Stop flirting with my students! -Alex (Aigemfarrel) -

Josh så efter Alex med et kærligt smil på læben. Lettet åndede han ud og strakte sig, imens han nød den sidste behagelige varme fra grotten, før de skulle ud i kulden endnu engang. Tænk at rejsen måske snart ville være slut. Det var skræmmende at tænke på. Lige nu, kunne Josh slet ikke forestille sig dage uden Aiden og Alex. Eller, det ville kun være tomme dage. Inderst inde håbede han på, at selvom han fik hukommelsen igen, så ville Alex og Aiden stadig være en del af hans liv.
Det lille håb svandt dog ind, ved lyden af Aidens så pludselig skærende stemme og overraskende nok, kolde og kyniske øjne. Josh sank lydløst en klump. Hvad der var sket imellem ham og Alex.. Hans kinder blev varme ved tanken. Hurtigt kom han i tanke om, at Aiden stod ved siden af ham og han ikke kunne tøve nu!
"Hvad mener du hvad sker der for os?" Hans stemme var rolig, selvom Aidens kolde øjne kunne skramme ham en smule. Det lignede ikke Aiden at se sådan på ham. Ghost kom luntende hen ved siden af Josh. Uroen i den faldne engel kunne også mærkes i ulven. Der var noget som generede Aiden.. Inderst inde håbede Josh ikke på, at det var det han troede det var.

Alex gik i et rask tempo, hun ville helst ikke være adskilt fra dem. Lige nu havde hun det ret godt, følelsen af Joshs hænder på hendes krop var der stadigvæk. Hun rødmede en smule, mens hun fumlede lidt med flasken. Hvorfor rødmede hun sådan? hun rystede blidt på hovedet, hvis hun endte med at blive lovey dovey ville hun blive alt for svag, når fare ville ramme dem. Det var sket to gange nu! Det skulle ikke ske igen, sidst mistede Aiden jo synet og er først lige begyndt at kunne se igen! Og Josh blev skudt i benet, hvis hun ikke holde sig på toppen. Ville der sikkert snart ske Ghost noget! Hun knyttede sin ene hånd sammen og kiggede ud mod åbningen, der ville aldrig nogle sinde ske Ghost noget. Det er jo en stor ulv, som har en leder ved sin side. Udover det, skulle de først forbi Alex før de kunne få lov til at lægge hånd på Josh og ghost.
Sidst var et uheld, de sov jo! Hvis hun havde været vågen, ville der sikkert ikke være sket noget… ud i et tog hun sig selv, i at bebrejde sig selv for alle de skader der var sket. Hun satte sig på knæ og tog med rolige bevægelser toppen af sneen ind i flasken, så der ikke kom en masse jord og andre ting ned i flasken.

Aidens syn var begyndt at blive bedre, han så fog kun sort og hvid for tiden. Men det gik nok, han var taknemlig for Joshs forsøg på at heale hans øjne. Josh skyldte det også lidt, da Aiden havde gjort så meget for ham. Feks, at få smadrede sin hånd for hans skyld og så var det også lidt hans skyld at mistede synet. Eller det mente han i hvert fald, ifølge Aiden var det meste Joshs skyld. Ikke fordi han var taknemlig for alt det der var sket, men Josh var den stærke her i gruppen. Indtil videre havde han jo ikke gjort særlig meget? Da han opdagede Joshs rosen farvede kinder, himlede han med øjnene ”Hvad jeg mener?... jeg er ikke dum, da jeg gik hen til Alex før, tror du så ikke jeg havde set dit tøj ved hendes side?” Hans stemme var følelses kold.
”Går du i seng med Alex? Og er du selv sikker på at du kan håndtere hende, ikke for at lyde ond… men forløbig virker du som det svage led, selv din forvoksede hund virker stærkere end dig!” Selvfølgelig mente han intet ondt med sine ord. Han var bare rasende over det med Alex, hun mindede jo meget om Mika. Selvom der var gået år uden hende, ville han aldrig rigtig kunne smide hende ud af hovedet. Det værste var nok at han ikke havde følelser for Alex, han havde følelser for hendes udstråling. Kun fordi den mindede ham om Mika, hvis han kunne ville han selv stjæle Alex. Bare for at have følelsen af Mika ved sin side, så det med at Josh og hende var begyndt at *Hygge* sig sammen, fik kun hans blod til at boble. Lige nu følte han for at slå Josh hård i ansigtet, nok til at se ham flyve ned i det varme vand igen! Hvis han altså ikke valgte at lyve over for ham.

