smiling, but we are close to tears.. ~ Sean

Hun rystede på hovedet. Hun vidste det! Det ar altid sådan, altid hemmeligheder, eller løgne. For hvad? At beskytte hende, eller ham selv? Hn bed sammen, stille.
"Okay.." Mumlede hun, mens de bare gik videre.
Mindet om da de sad på en bænk, snakkede med en lille dreng... Det måtte have været Connor... Hvordan de begge smilede. Det var som en kniv i hjertet.
"Jeg ville ønske, at du kunne slå mig i hovedet... Får mig til at glemme alle de dumme ting der er sket... Bare.... Væk..." Mumlede hun, og da de endelig nåede til en lille sø, satte hun sig bare ved breden. Hn stirrede ud over vandet.

Hun var ked af det nu. Trist i hvert fald. åh for helvede! han satte sig ikke på bænken. Han havde ikke lyst til at stoppe op allerede nu. Dog endte det med han gik ned til søen og satte sig ved kanten af den. For an gangs skyld lod han armene glide rundt om benene, som en person der var ked af det, men uden at græde. Han sad der bare og det var tydeligt han ikke havde det godt med tingene.
Til sidst trak han vejret dybt og lukkede øjnene. Det var jo de ting hun ville vide...
"Det skete om aftenen. Vejret var rimelig lunt og vindstille, perfekt til...Det der skulle ske. Der var en anden dæmon til stede, en der skulle guide mig igennem det der skulle ske. Jeg bar selv Dean derhen, i mine arme. Du ved jeg ikke rigtig kunne lide ham, at jeg nærmest var bange for det han stod for. Familie. Men han var jo min søn også...Jeg ved ikke hvor mange gange jeg tænkte på dig den aften, hver gang jeg tænkte på Dean og det gjorde jeg hele tiden..." han stoppede op og sank. Holdt øjnene lukkede, for at slippe for hendes blik, hvordan det så end måtte være.

Hun sad ud over vandet tomt. Han tænkte på hende?
"Du hadede mig... Jeg kunne se det i dine øjne, da du tog ham fra mig. Du hadede mig, for at prøve på at beskytte ham... For at stikke af..." Mumlede hun stille.
Hun kunne næsten se hvor skidt han havde det, og hun var på vej ned af samme vej.
"Jeg troede faktisk, at du ville slå mig ihjel, den aften da du fandt mig. På et punkt... Tror jeg lidt at jg håbede det..." Hn så hen på ham, og rykkede tøvende hen til ham.

Hvorfor fortalte hun ham det? Var dette ikke hans fortælling? i det samme fortrød han at han overhoved havde prøvet. Med et stod han op, men han rystede ikke længere af sorg, gemte et sted dybt i sig, men af vrede. At han havde let ved at gøre sorg til vrede gjorde det heller ikke nemmere. Han så ned på hende et kort øjeblik. Hvad skulle han overhoved sige til hende? At han ikke gad fortælle om det alligevel?

Hør nu... Sean, du så på Dean og tænkte på mig? Hvorfor? Udover, at han var min søn?" Hun rejste sig hurtigt og så på ham.
"Du må ikke blive sur... Jeg ville bare... Yes, jeg gjorde det igen - fik det til at være om mig. Undskyld." Hun så fuldkommen ærligt på ham.
Hun så ned, og trak på skuldrene.
I et opgivende suk, lagde hun armene om sig selv. En større sociopat end hende skulle man lede længe efter. Hn vsr jo direkte idiot!

Han sukkede kort og rystede på hovedet.
"Bare glem det" han gad ikke engang prøve igen. At han havde troet...Hvad havde han troet? At hun ville sidde stille og bare lytte? Det var jo Neph. Han viste jo godt tingene ikke ville blive sådan.
"Fordi han var din søn. Fordi jeg viste du hadede det der skulle ske. Fordi du både dengang og nu betød noget for mig. Der har du svaret på dit spørgsmål. Og nu går jeg hjem" det hele blev sagt hurtigt, hårdt og indiskutabelt. I en flydende bevægelse vendte han ryggen til hende for at gå...

