Life is a treasure. -Xander!-

Hendes mor...
Det gik op for ham, at han egentlig aldrig havde spurgt ind til hende omkring hendes mor og hvor hun var henne. Han gik dog stærkt ud fra, at hun var død, det ville i hvert fald give mest mening for ham hvis hun var, siden han endnu ikke havde mødt hende. Mon hun savnede sin mor? Burde han spørge ind til det eller vil det være for smertefuldt for hende? "Hvornår mistede du din mor Rose?" Han smilede svagt til hende. "Bare et lille spørgsmål, før vi går over til at snakke om mig..." Han satte sig på bænken. "Hvis det beroliger dig, kan jeg fortælle dig hvad der skete med min.." Fra at se hende i øjnene, til nu at se ned i jorden og skjule fortiden for dem omkring ham. "Min mor døde af blive spist af levende døde, hvis du har hørt om dem," Han så op på hende igen, gav intet tegn på, at det generede ham. "Men... hvad kan jeg lide? hmm... Jeg er ret vild med at tage på eventyr."

Da hun spurgte om han ville med ind til te, kunne han ikke andet end at smile og takke ja. Han elskede jo, at tilbringe tid med hende, så hvorfor skulle han takke nej til dette? Et kærligt smil voksede på hans læber, hvor han derefter fulgte med hende indenfor, ind i varmen og til duften af Rose. Ja, selv hendes hus duftede af hende. En sød og blomstrende duft.
"Te vil være rart," sagde han på vejen ind og tog sine sko af. Med afslappede bevægelser, gik han videre ind i huset og smed sig i sofaen.

Da han spurgte hvad der skete med hendes mor, smilte hun varmt til ham. Hvordan skulle hun forklare det, det lød bare så underligt at snakke om døde folk. " Da jeg var syv tror jeg, så det er længe siden.... Hun startede den kro som min far køre... Hun arbejdede hårdt en aften, til person ende med at komme ind, bad om penge." Hun satte sig ned ved siden af ham, mens hun så op på himlen. "I sidste ende fik personen pengene, samt min mors liv, personen stak hende ned og hun døde i min fars arme." Hun beholde det varme smil på sine læber.
Hun elskede sin mor, og på trods af hendes død, kunne hun ikke andet end at føle ironien i det hele. Hendes mor startede kroen, så folk kunne komme ind og føle sig godt tilpas, samt folk uden penge kunne få mad og varme, men... I sidste ende, var det en uden penge, der slog hende ihjel, Ren ironi lige der.
Da han fortalte hvad der var sket med hans mor, så hun beskeden på ham. Hvad skulle hun lige sige til dette, hun vidste hvad disse levende døde var, men troede faktisk ikke på at de fandtes. Samt det faktum af at hun blev spist af dem, sikkert foran ham. "Det jeg ked af..." Hun så ned i sine hænder, mens hun fumlede med sine fingre.
Samtalen kørte dog hurtigt hen på noget andet, hvilket lettede stemningen en smule. "Hvilke former for eventyr? Tager du tit ud for at se verden, hvor har du været?" Så snart hun nævnte verden, blev hun straks mere munter. Hun ønskede at se den, opleve hver eneste krog i landet. Se hvordan alle folk levede på forskellige måder, det kunne være fantastisk, dog... På grund af sygdommen, måtte hun dog ikke, det kunne skade hendes livs linje, da hun ikke ville være i nærheden af sin læge, og det at gå verden rundt, ikke ligefrem tog et par timer.

Hun smilte varmt til ham, dog stadigvæk med rødmen på hendes kinder. Den var dog ikke så kraftig, hun nikkede og gik ind efter ham. Rolige bevægelser blev lavet, mens hun tog sine sko af og placerede dem i hjørnet så folk ikke faldt over dem. "Er der en speciel form for te du gerne vil have?" Hun gik ud i køkkenet, med et kærligt smil på sine læber. Det var kært at han bare smed sig på sofaen, som boede han her. Hun fylde kedlen op, inden hun tænde for gassen og stillede kedlen over blusset.
Hun satte håret op i en hestehale, mens hun lynede jakken af sig selv. "Jeg håber ikke det gør noget, at jeg hurtigt går op og skifter." Hun kunne jo ikke blive i den sorte kjole i så langtid, især ikke når den viste så meget ben. Det var jo nærmest perverst, som forsøgte hun at få opmærksomhed! Samt det at den var så nedringende, det var pinligt at gå i, især foran Xander.
Hvad tænkte han ikke, da han så hende bevæge sig rundt i sådan en kjole. På trods af at stoffet var kønt, viste den bare for meget hud, til at hun kunne holde til at gå rundt i den i særlig langtid, når hun ikke arbejde.

((I tilfælde af at du har glemt hvordan den så ud.... [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ))

Fortællingen om hendes mor virkede til, at gå hende på og samtidig med var hun stærk og smilede, skjulte følelserne som altid bag det smil. Nu når han tænkte over det, han havde som sådan ikke set hende græde, være vred eller irriteret på nogen måder. Burde det ikke begyndt, at være sket efter at have kendt hende i snart et halvt år?
Han så på hende igennem hele fortællingen, følte med hende, også selvom han var skabt til at være en følelseskold dæmon. "Det gør mig ondt," Så snart hun ville se på ham, ville hun bemærke de krystalblå øjne lyse op i melidenhed og varme.
Emnet blev nu skiftet over på eventyr, om hvilke han havde været på og hvor meget af verdenen han havde set. Det var vist nu, at han skulle fortælle dem, at han ikke havde set de største dele af verden endnu, men han havde skam i sinde at se dem.
"Jeg har ikke set det vildeste endnu... men det har jeg skam i sinde og ved du hvad.." Han stoppede kort sin sætning, for at gå hen imod hende, smile kækt og stille sig tæt på hende. "Jeg tager dig med mig, du har intet valg, vi tager ud og ser forskellige dele af underworld, jeg betaler.." Alt over hans drengede ansigt, skreg at hun ikke fik lov til at takke nej, om han så skulle tage hende over skulderen.

Hun gik ind for at skifte, sikkert fordi hun ikke følte tilpas i kjolen der ellers sad godt på hende. Om det var fordi, at han kunne se hver en del af hendes smukke, bløde ben eller sikkert kysse belajelige kraveben var ikke til at sige. Igen følte han bare for, at have hende i sine arme, kysse og kramme hende, for derefter ikke at lade hende gå. Tanken gav ham også lysten til, at vrisse af sig selv og tage sig sammen.
"Nej, du laver bare den te du føler for," svarede han og lukkede svagt øjnene i. Til det med at hun skiftede, nikkede han og smilede svagt til. Imellem tiden, lå han blot og stirrede op i loftet, elskede duften af husets aroma. Det var nok mest duften af Rose.. Han kunne også svagt dufte bacon.. Joaquin..

Hans krystal blå øjne, var lyst op som stjernerne på nattens himmel, hvor de derimod viste medlidenhed.. Hun skubbede blidt til ham, med det altid så kærlige smil på sine læber. "Det skal du ikke, undskyld jeg snakker nok lidt for meget." Hvis man skulle sætte et stort minus på det Rose gjorde, var det nok at snakke meget. Hun havde det med at få et enkelt spørgsmål, hvor det nemt kunne svares på, også fik man hendes livshistorie i stedet for.
Hun lagde hænderne ned i jakken, dog først efter hun havde pustet ned i dem, for at give dem varme. Da han trådte tættere på hende, så hun op på ham. Burde hun tage sine hænder op af lommerne, i tilfælde af at han ville kysse hende igen. Han smilte som altid, mens han trådte tættere og tættere på hende. Lige til hans ord kom ud, så hun lidt mistroisk på ham. "Det vil jeg glæde mig til." Hun lo kærligt, inden hun satte en hånd på hans bryst. "Jeg holder dig op på det løfte, så længe jeg lever, så glem det ikke." Hun blinkede kækt til ham, han var som altid kær, især når han sagde sådanne ting. Det fik hendes hjerte til at slå underligt, samt følelsen af varme til at køre rundt i hendes krop.

