Stop flirting with my students! -Alex (Aigemfarrel) -

”Så der skete intet!” De sagde det i kor, hvilket fik det til at lyde som en sang, en meget mørk sang, fyldt med drenge. Deres lettelse, blev til klap på Joshs ryg og dem der blev en smule skuffet, gik væk fra Josh, mens de slæbte fødderne hen af jorde.

Alex åbnede vinduet og smed æblet ud, hun skulle til at kravle ud af vinduet da hun hørte en feminin stemme bag sig. Hun vende sit hoved lidt tilbage og smilte halvt til hene, hun lignede lidt en pind. Smalle hofter, en lille røv. Men hun var dog også pæn, den pæneste pige Alex havde set indtil videre.
Hun kørte sin hånd gennem sit hår og sad i vinduet, hende hvide kjole lyste op af solen, som når solen ramte sne. Alex’s røde læber lavede et lidt hånligt smil til pigen, hendes øjne var kolde. ”Ja, Alex er mig…” En pause kom da pigen spurgte om hun ville gå efter Lederen. Alex lukkede sine øjne og kiggede ud af vinduet, vand var under vinduet. ”Måske går jeg efter ham, hvorfor intressere det dig? Du regner måske med at duske ham?” Hun sukkede hånligt og trak på skuldrene. ”Han er jo også en pæn person, ikke sandt” Hendes øjne åbnede langsomt mens hun snakkede med en blid stemme, af en grund begyndte hendes hjerte at hamre. Hvorfor skete dette nu? Hun satte sin venstre hånd tæt på hendes hjerte ”Hvordan var hvad? Ham i sengen. Well han er stille, laver nogle lidt sjove lyde engang i mellem” Alex snakkede om når Josh engang i mellem mumlede i søvne, han snorkede ikke, derfor var han stille i sengen.
Men det kunne pigen jo ikke vide. ”Hvorfor stiller du anyways disse latterlige spørgsmål? Du er måske vantil at være den pige, drengene rendte rundt efter. Inden jeg kom?” Hun smilte halvt og kiggede væk fra pigen og ud i haven, den var flot og briserne var blide mod ens hud.

Pigen spærret overrasket øjnene op over alt det der fløj ud af munden på Alex. En stærk rødmen spredte sig over hendes kinder. "Jeg tænker aldeles ikke på Josh på den måde!" hvæste hun så godt hun nu kunne uden at stamme. "Jeg kunne aldrig finde på, at tænke sådan! Og bestemt ikke om vores leder, er du tosset?" Rødmen fortsatte med at sprede sig. Den var nu noget hende til ørene. En anelse fornærmet, vendte hun ryggen til hende og tog en dyb indånding, før hun vendte sig om imod hende igen og afslørede at rødmen fuldkommen var væk. Hvad hun sagde om Josh fik hende bare til at sætte hovedet en anelse på skrå. For at komme i tanke om noget andet, lagde hun armene på kors og klikkede kort med sin tunge. "Nej, jeg er ikke van til at være den pige drengene render efter. I dette palæ er der mange kønne piger, hvad får dig dog til at tro, at jeg er den de render efter?" Drilsk og en anelse hånligt prikkede hun Alex på næsen med sin lange pegefinger. "Du kan få lærlingene om din lillefinger, meeen, jeg kan se på dig. Det er ikke dem du vil have, du vil have en helt anden person... Har jeg ret?" Hun blinkede drilsk til hende. Det hvidblondte hår flagrede om hendes ansigt.

Alex stirrede ud i det gode vejr, solen stod endelig højt, det varmede hendes arm der var lidt ude af vinduet. ”Dine stemme får diig af en sær grund til at virke anderledes, så jeg tror ikke helt på det du siger” Hun smilte lusket og vende sit hoved mod pigen. ”Dine kinder er helt røde, du ligner en tomat” Alex begyndte at grine kært, hendes latter var som musik i ens øre. Hun satte en hånd på sin mave og lukkede sine øjne mens hhun grinte, hun var en af de personer. Der fik tåre i øjnene når hun grinte.
Hun tog en dyb indåndning, for at stoppe med at grine. Hun åbnede sine øjne og kiggede på pigen, da hun vende ryggen til hende. ”Du er bare spinkle, pæn i hvid… de fleste drenge elsker det, og intil videre er du den pæneste pige jeg har set her.” Hun nåede ikke at sende hende et smil, inden hun prikkede hende på næsen. Hvad skulle det til for? Hvorfor prikkede hun hendes næse, hendes ansigt virkede helt forvirrede inden hun kom med et ondt smil, lidt morderisk.
”Jeg kan ikke få dem om min lillefinger… den er for lille og de drenge er større end den.” Hun rejste sig op og gik mod pigen, i det hun sagde det, med at hun gik efter en anden. HVAD SKULLE DET TIL FOR!!
Hun greb fat i pigens kjole og svang hende rundt, hun pressede hende hen mod det åbnede vindue ”Du aner ikke hvad du snakker om?!” Hendes kinder var en smule røde, og et lille rødt skær kom frem i hendes øjne, hun lukkede sine øjne og smilte ondskabsfuldt. ”Du aner ikke hvad du siger.”
Alex skubbede pigen ud af vinduet, med ryggen mod jorden, så hvis hendes vinger skulle komme frem, ville de ikke kunne nå at rette hende op. Da der var vand under vinduet, faldt pigen ned i vandet. Alex kiggede ud af vinduet og smilte drilsk ”Hvordan er vandet?!”

