smiling, but we are close to tears.. ~ Sean

t: lidt over to om natten
s: gaderne i Angerforge distriktet
v: ingen vind, køligt
o: lidt dyster stemning.
p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Den trykkende stemning var ikke til at tage fejl af. Selv på en skøn nat som denne, var der ingen steder at være i sikkerhed - ikke så længe Duncans mænd var på jagt efter hende.
Men spise skulle hun jo. Og når han nægtede hende mad, måtte hun selv finde det.
Hun vandrede rundt i gaderne, velvidende at på et tidspunkt ville hun løbe ind i en eller anden uheldig.
Hun var svag af sult og slag, og vaklede en gang imellem i forsøget på at holde sit opretstående.
Så snart hun havde fået spist ville hun tage tilbage til Duncan - ingen skade sket. Håbede hun.
Lidt fra hende lød der stemmer, men om hun genkendte dem var hun ikke helt sikker på.
Hun stoppede og bevægede sig hen mod stemmerne, for at se om det var et potentielt bytte. Hvis ikke, måtte hun hellere komme videre.
At blive stående ét sted for lang tid, kunne resulterer i endnu mere ballade senere.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]



Midt om natten, men stadig varmt. Han mærkede ikke rigtig det kølige vejr. Det var noget der smøgede sig om hans krop, kæmpede for at komme ind, men forgæves. Hans hud nægtede at tage imod den, måske fordi han var klædt i en læderjakke. Den så slidt ud. Det var den også, en anelse, han havde glemt den da den lå inderst i hans skab derhjemme, men nu havde han fundet den igen og valgte at tage den på. Trods den mindede ham om en helt anden tid, da han lige var kommet til Underworld.
Han trak vejret dybt og en let hånligt smil gled over ham, da han gik igennem byen. På et tidspunkt hævede han armene op i luften, før han lod den svinge igennem luften og ned langs hans side igen, bare for at nyde han havde bevægeligheden igen. Hans ribben var stort set helet, kun nogle få, friske ar og små sår var tilbage og vidnede om en uheldig episode.
De mørke øjne gled igennem mørket, evigt opmærksomme. siden Neph havde forladt han, havde han haft mere og mere lyst til at være...Ond, igen. Armbåndet hun havde givet ham, sad stadig om hans håndled.
Han var på jagt, han var sulten og nu skulle der spises!
det tog ikke lang tid for ham at finde et offer. En ung kvinde, klædt i en lang kappe for ikke at tiltrække opmærksomhed, var dum nok til at gå alene rundt i byen denne nat. Han kunne ikke gøre for det. Med et smil gled nogle usynlige tråde fra hans sind til hendes. Legede med hendes følelser, satte sære billedere i hendes hoved af døende børn, fik hende til at tænke at det kunne være sjovt, selv om han lod hendes følelser sige det modsatte...
Det tog ikke lang tid for hende at skrige, at falde ned på jorden med knæene først og virke noget så forvirret og såret.
Han gik tæt på hende, han kom bagfra. Han lod en hånd lægge sig på hendes hoved, da han gik rundt om hende, så han stod foran hende med et hånligt smil. Kvinden så ham ikke rigtig, for optaget af det sceneri der skete inde i sit hoved...Åh, han brugte virkelig sin evne alt for sjældent!

Hun genkendte ikke skriget, men årsagen kunne hun kun gætte.
En kvinde, og ærligt så var det lige så modbydeligt at lytte på, som når Duncan hviskede ting til hende.
Hun blottede tænder i en hvæsen, og ikke langt fra hvor hun stod, kunne hun skimte en mand med ryggen til, og en kvinde på jorden.
Hendes næse runkede sig i en unaturlig snerren, der lignede en hvæsende kat.
Hun havde selv ligget sådan, for nogle dage siden, med en dæmon i hendes sind - modbydeligt!
I lydløse, hurtige bevægelser var hun bag skikkelsen - en stor mand uden tvivl. En stærk mand.
Ikke så langt væk kunne Duncans mænd høres, bande og sætte direkte i løb mod Nephthys, der var godt på vej til at sende et spark op i skikkelsens knæhase. Hun bremsede dog hurtigt, da hun opdagede at Duncans mænd havde fundet hende.
''For satan!'' knurrede hun stille, max en halv meter fra Sean, og var allerede halvvejs på vej mod en gyde.