Hun smilte kærligt til ham og nikkede kort, i det mindste havde han ikke noget imod at blive efterladt på sofaen. Hun skiftede om til en lang nederdel, og en grå undertrøje, hvor hun hev en stor sweater over sig, hun trak det lange hår op af kraven og kom ud. Endnu engang var hendes krop gemt væk, i store lag af tøj, som altid.
Hun hælde te bladende i krussende, inden hun hælde det kogende vand i. "Her er ingen, så huset virker helt tomt." Hun lo kærligt af sine ord, det virkede så underligt at være derhjemme sammen med en ven, hvor der ikke var andre. Normalt ville de andre jo altid være der, eller bare en af dem.. "Hvor bor du enlig henne?" Hun gik hen med krusset til ham, hvor hun placerede det på sofa bordet.

Jordskælvet havde ramt Doomsville, det lå i ruiner og folk var enden døde, eller flyttet ud. Mange var blevet hjemløse og havde nu et liv på gaden, det var forfærdeligt at se på. Næsten underligt at se så livlig en by, nærmest død. Roses hus var selvfølgelig væk, der hvor det hyggelige hus havde været, var intet end en enorm revne fra jordskælvet, der næsten virkede endeløs, så mørk og uden mål.
Folk tiggede omkring sig, stjal, sloges endda mod hinanden, og outsideres for at få noget mad, eller penge. Det var blevet svært at hjælpe dem overhovedet, egoistiske var alle folk blevet.

Overrasket over, at hun rent faktisk ikke sagde ham imod, men tillod ham at tage hende med sig ud at rejse, spærrede han øjnene og lukkede dem derefter i, hvor han smilede til hende. "Godt så, vi har en aftale," Han trådte en smule væk fra hende, mest for at give hende plads og fordi han kunne ane hånden komme op af hendes lommer, sikkert i tilfælde af, at han ville kysse hende igen. "Bare dig og mig, og et eventyr," Roligt begyndte han at gå igen, bevægelserne var lette og smidige, præcis som en incubus bevægelser skulle være.

Efter at have stiret i loftet alt for længe, satte han sig op, lige i rette tid til, at Rose trådte ind. Hun var igen iført et outfit der overlod alt til fantasien. Roligt tog han imod teen og sibede en smule af det, blot for at få brændt sin tunge en smule. Hurtigt trak han sig væk, stillede det tilbage på bordet og smaskede lidt, i håb om at få tungen til at brænde mindre.
"Yeah," sagde han og rystede på hovedet. "Hvor er de henne... eller snarer, hvor er Joaquin henne?" Han så spørgende på hende.

Klanen var sikret, alle var kommet ud, eller i hvert fald der havde overlevet var kommet i sikkerhed, men de døde kunne han intet gøre noget for. Som leder, hadede han at han havde mistet nogen af sine mænd og han forbandede de elendige skyggevæsner, der var dukket op af revnen. De havde dræbt flere klanmedlemmer og det var umuligt at beskytte alle.. Så meget som det var muligt, havde Xander fået dem i sikkerhed, 'skjoldene' var sendt ud og han prøvede også ivrigt, at få fat på sin far. Mest af alt for at høre om han var i live..
Men lige nu, kunne han ikke tænke på andre end Rose. Tanken om, at hun ikke længere var i live, knuste ham indeni og fik ham blot til at løbe hurtigere imod hendes hus. Hjertet bankede voldsomt i den såret krop. Han ville se hende nu.
Det han nåede frem til, fik halsen til at snørre sig sammen, maven til at vende sig og hjertet til at bryde ud af kroppen. "ROSE!" skreg han så højt han kunne. Han glemte helt, at passe på sig selv, da han gav sig til at søge i ruinerne. "ROSE!" Inderst inde vidste han godt, at det nok var umuligt at finde hende, men han kunne ikke få sig selv til at give op.

Hun lo kærligt af hans svar, det kunne være sjovt. Også selvom det sikkert aldrig ville ske, men omtanken var rar. Samt følelsen af at have noget at håbe til, ville være fantastisk. Hun elskede det, kunne nemt holde glæden oppe, så længe han holde sit ord. "Det skal nok blive sjovt, camper ude i skoven, gå på vandre ture." Yup, disse små ting, havde hun aldrig rigtig gjort, måske vandret, men det var for at gå igennem skoven. Så var der det at campere, det gjorde hun engang med sin mor og far, ude i baghaven.

"Det varm....t" Lød det alt for sent fra hende, hvor han nu sad og smaskede. Hun satte sig ved hans venstre side, mens hun smilte kærligt til ham. Hun pustede til teen, inden hun tog et lille sip fra den. "Sikkert på arbejde, Joaquin altså." Hun så ned i teen, han undgik at svare på hvor han boede, eller måske havde han ikke hørt hende. "Hvor bor du?" Hun rettede øjnene mod ham, denne gang burde han vel have hørt hende hvis han ikke svarede denne gang, betød det vel bare at han ikke ønskede at snakke om det, eller... Han ønskede vel bare ikke at sige det, hvilket ville være underligt, men ok.

Folk drejede hovederne for at se mod Xander, folk skreg ikke længere efter andre. De fleste havde indset at det var for sent at redde nogle, dog græd folk stadigvæk, enden det ellers sad de alle og stirrede med tomme øjne mod intetheden. Da Xander gik rundt og søgte i det halve hus, stod en person bag ham, lagde en hånd på hans skulder. "ROSE ROSE!" Skreg personen, hvis stemme Xander vel burde kende.
Han trak derefter Xander indtil sig, da et stykke træ faldt ned, han krammede ham og klappede ham på skulderen. "Stop skrigeriet, hun er ikke i Doomsville længere." Han trak Xander væk fra sig og rodede kort i hans hår, hvor James smilte varmt til ham. "Vi er rykket til Humvita, havde en ven der..." Som altid behandlede han Xander som et barn på nogle punkter.
"Er du ok Xander? Ramte Jordskælvet også dig?" James var iførst bukser, og en løs trøje. Hvilket man sjældent så, han gik som frivilig i Doomsville, for at hjælpe folk med at komme rundt, og rykke de såret, hen til andre hospitaler som havde plads til dem. Han måtte heldigvis gå som han ønskede, selvom det kunne være farligt, nu når skyggevæsnerne vandrede jord overfladen.

Han havde ikke lige bemærket, at hun havde spurgt ham hvor han boede til, at starte med, for hvad det angik, havde han skam ikke noget at skjule. Det eneste hun ikke måtte kende noget til var klanen, hans fars ord, nogen han ville holde til evig tid. For at få varmen en smule, tog han koppet op i sine hænder igen og pustede til det, mest fordi han elskede det, af en sær grund. "Jeg bor the Valley of dead, hvis du nogensinde vil besøge mig... lad være medmindre jeg er med.. der er fyldt med levende døde," Forklarede han og tog igen en tår af teen. Denne gang var han forberedt på at det brændte, derfor fik han ikke et chok. "Det er blot en lille faldfærdig hytte.. jeg tog tilbage til den efter krigen med de levende døde, efter min mors død," Han smilede svagt. "Hvorfor? pludselig nysgerrig omkring mig Rose?" han tog igen en ny tår af teen.

