Stop flirting with my students! -Alex (Aigemfarrel) -

Caleeb forstod ingenting af det der var ved at ske. Bare tanken om, at han kunne have afbrudt dem i noget, fik blodet til at fylde hans kinder til randen. I det han ville forlade rummet igen, satte Alex sig på hug foran ham og hev ham i buksebenet. Ved mundvigen kunne han ane blod. Hvad pokker skete der? Han satte sig på hug foran hende. "Alex?" Den bløde engle stemme var som violinspil.
Josh svang benene ud over sengen. Bekymret så han hen på Alex. De måtte have det stads ud af hende og det skulle være nu. Hvad nu hvis det kunne skade hende alvorligt? Imens Caleeb tjekkede om hun klarede den, knappede han bukserne, som Alex havde været hypnotiseret til, at knappe op.
Caleeb fortsatte med, at tjekke til hende og efter nogle sekunder, forsøgte han at hjælpe hende op at stå. Med et blidt smil på læben spredte han sin beroligende engle aura ud i rummet. Han så kort hen på Josh, der bare satte sit hoved spørgende på skrå. Trods alt kunne han ikke huske Caleeb.. Han havde dog en fornemmelse om, at denne fyr var den bedste ven Alex havde fortalt ham om.

Smerten forsvandt, i det Caleeb satte sig på hug overfor hende.
Den bløde stemme, som nærmest kunne få en hver pige til at falde i spåner.* Alex * Var det eneste ord der blev sagt i den smertefulde stilhed. hun satte begge sine hænder på jorden, da blodet nærmest var tværet ud på hendes bløde læber. følelsen af at være magtesløs skar gennem hendes sind! hvad skulle hun gøre?!
Hendes øjne blev langsomt grå endnu engang, Lyden af Josh der svang sig ud af sengen var tydelig, men hun kunne ikke engang få sig selv til at kigge op. en stemme? hun kunne høre dæmonens stemme endnu engang, pinligt blev der sagt. han havde ret dette var pinligt, Caleeb måtte tro at Alex og Josh var i gang med det utænkelige.
Hun følte Caleeb der trak en smule i hende, for at få hende op på benene igen. hans aura var beroligende, så kærlig og varm. Da hun kom op at stå, vendte hun sit blik mod Caleeb og deres læber mødtes, da alt gik hurtigt. mistede både Caleeb og Alex fodfæstet og væltede bagover, Alex lande ovenpå Caleeb. hendes øjne var lukket, men smagen af blod var tydelig. Hvorfor kunne hun ikke stoppe dette! måske skulle hun skære serum ud af kroppen, men det var jo i blodet!? Måske hvis hun kunne få sig selv til at græde?

Tingene gik utrolig hurtigt. Et kys blev placeret på Caleebs læber. Han spærrede overrasket sine blå øjne op. Hendes fine bløde læber fik hans knæ til at føles som smør. Hver gang nogen havde brugt den beskrivelse, havde han aldrig rigtig troet på det, indtil nu. De bløde læber smagte vidunderligt! Det var som, at have et stykke silke presset op imod sine læber. Inden længe lå de på jorden. Ofre for Caleebs bøde knæ. Josh kunne ikke rigtig forstå hvad der skete lige for øjnene af ham. Hvad var det hun var i gang med?! Dæmonens serum måtte være utrolig kraftigt. Eller, så kunne hun måske være glad for Caleeb? Tanken fik af en eller anden grund kort hans mave til at spændes. Hvorfor? Kroppen vidste ikke hvad den skulle gøre. Han stod fast frosset på stedet.
At mærke uroen i sin ejer, fik Ghost til at reagere hurtigt, ved at lukke sine kæber om Caleebs skjortes krave. Der gik et ryk i Caleeb. Kæmpeulven trak ham nu hen ad gulvet.
Josh tog sig sammen. Han skyndte sig hen til Alex. "Vi må se at få det serum ud af dig!" Endnu engang blev Alex hjulpet op at stå. Den bekymrede engleleder så om på Caleeb, der kunne minde om en fortabt hundehvalp. Forståeligt.. Tingene kørte bare forvirret rundt!

Caleebs læber var utrolig bløde, i forholden til hvor tørre de var. Smerten gik væk, så længe hun kyssede en person? Tænkte hun kort for sig selv, hendes øjne åbnede sig stille. Da Caleeb blev trukket ud af rummet af Ghost, hendes kolde grå øjne. Hendes blik var som om hun var i trance, blodet fra hendes læber var smørret en smule ud på Caleebs bløde læber. Lidt ligesom hvis hun havde læbestift på. Hendes øjne var placerede på Caleeb, hvad forgik der? dette måtte være som en drøm. Stille følte hun nogle hænder på sig, da hun vende sit hoved. Blev hun lettet fra gulvet, serumet var problemet. Med en lav stemme sagde hun ”Blod, hvis det er i blodet.” Hendes stemme fortalte, at det var svært at kunne få et ord ud, hun vende sig hurtigt om, da Josh kiggede mod Caleeb. Hun greb fat i hans højre hånd og satte den på hendes mave. Med et kærligt smil, formede hendes læber sig *Slå til* forsøgte hun at sige, men ingen ord slap hendes læber. Hun lukkede sine øjne, hendes krop begyndte at ryste.
Hun kunne umuligt blive ved med at kæmpe imod, hvis han nu slog til. Ville hun med sikkerhed kaste en masse blod op, dette var en sikker plan. Med mindre Josh troede at der var en anden mulighed.
_____________________________________________________

((Som place else))

Dæmonen som havde givet Alex serummet, var nu foran Rådgiveren. Hun var pressede op mod den hvide væg. Med en ondskabsfuld latter, løftede han et papir op foran hendes ansigt ”Denne tøs, er eftersøgt på mord. Jeg ved i gemmer hende her, hvis i ikke smider hende ud herfra. Bringer i jer selv i fare og ikke mindst jeres elskede leder” Hans gule skræk indjagende øjne lyste nærmest op, som knive stak de gennem hendes sjæl, som stod hun blottet foran ham. Papiret var med et tegnet billede af Alex, på det stod der selvfølgelig WANTED og hvilket beløb man ville kunne få for at få hende skaffet af vejen.
Han lænede sig ind mod hende og gav Rådgiveren et blidt kys på panden inden han forsvandt ”Gør det min snudt!” sagde han med den dybe forfærdelige stemme. Endnu engang blev hans krop til sand på det rene hvide gulv. Papiret blev dog liggende på sandet, da han forsvandt.

