I need your help... please! - Sean

Han trak en stol over til sengen igen og satte sig til ro. Mens Lorikan fortalte, drak han afslappet af sin the.
Ser man det. Lorikan havde undervurderet en varulv. Ikke at han selv var perfekt. Han havde selv fået nogle væmmelige sår af at dele seng med sådan en, hvilket automatisk havde givet ham mindre lyst til at spise dem. Der var jo ingen grund til at gå SÅ langt for mad, når der fandtes langt nemmere fisk.
"Taget med bukserne nede"
Han måtte virkelig være i godt humør som han drillede i dag. Måske hjalp det alligevel at han havde mødt Dr. Trott, selv om han aldrig ville indrømme det for nogen. Ikke at manden skulle roses...Ikke endnu.

En forbandelse. Dem fandtes der åbenbart mange af. Hvor mange havde han ikke hjulpet af med forbandelser nu? Ikke at han selv havde haft en og ikke fordi han kendte detaljerne. Mere havde han blot fundet de rigtige personer eller ting til at løse forbandelserne. Men mon ikke Lorikan havde søgt efter en måde at løse forbandelsen på selv hvis det var?
Hans blik gled ned til hans the, som han rørte lidt rundt i, mest bare fordi.
Ved kommentaren om at Lori så sig selv som jomfru borede latteren sig op i ham for første gang i...Alt for lang tid. Det var ikke nogen stor latter, men den var der og den kunne høres, også selv om den stoppede hurtigt igen. Han rystede svagt på hovedet. Stop. Gør det nemmere for dem begge ikke at være morsom...
"Jah. Den virkning har jeg på de fleste" bemærkede han blot. Nu han tænkte over det havde Lori virket lidt genert...Men der havde ærlig talt været en del ting at tænke over, så han havde ikke tænkt så meget over det.
Han trak vejret dybt og satte den efterhånden småtomme kop fra sig.
"Jeg er ikke et hospital. Du var heldig jeg vidste nok til at forhindre dig i at forbløde før lægen kom" han sagde det ikke direkte. Men det lå i hans ord: Næste gang ville det være bedre for ham at opsøge et hospital.
"Hvorfor opsøgte du mig overhoved? Vi er fremmede. Kun inde for sex, husker du nok?" bemærkede han så og det samme, noget ligeglade udtryk gled over ham. Han havde ikke tænkt sig at vade i det...Men han kunne heller ikke lade være med at tænke over det. Dette var besværligt...Og han ønskede at gøre det simpelt.

Lorikan kunne ikke undgå at grine da Sean kom med en joke om at Lorikan var blevet taget med bukserne nede.
”ja det tør siges” grinte han lide, hvilket samtidig fik ham til at ømme sig over de brækkede ribben der bestemt ikke brød sig om at han lavede denne latter.
Det var nu faktisk meget rart at de kunne tale sammen. Selvom han stadig havde denne klump i maven, denne dumme følelse af at han ikke burde være her. At han bestemt skulle have valgt at tage til et hospital, men hvad ville de ikke tænke hvis det var Lori er vågnede op? Han ville jo blive spærret inde.
De ville tro han var sindssyg.

Han kunne ikke undgå at grine da Sean sagde at han havde denne virkning på mange. ”ja det ville jeg gerne tro” sagde han roligt.
Hans vende blikket lidt mod Sean da han sagde han ikke var et hospital. Han så dog væk igen. Okay… han SKULLE have taget et andet sted hen. Han trak på skuldrende da Sean spurgte hvorfor han var kommet.
”jeg ved et ikke… jeg var såret, og pludselig dukkede dine ord om borgen bare op i mit hoved… jeg kunne ikke tage til et hospital… hvad tror du de havde gjort med mig hvis det var Lori der var vågnet?” spurgte han.
Han sukkede lidt ”det var også min mening at det kun skulle blive til den ene aften… det var ikke fordi jeg SAVNEDE dig eller noget hvis det var hvad du troede… jeg havde bare ikke rigtig andre muligheder lige der” sukkede han.

Han så på Sean ”vi kan sagtens gå tilbage til at være fremmede… trods vi kender hinandens navne.. så behøver vi ikke vide mere” han vende blikket lidt væk fra Sean.
”så snart jeg er frisk nok, skal jeg nok tage af sted.. og du behøver ikke være nervøs for at se mig ELLER Lori igen.. ” foreslog han.
Han ville bestemt ikke bebyrde Sean med alt det her. Det var deres aftale fra starten at dette bare skulle være sex. De skulle ikke have et forhold, de skulle ikke være venner eller noget andet. Og det var fint for dem begge.
Forbandet!..
Hvorfor skulle han absolut ødelægge det her selv? Hvorfor var han ikke bare gået ind et tilfældigt sted?
Han havde mest af alt lyst til bare at rejse sig nu og så. Men hvorfor ikke? Han var kommet her over uden at være lappet sammen, så kunne han også gå når han VAR lappet sammen.
Han så sig om ”hvor mit tøj?..” brummede han blot.