Intet svar... hvor var hun... hvor var hun!? desperat kørte han hænderne igennem sine sorte, svedige, beskidte og pjuskede lokker. Sandsynligheden for at hun måske var i live og blot et andet sted, kunne sagtens lade sig gøre.. han måtte tænke positivt og søge hver en...
Det navn på det ansigt han så brændende ønskede at se, blev pludselig råbt bag ham og fik ham til, at vende fronten om og blive mødt af et andet glædeligt ansigt. Det var overraskende at det var glædeligt! James! Han blev trukket ind i et kram og lettet i samme sekund. Hvis James var med et smil på læben, betød det at Rose var i live..
"Gudskelov," pustede han ud. "Jeg var bekymret for at..." Han stoppede sin sætning og viftede med hænderne. "Jeg har det fint, det ramte mig, men jeg har det fint," En smule utålmodig trippede han på fødderne. "Er der mulighed for at jeg kan se hende?"

Hans svar om hvor han boede, overraskede hende, mere end hun lige havde regnet med. Hun vidste det med hans mor, men... det at han så valgte at blive boende, det var da en smule dumt, eller klogt, hun vidste det ikke helt. Hvilket fik hende til at se ned i teen, og puste til dampen der steg fra det varme vand. "Hvorfor bliver du boende der, det er vel at lege lidt med livet?" Hun så kort op på ham, med et lettere uskyldigt smil. "Hvis det er, er du velkommen til at overnatte her... Det er mørkt udenfor, og... sikkert også i Valley of the dead." Hun tog en lille tår, inden hun så ned på bordet.
Hun samlede sine ben ind under sig, inden hun så op på ham igen."Small talk, hvis man kan kalde det, det... Samt det, at du jo ved hvor jeg bor, men jeg ved enlig ikke hvor du bor." Hun smilte kærligt til ham. "Jeg har kendt dig i næsten et år nu, og ved stadigvæk ikke hvordan du bor." Hendes stemme var varm som altid, med den kærlige klang.

James så ned på ham, da han trak ham væk fra sig. Xander var ok, her troede han selv at Xander med sikkerhed var død, siden Rose fortalte at han boede i et forfaldent hytte, som umuligt ville kunne have overlevet rystelsen, medmindre den ikke havde været så slem hos ham. Han sukkede blidt. "Det jeg glad for..." Xanders urolige trippen, fik James til at vifte kort med hånden.
"Jeg skal nok tage dig med... følg mig." Han gik udenfor, hvor han gik lidt, til han nåede til en hestevogn, hvor han satte sig i kuskens siddeplads, hvor han først kørte da Xander havde sat sig ved siden af ham, der var en familie indeni. Da James som sagt, flyttede familier fra Doomsville, til andre stedet.
omkring en time gik, før de nåede hentil det sted, hvor familien skulle af, også hentil stedet Rose nu boede. Det var ikke engang en hytte, det var inde i en smal gade, som udentvivl var en kro. Der var en kælder og et værelse ovenpå, samt et toilet, men ellers ikke andet. Han satte hesten ind i stalden, inden han trådte ind af døren. Han så kort rundt, det virkede ikke til at der var nogle.
"Rose! Xander er her." Han viftede til Xander, at han bare kunne træde ind. Stedet var rent, men der var ikke så meget plads som man måske lige havde regnet med, alting var sat op, som der hvor James og Rose arbejdede, steder man kunne sidde og borde der kunne holde på lidt mad og alkohol. Han trådte ned i kælderen, hvor han så op på Xander. "Hun skulle gerne komme ned, ellers sidder hun ovenpå." Han smilte varmt til ham, inden han gik nedenunder.
I det han var væk, kom Rose ned, dog iført lidt underligt tøj, hun havde det fint, ingen former for skader overhovedet. Hun sprang i hans arme, hvor hun lagde armene omkring hans nakke. "Xander!" Lød det en smule kækt fra hende, inden hendes hånd kørte hen på hans kind og hendes læber blev placeret på hans kind. Kroppen blev presset imod ham, mens hun med det samme gjorde kysset meget mere intimt og forførende.

Lege lidt med livet var en ting Xander rent faktisk godt kunne lide, det fik ham til at føle sig i live og det holdt ham fra, at føle sig en smule ensom. Hver gang han bare følte sig den mindste smule ensom, tog han altid ud og slog en masse zombier ihjel, for at dræbe tiden.
"Jo, det er det, men..." Svaret blev kort afbrudt. Han så hen på hende og var nu i tvivl om han skulle sige det han skulle sige. "Jeg kan på en måde godt lide det, jeg føler mig mere i live og mindre ensom," Kortene på bordet, hun kunne ligeså godt få det at vide, hvis hun ønskede at lære ham at kende. Man havde vel altid sine særheder, og det her var en af hans. "Small talk? Jeg er ikke så meget for small talk..." Han grinte kærligt og så spørgende på hende. "Finder... jeg mener.. kunne du.. slet ikke se mig som kæreste potentiale?" I få sekunder lyste øjnene nysgerrigt op.

Om ikke så længe skulle han se hende igen, vide at hun var okay og det kunne nærmest ikke gå hurtigt nok. Dog fulgte han tålmodigt med James hen til hestevognen, lod familien blev sat af og der, lige der hvor de gik, tog han sig selv i at smile efter dem og være glad for at de var i god behold og at de havde hinanden som familie. For ikke at snakke om, at han sad og beundrede James for det han gjorde for familierne. Han var gået hen og blevet for blødsøden.
Da de nærmede sig huset, eller snare kroværelset, kunne han dufte Rose søde duft, som altid fik hans hjerte til at kickstarte. Lige før James smuttede ovenpå, takkede han ham for besværet og i få sekunder var han selv klar til, at smutte ovenpå og se hende, da hun kom nedenunder, iført... hvad pokker var hun iført!?
"Rose!" sagde han lykkeligt og havde egentlig kun forventet et kram for hende, men det blev til noget langt mere: Det vil aldrig komme til at ske øjeblik.
Hun sprang op i armene på ham, og kyssede ham.. Hun kyssede ham rent faktisk. I flere sekunder stod han overrasket med øjnene åben, indtil han til sidst ikke kunne holde det mere og han kyssede hende tilbage. Da det pludseligt blev forførende og intimt, kildede hans tæer. Han havde længe drømt om at få et kys fra hende, men at hun ville træde så hurtigt frem, havde han ikke lige set komme.

Hun så ned i teen, bladende der flød en smule rundt i toppen, hvor de langsomt dalede til bunden var underligt nok beroligende for hende. Hun smilte varmt til ham, han ønskede ikke at føle sig ensom. Men hvem ønskede også lige det, der var så meget andet. Selvom hun, hvis hun skulle være ærlig, også følte sig en del ensom, især når huset var tomt. "hm... Bare du passer på dig selv." Hun løftede blikket fra koppen, og rettede det mod ham, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå, og som altid, smilte varmt og kærligt til ham.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, hvis du en dag forsvandt." Lød det muntret fra hendes læber, inden hun fik kastet et underligt spørgsmål i hovedet. Hvordan skulle hun lige svare på dette, hun anede intet om forhold. Og det faktum af at han spurgte om hun kunne se ham sådan, eller noget i den stil, gjorde hende nervøs. "Jeg troede ikke du var til small talk." Lød det lavt fra hende, mens en lille form for rødmen sprede sig i hendes kinder. Hun ønskede ikke helt at svare på det, mest fordi hun fandt det pinligt. Selvfølgelig kunne hun se ham som kæreste potentiale, men hun kunne ikke se sig selv som det. Hun var jo syg, hvem ønskede en døende kæreste.

