Life is a treasure. -Xander!-

Da han begav sig mod hende, så James på ham med et drillende smil på læben. Her håbede han måske en smule på at Xander ville gå efter Anna, samt få tjent nogle penge fra stedet her. Dog var det rart at se at han enlig hellere ville snakke med Rose, som et tegn på at han ikke gik efter alt med en puls. OG bestemt ikke udnyttede Roses rare holdninger.
Hun stod med et lille smil på sine læber, mens hun placerede allkoholen på hylderne. Da lyden af en velkendt stemme fik hende til at se op, hvor hun mødte de krystal blå øjne, som hun af en underlig grund ikke helt kunne glemme. "Eh!?" Lød det fra hende, hvor en kraftig rødmen spredte sig på hendes kinder. Kunne dette ske, opdagede han hende nu i sådan noget tøj?! Hun var ikke iklædt normalt tøj, hun viste for meget hud?! Hendes hjerte bankede hurtigt og hårdt, mens hun ellers stirrede op på ham. Hvorfor var han her, eller.. Måske var han her for at hygge sig? Hun lod blikket falde mod jorden, hvor hun smilte lidt. "Eh.. Uhm.. Ta-Tak." Hun lagde hovedet blidt på skrå, hvor hun sendte ham et kærligt smil.
"Undskyld... Jeg kunne ikke nå at komme til baren, og fortælle dig at jeg skulle arbejde." Hun kørte sin hånd en smule op af sin arm. Kjolen viste endda skuldre, samt var nedringen. En kjole der passede godt til hendes hår, så mørk, hvilket fik hendes øjne samt hår til at stråle en smule.
Hun havde et lille rødt sjal over sine arme, mens hun stod og snakkede med Xander. Kom Anna dog frem og tag fat i Xanders arm. "Er du her for at snakke eller hygge dig? Kunne du ikke tænke dig en drink med mig?" Lød det forførende fra hende, mens Rose ellers bare smilte af det hele. Hun sukkede blidt, og gav sig til at stille tingene på plads igen.

Hendes ansigts udtryk var fantastisk, da det gik op for hende, at det var ham der stod foran hende og så hende iført den meget smukke kjole. Hun så fantastisk ud! Ikke noget man så hver dag.
De røde kinder, fik ham til at smile kærligt af hende, et smil man sjælendt så hos ham. Da hun undskyldte for ikke, at være kommet hen på baren og advaret ham, viftede han med hånden og satte hovedet på skrå. "Det okay Rose, din far kom derhen og fortalte mig, at du var her, så... jeg kom herhen," Han så kort hen på James. "Dog var der en hage, jeg skulle løfte en del øl," Han grinte svagt og så om på hende igen. Lige som han skulle til, at sige noget til hende igen, kom Anna hen og tog fat i hans arm, på den forførende måde kvinder kunne. Han så en smule overrasket ned på hende, før han sendte hende et venligt smil, der dog samtidig var en smule kækt. Det at møde en succubus var ret interessant for ham, men ikke ligeså interessant som, at være sammen med Rose.
"Hvis det ikke gør noget vil jeg gerne have en drink med Rose," svarede han og så hen på Rose. "Det er jo en del af dit arbejde ikke? Jeg lover at støtte din fars forretning og betale," Han smilede igen varmt til hende.

Det var så underligt at han stod her, her foran hende, ingen andre end Xander. Drengen hun nu måtte undskylde overfor, hvordan måtte han ikke have følt? Hun så genert ned i gulvet, hvor han sendte hende et smil. Kort lo hun, af at hendes far havde bedt ham om at bære øl. "Sådan er han bare, du kan ikke undgå det." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens det altid så kærlige smil formede sig, på de bløde læber hun altid rende rundt med.
Anna derimod, så op på Rose og derefter mod Xander igen. Rose adskillede sine læber kort, men i stedet var det Anna der svarede for hende. "Rose arbejder ikke med den slags... hun bringer alkoholen på bordene, gøre vin flasker rene og gør rent hvis det skal være... så heller en hyggelig aften med mig." Lød det forførende fra hende, hvor hun trak Xander med sig. "Det skal nok gå, jeg bider ikke... og er næsten ligeså rar som Rose." Lød det drillende, hvor hun smilte kærligt til Rose, der bare rystede på hovedet og stillede resten af tingene på plads.
Hun så op på Xander, hvor hun kærligt sendte ham et smil. "Når jeg er færdig med at arbejde, kan vi gå en tur?" Lød der fra hende, hvor hun lagde hænderne på bordet, kærligt blev hendes hoved vippede en smule til siden.