Det tog energi og opmærksomhed at have en fanget i sin evne. Men han var ikke så dum at han overlod resten at sit liv til hvem som helst. Da han fornemmede der kom nogen, skyndte han sig at vende sig om. Hans koncentration flakkede et øjeblik og kvinden blinkede lammet, da billederne på et tidspunkt forsvandt, før de kom tilbage igen.
"Nephthys...?" det lignede hun skulle til at angribe. Var de nu så lidt venner at hun ville angribe ham?
Så mumlede Neph et eller andet og han tolkede det som om han slet ikke skulle have opdaget hende og hun derfor bandede. Han følte vreden stige op i sin krop og han valgte at slippe kvinden og lade hende løbe. Hvad hun dog ikke gjorde med det samme, forvirret og lammet som hun var over det skete.

De store mænd, der jagtede Neph, var knap nået hen til Sean, før en af dem løb i Neph's retning, mens to andre blev stående.
''Hun skal nok komme ud på et tidspunkt.'' sagde den ene lavmælt, en dæmon af en art.

Neph var løbet så langt ind i gyden, at folk uden nattesyn ikke ville kunne se hvor de satte deres fødder. Det var for mørkt.
Neph var trængt op i en krog, og lavt kunne hun høre hvordan nogen nærmede sig.
De havde sendt en vampyr ind efter hende - pokkers!
Vampyren, en ung mand, havde tænderne så langt fremme som muligt, og knurrede lavt.
''kom misser misser misser!'' kaldte han, med et snert af morder i stemmen.
Neph stod som paralyseret i en krog, med en mur dervar for høj og stejl til at komme over.
Og vampyren nærmede sig hastigt.

han fornemmede snart at det ikke var ham der var problemet, men de tre mænd der var sendt efter neph. han så hurtigt på dem, men Neph var løbet inden han havde nået at gøre noget. Men han kunne jo altid tage sig af de to der blev stående.
En lugt af dæmon ramte ham og han smilte svagt.
"Dæmon! Bøj dig for en af højere rang end dig, eller jeg kan fængsle dig...Med eller uden en grund" han forstod at bruge sin stilling når det var nyttigt, som det var nu. han var stærkere end de var, især hvis han forvandlede sig, så han håbede de kunne fornemme hvilken magt de var oppe imod og ville bøje sig for ham. Eller endnu bedre, hjælpe Neph imod den person der var løbet efter hende

"Kom misser misser misser!" Kaldte den unge vampyr igen, denne gang så det kunne høres ude fra hvor Sean stod.
Kort efter kunne der høres et dyrisk brøl og et forskrækket skrig, derefter stilhed igen.
Nephthys havde, i et panisk forsøg på at forsvare sig selv, bidt den unge vampyr i ansigtet, og stormet forbi ham, direkte ud i armene på de to andre.
Hun så først panisk rundt, indtil hun så at Sean stod der. Så stivnede hun brat, og hendes blik blev nærmest mørkt. Hun så ned.
"For fanden tøs, du ved jo at det ikke bliver accepteret." Sagde dæmonen og så op på Sean.
"Højere rang, bvadr" mumlede han inden han greb neph om halsen.
"Kom så missekat, nu skal vi hjem." Hun blottede snerrende tænder inden hun igen så på Sean.
Hun prøvede at vride sig fri men fik en albue i maven, lige under de to brækkede ribben. Hun krympede sig, og så væk.

