Stop flirting with my students! -Alex (Aigemfarrel) -

Josh rynkede på næsen over den ny ankommende, samt løftede spørgende på et øjenbryn. En grimasse der direkte skreg afsky og forvirring på samme tid. Selv hvis Josh havde været en kvinde, var det stadig forkert, for en fremmede mand, bare at lægge sig ved en fremmede kvinde? Han klappede hænderne sammen. Manden foran ham var stadig en fremmede, med andre ord, han kendte ham ikke og kunne ikke dømme ham. Til at starte med, kunne han ikke rigtig formulere ordene på sin tunge. Hvad sagde man lige i sådan en situation? Han tog en dyb indånding. "Selv hvis jeg havde været en kvinde, var det ikke lige det jeg regnede med at vågne op til," Hænderne placerede han i jakkens lommer. "Hvem er du og hvad tror du lige at du har gang i?" Han stillede sig hen ved siden af Alex.

Alex nåede hentil dem, og så denne fremmede mand. hun stirrede lidt overrasket på ham, hvorfor havde hun ikke lige opdaget denne mand før nu?! hvad var der sket og havde han gjort Josh eller Ghost noget. hun kiggede skiftevis på Josh og Manden.
Da Josh klappede sine hænder sammen, ende både Alex og den fremmede mands øjne på ham. det han sagde fik manden til at grine "Oh, undskyld det er en ting jeg har. der var varmt og troede du var en kvinde, så kunne ikke holde mig fra det." Han kløede sig i nakken mens han grinte. "Mit navn er Aiden, jeg kom forbi her i løbet af natten og fandt jer sove." Han kiggede hele tiden på Josh, han havde sådan set ikke rigtigt set på Alex endnu.
Da Josh så valgte at stille sig ved Alexs side, åbnede Aiden øjnene overrasket. Alex havde nogle få æbler i hånden, da det jo var vinter tid. var det svært at finde nogle æbler som ikke allerede var klamme og smattet, hun havde dog formået at finde to æbler der var nogle lunde.
Manden rejste sig stille op og trådte et skridt mod Alex, hans øjne kørte op og ned af hendes krop. En lille person, langt brunt hår og et kærligt ansigt. kunne dette blive bedre, problemet var fange vogteren for prinsessen. Aiden kiggede derefter på Josh, han var høj, muskler og så var der selvfølgelig ulven. "Hvem er i?" Han kiggede på Josh, som om det var Josh der havde gjort noget forkert.
Alex løftede stille et øjenbryn mens hun kiggede på denne Aiden, hvad ville han overhovedet og hvor langtid havde han været der?!

Der var et eller andet over denne... Aiden, som han ikke brød sig om. Da hans nysgerrige øjne gled op og ned af Alex, havde han lyst til, at stille sig ind foran hende og skjule hende. Hvem troede han lige at han var? bare sådan overbeglo hende! Ghost bemærkede det også. Han havde bare en anden måde, at reagere på. Ligesom Josh havde haft lyst til, at skjule hende, gik den massive ulv op foran Alex og knurrede irritabelt af Aiden.
Spørgsmålet om hvem de var, blev nu smidt i hovedet af dem, som om det var dem der var galt på den her. Skulle det komme fra manden, der havde valgt at sove op af en fremmede mand, som han i øvrigt havde troet var en kvinde? Josh fnyste svagt for sig selv. Forhåbentlig lavt nok til, at Aiden ikke hørte det. "Mit navn er Josh, ulven er Ghost og dette er Alex," han gjorde et nik med hovedet hen imod Alex. "Vi er på en lille gennemrejse. Hvad laver du selv herude?"

Aiden så hvordan Joshs øjne blev smalle, i et irreterede udtryk over at han så Alex an. han smilte dog kun lumsk af det, måske kunne dette blive sjovt. Alex derimod fattede ikke helt hvad det skete, da Ghost gik ind foran hende kigged hun på Ghost. Så denne Aiden var altså en fjende? Hun satte sit hoved på skrå og kiggede modstanderen an, han virkede ikke rigtig truende på nogle måde. Alex greb fat i Joshs ærme, mens hun kiggede på Aiden.
Aiden nikkede til navnene, hvorefter han bemærkede Alexs utrykke øjne, fra en skønhed til et lille barn? "Gennemrejse siger du? Jeg er selv på en lille rejse, jeg er på vej mod en klan ved navn 'Death' ved ikke om i kender den" Han smilte lumsk mod Josh
Alex hev i joshs ærme inden hun endelig sagde noget "Der er vi også på vej hen, hvad skal du der?" Hendes stemme var blid, men også en smule kold. Aiden sendte et forførende smil mod Alex "Jeg har familie der." Sagde han med en kæk stemme, Alex kiggede afskyligt på ham, da hun bemærkede det forførende smil. Som om han havde en chance hos hende, var det eneste der kørte gennem Alexs hoved. klamme stodder...
Aiden kiggede derefter på Josh "Vi kan følges hvis det er?"

Der var bare et eller andet over denne fyr, der fik Josh hoved til, at skrige: Skynd jer væk!
Ikke at han frygtede ham. Det var mere et skrig om advarsel på, at denne fyr ikke ville give andet end problemer. Desuden, virkede det til, at han var den type der gjorde alt for at komme under skørterne på kvinder, hvilket betød for Josh, at han skulle gå og holde øje med om han forsøgte at komme under Alex skørte. For det fik han ikke lov til.
Han gav ham lov til, at snakke færdig, før han bed sig tøvende i underlæben, pga. spørgsmålet manden lige havde stillet. Om de kunne følges. Inderst ville Josh sige nej og vende ryggen til, men desværre tog høfligheden over ham. "Det kan vi vel godt," Hans stemme var skeptisk. "Men, hold fingrene for dig selv," Det var en lille bemærkning til, at han ikke skulle snige sig ind på Alex om natten og heller ikke i dagslyset. Han samlede tasken op fra jorden og så hen på Alex med et smil. "Skal vi komme videre?" At der nu var en ekstara mand med på turen, var vel ikke det værste, specielt ikke hvis han kendte vejen. Dog ville Josh have ønsket, at det ikke var en fyr, der havde troet at han var en pige i nattens mørke og ligget sig tæt ved ham. Det var bare... Klamt. Han aede Ghost bag øret og begyndte langsomt at gå.

Alex stod bare tavs, over dette spørgsmål. Følges med en fremmede, det kunne kun være en dårlig ide. Men hvis de sagde nej, skulle han alligevel samme vej. Hun sikkede blidt og kiggede skiftevis på Josh og Aiden, hvad ville det ende med?
Dog Sagde Josh god for det, hvilket fik Alex til at nikke en smule. Hun var som sådan ligeglad med om Aiden tog med eller ej, det ville bare være en ekstra mund at fodre. Aiden grinte lavt og viftede med sin ene hånd, ”Bare rolig dude. Jeg er ikke til mænd, så skal nok holde fingrene fra dig” Han vidste nu godt at Josh snakkede om Alex, hans stemme var en smule drillende mens han rettede blikket mod Alex som samlede sin egen taske op, på samme tid som Josh. Da Josh smilede til hende, kunne hun dog ikke lade vær med at sende ham et kærligt smil.
Hvilket fik Aiden til at sætte hovedet på skrå, de to kunne umuligt være søskende kunne de? De virkede heller ikke som et par, da de ikke lå op af hinanden da de sov. Selvom det var koldt, så hvad var det for hinanden. I Aidens ordforråd var der intet der hed veninder, det var alt sammen flirter. ”Så Josh, er det din hund?” Sagde Aiden, da de var begyndt at gå. Alex gik ved Ghost side og rystede blidt på hovedet da han spurgte. En hund på den størrelse, var han en idiot eller hvad? ”Det er en ulv, og ja… Det er Joshs” Sagde Alex med en letter irriterede stemme, hun kunne af en sær grund ikke så godt lide denne person. Nok mest fordi, Josh ikke særlig godt kunne lide ham. Aiden stak sine hænder i lommen og kiggede mod Alex, hvorefter han lænede sig lidt ind mod Josh ”Jeg tror det er den tid på måneden...” Hviskede han til Josh, mens hans øjne var placerede på Alex.