Det var typisk at ikke engang her havde han en chance for, at være sammen med Rose uden andre skulle blande sig. Nu var hun selvfølgelig også godt i gang med, at arbejde, så det måtte han vel finde sig i. Hvis hun var dukket op på hans arbejdsplads, ville han heller ikke have tid til, at være sammen med hende.
Dog ville han ikke lade en anden mand snakke med hende, imens han arbejdede, præcis som damen der havde fat om hans arm gjorde nu. Før han svarede den kønne unge dame, så han en sidste gang hen på Rose, der tilbød, at de kunne gå en tur bagefter, med sit altid så kærlige smil på læben. Tjoh, han kunne ligeså godt hjælpe til med forretningen, nu når han var her ikke sandt?
"Okay," sagde Xander og sendte sit eget kærlige smil til Rose. "Vi ses bagefter så," Han så nu hen på Anna. "Så.. hold mig med selskab, jeg giver drinks og sådan, støtter forretningen," Stadig med Rose på hjernen, fulgte han med Anna og kiggede engang imellem tilbage på Rose. Han var ved at blive skør, hvorfor var han så optaget i dette menneske?

Rose smilte kærligt til Xander, da han valgte at han i det mindste gad at gå en tur, når hun havde fri. Altid fedt at vide, at han ikke var sur over hendes svar, det svar om at hun ikke ønskede ham på den måde. I stedet ønskede hun bare at være venner, gad vide om det så ville være underligt at snakke med ham? Efter hendes pause måske, hvad nu hvis det blev akavet?
Hun nikkede til hans kærlige smil, hvor Anna smilte varmt til Rose. Inden hun trak Xander hen til en bås. Hun fik ham sat ned, hvor hun kørte en tot hår væk fra sit ansigt. "Så hvad drikker du? Noget du ønsker at drikke, som jeg lige skal hente?" Hun smilte forførende til ham, med det altid Sucubus smil, samt den måde hendes øjne strålede på. Præcis som Xanders øjne normalt gjorde. Hun lagde hovedet blidt på skrå, hvor hun hvis han bad om noget, hentede det, for at hælde det op i to glas og placerede dem på bordet, inden hun satte sig ved siden af ham.
Rose derimod, havde travlt med at stille ting på plads, og smuttede engang i mellem ud af en dør.

Hvad han drak? Egentlig ikke rigtig noget, han plejede bare at tage det der var, hvilket så også var det svar han gav Anna. Lige meget hvad hun bestilte, så kunne han drikke det og nu når hun var i gang med, at bestille kunne han lige stjæle et glimt af Rose. De blå øjne var fuldkommen optaget af hende og på en måde pinte det ham, at hun ikke havde den mindste interesse i ham overhovedet, hun så ham som en ven og han kunne ikke komme ud af denne vennezone. Hvad var der med ham? Sad hans øjne for tæt sammen? Stank han?
Tankerne var for længst forsvundet, da Anna kom tilbage med ham og drinksene. Hurtigt gav han sig til at drikke, i håbet om, at få en hvis tanke, om en hvis mennesketøs ud af sit hoved.
"Så Anna... Hvordan fungere tingene på denne bar?" spurgte han og så hende i øjnene. Han kunne ligeså godt nyde, at snakke med en artsfælle, det var trods alt en første gang.

Anna stirrede en smule på Xander. Han var i virkeligheden under Roses forbandelse, og ikke omvendt. Eller måske var han i kontakt med en anden incubus, hvor de begge havde planer om at æde hende, se hvem der fik hende spist først? Kunne hun stole på ham, hun havde selv lavet sådan et væddemål før, så hvorfor skulle han være anderledes.
Hun lagde glasset mod sine læber, mens hun så på ham ud af øjenkrogen. "Vi snakker bare med mænd, får jer til at føle jeg vigtige, elsket, intressante... du ved, som om i var konger. Hvor vi med glæde lytter til alt jeres ævl, hvilket tjener meget godt." Hun smilte kækt til ham, mens hun placerede glasset på bordet igen. "Men nok om baren, hvad er det du har gang i?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, og så ham i øjnene. "Er du ude på at æde Rose, for hun er jomfru. Og du ved ligeså godt som jeg, at jomfruer er et helved at få med i sengen." Hun lagde det ene ben over det andet, hvor hun kort sukkede blidt.
"Så du ville aldrig når det, før hendes sygdom allerede har slået hende ihjel... Så drop det, gå efter en kvinde der ikke har så mange folk der elsker hende, Rose har Familie, venner og hun betyder en del for alle her... Så hvis du vover på at dræbe hende, så kommer jeg efter dig." Hun blinkede kækt til ham, hvor hun endnu engang tog en slurk af drinken.