Han smilte hånligt. Da manden greb fat i Neph, greb han fat i halsen på manden, dæmonen. Og klemte til med en umenneskelig styrke, endda en styrke der var større end almindelige dæmoners.
"Det er dum at ignorere vores love. De er sat fordi vi er en stolt race, en stærk race, som skal regere verden. Vi har ikke plads til dumheder eller useriøse folk som dig, der vil ødelægge det hele!" hans stemme var kort rolig, så afmålt, at manden måtte vide han allerede var død. i hvert slap Sean ham ikke, da han klemte nok til at manden hverken ville kunne trække vejret eller snakke.
Med manden i den ene hånd, som nu måtte slippe Neph, stirrede han over på den anden mand. Så i en hurtig bevægelse smed han dæmonen fra sig, før han gik direkte hen til den anden mand med et beslutsomt ansigt. et ansigt der normalt skræmte folk fra vid og sans. Med vreden, galskaben, glitrende i øjnene og det svage hånlige smil.

Vampyren kom ud fra gyden med et stor bidsår i ansigtet, og Neph var allerede omkring ti meter fra dem efter dæmonen havde sluppet hende.
Hun stod og stirrede direkte på Sean. Hun havde den grimme smag i munden, faktisk at være bange for ham.
Hun kunne se hvordan den unge vampyr nærmest stak af, lige som den dæmon han havde smidt fra sig.
Men hun var som frosset fast.
Hun ville sige noget, bede ham stoppe - men hun kunne ikke. Hun var ærligt talt ved at pisse i bukserne af skræk.

Sean lod det mørke blik glide fra den flygtende vampyr, til vampyren med såret i ansigtet. Det virkede slet ikke som om han så Neph, selv om han var klar over hvor hun var, bare så han ikke ramte hende. Han rettede galant på sin læderjakke, men uden at slippe manden med øjnene, før han gik direkte over mod ham.
Det var ikke for sjov han havde taget imod ritualet. For at få magt, for at få styrke. Det var ikke for sjov så mange folk valgte at gøre som han sagde. Det var ikke for sjov han var dæmon! Og det var tidspunkter som disse han rigtig nød det. Selv hvis Neph havde bedt ham om at stoppe havde han ikke gjort det, fordi de havde bragt hende i fare.
"Sidste chance, blodsuger. Dæmonerne og vampyrerne er dømt til at regere sammen, men tro ikke jeg holder mig selv tilbage" han stirrede direkte på ham med et dødeligt blik. Han mærkede hvordan hans evne nærmest snoede sig rundt om mandens hjernen og sendte ham det ene rædselsbillede efter det andet, manipulerede hans følelser til at være bange for ham. Til at frygte for sit liv.
"Løb hjem og fortæl din chef at i aldrig, aldrig! Skal jage Nephthys igen, så længe hun er min ven. Ønsker i at gøre hende noget, skal i søge efter Sean McGivens, leder af the shadow clan!"

Uden et ord, var de få mænd på vej tilbage, væk fra Sean og Nephthys.
Nephthys derimod, var som naglet fast. Hun rystede, men om det var af skræk for Sean eller Duncan vidste hun ikke. Hun vidste bare, at lige meget hvad hun gjorde, var hun nødt til at tage hjem til Duncan igen, før eller siden.
Hun så på Sean, men hun opfattede ikke rigtigt noget, før hun mistede balancen og tiltede bagover.
Hun landede med støtte på sin ene arm, og bandede lavt.
Man kunne lavt hører hvordan hendes skulder gled ud af sit led, og hendes lavt gispen. Det sved, og brændte. Hun fik sat sig op, inden hun prøvede at holde armen i støtte, for at det ikke gjorde for ondt. Hun havde aldrig lært at sætte en skulder på plads på sig selv.
Hun bed sammen, inden hun prøvede at rejse sig op.