Den lille kommentar om, at han ikke var til mænd, var for Josh bare latterlig, hvilket fik ham til, at himle med øjnene og vende ryggen til den fremmede. Det føltes underligt, at der gik en bag ved dem og stirrede dem ind i ryggen. En der fik Josh til at skære tænder. Han kunne mærke hvilken fyr han var. De øjne han så på Alex med, var ikke til, at tage fejl af. Han ville ikke komme tæt på hende. Ikke hvis det stod til Josh. Spørgsmålet om Ghost, gav ham et nyt syn på fyren. Ikke et bedre syn. Et værre syn for det ikke skulle være løgn. Hvordan kunne han tro, at et dyr så stort som Ghost var en hund? Var fyren blind? Ghost var på størrelse med en lille hest for pokker da! Før han nåede at svare, kom Alex ham i forkøbet og fik ham til, at lukke munden i igen. Det ville også hjælpe ham med ikke, at sige noget han ville ende med at fortryde. Desværre slap han ikke for en ny kommentar fra den fremmede. Den lille hånende hvisken om Alex, fik ham bare til, at sende Aiden et lynende blik. Han valgte ikke at kommentere det. I stedet fortsatte han med at gå. Overkroppen samarbejdede perfekt sammen med benene i hans lette og stolte bevægelser.
Da de kom hen til et form for stort telt, så Josh sig omkring og derefter over på Alex. "Er vi på rette spor alex?" han smilede blidt til hende. I teltet stod en flok ældre herre og diskuterede. På jorden havde de lagt et mønstret og farverigt tæppe, med et øje i midten. Rundt omkring dem stod der hylder, hvor det var svært at se deres form, pga. alle de ting der stod på dem.

Aiden trådte lidt væk fra Josh, da han sendte ham det lynende blik. Han forstod nu ikke helt, hvorfor de ikke grinte bare en smule til hans kommentar. Med et lavmælt suk, gik han bagerst mens Alex gik med Ghost foran.
Da Josh spurgte Alex om de var på rette spor, kiggede hun op på josh og derefter på de ældre mænd. ”De er ikke på kortet, så jeg er ikke sikker… jeg mener, jo det… måske” Hendes stemme blev kun lavere og lavere når hun snakkede, lige til Aiden gik forbi dem og krammede en af mændene ”Odis! Hvordan går det din gamle sæk kartofler” De grinte og snakkede sammen i omkring en time, til Aiden sagde farvel til ham og kiggede på Alex ”I er på rette vej, jeg bor der. så i har ikke brug for kortet” Han tog fat i kortet og hev det ud af Alex’s hænder, i det han gjorde det åbnede Alex stille munden i overraskelse. Tog han lige hendes kort! Aiden rev kortet i stykker og smed det bag sig ”Vi skal bare lige ud, til vi kommer til en lille…” Mere nåede han ikke at sige, til Alex sprang på ham og rev ham i håret. Han forsøgte at skubbe hende væk, men hun brugte tøse tricks og bed ham. Efter 2 minutters unyttig slogs kamp, rejste Alex sig op og gik væk i vrede. Hendes øjne var røde, men hun skjulte dem godt med sit hår. Hvor vovede han! For første gang kunne hun finde vej, også snupper han det fra hende for øjnene af Josh! Hun bed sig i underlæben af vrede.
Aiden satte sig stille op og kiggede forvirret rundt. ”Hun er jo syg i hovedet” Sagde han lavt inden han rejste sig op, nu havde de mere brug for Aiden. Han var den eneste der kunne vejene, hvilket kun var skidt. Nu skulle de jo også beskytte ham!

3 uger gik, hvor de bare havde gået ude i ingen ting. De havde sovet nogle få gang, deres mad var begyndt at slippe op og vejret var kun blevet koldere. Der var begyndt at sne om natten og om morgen var stedet altid dækket af den hvide sne.
Gennem disse 3 uger, havde både Josh og Aiden bestemt at Alex ALDRIG nogle sinde måtte tænde et bål igen, da hun den første gang satte ild til en gren som var viklet rundt om Ghosts hale, hvilket gjorde at Ghost løb forvirret rundt, for at komme væk fra ilden. Den anden gang havde hun forsøgt at tænde et bål, på noget tørt gras og havde sat ild til en af taskerne. Den tredje gang satte hun ild til sit eget hår og snakkede ikke i to dage, på grund af uheldet. Den fjerde gang klappede Aiden Alex i røven, så hun næsten væltede med en kæp med ild, hvilket gjorde at Aiden fik sat sit hår i flammer.
De andre dage havde Aiden lagt op af Alex og når Alex rystede af kulde, fortalte han at hun burde smide tøjet, da det gav mere varme at ligge nøgen… hud mod hud, hvilket gjorde at hun slog ham i ansigtet og kravlede hentil Ghost og sov der, de nætter hvor de sov udenfor. Når de kom til et hotspring (varme kilde) skiftes de til at bade, hvilket gjorde at Aiden havde det med at gemme sig bag buske når Alex skulle bade.
Der var også to dage hvor Aiden, gik efter Josh som en kylling, når Josh kom tilbage, når han havde været omme bag en busk, krammede Aiden ham altid og sagde ”Hvor har jeg savnet dig Josh” Når Josh sov, gik Aiden helt op i Joshs ansigt og spurgte ”Sover du Josh” Når Alex gik i bad den ene dag sagde han til josh ”Skal vi ikke gå med Alex i bad” Når Josh sagde nej, til bød han Josh at de begge kunne tage et bad sammen. Hvilket Josh normalt også sagde nej til.

De nåede til en lille hytte, ude i ingenting, Alex kiggede rundt. Sneen faldt tungt fra himlen og gjorde det svært at se noget, Hun greb fat i Josh og kiggede op på ham ”Vi burde søge ly i hytten der.” Alex havde ikke haft det godt efter episoden med hendes hår, hun havde været meget trist. Men det nogle lunde korte hår klædte hende nu også ret godt. Hun gik forbi Josh og ind i hytten, hvor Aiden fulgte med. Han kiggede tilbage på Josh og nikkede, det var en god ide. Også var det en hytte, der kunne være en brande ovn.
Alex skubbede døren op, der kunne umuligt bo nogle midt ude i ingenting. Der var støvet og ret koldt, men dog en smule varmere end udenfor. Hun gik ind og smed sin næsten tomme taske på gulvet, der var en sofa, træstole, et værelse med en enmands seng og et badeværelset.
Alex kiggede rundt, der var en brandeovn men der var intet træ til at varme stedet op. Alex satte sig derefter på det kolde gulv ”Jeg gider ikke mere, vi har gået tre dage uden søvn, jeg er udmattet og mine fødder gør ondt!” Hun lukkede sine øjne og sukkede dybt.