Så det var altså sådan kvinderne så på det. De skulle sidde her natten lang og lytte til mænds latterlige historier, imens de bare inderst inde var ved, at gå til grunde eller dø af grin. Af en eller anden grund, fik det ham til, at se den anden vej og kigge ned i bardisken i få sekunder. Tænk at verdenen var kommet til, at være sådan et sted, at folk betalte andre for at holde dem med selskab. Det var underligt. Han så hen på Anna igen og lod et kækt smil vokse på læben.
"javel ja, stakkels mænd der ligefrem vil betale for, at føle sig vigtig," kommenterede han og tog en tår af sin drink. Isterningerne klingrede imod glasset, da han kørte det rundt i sin hånd. Emneskiftet blev pludselig en smule personlig, noget Xander ikke sat pris på. Han løftede på et øjenbryn og lod hende snakke ud, alt virkede så overfladisk, lige indtil hun nævnte noget med en sygdom. "Hov hov," Han sørgede for, at afbryde hende. "Sygdom? Hvilken sygdom?" Alt andet hun havde sagt, var nærmest skudt igennem det ene øre og ud af det andet. "Fortæl mig det, nu... hvad er der med Rose? Hvorfor vil den sygdom slå hende ihjel?" Man kunne se ind i hans blå øjne, at han virkelig var interesseret i, at høre om denne sygdom og det kunne ikke gå stærkt nok.

Hun smilte og sukkede blidt. "Tja, det ok og nemme penge. Det var sjovt nok Roses mor der startede dette sted, i starten lavede folk sjov med det. Men... baren blev oprettet, fordi hendes mor mente at alle folk var højtstående, ingen var ubrugelige... samt noget andet, som jeg ikke kan huske... Rose og James kan bedre huske det, det er efterhånden så mange år siden." Hun tog endnu en slurk af sin drink, hvor emnet skiftede om på grund af hende.
Hun løftede kort på det højre øjenbryn, da han stoppede hende i at snakke. Han ivrige øjne, fik hende til at smile kort. "Hun har ikke fortalt dig noget?" Roligt lagde hun hovedet på skrå, hvor hun himlede med øjnene og tømte glasset. "Ingen ved rigtig hvad hendes sygdom er, lægerne giver hende bare en masse piller, som kan giver hende kvalme nogle gange. Andre gange virker de." Hun sukkede blidt, og så kort mod Rose, der stod og snakkede med en af de andre piger.
"Hendes sygdom er ellers tydelig, den får hende tit til at besvime, kaste op eller bare giver hende mange smerter... Har du aldrig opdaget det?" Hun lagde øjnene på Xander igen, hvor hun smilte drillende til ham. "Jeg ved det kun på grund af hendes far... Rose hader at snakker omkring det, men alle der arbejder her ved det, kun Rose ved ikke... at der overhovedet er andre end James og Joaquin der ved det." Hun lagde sin albue på bordet, og så endnu engang på Rose. "Skal jeg tage det som et nej? Du ønsker ikke at spise Rose?"

Han kunne ikke tro sin egen ører. Rose... Rose var døende. Pludselig føltes det som om, at hans hjerte bankede alt for hurtig og rent faktisk eksisterede. Igen så han ned i baren, denne gang hev han dog også lavt efter vejret, der pludselig også var forsvundet fra ham. Det var ikke til, at tro... Havde hun holdt det skjult for ham hele tiden?
Han stillede med det samme sin drink fra sig og kørte en hånd igennem sit hår, for derefter, at lade den hvile på sin pande. Alle de ting hun sagde der var tydelig på sygdommen, dem havde han aldrig fået lov til, at se og det fik ham bare til, at føle noget han ellers aldrig følte. Skyld.
"Wow," sagde han og kiggede op på Anna igen. "Hun... Hun er døende.." Han så ned i bordet igen. "Det er ikke til at tro... men hun... hun er så livsglad.. hun.." Hurtigt rejste han sig fra baren og nikkede anerkendene til hende. "Jeg skal lige snakke med Rose, bare kort og som svar på dit spørgsmål.. jeg kunne aldrig drømme om at æde hende," Før hun kunne nå, at stoppe ham, gik han hen til Rose og trak hende med ud i hvad han gik ud fra var et baglokale. "Hvorfor har du ikke fortalt mig det? Rose.. din sygdom.. du," Han så bekymret på hende.