Aiden var uden tvivl vred på ham. Lige nu mindede ham Josh om en gryde fyldt med kogende vand, som snart ville bruse over, hvis ikke nogen forsøgte at skrue ned for blusset. Alle de ord han sagde, gav både Johs lysten til at råbe af ham og krybe væk. Den ene side mente at han var helt forkert på den og den anden mente at han havde ret. Var han det svage led? Havde han ladt dem alle tre i stikken og bare set på? Tøvende bed han sig i underlæben, dog gav han hurtigt slip på den og beroligede sig selv, ved at stryge en hånd igennem den bløde pels på Ghost hoved. Ulven der sjovt nok stod og så vredt op på Aiden lige nu. Som sagt, stod han altid ved hans ejers side, lige meget hvad og lige nu kunne han mærke hvilken truende aura Aiden rettede imod Josh.
Josh åndet ud før han så hen på Aiden. Øjnene var hverken stolte eller bange. De var neutrale, eftersom han forsøgte at tackle denne situation, så roligt som han nu kunne. Der var ingen grund til at de skulle begynde at diskutere nu. Om Aiden så havde ret i det han sagde eller ej. Hvilket Josh mente var ej, men han turde ikke sætte sig selv op på en piedestal. Sådan var han ikke.
”Vi gik i seng sammen ja,” Stemmen var overraskende rolig, når man tænkte over, hvor hårdt hans hjerte hamrede imod hans brystkasse lige nu. ”Jeg er ikke det svage led Aiden, vi har alle været udsat for nogle hårdere prøver der har presset os til det yderste. Nok er jeg en archangel, men det betyder ikke at jeg er uovervindelig og ikke kan have brug for hjælp og hvile engang imellem,” Han strøg endnu engang hånden igennem den bløde pels. Den beroligede ham, fik hans hjerte til at falde til ro. ”Og hvad angår mig og Alex, så kan jeg godt håndtere hende og beskytte hende hvis det er det du mener. Hun betyder meget for mig, mere end du sikkert tro hun gør,” Da han havde ladet det sidste ord undslippe sine læber, så han ud imod grottens åbning og ventede på, at skulle se skikkelsen af Alex igen. Bare tanken om at se hende gjorde ham varm indeni. Der var ikke længere tvivl. Han havde fået følelser for hende… Det havde han haft længe nu, men blot skubbet dem til side, selvom det var svært. Dog kunne han bare ikke holde dem tilbage længere.

Vreden siv nærmest ud af Aidens øjne, han mente selvfølgelig at Josh var den svage. På trods af at han ikke selv rigtigt lavede noget for gruppen, han spiste bare og engang i mellem var det ham der bar på tingene. Ellers var det Alex og Josh der gjorde det hårde slid, nede i undergrunden var det Alex der tog imod slag. Mens Aiden valgte at hjælpe hende, så det var enlig hendes skyld at han mistede sine øjne. Han tænkte sikkert kun at det var Joshs skyld, fordi Josh var en Archangel. Han mente at de skulle være stærkere end nogle andre, når det var en Archangel. Hvis han bare var en engel, ville han nok ikke bebrejde ham så meget. Dog ønskede han jo heller ikke at udpege, at han var det svage led. Hvis han først gjorde det, ville alt gå til grunden. Alex og Josh brugte ham jo kun, fordi han havde revet kortet i stykker. Hvis de havde kortet, ville de nok allerede have smidt ham til side!
Af en sær grund, gjorde det kun Aiden mere og mere vred. At Josh virkede så rolig, kunne han i det mindste ikke vise bare en smule frygt eller nervøsitet! Da han svarede på om Alex og ham havde haft sex, knyttede han sine næver. Blodet boblede inde i ham, hvor vovede han! Han misbrugte hende sikkert, uden tvivl. Sådan en Archangel havde sikkert kvinder i hælene på sig hele tiden, og nu hvor der ikke var andre end Alex. Valgte han selvfølgelig at lege med et skrøbeligt hjerte, han var sikkert ligeglad med hende. Og ligeså snart han fik sin hukommelse tilbage, kasserede han helt sikkert Alex!
Det var ikke engang det der gik ham på, det der i virkeligheden gik ham på. Var at Alex lignede Mika så meget, så at Josh gik i seng med Alex. Fik ham til at føle, at han gik i seng med Mika. Den eneste kvinde han elskede, den eneste der kunne varme hans krop fra frosten.
Alle Joshs ord, som han brugte mod Aiden. Sivede bare ud af det andet øre, det med at Josh prøvede at berolige ham. Fik kun vreden til at boble over! Han bed tænderne sammen, da Josh sagde at han kunne håndtere Alex. Gud kunne han ej! Hun var stærk, modig og kunne overleve alt uden Josh. Hun kunne sikkert vinde en kamp mod Josh, uden at få sved på panden!
Da Josh vende kinden til Aiden, for at kigge mod åbningen. Fløj hans næve gennem luften, den blev placerede på Joshs kæbe, hårdt som en sten der blev kastede ind i ansigtet på ham. Hvis Josh havde set den komme, ville Aiden vælte. Da alt hans styrke sad i det ene slag, men hvis han ramte ville Josh træde nogle skridt tilbage, hvor efter han ville slå med knyttede hænder ind i hans mave og gå efter ansigtet endnu engang!
Hvor vovede han at snakke, som om han holdte af hende. Han virkede selv så usikker på det! Hvis han virkelig holdte af hende, hvorfor kom det så først frem nu. For guds skyld, gennem hele turen virkede han, mere betaget af Ghost end Alex!

