The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Hun kiggede på ham. Hun var forvirret. Hun havde kun lagt ordentligt mærke til sine øjne og sit hår, men alt alt ved hende havde ændret sig var underligt for hende. Hun sagde ikke noget resten af vejen ind til sit værelse. Hun satte sig stille på sengen og holdt hans kappe ind til sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun følte sig forandret på den ene eller anden måde, men hun kunne ikke beskrive det overhoved. Hun kiggede hen på Rottenstein kort og derefter op på sin far.

de begge kiggede meget analyserende på hende som om de ville finde ud af hvad der var sket om hvilke slags ændringer var kommet hos hende.
"fortæl mig min pige. hvordan føler du?" sagde Sakref og kiggede analyserende på hende.
hun fik ikke lov til at holde kappen på helt da han fjernede den lidt fra hende og analyserede hele hendes krop og tog på hendes hud og mærkede og alt muligt.

Hun kiggede på dem. Hun hadet måden de gloede på hende på som en flok forvirrede gorillaer! Det var hende der skulle mest af alt være forvirret og ikke dem! De burde være van til, at se sådanne nogle forandringer! Hun sad lidt og tænkte over det han spurgte hende om imens han havde fjernet kappen fra hende så hun endnu en gang sad nøgen foran dem og han rørte ved hende forskellige steder. "Jeg har det sådanset godt nok. Er forvirret men ellers føler jeg mig rask" svarede hun stille.

Sakref nikkede. de stoppede med det de gjorde og Rottenstein vendte sig til Sakref.
"undskyld herre. det er min skyld at det her er sket. jeg havde ikke forudset at der ville komme disse slags ændringer ud af det." sagde Rottenstein og så ud til at skamme sig over det han havde gjort.
"det gør ikke noget Rottenstein. det ser ud til at selv om det gik galt så er der ikke sket nogen skader på Rafaela. bortset fra hendes..." sagde han og stoppede midt i sætningen og kiggede undrende på hendes skade ved øjet. det var allerede healet sammen og blevet til et ar kun.
"min pige. gør dit øje stadigvæk ondt?" spurgte han forvirret.

Hun kiggede bare på dem imens de snakkede. Hun havde ikke noget, at sige udover, at hun gerne snart ville have et bad for, at få blodet væk og få noget tøj på. Hun trængte virkelig til og ligge i et dejligt varmt karbad og slappe af og bare nyde det varme vand omkring sig. Hun kiggede dog meget usikkert da Sakref pludselig spurgte hende omkring øjet. Hun havde ikke rigtigt mærket noget ved øjet og rystede på hovedet "Nej kan ikke mærke noget far hvorfor?" hun sad lidt og tænkte over det og kom i tanke om, at hun ikke havde mærket blodet løbe fra øjet i et stykke tid. Var det måske bare en lille rigt der var kommet? Hun sad lidt og undrede sig imens hun kiggede på Sakref.

"det er fordi dit sår er healet og blevet til et ar." sagde han og kiggede virkelig nysgerrig på det hele.
"men vi vil lige tage en blodprøve min pige og så vil vi gå igen så kan du lige få lov til at passe dig selv lidt." sagde han og fandt en nål frem og tog noget af hendes blod og gik meget hurtigt igen. han lignede en blanding af et lille barn og en forvirret voksen.

Hun undrede sig lidt over, at det sår hun havde fået af en af vagterne var healet allerede. Det var blot for nogle få minutter siden hun fik det. Hun nikkede stille til det han sagde. Hun lod ikke til og reagere på, at han stak en nål ind i hende for og tage lidt blod til nogle undersøgelser. Hun kiggede efter dem da de gik. Hun gik ind i sit skab og fandt noget tøj frem og gik derefter ud på badeværelset som var koblet til hendes værelse. Sit helt eget badeværelse var der ikke mange der havde. Hun hældte noget varmt vand i karet.
Da karet var fyldt lagde hun sig i det og lukkede sine øjne. Hun lå bare og nød det varme vand der vaskede blodet væk.