Da han pludselig sagde wow, smilte hun. Altid rart at se at hun ikke var den eneste af sin race, der havde følelser. De fleste var som sagt meget åndssvage, gjorde deres bedste for at gemme deres følelser væk. De fleste havde enlig allerede mistet livglæde, mens andre derimod havde glemt hvad der enlig kunne ske... At de alle havde følelser, at de alle havde et hjerte.
"Selvfølgelig er hun livsglad, hun er døen...de..." Mere fik hun ikke sagt før han rejste sig op meget pludseligt. Hun kunne ikke lade ham snakke med Rose, tøsen anede jo ikke at hun vidste det! Så hvis han sagde det, hvordan ville Rose så ikke reagere på det! Hun rejste sig op på samme tid, men nåede næppe at gøre noget, før Xander havde svunget det ene ben foran det andet, og nu gik mod Rose, med hurtige skridt..
Rose så kort mod Xander, hvor hun lagde hovedet blidt på skrå og smilte kærligt. "Noget... Eh Xander?" Hun belv underligt nok hevet ud i gården, hvor alt skraldet var. Hun så en smule overraskede op på ham, da han adskillede sine læber og lod ordene slippe ud. Hun lagde sine hænder nær sit hjerte, og så kort ned i jorden. "Det... Det virker jo bare underligt at sige." Hun så op på ham, med et påtvunget smil. "Kan du selv se det for dig, Dig der siger. Hey navnet er Xander, og mig der pludselig siger. Jeg døende også går?" Hun trådte en smule væk fra ham.
"Hvordan ved du det overhovedet, var det Anna?" Hun så kort mod døren, hvor hun lod de brune øjne rette sig mod håndtaget og derefter mod Xander igen. "Undskyld, jeg mener bare det er et meget personligt emne at snakke om... Så, Lad os snakke om noget andet, når jeg har fri okaii." Hun trådte endnu engang mod døren, hvor hun lagde sin hånd på håndtaget.

Hun ønskede ikke, at snakke om det og det kunne han på sin vis godt forstå. Det var vel helt normalt opførsel, at man gerne ville vide hvad ens hjerteskærende fejlede, ikke sandt? Han nåede knap nok, at snakke med hende, før hun allerede var på vej ind og ville smutte fra ham. En teknik som kvinder tit brugte, var det gået op for ham.
Hurtigt, nærmest som et lyn, var han oppe foran Rose igen, i vejen for at hun kunne komme ind af døren. "Rose," Han så hende i øjnene. "Vi har været venner i noget tid nu, det mindste du kunne gøre var da, at fortælle mig at du er syg," Roligt lænede han sig tættere på hende, så hende fortsat i øjnene, men tillod sig dog, at kigge kort ned på hendes læber. "Du er tosset ikke at fortælle mig den slags," forsigtigt lænede han sig tættere frem. Ja, han forsøgte, at stjæle et kys.

Da han sprang ind foran hende, for at spærre døren for hende. Så hun kort op på ham, og derefter ned. Hvorfor skammede hun sig pludselig over ikke at have sagt det til ham, hun frygtede jo bare at han ville smutte som alle andre. "U-Undskyld, jeg er bare vantil at folk... Du ved." Hun lagde en hånd på sin arm, mens hun forsøgte at undgå hans blik igen.
"Folk har det med at smutte, så snart de finder ud af at jeg er syg... Det lidt egoistisk fra min side, det at jeg holder det fra dig, tager jeg lidt dit valg... Men." Da han lænede sig tættere på hende, rødmede hun en smule, var han virkelig i gang med at forsøge at kysse hende. Hun havde sagt at hun bare ville være venner... Hvad nu hvis han ikke ønskede at være hendes ven, og den eneste måde at han ville blive hos hende var hvis de fik noget sammen... Han kunne tro nej, hun ville aldrig købe en ven på den måde. Hvilket fik hende til at ligge sin hånd på hans mund og kysse hans pande i stedet.
"Jeg håber ikke du forlader mig, fordi du ved det nu." Hun smilte en smule skævt, hvor hun trådte tilbage. "Men seriøst, jeg skal arbejde." Ud af vinduet, råbte hendes far pludselig. "Sandra er på arbejde, du har fri nu Rose." Han lukkede derefter vinduet, for derefter at åbne det igen. "HOLD NALLERNE FRA MIN DATTER!" Han kastede en jakke til Xander, et tegn på at han ville have Rose til at gå med en jakke. "Hun skal være hjemme og sove, forstået!" Typisk hendes far, hun rødmede en smule, og tog jakken fra Xander. "Ok, jeg skal så ikke arbejde alligevel."

