Stop flirting with my students! -Alex (Aigemfarrel) -

Den søde duft af pandekager, fik stille Alexs øjne til at åbne. hun satte sig op i sengen og gned søvnen ud af øjnene. Hvor var hun? hun kunne kun huske at hun havde været ude at drikke, også at alt blev sort. hendes øjne blev brede i det hun kom i tanke om de to drenge, hun hoppede ud af sengen og kiggede rundt omkring sig selv, hendes tøj sad som det skulle. en smule krøllet men det sad som da hun faldt i søvn! hun kørte en hånd gennem håret og kiggede rundt.
Efter lidt tid fik hun samlet mod til sig, og gik ud i køkkenet. hun sukkede blidt og kiggede ned i jorden, hvad skulle man lige sige til disse fremmede? Dog nåede hun ikke at komme med noget før hun så Caleebs ansigt og derefter Josh som stod og gumlede på en pandekage, hun var mundlam. hvad lavede han her? på dette sted som hun ikke selv var klar over hvor var!?
Hun satte sine hænder op til sit hjerte og forsøgte at presse ord ud gennem sin mund, men intet blev hørt. hvad lavede de her?! De ville jo ikke have hende hos dem mere! hun var jo til fare for alle. hun vende sit hoved ned mod jorden, så hendes hår dækkede hendes øjne. hvorfor var hun så glad, men så trist på samme tid? burde hun løbe eller måske undskylde for alle de problemer som de måtte have, for at kunne finde hende eller med de to drenge. Hun kiggede stille rundt efter Ghost, den ulv måtte vel være følget med Josh? dog var Ghost ingen steder at se.

Caleeb var den første til at bemærke Alex. Han smilede stort til hende, før han gik op ved siden af josh, for at snuppe endnu en pandekage at gumle på. "rart at se du oppe!" Han vinkede til hende og kørte en hånd igennem det uglede morgenhår. "Vi har lavet pandekager," han gjorde et nik imod pandekagerne.
Josh grinte og så op på ham med et løftet øjenbryn. "Vi?" Hans stemme var drilsk og flabet.
Caleeb himlede med øjnene. "Okay, Josh har lavet pandekager, jeg har egentlig kun spist dem," Han kløede sig akavet i nakken, før han satte sig hen til bordet igen og gumlede videre på den pandekage han lige havde snuppet.
Josh grinte en sidste gang svagt, før han så hen på Alex med et kærligt glimt i sine mandelfarvede øjne. At hun var forvirret over hvad hun og de, for den sags skyld, lavede her, forstod han godt. Han tog en dyb indånding og rakte tallerkenerne med pandekagerne over til hende, i håb om at hun ville tage en og spise, før Caleeb spiste dem allesammen. "Vi.. Vi ledte efter dig hele dagen i går... To fyre ville have taget dig med hjem. Heldigvis nåede Ghost at registrere det var dig de havde over skulderen," Roligt ventede han på, at hun skulle tage en pandekagerne fra tallerkenen. Hvis hun da ville have nogle. "Jeg har savnet dig Alex." Han rømmede svagt efter, at have sagt den sætning. Men, det var jo sandheden. Inderst inde håbede han ikke, at hun hadede ham, for at have bedt hende om at forlade palæet. Forsigtigt stillede han tallerkenen på plads igen. "Hvis du undre dig over Ghost, så er han ude at jage,". Han fokuserede nu på den næste pandekage.

Hun løftede stille sin hånd da Caleeb begyndte at vinke til hende, for hende virkede alt det her som en drøm. Var disse to personer virkelig her, eller var det bare en ond drøm. hun klemte sine øjne sammen og knyttede sine næver, lige om lidt ville der ske noget dårligt, som en meteor der styrtede ned fra himlen og drabte Caleeb og Josh eller værre endnu... Rådgiveren kunne komme, Hun åbnede sine øjne og vende blikket mod Caleeb og Josh, da hun hørte Caleebs stemme. de havde lavet pande kager? Joshs flabet kommentar til det, fik Alex til at smile. hun satte sin ene hånd op foran sin mund, for at skjule det lille smil der kom frem på hendes læber.
Gid tiden kunne stå stille lige nu, gid de begge bare ville være lige der og grine sammen. hendes blide smil blev dog afbrudt af Josh som rakte talkernen med pandekager hen mod hende, hun så lidt overrasket på Josh inden hun tog en pandekage og nikkede Taknemligt til Josh. stille begyndte hun at tage små bider af den. hun lyttede tili hans ord, om de to drenge som hun havde været sammen med, hun smilte en smule og satte sit hoved på skrå "Ghost er bedre til at genkende mig end i to er til sammen" Sagde hun drilsk med en lille latter i stemmen.
Hun kiggede på Josh som tydeligvis var begyndt at rødme... VENT rødmede han! da hun så det, begyndte hendes egne kinder at blive varme, han havde savnet hende? men han sendte hende jo væk, ikke fordi han virkede glad da han gjorde det. men han gjorde det jo! hun vende sit hoved en smule væk og mumlede lavt "J-Jeg har også savnet dig..." Det var dog en smule svært at høre, hendes kinder blev mere og mere varme, hun kunne føle hvordan blodet strømmede op i hendes ansigt. hvor var det pinligt og mega akavet, men på en rar måde.
Hun nikkede blidt da han fortalte at Ghost var ude at jage, dette ville mene at hun ville komme til at se Ghost igen! og røre den fantastiske pels. hun begyndte at smile kærligt til Josh.