Pigen troede at hun havde Alex i sin hule hånd. Tingene gik perfekt inde i hendes hoved lige nu. Hvorfor skulle de ikke også gøre det? Hun var sikker på at Alex ville bryde sammen lige om lidt og derefter forsvinde fra palæet. For hvad lavede en falden engel overhovedet her? Hun hørte ikke til her! Desværre for den naive engel, gik tingene ikke helt som planlagt og før hun kunne nå, at se sig som om blev hun skubbet ud af vinduet og vingerne nåede hun ikke at bruge. Med et højt plask ramte hun vandet. Et højt råben fra Alex, var ikke andet end en form for hvisken under vandet for hende...
Efter nogle sekunder kom hun op til overfladen, gispende efter vejret. I det hun var ved at kravle op ved den sumpede kant, kom Josh løbende hen ad gangen med Ghost ved sin side. "Alex!" Hans stemme rungede igennem korridoren. Han stillede sig nær hende og så ud af vinduet. Det overraskede ham på en måde ikke, at se en af de unge pige lærlinge, våd og smidt... ud af vinduet? Han så hen på Alex. De mandelfarvet øjne var et stort spørgsmålstegn. "Er du sød at forklarer mig, hvorfor en af lærlingene kravler ned ved kanten af søen?" Han spurgte så roligt som muligt.

Hvordan kunne sådan en lille engel som den tøs, lige tro at hun havde en som Alex i sin hule hånd. Alex kunne ikke andet end at smile i det hun stod og kiggede ud af vinduet, på den våde pige. Hendes makeup var løbet og fik hende til at se en smule ynkelig ud, Alex skulle til at råbe igen, da hun hørte Josh stemme runge igennem korridoren. Alex kiggede på ham fra sine øjne, hun vende ikke engang sit hoved.
Dette var den rigtige Alex, normalt ville hun have tævede tøsen synder og sammen, men af en sær grund. Kunne hun ikke få sig selv til det. Da Josh var ved hendes side, smilte hun kært ”Ellow Josh” Hun satte sig på hug og klappede Ghost blidt ”Hej ven, er du okaii? Efter at blive omringet på den måde” Hun smilte elegant og rejste sig stille op igen. Da hun hørte Joshs spørgsmål, fandme nej. Hun ville ikke forklare ham hvorfor hun gjorde det, hun gik hentil vinduet og lænede sig en smule ud af det ”Det var godt vejr, hun trængte til en dukkert…” Hun havde en lille pause inden hun begyndte at fnise blidt. ”Du virker ikke engang overrasket over det.” Hendes stemme var blid. Hun satte sin ene hånd på hans nakke og gled den langsomt ned af nakken til hans bryst kasse, hun kærtegnede nærmest hans nakke.
Hun smilte forførende, inden han kunne nå at gøre noget, skubbede hun ham væk og lænede sig helt ud af vinduet. Hun faldt ned i vandet med et plask, pigen der nede var kun lige nået at komme op, da Alex faldt i vandet. Da hun kom frem grinte hun, hun kørte en hånd gennem sit hår og grinte ”Vandet er fint nok, så hun bliver ikke syg hehe”

Ghost havde ikke noget imod at hun havde skubbet engelen ud af vinduet. Der var trods alt ikke sket hende noget. I stedet så den store ulv op på hende med sine gyldne øjne og logrede svagt med den store pjuskede hale. Josh derimod fortsatte med at kigge ud af vinduet. Det lå til at den unge lærlinge pige klarede sig. Hun var våd ja, men hun klarede sig og det var det vigtigste. Forvirret lod han en hånd køre igennem de brune lokker. Egentlig ville han gerne vide hvad der var sket, men det lod ikke til at Alex ville være så venlig at fortælle ham om det! I det han ville sige noget til hende, stillede hun sig nær ham igen og var næsten selv ved at falde ud af vinduet. Da han ville række ud efter hende, kom hun ham i forkøbet ved at lægge sin hånd om nakken på ham. En nysgerrig hånd der derefter gled ned af hans brystkasse. Forvirret løftede han på et øjenbryn over det hun var i færd med... Forsøgte hun... han nåede ikke at tænke færdig, før hun rent faktisk lod sig falde ud af vinduet og ramme vandet.
Hvad i alverden var hun for en?
Han kunne dog ikke andet end at grine over det hun råbte. Denne falden engel var noget for sig selv. Pigen oppe på kanten syntes dog tvært imod at det var sjovt! Hun sad og pressede vand ud af sit lange, lyse hår og kiggede fra Josh til Alex. Da Josh kom til at læne sig for meget udover vinduets kant, skubbede Ghost drilsk til ham, med det resultat at Josh landede nede i vandet sammen med Alex. Så snart Josh var oppe ved overfladen, kiggede han sig forskrækket rundt. Det varede dog ikke længe før han brød ud i en kærlig latter.

Hans ansigtsudtryk da hun kærtegnede hans nakke var fantastisk, det lidt forvirrede blik og det løftede øjne bryn fik hende til at smile. I det hun landede i vandet svømmede hun lidt hen imod pigen, hun plaskede vand på hende og grinte venligt ”Se det var ikke så forfærdeligt, var det.. men næste gang, så fjern næsen fra mine sa…” Hun nåede ikke sige mere, da Josh faldt i vandet. Hun løftede sine hænder op foran øjnende og grinte endnu engang. DANG, hun havde ikke nået at se hans ansigtsudtryk da han faldt. Hun klappede sine hænder og kiggede op mod vinduet ”Så er det bare dig Ghost!!” Hun råbte det op til ham, som om hun kunne snakke normalt med den, og den forstod hende. Hvem ved, måske gjorde den.
Hun svømmede mod Josh og plaskede hurtigt vand ind i hovedet på ham ”see~ det var ikke slemt, du er for alvorlig nogle gange.” Hun grinte blidt. I et kunne man høre de lidt forskellige stemme omkring dem, nogle af pigens veninder var kommet løbende med et håndklæde til hende og et til Josh, da de så at han var faldet i. Alex kiggede en smule rundt og kunne ikke andet end at grine lidt.