At Aiden ikke sagde noget foruroligede ham mere end dengang hvor han sagde noget. Når man ikke sagde noget, betød det at man var ved at lade vreden tage over og det kunne han så sandelig også mærke på ham. Den truende aura blev stærkere og stærkere. Josh kæmpede for at holde sig i ro, han skulle ikke selv sende en truende aura, medmindre han ønskede at alt dette skulle ende i et opgør. Et opgør han ikke ønskede skulle finde sted imellem ham og Aiden. De var venner. De skulle ikke slås.
Desværre, havde Aiden andre planer. Så snart Josh vendte den anden kind til, hamrede Aidens næve ind i den. Det høje klask rungede igennem grotten. Angrebene for Aiden kom så uventet. Josh nåede knap nok at registrere det første, før han var over ham igen, først med et slag i maven og nu nye slag imod hans ansigt. Af rent instinkt, slog Josh tilbage og hamrede sin næve imod hans hage. De tumlede begge to om på jorden, i en klump af raseri. Ghost hylede irriteret. Ifølge ham var der aldeles ingen grund til at slås! Han gøede arrigt og håbet på, at det var nok til at få det til at stoppe, dog lå det ikke til at det var nok.
Josh var vred over Aidens pludselig angreb, vrede og hån! Hvis han mente at han var så stor en del af deres angrebs kræft, så kunne han da bare tag over det hele! Gå igennem det Alex var gået igennem i undergrunden f.eks.!
Han hamrede en knytnæve imod hans mave og derefter kravebennet, hvis det lykkedes ham, at ramme ham selvfølgelig.

Venner, ja måske var de venner. Men alle venner kom op at toppes engang i mellem, måske ikke så meget som Aiden og Josh ville nu. Men venskab blev vel stærkere af slåskampe?
Selve slaget mod Joshs kæbe, gav et jag gennem Aidens arm. Smerten forsvandt dog, da adrenalinen sprang ind. I starten troede han i noget tid, at han havde styringen. Det virkede næsten for nemt, slagene blev plantet som de skulle og josh kæmpede ikke imod! Dog forsvandt det da Joshs næve op i Aidens hage, hvilket fik ham til at træde lidt væk. Han satte en hånd på sin kæbe, hvor han derefter gjorde klar til at slå ham igen. Denne kamp var startet af den mest åndsvage grund, Aiden ville på ingen måde kunne håndtere det Alex var gået i gennem nede i undergrunden. Hvis han selv skulle have kæmpet for at skaffe mad til sine venner, ville han være for stort et offer, da vreden altid ville tage over ham. Udover det, ville han aldrig få den ide som Alex fik. Med at komme ind i deres rum, hvor hun derefter ville kæmpe for at få dem ud. Han ville nok bare tænke fuck hele tiden, mens de slog en af hans venner ihjel. Han var nok det man kaldte en kujon!
Slagende sprang gennem kroppen på ham! Smerten var stor, men han stoppede ikke. Da Josh ramte hans mave, fik han selv placerede en albue i Joshs skulder. Hvor efter Josh gik efter kravebenet, Aiden rykkede lidt på sig så han i stedet ramte hans arm. Han slog derefter ud efter Joshs næse, hvis han ramte der ville Josh nok falde tilbage med en brækket næse eller bare en blodtud.

Ghosts høje hyl, rungede gennem grotten. Hvilket fik ramte Alexs trommehinder, hun satte af i løb. Der måtte være sket noget, måske var der nogle i færd med at angribe dem. Der kunne jo være tunneler som de ikke kendte til, hun klemte grebet om flasken. Hvis der var sket Josh og Aiden noget, ville hun næsten ikke kunne tilgive sig selv. For ikke at have været der til at hjælpe!
Til hendes overraskelse, var der ikke sket noget. Udover at de to idioter sloges, i starten tænkte hun at de trænede. Hun havde jo aldrig set folk træne, og når det jo var drenge virkede alt nok mere seriøst? Tanken fløj dog ud af skallen på hende, da hun så sigtet på Aidens næve og den fart næverne havde. Det virkede også som om de havde fået nogle gode slag indført! Hun smed flasken fra sig og skreg højt, hun knyttede sine næver og hendes lunger blev fyldt med luft. Som sprang ud af hendes mund!

Aidens næve stoppede få centimeter fra Joshs næse, skriget fra Alex fik ham til at stoppe. Hvad skete det?! Var der sket noget, mens de havde været opsat på at slås. Hans øjne flakkede rundt, til de landede på Alexs øjne. Hun var vred, dog ikke så vred at hendes øjne havde skiftet farve. ”HVAD SKER DER HER!” Hun krydsede sine arme over kors, hvorefter hun skød hoften ud til siden. ”Hvad har i gang i? vi er snart ved endestationen, og alt i to laver er at banke hinanden?” Et suk slap hendes læber, de var utålige. En smule barnlige hvis hun skulle sige det!

