The cold, cold feeling of leaving this world... (Sargonis)

Han kunne godt forstå hun savnede sit gamle liv... Men for ham var det ikke lige meget hvis det kunne blive bedre for dem...

''Altså jeg kan kun forestille mig en ting der gør det bedre...''

Han kyssede hende igen...

''Og det er at du har det bedre...''

Han kiggede lidt ned og vidste ikke hvad han skulle sige til hende...

''Ville det være rart hvis vi sammen vendte tilbage til et liv på farten?''

hun så nu undret på ham.

''hvad mener du?'' hun så lidt på sine hænder, derefter på ham.

Han vidste ikke om det var det hun ville eller om hun virkelig gerne ville være alene igen...

''Om du gerne vil tilbage til et liv uden hjem og hvor der ikke er så mange regler? Jeg vil hellere end gerne dele det liv med dig også...''

Han kyssede hendes håndryg... Og kyssede derefter hendes hals, og hendes hår...

hun sukkede stille.

''kan du overhovedet klare det? at vandre hver dag, forlade alle dem du kender? være nomade?'' hun lukkede øjnene og nød hans kys..

''Sarjo, du ved du godt at vi ikke kan.. Du har jo Blair at passe på. Og du skal ikke sige at Ammon og Alian klare det fint, for det ved du godt ikke er sandt.'' hun så ham nu i øjnene

''Jeg har gjort det før... Og lige nu er der alligevel ikke ret mange jeg kender... Så jeg vil hellere end gerne gøre det hvis det gør at du har et bedre liv...''

Han kiggede lidt væk... Han havde ikke lyst til at fortælle hende at det faktisk var en af grundene at han gerne ville væk fra Blair... Hun var en forstyrrelse i hans liv...

''Jeg har ikke brug for det... Og hun har brug for at lære at klare sig selv... Og de to har brug for at få noget ansvar... Jeg tror det ville være godt for alle parter...''

Der var nok noget med hans øjne der viste at det han sagde var sandt men at der stadig var noget mere i det...

Han kyssede hende på panden...

''se på mig.'' sagde hun men nu hård tone.

''hvorfor vil du væk? helt ærligt? det kan ikke kun være på grund af mig?'' hun så på ham.

hun kunne ikke se ham som en nomade. en uden hjem, børn og hustru.

Hun så lidt ned. opgivende. ligemeget hvad, ville hun tabe..

Han så på hende... han kunne ikke lade være med at ville fortælle det hele... Han ville gerne væk for at være sammen med hende, mens hun havde det bedre end hun lod til at have det, og så for at komme væk fra nogle af de farer der var lige der omkring og væk fra Blair...

''Fordi jeg gerne vil dele mit liv med dig... og det skal absolut ikke være kun mig der har det godt... Derfor...''

Stemmen og hans blik viste at han talte helt sandt...

''Og fordi der er nogle ting jeg vil væk fra og Blair er en af de ting...''

hun sukkede stille. ''jeg er ked af det Sargonis, men jeg kan ikke ændre på det med Blair... Ammon kvajede sig bare, præcis som du har gjort. Vi kan tage afsted når du passer dig, men du er nødt til at fortælle Blair hvorfor..'' hun slap ham stille.

Hun kunne ikke lide at tænke på Blair, om dengang ved søen. Hun sukkede stille.

Han brød sig ikke om at hun slap ham men han ville ikke gøre noget ved det... Han elskede hende og han forstod langsomt at hun ikke ville have ham til at være for omklamrende...

''Kan vi ikke bare stikke af og sende hende et brev?''

Han så alvorligt på hende... Han ville helst bare væk fra hende hurtigst muligt... Hun var begyndt at være for meget for ham, fordi hun havde brug for en hel del hjælp... Da de to drenge ikke helt var nok...

hun så på ham, sammenbidt.

''fint, hvis det er det du vil...'' sagde hun bare stille inden hun rejste sig.

hun så ikke rigtigt på ham. Hvordan kunne han overhovedet mene at det var nok at sende et brev? Bare at skride?

<hun så ned, tavs.

Han følte at han bare ikke kunne gøre noget rigtigt... Han forsøgte at gøre ting som han regnede med at hun også gerne ville... Men alligevel gik det bare galdt for ham hver gang...

''Jeg prøver jo bare at gøre noget som jeg tror du ville kunne lide, for at gøre dit liv bedre... Fordi bare det at du er sammen med mig gør at mit liv er blevet fantastisk...''

Han følte heller ikke det var nok bare at gøre... Men han ville gerne vise hende at han gerne ville gå imod hans egne værdier for hendes skyld, men det gik bare galt...

hun vendte sig om og så på ham. Så ham direkte ind i øjnene, med et koldt blik.

''hun er et barn, yngre end mig! Og du vil bare forlade hende, fordi hun er for omklarende!?'' hun vidste at det ikke var sådan, men hun var vred.

''Bare fordi hun er gravid, fordi du ikke havde lært Ammon at holde sine hænder for sig selv!''
Hun bed hårdt sammen.

