smiling, but we are close to tears.. ~ Sean

Hans mørke øjne gled over hende. Så trak han på skuldrene og så ud på byen i stedet.
"du gider aldrig rigtig fortælle mig sådanne ting og når du gør, får jeg kun den halve sandhed. Hvorfor?" spurgte han ligeud. Uden at se på hende. Det gik ham på, han hadede det faktisk...Var han da ikke til at stole på? Han kunne endda hjælpe hende ud af sine problemer! Men hun gav aldrig lov. Aldrig. Hun påstod det var fordi han heller aldrig selv åbnede op, men til forskel for ham, var hans problemer flere hundred år gamle og uløselige. De var der bare. Det var hendes ikke.

"fordi de er mine problemer Sean. Du kan ikke altid redde mig. Og det skal du heller ikke. jeg lånte penge, og nu betaler jeg min gæld af i form af arbejde. Det er ikke en dans på roser, men det er bedre end at ligge død et sted." Hun så direkte på ham.
"gav jeg dig den hele sandhed, ville du slå ham ihjel. Og det er ikke fair. Du er beskyttende, men nogle gange må jeg bare klare mig selv..." Hun så lidt ned, velvidende at han ikke godtog den forklaring.

Det gjorde han ikke. Faktisk følte han sig mere vred over den.
"Hvor længe har det været din undskyldning?" Han rejste sig op og så endelig ned på hende, men denne gang var hans blik mere hårdt og uigennemtrængelig.
"Jeg har aldrig sagt noget om at hjælpe, kun om at høre tingene som de var. Men hvis du ikke ønsker min hjælp endvidere dele dine problemer med mig, skal jeg nok gå. Jeg gætter også på din nye herre savner dig. For det er han vel på en måde, din herre? Når du skylder ham penge?" det var i hvert fald sådan det lød.

Hun bed sammen og rejste sig.
"denne gang er det dig der er unfair." Hun så på ham, så ham i øjnene.
"ville du nogensinde sige sådan til Alane? At nogen var hendes herre?" Hun sukkede.
"undskyld. Det kommer slet ikke mig ved." Hun satte sig ned igen, opgivende.
Blev han nu fornærmet over at hun tog ansvar? Hun måtte åbenbart ikke selv bestemme sit liv. Fint...

Hvorfor skulle Alane nu bringes ind i det her? Det gjorde ham endnu mere vred.
"Så det er hvad der har handler om? Om Alane?!" hans stemme hævede sig.
"Så lad mig fortælle dig en forskel fra jer to. Til forskel for dig, stoler Alane fuldstændig på mig og fortæller ikke bare hvad der sker, men også hvornår jeg får lov at blande mig!" Og han stolede fuldstændigt på hende. Alane, altså.
"Du kunne være kommet til mig, fortalt hvad der skete, du kunne have lånt pengene af mig og betale mig tilbage, når du havde pengene! Hvad som helst, tror jeg nyder du hele tiden gør sært arbejde for andre? Du vil jo ikke have jeg er der. Du vil ikke have jeg ved noget eller hjælper dig!" han slog ud med armene og lukkede øjnene et øjeblik. Lidt efter gled de vrede rynker væk og hans ansigt virkede igen sært tomt.

Han forstod ikke. Hvordan skulle han også det.
Hun så ned. "det handler ikk om hende. Heller ikke om at jeg ikke stoler på dig. Jeg ved at hun elsker dig, og at du gengælder det. Og jeg er glad for det. Du tror at jeg bare gør det, fordi jeg ikke stoler på dig... Jeg er fristet, til at påstå at du har ret,en det ville være løgn. Jeg vil ikke skændes med dig." Hun så ned i jorden, mens hun mærkede tårer igen pressede sig på.
Hun ville forsvinde. Hun ville bare væk. Men tanken om at være alene var ulidelig.
"jeg hader at skylde. Inderligt. Selv tanken oæ at du købte mig, var ved at æde mig op. Jeg lånte penge af Duncan, fordi jeg boede på gaden. Jeg kunne ikke gøre andet. Jeg hader at arbejde for ham. Men han accepterer ikke at jeg vil betale tilbage. Nu er jeg hans lille tjener, og ærligt - det er min egen skyld." Hun bed sammen.
"og mere behøver du ikke at vide, ikke endnu." Sagde hun stille inden hun rejste sig.
"forresten, det er lige før jeg kunne tillade mig at bede dig lukke i. Men du er så underholdende når du er frustreret. Ikke ondt ment." Hun sukkede.