Hun stivnede helt. Han... Hun så ned.
"Undskyld..." Hun havde ikke andet at gøre end at undskylde.
Hun havde klokket i den, groft.
Hun kunne ikke engang løbe efter ham, bede om tilgivelse - han ville ikke give hende det.
I en hakkende bevægelse, som om hun ville krakkelerer , gled hun ned og sidde ved vandkanten igen.
Hun stirrede ud over vandet, krøb sammen. Hun rystede på hovedet over sig selv, og begyndte at klø sig selv på armen, tavst.

Det var jo ikke fordi han hadede hende. Han havde bare brug for tid til at være sig selv, samle tanker og sig selv. Han havde været så tæt på...Og så alligevel ikke. Han trak vejret dybt og begyndte den ensomme tur hjem, håbende at Alane sad derhjemme og ventede på ham. Han kunne godt bruge hendes selskab lige nu.
Tingene ville nok være bedre næste gang han så Neph...

//Skal vi bare springe frem til...f.eks. næste dag eller skal vi tage et nyt emne?//

//Vi springer bare. //
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Forbandet være kærlighed!
Lige meget hvad hun gjorde, hun ville bare glemme. Nadia havde lovet at tage sig af Cady så længe det var nødvendigt - så længe Neph var væk.
Efter små korte beskeder mellem Neph og en ung mand, var det blevet aftalt at de skulle mødes, for at diskuterer mulighederne for at hun kunne tage med ham og hans besætning.
Men der var så meget her, så meget hun ikke bare kunne forlade.
Det gruede hende, at hun faktisk var ligeglad med hvad der skete med Cady hvis hun tog afsted. Det var Sean der bekymrede hende. Ville han glemme hende? Man kunne jo håbe, på hans vegne.

Det var to dage siden hun havde siddet og stirret ned i vandet. Neph havde været hjemme én enkelt gang siden Sean havde vendt hende ryggen. I en times tid, havde hun leget med Cady og passet hende. Nadia overtog, mens Neph skiftede til noget mindre krævende tøj. Mindre krævende, men langtfra mindre prangende. Det blå stof var lettere gennemsigtigt, og med det guldspænde der sad om hendes slanke talje, kunne man næppe se at denne krop havde født et barn. Hendes lange gyldne - næsten hvide - hår, hang i fletninger ned om hendes ansigt.
Månelyset ramte hende da hun var på vej gennem gaderne.
Hun var på vej ned til havnen, men der var lang vej derned. Hun så rundt, en smule nervøst. Hun var næsten bange for at nogle af Duncans mænd kom frem.

Han havde stort set ikke sovet. Han var faldet omkuld engang om morgenen og sovet til om eftermiddagen. Hvor han var gået i gang med sit arbejde med en ret usund entusiasme. han skulle bare i gang, glemme de ting der var sket. Et eller andet sted følte han sig svigtet, på et sted hvor ellers kun hans mor havde ramt ham. Det gjorde næsten fysisk ondt at tænke tilbage på. Men han havde haft ret, Neph havde ikke skulle høre historien. Ikke engang lidt af den. Det var en historie han altid ville bære tæt på sit hjerte, alene. En historie ingen nogensinde ville høre. Nøjagtig som han havde valgt for så længe siden. Hvorfor havde han ændret mening pludseligt? Kunne det passe at Neph og Alane fik ham lidt væk fra det dæmoniske jeg han ellers var? Fra alle skyggerne der havde angrebet og blokeret hans sind efter ritualet?
Alle disse tanker skyllede han væk sammen med lidt for meget alkohol aftenen efter. Nu gik han rundt i byens varme og liv, i håb om at finde tilbage til sin rytme, som var blevet så brat ødelagt. Minder...Han havde så mange af dem at det gjorde ham sindssyg. At Neph også skulle leve så længe, få så mange at man var helt i tvivl om hvilke man skulle tro...I et øjeblik overvejede han hvordan han ville være, hvis han selv fik fjernet sin hukommelse. en bedre mand?
Han var afslappet klædt. I nogle let løse bukser og en mørk T-shirt. Det mørke hår strittede til alle sider og vidnede om en lang nat. En nat med fester og et orgie af kvinder, så vidt han huskede. han havde kun lige, ved hjælp af sin evne, forhindret hele byen i at vide flere kvinder var døde det samme sted på en nat...
Han sukkede svagt og lod hånden glide gennem håret, da han opfattede en bølgende, lyseblå kjole i øjenkrogen. Han så op og...Nephthys?
Kjolen var smuk. Den passede på en eller anden måde til hende og han var lige ved at smile da han så hende...Men så fik han en fornemmelse af der snart skulle ske et eller andet.
"Nephthys?"