Mændene flygtede. Flygtede som de små mider de var, kujoner! De var latterlige. Måske skulle han havde dræbt dem. Han kiggede efter dæmonen, da han løb efter de andre. Han skulle nok få nogen til at finde ham og straffe ham, for sin uduelighed. Han var ikke den slags de havde brug for.
nu han endelig var i sin hårde, kolde og skræmmende humør, havde han svært ved at komme ud af det igen. Så han havde stadig samme udtryk, da han vendte sig om mod Neph. Hans blik gled over hende, som om hun var en svag pige som egentlig bare var i vejen. Så gik han over til hende og satte sig på hug ved siden af hende, ved den dårlige skuldre.
"Sid stille" så, uden så meget som et ord mere, hev han hårdt i armen, lige ud for sig. For at den kunne kom på plads igen, blev den nød til at blive rykket på plads, hvad der ofte gjorde ret ondt, havde han da hørt. Han ventede til han kunne mærke hvordan det sled i leddet og et ordentligt knæk fortalte det var på plads. Så rejste han sig op igen.
"For fremtiden så slap lidt af i skulderen. den har nemmere ved at hoppe af led, når den først har gjort den en gang" sagde han roligt. Men så vente han ryggen til hende og lignede en der allerede var på vej igen. Sulten sled i ham. Desuden var han ikke sikker på hvordan deres forhold til hinanden egentlig var efter sidste gang og han gad ikke at blive såret mere. Føle sig alene mere. Denne kulde, denne magt, var alt han havde brug for nu.

Hun stivnede, da hun Så ham nærme sig. I et kort sekund, var hun på nippet til at rejse sig og stikke af.
I takt med at han hev i skulderen, bed hun sammen for at undgå at græde. Da skulderen endelig gled på plads, sad hn bare stille og stirrede ned for sig.
Hun ville sige tak, for det hele. Uden ham... Havde hun måske været spændt op nu, med et eller andet meget varmt mod sin hud.
Hun ville kramme ham, glemme alt det lort der skete sidst. Hun ville kunne besøge ham, med Cady... En drøm, der for længst blev til et ønske hun vidste ikke ville blive til virkelighed.
I stedet, bed hun sig i læben og rejste sig i et hårdt ryk, hvilket fik det til st gøre endnu mere ondt i skulderen.
"Jeg ved at du er sulten.. Så jeg siger det bare hurtigt, så du kan få fred. Jeg så ikke at det var dig, før jeg kom ud af gyden igen. Du er ikke til at genkende." Hun så ned, opgivende.
"Tak for hjælpen, Brormand." Mumlede hun inde hun begyndte at gå. Hun kunne næppe hjælpe ham med sin sult, sohan kunne hjælpe hende. Tværtimod. Og hun ville heller ikke. Det ville være akavet, ubehageligt.
Hun lagde armene om sig selv, fortvivlet. Hvor skulle hun gå hen? Duncans mænd ville ikke være langt væk, og inden for få timer ville der være efterlysningsplakater på hans elskede lille kæledyr.

han stoppede op og så lige frem for sig. Han hørte hvad hun sagde. Nej. han var aldrig til at genkende. Han var...fremmed, for alt og alle. I stedet vente han sig om, da hun nævnte ordet brormand. Et eller andet sted...Gjorde det ondt at høre. det betød de var tættere på hinanden, end han havde lyst til at være til nogen som helst. Men han havde netop lukket Alane helt ind i sit liv, var det ikke også på tide han gav Neph en chance? Hun havde trods alt udholdt så meget fra hans side af...
Han var vildt sulten.
Men i stedet for at gå ud i byen og spise sig mæt i kvinder, der tilbad ham, gled hans arm ud og greb fat om hendes gode arm, for at holde hende tilbage. Han sendte hende ikke noget blidt blik. Hans blik virkede stadig lige neutralt, lige...hårdt og koldt. Han havde besluttet sig. Han ville være anderledes nu, men Neph ville få en plads ved siden af Alane, hvis hun ville. Hvis hun forstod hvilket ansvar det gav, at være tæt på en person, en ting han faktisk ikke altid selv forstod.
"Nephthys..." han sagde sjældent hele hendes navn. Han orkede ikke at komme med en hel snak om hvilke følelser eller tanker han havde. Han havde altid haft på fornemmelsen hun faktisk ikke hørte det. så han ville gøre det kort.
"Gå ikke. Vil du være min søster? Ikke af blod, men af sind?"

