Life is a treasure. -Xander!-

I teorien kunne Xander godt fornemme, at det hele måske var en smule klæbende og overvældende for den stakkels Rose. Hun havde taget det pænere end han troede hun ville, nok løb hun væk, men det kunne være gået meget værre!
På de to vaklende ben, løb han nu straks efter hende og ignorerede fuldkommen, at han snublede over sine egne fødder et par gange. Han skulle nå op til hende! Tårerne i hendes øjne havde givet ham en dårlig smag i munden og Hjertet havde forlængst sat sig fast i halsen, så han fik åndedræts besvær..
Hun ville ikke mere havde hun sagt. Mente hun deres venskab? Havde hun det ikke på samme måde som ham? Han fulgte fortsat efter hende, råbte hendes navn i ny og næ, for at få hende til at stoppe op.
Om han så skulle følge efter hende resten af natten ville han gøre det. Alkoholen i hans blod skulle ikke stoppe ham! Det var Rose det handlede om!
Da Rose var et menneske og han en dæmon, lykkedes det ham, at komme op foran hende og stoppe hende.
"Undskyld Rose!" Sagde han forpustet. "Jeg lover aldrig at gøre det imod din vilje igen... Men.." Han faldt sammen på midten, imens han tog dybe indåndinger. "Vil du ikke nok blive her?" Efter luften var kommet tilbage i hans lunger, rettede han sig op igen og så bedende på hende. "Jeg beder dig, jeg beder dig af hele mit egoistiske dæmon hjerte,"

Hun løb så godt hun nu kunn, det var hårdt. Luften der ikke ønskede at arbejde sammen, dog glemte hun alt om dette, ligenu ville hun væk. Hun kunne ikke holde det ud, hvis hun blev ved ham. Ville hun bare ønske at leve mere, men hvis hun overlevede kunne det betyde en anden persons liv skulle væk. Hvordan kunne man ønske sådan noget, ønske at en anden person skulle dø på den måde?!
På trods af at hun sjældent løb, var hun ret så hurtig. Dog fik Xander fat i hende alligevel, hvor hun snurrede rundt på hælen. Tåre der faldt fra de glitrende øjne, hvor de langsomt kørte ned af hendes kinder. Månens lys der fik det hele til at se nærmest smukt ud, mens det klistrede sodavand i hendes hår, fik det til at glimtre, dog så det stadigvæk ret beskidt ud.
Hun fik bukkede sig en smule ned, da han faldt sammen. Øjnene der spærrede op, var han ok? Var det første der slog gennem hovedet på ham, til hendes krop selv fortalte hende, at hun også havde løbet. Smerten satte sig ind, mens luften prøvede på at komme ned i lungerne!
Tårene kørte stadigvæk ned af hendes kinder, hans blide blå øjne, der rettede sig op mod hende. Var nok til at få hende til at falde sammen på knæ, hvor hun lod armene falde til jorden "hvorfor?" Mumlede hun igen, hun lagde hænderne på hans bluse og krøllede den, mens hun pressede panden mod hans bryst! "Jeg vil ikke.. Hvorfor!" Hvorfor skulle hun også være døende, hvis hun ikke var, ville hun så stadigvæk have mødt Xander? Ville hun sidde på kroen? Ville hun smile som hun gjorde nu og ville hendes far... Hendes far!!
Intet blev tænkt, før en stor brystet kvinde, med et par smukke brune øjne, samt høje hæle, en lang kjole og et ret så kønt ansigt fik trukket Xander op på benene, hvor kvinden fik placeret en næve mod hans kæbe! Dog prustede, med sved der løb ned af panden.
Rose lod blikket falde op mod kvinden, stadigvæk tåre i øjnene, mens den stor brystet kvinde havde slået Xander ud af sit greb. Hun stod på fire nu, da kvinden havde hevet Xander ud af hendes hænder

Han fik ikke rigtig snakket med Rose, før en stor barmede kvinde slog ham på kæben, med et overraskende hårdt slag. Uforberedt på det pludselig angreb, faldt Xander om på numsen og kunne nu ligne en fortabt hundehvalp, der så forvirret rundt med sine store øjne. Var han seriøst lige blevet slået i gulvet… af en kvinde? Og hvem var hun i det hele taget!? Med kroppen slingrende, rejste han sig op og pegede på kvinden. Endda hans finger rystede. ”Hvad tror du at du laver!”
Han gik hen til Rose, lagde en hånd på hendes kind og så hende ind i øjnene. Måske havde den stor barmet dame også angrebet hende? Hurtigt skubbede han Rose om bag sig, hvor han derefter hurtigt så truende om på kvinden. ”Du rør hende ikke! Hun er perfekt og du skal ikke komme her med dine… store kasser og skade hende!” sagde han og pegede på kvinden med sin rystende finger.
Alkoholet i hans blod gjorde, at han ikke rigtig tænkte over hvad han sagde, samt hvem han snakkede med. Stod han virkelig lige nu og skældte en stor barmede kvinde ud… Hvem var hun overhovedet? Og hvorfor generede hun lige ham og Rose? Kunne hun ikke se han prøvede at snakke med hende, fortælle hende at hun var anderledes, for ham var hun virkelig…
Før han kunne nå at stoppe det, drejede han hovedet til siden og ud kom intet mindre end opkast. Hvorfor lige nu!? Heldigvis ramte han ikke Rose!