Hun stoppede op, da hun hørte en velkendt stemme. Tonefaldet, var dog ikke til at bestemme.
Hun vendte sig, og så på ham. Han så... Forpjusket ud. Sådan som hendes ekskærester kunne finde på at se ud efter en lang nat med hende. Hun så bare på ham, inden hun begyndte at gå hen mod ham. Han så ikke ligefrem ædru ud, men han havde jo aldrig skadet hende i beruset tilstand.
"Sean?" Hun prøvede at smile, men det var ikke lige det hun havde mest lyst til. Hun ville holde afstand. Han skulle ikke såres mere, fordi hun ikke kunne tage sig sammen.

Hun vidste at han havde brug for at snakke, på et tidspunkt. Men om det blev nu eller om et par hundrede år, var vel ligemeget?
"Successfuld aften?" Hun løftede et øjenbryn, spørgende.

Åh, han kunne ikke engang huske om han havde været hjemme og sove...måske havde han sovet lidt. han følte sig ædru, men var det måske ikke helt hundred procent.
Han så lidt på Neph, som meget påpasseligt holdt afstand.
"Siden hvornår kan søskende ikke engang give hinanden et kram?" det røg ud af ham og faktisk fortrød han det ikke, da det var sagt. Det var jo sandt, kunne hun nu ikke engang kramme ham? Var han ikke længere fin nok til hendes selskab heller?
Men så smilede han let og gik selv tættere på hende, dog uden at røre ved hende. Det ville hun nok ikke have.
"Meget succesfuld. Men desværre kun for en nat" med det mente han at han kunne havde glemt sine sorger en nat. At neph måske ikke viste det var det han mente, tænkte han ikke lige over. hans tanker var stadig en anelse slørede.

Hun svarede ikke, i stedet smed hun armene om livet på ham og trykkede sig ind til ham.
Hun vidste, at han ikle ville tillade at hun tog afsted, hun turde næsten ikke nævne det overfor ham.
*kom nu, du ved jo at han bliver lettet når du siger det!* hun havde lyst til at mumle hold mund, men tav. Sean skulle ikke vide at stemmerne var tilbage.
I stedet trykkede hun sig bare ind til ham, indåndede hans essens.
Han trængte til et bad, uden tvivl, men det var ikke slemt nok til at hun ville lade ham være.
Aldrig.
Hun bed sig lidt i læben.

Hans arme gled automatisk rundt om hendes spinkle krop. kjolens stof var let og blødt at røre ved. Han lod hendes duft omringe ham, da han hvilede hovedet mod hendes hoved i et øjebliks træthed og nærhed. Men så rettede han sig op igen og så lidt på hende. Han havde også tænkt på at rejse,men så kom beskeden om at undeads ville omringe byen. Han blev nød til at blive hjemme og sørge for sin klan. Han så lidt på hende.
"Undskyld...for sidst. Det var et ret følsomt emne, som jeg har...har det svært med" han indrømmede normalt aldrig hvis han havde det svært med noget. Men bare de to havde det godt med hinanden, så var han glad.