Lige i det kysset blev mere intimt, og Xander selvfølgelig kysset igen. Kunne man høre en hosten bag dem, hvor Rose stod, mens Rose var i Xanders arme. Eller, lige til der blev blinket to gange, hvor en langhåret kvinde stod, det røde hår der nemt kunne ligne blod. Smilte, og fjernede armene fra Xanders nakke, hun lagde fingrende på hendes egne læber, hvor hun blinkede kækt, inden hun fjernede sig fra ham.
"Tak for varmen i fødderne, Xan-der..." Hendes bevægelser gjorde det selvfølgelig tydeligt, en Succubus i huset, som udentvivl forførte Xander med sin evne, hun klappede blidt Rose på ryggen. Inden hun gik ovenpå, til Joaquin. Hun var enlig kun smuttet for at gå på wc, og da hun hørte James stemme, kunne hun ikke lade vær med at være en pestilens som altid. Hvad kunne hun sige, det at bringe kaos til folket, var en hobby for hende.
Rose stod ved siden af trappen, der førte ovenpå, hendes højre arm var brækket og i en slynge. Men ellers var der ikke andre skader på hende, og som altid var hun iført stort tøj. "Hey." Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvor hendes smil ellers var en smule trist.

Hvis han en dag forsvandt. Overrasket så han over på hende, følte igen bare for at kysse hende og ignorere de afslag han allerede havde fået fra hende. Ville det være for meget at forlange bag et kys? Specielt efter den sætning. Han smilede roligt til hende. "Jeg forsvinder ikke, jeg er her." Banalt, men ja, hun skulle vide det.
Svaret på det spørgsmål han kom med, fik ham bare til at klukke kærligt og tage en tår af sin te. "Det er ikke small talk," Han stillede koppet fra sig og lænede sig tilbage i sofaen. "Small talk er de der typiske spørgsmål, you know," Drillende blinkede han til hende. "Så, kunne jeg sove her på sofaen i nat?" Da hun sagde at han kunne sove hos hende, gik han ud fra, at det blev på sofaen og at de ikke skulle dele seng. Blidt smilede han til hende og lukkede øjnene i.

Verden forsvandt pludselig fra hans fødder, da det ikke længere var Rose i hans arme, men tvært imod Rose der stod ved trappen og så på ham med et trist glimt i sine øjne. Sine smukke øjne der ellers altid var fyldt med glæde. Tøsen foran ham lige pludselig var nu en succubus, hun havde snydt ham og det gav ham lysten til, at sparke hende bag i. Latterlige kvindemenneske.
Hurtigt så han nu hen på Rose og bemærkede den brækkede arm. Roligt, nærmest rystende, gik han tættere på hende og fumlede med sine hænder. "Jeg.. jeg troede det var dig.. Hun brugte en evne imod mig, så jeg så dig jeg.." Han så hende i øjnene. "Jeg er så glad for du er uskadt.. jeg var bekymret.. øhm.." Kort så han ned på armen. "Du.. øhm.. din arm.. hvad.." Han kløede sin kind. Ordene kunne ikke rigtig blive formuleret ordentligt.

Hans svar om aldrig rigtig at efterlade hende, fik hende til at smile varmt. Følelsen af varme der strøg gennem hele kroppen, fik hende til at bide sig selv i underlæben. Hun var virkelig ved at falde for ham, hvilken form for ven var hun. Samt det at hun altid gav ham afslag, gjorde hende ikke ligefrem bedre. "Indtil du skal hjem." Hun drillede en smule, ikke som Alex der måske var en smule ondskabsfuld når hun drillede...
Hun skubbede blidt til ham, da han sagde det ikke var small talk. "Gud er det så." Lød det drillende fra hende, med en smule latter i stemmen. "Men jo, jeg kunne godt se dig som kæreste materiale... Men kan ikke se mig selv som det.." Hun skjulte sit ansigt, ved at lade håret falde. Han skulle ikke lige se hende rødme ligenu, hvorfor kunne man også rødme, det var jo latterligt, det skreg jo bare at man var pinlig berørt!
"Du kan sove på mit værelse, medmindre du heller vil sove på Sofaen. Det bestemmer du selv." Hun havde en madress som nemt kunne pakke ud og ligges på gulvet, så det gjorde ikke ligefrem noget besværligt for hende, ellers kunne de altid bygge et ford! Ja... Skidt med at det kun var legebørn der gjorde sådan noget, det kunne jo nemt være sjovt, også kunne de sove indeni det! Fantastisk ide, hvis hun selv skulle sige det... Men hvordan skulle hun tilbyde at de kunne bygge et ford? Hun sukkede blidt, ord var og blev pinlige.

Da han trådte forsigtigt mod hende, måtte hun indrømme at det så skummelt ud, som var han bange for at træde på en mine. Hun viftede lidt med armen, hvor hun smilte kærligt til ham. "Det skal du ikke tænke på, for mig, lignede det at du kyssede dig selv." Lo hun kærligt, dog var der noget trist over hende. Mens han trådte tættere på hende, samt hans ord, så hun ned i jorden. "Jeg er ok, min arm... Ja... uhmm" Hvordan skulle hun lige forklare den. "Revnen i jorden, gik igennem huset... Hvilket fik det til at splitte i to, jeg faldt sådan... lidt... uhmm" Hun kløede sig under hagen, mens hun så op på ham. "Ned i revnen, min far greb mig... men brækkede min arm i forsøget." Hun lagde hovedet på skrå, hvor hun endnu engang smilte kærligt til ham.
"Jeg var bange for at du, var hårdt ramt ligesom os... i den forfaldende hytte, også alene." Hun så ned i jorden, hendes hjerte bankede hurtigt.... Hun havde været så bekymret, frygten for at han havde været død, begravet under sit eget hus, havde bragt hende intet andet en mareridt. Hun løftede endnu engang hovedet, med et varmt smil, øjnene lukket og tåre der kørte ned af hendes kinder, lod hun hovedet glide en smule på skrå. "Jeg frygtede lidt, at du ikke kunne holde dit løfte... med... at tage mig med ud i verden..." Det sidste blev sagt lidt hæs, hvor hun forsøgte at fjerne sine tåre. "Pinligt, jeg står og tuder." Lo hun kærligt, mens hun snøftede enkelte gange. "Jeg føler ikke tårene stopper... undskyld.. please ik se på mig, jeg så klam når jeg græder." Endnu engang lo hun, på tråds af tårene, der gled ned af hendes kinder.

Han smilede svagt over hendes nuttede drillerier. Sammen med Rose var tingene bare en smule mere afslappet, i forhold til dengang han var sammen med Alex. Man kunne aldrig vide hvilket humør den engel ville være i, om hun ville have sex, slås eller blot spise og så gå i seng. Rose derimod, var altid rolig og varm, smilende og blid. Han var vild med det.
Ordene om, at hun godt kunne se ham som en kæreste, men ikke hende selv, fik ham til at fjerne håret fra hendes ansigt, som hun så ivrigt forsøgte at gemme. "Sikke en skam, for jeg kunne godt se dig som en god kæreste," sagde han roligt til hende. Ved en hver anden tøs, ville han have lændet sig frem og kysset hende, for derefter at æde hende. Men her, smilede han blot varmt til hende, viste hende at han mente det og ikke blot sagde det for at være fuld af lort. Selvfølgelig havde han lyst til at kysse hende, men han havde lovet hende at lade være.
Han ville egentlig gerne sove inde hos hende, tvært imod, det ville være rart, men han havde blot troet at hun ville have ham liggende ude i sofaen, så der var mindre chance for kontakt. "Jeg vil gerne sove inde hos dig," sagde han til hende, lukkede øjnene i, dannede et smil på læben og satte hovedet på skrå. "Jeg troede bare ikke at du turde, at have mig sovende inde på dit værelse," Ved den sidste kommentar, havde han åbnet sine øjne igen og så nu drillende på hende.