Caleeb kunne mærke spændingen imellem ham og Alex. Den lå i luften, som en sød og ren duft af blomster. Af en eller anden grund, gav det ham lyst til, at fnise lavt og sukke på samme tid. På den tid han havde set og kort snakket med Alex, kunne man godt sige, at han havde gået hen og fået en svaghed for hende. Som en hver anden lærling på palæet. Han fortsatte med, at skrive på papiret og gumle resten af pandekagen i sig, imens han lod Josh og Alex snakke som de ville. At Ghost var bedre til, at genkende Alex, end ham og Josh var, fik ham til at grine svagt og kigge om på hende. "Måske, bare døm os," Han smilede kærligt til hende og henvendte sig igen til papiret.
Josh gjorde det samme som Caleeb og grinte svagt. Hvad kunne de sige? Havde det ikke været for Ghost, så havde de måske aldrig fundet hende og reddede hende fra de pervers idioter! I det Josh skulle til, at sige noget, kom Ghost luntende ind af døren og logrede straks med halen, da den fik øje på Alex velkendte ansigt. Hurtigt luntede han hen til hende og slikkede hendes håndled, eftersom hovedet var for højt oppe til, at kunne slikke hende på hånden. Derefter så han op på hende med sine gyldne øjne. De strålede nærmest af glæde over, at se hende igen og i sikkerhed!

Alex rakte tunge af Caleebs svar, hun dømte dem jo ikke. Men det var på en måde sandheden. Hun rev stille pandekagen i stykker, for at spise de små stykker. Der var så stille, så akavet at se dem igen. Det værste var følelsen af at hun havde glemt noget, men hvad. Hvad kunne hun have glemt...
Hun sukkede lavt og lyttede til Josh og Caleebs blide latter, det var ingen hemmelighed at hun havde savnet dem. Men hvorfor var de her? En gennem rejse. Ordet rejse, fik hende til at huske en smule. Men ikke nok til at sætte ord på det, Josh skulle rejse. Hvorhen?!
Da hun var færdig med pandekagen, kiggede hun op på Josh med de store brune øjne. Der nærmest lyste rummet op, hun lunne se han ville sige noget. Dog blev han afbrudt af den smukke hvide ulv Ghost, som blidt slikkede Alexs hånd. Glæden over at se Ghost blussede op i hendes øjne "Ghost." Var det eneste der slap hendes røde lidt tørre læber.
Hun satte sig på gulvet foran Ghost og kørte blidt sine hænder rundt i den smukke hvide pels, hendes smil var utrolig roligt og meget smukt. Hun virkede næsten mere glad for at se Ghost end Josh og Caleeb.
"Når ja!" Kom det endnu engang fra hendes mund. Hun drejede sit hoved mod Josh "jeg tror jeg ved hvordan du kan få din hukommelse igen, jeg hørte om et land fyldt med ulv og selvfølgelig forskellige slags engle..." hun kiggede stille skiftevis på Josh og Caleeb "der er et rygte om en virkelig smuk kvinde, som kan helbrede alt og alle. Selv hvis man er død" det var selvfølgelig kun et rygte. Men det var værd at prøve "jeg har læst op om at når man mister hukommelsen, er det fordi ens hjerne bliver skadet. Så det er et forsøg hver, jeg ved hvilken vej det er" hun sagde ikke mere. Da hvis han ikke turde gå med en så kaldt morder var det jo nyttesløst.

Som altid var Alex mest glad for, at se Ghost og han lagde skam heller ikke skjul på, at han var glad for at se hende. Halen kørte frem og tilbage, imens han slikkede hende i hovedet med sin våde og varme tunge. Synet af dem, fik Josh til at smile kærligt. Hvordan kunne man ikke smile over sådan et syn? Da den sidste pandekage var færdig, lod han panden stå og køle af, imens han stillede resterne af pandekagerne hen til bordet, hvor Caleeb sad ved. Efter han havde stillet dem, tog han en enkelt pandekage og kastede den til Ghost. Den hvide ulv slubrede med glæde det søde stykke dej i sig.
Da Josh ville sætte sig ned, udbrød Alex med et NÅRH JA og fik ham til, at blive stående og se hen på hende med begge øjenbryn højt løftet. Caleeb vendte også kroppen rundt for at se på hende. Det hun sagde fik dem begge to til at lyse op. Det var en fantastisk ide! Josh gik hen imod hende. "Det er en fantastisk ide Alex, lad os finde hende med det samme!" Smilet på hans læber var opmuntrende og eventyrlysten. Han så hen på Caleeb. "Caleeb, kan du gøre mig den store tjeneste at holde øje med alt, indtil jeg kommer tilbage?"
Caleeb nikkede med et smil på læben. "Selvfølgelig! Mig kan du regne med Josh!" Han sendte ham en tommel op. Et tegn på, at det skulle han nok klare. Trods alt havde han jo fået titlen som højre hånd.
Josh smilede til sin bedste ven og så hen på Alex igen. Selv Ghost stod og var klar og parat til, at tage afsted og bringe sin ejers hukommelse tilbage igen.
"Skal vi finde hende?"

Alex grinte lavt, da den våde tunge ramte hendes ansigt ”Ad seriøst Ghost” Hun drillede Ghost og begyndte at lege med hans øre, hun grinte og rullede en smule rundt på gulvet. For at undgå den våde tunge, hun havde savnet Ghost. Den blød og fantastiske pels, som kunne gemmes væk i sneen. Nu hvor hun tænkte over det, var sommertiden snart slut. Det varede ikke langtid før, vinteren ville stå på døren.

