The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Hun lyttede stille til det han sagde. Det svarede hende stadig ikke helt på, hvorfor de ikke havde besøgt dem af og til. Hun havde levet i over 200 år og aldrig set dem. Det gav ikke mening i hendes verden for de måtte da lave andet end og være på arbejde hele tiden? Hun ville ikke tro på, at det var grunden for den passede ikke ind i hendes hoved. "Men hvorfor har i så ikke besøgt os når i ikke var på arbejde? Jeg er over 200 år og aldrig set jer før nu selv jeg kan høre det lyder underligt" sagde hun stille og fortsatte "Men det bare underligt og kalde folk for onkel eller noget når man ikke har set dem før" sagde hun stille.
Hun havde haft et kort øjeblik, hvor hun var blevet sur over, at hendes familie ikke havde fortalt hende om hendes familie udenfor slottets mure, men det var som om den vrede hun havde haft var væk. Hun var forvirret, men hun havde ikke haft de store former for negativ følelse i kroppen siden hun var kommet til hendes nye hjem. Hun gik hen til en sofa og satte sig i den. "Ved det lyder underligt, men siden jeg er kommet her har jeg fundet mere ro indeni mig end jeg har haft det i over et år" sagde hun stille ude i det blå.

Makkadin smilte til hende og gik hen til et stort skab. inde i skabet var der pladser til det der lignede en rustning. langsomt begyndte han at pille sin rustning af sig selv og ligge på plads.
"som du selv siger så har vi ikke besøgt jer i 200 år. men så kommer spørgsmålet også. hvorfor har i ikke besøgt os i de 200 år? dig og din far må jo også gøre andet end at arbejde i de 200 år." sagde han og holdte en pause med at sige noget imens han stadig pillede rustningen af sig.
han var nu færdig med overkroppen og manglede kun det sidste.
"men nok om hvorfor vi ikke har besøgt og lignende. jeg kan så også nævne for dig at du har en tante også. mig og din fars storesøster; Victoria." sagde han med et smil.
da han fik taget rustningen af så var han kun i almindelig tøj nu. han var muskuløst bygget kunne man se og han var meget høj men var dog blevet lavere af at tage rustningen af.
"jeg tror årsagen til at du føler mere ro her er fordi det hele er nyt og du er kommet til et andet sted langt væk fra problemerne. du har opdaget hvor meget plads du har til at tænke. samtidig er dette et kongerige af lys. og lys er måske det du har haft brug for." sagde han med et smil og tog og løftede hammeren op.
han gik hen til ved siden af skabet hvor rustningen var og lagde den stille og roligt på gulvet så jorden ikke rystede.

Hun lyttede stille til det han sagde. Hun trak let på skuldrene "Jeg har ikke kendt noget til jer så har ikke haft muligheden for og finde ud af, hvem i var plus så det først for nogle år siden jeg vidste hvem min rigtige mor og far er så de har holdt mig nærmest fanget i 200 år, hvor jeg så har været imod dem de sidste 3-5 år" sagde hun stille. Hun sad stille og kiggede på ham imens han tog tøjet af og snakkede "Det har de heller ikke fortalt mig" sagde hun overrasket da hun ikke havde vidst, at hun havde en tante oveni. Det hele var helt nyt for hende. Normalt ville hun blive sur når hun hørte sådanne nogle ting, men hun havde ikke en følelse af og være sur. Hun lyttede stille til det han sagde og trak på skuldrene. Det gav faktisk meget mening for der var temmelig mørkt i Doomsville og specielt på slottet og det gjorde det ikke nemmere, at der var så mange problemer på slottet heller "Det giver faktisk god mening" sagde hun stille. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til ham for hun vidste ikke hvad man snakkede med sin onkel om når man aldrig havde set ham før.

han satte sig ved siden af hende.
"du er en klog pige kan jeg høre." sagde han med et venligt smil.
han sad lidt og tænkte
"fortæl lidt om hvordan det går derhjemme ellers? jeg er nysgerrig på at høre om hvordan du har haft det og hvad der er sket" sagde han med et venligt smil.
ham og Sakref har ikke altid været gode venner og det har nok også været en af årsagerne til at de ikke har kommet på besøg. det var først da Sakref skrev og ønskede fred imellem dem for nogle måneder før de sendte Rafaela til dem.