Pigen veg bare tilbage fra Alex da hun sprøjtet vand efter hende. Der var ingen tvivl. Fornærmelse og ydmygelse var tydelig at se i hver en panderynke. Da hendes veninder kom med en håndklæde til hende, rejste hun sig op og tog imod det, med et svagt smil på læben.
Josh grinte over at Alex kastede vand efter ham. For at drille hende igen, kastede han også vand efter hende og kiggede kort op imod vinduet, for at se om den stolte ulv nu kunne finde på at hoppe i. Dog havde Ghost ikke tænkt sig at hoppe i. I stedet forsvandt den smukke ulv fra vindueskarmen og lod dem være sig selv nede i vandet. Den skulle ikke nyde noget af det. Josh grinte en sidste gang, før han kastede lidt vand efter Alex og svømmet hen imod kanten. Med et var han oppe på land igen og tog taknemmeligt imod det håndklæde de var kommet med til ham. Han tørrede sit hår og lidt rundt på sin krop. Derefter rakte han det til Alex. Hvis hun da ville tage imod det.

http://www.iphotoscrap.com/Image/040/1224433009-m.jpg <-- fandt dette billede XD som passede perfekt til alt

Alex kiggede på pigen i det hun trådte væk fra vandet. Alex smilte morderisk til hende, hendes blik var ondt, som om at hun ville rive hovedet af pigen. Normalt ville en person med så uskyldigt et ansigt ikke, kunne virke så skræmmende, Alex var dog en undtagelse.
Hun vende sig derefter om og kastede vand på Josh. Hun fniste i det Josh kastede vand imod hende, da han svømmede mod kanten, opdagede hun det misfornøjede blik af pigen, som stadigvæk var rettet mod hende. Hun kunne ikke andet end at rakke tunge af hende, da Josh var ved hendes side. hvis hun virkede skræmmende og Josh så det, ville han så ikke frygte at hun ville dræbe en eller anden.
Et suk slap hendes læber, inden hun svømmede mod kantet, hun lagde sine arme på kantet af vandet og kiggede op på Josh. Hun satte sit hoved på skrå i det han rakte håndklædet ud til hende. Et kærligt smil kom frem på hendes læber, hun sprang op af kantet og tog imod håndklædet, hun begyndte at tørre sine hår spidset. Hun fniste en smule, i det hun sagde med en blid stemme ”Nu gider du dele håndklæde med mig hehe” Hun drillede ham lidt, i det hun sagde det.
Nogle af de små løb rundt omkring i haven, hvilket gjorde at man kunne høre deres små barnlige glædes skrig, når de legede fangeleg. Alex kiggede rundt, mens hun tørrede sit hår. ”Hvordan har du lige råd til dette? Eller, det måske ikke dig der betaler” Alex vende sit nysgerrige blik mod ham, hendes brune øjne lyste nærmest op, solen ramte endes hvide kjole. Hvilket fik vandet til at ligne diamanter, men på samme tid kunne man også se igennem den. Hun tænkte dog ikke rigtig over det, hun havde dog set at den anden piges kjole var gennemsigtig, men lagde intet i det.

Morgen maden var også blevet pakket væk efter lidt tid, hvilket gjorde at folk var begyndt at komme ud i haven. Alex kiggede op mod vinduet engang i mellem, en smule skuffet over at Ghost ikke hoppede ud af vinduet. Det kunne dog have set fantastisk ud, men hun skulle nok få Ghost i vandet eller bare gøre ham våd en eller anden dag. Hun rettede sig op, da hun var færdig med at tørre sit hår. Hun kørte en hånd igennem hende ulet og stadigvæk fugtige brune hår.
Den samme person som gav Josh en gnubbende næve i hoved bunden, kom løbende mod Josh. Han var en smule kendt for at lave ballade, ikke stjæle. Men mere kendt som skørte jægeren, han så dog ikke ligeså godt ud som Josh, men han have langt mørkt hår og krystal klare blå øjne. ”Hey Josh, Caleeb spørger efter di-dig..” Han stammede i det hans øjne blev placerede på Alexs gennemsigtige kjole. Han stirrede en smule på hende, hvilket fik hende til at ligne et spørgsmåls tegn. man kunne se hans øjne køre ned over hendes krop, hendes kinder blev røde og et EH! slap hendes læber, hun satte håndklædet op foran sin krop. hendes ansigt var blevet helt rødt, hun kunne føle blodet køre op i hendes kinder, hendes hjerte bankede hårdt i hendes bryst. PINLIGT! normalt var hun ligeglad med sådan noget, men når hun ikke var klar over det. virkede det mere akavet og pinligt.
Hun trådte lidt tilbage så hun stod tættere på vandkanten, hun kunne føle den mudrede jord under hendes fødder, hvordan den sugede hende stille ned. en lidt klam følelse. Hun vende sit hoved den anden vej, hendes pande hår dækkede lidt af hendes øjne samt hendes ansigt, men det var stadigvæk tydeligt at hun rødmede.