Den stor barmede kvinde, stod meget mandligt med armene ud til siden som hulk og brustede. Tydeligt at kvinden var løbet hele vejen, havde endda mistede en af sine sko under turen. Da han pegede mod kvinden, åbnede hun munden og rettede ryggen. Klar på at sige noget, stoppede hun dog. Lige som kvinden håbede på at han ikke turde nærme sig Rose igen, Gjorde Xander selvfølgelig som han ønskede. Han lagde sin hånd under Roses kind, hvilket fik hende til at adskille sine læber en smule.
stadigvæk en smule tåre i øjnene, der var blevet stoppet i overraskelse over at se Xander blive slået. "Je.." Mere fik hun ikke sagt før Xander skubbede hende bag sig. Hendes øjne lagde sig kort på ham og derefter på kvinden, som så en smule forbavset ud da Xander råbte. "Skade hende? store kasser?" Lød det hæst fra kvinden, der måske en smule lød som en mand. En enorm maskulin latter slap kvindens læber, hvor hun tog sig til maven som julemanden. "Du squ noget for sig selv knægt!" Mandelig stemme, til en kvinde?
Rose løftede sine hænder en smule op, hvor hun forsøgte at fjerne tårene fra øjnene. Da Xander pludselig kastede op. Ren refleks trådte hun en smule tilbage, men var hurtigt ved hans side igen. Hun lagde en hånd på hans pande, og holdte ham oprejst. Kvinden var også hurtigt over ved ham, greb fat i Xanders arm, så han ikke ville falde med hovedet ned i det. Hvis nu han skulle besvime efter dette, eller miste balancen. Rose kiggede på kvinden, som lavede et udmattende suk og nikkede kort.
"Kom Xander." Lød det lavt fra Rose, der tog hans arm over sin skulder og Roligt fik ham med sig. Kvinden derimod lagde armene over kors, hvor hun rystede på hovedet og klikkede med tungen. "For helvede Rose..." Lød det fra ham, hvor han greb fat om Xanders mave, hvor han nu havde ham under armen. Rose gik ved siden af, hvor hun holdte øje med Xander. "undskyld.." Lød det fra hende, mens hun kiggede ned i jorden, hun snakkede tydeligvis til Xander, men kvinden svarede selvfølgelig. "Du skal ikke tænke på det, han er ikke tung." Rose rystede på hovedet, hvor hun lod øjnene falde ned på Xander. Hun lavede et lille kryds ved sit hjerte med et lille skævt smil på sine læber.

Han forstod intet af hvad der skete lige nu. Var han så fuld, at denne store barmede kvinde havde en mandestemme oppe i hans hoved. Det var simpelthen skørt! Det næste han hørte og så var Rose, der smilede sit fantastiske søde smil til ham og hviskede undskyld. Så godt han nu kunne, uden at ligne en fordrukken rotte, smilede han tilbage til hende og lod egentlig den ret så store kvinde bære ham. Hvordan det kunne lade sig gøre, havde han absolut ingen anelse om. Men, hun løftede ham altså. Det næste han huskede var, at han faldt i søvn, lige der på kvindens skulder.

Han vågnede op med den største hovedpine og så sig omkring.. Han kunne på ingen måde sætte sin finger på hvor han var henne. Hvor var Rose!? Han havde vel ikke efterladt hende et eller andet sted vel. Det sidste han kunne huske var at han kyssede hende og et par kæmpe store... kasser? Hvad i alverden ville det lige sige?

Kvinden bar selvfølgelig Xander med dem hjem, det kunne tyde på at det var Roses mor. Hvis man ikke tænkte over den dybe stemme, plus de havde enlig også ret så ens øjne. Rose smilte kort da Xander faldt i søvn over kvindens skulder.
Da de kom hjem blev han smidt i ingen andre end Roses seng, hvor Rose sad ved siden af sengen og dubbede en kold våd klud på Xanders pande, han var fuld. Næsten ligesom hendes far når han var fuld, udover at hendes far rodede rundt på gulvet når han var fuld, samt hele tiden ville slås når han var fuld. Hun smilte kærligt til Xander, han så, så fredelig ud. Roligt rejste hun sig fra hans side, dog lod hun kluden ligge på hans pande, for at nedkøle ham og måske hvis han var heldig, også dulme tømmermændene næste dag.

Rose kom ind på værelset, med intet andet end bacon og æg. Hun havde selvfølgelig lavet morgenmad til alle, men valgte at bære det ind til Xander. Hun placerede det på sengebordet, det kun havde en lampe på sig, samt en skuffe fyldt med hækle tøj og papir. Hun satte sig på en skammel ved sengen. "Har du det bedre?" Spurgte hun med et lille smil på sine læber.
"Angående kysset..." Hun kiggede ned i jorden, det var bedre at få snakket om det nu, end at gemme på det. Selv hvis han havde glemt at han havde kysset hende, ville det alligevel være hårdt for hende at gemme på det, plus! hvad nu hvis han gjorde det igen. "D-Det..." Hun bed sig en smule i underlæben, det skulle ud, forhåbentlig blev han ikke trist... forhåbentlig...
"Please lad det ikke ske igen, jeg..." Hun kiggede uskyldigt op på ham, med de brune øjne der lagde sig i hans. "Jeg ønsker ikke at såre dig eller gøre dig trist, Men du må virkelig ikke kysse mig igen." ordet kysse, blev selvfølgelig overhørt af hendes far der gik forbi der suste ind på værelset, inden Xander overhovedet fik lov til at sige noget! Han greb fat om Rose i et kram. "HAR HAN KYSSET DIG!" Råbte han højt og fik enlig Rose til at knibe sine øjne sammen, da han skreg det ind i hovedet på hende. "F-Far seriøst, ikke smug lytte!" Lød det stammende fra hende.
"Dreng, Jeg mener Xander! Du må ikke kysse Rose! Aldrig, det kommer bare til at såre dig til sidst." Rose kiggede dømmende op på sin far, der lød som om han snakkede til en hund. Han slap Rose og greb fat i Xanders krave, hvor han nærmede sig Xanders ansigt. "Hold dig fra min datter!" Lød det lavt og truende, hans øjne virkede nærmest skræmmende, så kolde og gyslige. Lige til Rose slog ham i baghovedet med en avis. "Stop det! Gå ud... NU!" Hendes far kiggede om på hende og svang endnu engang armene omkring hende. "Meeeen Rosie!" Hun endte selvfølgelig med at skubbe ham ud af værelset og låse døren, inden hun drejede om på hælen og sukkede kort. "Undskyld."