Igen skubbede hun ham væk, eller rettere, hun satte en hånd op foran hans læber og forhindrede ham i, at kysse hende. I stedet gav hun ham et sødt tantekys på panden. Nok var det sødt ment, men det generede ham og han ville sådan ønske, at hun bare ville lade ham kysse hende. En smule såret, trak han sig væk fra hende og så ned i jorden kort, blot for at samle den maske han lige havde tabt op. Masken fik han hurtig på igen, masken der var smedet sammen af stolthed og kækhed, en der ikke skulle brydes.
"Jeg smutter ikke fra dig Rose," svarede han og pustede kort en lokke væk fra sin pande. "Jeg bliver her og klæber mig op af dig, indtil du kaster mig ud af døren og beder mig om at forsvinde,"
Pludselig, lige midt i deres samtale, afbrød hendes far dem, ved at fortælle hende om friheden Rose nu havde og, at Xander skulle holde nallerne fra hende. Altså, lige indtil han kastede hendes jakke ud til dem og gav et tidspunkt for på hvornår hun skulle være hjemme. Han gav faren et vink, tegn på, at han nok skulle gøre hvad der blev sagt og få hende hjem til tiden.
Før Rose havde noget at sige, tog han hendes hånd og trak hende med sig, væk fra baren og væk fra det akavet sted, hvor han havde forsøgt, at kysse hende. Det kys han nærmest hungrede for fik han nok aldrig, ikke fra en der så ham som en ven og intet andet. Ham som troede, at han var ret så tiltrækkende, og så kunne han ikke engang få hans drømmepige til at kysse ham.
Da de var kommet et stykke væk, slap han hendes hånd og så ned på hende, smilede skævt og vidste egentlig ikke hvad han skulle snakke om. Nok var hans maske oppe, men derfor havde han det stadig underligt indeni over, at være blevet afvist.
"Hva... Hvad siger du til at vi bare går en tur? Uden bekymringer og uden larm?" spurgte han roligt.
Han havde ingen anelse om hvad de skulle lave.

Af en underlig grund ville hun enlig gerne kysse ham, og hans ord hjalp hende enlig ikke. Han ville være hos hende, uanset hvad. Af en grund følte hun næsten for at græde, men af glæde. Normalt smuttede folk fra hende, så snart de fandt ud af at hun var syg. Hvorfor skulle han også være så rar, hun smilte kort, mens øjnene søgte mod jorden. Hun lagde den ene hånd tæt ved hendes hjerte, hvorfor fik hun nu lyst til at kysse ham?
Hvor underligt ville det ikke være for ham, hvis hun valgte at skubbe ham væk, for derefter at kysse ham selv? Hun rystede blidt på hovedet. Især da hendes far pludselig sprang fra, kastede jakken og forsvandt igen. Hun trak sig selv i jakken. Den sorte lange kjole, forsvandt endnu engang væk. Hendes former var endnu engang væk fra folks syn, derimod var hendes ben stadigvæk synlige. Det røde for i kjolen, lyste nærmest op i månens lys, mens hendes blonde hår som altid fik få stråler i sig.
Da han greb hendes hånd, så hun endnu engang op på ham, hvor hun derefter blev trukket afsted af ham? Hvor skulle de hen, ikke at hun ikke ville med. Det var mere det faktum af at han pludselig trak hende med ham, skulle de bare ud og gå, eller ville han ind i varmen? Hun smilte kærligt til ham, hvor hun så op på ham. "Jeg er altid frisk på en gå tur." Hun lagde sin anden hånd på hans hånd, hvor hun løftede den op til hans ansigt og lagde hans egen hånd på hans kind. "Hold din hånd der." Da hun slap hans hånd, smilte hun drillende til ham, hvor hun samlede et blad op og placerede det på hans hoved. "Okaii, skal vi gå."
Som altid var hun underlig, eller hvad man nu ville kunne kalde dette, det blev ikke engang forklaret om hvorfor hun gjorde det hun gjorde, hun gjorde det bare. Hun strakte sig kort, hvor hun derefter begyndte at gå. "Hvor skal vi gå hen?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, og så op på ham.

Hånden hun bad ham om, at have på sin egen kind, blev skam lystret, også selvom han ikke rigtig forstod hvorfor, at han skulle have sin hånd der. De blå øjne fulgte hende nysgerrig, til hun bøjede sig ned og samlede bladet op, til hun placerede det på hans hoved og fik ham til, at gøre sig skeløjet i et forsøg på, at få øje på bladet. Få sekunder fjernede han hånden og rystede bladet af sit hoved. Meningen med bladet kunne han ikke se, derfor rystede han det af sit hoved igen og begyndte at gå. I det sekund hun spurgte ham om hvor de skulle gå hen, gjorde han et hop og landede ovenpå en bænk, der stod nær dem. "Aner det ikke," Han strakte sig selv og så sig omkring. "Vi havde jo blot planner om at mødes og snakke lidt, ikke rigtig på hvor vi skulle gå hen, meeeen..." Han pegede et tilfældigt sted. "Lad os gå derhen!" Uden rigtig at have nogen bekymringer, hoppede han ned fra bænken igen og vandrede hen imod det han pegede på, som blot havde været en lille grusvej med få lygter tændt.
"Så Rose... sig mig... Hvad kan du fortælle mig, som du aldrig har fortalt nogen før?" Han så om på hende og begyndte at gå baglæns.

