun kunne forklare Tristan at Thefi skulle dræbes? og skulle Thefi overhovedet det? Hvad fanden var der galt med hende og de syner hun modtog? Hendes krop reagerede ved at indelede en skælven , der i løbet af ganske få sekunder blev til en voldsom rysten.

"Hva fand..." nåede han at sige da der pludselig blev taget fat i hans arm.
Men han blev afbrudt da han så ind i de ulykkelige øjne som pigebarnet nu havde givet sig selv.
Hvad skete der lige?

Akuma så på samme måde som før ind i øjnene på hende.
Hvis hun virkelig ønskede at blive fri for sine lidelser så skulle han da nok trække klingen.
Men det var nok ikke det mest populære træk.

Da hun begyndte at råbe op om sit navn fik han et undrende udtryk over sig.
Han tog nu fat om hendes anden arm med den frie hånd.
"Kik mig i øjnene nu! Hey tøs vågn op!" sagde han lidt højlydt da hun nu spurgte om de kunne se en person som tydeligvis var en illusion for hende.

Han holdte nu øjenkontakten til hende og lod sine øjne være så rolige som muligt.
Hvis han skulle vinde deres tillid så måtte han vel hjælpe hende.

Tristan kiggede først bare på Thefi bestemt og satte en fod i jorden. "Hvad jeg bruger min tid på er op til mig tak, og Asmodeus må og skal reddes." Vedblev han fast. Om han ikke selv skulle afsted så kunne han vel sende nogen afsted for at beskytte eller gemme Asmodeus væk. Om ikke andet så den fyr Luck havde reddet.
Han kunne høre selv samme fyr røre på sig og mærkede næsten hvordan han havde hånden på sit sværd. Han kiggede fast tilbage på manden. "Det er okay." Sagde han beroligende og nikkede til sværdet.
Bag ham skete der noget. Camille kaldte desperat efter ham og han snurrede rundt for at få øje på et fortvivlet blik fyldt med tåre.
"Camille!" Udbrød han og joinede Akuma ved siden af hende. Han prøvede at lægge en hånd på hendes skulder, men hun begyndte at råbe om sit navn. Han kiggede fotvivlet og ruskede blidt hendes skuldre.
"Camille vågn op, skoven er lige her, jeg er lige her" Prøvede han og kiggede sig omkring, han kunne ikke se nogen der snakkede til hende.
I næste nu sank hun sammen på jorden i kramper. Han satte sig ned ved siden af hende og trak hende ind til sig istedet for at hun skulle ligge på jorden. Et taknemmeligt nik imod Akuma for at prøve at hjælpe. Fyren var måske alligevel ikke så slem?
"Shhh Der er ikke nogen som tager dig ... Luk øjnene og slap af.. Du er tilbage i sommerhuset ikke? Med frysepizza og Cola, vi sidder og ser tv.. Der er ingen her for at tage dig..." Mumlede han stille ind i hendes øre og løftede hende op i armene for at få hende væk fra den kolde jord.
Luck blinkede et par gange bag ham og peb lydløst. Den kiggede med store øjne på Camille.

Thefi studeret bare Camille og de andre med øjnene, og for første gang i meeeeeget lang tid, var der noget hun ikke viste... hvad fanden skete der lige nu?.. Thefi var tydeligt forvirret, og det var sku ikke noget man så en drage være, ivertfald ikke stor chance for det. Thefi prøvede alle de formulere til at spotte magi, som Thefi kendte, men Camille var ikke under nogen form for magi, ivertfald ikke noget Thefi kunne fornemme. Thefi prøvede at bruge en kaulocus formular, til at se om Camille spillet skuespil, men nej, hendes sind var virkeligt som det så ud.. panisk. Thefi forstod det virkeligt ikke, men det måtte vel bare være en anden drage der var stærkere? eller måske et andet væsen, men hvad skulle det være tænkte Thefi. det skulle godt nok være en stræk kraft, siden thefi ikke kunne få bare den mindste energi fornemmelse fra den. Thefi var ikke forvirret om hvad der skete, Thefi viste jo godt det var en strækere end Thefi selv, men hvem det var... det var det som undret hende.