Slåskampen var meningsløs. Ingen tvivl om det. Men det forhindrede dem ikke i at fortsætte. Måske Josh kunne banke noget fornuft ind i Aiden. Hvorfor skulle han også lige blande sig i ham og Alex forhold? Hvad ragede det egentlig ham! Han kunne ikke vide hvordan han havde det med hende! Ikke på nogen måder overhovedet! Ja, Alex mente Aiden måske om Mika, men så var det jo ikke Alex han var faldet for! Det var blot Mika han så foran sig! Ikke Alex!
Josh og Aiden tumlede rundt som to kamphanner der sloges om lederskabet. Lige nu, mindede de blot om to vrede kronhjorte, i Ghost øjne. Til sidst havde han helt stoppet med at hylle og stod nu bare og så på dem med et par stikkende øjne. Der var ikke tid til at de skulle slås om hunnen nu! Det var ikke forår, kunne de ikke vente til foråret! Utilfreds og irriteret, lagde han sig ned og ventede nu blot på, at den fornuftige Alex skulle komme ind og stoppe dem. Trods alt måtte hun have hørt ham hylle. Indtil da, kunne han finde deres måde at slås på underholdene. Det havde nok været mere blodigt med et par tænder og kløer.
Josh mærkede Aidens albue i skulderen. Det gjorde ondt som bare pokker, men han blev blot ved med, at slå ud efter Aiden, som galte disse slåskampe liv eller død. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Men han var bare så vred på Aiden lige nu! Den faldne havde misforstået hele situationen!
Lige inden Aidens næve nåede at ramme hans næse, drejede han hovedet og det rammede kindbenet i stedet. I Josh hoved kunne han høre et foruroligende knæk. Han tog sig til kindbenet og så strengt på Aiden. Lige i det øjeblik han skulle til at springe på ham, få et nyt slag indført, skreg Alex og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Hurtigt var han klar på at forsvare hende, da det blot så ud til, at hun havde skreget for, at stoppe dem i at slås. De ord hun sagde dem, gav ham lysten til at krybbe i et musehul af skam. Hun havde jo ret. De sloges til ingen verdens nytte. Her på slutningen af rejsen havde de brug for hinanden, at slås ville blot bringe det hele ud af proportion.
Josh kløede sig akavet i nakken og så ned i jorden. Ghost så op på Alex og sendte hende et tilfredst nik. Endelig var den fornuftige af dem kommet til undsætning!
Josh rettede sig op, ignorerede smerten fra de forskellige slag og så hen på Alex. ”Hvad der sker her er ikke vigtigt,” Han så hen på Aiden. ”Vi sloges uden grund og nu lægger vi på det hylden,” Roligt og en smule haltende, gik han hen ved siden af Alex, klappede hende på skulderen og sendte hende et kærligt smil. ”Lad os lytte til den fornuftige her. Vi er snart ved endestationen, at slås er der bestemt ingen grund til,” Med de ord begyndte han langsomt at gå ud af grotten. Ghost fulgte trofast med ham.

Alex lagde sine arme overkors mens hun kiggede afventende på Josh og Aiden, begge deres øjne viste nærmest frygt for at der var sket Alex noget. Eller at der skulle være endnu en kamp med en helt tredje person, Aiden åndede dog lettede ud. Alex stod alene, sur og med nogle hårde ord der piskede ned på dem. Han stod og tog sig til maven, det gjorde ondt. Måske havde han brækket noget? Tænkte Aiden kort, han var dog bare pivet. Slaget var det eneste der gjorde ondt, knoglerne skulle have meget mere kræft til at brække.
Alex kiggede på Josh, da han gik mod hende. hans halten fik hende til at ryste blidt på hovedet, efter hans vise ord greb hun fat i hans arm og lod sin anden hånd pege ned på jorden. ”Sæt dig… nu.” Hun var streng, men det måtte der jo være en der var. Aiden kiggede hadefuldt på Josh, som om dette kunne lægges på hylden. Hvis de lagde dette på hylden ville Josh sikkert bare skade Alex, som Aiden havde skadet Mika. Han gik mod dem, mens Josh sad på jorden.
Hvis han nægtede at sætte sig, ville Alex bruge hårdere metoder, som at give ham et lille spark bag knæet så han ville falde ned på knæ. Men hvis han lyttede, ville hun finde sin taske frem og hive førstehjælps kassen frem. hun løftede op i hans ene hånd, hvor den havde fået nogle skrammer fra alle de hårde slag. Hun satte den kolde vandflaske mod knugerne, et lille irriterede suk slap hendes læber. ”Næste gang i slås, tag bikinier på… det gør det mere underholdene for mig.” Hun lød dybt seriøs, hvilket gjorde det svært at grine af.
Aiden kiggede på Josh og derefter på Alex, mente hun det. Der gik ikke lang tid før han grinte af det, Josh i en bikini hvor sjovt kunne det ikke lige se ud. Han satte sig ved siden af Josh, dog lidt fra ham. Alex forbandt derefter Joshs knuger og satte et plaster på siden af hans øje, da det første slag Aiden havde indført. Fik Joshs hud til at sprække, hendes øjne var kærlige og ekstrem bløde. Man kunne næsten ikke andet end at føle sig tryg ved at kigge ind i den, de beroligende brune øjne. Hun sendte Josh et lille smil, hvorefter hun gav ham et lille kærlig slag på kinden. Som straf for at han havde været oppe at slås mod Aiden ”Så er du lappet sammen.” sagde hun jokende. Hun rykkede sig hentil Aiden, mens hun gjorde det samme for Aiden. Kiggede han lidt koldt på Josh, han himlede med øjnene og kiggede derefter væk ”Sorry dude, jeg overreagerede måske lidt.” Sagde han lavt, Alex kiggede lidt op på ham. Dog lod hun vær med at kommentere på det, dette handlede om Josh og Aiden. Lige nu skulle hun bare klappe i og lappe de små sår sammen, der skulle nød komme infektioner i dem.