Han rystede bare badet af sit hoved, hvilket fik hende til at grine en smule. Det var underligt at han lystrede hende, det virkede bare sjovt. På en underlig måde var det rart, da det beviste at han ville lytte til hende engang i mellem. Hun lagde hænderne om bag ved hendes ryg, hvor hun smilte kærligt til ham. "Sandt nok, men derfor måtte du da have en ide, til hvad vi skulle lave da vi skulle hænge ud sammen?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens han sprang op på hvad nogle ville kalde en bænk. Hun så sig omkring, til han pegede mod et random sted. "Så?" Hendes stemme var blid, var på en underlig beroligende måde.
Mens de begav sig videre, smilte hun kærligt og så engang i mellem op mod stjernerne. "Hmmm... Jeg... Jeg vil gerne have børn." Hun lagde hovedet på skrå og så op på ham. "Selvfølgelig ikke nu vel, men det har jeg aldrig fortalt nogle før." Hun rødmede en smule, men beholde det varme smil på hendes læber.
Hun lavede et lille skip, hvor hun lagde begge hænder på hans brystkasse og tog fat i hans trøje for derefter at stoppe ham i at gå. "Du kan ikke se hvor du går." Hun grinte kærligt, hvor hun trak ham lidt tættere på hende. "Du ved at træde ned i en hestepære." Hun slap hans trøje og trådte forsigtigt tilbage. "Hvad med dig, hvad har du aldrig fortalt nogle?"

Han ærlig talt ikke nogen ideer om hvad de skulle lave.
"Ikke rigtig, jeg nyder blot dit selskab, så jeg tænker ikke altid over hvad jeg har lyst til, at lave med dig, bare så længe du er omkring mig," nok var svaret en smule cheesy, men han tænkte ikke rigtig over det og så ikke på hende da han sagde det. Han så blot ned i jorden og gik, engang imellem sparkede han til en sten, der lå i vejen for ham.
Det hun fortalte om børn, fik af ren instinkt et gys til, at skære ham ned af ryggen og gøre en grimasse, som han hurtigt valgte at skjule for hende, ved at kigge ned i jorden igen. Først da grimassen var forsvundet, kiggede han op igen og sendte hende et svagt smil. Det rørte ham, at hun i det hele taget turde, at fortælle ham om det. Også selvom det handlede om såkaldte rollinger. Han nikkede til det.
En duft så dejlig sneg sig forbi hans næsebor, i det sekund hun trådte tæt på ham og lagde hænderne på hans brystkasse. Skuffelsen over, at hun blot ville stoppe ham i at træde i en hestepære, var en smule svær at skjule. En lille del af ham havde selvfølgelig håbet på det latterlige kys.
Som tak, smilede han til hende og vendte sig om, så han nu ikke længere gik baglæns. Nu var det så blot hans tur til, at afsløre noget han aldrig havde fortalt folk før.
"Jeg er bange for at ende alene," fortalt han ydmyget og fik pludselig et tåget blik i øjnene. Det var sandheden, den ydmygende sandhed han ikke ville afsløre overfor nogen eller sig selv. Endda nu hvor han sagde det højt, kom det på en måde som et chok for ham. Han så på Rose. "Jeg har aldrig sagt det til nogen," svagt smilede han igen.

Hun smilte kærligt af gå turen, det var hyggeligt at gå rundt, en smule køligt og lidt trættende, men alligevel hyggeligt. Hvert et skridt hun tog føltes dog en smule tunge, men så snart Xander snakkede og lod hans stemme indtage hendes trommehinder, føltes alting så livligt for hende.
Han grimasse blev skam opdaget, hvilket fik hende til at puffe til han. "Geh, kunne du ikke skjule dem en smule... Jeg får ikke børn, så det er en ting jeg ikke nævner, da det ikke kommer til at ske." Hun smilte kækt til ham. Hendes mening var selvfølgelig at hun ikke ville overleve længe nok til at få et barn overhovedet.
Samtalen forsatte, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå. Han var bange for at ende alene... Hvem var ikke det, hun smilte ømt til ham. "Du ender ikke alene, jeg ser dig tit gå rundt med nogle folk... Så intet at være bange for der" hun lagde endnu engang hænderne vag ryggen.
Hvad hun snakkede om, var selvfølgelig de kvinder hun så ham gå rundt med. Dog ikke særlig tit.
Timerne gik, hvor hun ende med at gå rundt og gabe en del. "Jeg burde nok tage hjem... Det meget sent." Hun gabte kort igen, inden hub smilte til ham endnu engang. "Hvad siger du?... Vil du overnatte hos mig?" Vent, var det underligt at hun lige spurgte ham om dette?