Ghost så sig omkring. Den store ulv stod ved siden af sin ejer og tog ikke øjnene fra de fremmede mænd, da de gyldne øjne, først opfangede, at Aiden gik hen for at kramme dem. Josh tog heller ikke øjnene fra hele episoden. Det lod til, at Aiden kendte disse mænd.
I det der føltes som en hel time, stod de bare og ventede på, at Aiden blev færdig med, at snakke med mændene, så de kunne komme videre. Imellem tiden, havde Josh brugt tid på, at gå rundt i teltet og engang imellem kigge over til Alex. Ghost derimod, udnyttet lejligheden til, at få et lille hvil og lægge sig ned.
Til sidst sagde Aiden endelig farvel og de kunne komme videre. Dog havde Josh ikke regnet med, at han direkte ville tage kortet ud af Alex hænder, for derefter bare, at rive det i stykker foran hende. Han ville sige noget, men slugte ordene, ved synet af Alex der sprang på Aiden, som et vredt rovdyr. Hun rev ham i håret og bed ham. Det blev ved sådan i to minutter, før Alex endelig lod til, at slappe af og lade vreden fordufte fra sin krop. Josh åndede tungt ud. Nu var de nød til at beholde Aiden hos dem. Han var kortet nu. Et omvandrende, snakkende kort, man desværre ikke bare kunne proppe ned i lommen og gemme væk.
De fortsatte deres rejse igennem ødemarken.

Hele 3 uger var gået. Josh fødder var begyndt at føles som cement og rundt omkring dem, var der ikke andet end... Ingenting. Der var ingen levende væsner i syne udover dem. Engang imellem var Ghost heldig med, at finde et hjorte agtig dyr han kunne jage, så han var sikker på, at få noget mad.
Uheldet med ilden var begyndt at være en hverdags ting. I starten havde det været som en stor katastrofe, men nu, havde han lidt vendte sig til, at der altid skete noget når Alex tændt op i bålet. Kun den ene gang hvor det gik udover Aidens hår, formåede Josh at fnise en smule. Aiden havde ikke været den nemmeste at have med på turen. De konstant perverse bemærkninger til Alex, fik ham til, at brække sig over ham og underligt nok, gav det ham lyst til, at brænde resten af hans hår af. Heldigvis ignorerede Alex det. Og gik Aiden forvidt, havde hun Ghost og Josh i nærheden.
Tiderne ved de varme kilder var det værste. Aiden lod ikke kun til, at genere Alex, men også ham når han sov og bare gerne ville slappe af. Der var ingen tvivl om, at den faldne engel, så denne rejse som en badeferie. En badeferie, hvor han kunne tjekke Alex ud og genere Josh hele dagen. Til sidst var Josh ved at springes! Hvad var det den engel ikke fattede? De havde ham kun med pga. han var et omvandrende kort.

En hytte, så fin og rolig, fangede med det samme Josh opmærksomhed og da Alex tog fat i ham, for at vise ham den, nikkede han til det hun sagde og fulgte med hende derhen. Ulykken med hendes hår, havde gjort hende en smule trist til mode, hvilket Josh fandt... Trist. Hvis bare hun vidste hvor meget det korte hår faktisk klædte hende!
Inde i hytten var der en brændeovn, men desværre intet brænde, at tænde ild med. Han sukkede dybt og smed tasken på det kolde gulv. En støvsky svævede om den. Udmattet kørte han en hånd igennem sine brune lokker og så sig omkring. Det Alex sagde, smilede han svagt af. Han forstod hende udmærket godt. Forsigtigt gik han hen til hende, lagde en hånd på hendes skulder og smilede varmt og blidt til hende. "Så lad os hvile os her nogen dage, vi trænger til søvn og hvile,".
Ghost lagde sig øjeblikkeligt ned med et bump. Den store ulv kunne snart heller ikke mere. Josh så sig omkring og kom i tanke om nogen af træstolene. De kunne da bruges til at tænde op med? Han tog den ene af dem, smadret den ned i gulvet, hvor den splintrede i flere stykker. En efter en, smed han stykkerne ind i brændeovnene og brugte derefter, to flintesten til at skabe ild, ved at snitte dem imod hinanden. Efter nogle minutter var der ild i brændeovnen. Josh åndet lettet ud og gik hen til Alex. Blidt kyssede han hendes pande. "Se at få hvilet dine fødder," Han gik hen til sin taske og begyndte at gennemrode den for madvare. Der var dog meget lidt tilbage..

Alex havde godt bidt mærke i Joshs besvær med at holde næven tilbage, mod Aiden. Lysten til at tæve Aiden var der hele tiden, hun gjorde selv sit bedste for ikke at dræbe ham. Folk der smu kiggede på hende bade, var klamme og afskyelige. Eller måske var det bare fordi Aiden altid spurgte om disse sære ting, som at de burde være nøgne, ligge i ske, bade sammen eller andre nastye ting.
Dog fik han hende til at holde sig tættere på Josh, hun havde det med at kramme Joshs arm når Aiden kom for tæt på. Desværre var dette måske en smule barnlig, en måde at få sat Josh op som en mur. Når hun gjorde det, hun tænkte dog ikke så på det når hun gjorde det. Hun ville bare have Aiden væk fra hende, hvilket Josh var god til at få til at ske, når han kiggede på Aiden.
Mange af morgnerne, var det rent faktisk Alex der var problemet, hendes dovne måde at bede Josh og Aiden om at lade hende sove på og gå uden hende. Fik dem skiftevis til at bære hende, til hun vågnede mere op. Problemet var bare når hun vågnede op på Aidens ryg, havde hun det med at slå ham i hovedet for at komme ned. Hun havde nu ikke meget imod at de gik rundt med hende, bare det at hun som altid mumlede i søvne. Var det der fik hende til at slå fra sig, dog… når hun vågnede på Joshs ryg, rødmede hun meget mere og begyndte at lave jokes med Josh. Som i at sætte sine is kolde hænder ind under hans trøje eller holde ham for øjnene, hun gjorde dette i panik for at vise sine inderste følelser for ham. Hvis han opdagede at hun rødmede og satte hende ned på jorden, inden hun fik sig selv kølet ned. Ville han alt for hurtigt kunne regne ud hvorfor hun rødmende, eller sådan gik hendes tanker i hvert fald.

Alex lukkede sine øjne blidt i, da hun lagde sig på det kolde træ gulv. Det var dog bedre end at ligge udenfor i sneen, som føltes som knive der stak ned i dig. Hun åbnede sine brune øjne, da Josh kyssede hendes pande. Hendes ansigt blev rødt, følelsen af hendes kinder der nærmest brandte op dulmede op i hende. Hvorfor kyssede han hendes pande? Nej vent, han kyssede tit hendes pande. Men det var ved at være langtid siden han sidst havde gjort dette, siden han havde mistet hukommelsen om hende.
Hun rystede blidt på hovedet for at køle sig selv nød, et lille smil kom frem på hendes kolde læber ”I lige måde, du har gået lige så meget som os andre” Hendes stemme var træt men ogsåe meget blidt, Aiden stirrede stadigvæk lidt på Josh, fordi han randomly havde smadret træstolene. Det var en god ide at bruge dem som brænde, men det ville jo hurtigt slippe op. Hvor mange dage snakkede Josh også lige om, hvis de skulle være her i mere end to dage var der på ingen måde træ nok til at holde hytten var på. Aiden rystede derefter lidt på hovedet, han var selv meget træt. Hans blik endte på den smukke ulv Ghost, som her på det sidste havde lignet et spørgelse, i den hvide sne. ”Så er det bare dig og mig.” Sagde han på en jokene måde, mens Alex lå mellem Josh og Aiden+Ghost. Hun havde bare valgt sig at smide sig i midten af rummet, uden at tænke over at hun måske lå lidt i vejen for de andre.
Hendes øjne var placerede på Josh, som rodede sin egen taske igennem. Hun sukkede blidt, da hun godt vidste at der ikke var særlig meget tilbage. Dog efter lidt tid, rejste hun sig op og gik ud på badeværelset. Hun tændte for vandet og tjekkede om der måske var varmt vand, nu hvor brande ovnen måske havde producerede lidt varme. Til hendes overraskelse var vandet en smule varmt, varmt nok til at hun godt kunne overveje at tage et bad. Hun slukkede vandet og gik ud mod dem igen, hun tømte sin egen taske. Den havde kun sy udstyret og en halvtom vandflaske i sig, hun rev derefter tasken i stykker og begyndte at sy den sammen igen. Til en kåbe, båndet til at lukke den blev dog til en af de puder som lå på sofaen. Hun tog derefter sytingene hentil Josh sammen med den ene flaske de nu havde. ”Jeg går i bad, vandet er en smule varmt men ikke meget. Derefter vasker jeg alt vores tøj.” Hendes stemme var lav, en smule genert da hun jo enlig sagde at de alle sammen kom til at gå nøgen rundt. ”J-Jeg har lavet en kåbe, så jeg vasket et sæt tøj når det andet er tørt.” Hun lagde tingene ved siden af Josh, som et tegn på at de skulle ned i den eneste taske der nu var.