Griff ville ikke ligge flere hænder på Camille, da de to andre var godt igang med at tage sig af det job, så han valgte isetdetfor at tage begge hænder på sin helbard, og gik diskret mellem Thefi og Luck. han stolet altså bare ikke på den drage, og hans holdning var klar. det var dragen der gjorde dette. ingen tvivl der. Griffs blik gled mellem dragen og Camille, for at se om han kunne gøre noget for at hjælpe, men han koncentret sig ikke meget om det, for som sagt havde hun to mænd der var godt igang med at holde hendes hånd, og en tredje, ville ikke være nogen hjælp.. og udover det.. var at vente på dragen smilede forkert, en meget mere vigtig opgave i hans hoved for ham at gøre, han kendte jo ikke Camille og vidste ikke hvordan man skulle hjælpe hende, det måtte den orange abe vel vide.

For Camille, var eggs som sagt forsvundet, han var blevet opslugt af mørket på ingen tid, men mørket fortræk sig ikke, og uhyggen og den skræmmende aroma, sad stadig tungt i luften, men det var kun Camille der kunne mærke det. pluseligt hørte hun en stemme. en ukendelig og utydelig stemme, og over få sekunder, kunne hun kun huske der havde været en stemme, men hvordan den lyd, det var som ståjlet fra hendes hukommelse. skyggerne foran hende opslug Tristan og de andre, så hun kunne ikke længere se dem, men Tristan stemme var det eneste hun hørte gennem mørket, og den gav genlyd som var det en tunnel hun var i. Akuma, Luck, Grff, og Thefi, deres lyde forsvandt for hende. lidt foran hende, bliv nogen skygger presset sammen som små sten, og skyggerne på det lille område, bevæget sig rundt som sig selv som en lille tornado, og hendes dårlige barndoms minder, bliv revet tilbage i hendes hoved, og var som umulige at få væk, og man skulle tro at det var det eneste, men alle minderne af dem hun havde berøvet, dem hun havde trådt over fødderne, alle de gange hun havde bare så meget som tygget på et tyggegummi, som medførte hun såret en, det kom frem i hende, og det ville ikke stoppe, og minderne bliv rodet sammen, og bliv som til et minde, et billede af en verden, hvor alle hendes dårlige valg var foran hende. mørket forsvandt og i fem sekunder, så hun alle de depri følelser hun havde givet til andre, men også selv haft, det var foran hende, afbilledet i et dødt og smadret landskab af en øde landsby. en lille pige stod i landsbyens market plads, hun var ikke mere end 5 år gammel, og lignet Camille som lille. hun havde en glass i hånden med en skygge der fly rundt i det indelukket glass. skyggen ligende en drage form, hvor bagbenene, bliv lavet til en formløs masse, der ligende sort gas, så det lignet ikke helt en drage, mere end slange med kvinder og drage hoved.