Hun fnyste kort over hans kommentar om, at hun var en klog pige "Er ikke nogen klog pige" sagde hun kort og kiggede ned i jorden. Hun følte langt fra sig selv som en klog pige. Hun var bare stædig, men klog ville hun ikke mene.
Hun kiggede kort op på ham da han ville høre hvordan det gik derhjemme "Vil du have den korte eller lange version?" spurgte hun stille, men hun lod ham ikke svare før hun fortsatte "De sidste år er gået elendigt for og sige det mildt. Blev gravid med Melvin, men fordi folk i Doomsville har det med og have trang til og voldtage mig konstant så skulle jeg straffes endnu mere med, at far tager barnet og smider det ud i en skov til og dø. Og oveni det behandlede han mig som slave og ingen i huset snakkede til mig overhoved. Min mor bliver gravid få dage efter jeg mistede mit barn og hun måtte selvfølgelig beholde det..." man kunne høre på Rafaelas stemme, at hun var ved og knække indvendigt, men hun fortsatte med og fortælle "Jeg bliver udsat for forskellige mutationer og skal gå i røven af far hele tiden og de opgaver han satte mig ud i omhandlede hver gang om en eller flere jeg skal have en seksuel handling med...og ja så er den lille ny født på slottet samme dag Vincent hentede mig" Rafaela rystede over hele kroppen og tårerne trillede ned af hendes kinder.

Makkadin smilte til hende. selv om at hun var ved at græde og var oprevet så virkede han rolig og virkede til at have sympati med hende.
"kan du gøre noget for mig Rafaela. gå hen og prøv at løft min hammer. brug alle de krafter du har og al din styrke." sagde han roligt. hvad forventede han at få ud af det? han ville ikke fortælle hende en årsag om hun så spurgte efter en.
hvis hun gik hen og prøvede at løfte hammeren ville hun opdage at den er umulig at løfte. den måtte veje flere 100 tons for den var umulig at rykke på for nogen som helst. den var lige så tung som et hus. men hvordan kunne Makkadin så løfte hammeren med lethed for noget tid siden?

Hun var ikke sur eller noget hun var trist over det der var sket og det var grunden til, at det var hårdt for hende og snakke om det. Normalt ville hun få et hysterisk anfald bare ved tanken omkring det. Hun undrede sig lidt over, hvorfor hun skulle gå hen og prøve og løfte hans hammer. Det vidste hun, at hun ikke havde styrke til så hvorfor skulle hun prøve? Hun rejste sig dog op og gik hen til hammeren. Hun prøvede og løfte den flere gange, men kunne ikke. Det overraskede hende sådan set ikke. Hun gik hen til sofaen igen og satte sig ved siden af ham igen og kiggede på ham "Hvorfor skulle jeg prøve og løfte den?" spurgte hun nysgerrigt.