Han måtte minde sig selv om, aldrig at drikke igen, eftersom det latterlige stads intet godt gjorde for en. Det var lige indtil han sikkert endte i en situation, hvor alkohol var hans eneste ven og billet væk fra tingene. Hvor sørgeligt det så end måtte lyde.
Han så på Rose, de blå øjne var for engangs skyld blide og varme at kigge ind i, hvilket ikke var normalt for en dæmon. Deres øjne var altid dragende, aldrig blide og varme. Han var ikke engang selv klar over, at han så på hende på den måde, men hvis nogen fortalte ham det, ville det sjovt nok ikke komme bag på ham. Rose havde den effekt på ham. Da hun rykkede sig tættere på ham, tog han sig selv i, at rykke tættere på hende og holde om hende, altså lige indtil hun... bad ham om ikke, at kysse hende igen!? Havde han kysset hende, imens han var fuld og nu sad han her, kunne ikke huske det og blev bedt om aldrig at gøre det igen!? wow.. han måtte have været slem til det! Eller også.. Ville hun bare være venner med ham. Selv om han burde være ligeglad, gav det ham et stik i maven og for, at Rose ikke skulle se smerten fra stikket, drejede han hovedet om og så den anden vej.
Knap nok nåede han at kommentere, før hendes far kom brasende ind af døren, greb fat om kraven på ham og trak ham så tæt på, at han kunne lugte den menneskelige ånde. Alting skete så hurtigt, han skulle holde sig fra Rose tydeligvis, men kunne de ikke se, at han ønskede kun hende det bedste? Faren gav slip igen og nåede kun, at se Xander vrisse tænder af ham, før Rose skubbede ham ud af døren. Så meget for det hurtige drama og han havde stadig ikke fået et eneste ord indført. Hurtigt satte han sig til rette igen, rømmede sig og så uskyldigt hen på Rose, de store hundeøjne forvirret.
"Hvorfor... Må jeg spørge hvorfor du ikke ønsker, at såre mig.. er det fordi du kun ser mig som en ven?" spurgte han og kiggede ned i gulvet, ydmyget over denne situation. Det var ydmygende på så mange måder dette! Hvordan kunne det være, at en incubus skulle forestille det smukkeste væsen (nærmest) og alligevel, lykkedes det ham, at blive afvist hver gang følelser blev indblandet. Det var til at dø af grin over.

Da han svang armene omkring hende, rødmede hun dog en smule, den måde hendes hjerte slog på, når han holdte hende tæt, var nærmest smerte fuldt. Dog på en underlig rar måde.
Hun lagde sine hænder på hans ryg, mens hun gente sit hoved væk i hans træje, som i øvrigt stank langt væk af sved, alkohol og en smule bræk. Hvilket mindede om hendes far hver lørdag aften. Hun smilte en smule, han var varm og stank, det havde hun alligevel ikke forstiller sig. Altså at han stank! Hun havde krammet ham før! Der var han jo også varm, altså, han var altid varm!
Efter sine ord trak hans sig dog væk, hun kiggede op på ham. De gyldenbrune øjne var triste, mens hendes læber sendte ham et smil. Hun ønskede ikke at være grov, men hvis han kyssede hende igen, eller de fik noget sammen, ville alting så ikke være meget værre når han fandt ud af hendes kritiske tilstand? Hun rystede blidt på hovedet.
Hvis bare hun ikke var syg, ville hun så have kysset ham igen? Eller havde det været samme resultat som nu? Han var meget tæt ved hende, en der betød meget mere end normalt for hende, men. Var det nok til at hun ville kunne se en fremtid med ham?

Efter at have skubbet sin far ud af døren, samt låst den. Kiggede hun mod Xander og undskylde en gang for meget, hun satte sig ved siden af sengen igen og lagde hovedet blidt på skrå.
Hans spørgsmål fik hende til at kigge ned i jorden. Det var sikkert et trick spørgsmål. "Nej, eller jo:. Jeg... Jeg ved det ikke.." Hun lagde en hånd på sin pande og rystede hovede blidt.
Hun lagde sit blik på ham igen. "Hvem har lyst til at såre sine venner, har du lyst til at såre mig?" Spurgte hun, for at undgå hans spørgsmål en smule. Hun tog en dybindånding, inden hun tog modet til sig.
"Har du det bedre? Du kastede op en del i går..." Hun nikkede mod en tallerken ved sengebordet. "Der er mad og drikke der, hvis du mangler noget siger du bare til." Hun løftede sine hænder op og smilte stort til ham! "Jeg springer gerne rundt for dig, når du har det skidt, sig hvad jeg skal gøre og jeg gør det." Hun grinte kærligt af sine ord, med en lille rødmen på sine kinder.

Hun undgik tydeligvis spørgsmålet. Af ren selvforsvar overfor sin ære, undgik han flere spørgsmål omkring det og byggede nu i stedet en mur omkring sig, så han ikke kunne lukke andre følelser inde. Muren var dog ikke høj nok til, at lukke Rose ude, hun kunne stadig snakke med ham og han ville høre hende.
Med masken siddende perfekt, rystede han blidt på hovedet med et smil og rejste sig fra sengen. Han lavede en lille svingom. "Jeg har det fint, jeg kan sagtens klare tingene selv Rose,"sagde han med et nyt drillende glimt i sine øjne. Det varme i dem var op-slugt af den sædvanlige dæmon forførelse. Han så sig omkring, da det var gået op for ham, at dette var Rose værelse. Det var lykkedes ham, at se hvor hun boede og møde... familien. En meget strid far, mon det var det eneste familie hun havde?
I løbet af nogen sekunder bemærkede han, at han stank af sved og bræk, samt øl. Det var en forfærdelig blanding og fik ham til at rynke på næsen. Med et drillende smil, så han hen på Rose og kløede sig i nakken. "Du har.." Han ledte i få sekunder efter sine ord. "Tilfældigvis ikke en trøje jeg kan låne, eller måske har din far.. et eller andet."
Hvorfor følte han sig pludselig så akavet omkring hende? Var det pga. den såret stolthed fra hendes afvisning? Han så kort væk fra hende, ud af vinduet hvor solen rent faktisk skinnede og genspejledes sig på hendes værelse.