Lignede det for hende, at han stod og kyssede ham selv? Det var altid noget godt for ham at vide, eftersom det betød, at hun stadig så ham når den lumske evne blev skudt ud i atmosfæren. Han smilede til hende, følte bare for at trække hende ind i et kram og glemme den frygt han havde haft for, at hun måske ikke længere var i live. Historien om hendes brækkede arm, fik ham til, at takke hendes far i sine tanker, for at gribe hende. Nok blev armen brækket i forsøget, men det var det mindste, for at have sit liv i behold. Langsomt dannede tårene sig i hendes øjne, tåre der fik hans hjerte til at banke og ordene til at sidde fast i halsen. Hun havde været bekymret for ham. Han betød virkelig noget for hende...
Uden at sige noget, trak han hende roligt ind i et kram, kyssede hende på toppen af hovedet og beroligede hende med sin varme omfavnelse. Hans vejtrækninger var beroligende. "Jeg tager dig med ud på det eventyr Rose, det har jeg jo lovet," hviskede han og stod fortsat med hende i sine arme. Han var ligeglad med, at hun syndes det var forkert for hende, at græde, hun måtte gerne græde foran ham. "jeg var så bekymret for dig Rose," Han puttede sin næse ned i hendes bløde lokker. "Jeg troede et kort øjeblik du var væk under murbrokkerne."

Hun rødmede en smule, mens følelsen af det ustabile hjerte kort stoppede, da han fjernede håret fra hendes ansigt, hvilket skam fik hendes opmærksomhed. Hendes ansigt var synligt, gad vide om han også kunne høre hvordan hendes hjerte kort sprang et slag over. Burde hun frygte et eller andet, måske at han forsøgte at kysse hende igen?
Dog fik hans ord, hende for første gang, til at have lysten til at læne sig bare en smule frem og kysse ham... Var hun ved at blive syg, eller skør i hovedet, hun skulle ikke kysse på sin ven! Især ikke efter sine ord, han ville misforstå alting, uden tvivl! "En god kæreste, som sikkert kun er en kæreste i et par uger." Lød det drillende, dog trist fra hende, hvor hun sende ham et påtvunget smil. Hun hadede sine ord, de var så negative, men... Sande...
Hun så kort den anden vej, inden hun sukkede blidt, og sende ham endnu et varmt smil. "Undskyld, det var deprimerende!" Lød det kærligt fra hende, hvor hun rystede blidt på hovedet.
"Du er velkommen til at sove hos mig, vi kunne bygge et ford også sove der." Lød det meget energisk fra hende, hvor hun smilte stort til ham. "Ikke turde? Hvad skulle du gøre, voldtage mig i mit eget hus pff." Hun viftede med hånden, hvor hun kærligt lo. "Du skræmmer mig ikke Xander, kommer højst sandsynlig aldrig til det." Hun rakte drillende sin tunge mod ham, inden hun pegede mod trappen, der førte op på den anden sal. "Altså kun hvis du har lyst, kan du sove der, og bygge et ford... Det kunne være sjovt, at bygge et, har ikke gjort det siden jeg var helt lille." Hendes brune øjne lyste en smule op, mens det altid så varme smil, var blevet mere uskyldigt.

"Pokkers tår...." Mere fik hun ikke sagt, før hun blev trukket ind i et roligt, dog varmt kram. Hendes øjne spærrede en smule op, hvor det bløde kys på hendes hoved, fik hende til at se en lille smule op. Hun gjorde ham sikkert utilpas, ved at græde på denne måde. Det var trods alt første gang hun havde grædt foran ham, så det ville have været lidt underligt, hvis han var ligeglad. Hun snøftede og nikkede til hans ord, mens den raske hånd knugede sig sammen ved hans bryst, hvor hun placerede panden på hans kraveben.
"Thee.... Mig forsvinde under murbrokker.." Lød det halv kvalt hos hende, hvor hun så op på ham og smilte varmt, dog stadigvæk med nogle få tåre der kørte ned af hendes kinder. "Det ville aldrig ske, jeg forbliver i live, indtil det løfte er blevet holdt." Hun skubbede sig selv roligt ud af hans arme. "Så du slipper ikke for mig endnu." Hun forsøgte endnu engang at tørre tårene væk fra ansigtet.
"Blev du, eller dig og Alex ramt hårdt... har i et sted at være?" Hun så en smule bekymret op på ham, hvad nu hvis Alex var død.

Hvad hun sagde var nok muligvis sandt, ikke desto mindre var det trist og deprimerende, han ønskede jo for pokker ikke at miste hende. Tanken om at hun ikke længere ville smile til ham, fik hans mave til at vende sig og resten af kroppen til at ryste en smule. Ikke nok med smilet, hun ville jo ikke være der længere til sidst. Han så ned i gulvet, dog holdt han øje med hende ud af sin øjenkrog. Havde hun mon nogensinde overvejet at blive vampyr? Det kunne ikke blot helbrede hende, men også redde hende, hun kunne leve. Spørgsmålet dansede på hans tunge, men han valgte dog, at lade det ligge, eftersom han allerede kunne høre svaret på det oppe i sit hoved. Hun afskyede det med at dræbe, så hvorfor skulle hun have lysten til at blive vampyr?
At hun selv pegede ud, at det var en smule deprimerende, klukkede han kærligt og rystede på hovedet. "Du skal ikke undskylde."
At han ikke skræmte hende og nok aldrig kom til det, fik ham til at smile varmt og en smule skyldfølende. Hun vidste ikke hvad han var, hvad han gjorde for at få mad og hvad han hver dag arbejdede med. Hver gang han var tæt på, at fortælle hende hvilken slags dæmon han endelig var, forestillede han sig et billede af en forfærdet og bange Rose, der tog benene på nakken og aldrig ville se ham igen. Det billede forhindrede altid ordene i at komme ud. Igen ville alting være nemmere, hvis han ikke havde nogen form for følelser i kroppen. Han kunne bare håbe på, at det en dag ville ske, så ville man ikke længere bliver såret og bekymre sig om andre, der alligevel ikke bekymrede sig om en.
For at komme væk fra sine negative tanker, lyttede han til, at hun forslog de kunne bygge et fort.
"Et fort?" spurgte han en smule forvirret. "Ud af.. træ og sådan... inde på dit værelse?"
Da Xander aldrig rigtig havde haft bygget et fort som lille, forstod han ikke hvad hun mente og at det kunne laves med dyner, lagner og puder.