((Eftersom vi har haft et emne over mobil, da jeg var længe væk, er det meget underligt svar der kommer her xD Hvis... der altså overhovedet er nogle som følger med i dette emne, hvilket jeg ikke tror der er, så hvorfor skriver jeg overhovedet dette.. I'm kind of crazy xD? Nå, videre til emnet ^^ ))

Josh bed sig tøvende i underlæben, så spørgende hen på Alex, som et direkte spørgsmål om pigen foran talte sandt eller falsk. Pigen derimod stod foran ham, trippede frem og tilbage på sine fine fødder, imens hun ventede på, at se Josh reaktion. Hendes øjne borrede sig ind i Josh, tvang ham til, at se om på hende igen. De mandelfarvede øjne var oversvømmet af forvirring. Det kunne da ikke passe kunne det? Reaktionen på Alex viste, at det umuligt kunne være sandt. Tøvende trådte Josh et skridt bagud. Han så skiftevis fra Alex til pigen.
"Jeg.. Jeg beklager, jeg kan intet huske... Og hvad Alex reaktion at dømme, var det du lige fortalte mig ikke sandt," Et kort svagt smil blev sendt den unge engle pige, før han vendte ryggen til hende og kiggede sig omkring. Endnu engang så alle på ham. Deres blikke var som myggestik... De generede ham på så mange måder!
Han placerede armene på kors over brystet, i et form for skjold, for at holde alle de blikke ude. Utilpas søgte han rundt efter et sted hvor folk ikke ville glo på ham... Det varede kun kort, han nåede ikke rigtig at bevæge sig, før rådgiveren kom hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. Straks gav hun sig til at oversvømme ham med alle mulige forskellige ord.. Hendes stemme overdøvede den irriterende stikken fra lærlingens øjne... Kunne de ikke bare lade ham være i fred!? Han skulle nok selv finde ud af tingene! Efter nogle minutter med hendes hånd på hans skulder, slog han den til sidst væk og trådte et skridt væk fra hende, for at skabe sig et pusterum. Han så hen på Alex.. De mandelfarvede øjne bad et kort sekund om hjælp. Det varede dog kun kort. Han adskilte sine læber og sagde noget, der fik rådgiveren til at spærre øjnene overrasket op. "Jeg ønsker kun Alex fortæller mig hvordan tingene hænger sammen," Han så hen på Alex, lod deres øjne mødes i nogle sekunder. "Jeg stoler underligt nok allerede på hende,"
Rådgiveren stod et kort øjeblik med åben mund og lignede et stort spørgsmålstegn. Det kunne ikke passe, ønskede han virkelig kun den faldne til at hjælpe ham? Hun tog en dyb indånding og så derefter hen på Alex. "Som lederen ønsker," Hun smilede skeptisk til hende.

Alex stirrede på pigen der lige havde sagt at Josh og hende var sammen, hun fattede ikke at den tøs turde sige sådan noget. Især hvis Josh nu allerede havde fået sin hukommelse tilbage! Alex opdagede næsten ikek at Josh hele tiden kiggede op på hende, hvilket kun gjorde hende overrasket over den måde han svarede på.
Efter hende reaktion? Så hun havde lavet en grimasse til pigen, stille kiggede Alex væk. Det var ikke meningen, at hun skulle være så overrasket foran andre. Alex sendte dog hurtigt sit blik mod Josh endnu engang, da han valgte at vende ryggen til lærlingen. Hun kiggede stille omkring sig, alle de blikke på Josh. Hvorfor stirrede de sådan på ham, det plejede de ikke at gøre. Det var også tydeligt at han hadede det, så hvorfor blev de ved?
Stille åbnede Alex sin mund, i håb om at hun kunne berolige ham lidt. Dog nåede hun ikke at få et ord ud, inden Rådgiveren havde grebet fat i Joshs skulder. Alex trådte stille til side, hun huskede godt at hun havde været lidt led mod Rådgiveren. Da hun var fuld, hvilket kun gjorde at hun havde svært ved at kigge på hende.
Hun kiggede med triste øjne på Josh, i det han sendte hende et blik som nærmest skreg efter hjælp. Knugede hun om bogen i hendes arme, hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bare bede Rådgiveren om at skride. Det ville kun skabe flere problemer! Hun klemte sine øjne sammen, stille trådte hun frem og greb uskyldigt fast i Joshs ærme, det var lidt det eneste hun kunne komme i tanke om at gøre. Hvilket selvfølgelig ikke var nogle stor hjælp.
Hendes øjne åbnede sig med et sæt, da hun hørte hvad han sagde. Han stolede på hende? Hvorfor stolede han på hende, hun var falden og havde joket med at hun var hans storebror i en kvinde krop. Stille rettede hun sine øjne mod Josh, de lyste nærmest op. Den blide brune farve i hendes øjne var fantastisk. Hun vendte sit blik mod Rådgiveren og rækte tunge af hende, da hun så det skeptiske smil.
Hun skulle nok få Joshs hukommelse tilbage, koste hvad det vil! Så, sådan en stor snuede person som hende, skulle ikke komme her og håne hende.

Rådgiveren forlod dem ligeså hurtigt som hun var kommet. Hvis det nu skulle ende galt, var hun klar til at beskytte sin leder og få den faldne engel sendt af vejen. Ikke nok med, at hun havde forurenet mange af drenge lærlingene, nu skulle hun også til, at ødelægge deres leders sind. Det ville blive over hendes lig! Med sine lange, glatte ben, gik hun igennem gårdpladsen og bad alle lærlingene om, at give Josh lidt plads, indtil tingene faldt på plads igen. Lærlingene nikkede hver især og fortsatte med det de havde været i færd med til at begynde med.
Josh åndet lettet ud, da alle blikkene der havde lagt på ham, nu langsomt forsvandt igen. Med et stort smil på læben, kiggede han hen på Alex og satte hovedet en anelse på skrå. "Jeg håber det at stole på dig er det rigtige at gøre," han grinte lavmælt. Et grin der ikke var hånligt på nogen måder, snarer nervøst og kært. "Så, hvad er det første du syndes jeg skal vide?" Det første? Han skulle sikkert vide en hel del! Tænk, alle de ting han havde glemt! Minder, venner og familie! Listen var lang! Eller, han kunne da håbe, at den ikke ville være så lang igen. Nervøst kløede han sig i nakken.