Rose smilte til hans lille svingom, på trods af hans tilstand i går aftes, var han uden at svinge sig med gaderne, samt stolene. "Så længe du har det bedre." Hun rejste sig fra stolen endnu engang. "Sæt dig heller, uanset hvor godt du har det, kan du stadigvæk blive svimmel" hun lagde en hånd på hans brystkasse og skubbede ham blidt mod sengen.
Han var kær, kær og køn. Vent hvad? Hun rystede blidt på hovedet, hvis han ike havde kysset hende den ene gang, havde hun aldrig lagt mærke til det.
Hans læber, kroppen, musklerne, øjnene... Hun rystede blidt på hovedet, for at miste tanken endnu engang.
Da han bad om en trøje, nikkede hun kort. "Jeg har en træje du godt må låne" hun gik Hentil sin reol og trak en sort skjorte ud af skuffen. Hun rakte den til ham.
"Det var min brors, men han kan ikke rigtig passe den mere... Så her, medmindre du ikke er så glad for skjorter?" Hun sagde det selvfølgelig drillende til ham, inden hun smed den i hovedet på ham.
"Spis, du har brug for det."

Han satte sig ikke ned, blev blot stående som det stædig æsel, der aldrig lyttede til hvad andre gav ordre til. I stedet rystede han igen på hovedet og så sig omkring, et lille smil bredt udover hans fyldige læber.
"Svimmel eller ej," sagde han og så hen på hende, blinkede drillende til hende. "Jeg bliver stående, i tilfælde af, at jeg nu pludselig skal kaste op, så jeg kan suse ud på toilettet."
Han havde det ikke som om, at han skulle kaste op, så det blev mest sagt i sjov til hende. Endnu engang så han sig omkring, de blå øjne kunne aldrig helt finde ro. De faldt først til ro, da hun rakte ham et trøje eller snarer kastede den i hovedet af ham. Som hun så drillende bad ham om, begyndte han at 'tygge' i trøjen og smile tilfredst. "Skjorter er min ynglings ret!" Han grinte over sin egen særhed, før han lagde skjorten på sengen, for at tage den anden trøje af. Som sagt, Xander led ikke af blufærdighed, så han havde intet imod, at skulle skifte trøje overfor Rose. "Så, du har en bror... bor han også hos jer?" spurgte han nysgerrigt. Med et løftet øjenbryn så han hen på hende, imens han knappede skjorten. Dets bløde stof føltes fantastisk imod hans hud..

Typisk ham at være så stædig, de havde næsten kendt hinanden i et år. Dog havde de kun snakket sammen i hvad man kunne kalde en kro. Det havde aldrig gjort hende noget, hvis hun skulle være ærlig, var det tæt på at være det bedste år i hendes liv. Joaquin var flyttet ind, og virkede til at være den bedste person at have i nærheden når hun var syg, han kunne arbejde på samme tid og alligevel komme tilbage inden for få sekunder. På grund af hans fantastiske evne, det var dog underligt for hende, sådan at møde folk med evner. Hun stod selv uden en evne, sammen med hendes far.
Hun kiggede op i hans øjne, mens et par blide øjne blev sendt til ham. Han var som kær, altid så blid og noglegange virkede han som om han ingen bekymringer havde i livet. Hun sukkede lavt, hvor et hårdt bank slog i hendes hjerte, det var nærmest smertefuldt. Hun lagde sin hånd tæt på hjertet, hendes øjne faldt på jorden. Hvorfor nu, hvorfor skulle det gøre ondt nu? Kunne det ikke vente til Xander var smuttet igen. Hun klemte sine øjne sammen, mens pandehåret dækkede hendes øjne. Hun måtte holde det ud, virke som om intet var galt, indtil han var smuttet igen. Så slemt virkede det heller ikke til at være, ligenu i hvert fald.

Hans kommentar til skjorten, fik hende til at grine kort. Hun rystede blidt på hovedet, mens hun så på ham. "Sjovt, jeg nu mest til de ternede skjorter, de sorte har bare ikke så meget smag i sig." Lød det selvfølgelig drillende fra hende. Da han smed trøjen, drejede hun hurtigt om på hælen og begyndte at rode i sine andre skuffer, for ikke at gøre det så akavet. Det med at se en overkrop vænnede hun sig aldrig til, eller... Hun havde vænnet sig til at se Joaquin topløs, og hendes far... Men det med at de gik i underbukser nogle gange, fandt hun altid akavet, uanset hvem det var.
Hun rømmede kort ned i sin hånd, hvor hun hev et brætspil op af skuffen. "Ja, og ja han bor her også... Han er hjemme hvis det er, eller det var han før." Hun kiggede kort tilbage, for at se om han havde fået skjorten på igen. Hun drejede endnu engang rundt på hælen og stod nu med LUDO i sine hænder. "Har du lyst til at spille?" Sagde hun med et kært smil på sine læber, hvor hun viste det frem igen. "Jeg kan hente de andre, så kan vi alle spille." Hun lagde spillet på gulvet, hvor hun gik mod døren.

Igen fangede han sig selv i, at stå og beundre hende, det kære smil, de blonde lokker og det kærlige hjerte der bankede inde i kroppen på ham. Alle ville kalde ham skør for, at få en svaghed for et menneske som hende, hans far ville garanteret ikke acceptere det og Alex hadede mennesker, af en grund han aldrig fik at vide af hende.
Han knappede skjorten færdig og kørte en hånd igennem de mørkebrune lokker, der som altid sad pjusket ud til alle sider. Selv om han rigtig godt kunne lide Rose, generede det ham stadig, at hun havde haft afvist ham... Var det fordi at det var Rose eller fordi han ikke var van til den slags afvisninger? Han bed sig i underlæben.
Da hun spurgte om han havde lyst til, at spille så han kort ned på spillet, før han sendte et smil og nikkede til hende. På denne måde kunne han måske gøre sig gode venner med broderen og faren, så de kunne acceptere, at han gerne vil være sammen med Rose. Det lød nærmest som en underlig romantisk novelle.. Yuk. Han kunne slet ikke genkende sig selv lige nu.
"Men tror du ikke, at din far gerne vil tæve mig i virkeligheden og ikke i et bræt spil?" Spurgte han drillende.