Både Ghost og Josh, vendte hovedet om imod hende, da Alex lagde en hånd på hans arm, for at forhindre ham i at gå videre. Øjnene søgte uden om Aidens så godt han nu kunne. Bare tanken om at se på ham lige nu, var nok til, at få ham irriteret. Takket være ham, var de begge endnu mere såret og det ville måske tage endnu længere tid, at komme frem til målet. Han satte sig da Alex bad ham om det.
De hadefulde blikke fra Aiden ignorerede han. Der var ikke tid til at de to skulle til at hade hinanden. Desuden ville der intet godt komme ud af det lige nu. Han så ned på Alex, hvor han sendte hende et varmt smil og nikkede, som tak til at han var taknemmelig for det hun var i færd med. Var der overhovedet en måde, at gøre denne tøs, ikke dejlig på? Personligheden var som guld, hendes smil så varmt og øjnene blide. Alt ved hende virkede nærmest for godt til at være sandt.
Den underlige bemærkning hun kom med, rystede han bare på hovedet af. Lysten til at klukke slog han væk. Hendes stemme havde været for alvorlig til, at han gad, at slippe en latter fri.
Imens hun plejede sårene, mærkede han Aidens kolde blikke på sig, det nærmest krøb ham hen ad kroppen. Dog nægtede han, at tage dem på sig lige nu eller forsøge at slå dem væk. Da han var ved at få nok af de kolde blikke, løftede han selv hovedet og sendte ham et blik, der nærmest skreg, at han skulle passe sig selv og styre sin vrede. Først da Alex daskede ham på kinden, så han væk fra Alex og sendte nu i stedet hende et svagt smil, der samtidig takkede hende for det hun havde gjort.
Ghost lagde sig ved siden af Josh. Den store ulvs vejrtrækning rungede igennem grotten. Josh kørte en hånd igennem den hvide pels, hvor han derefter så hen på Aiden, der besluttede sig for, at undskylde, selvom Josh kunne mærke på ham, at det ikke ligefrem var noget han mente han burde gøre.
Han nikkede kort med hovedet. ”Vi kan alle komme til at overreagere engang imellem,” Alt Josh opmærksomhed var rettet på ulven ved hans side. ”Det hører fortiden til nu,” Han sukkede og løftede hovedet. Det var først nu han skabte en blidere øjenkontakt med Aiden.
Efter nogle sekunder hvilen, rejste han sig og kyssede blidt Alex kind. ”Skal vi komme videre?” Et nik blev gjort imod grottens indgang. Selvom han ikke ønskede at turen skulle ende, så havde han en træng til snart, at komme hjem igen. Forhåbentlig kom Alex med ham tilbage. Og hvis Aiden ønskede det, kunne han også komme med dem. Han ville sikkert elske Doomsville. Den lille tanke fik ham til at smile svagt. Lige meget hvad, så ønskede han, at få Alex med sig tilbage. Han så sig over skulderen, lagde tasken om skulderen bedre til rette, hvor han derefter sendte de andre to et smil.
Udenfor havde snestormen dæmpet sig. Da Josh åndede ud, kunne han se sin egen ånde. Det endte med at blive en lang tur.

Alex lappede dem begge sammen, mens Aiden og Josh snakkede kort til hinanden. Alt virkede en smule koldt, ingen mening med de ord der nærmest blev slynget ud. Men fuck it, de havde sikkert en grund til at ende i en næve kamp. Josh plejede jo ikke ligefrem at være, en af de folk som sprang ud i næve kamp uden grund. Eller sådan kunne hun i hvert fald ikke lige se ham, han virkede så rolig og klar i hovedet. Så at han sloges med Aiden, måtte der have været en grund til.
Hun orkede dog ikke at stille spørgsmål omkring det, hun havde ingen grund til at blande sig ind i deres lille sammenstød. Det kunne jo ende med at hun kun gjorde det hele værre, hvilket der ikke var behov for lige nu. De skulle jo også videre, hvis de alle sammen skulle gå rundt og hade hinanden. Ville turen blive forfærdelig lang, og uudholdelig.
Kyssede som blev placerede på Alexs pande, fik hende til at rødme en smule. Tænk at han gjorde det foran Aiden, then again. Hvorfor ikke gøre det foran Aiden, drengen havde jo intet at skulle have sagt. Hun kørte en hånd gennem sit brune hår, det var efterhånden ved at blive langt igen. Siden hun havde brændt det af, var håret endelig begyndt at gå til hendes skuldre igen. Det var dog længere, inden der blev sat fut i det. Hun rejste sig stille op, mens Josh spurgte om de burde komme videre. Alex nikkede, mens Aiden bare mumlede for sig selv. *Som om alt dette ville høre til fortiden, dette ville blive husket.* Han mumlede lidt omkring, at han kun stoppede slagene på grund af Alex. Hvis hun ikke havde været der, ville han sikkert have vundet slås kampen. Da Josh jo var svag i hans øjne, han var intet andet end en svækling. Som kun kunne snakke sig ud af problemerne, et suk slap hans læber. mens de alle tre gik ud mod åbningen, kulden sneg sig ind på dem. Efter de var nået sneen, Alex gik ved siden af Josh og Ghost. Mens hun kørte sin hånd gennem den smukke hvide pels, hun smilte kærligt til Ghost.
Smilet forsvandt dog, da lyden af heste svang gennem den dæmpet snestorm. Hun rettede sit hoved op, hvor en hestevogn var på vej mod dem. Hun tog fat i Joshs ærme, mens hendes blik blev koldt og en smule urolig. Måske kunne de kapre vognen, også smutte af sted hurtigere. Så ville alt også gå hurtigere, og de ville ikke gå rundt i denne kulde i så lang tid. Da vognen nåede hentil dem, hørte de Aidens stemme bag sig. ”Kaaaarl!!! Dude, seriøst ude med varende eller hva?!” Hans stemme lød nærmest glad, som ham og denne Karl? Var de bedste venner, Alex kiggede op mod Aiden og derefter på ham der styrede vognen. De snakkede sammen kort, hvor det til sidst endte med at de kunne komme med. Dog på den betingelse at Josh og Alex ikke måtte være i vognen, da manden ikke stolede på dem. De kunne jo røre ved varende, hvilket ville koste ham en formue.
Alex nikkede bare, fuck it. Hun ville bare ikke gå i denne kulde mere, så at være udenfor i hestevognen. Var vel det samme, som hvis de skulle være gået. Bare at det ville være mindre hårdt og koldt for fødderne. Hun kiggede dog op på Josh for at være sikker på, om han var med på ideen. Hun ville jo ikke bare tage med hestevognen, hvis Josh nægtede det.