Josh anede uro om hvad han skulle gøre. Serumet kørte rundt inde i kroppen på hende og han havde ingen anelse om, hvordan de skulle få det ud af hende igen! Selvom Caleeb ikke ønskede noget ondt, holdt Ghost fast i ham og sørgede for, at han ikke gik hen til Alex igen. Det var ikke det de havde brug for lige nu. Den massive ulv så fra Josh til Alex. Nok var Ghost en ulv, men han vidste udmærket godt hvad der foregik. Dette skadede Alex. De måtte have det ud af hende nu!
Hånden Alex valgte at føre til hendes mave, fik ham til at spærre øjnene overrasket op og ryste ivrigt på hovedet. Han nægtede at slå hende! Det nægtede han! Han fjernede omgående sin hånd. For at berolige hende en smule, smilede han kærligt til hende, et lille smil der forsøgte at sige tingene nok skulle gå. Måske elonadas lys kunne hjælpe? Trods alt kunne det skubbe alt mørke fra sig. Han bed sig i underlæben, før han igen satte sin hånd på hendes mave og lukkede sine øjne i. Alt energi lagde han nu ned i denne hånd.. Forhåbentlig kunne lyset skræmme det mørke serum inde i hende væk. Man kunne kun håbe..

Rådgiveren kunne ikke tro sine egne øjne. Efter dæmonen igen var væk, bukkede hun sig ned og tog eftersøgnings plakaten op i sine tynde hænder. Hun vidste det! Der var noget lusket over denne faldne! De måtte have hende væk med det samme! Med hårde skridt, gik hun ned imod lederens værelse, i håb om at finde denne faldne forbrydere. De høje hæle klikkede igennem korridoren.

Josh så håbefuldt på Alex. Mon serumet var ved at forsvinde? Efter nogle minutter fjernede han sin hånd. Roligt og tøvende. Han kiggede Alex ind i øjnene, søgte efter svar om det havde hjulpet eller ej.
Døren til værelset gik pludseligt op. Ind trådte en stolt rådgiver, med et papir i sin hånd, som hun ikke var for flov til at stikke op imod hovedet på Josh. Med et løftet øjenbryn tog Josh papiret og så på det... Han kunne ikke tro det han så på.. Var Alex... eftersøgt? Kunne hun overhovedet stoles på? Forskrækket så han om på hende. Ordene sad fast på hans tunge.. De var ikke til at få ud.
Rådgiveren havde sejren på et sølvfad! Hun stillede sig foran Alex og så hånende på hende. "Det er vidst på tide du forsvinder, jeg ved ikke hvor vidt en forbryder som dig er velkommen!"

Da han hev sin hånd tilsig, blev hendes øjne triste. Som om hun var klar til at græde. Hvorfor nægtede han at gøre det som muligvis kunne hjælpe hende, det ville gøre ondt. Men måske ville det hjælpe, hendes øjne var stadigvæk grå. Med en lille bevægelse, trådte hun tættere på ham. NEJ STOP! Skreg hun i hovedet, hun ville ikke kysse ham igen. Eller ville hun? Hun klemte sine øjne sammen, til hun endnu engang følte hans bløde hånd på hendes mave. Hendes øjne åbnede sig stille, da han lukkede sine øjne.
Hun kunne føle varmen fra lyset i sin krop, en fantastisk følelse. Hvis den altså ikke lige blev overdøvet af smerten fra de knækkede ribben. Hun blev stående, til alt ikke længere var tåget for hende. Hendes øjne fik stille farven tilbage, den brune smukke farve. Hun satte sin ene hånd på Joshs skulder, for at blive stående. Hendes ben rystede af smerten, blod begyndte endnu engang at løbe ud af hendes mund.
Lyden af nogle hæle der hamrede mod gulvet, skar gennem Alexs øre. Hun vende sit blik mod Josh, da hun opdagede hans håbefulde øjne. Smilte hun elegant til ham, hendes øjne var varme igen. Hun fjernede sin hånd fra Joshs skulder og satte den på hendes ribben, når hun satte pres på det. Føltes det lidt som om hun kunne bestemme hvor ondt det skulle gøre, stille åbnede hun sin mund for at undskyld for det hele. Men nåede det ikke før Rådgiveren stolt var trådt ind på værelset, hvad var det for et stykke papir? Alex kiggede på rådgiveren og derefter på Josh. Hendes øjne viste at hun ikke rigtigt forstod hvad det forgik, men da hans øjne ramte hende. Forstod hun hvad det gyldne papir sagde, dette papir var et eftersøgt plakat. Som hang over alt i Doomsville, hun trådte stille væk. Hvordan skulle hun redde sig ud af denne!
Hendes øjne var uskyldige da Rådgiveren stillede sig foran Alex. Hvorfor var hun lige så stolt af det der, det var et fucking papir! Hun lavede et kækt smil og trådte tættere på rådgiveren. Hun fjernede blodet fra hendes bløde læber og tørrede det af i Rådgiverens ansigt. Med et kærligt smil lukkede hun sine øjne ”Du er pænere med blod i dit ansigt.” Hendes stemme var en smule smertefuld. Hvordan kunne hun overhovedet stadigvæk holde sig på benene med den enorme smerte i hendes ribben. Tanken om hvor mange ribben hun havde brækket, strejfede hendes hoved. Et lille brik kunne næsten få hende til at bryde sammen, hvilket gav hende til at tænke lidt. Hvis Josh begyndte at se hende som en forbryder, hvordan skulle hun så betale den store gæld af. Hvordan skulle hun kunne hjælpe ham med hukommelses tabet, hendes smil forsvandt dog stille igen.