Hans kommentar om at hendes far ville tæve ham, fik hende blot til at le. "Jeg tror han er glad hvis han kan tæve dig i et bræt spil, han fik også slået dig ret så hårdt i går... Så tror han er nogenlunde tilfreds med sig selv" Hun blinkede drillende til ham, inden hun løb nedenunder.
Da hun kom tilbage, kom hun selvfølgelig tilbage med Joaquin, som hun trak ind i rummet. Og hendes far der blot havde armene over kors. Han satte sig med et bump på gulvet og satte med det samme brikkerne op på pladen. Hvor hun skulede mod Xander engang i mellem, Rose derimod havde det halv sjovt med at trække Joaquin ind i rummet, og væk fra hans bacon.
"Du kan lave bacon senere! Spille nu." Hun smilte drillende til ham, mens hendes blik kørte tilbage på hendes far, der sukkede dybt. "Joaquin! Spil, NU!" Lød det bestemt fra ham, hvor han slog ned i gulvet. Rose himlede med øjnene og slap drillende Joaquin, inden hun satte sig ved siden af Xander. "Den der slår højest starter." Hun hev en terning frem og rullede den hen af gulvet, hvor den landede på to prikker. Derefter slog hendes far en 6'er. Han lo kækt for sig selv, som om han lige havde vundet hele spillet allerede.

Uden det skulle lyde helt, helt langt ude, så havde han aldrig spillet et brætspil med nogen før. Engang havde han forsøgt, at spille det sammen med sin mor og moster, der blot afvister ham og sagde at de kunne spille senere, hvilket aldrig blev til noget. Nu havde han en chance for, at spille sådan et brætspil, flere år efter. Han smilede sødt til Rose og satte sig, med det altid drillende og brokerende smil på læben, overfor Rose far, hvis øjne kunne skære igennem hud. Dog var Xander ikke bange, tvært imod var han ret så ligeglad, han gjorde som sagt hvad han ville.
Imens Rose så tydeligt prøvede at få hendes storebror med ind i stuen, så Xander sig omkring og kørte en hånd igennem sine mørke brune lokker. Her var ret så hyggeligt! Havde det ikke været fordi han havde gjort sig opmærksom på personen der satte sig ved siden af farmanden, ville han nok ikke nærmest have sprunget flere meter tilbage ved synet af den person... Josh!? what.. Nej!
"Josh!" vrissede han irriteret og pegede på ham. "Hvad laver du dog her?!"
Joaquin, hvis ansigt aldrig var til, at læse så op på ham og satte hovedet på skrå. Efter flere sekunder, viftede han ligegyldigt med hånden og så hen på Rose, imens han forklarede: "Jeg er ikke Josh, lang historie, mås i sædet, lad os spille," Han pegede på spillepladen og så op på Xander igen, der kunne ligne en der var smidt ud af en kørende bil.
Xander så nu ned på Rose. "Hva... Hva.. hva laver en kopi af Josh her?" Spurgte han, stadig overrasket.
Det skulle være løgn, at den idiotiske Josh skulle komme her og tage Rose fra ham!

Xander der udbrød Josh, fik Rose til at se på ham. Josh? Det navn havde hun hørt før, hvorfra kunne hun ikke helt huske, men alligevel ringede der en klokke. Ikke at det gjorde hende så meget, Joaquin lignede jo også en hun engang mødte, på et hospital? Meh, hun kunne virkelig ikke huske det, men alt i alt, var Joaquin... Bare Joaquin, dog på arbejdet, kunne han altid ende med at være Nancy, Kristian, Martin, Mr SM Eller Josh? Hun så undrende op på Joaquin.
Kende han Xander, fra en af sine jobs? Hun smilte drillende til ham, da han valgte at lytte til Farens ordre. Hvilket nok også var klogest, han kunne finde på at smide alt Baconen ud, hvis Joaquin lavede lort i det. Hvor han andre gange slog det ud af hånden på ham, og sagde Hov, hvis Joaquin havde sagt at han så tyk ud i kjolen. Hvor han trak det til sig, hvis Rose så det og begyndte at gøre rent. Typisk ham, så snart Rose så ham opføre sig af lort til, blev han altid som et lille barn, der begyndte at beskylde Joaquin.
Xanders vrissen over navnet, samt hans måde at se på Joaquin gav hende dog en dårlig smag i munden. Hvad var der nu galt med denne Josh, og hvorfor gik det ud over Joaquin? Hun satte sig ned ved siden af Xander, der så på hende. "Det min bror... Joaquin" Hun lagde hovedet på skrå og smilte kærligt til ham. "Eller nok mere en sammenbo, han blev smidt ind i familien splitteragende nøgen, fik en seng og en plads i vores hjerte. " Sagde hun drillende, mest for at drille Joaquin, som et lidt sukkersødt ord at sige at han havde en plads i hendes fars og hendes hjerte. Hvor faren lagde armen over Joaquins nakke. "Han er min baby, og forbliver det for altid. Han er et år gammelt... siden Rose fandt ham" Han ullede Joaquins hår. Inden han rettede blikket mod spillet.

Spillet forsatte i ca en time, hvor hendes far slog ned i gulvet, brokkede sig over at blive slået hjem i LUDO og skubbede til brikkerne, når han slog folk hjem. Hvor Rose endte med at føre, dog endte hjem hvergang hun kom ud, med sin sidste brik.
Tiden gik, Xander havde i forvejen sovet her til middags tid, hvor han virkelig ikke havde tømmermænd? Eller skjulte han det bare godt. Hun så enkelte gange over på ham, hvor blikket ramte hans læber få gange. Det at han kyssede hende, vækkede en underlig følelse i hende. Af en grund ville hun have sagt ja til ham, men på grund af sygdommen... Følte hun på ingen måder at det var fair overfor ham, ikke hvis hun endte med at dø indenfor to dage, efter de kom sammen. Samt det at han var fuld, måske var det ikke engang ment som hun troede, måske var det alkohollen der snakkede. Hendes far der hostede, fik hende ud af sin trance fra Xander. Hvor det nu føltes som om alle stirrede på hende, hun rødmede en smule og lo genert over at have stirret på Xander med triste øjne.
"Undskyld? Er det min tur?" Hun samlede terningen op, hvor hun forsøgte at skjule rødmen ved at få sit hår til at falde ned, så Xander i det mindste ikke kunne se det. "Faldt i staver, undskyld." Lød det lavt fra hende, mens hun slog terningen.