Han så lidt på hende og var i et øjeblik i tvivl om hvordan han skulle reagere. Urimelig? Om han var urimelig? Måske nok. Han viste det ikke helt, han følte ikke selv han var det.
Han havde lyst til at modsige hende, at sige det ikke var hendes egen skyld, men hvordan skulle han kunne bevise det? Det havde han lært, han fik aldrig overtalt hende med mindre han havde gode argumenter.
Det sidste hun sagde fik dog lokket et lille smil på ham igen, men også kun fordi han slet ikke var så vred længere. Hun var hans søster, med den tanke var han ikke sikker på om han overhoved kunne være ordentlig vred på hende længere.
Han sukkede svagt.
"Nå...Skulle jeg se hende Cady?" han ændrede fuldstændig emne.

Hun så en smule opgivende på ham.
"Det er mit trick at skifte emne" hun spillede en smule surmule. Derefter smilede hun lidt.
"Er du sikker på at du har lyst? Jeg har ikke ligefrem lyst til at skulle låse dig inde i en rum og vente på at du køler ned." Smilede hun drillende.
Hun prøvede stille at luske en smule humor ind i deres samtale. Det trængte det jo til.
Men var han klar til at møde Cady? Hvordan ville han reagerer?

//gør rent hos de gamle, så beklærer de lidt korte svar.//

Han trak let på skuldrene og så ikke direkte på hende, da han svarede.
"Om det er nu eller om en uge gør ingen forskel" svarede han forholdsvis rolig. Han var i det hele taget ikke meget for ideen, for Cady og det overhoved. Men hun var en del af Nephs liv, præcis som han gerne ville være, så han måtte vel hellere få det overstået. Desuden regnede han med at det ville gøre Neph mere glad og det ønskede han. Han prøvede at smile lidt til hende, da han igen så mod hende.

Hun så på ham, roligt.
"Jeg ved godt at det er meget at forlange af dig, men prøv at give hende en chance.. Ikk?" Hun så bedende på ham.
"Hun er jo trods alt din niece." Sagde hun drillende, inden hun begyndte at gå.
"Kom med, så smutter vi lige hjem og ser til hende." Smilede hun roligt.
Cady ville uden tvivl elske Sean, om ikke andet så for hans smil.
Og hvem vidste, måske ville Elyas ligefrem nyde at have en kusine?

Niece? Denne familie voksede lige lovligt hurtigt! Især når man tænkte på at Connor sådan set var hans, Luce havde på en måde givet ham til ham. Ikke fordi han så ham som sin egentlige søn, det ville han aldrig kunne.
Han så lidt på hende og trak let på skuldrene, før han valgte at gå med hende, omend først lidt tøvende.

Slap nu bare af Neph. Han gør ikke Cady noget. Træk vejret, ud, ind, ud, ind..* om ikke andet, var Neph tæt på at panikke. Sean ville aldrig skade nogen som hun holdte af, ville han?
Jo lægere tid de gik, jo længere ned i de lidt bedre områder kom de.
Hun gik hen til en hoveddør, hvor der var et skilt med navnet Nadia Tuller. Neph bankede roligt på, men ikke som en normalt ville gøre det. Først tre hurtige med knoen, og så to med et sekunds mellemrum.
"Nadia?" Kaldte Neph roligt, hvorefter en midaldrende kone åbnede døren, og smilede tilNeph. Hunstivnede dog da hun så Sean, og var på vej til at lukke døren.
"Det okay, han er en ven" sagde Neph roligt, inden Nadia trådte til side for at lade dem komme ind.

Han lagde mærke til hvor spændt hun selv var på det hele og selv om han gerne ville slappe af og fortælle hende der intet var at være nervøs for, mærkede han selv sit hjerte hamre. Lignede Dean...Det var stadig ikke helt gået op for ham hvad det egentlig betød. Dean havde jo også næsten været en baby endnu, da...
tankerne stoppede, da de nåede deres bestemmelsessted. Han lagde hurtigt mærke til den lille kode, til kvinden. Ja, det var en farlig verden, især nu hvor de ville lukke byen begrund af undeads udenfor.
Han trådte ind i det fremmede hus, uden at sige en lyd. For Nadia måtte han nok stadig virke skræmmende, med det hårde blik og lidt stramme mund. Men sådan var det jo. man måtte da bare håbe Cady ikke blev skræmt af de fire ar han havde over sit ansigt efter hans møde med en nightcan...