"Hey..." Hun smilede blidt til ham.
"Det er okay." Hun prøvede at se ham i øjnene. Hun lagde panden mod hans skulder.
"Jeg er bare glad for at vi ikke er ved at bide hovederne af hinanden" hun smilede forsat, lukkede øjnene lidt.
Tiden var knap. Om få timer skulle hun møde Benjamin, og afslutte aftalen.
Og hun stod bare her, og krammede den person hun holdte allermest af.
Hun trak vejret dybt, mens hun mærkede den satans længsel hive i sig. For bandet være hendes kvindelige gener.

han smilte let til hende og nikkede lidt.
"Okay...Men bed mig aldrig om at fortælle hvad der skete igen" svarede han så. Han ville ikke kunne holde til at prøve igen.
"For det kan jeg ikke" sådan var det bare. Han så lidt på hende. Det virkede som om et eller andet gik hende på.
"Går det dig stadig på?"

"Jg ville aldrig bede dig om det, hvis jeg havde vidst at du havde så svært ved det." Hviskede hun undskyldende.
"Jeg ved det ikke... Bare det, at du..." Hn rystede på hovedet. "Det går mig mere på, at du har det så skidt med det.." Mumlede hun. Hun ville ikke forklare ham, at hun tog afsted. Det ville være som at dolke ham ned. D var først lige begyndt at være søskende... Og nu forlod hun han... Hun fik det næsten fysisk dårlig med sig selv, men hun kunne ikke blive. Hun ville ikke leve som en slave af en mand, der bare... Ja, bare var en stodder.

Hendes søn var død, det kunne ikke ændres. Men Sean var i. Live, og det betød mere for hende end noget andet. Langt mere.

Hun kunne jo snakke med ham om det. Finde på en løsning på problemet, sammen med ham. Hu viste jo at han ville hjælpe. Hvorfor så rejse?
han så lidt ned på hende. Han havde kendt hende længe efterhånden.
"Det er ikke hele problemet, er det vel?" han ville gerne undgå at snakke mere om...det.
"JEg har det fint. For det meste" han smilte let for at overbevise hende.

"Problemer er der nok af." Smilede hun stille, og aede ham på kinden.
"Men jeg er glad for at du har det nogenlunde godt." Hn smilede drillende.
Hn ville ikke tale om det, ikke med Sean. Det gjorde jo næsten for ondt.
Teknisk set, ville hun jo ikke forlade ham helt. Hun kunne stadig skrive til ham, og der har jo været tilfælde af mentale kontakter mellem en vampyr og den hun drak af... Hun bed sig igen i læben.
"Hvordan går det med Elyas?" Spurgte hun stille, med t svagt smil

Han så lidt på Hende. Nu viste han at hun holdt noget hemmeligt.
"Elyas? Fint som altid" svarede han en smule kort, men holdt hende så ud fra sig.
"du holder et eller andet hemmeligt igen og det piner mig. Hvorfor snakker du aldrig med mig?"

Hun trak vejret tungt.
"Du kan vel huske de tumper der var efter mig? De arbejdede for en mand jeg skyldte penge. Og da han ikke godtog at jeg ville betale tilbage, mente han at han havde retten til at tage mig til slave." Hun bed sammen. Hn kunne ikke lide at tale om det.
"Jeg ønsker ham intet ondt, Sean. Selvom han er en lus, gjorde han kun hvad han fandt rigtigt." Hun sukkede.
"Jeg har haft kontakt, med en ung mand. Han ejer et skib, en besætning. De har ingen sygepasser, når de er på havet, og jeg har brug for at komme væk. Så det lyder jo fint nok. Ikke?" Hun så på ham, en smule bedende. Han måtte bare forstå... Ikke blive vred over hendes valg...