han smilte venligt til hende da hun havde sat sig.
"for at give dig et eksempel. du er nemlig både hammeren og den der løfter hammeren. og du har gjort dig selv ufattelig tung, ikke fysisk men psykisk. ved at tage alle de negative følelser og oplevelser du har, har du taget og lagt inde i dig selv og gemt det væk. holdt det virkelig tæt som var det noget du aldrig vil af med. men ved at gøre det har du gjort så du er lige så urokkelig som min hammer. du er nød til at give slip på det for at kunne gøre dig let igen. men det er ikke nok med at du tømmer dig selv for negativitet. du er også nød til at have styrken til at løfte dig selv op. hvis du kan det så vil du opdage hvor klog, stærk og smuk du egentlig er. og du vil opdage at intet kan holde fast i dig, og at du ikke er bundet til nogen. du er ligesom skyen som svæver på den åbne himmel. ikke bundet til nogen eller noget men kan frit vælge hvor du vil være henne. men lige nu er du som en regnsky, fyldt med vand som trækker dig ned fra himlen af. du er nød til at tømme dig selv for denne byrde, for dette vand så du igen kan flyve frit." sagde han med et smil og rejste sig op.
han gik hen og med en enkel hånd løftede han hammeren op i luften. den kæmpe store tohånds-hammer kunne han bare løfte sådan.
"og med de positive der vil fylde din krop istedet for det negative vil derfor give dig styrke til at løfte hammeren." sagde han med et smil og satte hammeren ned igen.

Hun lyttede roligt til det han fortalte. Hun ville gerne få det bedre med sig selv, men hun vidste overhoved ikke hvordan hun skulle gøre det. Hun kiggede dog ned i jorden i et øjeblik og lignede en der tænkte. Efter noget tid kiggede hun op på ham "Hvordan gør jeg så det? Har kun lært og tage negative oplevelser til mig" fortalte hun stille. Hun ville gerne videre i sit liv og hun håbede virkelig, at det og bo hos sin onkel og fætter ville lære hende en masse nye ting ligemeget, hvor længe hun skulle bo der.

Makkadin trak på skuldrene og rejste sig op.
"det vil heller ikke blive nemt at lære, hos nogen kræver det kun et kram og så er de bedre, nogle skal bruge deres muskler og arbejde hårdt på noget som de brænder for og på den måde får det negative ud, og hos nogen meditere dig i flere måneder før de får det bedre. og siden et kram ikke virkede så må vi tage tingene og lære dig langsomt at åbne dig ud med de dårlige ting og acceptere dem, du skal lære at acceptere at dårlige ting sker med tanken om at selvom at det dårlige sker vil det altid være i balance med det gode, kun en gang i historien har balancen været ude af kontrol." sagde han med et smil og kiggede på hende.

Hun lyttede stille til det han snakkede om og begyndte og tænke tilbage på da hun var fokuseret på og danse med sin evne ude i træningsringen kort tid efter hun var ankommet. Hun havde kontrol over sig selv og sine følelser. Måske skulle hun bare flytte sit fokus "Ligesom da jeg trænede min evne kort tid efter jeg var ankommet her?" spurgte hun sig selv højt.
Hun rejste sig op og gav ham et kram. Hun vidste ikke helt hvorfor men hun følte bare, at hun havde brug for og mærke nogen tæt på sig. Hun kunne ikke sætte ord på hvad det var, men noget var der.

Makkadin nikkede som svar
"lige præcis du skal bare mestre det så du har fuld kontrol" sagde han med et smil og gengældte hendes kram.
"så skynd dig afsted. Det er sent om aften" sagde han med et smil til hende

Hun kiggede undrende på ham da han sagde hun skulle skynde sig. Hvor skulle hun hen. Hun puttede sig stadig tryghedssøgende ind til ham hun kunne ikke forklare hvorfor noget i hende ville bare være tæt på ham. Hun kiggede op på ham "Hvor skal jeg tage hende?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde ikke lyst til og forlade ham. Noget i hende ville blive hos ham. Han gav hende ro i sig selv.

Han smilte til hende "det fordi det er sent og du ender med at være træt" sagde han med et smil. Han forsatte stadigvæk med at kramme hende da hun ikke har ville give slip. Det måtte være hans aura som beroligede hende indvendigt

Hun smilte stille til ham og kiggede op på ham "Må nok hellere hoppe i seng igen så jeg er frisk til i morgen" sagde hun stille og kyssede ham på kinden "Godnat onkel. Sov godt" sagde hun stille og listede op af trapperne igen og ind på Vincents værelse. Hun smed sine bukser og trøjer så hun kun var i undertøj og lagde sig ved siden af ham. Hun puttede sig trygt ind til ham og lukkede sine øjne.