Der gik rigtig lang tid før Sakref vendte tilbage. der gik faktisk flere timer før han kom tilbage. han var i fuld gang med at finde ud af hvad for nogle ændringer der var sket på Rafaela.
Sakref fandt dog hurtigt ud af at de resultater Rottenstein havde fået da han undersøgte bivirkningerne var meget basale. hvilket betød at Rottenstein ikke fik tjekket alle bivirkningerne.
Sakref blev mere og mere målløs over reaktionen af eliksiren på Draconianere og hvilke nogle reaktioner den ville give. Sakref var faktisk nysgerrig til at finde ud af hvad for nogle ændringer det kunne gøre på en blandingsrace som ham selv. eller endnu værre hans egen søn. men han ville ikke tage chancen i tilfælde at det går galt.

Efter Rafaela havde ligget i badet i et godt stykke tid tog hun sig endelig sammen til og gå op af badet og tage sin mørkelillae kjole på som plejede og gå ned under hendes knæ, men det gjorde den ikke længere. Hun kunne ikke lukke den da hendes kryster var blevet for store til, at hun kunne få den lukket samt kjolen gik over hendes knæ. Hun knurrede vredt og hamrede en hånd ind i spejlet der hang på badeværelset så det splintredes i flere små stykker. Hun fik nogle enkelte refter på hånden, men de healede hurtigt. Det havde været hendes ynglings kjole og hun kunne ikke gå med den længere. Hun var så vred, at hun kunne smadre den første der kom ind på sit værelse. Hun gik ind på værelset igen og flåede kjolen i stykker og smed den i skraldespanden selvom det meste endte med og ligge rundt om den istedet.

efter noget tid hvor Sakref havde kommet op med en ide. han ville teste noget som han ikke før har kunne teste.
han åbnede døren til Rafaela's værelse.
"så er jeg tilbage igen min pige. jeg har en drik du skal prøve at drikke." sagde han imens han trådte ind i lokalet.
han holdte en lille flaske. den var ca så stor at den var lige til en håndfuld.
væsken i sig selv var grønlig og så meget giftig ud.
han rakte flasken til hende med et smil.

Rafaela gik rundt på værelset og prøvede og styre sin vrede, men det var som om den hobede sig op i hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre overhoved. Hun gik hen til vinduet og stirrede ud af det. Hendes hale viftede fra side til side flere gange og kunne ikke være i ro. Hun vendte sig rundt og kiggede på Sakref med et irriteret blik "Hvad gør den?" hun ville ikke drikke det, hvis det gav hende mange flere bivirkninger.

Sakref smilte til hende og holdte hånden fremme mere insisterende.
"jeg kan love dig at der ikke sker dig noget. der er ingen bivirkninger ved den. du finder ud af hvad den gør når du har drukket den men jeg lover dig også at det er ikke noget farligt." sagde han og holdte stadig sin hånd fremme.
han havde opdaget noget som Rafaela endnu ikke vidste om sin nyeste mutation.

Hun kiggede mistænksomt på flasken og gik langsomt hen til ham. Hun vidste ikke helt om hun kunne stole på noget af det med forsøgskanin og det, at drikke alt muligt der lignede noget der kunne slå en ihjel på splidt sekunder. Hun trak vejret dybt og tog flasken fra ham "Jeg sværger mutere jeg meget mere idag så halshugger jeg en eller anden!" snerrede hun irriteret. Hun havde haft nok af mutationer for en dag. Hun trak vejret dybt og drak flaskens indhold og rakte ham den tomme flaske tilbage.

han tog hurtigt flasken og i en hurtig bevægelse rundt i lokalet havde han trukket gardinerne for og slukket for lyset så hele værelset lå henne i dyb og komplet mørke.
i starten ville Rafaela slet ikke kunne se noget. ikke engang sin egen hånd men langsomt begyndte alting i rummet blive mere og mere tydeligt og pludseligt var alting lige så tydeligt som var gardinerne trukket fra.
Sakref lagde mærke til at hun kunne se ham nu og sendte hende et smil.
"jeg kalder den kat. fordi du får samme syn som en kat. det var normalt umuligt for folk at drikke den eliksir da den er meget giftig men efter din mutation så har det gjort at du er meget mere resistent imod giftige stoffer. hvilket åbner op for en helt masse eliksirer som normalt er for giftige til det normale væsen kan du nu drikke. dog skal du ikke drikke for meget af det for så kan du stadig blive forgiftet men der skal mere til. ca 10 af de flasker skal der til før du bliver forgiftet. men det afhænger hvad for en eliksir det er og hvor stærk den er. men hvis du drikker den her." sagde han og rakte han en ny flaske frem imod hende. væsken inde i den lignede næsten en mere flydende version af sæd. den var hvid men også gennemsigtig på samme tid.
"hvis du drikker den så vil den neutralisere din forgiftning men den vil også fjerne alle effekter du havde fået fra eliksirerne." sagde Sakref og smilte til hende.
dog vidste han ikke helt om hvordan han skulle fortælle hende den dårlige nyhed ved hele hendes mutationsting. for selv om at hun har fået mange forbedringer. så er der sket en ting. det er hun er på grænsen til at være steril. chancen for at hun ville kunne få børn er 1 ud af en million.

