I need your help... please! - Sean

Han trak på skuldrende da Sean sagde at han ville finde på noget andet og eller finde en anden der vidste hvad der skulle gøres. ”jeg er glad bare forbandelsen bliver ophævet.. om du skal brænde en by ned for at finde ud af det, så er det fint for mig” brummede han lidt. Han var glad for at Sean ville hjælpe, men havde faktisk ingen ide om hvordan man kunne ophæve denne forbandelse. Han var træt af at leve på den her måde! Selvom han prøvede at fortælle både sig selv og andre at han havde det fint, og at det her liv var lige ham! Men det var ikke sandt..

Han tog imod Seans håndsrækning, og prøvede på at komme op og stå. Han så lidt op mod Sean med et løftet øjenbryn da han sagde at Lorikan burde blive liggende og hvile.
Han fornemmede godt at Sean ville have ham ned og ligge igen, og han havde ærligtalt ikke hverken kræfter eller lyst til at stritte imod.
Han sukkede bare lidt irriteret ”men jeg keder mig!” brummede han. Næsten som et ar der ikke vidste hvad han skulle lave.
Han lagde sig ned igen.
”Jeg hader at ligge stille og glo” brummede han blot, og sukkede mens han fik lagt sig til rette, og brummede irriteret over smerterne.

Han vende blikket mod Sean med et form for *er du seriøs?* blik.
”Min mave er flået op…. Jeg har MANGE smerter” brummede han lidt for skarpt, hvilket han godt selv fangede. Men det var dog et dumt spørgsmål.
Han sukkede dog lidt ”beklager…” mumlede han så. Han vende hovedet og så på ham, et lidt drillende smil kom frem på hans læber ”det klæder dig at være pylret!” grinte han lidt. Sean var en pylremor lige nu! Men det var faktisk meget rart! Normalt ville han hade det. Men det var mere fordi han ikke kunne fordrage at folk så ham være svag.
Men her kunne han jo ikke rigtig løbe fra det! Han kunne ikke lade som om han var stærk og sej, når han lå i en seng og knapt kunne røre sig.

Han så lidt op på Sean, og lagde så en hånd mod Seans ”jeg er virkelig taknemmelig… VIRKELIG!.. uden dig… så havde jeg nok ikke klaret den” sagde han roligt, og sukkede lidt.
Han slap Seans hånd ”jeg er bare ikke god til at lade folk hjælpe.. Jeg er altid bange for at de kommer for tæt på” erkende han.
Han så lidt ned, og vidste ikke helt hvordan han skulle forklare de her ting uden at blive patetisk. Uden at blive for sentimental. Men han mente at Sean fortjente at høre sandheden.
Han vende blikket mod ham ”Jeg har det ikke godt med at folk kommer for tæt på… for hvad hvis… Hvad hvis de ikke kan lide det de finder?” han vidste det var plat og dumt, at det var ynkeligt og pladderagtigt.

”det er meget nemmer bare at få folk til at hade en fra starten… i stedet for at de senere dolker dig i ryggen og skrider” sagde han og vende hovedet væk fra Sean. Han havde ikke lyst til at vise den tristhede der prægede hans ansigt lige nu.
Hvordan kunne det være så svært bare at finde EN der kunne holde hans selskab ud?

Han havde en brændt by ned for mindre: Hans egne luner. Landsbyen, der ikke lå så langt fra Dragons Peak igen, var i ruiner. Et par bunker af aske, med svage aftegninger af de huse der engang havde været. Beboerne var flygtet til byen og havde fået midlertidige huse og nødhjælp...Det var det mindste han kunne gøre, efter at brænde deres hjem ned. Også selv om ingen endnu vidste det var ham. Hvad mon folk ville gøre? Deltage i et større oprør? Flytte fra byen? Det var jo aldrig til at sige.
Han valgte at lade emnet ligge. Så længe han måtte hjælpe, skulle han nok selv finde ud af hvordan. Måske skulle det være hans næste mål i livet? At blive bekendt med forbandelser og hvordan de kunne løses. Folk kom jo tit til ham med forbandelser, så det ville jo være passende at indordne sig det...
Ikke fordi han ikke selv havde været i sin del af ritualer. Han var tæt på at gyse ved minderne om de ritualer han havde deltaget i, men formåede at holde det nede. Ritualet til Archdemon. Ritualet, der havde ændret hans evne - et uheld, faktisk.

Et svagt smil gled over ham.
"Måske ville det være nemmere at være Lori. Jeg har mange bøger, han kan ligge og læse i" drillede han, selv om Lorikan bed fra sig. Forstod han det ikke godt? Han lå sjældent stille selv. Måske det første og andet døgn. Blot fordi det jo var logisk og praktisk. Men til sidst...Blot det at sidde op! Det at gå rundt i sit eget hus! Ellers blev man jo sindssyg. Men Lorikan havde ikke engang været her et døgn. Det var uhørt han skulle bevæge sig rundt allerede nu.
Han sukkede svagt, omend lidt tilfreds over at have fået manden tilbage i sengen. Han satte sig på sengekanten og greb ud efter en af de små flasker, som lægen havde efterladt. Han tog proppen af og duftede til indholdet.
Han brød sig ikke om læger. Han kunne altid selv lappe sig sammen...Hvilke urter mon var brugt? Kamille...En græsart, han ikke huskede navnet på...Nogle bær, sikkert også for smagens skyld. Han trak let på den ene skulder og rakte flasken til Lorikan.
"Her. Det er ret koncentreret, så drik ikke for meget ad gangen. Det lindre" Hans stemme var rolig, men seriøs. Ingen ynk, medlidenhed eller andre former for nedværdigelse. Hadede han måske ikke selv den slags? Og hvad mere var. Der var intet at ynke over. Når man kom til skade, havde man skader og dem måtte man tage sig af. Sådan var det bare.
Alligevel gryntede han lidt. Han var usikker på om han var fornærmet eller ligeglad ved konstateringen om pylret-hed.