Hvorfor fanden kom hun aldrig til ham for at få hjælp?
Han trådte et skridt væk fra hende.
"Jeg sagde jo jeg ville vide det hvis der var problemer! Hvorfor spørger du aldrig mig til hjælp? Jeg kunne betale dig de penge du skylder eller kræve dig tilbage, da jeg sådan set købte dig først. Hvorfor beskytter du folk der gør sådanne ting mod dig?" han var vred over det. Det og at hun rejste. hvis ikke han viste bedre ville han tro hun rejste begrund af det der var sket mellem dem.
"Du behøves ikke rejse...jeg vil ikke have du rejser!" pludselig følte han sig meget ædru.

Hun lignede en der var blevet slået hårdt på siden af hovedet og ikke kunne forstå hvad der lige var sket.
*sig nu sandheden til ham! Kom nu, du vil jo gerne! Sig til ham, at du ikke kan holde ud af være her længere! D ved det er sandt.*
Hun stod der bare. Hun skulle ikke undskylde. Hun skulle ikke noget.
"Jeg har brug for at komme væk. Jeg skylder dig så meget mere end mit liv, og alt hvad jeg har." Hun så ham direkte i øjnene.
"Jeg vil ikke skylde dig mere. Jeg er træt af at være Nephthys Storyteller, den lille shapeshifterpige som så hele hemdes familie blive slagtet mens hun blev voldtaget og forbrændt. Jeg er træt af at være hende, der er så forelsket, at hun er bange for at være i nærheden af den hun kan lide. Jeg er træt af at være hende, som alle synes det er synd for! Jeg er træt af at skylde andre alting, og mest af alt er jeg så fandens træt af at jeg ikke kan tage én eneste beslutning uden at en eller anden skal komme og fortælle mig at jeg ikke ved hvad jeg gør!" Hun var ikke vred, og det kunne høres. Hun var skræmt. Skræmt over at hendes såkaldte anden del overtog. Hun rystede, men kun lige nok til at det kunne ses.
"Jeg hader at bo her. Jeg havde det så meget bedre, da jeg var en ulv i skoven! Jeg bar en idiot at forvandle mig til dette misfoster!" Man kunne tydeligt se hvordan hun havde ændret sig. Det var ikke Nephthys, der stod overfor ham længere, men den satans stemme der så mange gange havde talt tiæ hende i hendes hoved.

Han var overrasket over hende udbrud. Det plejede hun ikke, at sige tingene på den måde. I et øjeblik virkede det slet ikke som om han ville svare hende. Men så faldt hans skuldre ned.
"Så tag af sted" i et øjeblik virkede det som om det var alt. Men så kom resten alligevel:
"Men jeg syntes ikke du er et misfoster.Jeg hader du er en vampyr og skal leve evigt, men jeg er alligevel glad for du gjorde det. Du er den du er og du kan ikke flygte fra det, lige meget hvor du tager hen. Det lærte jeg for længe siden og tror du at det hjælper, får du et alt for langt liv" han trak let på den ene skulder. Et sted var han såret, et sted ville han holde hende fast...Men på den anden side ville han ikke holde hende tilbage. Han var ikke engang sikker på om han så hende mere...
"Hvad med Cady? hun er din nu. Du har et ansvar for hende. Vil du løbe for det eller tager du en lille pige med ud på en båd?" hans stemme var så neutral...Det var umuligt at gætte hvad han egentlig syntes om dette her.

Hun rystede, nu mere end før. Hn hev efter vejret, rystede på hovedet. Hn bakkede væk fra ham, hun ville væk, nu! Hn ville ikke skade ham, med et udbrud. Aldrig.
*kom nu, du vil jo gerne. Lad mig nu bare få en smule sjov.*
"Nej.. D holder dig fra ham..." Knurrede Neph, inden hun tog sig til hovedetm da hun mærkede hvordan et jag hamrede gennem hendes nakke.
Hun skulle væk.
"Undskyld..." Hun så direkte på Sean, inden hun begyndte at småløb mod en gyde. Bare væk, for ikke at skade ham. P nogen måde.
Hn ville hellere flå sine egne arme af, end at skade ham.