Ligesom han skulle til at spørge hende hvorfor hun ikke kunne få børn, kom han i tanke om hendes sygdom og svarede med det samme sit eget spørgsmål. Det gjorde ham af en grund rigtig trist. Hun kunne ikke få børn selvom hun så gerne ville have dem. Han bed sig tøvende i underlæben. Til det vidste han ikke rigtig hvad han skulle svare, eftersom han ikke rigtig kunne sætte sig i hendes sted, da han ikke ønskede børn.
Til det med, at han ikke ville ende alene, eftersom han altid var omringet af folk, fik ham til at se spørgende hen på hende og løfte et øjenbryn. "Hvad mener du? Hvilke folk?" Denne gang spillede han ikke uviden, han vidste virkelig ikke hvad hun mente med: alle de folk han var sammen med.
Forsigtigt satte han sig på hug, samlede et blad op og placerede det på hendes hoved.

Der blev en smule stille efter hun havde sagt det med børn, han spurgte og fik svar, dog gav det hende en underlig skyld følelse af en art. Han blev vel ikke ved med at tænke over det med sygdommen? Eller blev det en ting for dem nu, at hvergang hun sagde noget omkring livet, ville han tænke på hendes sygdom.
Hun fugtede kort sine læber, hvor hub roligt pustede sin varme ånde ned i hendes hænder.
Hun så på ham ud af øjenkrogen, hvor hun smilte kærligt. "Du ved... De folk du tit går rundt med... Det mest kvinder, men derfor går du stadigvæk meget rundt med dem" hun lagde hovedet på skrå. Det at han havde pige veninder var vel normalt, så ingen form for frygt eller jalousi lå i hendes natur.
"Eller er det bare randomme folk du går rundt med?" Da han også lagde et blad på hendes hoved, grinte hun kærligt og tog bladet, hvor hun satte det mod sine læber.
Derefter smed hun det på jorden. "Du ved ikke engang hvad det betyder." Hun grinte kærligt af ham.

Så snart hun nævnte, at det var kvinder og ikke bare folk han gik rundt, gik det op for ham hvad hun mente og med det samme begyndte han, at finde på forskellige undskyldninger oppe i hovedet. Han ønskede som sagt ikke, at hun skulle finde ud af, at han var en incubus. Det var der ingen grund til. En dag ville han sikkert kunne fortælle hende sandheden, men den dag skulle ikke være i dag og derfor måtte han hurtig finde på en grund til, at hun havde set ham rende rundt med forskellige kvinder i byen. Han sendte hende et forsigtigt smil. Alt for at se uskyldig ud lige nu. "Nåårh, dem... de er ikke mine venner, blot bekendtskaber," fortalte han hende. "Vi snakker engang imellem når jeg smutter i byen, intet andet," Uroligt så han ned i jorden.
Det var nok det mest latterlige en dreng nogensinde kunne komme op med. 'Vi snakker kun', yeah right.
Omkring det med bladet på hovedet, havde hun ret med, at han ikke forstod hvad det betød eller stod for. Han klukkede svagt og puttede hænderne i sine lommer. "Såå, hvad står det i det hele taget for så?" Nu gjorde hun ham jo nysgerrig med bladet.
Da en blid vind blæste forbi dem, lukkede han øjnene i og lod den kærtegne hans kinder. Han så derefter hen på Rose igen og smilede kærligt til hende.

