smiling, but we are close to tears.. ~ Sean

havde hun virkelig intet andet at sige?
hun havde opført sig sært, men det var jo intet under, når hun så gerne ville væk fra det hele. Selv ham. Han havde netop givet hende lov til at være som en søster for ham...Og det først hun gør er at stikke af fra ham.
Han vendte om og gik hjemad. Nu endnu dårligere tilpas end før. Han skulle sove og glemme hende. Det blev han jo nød til! Det lød ikke ligefrem som om hun kom tilbage igen...
Han følte sig vred, som altid når tingene gik ham sådan imod. Han var flygtet fra jorden i håb om at blive en anden person. Det var han ikke. Det hjalp aldrig at flygte.

Hun ville ikke forlade ham. Det gjorde ondt bare at tænke på det. Hun ville være hos ham, for evigt. Mn det var ikke sådan det skulle være.
Hun måtte komme over ham. De var ikke skabt for hinanden.
I et skrig af arrighed og smerte hamrede hun hele hånden ind i muren. Den var brækket, uden tvivl, og blodig, da hun endelig var færdig med at mishandle sig selv. Hun var rasende over sig selv, over at hun lod hendes dårlige side tage over.
Hun ville skrive et brev til ham. Et undskyldende brev, når hun var taget afsted.
Men nu skulle hun have noget blod, så hun kunne få sin hånd healet.

Han viste ikke og regnede ikke med hun stadig var forelsket i ham. Han regnede med tingene var bedre, på det punkt, at de var som søskende. så for ham var det intet problem.
Faktisk...Følte han sig overraskende ligeglad med alt det skete. Det var som om skyggerne tog over. De hviskede et eller andet, men han hørte det ikke. De skændes om et eller andet, men han viste ikke hvad. Han viste bare de var der og fyldte ham op, en ting han var glad for.Den samme slags mørke, som når han mistede kontrollen og kunne finde på hvad som helst. Havde lyst til at lave hvad som helst...som dengang han havde slået et barn ihjel. Måske skulle han finde Cady og gøre det? Hun var jo åbenbart ligeglad med sit nye barn. Sikke en mor...Et lille smil gled over ham, da han ubevidst begyndte at gå den vej, Nadias hus lå.

Hun havde forladt gyden, og var på vej mod en lokal lille forretning der forhandlede blod fra donorer. Det var heldigvis åbent om natten, for vampyrernes skyld.
Hun gik derind, og sad der i en halv times tid, mens hendes hånd langsomt begyndte at se mere og mere normal ud mens hun drak omkring tre liter blod.
Hun rejste sig, og ville tage hjem til Nadia, for at sige farvel og hente sine ting, ingen hun skulle møde Benjamin og aftale det sidste med ham.
Hun havde ingen anelse om Seans lyster og planer..

//om han gør det eller ej er op til dig //

Han huskede stadig koden. Den stakkels kvinde viste ikke hvad der skete, da hun åbnede døren og Sean skubbede både dør og kvinde væk med en stor kraft. Han viste ikke hvad der skete med kvinden, han viste bare hendes modstand ville være nyttesløs. Hans blik var mørkt og hårdt. Men hvad værre var: det var koldt. Næsten som da han havde sloges for Neph, bare mere koldt denne gang. Mere uden for rækkevidde, mere sindssygt. Skyggerne hviskede noget, mens andre holdt inde, som om de ventede spændt for fortsættelsen. Ingen havde fortalt ham om den pris han måtte give, efter næsten at dø til skyggernes land. Heldigvis havde offeret været godt nok. Og fordi det havde været et barn han havde dræbt, var det altid børn han vendte tilbage for at dræbe...
Cady sad og legede med et eller andet. Hun virkede forundret, da han næsten blidt tog hende op i sin favn. Hvor hun lignede Dean...Og for det skulle hun dø.
Han forlod huset igen. Han gik uden at se sig tilbage eller efter noget som helst. Folk flyttede sig fra dem, da de kom gående, uvidende om det monster der gik imellem dem. Cady havde ikke en chance blandt de stærke arme der holdt hende oppe. Hvor de skulle hen, viste kun Sean...Den gamle ritualplads.

Da Neph kom tilbage, var døren åben. Cady var væk, og Nadia bevidstløs.
Hun bed sammen, mens hun hev efter vejret. Hun knækkede sammen på gulvet.
Den svage duft af ham hang i hele huset. Det var ham. Han havde hende.
Hun skyndte sig ud i den menneskemængde der efterhånden var kommet, og efter en del panik fra hendes side var hun peget i den rigtige retning.
Hun løb, alt hvad hun kunne. Han kunne ikke gøre det mod hende, ikke igen. Det måtte han ikke.
Hun græd, hulkende. Og det var næsten umuligt at se noget ud gennem hendes tårefyldte øjne.
"Cady!?" Kaldte hun, panisk. Hun løb videre, fulgte Seans duft så langt hun kunne, og lå nu kun omkring hundrede meter bag ham.
Hun stoppede op og hev efter vejret.