Da rådgiveren gik fornærmet væk, åndede både Alex og Josh lettede ud, hun kunne ikke klare Rådgiveren og så vidt hun kunne mærke. kunne Rådgiveren heller ikke klare hende, hun slap hurtigt hans ærme igen og trådte stille tilbage fra ham, hvad havde hun lige gang i?! hun rystede på hovedet i det hun opfattede at alt hun gjorde var enligt at gemme sig bag Josh, når han havde brug for hjælp.
Hun tog en dybindånding og kiggede op på Josh. "De ting du burde vide... uhmm først, du er leder på denne uhmm skole?" Hun kiggede rundt, hendes øjne var blide og en smule forvirret. hvad skulle hun også lige kunne fortælle ham, så meget havde han heller ikke delt med hende. ikke nok til at hun ville kunne forklare ham alt, ihvertfald.
"Dit navn er Josh, det tror jeg at jeg har nævnt... oh oh, du er vild med en ved navn Allyson, som ikke rigtigt gengælder din kærlighed... eller, sådan forstod jeg det." Hun kløede sig lidt i baghovedet, hendes kinder blev en smule røde af nervøsit.
"Udover det, så har du en bedste ven som hedder Caleeb, jeg ved ikke rigtig hvor han er..." Hun rystede på hovedet og knyttede sin hånd. hun satte sine knyttede næve foran hendes mund og stod som om hun ville slås. "Det kan være ligemeget... jeg skal nok få din hukommelse tilbage Josh, stol på mig..." Hendes øjne lyste op af selvsikkerhed, bogen hun stod med i sin anden arm. skulle nok kunne forklare hende hvordan det hele fungerede, hun var sikker på det.
Hun så ret kær ud, med de gylden brune øjne som skinnede klart på grund af solens stråler og det med at hun var så lille, gjorde hende mere kær at se på. hun var en smule svær at tage seriøs, mest fordi hendes kinder var røde.

Leder på denne skole. Det fik ham til, at se sig omkring og først nu gik det op for ham, hvor stor dette sted egentlig var. Var han virkelig leder over dette? Vent, leder, over hvad helt præcist? Efter at have set sig omkring, så han hen på hende igen. "Hvad er det helt præcist jeg er leder for... eller, er jeg bare en form for direktør på en skole?" Det sidste kom ud som en lav mumlen, eftersom han ikke kunne forestille sig selv være direktør på en skole. Men, nu kunne han jo heller ikke helt præcis huske hvem han var. Nogen ting kunne han da godt mærke på sig selv... Det var svært at forklare!
Han lyttede til alt andet hun havde, at sige imens de gik op langs havens sti lavet af små gyldne sten. Til det med at han var forelsket, men at hun ikke gengældte det, gav ham et lille stik i maven og så ned i jorden. "Er jeg da en forfærdelig person siden hun ikke gengælder det?" Et skævt smil dannede sig på hans læber. "Eller, har hun en anden.. Undskyld, det skal du ikke svare på, lad os starte med at få tingene om dette sted på plads,".
Ghost fulgte dem side om side. Af en eller anden grund, følte Josh sig rolig sammen med Alex og han kunne lide, at tilbringe tiden sammen med hende. Hvert et ord hun fortalte ham, lyttede han nysgerrigt med på imens han så sig omkring. De næste ord der flød ud imellem hendes læber, fik ham til at smile ømt og en anelse genert. "Tak, jeg er glad for at du vil hjælpe mig Alex,"
Da de kom til et værelse, der var Josh værelse, havde han en stor trang til at åbne døren og gå derind. Forsigtigt tog han fat i håndtaget og trykkede det ned. En svag bølge af minder skyllede ind over ham ved synet af værelset. "Er.. dette værelse mit eller?" Han lignede et stort nysgerrig spørgsmålstegn.
Pludselig rungede ind hamren ind i rummet. Et brøl hørtes og Josh nåede knap nok, at blinke før en dæmon var over ham med sine massive krop, der tvang ham ind i muren. Dets gyldne øjne borrede sig ind i hans sjæl. Af ren reaktion, skubbede Josh til dæmonen med alt sin styrke, kun for at opdage, at det faktisk virkede og dæmonen røg nogle meter væk fra ham. Forskrækket kiggede Josh på sine hænder. Var det virkelig ham der skubbede dæmonen væk?
Dæmonen fnyste irriteret og så derefter hen på Alex med et lumsk grin på læben...