Det var underligt for ham at se hende græde for første gang og det var skam ikke ligegyldigt for ham. Ligegyldigheden var kun omkring det, at hun mente det var pinligt, at stå og græde foran ham.
"Tårer skal der være plads til engang imellem," hviskede han til hende og trak sig ud af krammet. Han så ned på hende med et smil. Ikke at nogensinde selv rigtig havde grædt, eller det havde han ikke gjort i mange år nu. Ikke engang da hans mor døde. Han var sikkert ikke i stand til at græde. "Og jeg er taknemmelig for at jeg ikke slipper for dig."
Da hun spurgte ind til om han var blevet hårdt ramt, rystede han på hovedet og smilede fortsat blidt til hende. "The valley of dead mærkede ikke rigtig noget til jordskælvet," svarede han hende roligt. "Ej heller Humvita hvor Alex befandt sig da det skete, hun er okay," En smule skævt, begyndte hans smil nu at være, da han tænkte på hvilken skade der var sket for hans klan. "Men... skaderne i Doomsville... de er forfærdelig.. så mange væsner... døde.." Lige nu tænkte han selvfølgelig mest på sine egne klanmedlemmer, kvast og kvalt under murbrokker eller ædt af de uhyggelige skyggevæsner. Inderligt bad han til at hans far var okay.
"Forresten.. hvem var hende tøsen fra før?" spurgte han og hentydede selvfølgelig til den rødhåret bitch, der havde valgt, at stikke sin tunge i munden på ham, iført en Rose maske.

Et varmt smil sprede sig på hendes fyldige læber, i det han spurgte om de skulle bygge fordet ud af træ, endnu engang oplevede hun noget med ham, som han endnu ikke havde gjort. "Nej." Hun rystede blidt på hovedet og satte sig ned i sofaen, hvor hun placerede hænderne på sofaen og lænede sig en smule begejstret mod ham, dog ikke så hun var vildt tæt på, men tættere end hun i hvert fald plejede. "Vi bygger det ud af nogle madresser, tæpper, lagner og så videre." Hun smilte kærligt til ham, hvor hendes stemme lød med latter og varme ord.
"Det er hyggeligt, vi kan sove der inde, hvis vi altså laver den stor nok." Hun så kort rundt, de kunne tage nogle puder her nede, også havde de nogle halv ødelagte madresser nede i kælderen, som de kunne hente, og smide op på hendes værelse. "Så hvad siger du, vi skal godt nok lige have fundet tingene, men det kunne være hyggeligt." Hun viftede lidt med hånden. "hvis den ikke bliver stor nok, ender vi med at sove lidt tæt, men jeg fylder sjældent særlig meget, så det skal nok gå, ellers skal jeg nok kravle op i sengen, hvis det bliver for meget." Som altid, glemte hun at tænke over, at det ikke var alle der havde noget imod at hun var tæt på, men på den anden side, var hun også pigen der mente , det at vise knæ var perverst og yderst grumt for folks øjne.

Hun smilte så varmt hun nu kunne, mens tårerne forsøgte at stoppe. "Det skal der vel.. men undskyld alligevel.." Hun så kort ned i jorden, for at fjerne sine tåre endnu engang. Hun lyttede til hans ord, han havde ikke været hårdt ramt, og Alex var ok. Et kærligt smil formede sig på hendes læber, hvor hun nikkede. "Det godt.... meget godt..." Da han derimod begyndte at snakke om de mange døde folk, forsvandt hendes smil.
Alle de folk der skreg efter sine familie medlemmer, de folk der stadigvæk levede, efter at have været kvast under murblokke... Deres skrig gav nærmest genlyd for hende, hvilket fik hendes puls til at rejse sig endnu engang. Det skete igen, hun skulle ikke lade dette tage overhånd, uden sin medicin, som ikke var blevet taget i noget tid, kunne dette have store konsekvenser, i forhold til de andre gange.
"J-Joaquins kæreste, eller bolleven, jeg ved det ikke helt." Hun så mod døren, hvor hendes åndedræt blev en smule tunge. "Jeg... uhmm.." Hun lagde hånden i nærheden af sit hjerte. "Var det hende, der kyssede dig? Troede bare jeg så syner" Hun lo kærligt af sine ord, sjovt at hun så havde set Kath som en dreng, og lige præcis Xander. "Hun hedder Kath, de mødtes på deres arbejdsplads, eller noget... Har ikke fået så meget at vide, og hun er her kun om aften, hvor hun nogle gange smutter, for at komme tilbage igen." Hun rettede blikket mod trappen, hvor hendes far kom op fra kælderen.
"Hvad har i tænkt jer at stå der hele dagen, Rose du ved godt at du ikke må stå op for langtid." Han stod med en kasse, hvor hun nikkede mod trappen. "Gå ovenpå og snak, inden du besvimer igen." Rose nikkede, hvor det blide smil forsvandt, hvorfor skulle han også lige sige dette foran Xander, det kunne bringe ham bekymringer.

Så, det var altså det hun valgte at kalde et såkaldt fort. Det gav mere mening end det han var begyndt at danne sig et billede af oppe i sit hoved. Helt fra starten var han skam med på ideen, men i det sekund hun sagde, at de måske kunne ende med at sove tæt, var han blot endnu mere med på ideen! Han kunne måske have muligheden for at have hende i sine arme! Kunne han bede om mere?
En smule ivrigt nikkede, hvorpå han rejste sig op og viste hende den samme entusiasme hun viste overfor ham. Det kunne sikkert gå hen og blive hyggeligt.
"Lad os komme i gang then," sagde han til hende og begyndte langsomt, at tage puder fra sofaen oppe i sine arme, samt et enkelt tæppe. "Jeg er garanteret hurtigere til at samle tingene end du er," Det var en drillende lille konkurrence han forsøgte at sætte i spil.

Han var stadig så lettet over at se hun var i live, at han ikke rigtig var vred på tøsen fra før over det hun havde gjort. Tøsen der åbenbart gik under navnet Kath, som var Joaquins bolleven. Men, burde hun ikke at æde Joaquin? Hvorfor valgte hun at skåne lige netop hans liv? "Javel ja." Han så kort hen imod døren. Hvad lavede en succubus her?
Tankerne røg nu straks tilbage på Rose, i det sekund hendes far kom op af kælderen og forklarede, at Rose kunne besvime hvert sekund det skulle være. En smule panikslagen, drejede han nu hovedet om imod Rose og nikkede hen imod trappen. "Lad os gå ovenpå," Han var allerede på vej derop af. "Jeg ønsker ikke at du skal komme noget til... vi kan måske bygge endnu et fort? Med de få ting i har selvfølgelig," Varmt sendte han hende et smil.

Hun smilte varmt over hans entusiasme. Den var kind of sød, meget kør, samt de blå øjne der rettede sig imod hendes, hvilket bare fik hende til at rejse sig op sammen med ham. "Sure, vi har brug for..." Da han samlede tingene op, nikkede hun og lo kærligt. "Du aner ikke hvor tingene er, så jeg har en lille smule snyd hos mig." Hun pegede mod trappen, der førte op på den anden etage. "Du smider det bare på mit værelse, så henter jeg nogle flere madresser." Hun begav sig ned i kælderen, hvor hun tog de to madresser hun nu kunne bager, der var nu en til, men hun havde ikke ligefrem arme nok til det, og det at gå med to, var besværligt nok i forvejen, især op af trappen.
Gad vide om det blev hyggeligt, hun elskede altid at bygge dem, især da hendes mor levede, der var det næsten alt for sjovt og underholdene.