Han stoppede ikke op. Ikke før hendes stemme skar igennem luften og kaldte på den lille pige i hans arme. Pigen rettede på sig og ville se ham over skulderen, nærmest uforstående over hvad de voksne lavede.
Han vendte sig om. Et eller andet var der noget der håbede på at hun kunne se han ikke var sig selv. Men det blev skyllet væk, da han i stedet åbnede munden for at tale.
"Jeg er nød til det. Det er nok med at efterlader en af os, hun skal ikke også leve med at være forladt flere gange" åh, at få det til at lyde som om det var en god ting, at manipulere med sine omgivelser. Det var noget af det han nød mest. Et svagt smil gled over ham, da de mørke øjne faldt på denne spinkle skikkelse, i den lettere blodplettede kjole...Blod?

Hun gik nu med faste skridt hen til ham, og først da hun stod lige foran ham åbnede hun munden igen.
"Giv mig min datter, nu." Hun var rasende. Og det lyste ud af hende, at hun var centimeter fra at flå hans strube.
Hun havde blod op af armen, hånden og om munden, og det mest drabelige blik nogensinde.
"Nu, Sean." Hun trak vejret i stød, direkte. Cady måtte være skræmt af hende, men hun var ligeglad. Han var gået over stregen.

Det svage smil forsvandt. Kommanderede hun med ham? som om hun havde noget at sige. Hun havde vist fået sagt rigeligt.
"Så bliv. Ellers efterlader du hende alligevel og så er der ingen grund til du beholder hende" hans stemme var flad og kold. Ingen følelser var at høre i den. Det svage smil kom igen og hans øjne skinnede sindssygt.
"Eller foretrækker du at dem du efterlader forbliver i live? åh, jeg tror jeg beholder hende.i et lille bur på mit værelse.Så ved jeg du bliver i byen" en svag latter gled ind i hans stemme, mens han snakkede. Som om det hele var en stor joke. Folk der gik forbi dem, skyndte sig videre. Ingen turde blive stående særlig længe, bange for at blive blandet ind i tingene, som så ret farlige ud.

I en enkelt bevægelse havde hun boret sine negle dybt ned i hans kind og revet til. Hvis hun havde ramt rigtigt, ville det bløde meget snart.
"Sådan skal du aldrig, nogensinde, tale til mig!" Hvæsede hun.
"Du er måske en archdemon, men du er ikke en skid bedre end Kain." Hendes ord var hårde, rasende. Hun elskede ham, men han var gået for meget over stregen. Han prøvede at myrde hendes datter!
"Giv mig Cady, nu!" Hvæsede hun, og man kunne se hvor skræmt Cady blev.

Han så det komme, men alligevel nåede han ikke at fjerne sig. Ikke tids nok, i hvert fald. Han var nået næsten et halvt skrid bagud, hvilket gjorde hun kun nåede at lave nogle overfladiske ridser på hans kind, der dog alligevel tiltrak sig lidt blod. En snerren kom fra ham. Hun reagerede slet ikke på det han sagde. Han havde aldrig rigtig kendt Kain, kun set ham som en dum fyr, fordi hun gjorde. Hvem viste hvilke fantasier hun kunne have givet ham?
Han så på hende med et blik der stadig var lige så koldt som før. Stadig med der svage smil.
"Hvad vil du gøre? Dræbe mig?" Han løftede Cady op, trods hendes kamp for at komme ned.
"Så grib dii lille gudebarn! Vi ved begge to godt hun skal være erstatning for din dreng, men det vil hun aldrig blive. især ikke hvis du efterlader hende her, som du efterlader alle andre!" og så slap han hende, ligeglad med om Neph nåede at gribe pigen eller ej. Ligeglad med om pigen faldt og slog sig. Samtidig drejede han om på hælen og marcherede væk med rank ryg. Folk, der nu direkte stod og stirrede, flyttede sig skræmt fra ham. Nogle få stirrede vred på ham, over de ting han havde gjort.Men hvad betød deres meninger for ham? Intet.

"Han var også din søn Sean McGivens." Hendes stemme var så kold, så såret, så.... Fuld af foragt.
Hun havde grebet Cady, hev efter vejret. Cady var begyndt at græde, men Neph så bare ned, mens hun vuggede Cady. Hun havde aldrig sagt, at hun ville forlade Cady. Cady skulle da med hende. I et kort sekundt, var hun fristet til at løbe efter Sean, men hun gik tilbage mod Nadias hus. Hun vendte sig ikke om, ikke én eneste gang. Slet ikke.
Hun blottede tænder for sig selv, og Cady legede kort med Nephs tænder.
"Så, nu ikke pille for meget." Sagde hun, men Cady ignorerede det og legede videre.
Hun så ned mens hun gik. Lige nu, virkede det umuligt at tilgive Sean.