''I er ikke en skid anderledes i to. I gør det samme begge to, stikker af!'' snerrede hun

Han hadede når hun beskyldte ham for de ting fordi hun havde ret og så alligevel havde hun ikke ret i det hun sgade og det gik ham på... Hun vidste ikke hvordan hans liv var åbenbart, måske han bare skulle lade hende stikke af istedet... Han kunne jo altid bare stikke af fuldstændig selv... Begå selvmord og forsvinde for altid...

''Nej ikke fordi hun er omklamrende... Men fordi hun gør mit liv direkte svært... Ødelægger det lige så langsomt... Hun er med til at ødelægge vores liv sammen...''

''Men det...''

Han var lige ved at sige at det måske var det hun ville have deres forhold ødelagt fordi hun gjorde ham vred og irriteret...

''Stak jeg af fra dig? Stak jeg af fra st gøre et forsøg på at få Ammon tilbage? Det her er første gang jeg i mit liv har overvejet seriøst at stikke af... Jeg foreslog det kun fordi jeg faktisk troede du gerne ville væk hurtigst muligt...''

''ja, jeg ville væk... fra dig!'' hun så væk. Hun bed hårdt sammen, inden hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå, vredt.

Han havde vidst det længe nu... At han ikke var det hun ville have... Men hvorfor havde hun ikke bare sagt det...

''Hvorfor sagde du ikke bare det? Og hvorfor vil du gerne væk?''

Han ville lade hende gå, men først når han havde fået svar på alle sine spørgsmål, så han kunne dø uden alt for mange tanker i hovedet om hvorfor han blev forladt af sit livs kærlighed...

''fordi du fortjener så meget mere end mig! Fordi du fortjener en du kan røre ved uden at hun flipper ud som jeg gør.''

Det var tydeligt at hun mente hvert et ord.

''du fortjener en der ikke lyver for dig, en der ikke har mistro til hvor vidt du kan være hende tro..'' hun så nu ned mens hun gik. Tårer løb ned af hendes kinder i en lind strøm.

''du fortjener kærlighed der er gensidig.. det kan du ikke få hos en morder..'' sagde hun bare og gik så bare hurtigere.

Da hun sgade som hun gjorde kunne han ikke lade være med at løbe hen til hende og holde hende fast... Han var ligeglad med om hun så det sådan han mente ikke han kunne få noget bedre end hende han ville ikke have nogen anden end hende... Vendte hendes ansigt mod sit eget...

''Lyssa alt det gør mig intet... jeg ved du elsker mig du har vist det flere gange... Ved altid at komme tilbage...''

Han var ligeglad om hun så forsøgte at flygte han ville holde hende fast... Han ville ikke lade hende gå når grunden ikke var værre end det...

''Jeg skulle aldrig have været dig utro... Du har grund til at betvivle mig på det punkt...''

En enkelt tåre gled ned af hans kind...

''Mit liv er intet værd uden dig... Så du er helt klart nok for mig... Om du så er morder det gør mig ikke noget... Så ved jeg du også kan beskytte mig...''

''du fatter det jo ikke!'' hun råbte sin frustration lige ud i hovedet på ham.
Hun prøvede bare at rive sig fri, men ligemeget hjalp det. Han var for stærk.

Hun kunne ikke engang modsige ham, hun kunne ikke sige mere. Hun så bare ned inden hun krøb ind i hans arme og gemte sig mens hun hulkede.

''Fint Lyssa... Hvad fatter jeg ikke?''

Han holdt hende bare ind til sig... Han var ligeglad om det så bare var et forsvar fra hendes side, eller om der var noget bag det... Men han var nød til at gøre det for at føle sig bare lidt god nok til hende...

hun hulkede bare, uden at vide hvorfor. Hun var så vred og frustreret at hun ikke kunne stoppe det.

hun prøvede at forklare, men hendes stemme druknede i gråden.

Han holdt hende bare og aede hende blidt over ryggen... han vidste ikke hvad hun sagde men regnede med at hun ville fortælledet når hun kunne...

hun hulkede bare videre, indtil hun ikke kunne mere. så var det som om hun var en ballon luften var gået ud af.

hun så på ham med blodsprængte øjnene.
''u-undskyld...'' hviskede hun da hun så hvor våd hans trøje var af hendes tårer

Han holdt hende bare hun havde da ikke noget hun behøvede at undskylde for, måske over for hende selv hvis hun havde overreageret men ikke overfor ham han elskede hende jo stadig...

''Det gør ikke noget... Men jeg vil gerne vide fra dig hvad det er jeg ikke fatter?''

Han så på hende varmt og alvorligt...

hun svarede ham ikke.
hun vidste det ikke engang selv.

hun så ned, i håbet om ikke at skulle svare

Han holdt hende bare... Han både hadede og elskede de her episoder fordi han troede på at det var godt for hende at komme ud med alting... At det ikke bare var rent og skær skidt...

''bare slap af...''

Han aede hedne over ryggen...