Vinden tudede, løst sne dansede hen ad sneens overflade i et dansende spind. Josh tog en dyb indånding. Turen her kunne gå hen og blive lang. Specielt med ham og Aidens pludselige rivalisering. Josh var ikke idiot. Han kunne godt regne ud, at det ikke hørte fortiden til ved Aiden. Den faldne var for vred på ham lige nu til bare, at lade det høre fortiden til.
Ghost så sig omkring. Ørene løftede sig pludseligt, hvor de derefter viftede, ved lyden af hestevrinsk og hove der pressede sig igennem tyk sne. Uroligt rykkede ulven på sig, rykkede sig tættere på Alex og Josh, der begge to stod og så ud imod horisonten.
At Alex tog fat i Josh ærme, fik ham til at sende hende et beroligende smil og lægge armen om hende. Forhåbentlig ønskede vognen her dem intet ondt. Måske kunne de endda få et lift? Det kunne være rart i denne kulde!
Før Josh nåede, at råbe efter kusken, kom Aiden ham i forkøbet og fik ham til at vende hovedet om imod den faldne, med et løftet øjenbryn. Karl? Kendte Aiden denne mand? Det var da et pudsigt sted en bekendt kunne komme forbi.
Helt sikkert gik Aiden hen imod kusken, hvor de begyndte, at snakke som to bedste venner der havde hjulpet hinanden igennem ild og vand. Josh stod fortsat med armen om Alex. Inderst inde håbede han på, at de kunne komme med, så de var fri for at bevæge sig igennem denne kulde. De var alle trætte og kunne godt bruge et lift!
Da Alex kiggede op på ham, så han ned på hende og sendte et smil der betød ja. For ham var det lige meget om de så skulle sidde på taget, bare de kunne få et lift, så fødderne ikke længere behøvede at blive slæbe sig igennem sne. Han gik hen imod vognen, satte sig op og rakte en hånd ned til Alex.
Ghost derimod blev stående på jorden. For ulven gjorde det intet at skulle lunte ved siden af. Nu skulle han heller ikke bekymre sig om, hans følges venner kunne følge med ham . Da vognen kørte af sted, satte den smukke ulv selv i løb og fulgte trop med dem igennem den kolde sne.
Op til flere gange, så Josh ned på ham for, at tjekke om han nu kunne følge med dem. Hans øjne strejfede vogndøren. Gad vide hvad der var derinde, som Aiden kendte til og som de ikke måtte se. Lige nu kunne man kalde Aiden den heldige. Inde bag vognens døre kunne han ikke mærke sneen piske ham om ørene. Josh rykkede tættere på Alex, lagde armene om hende og sendte hende et skævt smil.