Da Aiden snakkede til Ghost, løftede han sit massive hoved og lod et kort øjeblik de gyldne øjne lægge på den faldne. De skreg ikke had som de havde gjort på starten af turen. I stedet havde de en svag glød af rolighed i sig. Han var så småt begyndt, at vende sig til den faldne selskab og underlige humor. De gyldne øjne landede derefter over på sin ejer, der fortsat var igang med, at gennemrode tasken for, at finde noget de kunne spise. Op af tasken trak han dog ikke andet end et tørt brød. Ghost lagde ørene tæt ind til sig og lod derefter hovedet hvile på gulvet endnu engang. Der gik vist lang tid før de kunne få mad igen!
Alex gik ud og tjekkede til varmt vand. Ilden i brændeovnene var stadig i fuld flammer og Aiden... Aiden lavede det, Aiden nu altid lavede. Med et svagt pus, i lyden af et suk, rejste Josh sig fra tasken og gik hen imod Aiden, med en del af brødet. "Her, det er det eneste vi har," Han smilede svagt til ham og så derefter hen på Alex, der overraskende nok havde fundet noget varmt vand. At få vasket sit tøj lød rart i Josh øre. Specielt, når man ikke havde gået i andet, end disse klude i så mange dage. Han nikkede til det hun sagde og smilede blidt til hende, før han gik hen og satte sig ved siden af Ghost, imens han gumlede på den skive brød der var hans. "Vi kan nok ikke blive her så længe.. Der er ikke brænde nok til det... Men, vi må nyde det imens det er her," Han så op på Aiden. De mandelfarvede øjne svømmede rundt i udmattelse. Tanken om, at skulle ud i kulden igen, fik ham til at krybe sig en smule tættere på Ghost. Kulde var ikke lige ham, men, var det overhovedet det for nogen, udover hans bror Jacob selvføkgelig. Han trak jakken tættere om sig...

Aiden smilte, da Josh valgte at give ham et lille stykke brød. Han tog det og takkede, mens han spiste det gik Alex rundt omkring hytten. Det var sært, hytten var som sådan meget ren. I forhold til at der ikke var nogle der boede der. Hun sukkede blidt og gik fra Aiden til Josh for at tage deres trøjer, de var jo drenge. Så de kunne godt gå topløs, så hun kunne vaske deres tøj. Så havde de også hele tiden tøj på, når noget af det blev vasket.
Det tog næsten hele dagen at få vasket alt tøjet og få det tørret over brande ovnen. Aiden var faldet i søvn op af væggen, Alex var faldet i søvn op af Josh. Kun fordi de havde siddet sammen foran brandeovnen og Aiden ikke havde fået lov til at nærme sig hende, af Alex selv. Hun mumlede lavt, de havde alle sammen fået deres tørre tøj på igen. Som var det der holdte dem varme når flammerne i brande ovnen forsvandt, det var sent og hele hytten var kuld sort. Men lyden af sne der knirkede under folks fødder nærmede sig hytten.
Personerne udenfor døren, fik åbnede døren og gik rundt i hytten. En af dem fjernede håret fra Alexs ansigt og vinkede den anden person hen. De betraktede hende kort hvorefter det løftede hende op, Alex, Aiden, Josh og Ghost sov tungt da de enlig ikke havde fået noget søvn i omkring 3 dage. Hvilket var forfærdeligt nu hvor disse folk var der!

Da de vågnede igen, var det kun Josh og Aiden i en celle for sig selv. Der var mørkt, det eneste lys de fik var fra en lampe over ved en metal dør. Ghost var i et lille bur lidt fra Josh, lyden af skrig begyndt tideligt om morgnen. Alex var ikke i deres celler, hun var væk og kunne ikke høres eller lugtes. Den eneste lugt der var, nede i cellen var lugten af blod og urin. En mand kom ind af metal døren og slog et metal krus mod trammerne ”Så er det op skøn jomfruer!” Råbte han. Aiden sprang op af Chokket og slog hovedet ind i en af trammerne. Han faldt hurtigt bagover og lavede et lavt lidt piget skrig. ”Der er mad, ikke meget men i overlevet” Mandens stemme var drilsk og meget ondskabsfuld, som om han jokede med dem og måske ville myrde dem. Aiden kiggede rundt mens han betragtede stedet, der var ingen vinduer. Hvilket tydede på at de måtte være enden under jorden, på grund af murene der var lavet af jord. Han kiggede forvirrede rundt ”HVAD SKER DER HER!” Skreg Aiden, han havde ikke opdaget at Alex ikke var hos dem endnu.

Josh lod Alex vaske hans trøje. Dog måtte han indrømme, at det var meget koldt, at gå rundt uden trøje på! Han satte sig op af den varme ulv og blev siddende der, indtil trøjen var vasket og tørret, så han kunne få den over sig igen. Den dejlige følelse af rent tøj imod hans hud var det bedste ved det hele! Dagen gik langsomt på hæl. Udenfor var solen på vej ned, hvilket gav sneen en chance for, at tage ekstra fat. Inden længe herskede en snestorm udenfor. Det tudede igennem hele den tomme hytte, men Josh lå ikke mærke til noget. Han lå trygt og godt foran brændeovnen, med Alex ved sin side...
Ghost, som havde den bedste hørelse af dem alder, var så udmattet, at ikke engang han lagde mærke til mændene der kom ind. Hvilket var heldig for dem. Ellers havde det været det rene blodbad.

Lyden af metal der ramte metal, vækkede Josh med et sæt og han løftede hurtigt hovedet, hvor han til sin overraskelse så et helt fremmede ansigt, bag nogle tremmer. Det gik dog hurtigt op for ham, at det var ham og Aiden der var bag tremmerne og ikke manden. Han ømmede sit baghoved. "Hvor er vi.." Øjnene gled rundt i hovedet på ham. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. For lidt siden var de i en hytte og nu lå de på et hårdt... Tanken om hytten, gjorde ham opmærksom på, at Alex ikke var ved ham, som hun var, da han faldt i søvn! Af ren raseri, var Josh med et øjeblink helt oppe ved tremmerne og havde sneget sine hænder igennem, for at få et greb om den fremmede mands krave. Styrken fra Archangelen gjorde ham i stand til, at holde mandens klamme ansigt hårdt ind imod tremmerne. "Hvor er pigen der var hos os?!" Da manden ikke svarede med det samme, hamrede Josh hans hoved ind tremmerne. "Hvor er hun!?"