Da hun fortalte dem om det, virkede både Josh og Caleeb meget begejstret, meget mere end hun lige havde regnet med. Hvordan kunne dette være, hun rejste sig op. Med en blid bevægelse greb hun fat i noget papir og tørrede Ghost’s savl af hendes ansigt. Hun kiggede med blide øjne på Josh og Caleeb, som overraskende nok, allerede var parat til det hele. Alex sukkede blidt med et kærligt smil på læben. ”Rejsen er lang, og når jeg siger lang. Kan det tage op til 3 måneder før vi er der, hvis vi overhovedet kan finde det.” Hun kiggede skiftevis på Josh og Caleeb. ”Udover det, så bliver det heller ikke nemt, jeg er jo eftersøgt” hendes stemme, forsøgte næsten at få ordet Eftersøgt til at lyde som en leg. ”Så vi kan komme ind på nogle farlige typer, som med glæde vil dræbe Josh, hvis han går i vejen.” Hun smed papiret ud og lænede sig op af væggen ”Så hvis jeg skal være ærlig, tror jeg det ville være nemmere hvis Caleeb også tog med, du har hende der uhmm” Hun prikkede blidt sine læber, Rådgiveren? Hun anede enlig ikke hvad hun hed. ”Rådgiveren, kan vel holde styr på palæet? Medmindre du ikke stoler nok på hende.” Alex trak blidt på skulderne. ”Jeg siger bare, at det er nemmer at kæmpe mod en dæmon, hvis man er flere” Hun kiggede ned med blide øjne på Ghost, som slubrede pandekagen til sig, hun smilte en smule over det glade ansigt. Tænk at den ulv kunne lide søde sager. ”Hvad siger i?” Hun vende endnu engang de strålende brune øjne mod Josh. ”Du skal ikke være bange for at jeg overfalder jer igen. Som sidst… den dæmon er ude af billede” Hun smilede en smule lumsk til Josh.

Grunden til, at Caleeb skulle blive der, var at han ikke kunne forlade palæet og arbejdet uden nogen holdt øje med det. Bestemt ikke i hele tre måneder! Tøvende bed Josh sig i underlæben. Han stolede vel på rådgiveren. Det var bare en lang tur og at lederen var så lang tid væk, ville ikke lige sætte ham i det bedste form for lys.
Caleeb sagde ikke noget. Det var jo ikke ham der var lederen. Han så ned på sit papir, imens han ventede på, hvad Josh havde at sige til det. Titlen som leder hang på Josh skulder, ikke hans egne. Frustreret bed han i blyanten.
"Jeg stoler på min rådgiver, jeg ved bare ikke hvor vidt det er en god ide, at forlade palæet i hele tre måneder, uden nogen til, at holde styr på tingene," svarede han og kløede sig akavet i nakken. Denne gang tillod han sig, at sætte sig ned. Han fortsatte med at tænke. "tre måneder er lang tid Alex. Specielt uden nogen leder eller højre hånd til at holde øje med tingene... jeg ved desværre ikke om det kan lade sig gøre," Ghost lagde ørene ned. Caleeb fortsatte med at bide i blyanten og se på papiret. Det var en kompliceret situation de var i. De forstod selvfølgelig godt Alex forslag i, at det ville være nemmere, at bekæmpe en dæmon med tre, men Josh ville ikke lade tingene stå ubemandet i så lang tid. Det kunne han ikke med en pligt som leder.
Josh sukkede opgivende. Det lå ikke til, at de kunne tage af sted lige forløbelig. Specielt ikke når de ikke vidste hvad de skulle gøre. "Pokkers, lige når man troede at man havde en løsning på problemet," Mumlede han for sig selv og strøg en hånd igennem Ghost bløde pels.

Alex sukkede blidt, hun gik hen og tog fat i Caleebs skuldre, hun gled ind over hans ryg og kiggede på Josh ”Caleeb er bare en lærling, som står dig meget nært, Rådgiveren må da ha været der i længere tid, og hvis du er bekymret over tingene på palæet” Hun satte sin hage på Caleebs hoved. ”Så kan du altid få sendt papir med en brevdue, på den måde kan du skrive under på tingene når vi holder pauser på turen. Og på samme måde være sikker på at alt går vel” Hun tog en pandekage og fjernede blyanten fra Caleebs mund, hun gav ham derefter pandekagen ”Du ødelægger dine tænder” Hendes stemme var blid og en smule drilsk. Hun kiggede ned på Caleeb i et lille øjeblik, inden hun vende blikket mod Josh.
Han havde ganske ret, det var utrolig langtid at være væk fra alt ting. Hun kunne ikke forstille sig, om hvor svær en beslutning det hele måtte være. Hvis han blev, ville han måske ikke få sin hukommelse tilbage. Men hvis han tog på turen, var der en større chance for at Joshs hukommelse ville komme igen. ”Hør, jeg ved det er hårdt. Og sikkert også et svært valg at tage, men tro mig. Det er meget nemmere at overleve på turen hvis nogle bliver såret. Hvis Ghost kommer til skade f.eks. jeg kan ikke løfte ham, og hvis du kommer til skade… jeg kan heller ikke løfte dig” Hun rykkede væk fra Caleeb ”Se på mig, jeg er lille og svag. Det eneste jeg har styr på er at bruge din vægt mod dig selv, intet andet.” Hendes øjne var triste.
Hun ønskede at hjælpe, hvis hun kunne få Joshs hukommelse igen, ville hun da i det mindste have betalt sin gæld, for de gange Josh havde reddet hende. Hun krydsede sine arme ”Brevduen er altså en fantastisk ide, tro mig.” Hun kiggede stille på Ghost, da han lagde ørene ned. Hun satte sig på hug foran Ghost og kørte hånden gennem hans bløde pels ”Jeg kan også prøve at finde hende selv, hvis det er… men jeg er ikke sikker på at hun vil følge med mig, så vidt jeg ved… er det en hel klan af forskellige racer som har slået sig sammen.” Hun sukkede blidt, hun fik stille et blidt smil på læben, for Ghosts skyld.