Landbyen forsvandt og det samme gjorde alle de dårlige mindre, og hun var igen i mørket, og kunne igen høre og denne gang også mærke Tristans berøringer, men kunne stadig ikke se ham. foran hende, var den lille sorte skygge tornado stadigvæk. men pluseligt bliv tornadoen lavet om til en menneske skikkelse.. faktisk to menneske skikkelser.. og langtsomt kunne hun se hvordan skikkelserne tog former af nogen hun kendte. den ene skikkelse sad på sine knæ, og den anden stod lænet indover, med en stor handcannon liggende på panden. af skikkelsen på knæ, og så ud til at ville henrette personen. Camille kunne langsomt se hvem det var nu, da skyggerne mere og mere tog form, og fik farver. Sebastian Castle var den stående med handcannonen, og havde den liggende på Alecks pande.. eller var det Tristan.. eller var det Zean.. eller var det rafael.. eller var det eric.. eller Samual?.. den person som lå på knæ, skiftede hele tiden mellem dem, men krops holdningen skiftede ikke. de så alle tævet og besejret ud, og var ikke istand til at lege supermand mere. Sebastian skiftede dog ikke. der gik nogen sekunder med koncenret stirreing, hvorefter hjernen bliv blæst ud, og personen på knæ faldt bagover, og kroppen på den døde, skiftede stadigvæk. Sebastian vendte sig om mod Camille, og man kunne se et gustne hvidt øje øjne, med en orange propil, men ellers var resten af øjet hvidt. mens de andet øje var lavet af normalt glass, som Camille, Reaper og Eggs havde givet ham, dengang han var kommet slemt tilskade. Sebastian bliv opløst og revet til skygge uden farve igen.

Der gik ingen tid, fra da Sebatian forsvandt, til tornadoen samlet sig igen, og skygegrne bliv igen revet rundt i en cirkel i et lille område. den lille pige der lignet Camille kom frem, af tornadoen, og den dæmpet stile af igen, og forsvandt. pigen lignet en mini udgave af Camille på en prik, udover at den lille pige havde langt sort hår, så elegant og stilfuldt som lange sorte bevægelige nåle. hun stod stadig med glasset i hånden, og den lille skygge skabning flyv stadig kaotisk rundt derinde. pigen smilede til Camille, som Camille selv ville smile, hvis hun var mega lykkelig. pigen begyndet med det samme at snakke til Camille. med en lille stemme som var ikke anderldes end hendes egen var "Mor..." pigen fik en lille blid dråbe ned af kinden, der komfra hendes højre øje, hvorefter hun uden at kunne sige noget, tydeligvis var ved at dø. efter den lille Camille kopi havde rystet lidt, åbnet hendes øjne igen, og denne gang, var det voldsomt blod røde, og hendes stemme var så dyb som det væreste B films monster. "Hver nye solopgang, i hver ny uge, vil bringe en sjæl tilbage til denne verden.. alle dem de har elsket.. og hver eneste af dem, har kun et formål med deres nye liv. et brænede ønske, som en flamme der ikke kan slukkes.. gøre dit liv til et helvede... thi den som kan spå fremtiden, skal hjemsøges af fortiden. Starter med Sebastian.. jagten er igang" Pigen forsvandt. men... skyggerne var der endnu.

Det første hun kunne tyde var Akumas stemme, den var ikke en del af hendes forfærdelige syn, den var en mulighed væk fra illusionen der nu havde sine klør ,dybt begravet i hendes sind.Hans stemme var en livsline. " Hjælp mig"hviskede hun til ham og fornemmede så Tristans nærvær.Hun blev mere rolig...for et lille kort øje blik, hun kunne mærke hans hånd mod sin skulder , hørte hans beroligende stemme, og følte varmen fra hans krop, da han tog hende ind til sig.
Men den indre kamp forsatte...hun havde måske skreget, vist tegn på hvor bange hun var...hun havde ikke helt kontrol over sin egen krop nu .Hun blev pludselig vægtløs og fik lagt armene omkring Tristans hans, helt instinktivt , fordi hun regerede og fulgte lyden af hans stemme.Sommerhuset! Hun ville give alt for at være der med ham nu...pizza ,hygge,sikkerhed...ham!
Men ...istedet for at blive bedre blev mørket og dysterheden meget mere voldsom.Det slyngede hende rundt i sindets afkroge, pinte og tog næsten gejsten ud af hende.Hvor meget sorg ,selvbebrejdelse og anger kunne et menneske bære, uden at brække , uden at bryde sammen? Hun klynkede ofte og hendes krop gav underlige spjæt.
Men det væreste var da synet af Castle brød frem..ham med en pistol rettet mod en nedkæmpet Aleck.
Hun skreg,som hun blev spektret op af en sløv kniv, på kryds og tværs...og tåre begyndte at rende i lind flok ned af hendes kinder.
" Castle...stop for fanden! Ikke Aleck ! " hendes hånd slog ud i luften , efter noget de andre ikke kunne se, og fandt så på plads igen, omkring Tristans nakke.
Billedet skiftede og nu var det Tristan hun så, på knæ foran Castle..."Neeej ..for helvede !" Skreg hun, men denne gang knækkede hun sammen.Hun kunne ikke tage mere.
Med ansigtet begravet imod Tristans bryst , græd hun dybt og inderligt.
Og alle dem hun elskede dukkede imellem tiden frem, skulle lade livet....hvorfor? Var det hendes skyld? Og den lille pige? camille var tømt for kræfter, og kunne næsten ikke forholde sig til hende...
Men ....det sidste horrible slag , ramte i solar pleksus...og efterlod hende handlingslammet.
Ville alle dem hun elskede, komme efter hende ? Castle først?
Hun klamrede sig til Tristan, bange som aldrig før.