Hun stivnede af ren forskrækkelse.
Men han... Han talte bare. Roligt, intet spor af modbydelighed i hans stemme. Han spurgte hende, fuldkommen blottet, om det hun altid havde kendt svaret på.
"Har jeg ikke hele tiden været det?" Hun løftede øjenbrynet. Hun havde altid været hans søster. Få gange var han knækket, og havde troet at han elskede hende, som han havde elsket Alane. De VAR søskende. Dog ikke af blod - hvem havde også brug for det?
Hun var dog stadig ikke tryg ved at være tæt på ham, når han emmede af sult.
"Vi er søskende, og det tror jeg vi altid har været. Sådan som vi går i totterne på hinanden, er vi nødt til at være det." Hun smilede kort til ham, men smilet blev hurtigt forvrænget af smerte.
Under kjolen og det korset hun bar, var der lange flænger fra en nihalet pisk. Noget Sean ikke ville få at vide.
"Brde du ikke komme ud og få spist? Jeg tvivler på at jeg smager særlig godt" hun blinkede drillende til ham.
"Ikke fordi jeg vil af med dig! Tværtimod!" Spyndte hun sig at sige, ærligt. Hun lagde en hånd på hans hals, tøvende.
"Du vil sku da altid være umulig at finde ud af. Vi er nødt til at være søskende." Hun klukkede stille.

Han så lidt på hende og et svagt smil gled over ham, men det blev ikke trukket særlig langt, før det stoppede, som om det var ramt af en skjult mur. Hans øjne blev mere livlige. tingene gik meget bedre, når han var denne hårde, magtfulde person. fordi folk var bange for ham? Det viste han ikke. Det gik bare nemmere, men næsten alle ting. Hun syntes måske det havde været sådan, men for Sean var det ikke en selvfølgelig. Han nikkede bare kort. Så var det officielt. Han ville nu omtale hende som sin søster, hverken mere eller mindre. Og han ville beskytte hende, som det eneste medlem af sin familie han faktisk holdt helt af. Nåe jo, han holdt også af Elyas, men det var mere af pligt.
"Det ville jo være for kedeligt" hans hånd gled let over hendes, da han let fjernede den og nikkede igen kort.
"Jeg finder dig. Når jeg har spist" svarede han så.

Held og lykke med dét" sukkede hun, med et svagt smil.
"By the way, du er langt mere sexet når du smiler. Bare så du ved det, til din jagt." Sagde hun, blinkede drilsk.
"Vi ses bare på et tidspunkt" sagde hun roligt, inden hun trak sig lidt væk.
*når jeg er stukket af igen.*
Hn så lidt ned, stadig med et smil.
Dejligt at vide, at hun havde en familie, når alt andet glippede. En bror... Hn bed sig i læben. Hendes biologiske bror... Ja, ham var der vist ingen tvivl om havde været mere en trolovet end en bror. Incest var en garanti i Storyteller-familien.
Hun begyndte at gå, i modsat retning af hvor hendes 'venner' var løbet.

Hans smil voksede en anelse, da han løftede sin arm med armbåndet, så det raslede let og det glimtede i det svage lys.
"Jeg er ekspert til det kvindelige køn...Når det gælder simpel flirt" svarede han roligt.
"Pas på dig selv" så vendte han om og gik samme vej, som hendes 'venner' var flygtet. De kunne alligevel ikke gøre ham noget.
Det føltes rart...at vide han havde en søster. han var glad for beslutningen og håbede hun også var. Han sukkede svagt, hvem havde troet det nogensinde kom dertil? Men nu kunne han jo heller ikke længere holde hende væk fra sine egne familiehemmeligheder. Det slog ham at faktisk ingen viste noget om hans familie. Enkelte viste hans mor havde været sindssyg, men ikke meget andet. Han overvejede om det kapitel nogensinde ville blive åbnet, men slog så tanken til side, da han begyndte at lede efter den rigtige kvinde.