Forvirrende? det sagde du ikke!
Fyren der før havde stjålet den pige han kunne lide, sad nu foran ham, men det viste sig så ikke, at være ham, men i stedet en lignende kopi der blev set som en bror i Rose's øjne og en søn i hendes fars. Hvilket vil sige, at han ikke skulle frygte, at denne... Joaquin, vil tage Rose fra ham. Han stod og så vurderende på Joaquin, til den ellers altid så chill spion, knipsede med sine fingre og gjorde tegn på, at han ville sætte pris på ikke længere, at blive begloet.
"Hey, pretty boy," sagde Joaquin og pegede ned på spilbrættet. "Vi skal til at spille, så tage dig hellere sammen," Før Xander kunne nå, at sige noget til det, smilede Joaquin drillende til ham og lukkede af en eller anden grund munden på ham i det sekund.
I stedet for at spekulere mere over tingene, satte Xander sig blot ned igen og lod dem starte spillet. Alt han skulle koncentrere sig om nu var spille brættet. Efter flere år skulle han endelig spille et spil... dog blot med den mærkeligste familie han nogensinde havde mødt.

Spillet var ganske underholdende, specielt med denne faderlige figurs udbrud engang imellem, samt Joaquin der bare tværrede tabet ud i ansigtet på ham, med en drillende latter og en puffen til skulderen. Xander var endda så optaget i spillet, at han slet ikke bemærkede den måde Rose stirrede på ham på. Den søde lille stirren hun gav ham, blev først bemærket, da spillet pludselig gik i stå og alle kiggede hen på Rose. Nysgerrigt drejede han derfor selv hovedet og opdagede, at hun stirrede på ham.
Hendes rødmen, fik ham til at smile svagt for sig selv, dog gjorde han det mindre pinligt for hende, ved at se ned på spille brættet.
Joaquin derimod imod, klukkede drillende og foldede armene på kors over brystet. "Ingen grund til at undskylde Rose, når man dagdrømmer om en person, så dagdrømmer man om en person," I det sekund de to søskende fik øjenkontakt, blinkede han drillende til hende og så derefter hen på Xander, der blot forsøgte at ignorere det hele, ved at stirre på brikkerne.
Dagdrømte hun om ham? Hvad dagdrømte hun mon om?

I det mindste var Joaquin rar i sin tale mod Xander, den måde han kaldte ham pretty boy, fik dog Rose til at skule på ham. Nogle folk ville finde det som en fornærmelse, og Xander skulle føle sig velkommen, på trods af den underlige oplevelse han havde fået den sidste aften. Hun smilte dog for sig selv, da han rettede blikket mod spillet igen.
Dette skulle nok blive hyggeligt, hun elskede at spille brætspil, samt det at hun altid kunne føle et bånd når hun spillede. Især når faren tabte, så kom spillet til at få en underlig form for hævn over sig. Hvor Han kunne finde på at spise æbler resten af dagen, eller hvidløg. Mest fordi Hvidløg stank, og æblerne larmede når han tog en bid, samt valgte at smaske. Endnu et tegn på at hendes far var underlig, men elskværdig for hende. Og bestemt en stor del af hendes liv.

Faren vrissede en smule af Joaquin, de få gange han puffede ham på skulderen. Han var opsat på at han bestemt skulle vinde dette spil, men det virkede til at han skulle have en helt anden form for drejning i det. Som om det ønskede at en anden skulle tage sejren for ham, hvilket fik ham til at bide i sin tommelfinger negl.
Lige til Joaquin kommenterede på Roses stirren mod Xander. Hun rødmede dog endnu mere, hvor hun rakte tunge af ham. "Dagdrømmer aldelses ikke... lige nu." Hun kiggede væk fra dem, mens de nu sad og ventede på at Xander slog med terningerne og rykkede sine brikker. Hendes far var derimod begyndt at stirre kraftigt på Xander, som var han et bytte.
Rose burde jo ikke stirre på ham, samt det at han i følge faren, kunne ligne en gris! Han fnøs for sig selv, og skubbede til Joaquin. Ingen årsag, han gjorde det bare. Rose rettede blikket mod spillet igen, hvor det forsatte i noget tid igen.
Det endte dog med at de spillede 3 gange, da hendes far blev ved med at tabe. Så mange timer blev brugt på dette, Rose fandt det dog herligt, hun smilte og grinte enkelte gange.
Aften der nærmede sig, fik dog faren til at rejse sig. "Du spiser vel med." Lød det fra ham, selvfølgelig rettet mod Xander.

Da dagen var ved at skride hen, kom han i tanke om, at han egentlig havde været her hele dagen og var endnu ikke blevet smidt ud, hvilket han bestemt ikke var van til. Kort sagt var han slet ikke van til selskab, altså udover Alex og hans klan, men det var en anden slags selskab. Desuden havde Alex ikke rigtig haft tid til ham siden hende og Josh kom sammen, og han var begyndt rendt rundt i hælene på Rose, en hvis selskab han fandt behageligt. Og for ikke at lyve for sig selv, var han bange for at være alene igen. Han ønskede det inderst inde ikke... Udenpå virkede han ligeglad, det var blot en facade.
Dog lod han først mærke til, at dagen var ved at forsvinde for ham, da han faren pointerede at han spiste med. Som et lys der havde været slukket, vågnede han op og så nu fra Rose til faren. Joaquin lod til at være fokuseret på noget ud af vinduet.
"Nej, tak for tilbudet," sagde han og rejste sig. "Jeg smutter dog hjem nu," Han sendte dem et oprigtigt venligt smil. "Jeg takker for hjælpen og undskylder for min fulde opførsel," Med det samme smil på læben, så han på Rose der stadig sad ned. "Jeg håber vi ses snart igen Rose og jeg undskylder igen for at jeg kyssede dig, hvis jeg vidste at du ikke..." Hurtigt stoppede han sine egne ord og rystede på hovedet. "Vi ses!"
Med de ord, skyndte han sig nærmest ud i gangen og tage det han genkendte som sine sko på. Hvor han skulle gå hen anede han ikke... Måske han skulle gå ud og finde sig noget mad. Det kunne måske også hjælpe ham med, at tænke på noget andet end lige Rose og det, at hun havde afvist ham. Han bed sig i underlæben og åbnede døren ud.