Akuma trådte et par skridt tilbage da Mr. Wonder overtog.
Det så ud til at han vidste mere om den tøs end Akuma kunne komme til.
Og hvis han skulle være ærlig så gad han ikke deltage i mere af det følelsesporno hun havde gang i.

Han mente selv at han havde følt værre smerte end det der.
Man kunne ikke sammenligne smerten ved at blive overtaget af mørket med noget andet.
Godt nok var det en fysisk smerte.
Men den udslettede alt det psykiske der hvilede inde i ham dengang.
For han huskede ikke andet end den aften...
Det hele var blevet slettet fra ham.

Hans hukommelse strakte sig kun til for cirka et år siden hvor skyggen havde overtaget ham.
Natten hvor hans familie blev taget fra ham... og hans lillesøsters skrig der havde sat sig fast...

Han slog nu diverse tanker ud af hovedet på sig selv og kikkede igen på tøsen.
Nu var hun begyndt at råbe om at en hvis Castle skulle stoppe?
*Seriøst?? Kom dog videre*
Han havde gjort sit.
Og Mr. Wonder havde gjort det klart at han ikke skulle hjælpe mere.
Så det kunne vel rage ham noget så groft.

Han kikkede nu fast på tøsens øjne.
Hun var vist på ingen måde tilstede.
Og han kunne sagtens føle alle de skygger der havde invaderet hende.
Men han kunne ikke gøre noget ved det.
Han var kun lige ved at lære hvordan han kunne bruge skyggerne til at angribe folk.

Tristan kiggede ikke mere på Thefi, som åbenbart havde valgt ikke at svare. Han havde stadig Camille i armene og prøvede stadig at få hende til at falde til ro.
Snakkede hun om Sebastian Castle? Og hvem var denne 'Aleck'? navnet virkede bekendt... Havde han ikke mødt nogen i byen som hed det?
"Camille rolig nu" Næsten beordrede han i en rolig tone og tog fat om hendes håndled da hun slog ud med armen for at undgå at hun ramte nogen.
Luck brummede let og kiggede fra Tristan til Camille og tilbage. Tristan nikkede en gang til tigeren med et næsten usynligt smil, og den blev straks mere rolig. Den prægtige tiger kiggede nu hen på Griff med store øjne og brummede noget uforståeligt hvorefter Tristan svarede: "Fremragende ide..."
Han kiggede først hen på Griff. "Har du en lejer her et sted?" spurgte han og kiggede hen på Akuma. "Jeg ved ikke om du er enig i at vi godt kunne bruge en tænkepause og måske noget mad og drikke?" Hans stemme var forandret nu og han talte ikke på nogen måde ned til Akuma mere.
"Det ser ud til at Tornerose her også godt kunne bruge at komme væk her fra." Afsluttede han og kiggede ned på Camille der så ud til at være blevet skræmt fra vid og sans.