Hun havde vel ret i det hun sagde. Det var enden det, eller aldrig at få hukommelsen igen, hvis kvinden de søgte altså kunne frembringe den igen. Det kunne han da kun håbe. Efter hvert et ord Alex havde sagt, kunne Josh mærke de stikkende øjne fra både Caleeb og Ghost på ham. De ventede spændt på, at han skulle komme med en beslutning. Han var dog ikke helt sikker endnu. Et brev var vel fint at sende engang imellem, men hvad hvis der kom et angreb, imens han var væk? Han ville kunne være i stand til at gøre noget som helst. Bare tanken fik tingene til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han tog en dyb indånding. Der skulle handles før eller siden ikke sandt?
Til sidst besluttede han sig for at tage af sted. De kunne klare det. Rådgiveren havde styr på tingene og han måtte vel bare sørge for, at kontakte dem så tit han kunne og komme hurtigt hjem igen, hvis der nu skulle vise sig at komme en form for problemer. Han klappede hænderne sammen. "Godt, lad os tage af sted," Ghost så overrasket op på ham, efter at have taget imod Alex bløde nussen. Caleeb løftede endda hovedet og så overrasket på ham. De var ikke i tvivl om han mente det, men var han nu sikker på, at det var en god ide? Josh så skiftevis på dem alle tre. "Vi skal nok klare den, vi skynder os så hurtigt vi kan," Han sendte dem et beroligende smil. Både Ghost og Caleeb blev beroliget. De stolede trods alt på Josh. Josh så hen på Alex. "Du tager i hvert fald ikke af sted alene,"

Alexs vende engang i mellem blikket mod Josh, det var klart at han var usikker på hvilke valg han skulle tage. Hun havde lyst til at sige at Ghost kunne blive på palæet, men denne tanke kunne hun ikke få ud af sin mund. GHOST SKAL MED Skreg hun inde i hovedet, hun ville have denne fantastiske ulv med. Hendes brune øjne lyste en smule op, da Josh tog en dybindånding, hvad var svaret?! ville han sige god for det, eller være helt og aldeles imod det!
Alex rejste sig op i et sæt da han sagde god for det, Fantastisk! Hendes øjne strålede af glæde, endelig kunne hun bruges til noget andet end at myrde og stjæle... dog behøvede Josh ikke at vide det, hun kiggede rundt omkring sig. stille gik hun mod dynen. hun tog lanerne af og rev dem i stykker, med en blid bevægelse fik hun syet det sammen som tasker. hun kastede en af dem til Caleeb "Smid mad ned i den her, så meget som nu kan være der i, og som kan holde sig. Også giv den til Josh, du skal tilbage til Palæet" Hun kastede derefter en til Josh "Vandflasker, og hvis du kan så også en kniv eller dolk." Hun havde styr på dette, da hun havde planlagt det meste for nogle dage siden.

Hun kiggede rundt i rummet, for at finde deres førstehjælps. Samt nål og tråd, hun tog det hele ned i den taske som Josh pakkede med vand. "vi skal forbi mig, inden vi smutter" Hun drejede rundt i den lange sorte kjole "Denne er ikke ligefrem rejse venlig også er det også begyndt at blive koldt udenfor" Sagde hun da hun stoppede op hævede kjolen sig en smule, da luften kom under den. på en elegant måde faldt den ned igen. da de alle var klar, åbnede hun døren og gik ud "Det er tæt på palæet, så vi kan følges en smule af vejen" Sagde hun med en blid stemme til Caleeb. Nu hvor han ikke skulle med, ville det måske blive nemmere at holde sig i skjul, men på samme måde også mere farligt. hun smilede kærligt til dem, inden hun gik ud af døren.
De gik i omkring et kvarter, hvor de så vinkede farvel til Caleeb. Derefter gik de ind i skoven, til de nåede en lille hytte (Xanders HYTTE!) Alex havde boet der i et stykke tid. da hun åbnede døren råbte hun "Alexander! Jeg har slikkepinde?!" hun stod i lidt tid, i døren. da der ikke kom noget svar sukkede hun blidt, han var vidst ikke hjemme. hun gik derefter ind og satte tasken på gulvet, den med vand var den Alex bar. Josh skulle holde på den med Mad, da den var tungest. Hun åbnede en skuffe, hvor hun hev nogle bukser frem og en trøje. hun smed det på sengen og skiftede, da hun kom ud igen. havde hun sat sit hår op i en heste hale, så det ikke kom i vejen "Så er vi klar" Hun smilte lidt, inden hun greb fat i sin taske og tog den på ryggen endnu engang.
Trøjen var for stor til hende, hvilket gjorde at nakken gled ned af hendes ene skulder. bukserne sad dog meget godt på hende, på trods af at alt tøjet enlig var Xanders og ikke hendes. Men det vidste Josh sjovt nok ikke, det kunne dog godt ses at det ikke var tøj til kvinder.