Det hjalp! Lyset hjalp hende! Lettet åndet han ud og et stort smil spredte sig på hans læber. Serumet var endelig forsvundet fra hende. Desværre, var der nu et andet problem. Plakaten i hans hænder føltes så tung. Det var ikke til at glemme det var der. Han tog en dyb indånding. Nok kunne han ikke huske, at han var leder af dette palæ, men han kunne gøre sit bedste med leder beslutningerne. Der måtte da være en grund til, at han var blevet deres leder ikke sandt?
Rådgiveren kunne ikke tro sine egne øjne. Den faldne her var ikke andet end en skændsel for deres race! Hun skulle væk og det skulle være nu! Blodet fik hende til at væmmedes. Hurtigt trak hun væk fra hende, som havde hun brændt hende på stedet. Ind imellem besluttede Josh at stille sig. Han så tøvende på Alex med sine mandelfarvet øjne. "Jeg er nød til at vide det Alex," Han tog en dyb indånding og rakte hende papiret. "Hvad er det her?"
Alle i rummet så nu spændt på hende. De ventede alle på en historie omkring denne plakat. Hvad havde hun gjort siden hun var eftersøgt?
Rådgiveren fnyste. "Kan det ikke være lige meget min leder, send hende nu bare væk!" hun tørrede blodet af sit ansigt.
"Ti stille!" Josh stemme skar igennem værelset. Rådgiveren så forbløffet og ydmygt væk... Mere kom der ikke ud af hendes mund forløbelig.

Alex stirrede på Josh, i det han stillede sig i mellem. Et nervøst smil kom frem på hendes læber da han spurgte hvad det var. Med en lav stemme sagde hun ”Et papir…” Hun kiggede stille ned i jorden. Smerten var ved at tage overhånd, hvad skulle hun gøre. Hun var pressede op mod en væg, hvis hun fortalte at hun dræbte menneske børn engang i mellem og havde det med at male væggene med deres blod når hun kede sig, ville hun helt sikkert blive smidt ud. Hun kunne dog lyve og sige at det var fordi hun stod med en meget stor gæld, som hun var flygtet fra! Men hvor mange penge stod der på hendes hoved, hvis det var mange. Kunne det jo sjovt nok ikke være på grund af en sølle gæld.
Rummet var stille, som om alle var døde omkring hende. Hun kunne høre sit eget hjerte der slog hårdt mod hendes bryst, hun klemte sine øjne sammen og bed sig i underlæben. Da hun hørte rådgiverens stemme, som tydeligvis forsøgte at få Josh til at smide hende væk hurtigt. Fik det hende til at bore sine egne negle ind i hendes hud, stille begyndte hendes mave at bløde. Hun kunne dog næsten ikke mærke smerten, for de brækkede ribben.
Alex tog endnu et skridt væk fra Josh, da hans stemme skar gennem værelset. Hendes øjne blev placerede på Rådgiveren. Så kunne hun lære det! Følelsen for at smadre rådgiverens ansigt ind i væggen var stor. Problemet var bare at Josh helt sikkert ville sende hende væk, hvis hun valgte at gøre dette. Hendes ben begyndte at ryste, med en ydmyg stemme sagde Alex ”Jo-Josh, jeg er såret… kan vi ikke tage den her diskussion på et andet tidspunkt” Hendes stemme var smertefuldt, og alt i værelset var begyndt at blive slørret for hende. Hun håbede lidt på at han ville sige at de skulle snakke om det når hun var okaii igen, for så havde hun tid til at komme med en god forklaring, måske en rigtig god løgn der kunne gøre så han ikke smed hende ud.

Det halv flabede svar på hans spørgsmål fik ham til at sukke svagt. Han var udmærket godt klar over, at dette var et stykke papir, det var det der var på papiret han hentydede til! Ordene skulle lige til at flyve ud af munden på ham, da han bemærkede den måde hun nærmest krympede sig sammen på. Han kom i tanke om de såret rigben og så nu ned på papiret i sin hånd, tøvende om det var det rigtige tidspunkt, at spørge hende ind til det. En enkelt gang så han om på Caleeb, der så ned i jorden og først løftede blikket, da han kunne mærke Josh blik på sig. Deres øjne mødtes. De strålede alle fire af forvirring, men, en ting var de enig om. Afhøringen om plakaten kunne de tage på et andet tidspunkt. Josh så hen på Alex igen med et svagt smil på læben. Roligt gik han hen til hende og lagde hånden på hendes skulder. "Du skal have lidt ro, vi snakker om dette bagefter," Efter disse ord havde forladt hans læber, så han om på Caleeb og rådgiveren. "Giv hende noget tid til at heale. Hun kan forklarer plakaten bagefter,"
Rådgiveren mukkede noget uforståeligt før hun vendte dem ryggen og forsvandt ned af korridoren. Caleeb derimod smilede forstående. Han sendte Josh et anerkendende nik. Det var stadig tydeligt at se hans ven foran ham, hukommelsestab eller ej. Inden længe forsvandt han også ud af døren. Josh sukkede og kiggede om på Alex, derefter pegede han på sengen og smilede blidt til hende. "Tag dig et hvil, jeg kigger på dine sår når du vågner," Blidt placerede han sine læber på hendes pande. Han gik derefter hen imod vinduet og så ud af det.. Ved siden af ham satte Ghost sig. Den smukke ulv gjorde som sin ejer og nød udsigten.