Hun ventede blidt på et svar fra Xander, han havde vel tænkt sig at svare hende, hun kunne selvfølgelig ikke tvinge ham til at svare, men et lille håb havde hun da, at han ville svare. Selvom det ikke rigtig ragede hende om han havde mange flere kvindelige veninder, det var jo som sagt normalt.
Bekendtskaber, var alt han sagde de var, selvom de gange at han var blevet set med dem, så hun dem altid være meget kærlige. Hvilket vel betød, at han ikke ønskede at snakke om hvem disse kvinder var, hun sukkede blidt og fjernede en lille tot hår fra siden, hvor hun i stedet sendte ham et varmt smil. "I see, det vel hyggeligt at kunne snakke med folk i byen." Hun lagde sine hænder i nærheden af sit hjerte. "Jeg håber ikke du drikker dig så fuld som du har det med at gøre." Hendes ord var kærlige, med en blid latter i undertonen. "Så jeg håber i stedet at du drikker lidt, og holder opkasten inde." Hun ønskede at drille ham lidt, men den rare natur hun som altid havde, fik drilleriet til at virke omsorgsfuldt i stedet.
Vinden der dukkede op, fik hende til at holde fast i kjolen. Ikke fordi den var særlig hård vinden, mest i tilfælde af at den nu ville løfte den op. "Det står ikke for noget." Hun så op på ham og smilte kærligt til ham. "Jeg læste en bog, hvor bladet på hovedet, kunne få en til at skifte form osv." Hun løftede en finger, og virkede en smule kæk i sine bevægelser. "Når bladet er på ens hoved, gør man som man vil, uden undtagelser, ønsker du at være sjov for en dag, sur, eller noget andet.. Så kan bladet ændre din tilværelse" Hun grinte over sine ord. "Sådan var det i bogen, ihvertfald. "

Da hun kommenterede alkohol forbruget, grinte han kærligt og kløede sine sorte lokker. Langsomt svandt han dog ud i tanken om, at han egentlig igen var ved at drukne sig selv, blot fordi han faldt for en ny, uopnåelig tøs. Hvorfor kunne han ikke bare forblive følelseskold, glemme alt om forelskelse og dets lort. Hurtigt rystede han tankerne væk og gav sig i stedet til, at lytte til hvad hun havde at sige om bladet på ens hoved. For ham gav det ikke rigtig nogen mening, men det var sødt, at hun gjorde det og fortalte det på denne måde. Lige meget hvad denne tøs gjorde, så var det altid sødt og det irriterede ham grufuldt. "Lyder som en interessant bog," Hans blå øjne lyste svagt af glæde.

Da klokken var ved at være mange og tid til, at aflevere Rose til hendes bolig, fulgte han hende til døren og nikkede høfligt til hende. "Som altid, var det hyggeligt," Han smilede skævt og varmt til hende. Akavet kløede han sig nu i nakken og så den anden vej, hurtigt kiggede han dog hen på hende igen. "Jeg håber vi ses snart igen..."
Hvorfor var det pludselig så akavet... Var det fordi at han havde givet op i forsøget på at score hende? Han smilede varmt til hende og begyndte at gå.

Hun smilte varmt til ham, det meste af tiden, mens samtalen kørte. Hvorfor følte hun sig så rolig sammen med ham, men på samme tid, følte hun smerten rejse sig igen. Hun måtte holde masken oppe, så længe Xander var der. Men... han kende dog til hendes sygdom, men hvis han fandt ud af hvor slemt det var... ville han så smutte? Hun frygtede det, og kunne ikke helt holde sit hoved koldt. Han havde sagt at han ville blive, men hvis hun lod smerten tage over, og vise sin ømme side, ville han med sikkerhed blive træt af hendes tilstedeværelse.
Hun så ned i jorden, "Den er god, min mor plejede at læse den for mig." Hun rødmede en smule, med et svagt smil på sine fyldige læber. Hun savnede hendes mor, men hvem gjorde ikke det. Hendes far savnede hende sikkert også, og hvis Joaquin havde mødt hende, ville han sikkert savne hende mere end når baconen var væk, og pengene ikke lå på bordet. Tanken fik hende kun til at smile mere, inden hun så op på Xander. "Fortæl noget om dig selv, vi har langtid at snakke sammen... så hvad kan du lide?" Hun lagde hovedet på skrå, mens hendes brune øjne fulgte ham.

Da de nåede til døren, stoppede hun op og så op på ham endnu engang. "Det var det." Lød det varmt fra hende, mens hun åbnede døren. Hans form for farvel, fik hende til at se indenfor og derefter mod Xander igen. "Vil du ikke med ind?" Hun slap håndtaget og greb fat i hans arm. "Jeg kan lave te, så du i det mindste får varmen igen, inden du går tilbage." Hun slap hans arm hurtigt igen, det bare at gribe fat i ham, var ret uhøfligt, burde hun undskylde, eller sige noget andet, end at byde ham på Te... Vent, han var dæmon? drak han så te? Hun rødmede en smule, hvor akavet ville det ikke have været, hvis han ikke drak te, også stod hun her og bød på te, for ikke at nævne at hun bare greb fat i ham, nærmest desperat.
For at være ærlig, frygtede hun lidt at hun skulle være alene igen, Joaquin var sikkert ikke hjemme, og hendes far... Ja, gad vide hvor den crossdresser var henne ligenu?