Caleeb vidste at Josh og Alex nok skulle klare den sammen! At han blev på palæet, var for ham et stort kompliment, da det trods alt bare betød, at han var den eneste Josh stolede på hvad det angik. Med et smil på læben, vinkede han farvel til dem og tog tilbage til palæet. Han regnede med, at de kom tilbage i god behold! Ghost derimod, blev ikke hjemme, han fulgte Josh overalt og specielt på sådan en tur! For ikke, at snakke om, at han ønskede at støtte Alex også.

Den lille hytte i skoven, overraskede sjovt nok ikke Josh, eftersom han godt kunne forestille sig Alex bo der. Det var på ingen måde en fornærmelse. Han havde trods alt selv boet i en træhytte ude i skoven. Samt de dage hvor han ingen steder havde, at bo og måtte sove op af et træ! Dog havde han ikke forventet, at høre hende råbe et drenge navn højt, så snart hun kom ind i hytten. Og hvad skete der for slikkepinden? Boede hun sammen med et barn? Han rystede bare på hovedet. Det kunne han spørge om senere.
På sin skulder bar han den halv tunge taske, selvom den egentlig ikke var så tung igen, men det var sikkert kun frynsegoderne ved, at være en archangel. Han fulgte med hende ind i hytten og så sig omkring, dog gik han ikke med en i soveværelset, eftersom hun skulle skifte. Imens hun klædte om, tjekkede han tingene i tasken en sidste gang og var lige hurtig nok til, at sende hende et smil, da hun kom ud af værelset igen, i ført tøj der var alt for stort til hende. Eller, trøjen var i hvert fald. Han smilede kækt ved synet.
"Lad mig gætte, dette er ikke dit tøj vel? Det er vel denne... Xander?" Han blinkede drilsk til hende, imens han rettede på tasken om den ene skulder. Svagt bed han sig i underlæben. "Du viser vej til," Han begyndte at forlade hytten, med tasken og ulven ved sin side.
For at være ærlig, så havde han ingen anelse om hvor denne lille tur ville føre dem hen! Men, han havde altid været glad for eventyr, så hvorfor ikke bare håbe på det bedste.

Caleeb kunne helt sikkert klare at være på palæet, der var ingen tvivl om dette. Da han jo havde set hvordan Josh havde gjort sit arbejde, i flere år. Hun sukkede blidt da hun kom ud af værelset, hun fjernede hendes hår, så det ikke sad fast mellem tasken og hendes ryg, i stedet fik hun den lange heste hale til at lægge ned af hendes venstre skulder.
Da hun opdagede hans kække smil, stoppede hun op og kiggede på ham, hvorfor smilede han sådan af hende. Det hele blev dog klart da han gættede, han havde et skarpt øje. Alex gik hen mod ham og prikkede ham på næsen ”Alexander, hedder han… men nej, det er ikke mit…” Hun smilte drilsk til Josh før hun gik forbi ham ”Jeg har ikke råd til tøj” Hun rakte tunge af ham og hoppede ud af døren.
Hun nikkede blidt da han spurgte om hun viste vej, eller sagde at hun skulle vise vej. Hun kiggede rundt, inden hun hev et lille papir frem. ”Denne vej.” Hun vende sig til højre og begyndte stille at gå. Hun kunne nemt mærke hendes hjerte der hamrede mod hendes bryst, hun var alene med Josh. Også lige på sådan en tur, hendes ansigt blev en smule rødt.
”Så uhmm, hvordan har det stået til på palæet? Mens jeg var væk…” Hun spurgte først da de havde gået i en time, stadigvæk inde i skoven. Hendes stemme var blid, men også meget lav. Hun havde overvejet at spørger ham om det i langtid, men turde ikke. ”Og hvorfor var i lige i byen? Og tog mig fra de der stodder der?” Hun vende sit blik op mod Josh. Mens hun gik ved den modsatte side, hvor Ghost ikke var.

Da hun prikkede ham på næsen, grinte han bare kærligt af hende og gik med hende ud af døren, ud til den verden de to snart skulle opdage. Forhåbentlig kunne det bringe dem frem til det de søgte. Den sidste lille sætning der undslap hende, fik ham dog kort til, at sænke farten og se spørgende på hende. Ikke råd til tøj? Hvor kom alt det andet tøj så fra? Han valgte, at lade være med at spørge og i stedet komme med en sætning, der endda overraskede ham selv en smule. "Jamen, så må vi ud og købe noget tøj til dig,".
De fulgtes igennem skoven. Side om side, imens Alex viste vej og kiggede ned på et kort engang imellem. Han kunne ikke dy sig, med at se hende over skulderen og ned på kortet. Indtil videre så det ud til, at de var på den rigtige vej. Eller, hvordan kunne han vide det? Han anede ikke hvor de skulle hen!
Han bemærkede kort hendes halv røde kinder og satte hovedet på skrå. Havde hun det varmt? For ikke at bringe det op, så han frem for sig og sikret sig endnu engang, at tasken sad ordentlig på hans skulder. Da hun spurgte ind til palæet og ham og Caleebs grund til, at være i byen, smilede han svagt, for derefter at køre en hånd igennem de brune lokker. "Det er gået fint. Jeg kan huske næsten alt omkring palæet nu... nu er det bare andre minder der presser på," Han drejede hovedet og så hen på hende. Som altid, skabte han en øjenkontakt imellem dem. "Vi søgte som sagt efter dig. Jeg havde det dårligt med bare, at have ladet dig gå og jeg indrømmer, jeg savnede dit selskab," Han smilede blidt til hende. Efter de ord, drejede han igen hovedet og så frem for sig. "Hvad lavede du egentlig sammen med sådan en flok stodder?"