Hans ansigtsudtryk var tydeligt, han blev en smule irriterede over hendes flabet svar. Hun gjorde sig klar til at han ville råbe eller skælde hende ud for dette svar, dog ende hun med at føle hans bløde hånd på hendes skulder. Hun kiggede uskyldigt op på ham, gjorde han virkelig dette? Af en sær grund begyndte hendes hals også at gøre ondt, hendes øjne begyndte at svi og følelsen af vand i hendes øjne kom frem. hun klemte sine øjne sammen og tog en dybindånding, hun måtte ikke græde! Dette var ikke det rette tidspunkt at græde på, hvordan ville Josh ikke også reagere når han så hendes tåre, han ville sikkert panikke.
Et stille smil kom frem på hendes læber, i det hun begyndte at forstille sig hvordan Josh ville panikke når hun ville græde. Hans smukke brune øjne, der ville lyse op af panik og hvordan han mundlam ville forsøge at trøste hende. Dette hjalp en smule, tårene kom aldrig langt. I stedet hørte hun Joshs stemme. Ro? Det var nok for det bedste, hvis hun fik ro. Ville hun kunne finde på en god undskyldning omkring papiret.
Hun vende sit blik mod Caleeb og rådgiveren, med et kærligt dog trist smil forsøgte hun at rette sig lidt op. Dette var ikke den bedste ide hun fik, da hun rettede sin ryg. Kunne hun nærmest mærke hvordan en af ribbende pressede mod hendes indre organer. Var de virkelig brækket helt af?! Hun faldt sammen og hostede blod op, hun satte en hånd op foran hendes mund. Hvorfor skulle alt sammen også ramle sammen nu?! Hun havde ikke tid til at tænke på smerten, hun måtte finde på en undskyldning! Hun holde sin ene hånd op, som tegn på at hun klarede sig. Hvis de nu ville have hjulpet hende op.
Stille rejste hun sig op, hele hendes krop rystede. Med en smertefulde øjne tvang hun endnu engang et smil frem på sin læber, da Josh sagde at hun skulle tage et hvil. Hun satte sig ned på sengen og lagde sig stille ned, med hovedet rettet mod loftet. Hendes blik blev stille placerede på Ghost, som fulgte med sin ejere til vinduet. Så smuk en ulv, dens sne hvide pels der bøjede når den gik.
Hun satte sine hænder langs hendes krop og vende blikket mod loftet igen. Hvad tænkte Josh på? Hvilke følelser havde han lige nu, han måtte da føle ligeså meget smerte som hende lige nu. Hun havde dog ikke særlig meget forstand på Elanors lys, men så kraftfuld en evne måtte da have en bieffekt. Hun lukkede stille sine øjne i. der gik flere timer, før hun endnu engang åbnede sine øjne igen.

Hun drømte, det var klart på hendes mumlen, smerten fik hende til at drømme om sin barndom. Hendes far der kom indenfor huset, med en tom øl i hånden. Hvordan begyndte den dag nu? Når ja, hendes mor havde trukket hende ud af kælderen. Normalt måtte hun ikke være andre steder end i kælderen, men det var jo hendes fødselsdag. Hendes mor havde lavet en grøn hættetrøje til hende med øre, dog kendte hun ikke Alexs størrelse, hvilket gjorde at hættetrøjen nærmest var en kjole for hende. Men det varmede hendes hjerte, følelsen af at hendes mor rent faktisk stadigvæk tænkte på hende gjorde hende glad.
Døren smækkede dog op og glæden blev til frygt, den store mand der kiggede ned på hende. Historien gik på at han var en Engel da han fandt hendes mor, som også var Engel. Han blev dog falden da de fik Alex. Eller dette Monster! Som han kaldte hende. Hendes far bukkede sig ned over hende, lugten af øl var tydelig, og kval nærmest luften omkring hende. Med en flad hånd, blev hun slået med så meget kraft at hendes krop nærmest fløj over gulvet og faldt ind i væggen.
I dette øjeblik vågnede Alex, hendes øjne var store og hun gispede efter vejret. Loftet var anderledes end i hendes drøm, hun klemte sine øjne sammen og førte sin hånd op på hendes ribben. Godt det hele bare var en drøm, eller et flashback hvis man kunne kalde det, det!

Imens Alex sov, fortsatte han kort med at se ud af vinduet og betragte byen under bygningen skygge. Den var smuk. Gad vide hvad dets navn var. Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. Gid hukommelsen ville skynde sig at komme tilbage. Tanken om at der var så meget og så mange han havde glemt, irriterede ham mere end han gav udtryk for.
Ghost puffede til hans hånd med den våde snude, hvilket gav Josh et lille chok, eftersom han havde været dyb forsvundet i sine egne tanker. Han så ned på kæmpeulven med et kærligt smil. Ligesom han altid havde gjort før hukommelsestabet, kørte han en hånd igennem den hvide, bløde pels. Ulven tog glædeligt imod kærtegnet og lod hovedet hvile op af Josh hofte.

Tiden gik. Der var blevet mørkt og lærlingene var gået i seng. Josh var faldet i søvn op af væggen, med Ghost hoved over hans skød. Brystkassen bevægede sig ud og ind i rolige vejrtrækninger. I vinduet strålede lyset fra månen og reflekterede i en vase Josh havde på sit natbord. Han drømte egentlig ikke. Tingene var fuldkommen sort bag de lukkede øjne. Han kunne ikke se andet end mørke. Søvnen havde taget over ham så dybt, at han ikke lod mærke til, at Alex var vågnet med et højt gisp. Kun Ghost med hovedet over englenes skød, vågnede med et sæt og rejste sig omgående op, med ørene på stilke og kroppen spændt. Da han blot så, at Alex var vågnet, slappede den igen af og gik langsomt hen imod hende. Den puffede blidt til hendes underarm med den våde snude. I værelset mørke skinnede de to gyldne øjne op som flammer. Han sprang op i sengen til hende og lagde sig forsigtigt ved siden af hende...