Alex løftede blidt på skulderne over hans sprøgsmål, hun anede ikke rigtig hvad han var. han var en Leder, ikke som en direktør på en skole, men bare en leder. men hvordan skulle hun lige forklare ham det. Hun krammede bogen, mens de gik rundt oven på de gyldne sten, man kunne høre stenene kradse op af hinanden, for hvert skridt de tog. Da han spurgte om han var en forfærdelig person stoppede hun op og kiggede en smule surt på ham "PÅ INGEN MÅDE! hun er den forfærdelige person, du er super rar, tænker mest på andre folk og sætter folks følelser før dine egne. tro ikke sådan om dig selv." Hun kiggede ind i hans smukke brune øjne, hendes gylden brune øjne lyste en smule op, da solen ramte dem perfekt.
Havde hun en anden, sikkert. men det vidste Alex jo ikke rigtig om hun havde, men hun var ret sikker på at denne person havde måske en anden et andet sted. hun sagde dog intet, da han ikke ville have at hun skulle nævne det. langsomt begyndte de at gå videre, det meste af tiden hvor de snakkede sammen. holdte Alex blikket på stien. hendes kinder blev en smule røde da han takkede hende, for at hjælpe. hun følte nu ikke at hun som sådan hjalp ham på nogle måde, men det fik nærmest hendes hjerte til at stoppe. hun kiggede op på ham og sendte ham et elegant smil.
Alex smilte kærligt, da han virkede ligeså nysgerrig som hun gjorde, da hun første gang så Joshs værelse. hun nåede dog ikke at sige nået, før en enorm dæmon kom frem og hamrede Josh ind i væggen. hun tabte bogen i chok over at se denne dæmon igen.
Dette var ikke deres første møde, hun satte hurtigt sine hænder op da dæmonen lagde de forfærdelige gyldne øjne på hende. "Ivan. dit navn er stadigvæk ligeså klamt som dit ansigt." Alexs stemme var kold, men hendes ben rystede. hun kunne umuligt vinde en kamp mod denne dæmon, han var stærk og havde flere gange tævet hende. det var som om han kun kom til hende, når han kede sig og følte for at tæve nogle.
"Alex, min kære... du er stadigvæk den so som jeg mødte første gang" Hans stemme var mørk, den skar nærmest ind i ens sjæl, inden han selv var færdig med at tale. fløj han nærmest over gulvet og gav et velplacerede slag ind i Alexs mave, hun fløj tilbage ind i væggen. blod dryppede ned af hendes læber, inden hun kunne nå at falde til gulvet. havde dæmonen grebet fat i hendes hals. hendes øjne var blevet grå, fra slaget. det slog hende næsten ud, selv hendes ribben var med sikkerhed brækket. han hev en sprøjte frem og satte nålen ind i hendes nakke. et lavt smertes støn slap hendes læber, en orange masse blev presset ind i hendes blod. hun følte den strømme gennem hendes blod, den var kold og ubehagelig. "Hvad har du gang i Ivan... Du gider måske ikke at k.." Hun nåede ikke sige mere, inden han klemte om hendes hals "I dag, kom jeg fordi min kone døde... hun brokkede sig, du ved hvordan jeg har det med folk der brokker sig" et ondskabsfuldt smil kom frem på hans læber, mens han stille og roligt klemte hårdere og hårdere om hendes hals, hun placerede sine hænder på hans arm og sparkede med benene. et lavt hjælp kunne næsten ikke sive ud af hendes mund. blod kørte stille ned til hendes hage.

Ghost knurrede højlydt af dæmonen. Med en hver muskel spændt i sin krop, sprang den massive ulv hen imod dæmonen og snappede ud efter ham. Desværre lykkedes det dæmonen at ramme Ghost nær kæben, så den massive ulv måtte trække sig ydmygt tilbage. Den lagde sig kort i hjørnet for at heale sig.. Bare nogen minutter.
Josh vrissede irriteret over dæmonen. Hvem troede han lige, at han var!? Før han kunne nå at stoppe sig selv, var han henne ved dæmonen og havde grebet ham hårdt fat i nakken. Det var vreden og archangels had til dæmoner der styrede hans krop lige nu. "Slip hende," var det eneste han formåede at sige til væsnet under hans greb. I stedet for at slippe hende, strammede dæmonen bare grebet om halsen på hende.
Dumt.
"Jeg sagde slip hende!" råbte Josh højt. En stråle af hvid lys skar nu igennem rummet. Elonadaslys var en kraftig energikilde man ikke skulle spøge med. Specielt ikke når det galte Josh vrede.
Dæmonen blev med det samme blændet af lyset og slap Alex hurtigt igen. Det stærke væsen nåede knap nok at røre en finger, før Josh havde trukket ham helt væk fra Alex og op af en mur, hvor han havde et stramt greb om halsen på ham. Han så ham i øjnene... Langsomt blev de mandelfarvet øjne hvide og skærende. Det var hans evne til at fremkalde andres frygt der ville frem. "Hvad vil du med hende? Hvad var det du gav hende!?" han hamrede dæmonens baghoved ind i muren.

Da grebet blev strammet endnu engang om Alexs hals, kom endnu et lavt smertes støn fra hendes læber, hendes ben holdte næsten op med at sparke og hendes arme blev svage. luft! hun havde brug for luft, ville denne dæmon virkelig dræbe hende denne gang?!
Inden hun nåede at slippe hans arm, kom en enorm stråle af lys frem, hendes øjne var dog lukket. men hun kunne nærmest mærke varmen fra lyset, af en sær grund. grebet blev løsnet og hun faldt til gulvet, hun gispede efter vejret. hun lå på gulvet, stille placerede hun sin rystende hånd på hendes nakke. hvad gav han hende?!
Hun vendte blikke mod Josh, så stærk havde hun ikke set ham. den anden gang smed han kun en dæmon ud af vinduet, han viste ikke at han havde så stærk en kraft inde i sig. hendes blik blev stille sat hen mod Ghost, hendes øjne var triste. var Ghost okaii?
Dæmonen smilte ondskabsfuldt mod Josh "Hvad jeg ville med hende? bare have det sjovt. du finder selv ud af hvad jeg gav hende, bare vent i omkring... to sekunder mere" Hans stemme var ond, de hvide øjne gav ham kuldegysninger, hvad lavede Alex også lige med en Archangel!?
Dæmonen drejede på en ring, på hans finger. ud i et, blev han til sand i Joshs hånd. en ond latter rungede gennem korridoren. man kunne stadigvæk mærke hans tilstede værelse, men den forsvandt hurtigt da han var helt væk. han var klog nok til at forsvinde, når Josh nu kom frem med Elonadaslys! dæmonen var ikke forberedt på det, hvilket var den eneste grund til at han stak halen mellem benene