Alex havde sat et rødt mærke, hvor de skulle hen på det lille kort. Hun kiggede engang i mellem på det og pakkede det væk, i noget tid. Når hun var helt sikker på at de gik den rigtige vej, hun vidste hvordan man læste et kort og hvordan man skulle læse stjernerne. Det var dog lidt ubrugeligt, nu hvor solen stod midt på himlen. Hun havde godt bemærkede at han engang i mellem kiggede hende over skuldren, det gjorde hende nu ikke noget. Hvis han også holde øje, kunne det måske ikke gå helt galt.
Da Josh slap den sætning fra sine læber, fik Alex nogle overrasket øjne. Hvorefter hun smilede lumsk til ham ”Kun hvis du betaler. hehe” Hendes stemme var blid som altid, det var langtid siden de sidst havde snakket sammen. Og hvis hun skulle være ærlig, havde hun savnet Joshs blide stemme. Hun nikkede engang i mellem til det han svarede, godt at noget af hukommelsen var kommet tilbage. Men… kunne han også huske Allyson nu? Alexs øjne blev en smule triste, hun forsøgte dog at skjule det ved at kigge til siden. ”Hehe, savnede du mit selskab?” Hun fniste kærligt, det fik hendes hjerte til at banke hårdere. Hvor var det kært, på så mange måder!
Hun vende sit blik mod ham endnu engang, da han stillede spørgsmålet. Hun satte sit hoved på skrå og svarede med en kærlig stemme ”Jeg har ikke råd til tøj, tror du så jeg har råd til mad… ” Hun kiggede mod den sti de gik på. ”Jeg brugte dem, de gav mad og drikkelse… jeg blev mæt og fik grattis alkohol” Hun fniste kærligt inden hun endnu engang kiggede på ham ”Her er ved at være en smule koldt, tror du at du kan holde varmen i det tøj du har på nu?” Hun kiggede op og ned af hans tøj. Det kunne måske være nok, til at holde ham varm nu. Men hvis det begyndte at regne og summeren var enlig slut, så det måtte være en smule koldt for ham at gå rundt som han gjorde.

Hvis de faret vild, kunne de altid spørge en af de lokale om vej. Om man så brød sig om det eller ej. Ghost gik foran dem med stolte skridt og kun engang imellem, drejede han det massive hoved og så om på dem med sine gyldne øjne. For ham var det vigtig, at tjekke om de nu var med ham.
Josh grinte svagt til kommentaren om, at han betalte. Selvfølgelig, det var nu også det han havde regnet med, siden hun ikke havde råd til at købe tøj. Drilsk puffet han til hende med sin hofte. "Jeg havde også regnet med at betale dit fjollehovede!"
Det føltes... rart, bare at gå og snakke sammen med Alex. Og det at hun ville hjælpe ham med, at få hukommelsen igen, gjorde bare tingene endnu bedre. At hun fniste til det med, at han havde savnet hendes venskab, undrede ham egentlig ikke og han tog imod det, med et smil på læben og et rysten på hovedet. "Ja, det gjorde jeg. Hæng mig nu ikke op i det!" Han grinte og så kort på hende. Hurtigt så han dog frem for sig igen.
Historien om, at hun havde brugt fyrene, fik ham bare til at smile svagt, eftersom de sikkert havde haft det samme i tankerne om hende. Bruge hende til deres egen form for nydelse. Præcis som han idiot af en far havde gjort det. Hurtigt kom han dog ud af de tanker, da hun spurgte ham omkring det tøj han havde på og det var først der, at det gik op for ham, at han ikke havde alt for varmt tøj på. Skjorten kunne nok ikke holde ham varm for evigt, hvad pokker havde han tænkt på!? Han bed sig i underlæben. "Nej, det tror jeg ikke at jeg kan. Sikke et fjols jeg er! Bare tage på en rejse når det snart bliver koldt, i denne mundering," Han vrissede irriteret af sig selv. Det fik Ghost til at se spørgende om på dem. Først da Josh vinkede med hånden, som et tegn på, at tingene var i orden, drejede ulven hovedet om igen og fortsatte med at gå. "Vi må... Vel bare se om vi kan finde en jakke et sted,"

Da han skubbede til hende med sin hofte, var hun næsten ved at vælte i overraskelse over det. hun grinte dog derefter og rettede tasken på hendes ryg, han kaldte hende et fjollehoved? var det det bedste han kunne. hun kunne dog ikke andet end at grine over det, hendes latter var blid som altid og meget kærlig.
Hun kiggede lidt op på ham, da hun forklarede hvordan hun havde brugt drengene. ville han synes at hun var en ond person, eller bare være ligeglad. han smilede dog en smule af det, hvilket kun kunne være et godt tegn? Hun vende derefter hovedet op mod solen. "Jeg skal prøve at lade vær hehe" Hun tog en dybindånding, inden hun kiggede på hans tøj endnu engang. hun fniste en smule til det han havde at sige til det, han var ikke et fjols, hun tog afsted i tøj der var en smule forstort til hende. hvilket kunne skabe problemer, hvis de kom i kamp med nogle.
"Du er ikke et fjols..." Hun stoppede op og satte sin taske på jorden, stille åbende hun den og hev en lang sort jakke op. "Her, jeg er sikker på du kan passe den..." Det var en jakke som havde tilhørt hendes far, hun havde altid hadet manden, men elskede hans tøj smag. jakken var lang og gik nok ned til Joshs knæ, den var også varm og regntæt.
Hun rejste sig stille op og lukkede tasken igen "Vi kommer nok ikke forbi så mange butikker." Sagde hun da hun havde fået tasken ordentligt på. hun hev endnu engang kortet frem, hun rykkede sig en smule tæt på ham "Se, det er mest øde, med klipper og træer, engang i mellem er det bare en kæmpe mark, hvor der ikke er nogle.." Hun pegede på de steder hvor de nok ville være, eller gå i gennem.