Xanders paniske udtryg, fik hende til at sende ham et ømt smil. Great, selvfølgelig blev han bange på hendes vegne, det var jo ikke ligefrem meningen! Hun nikkede til hans ord, hvor de begav sig roligt oven på. "Vi har ikke nok til at bygge et fort." Hun gik ovenpå, hvor der kun var to døre, hun åbnede den til hendes værelse. Hvor det ikke var andet end et rum, med en maddres, dyne og pude. Det var sådan lidt alt, så var der hendes bog som hun altid havde på sig, og det var det eneste i dette store rum. Hun satte sig på madressen, hvor hun sukkede blidt. "Jeg kan ikke engang tilbyde at du sover her, der er ikke noget sted at sove.." Hun så ned i gulvet, inden hun kørte en lok om bag øret, og pustede til den tot der altid hang foran hendes hoved. "Joaquin sover hos min far, men de sover sjældent på samme tid, biksen er åben 24/7... så min far har aftnerne, og Joaquin har morgnerne... For at tjene penge nok ind, selvfølgelig bliver Joaquin nødtil at arbejde med det han normalt gør, men... ja, her er ikke penge nok til at kunne købe ting nok til os selv." Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvor hun endnu engang smilte ømt til ham.
De fik enlig ikke rigtig noget at spise, enkelte gange havde de brød, men ellers levede de af te og salat blade, hvis der var noget, eller havde de intet... end ikke nok til hendes medicin, den var derimod også alt for dyr, de forsøgte at spare op til det der virkede ordentligt, men... Det virkede som en lang og endeløs vej.

Det kunne hun have ret i. Konkurrencen ville hun så let som ingenting vinde, eftersom hun vidste hvor de fleste af tingene var og han havde kun en lille anelse om det. Han nikkede og gav hende på den måde ret. Derefter begyndte han, at gå ovenpå med puderne og tæpperne. De blev smidt ind i hendes seng og derefter gav han sig til, at lede efter flere dyner og puder. Inde på Roses værelse og farens, ikke et eneste værelse blev undladt. Han fandt så meget han kunne og da han kunne høre Rose var på vej op fra trappen, luntede han ned imod hende og tog den ene madras, for at hjælpe hende.
"Jeg tror snart vi kan bygge et palads," kommenterede han drillende. Han hjalp med at få den ekstra madras med ind på hendes værelse.

Han havde som sådan regnet ud, at de ikke havde nok til at bygge et fort og det nok heller ikke med hendes brækkede arm, men han ville bare gerne se hende smile. Tiden hvor de havde bygget fortet havde været dejlig, han huskede hendes smil og foreslog det derfor igen. Men i det sekund han kom ind på værelset, kunne han godt se hvorfor de ikke kunne bygge et. Der var voldsomt tomt.
Han satte sig på madrassen, hvorpå han nysgerrig løftede bogen op og læste titlen, for derefter at ligge den tilbage igen. Med et svagt smil på læben, så han op på Rose, lyttede til hende og følte nu med det samme for, at give hende alle sine penge, bare for at hun kunne have det godt. "Er der nogen former for måder jeg kan hjælpe på?" En smule bedende så han op på hende. "Jeg kunne give et bidrag til jer.. tage nogen af vagterne i baren, et eller andet.. Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig Rose,"

Da alting var kommet oven på, åndede hun lettet ud. De trapper blev hendes død en eller anden dag, hun smilte kækt til Xander. "Så lad os gøre det!" Hun klappede hænderne sammen, hvor hun åbnede vinduet, begyndte at eksperimentere med madresserne, for at de skulle have nok plads, så de ikke skulle ligge særlig tæt op af hinanden. Han skulle helst ikke føle sig utilpas, især ikke mens han var hos hende.
Hun smilte kærligt til ham, da de var færdige med at bygge det, efter godt og vel en times tid, måske mere. Hun strakte sig, hvor de havde puttet dyner ind på gulvet, i stedet for at bruge en madres, brugte de bare en masse dyner og puder. Hun så ind i den, hvor hun derefter så mod ham. "Oh, vil du låne noget tøj, som du kan sove i? Tror min far har noget, ellers kan du sikkert låne noget af Joaquin." Hun smilte varmt til ham, hun skulle også skifte om til nattøj. Det var godt nok shorts og en trøje der viste skuldre, men... han virkede ikke så krænket over kjolen, og hun havde jo et tæppe over sig, så det burde være ok.

Hun så på ham, da han samlede bogen op, hvor der selvskrevet stod *Minder* på toppen, det var hendes egen bog, den hun altid skrev i, og tegnede i. Hendes altmulig bog, hun gabte kort. Hvor hans bedende blik, fik hende til at skubbe til ham. "Du skal ikke tænke over det, det skal nok gå." Hun smilte varmt til ham, hvor hun blidt rystede på hovedet. "Et bidrag ville være for meget, men... du ville sikkert sagtens kunne hjælpe min far med nogle af vagterne, eller lave det jeg plejede... altså gøre de tomme vinflasker rene.." Det virkede forkert at spørger om han ville arbejde, men... Han tilbød det jo selv.
"Hvis du gider, og du siger bare du ikke gider, så snart du føler for det, du skal ikke føle dig tvunget til det!" Hun så mod ham, hvor Kath åbnede døren. "Hygger i jer, selvfølgelig gør i det." Hun så mod Rose og Xander. "I virker kedelig, i har stadigvæk tøj på." Hun sukkede blidt, hvor hun gik mod Xander. "Hey Pretty boy..." Mere fik hun ikke sagt, før Rose afbrød hende. "Hvor er Joaquin?" Kath rettede blikket mod Rose, hvor hun klikkede med tungen. "Jeres far havde brug for hjælp, med nogle vin tønder... der skulle ned i kælderen." Hun kørte en hånd igennem det blod røde hår.
"Så jeg tænkte jeg ville holde jer lidt med selvskab." Hun så drillende mod Xander.

Det gik rent faktisk godt, fortet blev bygget og det var overraskende sjovt. Hvorfor havde han aldrig tænk over dette da han var lille? Det kunne have været en perfekt måde at dræbe tiden på nogen gange. Men, det at han nu byggede det sammen med Rose, var sikkert med til at gøre det hele meget sjovere!
Han kravlede nu ind under det, gemte sig nærmest i det og tittet først frem for skjulet, da Rose spurgte om han ville låne noget tøj. "Yeah, bare et par natbukser vil være fint, jeg får det for varmt hvis jeg sover med trøje på," forklarede han hende og kravlede ud af fortet igen. Det var skam sandheden, han sov aldrig rigtig med trøje på, da det var alt for varmt og rare uden. Forlængst havde han lidt droppet, at forsøge at få Roses opmærksomhed på den måde, da hun aldrig rigtig lo mærke til hans overkrop.

Selvfølgelig gjorde det intet, at hun sagde til ham, at han kunne vaske vinflaskerne og ellers bare hjælpe til dernede. Lidt som han havde forventet, ønskede hun ikke at tage imod pengene, i stedet skubbede hun bare blidt til hans skulder og smilede sit altid fantastiske smil. "Jeg vil gerne hjælpe til Rose, jeg tilbød det jo selv," klukkede han og ville til, at sige noget mere, da døren gik op og ind trådte succubus, oversvømmet i sine sensuelle energi.
Han måtte indrømme, at han stadig var ret så nysgerrig når det omhandlede hans egen dæmonrace, men denne her måtte gerne holde sig på afstand og smutte ned til Joaquin igen. Da hun kaldte ham pretty boy og trådte tættere på ham, samt kommenterede på, at de stadig havde tøj på, gjorde ham klar i, at hun aldeles ikke var kærester med Joaquin. Han løftede på et øjenbryn af hende, hvorpå han rejste sig op, stillede sig foran Rose. Der var noget over den rødhåret, der sagde Xander, at hun ønskede Rose noget ondt, han kunne ikke sætte sin finger på det. "Men det behøver du ikke, vi har det ligeså godt," sagde han drillende og så hende i øjnene. "Du kan godt smutte igen," Fortsat holdt han Rose bag sig.