Han takkede nej, hvilket fik faderen til at løfte på det ene øjenbryn. Tænk at sige nej til gratis mad, også lige i den alder. Han drejede hovedet mod Joaquin, der stirrede ud af vinduet hvor han daskede til hans hoved, med en flad hånd, for at få ham ud af trancen. Hvor han endnu engang rettede blikket mod Xander, hvor et kækt smil formede sig på hans læber. "Du velkommen til at komme igen, jeg kræver et nyt spil næste gang." Han lod tommeltotten snitte sin næse, inden han gik ud af døren og løftede hånden, som et tegn på farvel til ham. Rose derimod himlede med øjnene, endnu engang forsøgte hendes far at virke cool.
Hun så en smule overraskede på ham, da han stoppede sig selv i at snakke. Hvis hun ikke hvad? Hvad var det han ville sige, havde hun vist noget, hun ikke mente? Hun adskillede sine læber, i det han rystede på hovedet og allerede var løbet nedenunder til sine sko og var i gang med at tage dem på.
Hun lagde sin ene hånd på sin arm, mens hun kiggede ned i jorden. Hvorfor gav det hende en ensomheds følelse at han var på vej hjem. Hun tog få skridt, hvor hun begav sig mod trappen, da lyden af hoved døren åbnede sig. Hun adskilte sine læber, og stod på midten af trappen. "Xander!" Råbte hun, med hånden tæt på sit hjerte. Hendes øjne viste bekymring, da han først fik øje på hende, inden hun lukkede øjnene i og smilte kærligt. "Vi ses vel i baren i morgen også?" Lød det kærligt fra hende. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige, af en grund ville hun bare være sikker på at han kom igen, på trods af at hun havde sagt nej til ham.

Dagen efter, hvis han var kommet, kom Rose dog aldrig, i stedet stod hendes far i baren og fik samlet øl ned i en pose. Hvor han stod og snakkede med bartenderen, han betalte ham og havde nu to papirs poser fyldt med forskellige flasker, samt øl.

Følelsen af at hendes far rent faktisk havde sagt, at han var velkommen til at komme igen, gav ham en underlig følelse i maven. En rar følelse. Han nikkede til det, hvorpå han forsvandt nedenunder og lige i det sekund han skulle til at træde ud af døren, råbte Rose efter ham og fik ham til, at dreje hovedet om og se på den blonde skønhed. Hendes smil gjorde ham varm helt ned til tåspidserne.
"Selvfølgelig!" sagde han og blinkede til hende. Efter det ene lille ord, forsvandt han ud af døren og gik hjemad med noget at se frem til.
Han skulle mødes med hende igen i morgen, hun var heldigvis ikke blevet skræmt væk af hans kysseri. Med en latter på tungen, skyndte han sig at løbe ud i byen og jage, blot for at tage hjem bagefter igen og vente til i morgen.

Næste dag gik han rundt på baren og søgte efter hende. Han havde snart været der i en time og intet spor af hende, hun plejede altid at være på baren på dette tidspunkt. De plejede at snakke og fjolle lige nu... Hvor var hun henne. Som han skulle til at sætte sig ned, bemærkede han Rose's far og kunne ikke stoppe sig selv, før han allerede var gået hen til ham. Roligt prikkede han ham på skulderen. Så snart faren vendte sig om, ville han sende ham et skævt smil. "Rose... ved du... ved du om hun kommer i dag?" Han kløede kort sin nakke.

Hans enkelte blink, fik hendes hjerte til at slå underligt. Hvor hun smilte kærligt, det var rart, rart at vide at han ikke var trist over hendes nej. På den anden side var hun næppe vantil at folk spurgte hende om ting, eller drak sig fulde, for derefter at kysse hende. Udover hendes far, han kyssede altid hendes kind og hoved, når han var fuld. Andre gange blev det så omklamrende at hun stak et lille rundt spejl op foran ham, hvor han begyndte at flirte med sig selv.

Prikken på hans skulder, fik ham til at se tilbage på Xander. Et skeptisk blik blev sendt ham, til han så den akavet hed der hang over Xander. Hvilket fik ham til at smile varmt, James var og blev en rar mand, dog virkede han meget hård i det, især når det var en person der havde været efter hans engel Rose. "I skulle mødes?" Blev sagt i en tone, der fik det til at virke som om han trådte på Xander, mens han lå på gulvet. Han rakte en pose til Xander, mens et skævt smil blev smørret ud på hans læber.
"Jeg overtalte hende til at tage min vagt, da min ryg blev skadet sidst. Så i stedet hente jeg alkohol, mens hun tager sig af mændene." Han ville have Xander til at hjælpe med at bære på poserne, hvor han blinkede til ham. "Du kan komme med hen, måske er jeg rar og giver dig rabat på alkohol." Bartenderen hostede kort, og sendte James et hårdt blik. "Rolig Rolig, jeg stjæler ikke din kunde." Lød det drillende fra ham, hvor han lagde armen om Xander. "Men seriøst... 10% Rabat." Lød det drillende fra ham, mens han hviskede i Xanders øre. "Samt... Du får lov til at se Rose i en kort kjole."
Rose var altid iført en lang kjole, eller et par bukser. Kjolerne dækkede altid så meget af hendes ben, som overhovedet muligt. Det tøj hun gik i, var også tit meget kedeligt, aldrig rigtig udfordrende i forhold til Alex, var Rose meget kedelig at se på.