Ghost rejste sig vaklende op og så sig omkring. Den skulle lige bevise, at den sagtens kunne klare dette og var klar til, at stå bag ved Alex og Josh endnu engang. Hurtigt luntede han hen til Alex og puffede spørgende til hende. De gyldne øjne havde en svag flamme af bekymring i sig.
Josh ville have slået dæmonen, ladet alt sin vrede gå udover ham, men nåede det ikke før han var sand i hænderne på ham. Sandet forsvandt imellem hans fingre og en latter var det sidste tegn på dæmonens tilstedeværelse. For at berolige sig selv, knyttede Josh en af sine næver og så derefter hen imod Alex. Hurtigt var han på hug henne ved hende. "Klarer du dig?" Han så bekymret på hendes ansigt, en af hans varme hænder strøg hende forsigtigt nær læberne hvor hun blødte. Bloddråben fjernede han med et svagt smil på læben. "Noget siger mig, at han ikke ligefrem var en ven... hvor kender du ham fra?" Imens han spurgte hende om spørgsmålene, hjalp han hende op at stå ved at støtte hende. Tanken om det dæmonen havde sagt inden han forsvandt, kørte rundt i hovedet på ham.. Havde han sprøjtet noget giftigt ind i hende? Ville hun få brug for noget specielt medicin? Med rolige og forsigtigt bevægelser, hjalp han hende hen på sengen, hvor han endnu engang så på hendes sår ved læberne og halsen...

Alex smilte kærligt til Ghost da den puffede til hende, de smukke gyldne øjne fik hende til at køre sin hånd gennem dens pels "Så så Ghost... ikke være bekymret, du slog dig jo også" Hendes stemme var blid, men man kunne sagtens høre smerten i hendes stemme. da Josh satte sig på hug overfor hende, forsøgte hun at skjule smerten mere med et lavt fnis "Jeg er okaii, min Far slog hårdere end det der" Hun smilte kærligt til ham, med blodige læber. hun kunne nærmest føle det stas inde i hendes åre, hvordan det påvirkende hendes følelser, ikke på en trist måde. men hun kunne ikke rigtig tænke klart.
Hendes ansigt blev rødt da hun følte hans varme hånd der strøg over hendes bløde læber. hun blev stille og følte nærmest hendes hjerte der sprang et slag over, pokkers dig Josh. hvorfor skulle han også lige være så rar mod hende!
hun mærkede stille hvordan han forsigtigt hjalp hendes op på benene. af en sær grund kunne hun næsten ikke mærke smerten af de brækkede ribben, hvilket betød at det stof dæmonen gav hende. var smertestillende?? Alex hørte hans spørgsmål, hvilket bare fik hende til at trække på smile båndet.
"Min far betalte ham for at slå mig ihjel engang, men han gav ikke nok til at han gad at dræbe mig. så han dræbte min far, tog hans penge og tævede mig synder og sammen" Hun sagde det på en glad måde, så det nærmest var svært at vide hvordan man burde reagere på den måde.
Da hun blev sat på sengen, kiggede hun på Josh med blide øjne. et sus kom gennem hendes krop, da han kiggede på hendes hals. hun greb fat i hans arm og trak ham ned i sengen, hun stillede sig på fire over ham. med lidt forvirrede øjne kiggede hun på ham "Har du overhovedet nogle følelser for mig, bare en smule.... jeg ved du har mistet hukommelsen, men kom nu Josh" Hendes stemme var ivrig efter at vide det. "Du har set mig i undertøj, i en gennemsigtig kjole.... og da jeg kyssede dig første gang, var det jo heller ikke fordi du kæmpede for at få mig væk" Hendes stemme var lav og hendes ansigt blev en smule rødt. hun ventede mest bare på at høre hans svar, gid han huskede det. hvis han ikke huskede det ville hun virke som den største særling, hun klemte sine øjne en smule sammen og satte sig på hans hofter, hun vejede intet. så det gjorde ikke rigtig ondt at hun sad der.

Det lå til, at hun var hårdere såret end han lige troede. Langsomt var der ved at danne sig blå mærker på hendes hals. Før han overhovedet nåede at tjekke om hun var mere såret, trak hun ham ned på sengen og inden længe lå hans ryk på den bløde seng, imens han forvirret så op på Alex, der havde placeret sig på alle fire over ham. Lige kunne Josh sikkert minde om et fortabt dådyr fangede i et par billygter. Han turde ikke rigtig rykke sig, i frygt for, at han ville skade Alex, trods alt havde hun slået rigbennet. Han slugte. Adamsæblet bevægede sig hurtigt op og ned igen. "Alex.. jeg.. jeg kan intet huske, jeg beklager," Han så op i hendes øjne. De mandelfarvet øjne lignede noget der kunne have siddet fast på en forskræmt hundehvalp et kort øjeblik. Hurtigt ændrede han det dog igen. Svagt bed han sig i underlæben. "Vi må finde nogen der kan heale dig, du er meget såret Alex," Han forsøgte at ændre emnet..
Vent, havde de kysset og havde han set hende i undertøj!? Hvad pokker havde han haft lavet!? Forsigtigt forsøgte han, at rykke sig en smule væk under Alex, med det resultat at han bare kom til, at lægge en smule mere skævt. En person med et skadet rigben lå over ham.. Rykkede han sig for hurtigt eller skubbede hende væk, ville hun bare komme mere til skade..

Alex Lænede sig en smule forover, i det han beklagede, for at han intet kunne huske. som sådan var det jo ikke hans skyld, den skide lærling skulle have været mere forsigtig. Hendes øjne var langsomt begyndt at blive grå, hvergang han rykkede en smule på sig. blev hendes øjne mere trist og mere uskyldige, som en hvalp der havde gjort noget forkert og forsøgte at chamere sig uden om med de store brune øjne.
Da han forsøgte at skifte emne, lukkede hun sine øjne. af en sær grund kunne hun høre en ond latter inde i hovedet, på samme tid kunne hun heller ikke forstå hvad der skete med hendes krop. de brækkede ribben gjorde ikke ondt, ingen smerte i hendes krop. DOG kunne hun ikke rigtig styre sin egen krop, da hun lænede ned. stoppede hun ham i at skifte emne, ved at presse sine bløde læber mod hans. hendes hænder kørte langsomt ned af hans bryst, langsomt knappede hendes tynde fingre hans skjorte op.