Alex følte den våde snude der prikkede til hendes arm, et kærligt smil kom frem på hendes tørre læber. Hendes brune øjne var fyldt med smerte og sorg, hvorfor skulle hun også lige huske dette. Hun følte sengen hoppe lidt, da Ghost hoppede op i den bløde seng. En lav latter slap hendes læber, da hun følte hvordan sengen hoppede lidt. Da Ghost lagde sig ved hende, kiggede hun på ham med sine brune øjne. ”Du er smuk Ghost, dine øjne er som lyset for enden af den mørke tunnel” Hendes stemme var lav, hun kørte sine højre hånd gennem den hvide pels, stille nussede hun Ghost bag øret. ”Gid du aldrig ville forlade mig hehe” Hun snakkede til Ghost, som om hun forventet et svar.
Frygten for at hun nu ville blive smidt ud af palæet var stor, hun lukkede sine øjne og pressede sin pande mod Ghosts pande. Hun havde sat sig stille op i sengen, smerten fra de brækket ribben var ikke så stor mere. Men en var der. ”Jeg har myrdet folk, elsker du mig stadigvæk Ghost?” Hun kiggede mod den sovende Josh, hendes smil var blevet så ufatteligt trist. Det var også den forbandet drøms skyld! Stille vende hun blikket mod Ghost ”Eller synes du jeg burde forlade palæet på grund af dette?” Hun hviskede for at Josh ikke skulle vågne eller kunne høre det. Hun blev ved med at køre sin ene hånd nusse Ghost.
Hun fjernede sin hånd fra hendes ribben og stod langsomt ud af sengen, mørket havde opslugt værelset og Stjernerne lyste op på den mørke natte himmel. Alex gik stille mod Josh, da hun stod ved hans side. Tog hun en dybindånding, mens hun kiggede ud på den smukke fuld måne. Strålerne fik hende til at lyse op, men rummet var nærmest kvalt i hendes triste aura. Hun var nået frem til at der ikke fandtes nogle god undskyldning, som ikke hurtigt ville kunne ændres. Hun satte sig på knæ ved Joshs side, hendes øjne var triste men hendes læber smilte. Hun fjernede noget af hans smukke brune hår fra hans ansigt, inden hun bukkede sig over og kyssede hans pande. ”Tak for alt Josh…” Hviskede hun inden hun valgte at vække ham, stille skubbede hun til hans arm. Valget var klart, han skulle vide sandheden da tabet ville blive større hvis han fandt ud af at det hele var løgn.
men der var ingen grund til at fortælle ham hvem hun havde myrdet, kun at hun var eftersøgt for mord var det han havde brug for at vide.

Ghost lyttede nysgerrigt med til hvad hun havde, at sige til ham og selvom han ikke forstod det helt, så han op på hende og satte sit hoved på skrå. Hendes stemme afslørede at hun var ked af det, hvilket var nok til at få den store ulv, til at puffe til hende endnu engang med sin våde snude. De gyldne øjne viste bekymring. En overflod af bekymring. Han ønskede ikke at hun skulle forlade palæet. Overhovedet ikke. En svagt pivende lyd forlod ham imens han så op på hende. Hurtigt strakte han sig og slikkede hende blidt på kinden. Et tegn på at han kunne lide hende lige meget hvad.
Da hun rejste sig og gik hen imod Josh, løftede Ghost hovedet og fulgte hendes bevægelser med øjnene, selvom han valgte at blive liggende. Nu måtte Josh klare dette. Han håbede på det bedste den kærlige ulv..
Josh åbnede langsomt sine øjne op. Et smil bredte sig på hans læber ved synet af Alex. Han strakte sig og gabte på samme tid. "Hej Alex, hvor lang tid er der..." Han kiggede ud af vinduet og opdagede at månen var sat højt på himmelen. "Bare glem det," Med et kærligt smil på læben, rejste han sig op og betragtede hende svagt. "Har du fået det bedre, eller skal jeg forsøge at hjælpe?" Det med Elonadas kræft var, at han også kunne heale. Dog var han stadig en smule udmattet for at have brugt lyset, men han brugte gerne healing for Alex skyld.

Pivelyden fra Ghost, fik Alex til at klemme sine øjne sammen og frem tvinge et smil. ”Det skal nok gå Ghost” Hun nussede ham stille og mærkede så den våde tunge glide hurtigt op af hendes kind, hun kiggede på ham og krammede ham stille. Hun skulle nok komme igen, selv hvis Josh valgte at smide hende ud af palæet, så skulle hun nok snige sig ind til Ghost. Bare for at se både Ghost og Josh igen engang i mellem. ”Mange Tak Ghost. Tak for det hele” Dette var det sidste hun sagde, før hun valgte at forlade sengen og vække Josh, fra sin dybe søvn.
Da Josh åbnede sine øjne og smilte til hende, gav det et jag i hende. Hvorfor skulle han også smile sådan til hende, hun kiggede til siden og åbnede sin mund stille. ”J-Jeg har det fint nok, en smule smerter men det går… ingen grund til bekymring” Hun Rejste sig forsigtigt fra jorden og stillede sig foran Josh, hun satte sit hoved på skrå og lukkede sine øjne inden hun sendte et kærligt men dog utrolig trist smil til Josh. Hendes ene øjne blev dækket af hende pande hår, hun måtte sige det til ham nu. Så hun ikke behøvede at tænke på det længere, desto længere tid hun ventede, desto svære blev det for hende.
Hun foldede sine hænder og bukkede foran ham ”Jeg er eftersøgt for mord… så jeg er det man kalder en m-morder” Hendes stemme knækkede i det hun skulle sige Morder, hun havde aldrig rigtig brugt det ord i sin mund. Hun klemte sine øjne sammen og bed sig i underlæben inden hun valgte at sige ”Hvis du er bange for at jeg kommer til at skade nogle af dine elever, er det forståeligt… j-jeg vil ikke bebrede dig på nogle måde hvis du vælger at smide mig ud af palæet.” Hun begyndte at ryste en smule, det gjorde sjovt nok ondt at bukke. Hendes ribben var vidst ikke helt healet endnu.