I få sekunder følte Xander sig rent faktisk lille og ubetydelige ved siden af faren, James, hvis øjne og stemme kunne gøre ham nervøs. Hurtigt rystede han det dog af sig og skulle lige til, at svare ham igen, da en anden stemning kom på og han rent faktisk forklarede ham hvor Rose var henne. Han pustede en smule lettet ud, i det mindste havde hun ikke brændt ham af eller glemt ham. Hun var i stedet i gang med at tage sig af mændene.... vent.. hvad? Mændene!?
Igen kunne Xander ikke rigtig nå at sige noget, før James kom ham i forkøbet og tilbød ham, at tage ham med derhen hvor Rose var. Mere skulle der egentlig ikke til, Xander tog imod posen med øl, uden rigtig og tænke over det. Han ville bare gerne hen til Rose. Hvad pokker mente James dog med, at hun var i gang med, at tage sig af en gruppe mænd? Det var helt absurde at tænke på! Det samme var tanken om, at se en Rose i en kort kjole, det var bare absurd på en god måde. Med andre ord, han kunne nærmest ikke forstille sig det, men så alligevel kunne han godt!
"Lad os tage derhen," sagde Xander nærmest en smule ivrigt og ventede nu endelig bare på, at James tog ham med hen på baren, der hvor Rose var og han kunne se hende smile. I en kort kjole... Han kunne ikke rigtig vente med at se hvordan hun mon så ud i den.

James smilte i det Xander tog imod posen, hvor han begav sig mod døren. Han vinkede kækt til bartenderen, af en ældre mand at være. Var James bestemt ikke helt kedeligt, han levede også med Joaquin, som kunne være en mundfuld engang i mellem, og Rose der virkede alt for uskyldig, til at han kunne gå rundt og være ondt. Samt det at Rose var moderlig, og passede ham når han blev fuld, så det at drikke sig i hegnet, havde aldrig rigtig stoppet ham.
Han snakkede en del til Xander mens de gik ned af gaden, snakkede en del om hvor forelsket han var i Rose og om hvordan han trænede en del, var stærk og nemt kunne ligge folk ned. Som i et forsøg på at virke truende overfor Xander, så han ikke ville røre hans datter. Men alligevel virkede han til at ville have Xander til at vise at han kunne lide Rose, dog med ord, ingen kropskontakt med hans datter!
Han stoppede op ved et stort hus, to etager, lys indenfor og en gruppe mænd der stod udenfor og røg. Samt andre der gik ind, kun få snakkede sammen, mens andre undgik øjenkontakt. Indenfor kunne man høre blid musik, hvor folk sang med varme i stemmen, og næppe noget der overdøvede folk.
Da han gik indenfor, blev de mødt af en gruppe piger i smukke kjoler. De fleste var korte hele vejen rundt, hvor de ellers viste en del hud. De var alle utrolig kønne at se på, mens andre måske ikke passede til Xander. Det der gjorde dem noget så kønne, var nok mest af alt, den måde deres smil og øjne strålede på. De virkede alle rare, mens de havde et lille forførende blik på sig. Der var endda en enkelt succubus i mellem alle pigerne, der så på Xander og kort blinkede til ham, inden hun tog posen fra James.
James lagde en hånd på Xanders skulder. "Hvis du betaler, kan du få en hyggelig aften med Anna." Han nikkede mod Succubussen, der allerede var i gang med at stille flaskerne på plads. Lige til ingen andre end Rose kom frem, hun viftede med sin hånd, som et tegn på at Anna ikke skulle sætte tingene på plads.
Hendes hår var sat op, krøllet en smule og pandehåret hang til den ene side, så det dækkede det ene øje. Hun havde sorte fjer i håret, samt en lang sort kjole på, som derimod var meget kort foran.

(( [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Kjolen!!))

Anna forsvandt hurtigt ude af syne igen, hvor Rose i stedet begyndte at stille tingene på plads. Hun havde ikke engang opdaget Xander, der var også en smule travlt. Der var borde overalt, mænd der havde en kvinde ved sig, der skænkede alkohol op til dem, og grinte af deres dårlige jokes. Det lignede næsten et sted for konger, der betalte for at få en droning der lyttede til hvert ord, samt smilte til dem.

På samme tid med, at det irriterede Xander at lytte til James plabrende ord, så gav det ham også et smil på læben, da det gjorde ham klar over, at Rose var heldig på det punkt. Hun havde en fantastisk far der ville gøre alt for hende og beskytte hende, sikkert springe ind i en brændende bygning efter hende, uden så meget som, at tænke over hvilken fare han satte sig selv i. Igen ville Xander ønske at han var følelseskold, for havde det været sådan, ville han ikke gå og tænke over ting som disse. For ikke at snakke om, at han ikke ville have fået følelser for Rose.
Han lyttede til hvert et ord James sagde og nikkede blot kun engang imellem. Lige nu ønskede han ikke at være flabet, eftersom det kunne ende med, at James så ikke ville vise ham vejen til hvor Rose var henne.
Da de endelig kom derhen, blev han overrasket over stedets aura og dets besynderlige måde, at udstille kvinderne på. Det var ikke ligeså seksuelt som på et bordel, langt fra endda. Her så kvinderne friske og glade ud, deres glød i øjnene gjorde det nærmest.. Uvirkeligt. Han så sig nysgerrigt omkring. Det var altså her, at James arbejdede, i blandt smukke kvinder. Men.. hvilke mænd snakkede han om.. Spørgsmålet besvarede nærmest sig selv, da Xander drejede hovedet om og bemærkede mændene, der sad nær kvinderne og plabrede løs.
Han klukkede svagt for sig selv og fik i det sekund øjenkontakt med succubusen. Et kækt smil formede sig på hans læber, da hun blinkede til ham og hilste ham på den måde.. Denne tøs havde haft fanget hans interesse, det ville altså sige, lige indtil Rose trådte ind og oplyste rummet for ham.
De andre kvinder blev nu usynlige, han så nu kun hende og kunne ikke tage øjnene fra hende. Kjolen sad perfekt på hende og afslørede, at hun rent faktisk havde en noget så smuk krop, hun blot altid havde valgt at gemme væk i store trøjer og bukser.
Nærmest som i en trance, gik han hen til hende og bukkede sig ned, for at få øjenkontakt med hende.
"Hey," sagde han varmt og rettede sig op igen. "Jeg havde aldrig troet at jeg skulle finde dig her," Han så sig omkring og derefter hen på hende igen. "Du ser fantastisk ud,"