Han stoppede ikke med at smile. Nok var han en smule irriteret over sig selv, men det lille smil i mundvigen, forsvandt aldrig helt fra ham og da Alex trak en jakke op af tasken, blev smilet bare større. Hun havde rent faktisk en jakke i sin taske! Fantastisk! Kunne hun mon trylle andre ting op af den også? Han tog glædeligt imod jakken og fjernede kort tasken, for at kunne tage jakken på. Alt kulde forsvandt fra ham, da han kunne mærke det bløde stof over sig, sammen med skjorten. "Tak," Han tog igen tasken på skulderen.
Kortet blev igen trukket frem og han så på det sted hun viste ham. Det lå ikke til, at de ville møde liv forløbelig nej, så det var altså nærmest kun dem herude i bøhlandet. Han nikkede og kiggede rundt. "Jamen, så vi se at komme af sted," Da han startede med at gå, kiggede han kort om på hende og sendte hende et opmuntrende smil. "Vi skal nok klare det her," Han gjorde et nik til at hun skulle følge med. Tingene skulle da nok gå. Hvad var det værste der kunne ske? Den tanke skulle man dog aldrig have, for så skete der altid noget, man bestemt ikke havde regnet med eller ønsket!

Efter nogen timers gå gang, satte Josh sig med et bump ned på jorden og tog en dyb indånding. Rundt omkring dem var der ikke andet end et øde landskab, med nogle træer hist og her. "Hvad siger du til pause?" Han gennemrodede tasken og rakte en vandflaske op til hende. Derefter fandt han en til sig selv og slubrede det dejlige vand i sig. Da Ghost kom hen ved siden af ham, rodede han i tasken efter en lille skål, hvor han kunne hælde noget vand op til Ghost i. Skålen blev fundet og fyldt med vand. Den tørstige ulv logrede med halen og drak vandet med en slubren. Med et smil på læben, kørte Josh en hånd igennem den hvide pels og så op på Alex.

Alex smilede munteret til ham, i det mindste kunne han passe den. hun nikkede og gik hurtigt for at nå op til hans side igen, da han sagde de nook skulle klare den. nikkede hun og strakte sine arme "Det her skal nok blive sjovt."
Timerne gik, og solen bevægede sig for hver time, da Josh satte sig ned med et bump, var himlen allerede begyndte at blive en smule lyserøde. Alex stoppede op og kiggede op mod solen, en pause kunne nok ikke skade. men de skulle finde brænde, hvis de valgte at overnatte her. natterne var blevet kolde, så de ville umuligt kunne få noget søvn hvis de ikke fik bare en smule varme fra nogle gløder.
Hun gik hentil ham og satte sig ned foran ham. "Fiiint~" Sagde hun med en trist stemme. hun tog derefter imod vandflasken og skruede låget af den, det var dejligt med noget vand. først nu kunne hun mærke hvor tør hendes hals var blevet af at gå rundt i så lang tid. Alex kiggede derefter på Josh "Burde vi sove her? hvis vi gør, skal vi ha fundet grene til et bål." Hun kiggede rundt på de få træer som var spredt lidt ude på ødemarken.
De blev nødtil at sove ude i det åbne land, hvilket ikke var det bedste. men der var ikke til at vide, hvorlangt der var til endnu en skov, og hvis de ville gå tilbage. ville det tage et kvarter før de var helt inde i skoven igen.

Ghost lagde sig ned ved siden af Josh. Et tegn på, at han syndes de skulle slå sig ned der for natten, hvilket fik Jost til, at rejse sig op og strække sig. "Ja, lad os sove her for natten, jeg finder noget brænde," Da Ghost ville rejse sig og gå med, gjorde han en håndbevægelse, der betød, at han skulle blive med Alex. Den smukke hvide ulv blev liggende ved Alex.
Rundt omkring dem, var mørket ved at sænke sig og inden længe ville stjerner herske på himmelen.
Det varede kun et lille kvarter, før Josh igen var tilbage og smed en bunke tørre pinde imellem ham og Alex. Han kørte en hånd igennem sit hår og trak jakken tættere om sig, da det var ved at blive en smule koldt. Med et smil på læben, satte han sig ved siden af Alex og begyndte, at støde to flintesten sammen, for at skabe ild i de tørre grene. Den klirrende lyd skar igennem tusmørket. Efter der noget tid ikke kom noget ild, sukkede han kort opgivende og grinte svagt af sig selv. Han så hen på Alex med et skævt smil. "Så, lad os håbe vi kan holde varmen eller at der ikke kommer en form for snestorm," Han begyndte endnu engang, at fumle med flintestenene. Denne gang lykkedes det, at skabe en lille glød, der spredte sig i de tørre grene og blev til en stærk ild. Han smilede tilfreds for sig selv.