Der var noget der bekymrede hende. Det var tydeligt at se i de smukke brune øjne. Han var bekymret for hvad det var der generede hende. Måske skulle hun til, at fortælle ham hvad det var plakaten helt præcis var der for. Imens han ventede på, at hun svarede ham bed han sig i underlæben, en vane han aldrig rigtig kunne finde ud af at slippe af med. Dog havde han ikke forventet de ord der rent faktisk kom ud af hendes mund. Mord... Havde hun haft dræbt nogen? Hvem og hvorfor? Han sukkede svagt og så ned i jorden. Som leder var han nød til, at sende hende væk for alles sikkerheds skyld, men som hendes ven ønskede han at hun skulle blive hos ham. Ude af stand til, at vide hvad han skulle sige, kløede han sig i nakken. Efter nogen minutter løftede han hovedet og så på hende. Blikket var ikke dømmende eller koldt. Det var snarer trist og såret. "Hvorfor dræbte du vedkommende... var det... selvforsvar eller..?" Han kunne ikke få det til, at lyde rigtig på sine læber. Lige meget hvad grunden var, så var mord, mord. Man kunne ikke gøre tingene bedre ved at bekæmpe vold med vold. Det gjorde jo trods alt ikke en bedre end den person der havde begået vold mod dig. Nogle gange var det selvfølgelig bare en reaktion og... Argh... Hans tanker var et mareridt lige nu! "Alex jeg... ønsker ikke at sende dig væk, men, jeg kan heller ikke lade dig blive," ordene var hårdere at sige. "Jeg er ked af det."
Han så hende ind i øjnene. "Du.. du er nød til at rejse i morgen tidlig," ordene kradsede ham i halsen. De gjorde ondt.

Hun åbnede sine brune øjne stille, i det hun ventede på at han ville svare hende. Hun holde nærmest vejret, forberedt på at han ville sende hende væk. Dog gjorde hans trist blik det hele værre for hende, hendes øjne blev store og hun vende hurtigt sit hoved væk. For at undgå kontakt med disse triste øjne, han måtte ikke være trist, ikke på grund af hende. Hun klemte sine øjne sammen og bed blidt sin underlæbe, Ja hvorfor dræbte hun vedkommende. Hun tog en dybindånding inden hun rettede et bedårende smil mod ham, hun blev nød til at være stærk. Hvis hun begyndte at græde ville han måske se hende som et monster, først nu slog det hende at det var grunden til at hendes far kaldte hende et monster. Det var på grund af hendes tåre.
”Je-Jeg… ” Hun lukkede sine øjne, inden hun kunne svare tog hun endnu en dybindånding ”Gjort er gjort, om det var selvforsvar eller bare lyst, ændre ikke at jeg har myrdet en.” Hun vende sit hoved ned mod jorden inden hun kunne forsætte med noget som helst. Dog hørte hun hans stemme, over hende. Han ønskede ikke at sende hende væk, men kunne heller ikke lade hende bliver. I et kort øjeblik, stoppede hendes hjerte. Det gjorde ondt, hans svar var som knive. De stak og fik hendes hjerte til at bløde, hendes blik blev placerede på gulvet. Han var ked af det, det kunne høres i hans stemme. Men det ændrede ikke noget, i det han sagde at hun skulle rejse i morgen. Fik hun rettede sig op og smilte til ham.
”Det er mere sikkert for mig at rejse om natten…” det gjorde ondt, hendes ord stak næsten hårdere end Joshs. Hun beholde smilet og satte sin hånd på hans kind. ”Jeg har heller ikke noget at pakke. Så jeg smutter i aften.” Hun nussede blidt hans kind, inden hun fjernede den ”Farvel Josh.” Hun gik hentil Ghost og kyssede ham blidt på Hovedet. ”Det skaber også mindre problemer hvis jeg smutter om aften.” Hun smilte kærligt til Josh og gik ud af døren, stille samlede hun bogen op og forsvandt ud i korridoren.

Hvorfor skulle hun også lige have dræbt nogen? Hvis ikke kunne være blevet her i endnu længere tid! Hun var den eneste han kunne henvende sig til, specielt nu hvor han ikke havde ret meget af sin hukommelse tilbage. I et forsøg på, at ignorere de stikkende øjne fra Ghost og smerten i, at sende hende væk, kiggede han ned og derefter ud af vinduet. Alle de ord hun sagde fik ham til at sukke. Han ønskede bare at hun blev. I et forsøg på at ignorer de følelser, lagde han armene om sig selv og dannede et skjold. Et ikke så effektivt skjold. Føleserne blev ved med at hærge ham. Han så på hende, da han kunne mærke hendes bløde hånd på hans kind. Deres øjne mødtes og han kunne se at hun var såret, selvom hun havde et kærligt smil på læberne. Da hun valgte at nusse kinden, smilede han selv kærligt og var fristet til, at tage fast i hende, så hun ingen steder ville smutte! Da hun trak væk fra ham, fulgte han hendes bevægelser. Før han nåede at sige farvel, var hun allerede ude af døren og forsvundet ned i korridoren. "Farvel," hviskede han svagt for sig selv.
Ghost pev højlydt.. Josh så ud af vinduet. På den smukke måne.