Huset var indrettet som Nephs bsrndomshjem. Nadia, som havde været hendes barnepige, var begyndt at bære tegn på alderdom.
Ingen tvivl om hvor barnet lå. Eller rettere sagt, kravlede rundt.
Cady kravlede skødesløst rundt foran kaminen, hvor der var sat en skærm op. Hun havde fået små rødlige hår på hovedet, der tydeligvis ville blive krøller når det blev længere. Hendes smaragdgrønne øjne spejdede rundt, ledte efter nye ting og lege med.
"Cady?" Kaldte neph blidt, og den lille pige rettede sit hoved direkte mod Neph.
Neph satte sig på hug, hvorefter Cady kravlede pludrende hen til hende. Allerede nu kunne man se hvordan Neph var lyst op. Mere farve i ansigtet, og en underlig menneskelig glimt i øjet.

Han havde troet barnet havde været...4-5 år? Ikke et lille kravlebarn. Han hadede små børn, især efter ritualet. Han blev stående hvor han var. Han kunne se hvor glad Neph blev for at se den lille pige, men personligt havde han bare lyst til at gå igen. Dette var hendes glæde, ikke hans, og han kom sikkert bare til at ødelægge det. Dette var en dum ide!
Han holdt et suk inde og så væk fra dem og rundt i rummet i stedet. Prøvede at acceptere hvordan tingene var. Hvordan det rødlige hår og de grønne øjne, hvordan kinderne bulede ud og endda lydene, mindede om Deans. Men det var umuligt. Lige så snart han lukkede øjnene for ikke at se på hende, kom billederne. Billederne af hans tid med Dean, billederne af...
Han måtte ud herfra...Han kunne ikke holde ud at være her et øjeblik mere!

Neph vidste ikke hvorfor, men hun så direkte op på Sean.
''Nadia?'' kaldte hun, en smule højt. Skingert.
''Nadia, tag lige Cady med ind i børneværelset.'' bad Neph hurtigt, og rejste sig og så på Sean.
Det så faktisk ud som om han var ved at blive syg. Blegere end før.
''Hey... Kom.'' Hun tog hans hånd, kun for at hive ham udenfor i den friske luft.
''Undskyld...'' sagde hun stille. Hun ville jo bare... Faktisk kunne hun mørke hvordan hun var ved at græde. Ikke nok med at han fik det skidt, han kunne jo ikke engang se på Cady uden at blive dårlig...
De to dele af hendes liv måtte vel forblive adskilt.

Han bemærkede det ikke helt...At Nadia tog over, at Neph tog hans hånd og førte ham udenfor. først da han endelig var udenfor, var det som om han kunne trække vejret igen. Han hadede at virke svag, men han kunne ikke skjule at han rystede. Han trak vejret dybt et par gange og vente sig lidt væk fra Neph, lænte sig op af husmuren, både for at hun ikke skulle se hvor meget det gik ham på og for at stoppe med at ryste. Lidt efter rystede han svagt på hovedet.
"Du har intet at undskylde for, det har jeg. Det var en dårlig ide det her...men jeg havde håbet...For din skyld..." mumlede han og lukkede øjnene. Billederne var væk nu. Ville han nogensinde kunne snakke om det? For nu var der ingen der viste noget om det og kun en person havde virket aktiv for at prøve at høre noget, en kvinde som ikke engang var en del af hans liv. Camille. Måske ville han kunne en dag, men det skulle ikke være over for Neph. Hun havde også mistet en søn og at gøre detaljerne gjorde nok intet af det bedre.

Hun rystede på hovedet af ham, blidt.
Hun gik hen til ham, og lagde armene om livet på ham i et kram. Hun havde brug for et kram, specielt efter at have set hvordan det gik ham på.
''Du behøver aldrig se hende igen. Du behøver ikke udsætte dig selv for det der igen.'' hviskede hun mod hans brystkasse.
''Jeg kan ikke lide når du har det skidt...'' hviskede hun stille, inden hun lukkede øjnene.
Der var intet intimt over deres kram, som der normalt ville have været. Et ganske almindeligt, kærligt kram.