Manden smilte bare da Josh greb fat i hans krave, ikke et eneste ord blev sagt. Lige indtil Josh hamrede ham ind i trammerne, Aiden stod måløst over Joshs opførelse. Dette var første gang han havde set Josh vred, udover den gang han havde sneget sig med i vandet hos Alex. Hvor Alex skreg og Josh kom løbende med Ghost, det var det eneste tidspunkt han havde set Josh vred.
Manden kiggede ondt på Josh, han var rasende men et smil kom alligevel frem. ”Oh du hørte måske ikke jeres venindes skrig, jeg må dog sige at hun er fantastisk i sengen… en rigtig skriger” Hans øjne viste ingen tegn på at han løj overfor Josh ”Hvis i er helt stille kan i måske høre hende lige nu, mens mine venner hygger sig med hende. Jeg må indrømme at i vælger at gå med en skønhed, selv når hun græder er hun skøn.” Manden løj selvfølgelig, ingen person havde nogle sinde været tæt nok på Alex til at kunne voldtage hende, og selv hvis hun var forsvarsløs ville hun køre alt i sin magt, til at bide ansigtet af personen hvis de forsøgte at kysse hende! Det vidste Josh dog ikke, det samme for Aiden. Da Alex ikke turde at visse sin sande natur frem foran Josh, frygten for at Josh ville hade hendes mere drablige jeg.
Manden lo af Josh og greb derefter fat i Joshs trøje ”Du min knægt, har sikkert selv undulerede hende flere gange. Så du ved sikkert hvordan hendes brune hår dufter af sæbe, de brune øjne der nærmest lyser op!” Han slog Josh ind i trammerne, som hævn for at Josh havde gjort det mod ham. Aiden sprang dog ind og satte en hånd på Joshs pande, så Josh i stedet smadrede sit hoved ind i hans hånd. Det gjorde ondt på dem begge, men det var bedre end at få hamrede hovedet ind i trammerne.
Efter lidt tid kom en anden mand ind døren han kiggede på Josh og den anden, hans øjne var røde. Dette tydede på en vampyr ”Hvad sker der her?” Sagde han koldt, inden han gik mod dem ”Hvis du ikke slipper ham nu, lover jeg dig at vi brækker nakken på din ulv der, ellers tøsen i kom sammen med.” Han var følelses kold, ikke en eneste lyd af følelser var i hans toneleje kun en kold stemme af død.

Ghost luntede utålmodigt rundt i sin celle. Følesen og synet af sin ejers vrede, gjorde det massive dyr urolige og han ønskede bare, at stå ved Josh side. Engang imellem knurrede han højlydt, kun for at gøre manden opmærksom på, at han også var der. Måske kunne det hjælpe Josh en smule. Desværre var manden kun fokuseret på, at hakke Josh ned, med sine valg af ord.
Josh så bare manden ind i øjnene. Englen var ikke længere til at se i ham. Øjnene var kolde som is og langsomt ville man kunne se hvordan de begyndte, at lyse hvidt og kraftigt op. Manden foran ham mindede Josh om hans far, den mand han hadede allermest på jorden og som han bare ønskede, at se lide til evig tid.
Selv da hans hoved blevet hamrede ind i tremmerne, eller Aidens hånd, takket være den faldne havde været hurtig, fjernede han ikke den kolde og truende glød i sine øjne. Hvert et ord manden havde sagt kørte rundt i hovedet på ham, tændte vreden inde i ham og fremkaldte dæmonen.
Grebet om mandens krave, blev nu i stedet til et stramt greb om mandens hals. Langsomt og pindefuldt begyndte Josh, at klemme om mandens hals, gjorde det umuligt for ham at få luft igennem luftrøret. Han så ham koldt ind i øjnene. De mandelfarvede øjne var nu hvide som sne. Hans evne frygt ønskede at torturere manden den han fangede i sit spind. "Det eneste jeg kan høre, er dine ynkelige klynk efter luft," Josh stemme var forandret. Der var ingen tvivl om, at det var dæmonen der snakkede lige nu.. Den altid så varme stemme, var nu hæs og koldblodig.. I et kort øjeblik, ville man tro, at han intet problem ville have i, at dræbe manden foran ham.
En ny stemme rungede i Josh sind og fik ham til at dreje hovedet, kun for at se et nyt ansigt, der også kunne trænge til at møde tremmerne et par gange. Med et lumsk smil på læben valgte Josh, at gøre hvad vampyren sagde, ved at skubbe så hårdt til manden (ved tremmerne), at han ramte ind i tremmerne på Ghost bur. Ghost knurrede arrigt og snappede kort ud efter manden. De massive kæber kunne dog ikke komme igennem tremmerne.
Josh tog ikke øjnene fra vampyren. De mandelfarvede øjne viste ingen tegn på frygt. "Hvor er hun?" Hans stemme var stadig ligeså kold som før.

Mandens ynkelige forsøg på at gispe efter luften, fik Aiden til at kigge lidt forskræmt på Josh også sin hånd. Smerten dunkede i den, men der var ikke rigtig tid til at tænke over det! Hvor var Alex og hvorfor fik Josh det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Da vampyren kom ind, vende Aiden blikket mod Vampyren ”Hvor er vi” Sagde han, i det Josh fik kastet manden mod Ghosts bur. Slap et lavt skrig mandens læber, han rejste sig forskræmt op af Ghosts snappen efter ham. Det løb ham koldt ned af ryggen, da Josh spurgte vampyren. Hvem troede Josh lige han var, at spørger en i så høj en rank! Helt uden at bruge respektfulde ord! Hvor vovede han. Dog svarede vampyren med et suk. ”Jeres veninde?” sagde han, han satte sine arme om bag ryggen. Han var iført et jakke sæt og hans hår var sat tilbage.
”Jeres lille veninde har det fint, hun er inde i et andet rum. Da mænd og kvinder ikke må være sammen” Hans røde øjne lyste op som rubiner ”Dette sted er under grunden, og hvis i ikke opføre jer ordentlig kommer det til at gå udover hende. Eller jeres ulv, da vi ikke har behov for ulven er det nok det største offer der kommer.” Han kiggede mod Ghost, med sine kolde øjne ”Så jeg vil bede jer om at opføre jer ordentligt…” Manden løb hurtigt hen ved vampyrens side, han rettede på sit eget tøj og kiggede rundt. Det var tydeligt at han var blevet en smule forlegen omkring det med Josh der var stærkere end ham.
Aiden greb fat i tremmerne og råbte ”Hvad vil i med os?! Hvorfor holder i os her!” Hans øjne viste vrede. Som om han kende denne mand og hadet bumlede op i ham. Vampyren vende blikket mod Aiden, inden et koldt smil kom frem på hans læber ”Undergrunden er lavet til chick fights, mange mænd er villig til at betale millioner for at se kvinder slås i undertøj, jeres veninde var så heldig at være med.” Han vende ryggen til dem og gik mod Metal døren ”Bare rolig, hun er fantastisk til at forsvare sig selv mod de andre tøser og har ind til videre vundet mad til jer. Hvis hun taber mister i tilladelsen til mad, hvis hun vinder få i mad eller vand.” Han forsvandt gennem døren og Manden som Josh havde kastet mod Ghost, smed to stykker brød indtil dem og et lille brød ind til Ghost, som om ulven åd brød. Hvilket den kunne blive nødtil, Aiden klemte sine øjne sammen ”FUUUCK!!” Han faldt på knæ og hamrede sin pande mod tremmerne.