//springer til efter 'spisning osv'//

Det var ubehageligt, at gå rundt i byen. At vide, at på hvert hjørne, kunne der stå en der var ude efter hende.
Hn havde sat sig på en bænk, i nærheden af hvor Sean var gået videre.
I et par minutter havde hun siddet og sunket tanken om at havde en familie. Selv Cady havde ikke givet hende den følelse af.... Ja, hvad var det? At være elsket? Pjat!
Hun lukkede øjnene, og før hun vidste af det, havde hun lagt sig på bænken og var faldet i søvn.
Det krævede kræfter at angribe sin egen race, specielt en der var ung og stærk. Og et bid, direkte i ansigtet - avs! Der ville komme ar. Og han havde fortjent det.
Hendes drøm var underlig. Lyden af at blive kaldt misser, at blive holdt i snor, at blive behandlet som en kat. Og så lige voldtaget når det passede ham.
Hun krøb sammen i søvn, klynkende.

Hun havde været appetitlig. Men ikke mere end resten plejede at være. Her til nat var han bare gået efter at få det overstået. Han tørrede noget løbestift af sin kind, da han gik videre ned af gaden. Men en ligegyldig bevægelse, smed han papiret væk, som gled ned på jorden med små, lyserøde plettet. Han var mæt og veltilpas.
han gik samme vej, som han havde forladt Neph med. Snart kom han til bænken. Hans første tanke var der lå en hjemløs og sov, men snart genkendte han skikkelsen,som sov. Neph. Og hun virkede urolig.
Han gik over til hende og bukkede sig ned foran hende, foran bænken. Hans hånd gled op og lagde sig mod hendes ene skulder.
"Nephthys?" kaldte han stille.

Hun mumlede et eller andet, noget med at han bare kunne kalde hende Neph. så åbnede hun svagt øjnene, og lignede straks en der var ved at dø af skræk. Hun fløj op, med et forskræmt ansigt, med en hånd mod hans hals med negle som klør mod hans strube.
Hun stivnede, og trak sig væk.
"Undskyld...!" Gispede hun og krøb lidt sammen på bænken så han kunne sidde der hvis han ville.
"Det er ved at blive en vane.." Hun sukkede.
"Hva' så? Er du blevet mæt?" Spurgte hun roligt, for at fjerne opmærksomheden fra hendes lille overreaktion.

Han ville have trukket sig tilbage, inden han nåede at falde tilbage og væk fra hende, mærkede han hendes skarpe negle mod huden om sin hals. I sit indre bandede han svagt, velvidende at havde det været enhver anden kunne han have været død. Han gned sin hals, da hun slap ham og kom langsomt op og stå, hvorefter han satte sig ved siden af hende.
"Ja...Ja, jeg blev mæt. Hvad drømte du om?" spurgte han så og så hen på hende.

Ja, hvad drømte hun om? Duncan, for det meste. Men turde hun sige det til Sean?
"En mand, jeg har et udestående med." Sagde hun stille.
Hun trak på skuldrene. "Jeg skyldte ham nogle penge, fra før jeg mødte dig. Jeg havde glemt alt om dem, indtil han fandt mig for lidt tid siden, og nu arbejder jeg min gæld af.." Sagde hun bare.
Arbejde var mildt sagt. Slaveri passede bedre ind, men det ville hun aldrig indrømme overfor Sean.

Han så lidt på hende. hvorfor prøvede hun stadig at skjule noget for ham? At forhindre ham i at høre sandheden, når hun viste han kunne se der var noget galt?
"Hvad for en slags arbejde?" han var stadig lidt af den Sean der havde angrebet de mænd.
"Og hvilken mand?" Han spurgte direkte. Han var stadig lidt hård, lidt kold og skræmmende, men langt fra så meget som før.

Hun så lidt på ham, roligt.
"Opvasken, oprydning. Ikke noget slemt." Hun trak på skuldrene.
"Han er... Speciel." Sagde hun roligt, inden hun så op på himlen.
"Han er ikke så glad for at jeg går på jagt. Ikke alene." Sagde hun bare. Det var en underdrivelse. Han forbød hende at jage, uden Lucien var med. Den unge vampyr hun havde bidt i ansigtet tidligere. Hvorfor, vidste hun ikke.
"Det er fuldt ud fair arbejde." Sagde hun stille. Ikke helt sandt.