Det virkede så sært, alt virkede lidt uvirkeligt lige nu for Alex. Tanken om at de kunne få et lift af en fremmede, samt med at de ikke måtte være inde i vognen. Når Aiden måtte, så var der jo en der holdte øje med dem. Det gav virkelig ingen mening for hende, hvorfor skulle de også stjæle noget. Hendes læber gled stille fra hinanden, da hun kiggede op på Josh. Det kærlige smil, fik hende til at stille sig på tæer. Hvor hun forsigtigt placerede sine læber mod hans, i et hurtigt tante kys. Hun smilte en smule uskyldigt til ham, dette var nok første gang hun havde følt noget for nogle. Hvor personen ikke havde forsøgt at gengælde hendes kærlighed, med at prøve at dræbe hende.
Hun kunne næsten ikke føle kulden, når hun var ved Joshs side. Føltes alt så uendelig varmt for hende, hendes hjerte bankede så hurtigt at hun nærmest kunne dåne. Hun elskede ham, mere end man kunne beskrive i en bog. Håbet om at blive ved hans side, for evigt var stort. Dog vidste hun at det ville være svært, især nå han fik hukommelsen igen.
Da han lagde armen om hende, kunne hun ikke andet end at kigge ned i jorden. Det føltes så sært, dog så dejligt for hende. hun kunne stille føle blodet der steg hende til hovedet, som gjorde hendes kinder varme. Hun lukkede sine øjne lidt i, mens et kærligt smil formede sig på hendes læber. gud hvor var hun klam lige nu, at føle sig så usikker og følsom. Ville sikkert bide hende i røven, når hun skulle kæmpe eller endte i problem!
Alex tog forsigtigt imod Joshs hånd, hvor hun forsigtigt hoppede op i kusken. Hun satte sig mellem Josh og manden ved navn Karl, stilheden varede ved i nogle timer. Hvor Alex til sidst endte med at falde i søvn, med Joshs arm om sig. Sikrede han hende lidt, så hun ikke endte med at sove op af Karl. Hendes kind blev placerede på hans skulder, mens de smukke brune øjne var gemt væk under hendes øjenlåg. Hendes mund var en smule åben, da hun havde svært ved at trække vejret i kulden. Hun vågnede dog lidt, da hun nyste. Hun satte sig stille op, mens hendes blik flakkede lidt rundt. Overrasket over at hun var faldet i søvn, i denne kulde. ”Hvor langtid var jeg væk?” Mumlede hun med en træt stemme, hun gned sig forsigtigt i det ene øje. Mens Karl kiggede på hende ud af øjenkrogen, uden at sige et ord. Hans blik kørte forsigtigt fra hendes ansigt og ned. Hun kunne altid blive en af de gode slavere, som man kunne tjene godt på. Tænkte han kort, mens han placerede blikket på Josh. Uanende omkring denne person, vidste han ikke om han kunne tjene noget på ham overhovedet. Hvis det endelig var!

Kysset havde kun været et hurtig tante kys, men det havde været nok til, at få Josh hjerte til at pumpe af glæde. Det var fantastisk at have det sådan her. Når de kom hjem, kunne han ikke vente med at tilbringe tiden sammen med Alex. Han glædede sig til at de bare kunne nyde en dag stille og roligt, uden at skulle bekymre sig om, om der nu var fare lige rundt om hjørnet eller de skulle nå et sted hen indenfor en vis tid.

De kørte og kørte igennem sneen. Havde det ikke været for Alex, havde han sikkert siddet og frosset lige nu, hvilket kusken ved siden af ham nok ikke ville have noget imod. Det lykkedes for Alex at falde i søvn i denne kulde. Josh smilede svagt ved synet af hende. Blidt kyssede han hendes pande og så derefter ned på Ghost, der forsat fulgte trop med dem. Musklerne arbejdede igennem den tunge sne. Josh var fristet til, at lade Ghost komme med op på vognen, selvom kusken nok ikke ville tillade det. I stedet stolede han på sin ulv og så frem for sig. Igennem den blide snestorm, kneb han øjnene sammen og forsøgte, at finde ud af, om de var ved at nærme sig en form for civilisation.
Alex bevægede sig pludselig ved siden af ham, hvilket fik ham til at hoppe en smule af forskrækkelse. Han faldt dog hurtigt til ro igen, da det gik op for ham, at hun blot var vågnet.
”Du har ikke sovet så længe,” sagde han roligt til hende.
Mandens blik på dem, fik ham til, at løfte på et øjenbryn og se spørgende på ham. Hvorfor gav han sig nu til at stirre på dem? Josh blik var advarende. Hvad manden end tænkte om hende, så kunne han godt glemme alt om det kunne han. Det klamme blik kunne han godt beholde for sig selv.

Hun nikkede blidt til ham, da han fortalte hende at hun ikke havde sovet længe. Hun kiggede derefter omkring sig, mens hun rystede lidt. Kulden virkede ikke så forfærdelig, da hun sov. Men nu hvor hun var vågen, slog den til sig. Som et sværd, der spidede igennem hendes krop.
Hun nyste kort, inden hun rødmede lidt. Et lille forsigtigt grin slap de rubin røde læber, mens manden ved siden af. Opdagede Joshs advarende blik, gad vide om Josh var nem at nedlægge. Han kunne ikke helt holde tankerne, de blev kun ved med at tænke omkring Alex og Josh. Hvordan kunne han få en perfekt slave, når en dreng var ved siden af hende. hvis Aiden ikke havde nedlagt ham endnu, måtte denne person være stærk. Da Aiden var kendte for at kunne slå fra sig, især i de mest drabelige kampe. Han var kendt for sine tortur øjne, hvilket han tit vandt på.
Alex pegede lige frem, da manden endelig fjernede blikket fra Josh og Alex. En lille by var kommet frem, mest med telte og omkring to huse. Hvor folk løb rundt, nogle stalde og kun to andre heste. Hun smilte og vendte blikket mod Josh, da hun tog sig selv i det. Rødmede hun endnu mere, hvorefter hun drejede hovedet væk.
Pinligt! Hun opførte sig lige som en lille pige, hvad fuck skulle det lige betyde. Hun lukkede sine øjne, og lod den kolde luft glide ned i hendes lunger. De var der, det stod klart. Da manden stoppede vognen, han hoppede ned fra kusken og bankede to gange på døren. Hvor Aiden hurtigt hoppede ud, han kørte en hånd gennem sit hår og kiggede rundt. ”Finally, troede jeg skulle dø af heden derinde.” Han strakte sine arme og gik mod byen, hvor forskellige folk kom løbende mod ham og Karl. ”Du tilbage Aiden!” Råbte en ung pige, på omkring 15-16 år, hun sprang nærmest i armene på ham. Alex hoppede ned, hvor hun lod sin kolde hånd glide gennem Ghosts pels.
Hun rettede blikket mod Josh, da en lyshåret kvinde kom frem. med blå øjne og samme ansigt som Alex, de kunne næsten ligne tvillinger. Hvis det ikke var fordi blondinen så ældre ud, da Alex rettede blikket mod byen igen. Så hun kvinden, hun sprang hurtigt bag Josh og gemte sig som et forskræmt barn. Hun nev nærmest Joshs arm, mens hun stod og stirrede skræmt på kvinden.
Kvinden satte sit hoved på skrå, da hun så Alex gemme sig. ”Alex?” Sagde kvinden lavt, hendes stemme var blid dog en smule hæs. Alex endte med at gemme sig mere bag Josh, for at skjule sig selv fuldstændigt.