Josh kunne godt mærke på sig selv, at dæmonen forsøgte at æde ham op indeni, så for at berolige sig selv, lukkede han øjnene i og gav sig til at danne billeder af sin afdøde datter i sit hoved. Af en eller anden grund, beroligede det ham altid og fik dæmonen inde i ham til, at krybe væk, tilbage i mørket og i kontrol af den archangel, han havde kæmpet for at blive. Efter nogen sekunder åbnede han øjnene igen. Det lysende og ondskabsfulde var alt sammen forsvundet fra ham igen. Han lyttede opmærksomt med på det vampyren sagde. Det fik ham til at væmmes ved tanken om skrigende mænd med lyster, der betalte tonsvis af penge for, at se piger slås i undertøj. I Josh øjne var det ynkeligt. At manden truede Ghost, gjorde bare Josh mere vred og han knyttede sine næver for ikke at hamre dem imod tremmerne. Havde der ikke været en mur imellem, så var han sprunget på vampyren og tvunget ham til, at æde sine ord og befrie Alex. For ikke at nævne de andre kvinder.
Ghost knurrede arrigt af vampyren da de fik øjenkontakt. Der var ingen frygt fra ham heller.
Lige inden de to fremmede forsvandt ud af døren, valgte Josh, at adskille sine læber og undslippe et lille pust, der kunne lyde som en blanding af et fnys og en klukken. Han så kort hen på Aiden med et svagt smil på læben. Blikket blev dog hurtigt rettet imod mændene igen. "Og hvor langtid havde i regnet med at kunne holde det sådan her? Ingen længe vil det hele give bagslag," Han så dem kort i øjnene, før han vendte ryggen til dem og gik længere ind i cellen. Her valgte han, at sætte sig op af den kolde mur. Udmattet kørte han en hånd igennem sine brune lokker.. Da hånden svagt strejfede panden, ømmede han sig kort og sukkede. "Forresten, tak Aiden, takket være dig... Blev min hovedskade ikke så slem.. Klare din hånd sig?" Han så spørgende op på Aiden.
Det varede kun nogle få sekunder, før hans tanker igen røg hen på Alex. Hun var derude, kæmpede for sit liv og for at give dem mad, men hvad med hende selv? Hvad fik hun? Bare tanken om, at de mænd havde lagt hånd på hende, fik ham til at knurre svagt for sig selv. For at forhindre den lave knurren, gnavede han ufrivilligt i brødet, men synkede ikke. Han var ikke sulten nok, til at tage imod mad fra mænd som den. "Vi skal nok komme ud herfra Aiden, med Alex," Han kunne altid forsøge, at opmuntre den faldne, selvom det nok ikke ville hjælpe.

Aiden vende blikket mod Josh, da han satte sig ned på jorden. Hvordan kunne det være at Josh reagerede på denne måde, over noget så småt. Hans forhold til Alex kunne umuligt være så stort, kunne det? ”Jeg har det fint, min hånd skal nok overleve” Udbrød Aiden inden han fjernede sig fra tremmerne. Hvordan skulle de kunne komme ud, tænkte han for sig selv.
Hvis Josh virkelig troede at dette ville hjælpe på noget tog han fejl, Aiden var kun blevet fanget en gang før. Og dette gjorde intet bedre, disse folk var stærke. Han kende rygterne om dem, den måde de kidnappede kvinder på og slog dem ihjel hvis de ikke kunne vinde en eneste kamp. Han sukkede blidt ”Næste gang springer jeg nok ikke ind foran” Lo Aiden halvt. Han rystede blidt på hovedet og tiden løb, de havde været der i omkring en dag måske mere. Det var ikke til at vide, da de ikke havde nogle tidsfornæmmelse der nede. Skrigene og gråden fra alle de kvinder der også var fanget der nede, kunne drive en til vanvid. Aiden kiggede hen mod Josh inden han åbnede munden stille.
”Hvad er Alex overhovedet for dig?” Han sad og gumlede på det tørre brød de havde fået. ”Er i elskere eller som søskende? For jeg har set den måde hun kiggere på dig.” Han sukkede blidt, hvorfor skulle han også lige kunne kende til den kærlige måde man kiggede på den man elskede. Hvis det ikke var fordi han vidste at Josh havde mistet sin hukommelse, ville han have spurgt ham om hvordan han selv blev Falden. Der måtte være en grund til at han aldrig havde set Josh bruge sine vinger, selv når han faldt ned af træer brugte Josh aldrig sine vinger. Hvilket fik Aiden til at tænke. ”Hvor meget kan du overhovedet huske? Af alle de ting der er sket?” De havde jo ligesom ikke noget at snakke om, da de var fanget i cellerne.
En sjælden gang kom manden ind med et lille glas vand, hver gang smed han en dum kommentar om hvordan Alex havde fået nogle slag. Og hvordan de aldrig ville kunne komme til at genkende hendes ansigt igen, på grund af alle de slag hun havde fået. Når han gik grinte han altid og fik kun Aiden til at ryste på hovedet og ventede på Joshs svar, hvis Josh altså valgte at svare på dem.

Det lettede ham, at hånden på den faldne havde overlevet mødet med hans hoved og tremmerne. Den næste sætning han valgte at bruge, fik ham bare til at fnise svagt og nikke på hovedet. At han ikke ville stå model til, at lade sin hånd smadre endnu engang, forstod Josh egentlig godt. Uden at svare på det, fortsatte han bare med at gumle på det tørre brød og kiggede engang imellem Aiden over skulderen, for at tjekke til Ghost. Kæmpeulven havde snubbet alt brødet i en mundfuld. Josh sukkede svagt. Kæmpeulven kunne ikke overleve længe med brød...
Aidens stemme fik ham til, at kigge hen på ham igen. Spørgsmålet omkring Alex fik hans mave til at spænde. Hvad var ham og Alex egentlig? Gode venner... som søskende? Muligheden for at få en søster i Alex var ikke stor for Josh. Som Aiden selv sagde, han kunne se den måde hun kiggede på ham på... Desuden, han ville heller ikke kunne se hende som en søster. Josh kørte en hånd igennem sit hår. "Vi er ikke elskere nej og heller ikke søskende... Vi..." Han tyggede på sine ord. "Vi er vel meget gode venner,".
Hvorfor var det så svært for ham, at få ordet venner ud af sin mund... Var det ikke det de var? Venner?
Spørgsmålet om Alex, blev hurtig fordrejet til spørgsmålet om, hvad han egentlig kunne huske. Han trak knæene ind til sin overkrop. "Jeg kan huske, min far takket være manden lige før.. Alt det han sagde om voldtægt, gjorde mig opmærksom på, at jeg har en far der var sådan... Men hvordan han gjorde det kan jeg ikke huske og... Min datter, jeg kan huske, at jeg havde en datter, som døde... Af en grund jeg ikke kan huske og moren kan jeg heller ikke huske," Billeder dansede foran ham. De virkede alle sammen så bekendte men han kunne ikke huske dem. Hjernen mobbede ham med alle hans minder. Kvalte ham og gjorde sit bedste for, at få ham til, at huske, men han kunne ikke.
Han så Aiden ind i øjnene... Måske var det på tide, at få noget at vide om ham, nu hvor de havde chancen. "Hvad med dig? hvad er din historie helt præcis?"
Den klamme mand der engang imellem valgte, at komme igen, ignorerede Josh fuldkommen og sendte ham kun et koldt blik i ny og næ. Hvis hans vrede ville ende med, at gå udover Ghost eller Alex, så var den værd at holde tilbage, selvom manden bag tremmerne fortjente et par slag eller tre..

Aiden nikkede kort engang i mellem, mens Josh snakkede. Venner, gode venner? Som om, Aiden havde bemærket at Alex havde det med at gå op af Josh. Hun slog heller aldrig Josh når han blev opdaget ved vandet, nå hun badede. Hvilket gjorde Aiden en smule jaloux, hvorfor skulle han også lige ses på som om han var den klamme, han var da elskværdig. Aiden grinte lidt, i det den tanke fløj gennem hans hoved. Elskværdig, ha som om!
”Venner, virkelig. I virkere tættere end det, men okay.” Sagde han lavt, han lagde sig ned på den kolde jord og kiggede op på Josh. Han huskede sin far? Som voldtog folk, hvilken forfærdelig barndom måtte Josh ikke have oplevet. Aidens barndom var glem, han havde selv valgt at glemme den. Han kunne selvfølgelig ikke huske hvorfor, men han vidste bare at den ikke var værd at huske. Da Josh fortalte om at han kunne huske at han havde en datter, lukkede Aiden sine øjne. ”Jeg er sikker på at du ville have været en god far… du virker som en meget overbeskyttende person, som vil gøre alt for at beskytte dem du holder af.” Han åbnede stille sine øjne, hvis Josh havde mistet sit barn og den kvinde han elskede. Kunne Aiden kun fantasere hvordan Josh havde gjort alt i sin magt for at beskytte dem.