Hm. så hun tog Cady med? Og efterlod ham. Selvfølgelig. i så fald ønskede han ikke at se hende igen. og det passede jo fint at hun rejste så. Han kom i tanke om at hun var som en søster for ham...Havde...var? Han var i tvivl m hvad han egentlig følte. SKyggerne trak sig tilbage, jo længere han gik. Desværre kunne han ikke forlade byen og gå en tur i skoven, for byen var sådan set lukket af, med undtagelse af få skibe, hvor Neph åbenbart havde fået lov at tage med. Og efterlod ham, som om han bare var en kludedukke. Tak for din tid, nu gider jeg dig ikke mere! Du er bare dødsvægt.

Snart var han hjemme. han gav kort sigmund besked på at hvis Neph kom, gad han ikke at snakke med hende. på sit værelse vaskede han den smule blod af sin kind og lagde sig i sin seng. Han viste ikke om han fortrød det han gjorde...Nogen gange fik han sådanne anfald, hvor han ikke rigtig kunne styre sig selv, men han havde ikke fortalt nogen om dem. Hvorfor skulle han? De kunne jo ikke hjælpe ham af med dem alligevel. Faktisk havde han helt troet de var væk, men det var de åbenbart ikke alligevel...
Han faldt i en urolig søvn.

Hun var kommet hjem, Nadia sad ved køkkenbordet og tog smilende imod Cady, som hu straks gik ind for at passe. Nej, Cady skulle ikke med. Hun blev hjemme, med Nadia. Dog, ikke i dette hjem. Hendes gamle ven, Lyssa, havde efterladt hende et lille beskedent hjem, i ly af et bordel. Der kunne de bo, mens Nephthys var væk. Duncan kendte til deres hjem, og det var ikke sikkert for hverken Nadia eller Cady at bo alene, når både Duncan og Sean opførte sig på den måde.
Hun havde bidt sammen, mens hun satte sig ved bordet og fandt blæk samt papir frem.

'Jeg håber du er glad nu. Du har endelig fået mig til at skride. Tilfreds?
Jeg kan ikke engang tale med dig, forklare hvorfor jeg tager afsted - for du tager alt som et personligt angreb.
At du slog Dean ihjel - vores søn - var jeg nødt til at tilgive. Han var en fejl, en ubalance i livet.
Men at du med overlæg prøver at myrde min datter fordi du er så skide jaloux, det er utilgiveligt.
Jeg havde håbet at du kunne accepterer at jeg tog afsted, bare indtil de holdt op med at lede efter mig - men du skulle spille hellig.
Jeg vil aldrig se dig igen, aldrig høre fra dig eller om dig.'

Brevet var ikke engang underskrevet. Og man kunne se, på det gulnede papir, hvor mange gange hun havde stoppet op, for blot at få sig selv til at skrive det færdigt. Hun havde med vilje undgået at hendes blodige tårer ramte brevet - han skulle ikke se hvor pinefuldt det var.
''Cady er faldet i søvn.'' sagde Nadia, og satte sig forsigtigt ved siden af Neph.
''Er du okay min pige?'' Hun ville ligge en arm om Neph men Neph rejste sig bare.
''Pak jeres til Nadia. I flytter, nu.'' Nadia så uforstående på hende, men hun var ligeglad.
''Tag til Lyssa's hus. Og bliv der. Tal ikke med andre end dem du stoler allermest på.'' sagde hun mens hun foldede brevet sammen og trak en kappe om sig. Udenfor var det begyndt at lysne, men hun var kold. Han skulle have brevet, og så var hun rejst. Et afsluttet kapitel, i en al for tyk bog.

Hun var gået, og først da hun nåede op foran Seans hoveddør, stoppede hun op. Hun ville ikke engang se Sigmund, eller Elyas. Ingen.
Hun skubbede brevet ind under døren, med lidt besvær, og vendte så ellers ryggen til.
Hvornår Sean læste det, var hende ligemeget. Nu skulle hun hente sine ting, og væk.

Der gik noget tid inden Sigmund opdagede papiret og leverede det til sin Herre. Sean læste det, men følte sig for kold indeni til at tage det stod, til sig. Han brændte brevet bagefter. Selvfølgelig var det sådan hun så på det. Hun havde aldrig brugt særlig meget tid til at forstå ham, så hvorfor skulle han forstå hende? Hun havde ikke engang forklaret sig særlig godt, hun havde bare sagt hun var træt af det hele, dermed også ham, og ville rejse. Havde hun troede han bare ville lade hende tage afsted og være glad ved det?
Han sukkede og blev liggende i sengen hele den dag, trods han normalt aldrig gjorde det. Men han havde brug for den pause. Han havde brug for at tænke tingene igennem, for at komme videre. Neph havde et langt liv. Når han mistede kontrollen med sig selv, var det nok også bedst sådan her. Hun ville finde andre hun sikkert elskede.Som en bror.
En kort følelse af vrede overtog ham, da han tænkte på hvad han havde mistet. Men snart blev den afløst af endnu mere kulde.

//Out...hvad nu?//

// no clue. Vi finder nok ud af det når der er gået noget tid mellem dem?//

//Jah...så pause mellem vores emer oder was?//

Har ikke lyst til pause! Elsker jo at emne med dig.//