Josh sendte Alex et varmt og ømt smil. Hvor ville han ønske, at de snart kunne komme ind i varmen. Han var snart ikke i stand til, at mærke eller bevæge sine fingre længere. For at sikre sig, at han stadig havde fingre i det hele taget, tog han Alex hånd i sin og klemte den blidt. Roligt lagde han sit hoved imod hendes og fjernede det ikke, før han kunne skue en by i horisonten, hvilket nærmest trak hans krop op at stå. Han blev dog fortsat siddende, men strakte sin overkrop så langt han nu kunne, for at få et udsyn til denne by. Det glædede ham, at se Alex var ligeså begejstret for, at se byen som han var. Han smilede stort til hende og nikkede. De var seriøst i nærheden af en by! Efter ikke at have set andre levende personer i flere uger, var de endelig kommet til en by, hvor de måske kunne få et varmt sted og sove.
Da manden stoppede vognen, hoppede Josh ned fra den og så sig omkring. Det var en lille by. Den bestod blot af et par telte og huse. Han så ned på Ghost, der med højt løftet øre, så sig omkring og smagte på luften. Han testede om det nu var sikkert nok, at være her og selv hvis det ikke var, kunne ulven ikke klare tanken om, at skulle vandre videre lige nu. Der var brug for et hvil.
Et bank på døren, fik Josh til at dreje hovedet om imod hestevognens, hvor Aiden kom ud af et rum der føltes så varmt og dejligt. Og som om det ikke var nok. Idioten brokkede sig rent faktisk over, at han havde været ved, at dø af varme, imens ham og Alex næsten havde frosset ihjel. Han undgåede at kommenterer på det og fnyste bare lavt for sig selv.
To personer valgte, at komme Aiden i møde. En pige svang sig nærmest i armene på ham. Der var ingen tvivl om, at Aiden kendte til dette sted og, at han hørte til her. Kunne det passe, at ham og Alex var blevet logget her til? Havde Aiden hele tiden vist hvor de var på vej hen?
Tankerne fløj af sted. De havde så meget fart på, at han ikke bemærkede kvinden der kom hen imod dem, før Alex hev ham hårdt i armen og gemte sig bag ham. Han skulle lige til, at spørge hvad der gik hende på, da han lå mærke til kvinden. Kvinden der efter blot få sekunder, lod Alexs navn sive ud imellem hendes læber. De kunne ligne hinanden meget de to. Var de i familie?
Han så først ned på Alex, hvor han derefter så hen på kvinden. ”Kan jeg hjælpe dig med noget frue?” Han spurgte venligt.

Alex kiggede kort op på Josh, mens han drejede hovedet for at kigge på hende. hendes øjne var nærmest uskylidge, sorgmodige og triste. Som om hun lige havde set sin kat blive kørt over, eller sin hund løbe ud foran en hestevogn. Hun gjorde det samme som Josh, at vende hovedet mod kvinden igen. Som havde sagt hendes navn, hvorfor mødte hun lige hende her!?
Kvinden stod lidt og kiggede på Alex, inden hun svarede Josh. ”Det er vidst mig, der burde spørger dig om det..” Hun rettede ryggen og foldede sine hænder, mens hun kiggede ind i Joshs øjne. ”I er rejst langt, det ved jeg… Alex bor i Doomsville, så hvad ønsker i mig? Eller i leder måske efter hendes…” Hun nåede ikke at sige mere, inden Aiden skubbede til Josh med sin albue. ”Gutten har mistet sin hukommelse, Du plejer at kunne hjælpe med at sætte fut i drenge hjerner.” Han grinte lidt, mens han stod med den anden arm omkring pigen, han blinkede derefter til Josh.
”Oh, Kom med mig.” Kvinden lød nærmest adelig, som om hun styrrede dette sted. Hun vendte sig om og begyndte stille at gå, mens sneen under hendes sko knaste.
Alex hev lidt i Joshs arm, som et tegn på at hun ikke ville med. ”Der er noget galt her, skal vi ikke tage hjem. Måske kan vi få din hukommelse tilbage, hvis vi slår dig i hovedet. Har læst at det kan hjælpe, eller give hjernerystelse. Som regl begge ting” Hun drejede hovedet lidt til siden, for ikke at kigge på ham. Hvordan skulle hun sige at den blonde kvinde var hendes mor, eller bare komme ud med ordet mor!