Hun kiggede undrende efter ham da han gik hen for og trække gardinerne for. Hvad havde han lige gang i? Hvad skete der rundt omkring hende? Hun forstod hverken A eller B længere. Hvorfor kunne hendes liv ikke bare være normalt længere? Der var så mange nye ting og hun kunne ikke finde rundt i det hele længere.
Hun kiggede forvirret rundt da hun ikke kunne se noget. Hvad var han ude på? Ville han gøre noget ved hende. Nervøsiteten voksede sig op i hende indtil hun kunne se igen og kunne se, at han stod foran hende uden noget. Hun kiggede rundt. Hvad skete der? Var gardinerne trukket fra igen? Hun kiggede hen imod vinduet, men de var stadig for. Hun lyttede stille til det han sagde. Det undrede hende meget, at hun nu kunne drille sådanne nogle giftige eliksie, men hun havde heller ikke den store lyst til og prøve det. Hun tog imod den nye flaske og drak af den. Der gik ikke lang tid før hun ikke kunne se noget igen. Hun kunne mærke på ham, at der var noget han grublede over.
Der gik et stykke tid før hendes nattesyn virkede. Hun gik hen til sengen og satte sig på den "Far hvad er det du prøver og skjule for mig? Jeg kan mærke det på dig og det ved du. Fortæl mig det" sagde hun stille.

Sakref kunne ikke lade vær med at smile af hvor god hun var blevet til at observere.
han trak gardinerne fra igen så hun kunne se rummet ordenligt igen.
"du er blevet bedre til at observere. om det er en del af din mutation eller om du er blevet bedre rent evnemæssigt må vises sig." sagde han.
hans smil gik fra at være glad til at blive en seriøs mine. han satte sig ned foran hende på en stol og kiggede på hende med et alvorligt men bekymret blik.
"selv med alle de bedre ting der er sket. hurtige reflekser, bedre forbrænding, mere styrke, mere hurtighed, immunitet imod sygdomme og gift så er der altid en konsekvens som ingen kunne have regnet ud. du er på grænsen til at blive steril. om det var noget der er sket på grund af mutationen eller om det var noget du alligevel var tæt på at blive. kan vi ikke finde ud af. men du har en meget lille chance for at blive gravid igen. 1 ud af en million for at blive mere præcis. " sagde Sakref. han vidste godt selv at ingen kunne have opdaget det før mutationen og selv der så vidste han ikke engang selv om hun overhovedet havde en stor chance til at blive gravid til at starte med. men han skammede sig lidt over at han ikke kunne gøre noget for hende.

Hun smilede tilfreds over hans ros, men smilet forsvandt hurtigt fra hendes læber igen da han begyndte og snakke om det der gik han på. Hun lyttede stille til det han fortalte. Tårerne begyndte og trille ned af hendes kinder. Han havde lovet hende for længe siden at hun ville få et nyt barn når hun var klar til og få et, men nu fortalte han præcis det modsatte. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro. Hun havde glædet sig til og få et nyt barn når hun var blevet gammel nok og klar til det. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Hun rejste sig blot op og gik hen til vinduet og lænede sig op af vindueskarmen imens hun stirrede ud af det imens tårerne løb ned af hendes kinder "Kan du eller Rottenstein gøre så chancen er større for at jeg kan få barn igen?' spurgte hun med gråd i stemmen. Hun havde på fornemmelse hvad svaret allerede var men hun ville have det bekræftet. Hun bed sig i underlæben og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun begyndte og tænke tilbage på om hun ville have haft barnet hvis det var hun havde opført sig pænt fra starten af. Der gik ikke lang tid at det gik fra en lydløs gråd til det med til gråd med lyd og det hele. Hun satte sig op af væggen og holdt sine arme om sine knæ og borrede sit hoved ned i sine knæ og græd. Hun rystede over hele kroppen og vidste ikke hvad hun skulle gøre udover og græde

Sakref trak på skulderen.
"der findes ikke noget som kan gøres ved det direkte permanent men både mig og Rottenstein vil prøve alt hvad vi kan for at finde et middel som kan øge dine chancer men vi ved dog ikke hvor stor chancen kan øges." sagde Sakref og gik hen og holdte om Rafaela. han havde indset at den bedste måde at komme videre med hendes problem med traumerne var ved at trøste hende.

Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede forstående "Ville bare høre. I skal ikke gøre det store besvær...det er vel min skæbne ikke og sku få et barn mere eller i det hele taget skulle. Det barn jeg fik med Melvin var en upser og det bedst sådan" hun græd stadig men hun prøvede og lyde overbevisende for ikke og give nogen af dem et stort besvær, men sandheden var hvem det egentlig var hun prøvede at overbevise sig selv eller ham. Hun troede lige så lidt på det hun sagde som alt muligt andet. Hun puttede sig ind til Sakref og græd videre. Hun havde ikke snakket ordentligt med Melvin siden angrebet på ham for noget tid siden. Tårerne trillede ned af hendes kinder og hun vidste ikke hvad meningen med hendes liv egentlig var længere.

han holdte hende tæt ind til sig.
"sig ikke sådan noget min pige. du skal nok få et barn på et tidspunkt og jeg vil prøve alt hvad jeg kan for at finde en måde du kan på." sagde han og nussede hendes hår. efter Zantanna havde været på besøg og der var sket det problem og et hele så han vidste at han skulle hjælpe Rafaela ved at trøste hende og støtte hende frem for at bestemme over hende.

Hun lukkede sine øjne og græd. Hun var ved og være træt af sit liv. Hun havde kun haft problemer. Hun syntes ikke selv, at der ville være noget godt i hendes liv. Hun kunne ihvertfald ikke komme i tanke om noget. Hun rejste sig pludselig op og kiggede trist på han "Hvorfor lod du mig ikke bare dø? Jeg havde sluppet for alt denne smerte jeg gennemgår konstant og i ville få en normal hverdag og et normalt liv!" græd hun og løb ud af værelset. Hun løb ned af den lange gang og løb direkte ind i Melvin. Hun kiggede trist på ham og græd.

Sakref nåede hverken at sige noget eller gøre noget før Rafaela var ude af døren.
Melvin hoppede panisk op af sengen og var lige ved at hoppe ud af vinduet igen da han stoppede og så at Rafaela ikke foresatte efter ham.
"hvad sker der Rafaela?" spurgte han undrende og vidste ikke hvad der skete.

Hun havde ikke ventet og se Melvin overhoved og alligevel burde det være indlysende for han boede sådanset også på slottet. Hun kiggede såret på ham da hun opdagede, at han var tæt på og springe ud af vinduet. Han frygtede hende stadig eller hvad? Hun rystede bare på hovedet og græd videre "Kan du ikke bare være ligeglad?" græd hun og rystede over hele kroppen. Tårerne løb ned af hendes kinder og hun løb forbi ham. Hun vidste ikke om han ville fange hende eller følge efter hende eller bare lade hende være. Hun var træt af sit liv.

Melvin i sin forvirrede situation valgte at Teleportere efter hende og dukkede op lige foran hende og holdte fast i hende.
han ville ikke give slip på hende for han kunne se at hun havde behov for det.
"stop med at løbe fra alting og se på mig. jeg vil ikke gøre dig noget. ingen af os er sure på dig. vi vil bare hjælpe." sagde han imens han holdte om hende. hun ville ikke kunne løbe sin vej og hvis hun valgte at bruge sine flammer så ville Melvin ikke give slip på hende, om han så blev dræbt.

Hun løb bare videre og græd. Hun stoppede dog brat og faldt i armene på Melvin da han pludselig stod foran hende igen. Hun stor tudede og prøvede desperat og komme fri fra hans greb. Nok var hun blevet meget stærkere, men han var endnu stærkere end hun var blevet. Efter et stykke tid, hvor hun kæmpede for og komme fri opgav hun og borede sig grædende ind til ham. "Jeg kan ikke mere. Vil bare dø" græd hun og stor tudet imod hans skulder. Hun ville ikke fortælle ham hvorfor. Ihvertfald ikke imens de var ude på gangen, hvor alle ville kunne høre hende.