Alex nikkede til at de skulle overnatte her, da Josh valgte at gå efter brænde. så hun hvordan han bad Ghost om at blive, hvilket gjorde at hun heller ikke rejste sig op. hun kørte en hånd gennem Ghosts varme bløde pels "Så er det bare dig og mig Ghost" Sagde hun da Josh var væk, hun kiggede op på himlen og smilte kærligt. "Her er nu meget rart, koldt men hyggeligt" Hun lukkede sine øjne da en kold brise kom frem, hun nyste blidt og rystede på hovedet.
Da Josh kom tilbage, havde hun gravet et lille hul, hvor han smed brandet. så ilden ikke ville brede sig ud til dem. hun Smilte kærligt til Josh, da han satte sig ved hendes side. Månen var steget til vejrs hvilket fik Joshs øjne til at skinde, hvilket fik hende til at rødme lidt når han kiggede på hende. med de altid så kærlige øjne, hun rodede rundt i sin taske mens han prøvede at starte bålet "Jeg har et tæppe, det er meget lille men det kan varme en smule." Hun fandt det frem, og ganske ret. var det et meget lille tæppe som kun ville kunne dække halvdelen af ens krop. hun rakte den til ham og smilte kærligt "Du burde være den der sov, jeg holder øje med ilden i mens." Hun strakte sine arme op i luften.
Det hun mente var mest at hun ville holde øje med at der ikke kom nogle tyve eller andre farlige væsner mod dem, mens de sov. Så hvis en af dem holde sig vågen, ville de kunne nå at vægge den anden og forsvare sig selv. hvis nu der skulle ske noget, hun kiggede derefter på bålet. Et smil kom frem da ilden tog fat i de tøre grene, hun klappede blidt sine hænder sammen. "Du fik det startet!" Hendes stemme var kærlig men havde en drilsk undertone.

Hvorfor var det ham der skulle sove og ikke hende? Havde hun ikke ligeså meget brug for sin søvn som han havde? Og her skulle hun ikke bruge, du er leder pedistaten, trods alt var han ikke leder herude! Tæppet hun lagde over ham, nægtede han dog, at tage det hele af, så han rykkede sig en smule tættere på hende, så de i det mindste kunne dele bare lidt af det korte tæppe. Desuden, havde de også Ghost, ilden og ham sin jakke. Hun burde at have tæppet. Månen fik hendes hår til, at skinne, hvilket kort fik ham til at smile for sig selv. Roligt lagde han sig ned på sandet og så op på hende. "Fint, men væk mig efter en time, så tager jeg den næste vagt," Han pegede stift på hende med sin pegefinger, før han svagt lukkede øjnene i og inden længe faldt i søvn. Ghost lagde sig tæt op af Alex. Den tykke pels kunne muligvis holde hende varm i nat.

Alex smilede bare kærligt af hans reaktion over det, han var stærkere end hun var. og chancen for at de ville støde på folk om natten var lav, det var mere om morgen hans styrke kunne bruges til noget. Alt Alex ville kunne bruges til var bare at finde vej, bære vand og måske engang i mellem hente nogle kviste.
Hun nikkede blidt "Jeg skal nok vække dig, bare rolig" Hun satte sit hoved på skrå og smilede stadigvæk kærligt til ham, hun rettede derefter sit hoved mod Ghost "Du burde også sove min kære ven" Hun nussede Ghost bag øret, han skulle heller ikke blive for træt hvis det endelig var.
Dog da der var gået over 3 timer faldt Alex selv i søvn, sammen med Ghost og Josh. Da solen stod op, havde Alex rykket sig væk fra Josh og efterladt tæppet hos ham. hun var vågnet tideligt og havde valgt at gå hentil en af træerne for at tjekke om der måske var æbler eller noget. Hun havde overhovedet ikke opdaget at der havde lagt en person ved Joshs side, EN MAND! Som havde valgt at ligge face to face med Josh.

Ikke en eneste gang blev han vækket op natten. Da han selv kort vågnede, bemærkede han med det samme grunden til, at han var ikke blevet vækket og det fik blot et smil på hans læber. Alex var selv faldet i søvn. Han lod hende sove og kunne mærke på sig selv, hvordan han langsomt faldt hen igen. Før han vidste af det, sov han og ilden var ikke andet end små varme gløder.
Da han igen vågnede, var der blevet lyst omkring ham og han kunne mærke hvordan det prikkede ham på øjenlågene. Langsomt åbnede han øjnene op. Til sin forskrækkelse lå der en fremmede mand lige lovlig tæt på ham, hvilket fik ham til, at rykke hurtigt væk og komme op at stå. Han så spørgende hen på Alex. "Hvem i al verden.." Han skubbede til den fyren med sin fod. "Hey, du vågn op!"
Ghost havde rejst sig op, så snart han havde kunne mærke Josh havde rejst sig. Nu stod den store ulv og knurrede af den fremmede. Hvem var han? Og hvad fik ham til, at tro, at han bare sådan kunne ligge sig så tæt på ham?

Alex kom gående tilbage, hun kunne ikke se manden for Ghosts store pels, der dækkede ham. hun satte sit hoved blidt på skrå da hun så hvordan Josh kiggede på hende. hvad forgik der lige?

Manden vågnede stille op "Ehh, hvad nu" Hans stemme var træt og en smule dyb, han gned sig i øjnende inden han satte sig op. "Jeg er vågen" Han rettede sit blik mod Ghost og derefter mod Josh, hans øjne blev store "VENT! Du er en mand?!" Han stemme var overrasket, han havde troede at han havde sovet ved siden af en kvinde gennem det meste af natten. men nu hvor Josh stod op, var det tydeligt at han var en mand!