"godnat rafaela og sov godt" sagde Makkadin imens hun gik op af trapperne.
Da hun lagde sig i sengen så lagde vincent automatisk sin anden arm om hende og den landede tilfældigvis på hendes Balle.

Hun faldt hurtigt i søvn og sov tungt imens hun sov tæt ind til ham hele natten. Hun sov så tungt, at han kunne gøre alt ved hende uden hun ville vågne af det.
Da det blev morgen sov hun stadig tungt selvom solen skindede hende direkte i ansigtet som normale folk ville vågne af med det samme, men det gjorde hun ikke. Hendes krop var træt og var igang med og lade op og reparere hende indvendigt imens hun sov.

Vincent selv sov stadig meget tungt for han var selv meget træt men til gengæld har det lykkes ham i søvne at få en hånd ind under rafaelas brysteholder og hendes ene Balle under underbukserne.
Dog ved man ikke hvad der ville ske hvis han vågnede.

Hun lå roligt det meste af natten, men hun vigede ikke en tomme fra ham hele natten. Hun havde sit hoved på hans brystkasse og lagt sit ene ben hen over hans liv.

Da det var ved og blive aften begyndte hun småt og vågne og månen begyndte og skinde ind igennem vinduerne ind på værelset. Hun så stadig lettere træt ud, men virkede alligevel til og være mere udhvildet end hun havde været de sidste mange måneder.

I nattens løb har det lykkes vincent i søvne at næsten rive hendes trusser og hendes bh af og lege lidt med det hele i søvne. Han virkede ren om morgen men var åbenbart meget fræk om natten i søvne

Hun satte sig op og opdagede, at hun havde ligget nøgen. Hun kunne ikke huske, at hun havde taget tøjet af inden hun var faldet i søvn. Hun kiggede ned på Vincent og smilede stille for sig selv. Han så så sød ud som han lå der og sov. Hun aede ham på kinden og nussede ham i håret imens hun sad i sengen og kiggede ned på ham. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde sovet, men hun var godt tilfreds med sin krop. Den var mere udhvilet og klar på dagens udfordringer eller det ville sige nattens da det var ved og blive sent igen.

Vincent vågnede også op. han har været meget træt selv. men det er normalt når han har rejst så meget, for han rejste ikke bare lige direkte hen til Doomsville City for at hente Rafaela men har været mange steder først.
han kiggede på hende med trætte øjne og lagde mærke til at hun var helt nøgen hvilket overraskede ham lidt.
"godmorgen Rafaela, sikke et nydeligt syn du vækker mig med" sagde han med et flabet smil på læberne

Hun smilede stille til ham. Hun var sådanset ligeglad med, at hun var nøgen for det var ikke første gang hun var nøgen foran nogen hun ikke kendte. Hun trak let på skuldrene "Da jeg gik i seng havde jeg altså undertøj på så ved ikke helt hvad der er sket i løbet af natten" svarede hun stille imens hun stadig nussede ham i håret og kiggede ned på ham.

Vincent trak på skuldrene.
"jeg aner heller ikke hvorfor du er nøgen hvis du siger du har haft undertøj på" sagde han og vidste faktisk ikke selv hvad han havde gjort i søvne.
han lå selv nøgen i sengen og havde ikke engang undertøj på så det var lidt akavert for dem at han både var nøgen og det var hun også i hans seng.

Hun trak let på skuldrene og lagde sig ordentligt ned igen og trak dynen hen over sig og kiggede stille på ham "Vi har sovet dagen væk. Månen er fremme igen og det var den også da vi gik i seng" hun så stille på ham og prikkede ham drilsk på næsen "Hvad skal vi egentlig lave resten af aftenen? Der er jo ikke så længe til vi skal i seng igen" sagde hun stille.