Hun klemte sine øjne sammen, for ikke at græde. Dette var mere smertefuldt end de mange knækkede ribben, hun begyndte at løbe mod udgangen. Hun satte sin side til for at presse på døren, mens hun holde godt fast i bogen. Det gjorde en smule ondt i hendes ribben bare at løbe, men smerten fik hende næsten til at tænke på noget andet. Måske hvis hun gjorde skade på sig selv, ville det ikke gøre så ondt at tænke og høre de ord som Josh havde sagt. En stor blæst kom, i det hun åbnede døren. Det var koldt, meget koldt for hende.
Hun løb ud mod skoven og kom hurtigt ud til de store træer, hun satte sin ene hånd på en af træerne inden hun brød sammen, hun kunne ikke trække vejret og gispede næsten efter luft. Hun faldt på knæ og satte begge sine hænder på træet, hun pressede sin pande mod træet og følte de tåre som havde pressede på i så langtid, endelig strømme ud. Hun krummede sig nærmest sammen mens hendes hænder stadigvæk var på træet. ”Jeg vil ikke være alene igen!” Skreg hun. Hvorfor skulle det altid ende sådan, alt sammen var det skide menneskes skyld! På grund af ham var hun blevet sådan! Hvis han ikke havde stjålet hendes vinger, og tvunget hende til at lede efter en besværgelse som ville få dem tilbage. Ville dette aldrig være sket.
Men hvis hun ikke havde været eftersøgt, ville hun måske aldrig have mødt Josh. På grund af den ene dæmon som smed hende ind af joshs vindue, kom hun jo til at møde josh. Hun rystede på hovedet, hvorfor ville disse smertefulde tårer ikke stoppe! Hun sad på jorden i omkring en times tid. Inden hun kunne få sig selv op på benene igen.
Hun vende blikket mod palæet og gik stille med tunge skridt væk derfra. ”Farvel…” Var det eneste hun kunne få ud af sin mund

Flere uger gik hvor Alex ikke var kommet tæt på dem på nogle måde, hun var ikke blevet spottet nogle steder, hvilket fik mange af Lærlingene til at spørger efter hende og prikke til Josh, når hun manglede.

Lærlingene kom konstant hen til ham den næste dag. Hver og et spørgsmål var det samme. Hvor var Alex? Til sidst var han ved, at være træt af at fortælle dem den samme historie om og om igen. Hver gang han fortalte den, kunne de alle ligne et par forskrækket hundehvalpe, der lige havde fået skæld ud for, at tisse på gulvet. De kunne ikke tro at deres smukke Alex var en forbryder. Men, hvem ville også have troet det? Hun så mere uskyldig ud end uskyldigheden selv. Josh savnede hende. Han kunne ikke stoppe med at tænke på hende. Noget inde i ham gnavede for at tage ud og lede efter hende. Bare for at se hende igen. Han kunne ikke undvære hende. Hun havde været der for ham og forsøgt at fortælle ham alt, efter uheldet med hukommelsestabet. Hvilket stadig herskede over hans hjerne lige nu.. Caleeb havde været en stor hjælp. Ivrigt havde han forsøgt at hjælpe ham, fortælle ham hvad han vidste om ham og alt det der var sket lige siden han var blevet deres leder.
Tiden gik bare så langsomt... Der var stille omkring dem...

Ugerne var gået. Tingene var så småt begyndt at falde på plads efter Alex forsvinden. Josh kunne huske mere og mere for hver dag der gik. Til sidst kunne han dog ikke holde det nede mere. Han ønskede at finde Alex. Morder eller ej... Han ville se hende igen. Med hjælp fra Caleeb, tog han ind til Doomsville centrum og så rundt efter Alex. Selvfølgelig var de ikke sikker på om hun var der, man kunne vel altid give det et forsøg.
De to engle kiggede i hver en krog og butik. Med øjne rettet på dem, fortsatte de ind til byens kilde, her hvor de fleste mødtes for at snakke sammen. Josh så sig ivrigt omkring. Hvor kunne hun være henne? Forhåbentlig var der ikke sket hende noget!

https://kpopfornoobcakes.files.wordpress.com/2013/05/hyuna-3.png Påklædning

Alex havde selvfølgelig valgt at drikke denne dag, fra morgen af havde hun bare siddet og drikket med forskellige folk. To drenge som var omkring to hoveder højere end hende, havde valgt at fylde så mange drinks i hende at hun til sidst besvimede. Da hun så var faldet i søvn over bordet, valgte den højeste af dem så at tage hende på ryggen også gå ud af baren. Han havde langt sort hår der gik ned over det ene øje, mens den anden havde kort brunt hår som strittede ud til alle siderne. De begge to valgte at snakke om sammen, om nogle lidt forskellige ting.
De gik sågar forbi Josh og Caleeb, mens den ene med det brune hår ”Jeg bor lige i nærheden, vi kunne altid tage hende med hjemtil mig, hun kan ligsom ikke gøre så meget i den tilstand.” Alex begyndte at gnide sin pande mod den langhåret dreng, som bar hende. Hun sov stadigvæk, hendes arme blev sat på hans skuldre. ”Jeg tror hun er ved at vågne, enten det eller så sniffer hun til mit hår” De begge begyndte og grine mens de gik forbi Ghost, de begge kiggede sært på Ghost, da det nok var den største ulv de havde set til dato.

Han havde ikke forventet at finde hende med det samme. Tvært imod. Hun kunne jo være over det hele. Ikke nok med, at han kunne mærke sin egen tålmodighed blive sat på prøve, så kunne han også mærke hvordan Caleeb og Ghost var ivrige efter at se hende igen. Den urolige aura hang over hovederne på dem, som sorte regnskyer man ikke kunne slippe af med. Ord om, at de nok skulle finde hende dannede sig på hans læber, men nåede ikke at blive sagt, før Caleeb stoppede brat op og stirrede nu på to mænd der kom gående med en pige over skulderen. En bekendt pige. Ghost var den første til at reagere af dem alle tre. Han faret imod fyrerene, knurrede voldsomt af dem og gjorde alt for at vise de skarpe tænder, der stadig havde blod fra sidste måltid klistret på sig. Josh skulle lige til, at give sin ulv ordre, men blev stoppet af synet af pigens ansigt. Det var jo Alex!
De ord fyrene havde sagt kørte rundt i hovedet på ham. De kunne tro nej de klamme idioter! Vredt tog han Alex ned fra deres skulder og gjorde et nik til Ghost om, at han havde lov til at skræmme dem. Ikke såre dem, skræmme dem. Ulvens øjne strålede kort tilfreds, før den snappede ud efter fyrene og knurrede arrigt. En advarsel om, at få dem til at skride.