Hun svarede ikke på han sagde. Det bekymrede og fik ham til at krumme tæer. For ham var det aldrig et godt tegn, hvis en person ikke svarede på det man lige havde sagt. Eller, sådan havde han det i hvert fald. I den korte stilhed der var, så han hen imod døren og overvejede kort, at råbe efter nogen der kunne komme og tjekke til Alex's sår. Desværre forsvandt den tanke så snart hun placerede sine læber på hans. Overrasket spærret han øjnene op. Hvad lavede hun dog!? Hun var såret! Hun skulle heales! I et forsøg på, at stoppe hende i at kysse ham, drejede han hovedet og først der gik det for ham, at hun var i færd med at knappe hans skjorte op. "Alex, du skal heales hurtigst muligt, hvad laver du?" En kraftig rødmen spredte sig på hans kinder. Det var ikke lige det han havde regnet med hun ville.. Hun var såret for pokker! Vent.. Kunne det være.. væsken? "Alex, vent, du vil ikke det her! dæmonen styrer dig!" Han forsøgte at tale noget fornuft ind i hende, imens han forsigtigt rykkede han under hende.

Hendes øjne åbnede sig stille op, da han vendte sit hoved væk. deres læber blev adskilt hurtigt. Hendes øjne var tomme, nærmest grå. hun kunne ikke længere tænke klart over tingene, inde i hendes hoved. sad hun i et tomrum, lænket fast til gulvet. med en skikkelse foran sig, der langsomt styrede hver eneste bevægelse.
Hans stemme rungede i hendes hoved, men intet svar kom af det. stille placerede hun sine læber på hans nakke og kyssede stille ned til hans skulder, hendes fingre fik hurtigt knappet hans skjorte op. stille kørte hun hendes varme hænder rundt på hans bryst kasse, til hun derefter kørte dem med en rolig bevægelse ned til hans bukse kant.
Hendes kys var varme og bevægede sig ned på hans bryst, stille kørte hun nærmest ned til hans mave. mens hun langsomt åbnede hans bukser! Hvad havde hun gang i? hvorfor kunne hun ikke stoppe, Josh kunne intet huske omkring hende! hvilket betød at hans indblik på hende ville blive dette?! I hendes hoved skreg hun, men hendes krop bevægede sig stadigvæk.
Selvfølgelig var det den sære væske, men hvorfor valgte en Dæmon lige at give hende en væske, der kunne styre hendes bevægelser... OG HVORFOR FIK HAN HENDE TIL AT GØR DETTE MOD JOSH!!!

Hvad havde hun gang i!? Det var altså ikke tidspunktet til dette! Specielt ikke når hun var såret og han havde hukommelsestab! Han ville sige noget til hende, forhindre hende i, at fortsætte. Hendes bløde ramte pludselig hans hals og fik ham kort til at sitre. Hvad pokker, var det et ømt punkt? Han rystede på hovedet. Nej, han kunne ikke nyde det! Nej! Øjnene havde han af en sær grund klemt helt sammen. De blev dog åbnet med et sæt, ved følelsen af et par drillende fingre nær hans buksekant. Igen blev ordene kvalt i munden på ham da hun begyndte at kysse ham ned af kroppen. "Alex stop!" Den altid så rolige stemme var nu forvandlet om til, at være hæs og fyldt med forvirring. Han lagde hurtigt sine egne hænder ovenpå hendes der var i færd med at knappe bukserne op..
Til deres begge to held, kom Caleeb ind af døren. På vejen ind havde han det største smil på læben, det forsvandt dog ved synet af de to skikkelser på sengen. "Øhm.. Forstyr jeg.. i noget?" Han så fra Josh til Alex. De svagt blege kinder blev en anelse røde. Det havde ikke været meningen at forstyrre i noget!

Farven i Alexs øjne kom frem i et split sekundt, da Joshs hæse stemme skar gennem hende. hun stoppede med at kysse hans krop, hun følte hans hænder på hendes. da hun fik sat øjnene på hans hænder, sprang hun væk i et sæt! Hun kunne bevæge sig igen? betød det at det hele var ude af systemet, måske virkede det ikke i særlig langtid? Tænkte hun, til hun opdagede at Caleeb stod i døren.
Hvor langtid havde han stået der? havde han set alt det hun havde gjort mod Josh!? Hendes øjne blev paniske, hendes kinder blev blod røde. hun følte sine ben ryste, hvor pinligt! hvorfor skete dette! FORBANDET DÆMON Skreg hun inde i sig selv, dog da hun skreg det. Kom en sitrene følse op i hende, hun satte sine arme omkring hendes mave og et lavt smertes støn slap hendes læber. få skæve skridt blev taget hen mod Caleeb, inden hun faldt på knæ. smagen af blod kom frem i hendes mund, stille førte hun sin venstre hånd op til hendes mund. blod? det var dog en smule orange, måske var det stoffet som var i hendes blod, som kom ud nu?
Hun kunne ikke få nogle ord ud af sin mund. ud i et, tog hun fat i Caleebs bukse ben, mens hendes anden arm holdte om hendes mave. det skete igen, hun kunne ikke mærke smerten igen. måske var hun ved at besvime af smerten eller også var dæmonen stadigvæk ved kontrolen.