Han åbnede stille sine øjne, og i et kort sekund fik han øjenkontakt med Josh. Hvilket fik ham til at kigge væk hurtigt, øjenkontakt med en mand var ikke lige Aidens stil. ”Min historie? Vil du virkelig høre min historie?” Han satte sig stille op, med et smil på læben ”Jeg kan ikke huske min barndom, men jeg husker hvordan jeg blev til en Falden engle… men hvis du vil høre den må du ikke grine af det.” Han kløede sig lidt i nakken inden han kiggede på Josh, han vende derefter blikket mod tremmerne. ”Det hele startede da jeg blev 18 år, jeg mødte en pige med langt brunt hår, hun lignede faktisks Alex meget. Udover at hun var højere og mere flad” Han grinte lidt af den kommentar. ”Jeg bragte mange dage med hende, og fandt ud af at hun var kendt som en Sværd mester, Hun var et almindeligt menneske og rygterne kørte omkring, med hvordan hun havde dræbte flere tusinde Dæmoner med sine bare næver. Det blev fortalt at hendes krystal blå øjne var kolde som sne, men i virkeligheden var de smukke som diamanter.” Han lukkede stille sine øjne i, hans smil blev mere trist. ”Jeg blev forelsket i hende og kunne ikke få mig selv til at fortælle hende det. Det eneste problem var bare at pga rygterne, ville mange dæmoner gerne have hende død. Jeg ønskede ikke at miste hende, så jeg valgte at opsøge alle dæmonerne.” Et suk slap hans læber. ”Tanken om at miste hendes smukke smil fra mine øjne, skræmte mig mere end dæmonerne selv. Da jeg endelig fandt en, tiggede jeg nærmest for at han ikke skulle dræbe hende. Alt han sagde var bare…” Han tog en dyb indånding. ”Hvis du ønsker at redde hende så meget, må hun være en skønhed… Dengang vidste jeg ikke hvad en Incubus var, men jeg angreb ham og tabte stort. Da jeg vågnede igen, sad hun ved min side… Mika, hun hed Mika. Hun bad mig om at stoppe men jeg nægtede og blev ved, jeg trænede men blev aldrig stærk nok. Da jeg så hende igen havde hun klippet sit hår og bad mig om at skride fra hendes liv, hun sagde jeg var for svag til at være hos hende.” Aiden satte en hånd på sin pande og smilet falmede lidt, en smule smertefuldt at komme ud med dette. ”Jeg var lidt af en idiot, jeg grad og skreg nærmest efter hende i flere dage. Til jeg tog mig sammen, jeg jagtede dæmonerne og dræbte dem bagfra, de så aldrig hvem der kom efter dem. Jeg vandt kun fordi de ikke så det komme, men det held kunne ikke blive ved med at komme.” Tåre blev synlige for hans øjne, selv lige nu kunne han se Mikas smukke smil. ”Jeg blev skudt bagfra af en pil og faldt til jorden, da jeg vågnede igen havde Mika trukket pilen ud og givet mig en trøje på så jeg ikke mistede for meget blod. Hun sagde at hun altid skulle beskytte mig, at jeg var barnlig.” Aiden lukkede sine øjne inden han fortalte det sidste. ”Hun hostede blod op inden hun faldt til jorden, hun havde kæmpet for at redde mig fra dæmonerne, hendes sidste ord var…” Han bed sig selv i læben. ”Stop med at kæmpe, du lider Aiden. Hvis du stopper nu, kan du stadigvæk leve op.” han åbnede stille sine øjne. ”Jeg elsker dig, sagde hun til sidst, inden hendes øjne lukkede i og hendes vejrtrækning forsvandt.” Han kiggede på Josh og smilte varmt. ”Sådan lyder min historie.” Hans stemme var en smule hæs.

De virkede tættere end det. Af en eller anden grund, var den sætning nok til, at få ham til at rødme og kigge den anden vej. Måske virkede de tættere end venner, men, hvad kunne han sige? Hun havde også hjulpet ham igennem det hele... Nærmest ofret sit liv til denne tur, blot for, at han kan få sin hukommelse igen. Lige meget hvad, så han stod han i gæld til Alex og han ønskede at passe på hende.
Akavet kløede han sig i nakken. Ordene han ville have sagt var forsvundet fra hans læber... Det var vist bedst de blev indenbors, indtil han vidste hvad ham og Alex egentlig var.
Heldigvis bragte Aiden noget andet på banen, noget der kort fik hans hjerte til, at gøre en smule ondt. Nok kunne han ikke huske sin datter helt præcis, men han kunne mærke på sig selv, at hendes død havde taget hårdt på ham. Han smilede taknemmeligt over Aidens valg af ord. "Tak Aiden," Han tog den sidste bid af det tørre brød i sin mund.

Han var meget nysgerrig omkring Aiden, så da han spurgte ham, om han var sikker på at han ville høre hans historie, nikkede Josh og ventede nu blot på, at den faldne skulle fortælle ham om den.
Den lille kommentar om, at han ikke måtte grine, nikkede han til og smilede svagt. Han kunne aldrig finde på at grine, hvis det ikke var meningen eller sjovt for vedkommende for den sags skyld.
Hele vejen igennem, lyttede han til Aidens historie og kunne næsten ikke tro sine egne øre. Nu forstod han bedre Aidens opførsel overfor Alex, nu når hun mindede ham om den pige han engang havde elsket. Tænkt, at Aiden havde gået så meget igennem for hende, at han kæmpede for at beskytte hende. Endda selvom han blot havde været en engel imod en hel flok dæmoner. Ved slutningen af historien, kunne Josh til, at starte med ikke rigtig få ordene ud. Historien var som sagt kom hel bag på ham og den berørte tydeligvis Aiden på en hård måde. Han følte nu med den faldne der sad foran ham. Efter en rolig indånding, tog han sig til sidst sammen og sagde noget. "Det... gør mig ondt Aiden... Jeg vidste ikke at.." Han så ned i jorden. "Du er en god person Aiden. Du ville gøre alt for hende du elskede og det kan jeg kun se en grund til at respektere," Han smilede venligt til ham.

At Josh takkede for Aidens kommentar, fik ham til at smil. Aiden havde aldrig været god til at være medfølende, men  denne lille gruppe han var kommet ind på. Fik ham til at føle sig lidt hjemme, Josh lignede Aiden på nogle få måder. Han var beskyttende og ville gøre meget for at redde Alex, hvis han kunne. Josh var næsten selv parat til at gøre det som Aiden havde gjort for Mika, hvis han havde brug for det.