Da Ghost reagerede, stoppede begge drenge op. hvad fuck skete der lige? de kiggede på hinanden i det den ene følte at Alex blev hevet væk fra ham, han vende sig om hurtigt inden han så Joshs ret arrige ansigtsudtryk. "Hey dude, du kan ikke bare tage hende" Sagde den ene, som om Josh var den klamme stodder her. Den anden trådte stille væk fra Ghost, som viste sine blod befængte tænder, skræmmende indeed.
Alex åbnede stille sine øjne, i det hun følte en anden slags varme omkring sig, hendes hoved lænede sig op af Joshs brystkasse og hendes hænder blev stille sat på hans andet bryst.
"Dude seriøst, vi kender hende! du kan ikke bare snuppe hende... Jeg er hendes storebror" Sagde ham med det lange sorte hår, det var svært at se nogle lighed mellem dem, da hans hår dækkede det meste af hans ansigt. Alex lukkede derefter sine øjne igen og et lille kærligt smil kom frem på hendes læber, som om dette var det rette sted for hende at være. hendes lange brune hår dækkede dog selv hendes ansigt en smule.
Da Ghost begyndte at snappe ud efter dem, hoppede de begge to tilbage i chok! det kæmpe gab og de store tænder, skulle de squ ikke nyde noget af!

Storebror? Den skulle de længere ude på landet med! Selv Caleeb kunne ikke holde en svag latter tilbage. Troede de seriøst at de ville falde for den? Josh trykkede Alex tættere ind til sig. De fik hende ikke. Det kunne de godt glemme alt om i deres perverse hoveder. "Storebror? Ha, forsøg ikke at bilde mig det ind. Jeg kender hende og så vidt jeg ved, ville en storebror ikke have lyst til at voldtage sin egen søster," Hans øjne skar ind i deres. "Jeg hentyder til kommentaren om at tage hende med jer hjem ja, nu når hun ikke rigtig kan gøre modstand," han så skiftevis på de to fyre. Et blik så koldt og målrettet på at få dem til at skride, var det eneste der mødte dem. "Forsvind heller, ulven der bliver ikke altid ved med at gøre hvad jeg siger," Han gjorde en kæk grimasse ned imod Ghost, der fortsat knurrede og snappede ud efter dem.
Caleeb smilede kækt over den sidste lille kommentar der forlod hans vens læber. Det var en af grundene til at han kunne lide ham!
Josh vendte dem ryggen og begyndte, at gå hjem ad, da han kom i tanke om, at han ikke kunne tage hende med tilbage til palæet. De måtte finde et kroværelse. Så hurtigt som de nu kunne, gik de hen imod 'det vilde svin' og bestilte et værelse, hvor de alle kunne sove for natten.
Forsigtigt lagde Josh, Alex ned i sengen og lagde dynen over hende. Lettet over at have fundet hende i god behold, smilede han kærligt og lagde sig ved siden af hende, på den anden side af sengen, siden Caleeb og Ghost havde snuppet den anden seng i rummet...

drengene viftede med sine hænder og vende sig om, Alex var pæn, men ikke værd nok til at de ville tage chance med en kæmpe ulv og to andre fyre. det ville være nemmere bare at smutte tilbage og finde en anden, eller vente til hun var alene igen. de trak på skuldrene og mumlede mens de gik væk fra Josh og Ghost, den ene gik ind I Caleebs skulder. deres øjne var kolde og vrede på samme tid, de havde håbet på noget. som disse to fremmede valgte at ødelægge!
Alex knyttede sin hånd omkring Joshs skjorte, i det han begyndte at gå med hende. for hende virkede det sært alt sammen, hendes øjne var lukket men følelsen af at flyve var der. dog efter noget tid, kunne hun føle noget blødt under sig, hun fløj ikke længere? Dynen som Josh lagde over hende, blev hurtigt krammet af hende. med en stille bevægelse lagde hun sig om på siden, så hendes ansigt lå tæt på Joshs ansigt, hendes øjne var lukket. hun mumlede en smule i søvne "Hvorfor?... tærter..." Slap hendes læber, stille begyndte savl at køre ned af hendes mundvig.

Caleeb og Ghost var allerede i en dyb søvn. En hel dags søgen efter Alex havde gjort dem trætte. Josh måtte også indrømme, at han kunne mærke sig selv blive slugt af trætheden. I det han ville lukke øjnene i og krybbe længere under dynen, vendte Alex sig om og fik ham automatisk til, at lade øjnene være åben. Han var nysgerrig for at se om hun var ved at vågne. At hun i stedet valgte, at mumle noget i søvne og savle, fik ham til at fnise lavt og rykke sig frem til blidt at kysse hendes pande. Det var en underlig vane han var begyndt at få. Han måtte heller slippe af med den. Derefter rykkede han sig væk igen og lukkede sine øjne i. I morgen måtte de finde ud af hvad de gjorde. Han nægtede at efterlade Alex alene igen. Det skulle ikke være sådan. De skulle stadig have kontakt. Et venskab gav man ikke bare sådan op på.

Næste morgen stod Josh ude i køkkenet, i færd med at lave pandekager og dem som Caleeb ikke allerede havde spist, lå på en tallerken ved siden af varme stenene. (Et gammel dags form for komfur?) Caleeb sad ved bordet og var i færd med at skrive nogen ting ned på et papir. Hvad helt præcis var Josh ikke sikker på. Ghost var ikke hos dem, han var taget ud for at få sin egen mad, ved at jage. Den smukke ulv skulle have lov til, at være fri engang imellem trods alt. Josh snuppede selv en pandekage, at tykke på, imens han sørgede for at den næste ikke brændte på. Der skulle være nogle til Alex når hun vågnede.