Nej, det her begyndte virkelig at blive alt for personligt. Fyren måtte virkelig kede sig. Han skar en svag grimasse, overvejede at gå tilbage til sit arbejde. Dette...Kom for tæt på. Og han fandt det selv ubehageligt. Som regel flygtede han fra den slags eller bed fra sig, til folk lærte at undgå det.
"Du behøver ikke åbne dig sådan op for mig" bemærkede han endelig.
"Jeg tror vi to minder mere om hinanden, end du ved. Bortset fra...Jeg har ændret mig fra frygten om at folk skrider, til at konstatere at de faktisk skrider. Der er ingen lykkelig slutning i enden. Så jeg har ingen trøstende ord til dig" bemærkede han. Noget bittert havde sneget sig ind i hans stemme. Han rejste sig fra sengen og gik tilbage til bordet, medmindre Lorikan stoppede ham.
Emnet irriterede ham. Og alligevel var dette det tætteste, han var på at indrømme det problem, der gik ham mest på. Det var ikke kedsomhed, savnet efter at være i Doomsville igen. Det var at folk skred og aldrig kom tilbage. Folk var ligeglade. Folk forrådte. Folk skændes eller forsvandt. Der var aldrig nogen der blev, aldrig nogen der var enige, aldrig nogen der forstod. Alle ideer om den slags var illusioner. Drømme. Latterlige.
Aldrig igen...Aldrig mere.
"Du burde sove. Jeg burde arbejde" konstaterede han afstandstagende til sidst.

Lorikan lå bare lidt og var irriteret over smerterne i hans mave. Hvorfor skulle han også ligge her! Han var ikke en person der plejede at ligge stille. Han sende bare Sean et dræber blik da han nævnte bøgerne. Han valgte ikke at svare på det! Han så på flasken der blev rakt til ham. Han tog imod det, og i mod Seans opfordring, tog han en stor slurk.
Han skar dog ansigt med det samme, han fik det tvunget ned ”fy for helvede!..” udbrød han. Det smagte jo forfærdeligt.
Ad!....

Han vende blikket mod Sean da han sagde at Lorikan ikke behøvede at åbne sig. Han skulle lige til at sige noget da Sean talte videre. Han blev dog overrasket over det han sagde. Hans blik hvilede på manden ved hans side.
Så de lignede hinanden? Tja måske.. de havde samme opfattelse omkring en del ting. Men igen.. Sean havde jo alt! Hvad kunne en mand som ham mangle? Sean virkede ikke som typen der gik og savnede en han kunne være sammen med.. men igen.. man kunne tage fejl.
Han lagde mærke til at Sean rejste sig, og noget i ham var ved at gribe fat i ham. Men han stoppede sig selv. Hvad skulle han sige? At Sean ikke måtte gå? Han satte sig vel bare ved bordet igen… Han havde ikke tænkt sig at indrømme at det var langt mere beroligende når Sean sad ved siden af ham.
Han sukkede blot lidt, og lod ham rejse sig. Han hørte hvad han sagde og nikkede.
”du har nok ret.. men.. bare husk at det ikke er mig der vågner” sagde han så.

Han ville først vågne igen når Lori en gang lagde sig til at sove igen. Han sukkede og lagde sig mere ned i sengen, og vende hovedet. Han havde ikke lyst til at sove! For det var ikke ham der vågnede efter lurren var færdig.
Og i vireligheden havde han ikke lyst til at Lori skulle være den der brugte tid samen med Sean og lærte ham og kende.

Han sendte Lorikan et svagt smil og så et øjeblik på ham med et ubestemmeligt blik. Var der en form for sørgmodighed i dem? Det var ikke helt til at bestemme. Han begyndte at samle sine papirer sammen, men besluttede så at lade dem ligge. Ingen indeholdte informationer, som Lori eller Lorikan ikke måtte kende. Han kunne få en tjener til at hente det ind på hans værelse igen senere. Hans ene hånd hvilede på den kolde overflade af bordet. Hans blik gled rundt i lokalet et øjeblik.
"Før jeg har undersøgt det med forbandelsen, er det sandt. Og der er intet vi kan gøre ved det. I det mindste er du med på en lytter. Men jeg kommer ikke til at være her så meget...Jeg har en forbandelse at løfte, trods alt. Det eneste jeg kan tænke på er de kedelige bøger Lori nok vil læse i" bemærkede han så, før han mere eller mindre lagde op til at han ville lade Lorikan få fred. Han så lidt på ham, overvejede om der var mere der skulle siges.
Nej. Afstanden var passende. At være her længere kunne blot gøre det svære for dem. Dem begge to. Måske ville han ikke stå ved det, men det var behageligt at snakke med Lorikan. I hvert fald for nu. Hvem vidste om det bare blev værre senere, som man lærte hinanden bedre at kende? Og folk fandt ud af han måske ikke var selskabet værd alligevel?
Hans hånd fandt dørhåndtaget. Han havde egentlig ikke mere at sige.
"Prøv at sov og få hvilet. Jo før bliver du hel igen" bemærkede han til sidst, før han tog chancen for at forlade rummet.
Som han fandt vej tilbage til sit eget værelse, summede tankerne i hans hoved. Til sidst måtte han ryste voldsomt på det og tvinge tankerne hen på noget mere håndgribeligt.
Right. Den forbandelse der...

//Out