Stilheden kvalte nærmest Aidens triste følelse, den måde man kun kunne høre de kvindelige skrig gav ham gåsehud. Historien var måske en smule lang, men det var rart at have en til at lytte til den. Han havde altid været alene i den klan han havde levet i, intet kunne få ham til at smile. Hvilket havde gjort ham til den skørtejæger han var i dag, kun følelsen af en kvinde kunne få ham til at tænke på en anden end Mika. Joshs ord fik ham til at snøfte. ”Det er ikke meningen at jeg ville have din medlidenhed, men jeg er glad for dine ord” Han rettede sit blik mod Josh ”Jeg er sikker på at du ville gøre næsten det samme for den person du elsker, hvis hun altså findes.” Han sagde det lidt sarkastisk, inden døren bliv lukket op og manden kom ind. Han havde fat i Alexs hår og rev hende inden for. Han smed hende mod tremmerne ved Ghost, inden han lukkede stål døren bag sig.
”Hvis i er i tvivl, nægter jeres lille veninde her at kæmpe… på trods af at i ikke får mere mad” Alex så ikke såret ud, udover hendes ryg. Hun havde sår på ryggen af piskeslag, men hendes ansigt var der ikke sket noget med. Hun var iført en hvid halvblodig skjorte, bh og trusser. Hun faldt på knæ og kiggede stille rundt, hun smilte lidt til Josh og skulle til at sige noget. Da manden sparkede hende i hovedet, så hendes hoved fløj ind i tremmerne ved Ghost. Lyden af blod der dryppede ned fra hendes pande og tremmen der gav en klag, fylde rummet.  Hun faldt stille over, men hendes smil blev på hendes læber. Hun lukkede sine øjne, manden gik rundt i rummet og kiggede derefter på Alexs smil ”Du smiler stadigvæk, men det er fint.” Han trak en pistol frem og rettede den mod Aiden først. ”Hvem skal dø, før du vælger at kæmpe videre?!” Hans stemme skar gennem rummet, Aiden kiggede lettere forvirret rundt. Han kunne ikke finde ord på det der skete lige nu.
Alex rettede sig op og kiggede mod manden, hendes øjne var røde som blod ”Skyd… prøv” Hendes hænder var bundet, så hun kunne ikke få sig selv op at stå nemt. Hun vende ryggen til Ghosts bur og stak hænderne ind til buret, så Ghost kunne bide rebet over. Hvilket hun håbede på at han ville gøre! Manden rettede derefter pistolen på Josh ”Hvad så med ham her?” Hans stemme blev kold, han ville nærmest gerne skyde Josh. Som hævn for at han slog ham ind i tremmerne, Alex kiggede på Josh og derefter på Manden. Hun åbnede sin mund for at sige noget, men ord kunne ikke slippe hendes læber.
Inden de kunne nå at få set sig om, trak manden på aftrækkeren og et skud blev hørt. Aiden holde sig før ørene og Alex åbnede sin hun, overrasket over at Josh nu var blevet skudt i låret. fuck! hvordan skulle hun kunne reagere på dette, hvis hun viste følelser så ville det hele måske ende mere galt!

Josh nikkede til Aiden. Den irritable stemning han altid havde haft omkring ham var nu forsvundet. I stedet så han nu en ny ven foran sig. Lige i det øjeblik han ville sige noget til ham, kom manden fra før endnu engang ind af døren og havde ingen andre end Alex med sig. Hans klamme hånd var viklet ind i hendes hår i et strammende greb. Med et, var Josh oppe at stå igen og helt henne ved tremmerne. Alex smil til ham fik hans krop til at spænde. Hvordan kunne hun smile sådan, hun var jo såret!? Manden sparkede hende i hovedet og fik endnu engang vreden inde i Josh til at hoste sig op. Ivrigt rev han i tremmerne for at komme ud til hende. Ghost højlydte knurren og tremmer der blev rykket i, genlød igennem kælderens mørke. Josh ville råbe noget til manden. Dog blev hans ord bremset, af mandne trak en pistol op af lommen og før han overhovedet nåede at blinke, var den rettet imod ham og lyden af et skud skar i hans øre. Den overdøv lyden af Ghost knurren.
En stærk smerte i Josh lår, fik ham til at falde sammen og undslippe et støn af smerte. Blod flød nu ned af låret på ham og farvede bukserne mørkerøde..
Ghost knurrede højere.. Først der bemærkede den Alex reb og bed dem hurtigt over, før den lod sin massive krop hamre imod tremmerne, for at komme ud og dræbe manden på stedet. Støv og småsten faldt ned fra kælderloftet, hver gang Ghost hamrede kroppen ind i tremmerne.
Josh tog sig til såret. Hvis skuddet stadig sad i hans lår kunne han ikke heale, så det galt om, at få det skud ud med det samme... I et forsøg på at holde smerten ud, bed han sig i underlæben..

Skuddet der rungede gennem rummet, fik Alex til at bide i sin underlæbe. Hvor vovede han at skyde Josh! Dette skulle nok ende grufuldt, da hun følte rebet der blev bidt over. Sprang hun hurtigt op, manden ville rette pistolen mod Alex da han opdagede at hun var kommet op at stå. Dog nåede han ikke at gøre noget, før hun havde hamrede sin albue ned i hans arm og grebet fast i pistolen. Hun fik ikke slået hårdt nok til at hans arm brækkede, men stødet fik ham til at lave et lavt klønk inden han knyttet sin hånd og slog Alex i hovedet. På grund af sammen stødet med hendes hoved og tremmerne, snurrede det meste rundt for hende og hun blev ramt af næven.
Pistolen fløj indtil Ghost og manden fik hurtigt smidt sig over Alex, han vende hende om og slog hende omkring fire gange i hovedet inden han begyndte at hoste. Alex klemte sine øjne sammen og forsøgte at sætte sine hænder op foran hovedet når han slog, men manden faldt til side med et smertes støn. Han placerede en hånd på sit bryst og hev nærmest efter vejret! Han hostede blod op, blod løb ud af hans øre og næse. Som om han var ved at blive mast indenvendig!
Vampyren brasede ind og kiggede rundt, da han så manden der rullede smertefuldt rundt på gulvet. Røg hans blik hen på Josh og Aiden, han opdagede Aidens øjne der var blevet hvide som sne, det var hans værk. Inden længe hørte de Aidens skrig, han satte sine hænder op til sine øjne og hev to nåle ud af dem. Alex fik stillede sig op og kiggede rundt, manden der før rullede rundt smertefuldt. Fik rejst sig op og hev eftervejret! Aiden faldt sammen og rullede lidt rundt på gulvet mens han skreg ”Mine øjne!! Mine øjne” Vampyren gik mod Alex og greb fat i hendes hår, han hev hende op på knæ så han stod bag hende ”Så nu er næsten alle såret, kun pga dig min kære… kun ulven mangler, sig farvel til den nu.” Hans stemme var dyb og kold.
Alex smilte dog bare og satte sine hænder på hans arm ”Farvel” Blev der sagt og hendes store sorte vinger pircede gennem vampyren, blodet løb ned af hendes ryg og vampyrens mund. Hans greb blev slapt og han faldt sammen, da hun trak sine sorte vinger tilbage til sig faldt den nu døde til jorden. Manden fik rejst sig op og greb ud efter Alex, denne gang fik hun rykket sig væk. Hun sparkede ham væk, da hun fik nøglen i hans bælte. Hun kastede den derefter ind til Josh. Hvorefter hun satte sine hænder op, klar til kamp!

Det glade ansigt hun fik af ghost, kunne ikke andet end at varme hendes hjerte. Han var ikke sur over at hun havde gjort som Josh, og ignorere ham på den måde skulle nok ikke ske igen. Meeen Josh fik dog ikke den samme glædelige øjne som Alex fik, hun rejste sig op og kiggede rundt. Ghost var måske blevet en smule fornærmet over det der var sket, hvilket Josh selvfølgelig undskylde for. Aiden rystede blidt på hovedet og kastede en vamdflaske til Alex."er du sød at fylde den op med sne, så vi har noget koldt at drikke til turen." Aidens stemme var en smule kold, han var måske sur over den måde hun havde snakket til ham på? Alex nikkede og gik mod udgangen.
Aiden krydsede sine arme"så.. dig og Alex?... hvad sker der for jer?" Hans øjne havde fået en blå farve. Men de var kolde, kolde som sneen udenfor.