Han lagde armene om hende og krammede hende ind til sig. Tvang sig selv til ikke at sige noget om de ting der plagede ham.
"Jeg...Det...Lige meget..." mumlede han svagt.
"Jeg viste ikke hvad jeg skulle forvente. Vil du ind til hende igen? Jeg kan vente her...Jeg tror ikke det er en god ide jeg ser hende igen...I dag, i hvert fald" han så lidt på hende.

Hun rystede på hovedet.
''Jeg... Nadia tager sig af hende.'' hun bed sig i læben.
''det er ikke lige meget. ikke for mig... Hvor lang tid er der gået? Vi har ikke talt om det, ikke én eneste gang... Måske var det på tide?'' hun prøvede at se ham i øjnene.
''jeg ved at det var hårdt.. det er det stadig.'' hun så lidt ned.
Hun rystede på hovedet, og lagde panden mod hans skulder.
''Undskyld.. Nogle gange glemmer jeg at jeg slet ikke skal blande mig i arch-demon-tingene.'' mumlede hun og trak vejret dybt.
''vil du med ud og gå en tur..?'' mumlede hun

han trak vejret tungt og så lidt på hende et øjeblik, før han rettede sig op fra muren. At hun overhoved spurgte om det...
"Der er gået lang tid" svarede han. Det var der bare, hvad andet var der at sige?
"Men jeg tror ikke du vil holde af detaljerne" svarede han tilbage. Så nikkede han let.
"Men jeg vil gerne gå lidt..."
Han ville gerne, på en måde, snakke om det...På den anden side var det et hemmeligt ritual...Og han havde ikke helt lyst...det var forvirrende. Men detaljerne ville jo være for hårde for Neph...

Han troede han beskyttede hende. Ved at holde hendes søns skæbne hemmelig.
"Så kom. Der er en sø, lige hernede. Er du frisk på en svømmetur? Skylle minderne væk i lidt tid." Hun prøvede at smile til ham. Hun kunne slet ikke holde ud når han var sådan. Han kunne være en kold skid og tæve hende, men ikke have det skidt selv. Hn kunne ikke holde det ud.
"Sean... En dag..." Hn tav. "Undskyld. Jrg gør det jo igen." Hun sukkede. Hun begyndte at gå, ned mod søen. Så kunne han gå med hvis han ville.

Skylle minderne væk? Det var nok umuligt. Han både elskede og hadede det han havde gjort. Hvordan skulle han nogensinde forklare det?
Han gik med. Først tænksomt, men det at være i bevægelse og gå lidt fik hans tanker til at glide mere frit.
"Er du sikker på du ønsker at høre det? Det er ikke kønt"

"Hvordan tror du det er at leve i uvished. Man finder på de mest skrækkelige ting, når man ikke ved hvad der skete..." Hun så lidt på ham.
"Jeg vil bare vide hvad der skete... I stedet for at forestille mig det..." Hn så lidt ned, inden huun bed sammen.
"I det mindste, er det en engangsforestilling... Ikke?" Hun så på ham igen, nærmest bedende.
Hun ville ikke kunne holde det ud, hvis det skulle ske igen og igen. Og slet ikke med hendes egne.

han viste hvordan det var at gå og tænke på noget, men ikke at kende sandheden. OG han gav hende ret, det var ikke sjovt. Men hun havde jo aldrig bedt om at høre det og han havde ikke haft lyst til at snakke om det, eller give hende detaljerne. Han havde end ikke overvejet det - før nu. Han sagde ikke noget i lang tid, for hvor skulle han overhoved begynde? Det var svært overhoved at begynde...
"Jeg ved ikke hvor jeg skal starte..." han så slet ikke på hende, snakkede bare ned til jorden som de gik. Det var meget nemmere. faktisk havde han skiftet mening. han havde slet ikke lyst til at snakke om det alligevel.
"Det...Det er også et hemmeligt ritual, kun for dæmoner. Jeg må faktisk ikke fortælle om selve ritualet til folk der ikke er dæmoner. Eller...Faktisk..." han stoppede op og rystede let på hovedet. han vrøvlede!