Hun smilte kærligt til ham, hans måde at gemme sig under tæpperne var sjovt, og kækt. Da han kravlede ud, nikkede hun, inden hun gik ind på Joaquins værelse, for at finde nogle behagelige bukser. "Her." Hun smed dem mod ham, inden hun valgte at finde noget tøj til sig selv. "Jeg skifter på wcet, så du skifter bare her." Hun så sig over skulderen, inden hun forlod stedet. Hun begav sig mod toilettet, hvor håret blev sat op i en knold, tøjet blev skiftet og tænderne blev børstet.
Da hun kom tilbage, var hun iført intet andet end en pink trøje og et par shorts, hvor hun kravlede ind i fortet. Hun svang tæppet over sig og knugede det indtil sig. "Jeg håber du fandt det sjovt." Lød det kærligt fra hende, hvor hun rettede blikket mod ham, hvis han altså lå derinde. Hun sukkede blidt, undgik som altid at se hans overkrop, og gemte sig enlig også bare væk, fordi hun viste ben endnu engang!

Hun nikkede til Xanders ord. "I know... men, du skal vide at ingen bliver sure, hvis du ikke gider, arbejdet er langt og kedeligt, især med vin flaskerne, samt det at gøre dem rent." Hun smilte kærligt til ham, hvor hendes blik ramte Kath.
Kath så mod Xander, med et smøret smil. "Gemmer du prinsessen omme bag dig, fra dragen? Jeg bider ikke, ikke ligenu." Hun lagde en hånd på Xanders kind, hvor hun kort kørte sin hånd over hans trøje og gik væk. "Hvis du synes jeg skal smutte, smutter jeg... men held og lykke med at finde noget nyt tøj." Hun brugte sin evne, og valgte så at bruge den, ved at fjerne Xanders tøj, alt sammen, intet blev overladt til fantasien, hvilket fik Rose til at se den anden vej. Kath så sig over skulderen, hvor hun lo nærmest overlegent og drillende. "Måske jeg kan låne dig en kjole, eller noget." Hun lukkede døren bag sig.

Da hun gav ham bukserne og gik ud for at skifte, smilede han svagt og begyndte nu selv, at smide sit eget tøj, hvorpå han tog natbukserne på. De var dejlige varme og omfavnede hans ben helt perfekt. Han åndet roligt ud, hvorpå han kravlede ind i fortet og lagde sig på maven. Da hun kom kravlende ind, måtte han indrømme, at det var en smule overraskende for ham, at se hende vise hud. Normalt var hun flov bare over at vise sine ankler. I få sekunder beundrede han hendes fine ben, før han så den anden vej og strakte sig. "Om jeg gjorde? Det var mega sjovt!" sagde han til hende. De blå øjne lyste nærmest op. "Jeg ville ønske at jeg havde bygger fort da jeg var mindre," Han rullede om på ryggen og strakte sig.

Han stoppede ikke med, at stå foran Rose, før Kath var forsvundet og da hun lagde en hånd på hans kind, gav det et lille gys i ham. Hendes hånd var varm og blød, perfekt succubus hud. At hun lod den glide ned på hans trøje, fik ham til, at løfte på et øjenbryn af hende og da hun endelig vendte sig om for, at gå sin vej, pustede han lettet ud. Det vil altså sige, lige indtil han ikke længere kunne mærke noget stof på sin hud og alt han kunne høre var latteren fra succubusen. For første gang, ville Rose se Xander rødme, hvor han med det samme gemte sig vise ting bag hænderne. Igen, normalt ville han have været ligeglad, men nu hvor Rose blev så forfjamsket, gjorde det ham blot flov. Og normalt var han forberedt eller selv bevidst om at han var nøgen, dette her kom som et chok!
"KATH!" råbte han efter hende. "Giv mig det igen.. NU!" Han undlod helt at se på Rose, imens han stod og skjulte hvad han havde bag sine hænder.

Hun smilte varmt over hans ord, han hyggede sig, hvilket var fantastisk, det betød at de begge havde haft det sjovt. Det han ønskede at han også havde gjort det, da han var mindre, fik hende til at sende ham et ømt smil. Tænk at han kunne være på samme alder som hende, hvor hun fandt sig selv som en underlig lille nød, hvor alt han gjorde. Af en underlig grund, fik hendes hjerte til at springe underligt i hendes bryst.
"Du siger bare til, anytime. Jeg er altid klar på at bygge endnu et fort med dig." Hun havde åbnet vinduet til værelset, i håb om at det så ikke ville blive for varmt derinde, derimod hvis det blev for koldt, var der jo dyner som de dog lå på, men de kunne altid bruges. Hun gabte en smule, hvor hun så mod ham. "Så... har du lyst til at snakke om noget? hvad som helst." Hun satte sig op. "Burde jeg lave et eller andet, te? kaffe, kakao, måske hente nogle boller?" Det kunne da være hyggeligt at sidde og snakke i fortet også.

Rose skjulte sin rødmen en smule, ved at lade håret hænge ned over sit ansigt. Dette var pinligt, meget pinligt! Nok mere for Xander, men hvordan skulle hun selv reagere på dette, dette var jo... Det var jo Xander, men NØGEN! Hun rødmede endnu mere, hvilket fik hende til at vende ryggen til ham. "Eh... Du.." Mumlede hun lavt, hvor han råbte til Kath.
"Det er blevet til støv! Sådan fungere min evne lille ven!" Råbte hun, mens hun gik nedenunder. Hun havde også valgt at hjælpe i butikken, hvorfor, tja mest fordi hun på den måde, kunne knalde Joaquin i pausen, og tjente bare en lille smule i baggrunden... Og den bonus, i at hun kunne finde et offer, til maden og score personen ved det, for så at æde ham derefter.
Rose løftede et tæppe op mod Xander. "Her... Til at dække dig med." Hun så mod jorden, mens hun forsøgte at holde en latter inde. Det var komisk, når man tænkte over at Xander rødmede. Den person var ellers altid så kæphøj.

Han lå med hovedet på puden, drejede det engang imellem for at se hen på hende, hvorpå han sendte hende et varmt smil. Hvordan kunne det være, at hun fik hans hjerte til at banke på denne måde? Forelskede han sig for hurtigt? Han havde kendt hende noget tid nu ikke, var det ikke tilladt, at blive forelsket?
At hun tilbød, at hun altid gerne ville lave et fort med ham, klukkede han kærligt og tog sig selv i, at køre en hånd ned af hendes barre skulder. Hendes hud var så blød! "Takker," hurtigt fjernede han sin hånd igen.
Da hun sagde, at han kunne snakke med hende om hvad som helst, var han igen så fristet til at sige til hende hvem han i virkeligheden var. I stedet bankede han blidt sin underlæbe, med sin pegefingre. "Hmm.. Vi kunne snakke om.." Han vendte fronten imod hende og lod hovedet hvile i sin hånd. "Hvor kunne du først tænke dig at komme hen, du ved.. Når vi tager på den rejse og hvad angår bollerne og kakaoen.. Bare Bliv her og snak lidt," ømt smilede han til hende.

Kunne det være mere ydmygende!
Hurtigt tog han tæppet til sig, viklede det om sit liv og først da det var viklet omkring, så han hende i øjnene, stadig med røde kinder. "Tak," sagde han og forsøgte, at sende sit altid selvsikre smil. "Sikke et... Charmerende væsen hun er," han så vredt efter Kath.
Derefter satte han sig ned igen, ovenpå madrassen, stadig med tæppet omkring sig. "Så.. Hvordan går det med bogen, kan jeg kigge i den?" Spurgte han og strøg hen over bogens overflade.