Lorikan havde altid klaret sig selv, og et irriterede ham at han havde haft brug for hjælp i går… men det irriterede ham endnu mere at ham endnu mere at han havde brug for hans hjælp nu. Især fordi han kunne fornemme på Sean at han faktisk slet ikke have lyst til at han var der. Han begynde at kæmpe sig mere op og side, og prøvede virkelig på ikke at skære ansigt eller ømme sig. Det gjorde virkelig ondt, og han havde mest lyst til bare at ligge sig ned igen. Hvordan i alverden havde Lori overhoved kunne komme op af sengen?
Måske var hans krop ikke helt være vågnet da han stod ud af sengen. For det gjorde da forbandet ondt lige nu. Dog gjorde det ikke at han stadig var i gang med at sætte sig op.

”hvis du gider hjælpe mig op, og ned af trappen, så skal jeg nok skrubbe af” sagde han roligt, med en stemme der antydet at han sagtens kunne forstå hvis Sean ikke ville have ham der.

Hvad betød det, hvis folk pludselig kom i tanke om en? At de, efter hvad der bare havde været sex, dukkede op alligevel? Han vidste det ikke og det gik ham på. Han lænede sig tilbage i stolen og slog armene lidt om sig selv, så hans hænderne hvilede på hans overarme. Oh...Ja, han var stadig iklædt det afslappede tøj fra i nat. Noget han ikke kunne gøre ved nu, ikke at burde betyde noget alligevel. Dette var jo hans hjem, hvor lidt hjem det så føltes som. Man sagde jo at folk vænnede sig til det...Han havde ventet i lang tid nu. Hvor lang tid kunne det tage? Hvor længe havde han egentlig boet her...Et halv år? Lidt mere? Vinteren havde næsten lige forladt dem da han rejste til Dragons Peak...
Touche. Lægerne fik også væsner ind, men der var alligevel forskel på at lappe en dæmon sammen og selv samme dæmon pludselig virkede som en med splittet personlighed. De ville nok forlange han blev under overvågning eller...Noget andet. Især fordi han var dæmon, hvem ønskede en ustabil dæmon i byen? Selv om der var langt flere af dem end de nogensinde ville kunne stoppe det alligevel.
Hans blik gled over på Lorikan med en pludselig skarphed. Der var det igen. Fornærmelserne.
"Jeg er smigret over du tror jeg er faldet pladask for dig" bemærkede han, men den kolde sarkasme lå tykt i hans stemme. De fleste ville tage hans ord som ligedele sarkasme og en kold lussing.
"Jeg vil minde dig om at det var mig der måtte understrege over for Lori at der intet var" tilføjede han så, da hans blik automatisk vandrede rundt i lokalet. Det øjeblik med latter var forbipasseret og erstattet med noget der var langt mere ubehageligt...Det samme som der var alle steder. Den samme kulde, den samme kedsomhed, ensomhed, ligegyldighed og ikke mindst slet skjulte hentydninger der indeholdte nok dårlige følelser og tanker til at fryse hele verdenen til is.
"Jeg vil også minde dig om at det var dig der ikke ønskede mere. Ingen snak, ingen navne. Intet. Det er kun det, at du selv opsøgte mig, der har ændret på det" Han gjorde alt hvad han kunne for at understrege det. Det var Lorikan selv! Ikke ham! Hvorfor skulle han altid have skylden? Nej. Den lette stemning der havde fulgt med latteren var så sandelig væk og han fik næsten kvalme af den negative stemning i rummet og ikke mindst i ham selv. Selv om han næsten lige var vågnet og havde drukket en god kop the, følte han sig pludselig træt igen. Han trak vejret dybt.

Hvorfor kæmpede de? Hvad kæmpede de om? Hvorfor havde de så travlt med at understrege hinandens viljer over for hinanden? Tydeligvis var der en grund til at dæmonerne aldrig kunne samarbejde og blive den magtfylde hersker-race som Sean inderst inde mente de var...Eller i hvert fald havde været. Med de dæmoner han havde mødt i dag, var der ikke meget tilbage at kalde dæmon.
Han rejste sig op. Som en rastløs mand, der ikke vidste hvor eller hvornår han skulle sidde.
"I stykker og smidt ud. Jeg kan få noget nyt bragt op til dig. Men gør dig selv en tjeneste at blive liggende og slap af. I det mindste blot en dag eller to. Derefter skal jeg nok give dig hvad end du har brug for, så du kan komme væk herfra..."
Det smagte bittert i munden, men kun fordi han vidste alle havde så pokkers travlt med at komme væk fra ham. Var han så forfærdelig? Så rædselsfuld? Her havde han gået i så mange år og troet han havde nogle fine principper at reagere efter. At han havde gennemskuet normerne i samfundet. Alligevel hadede alle ham og det kunne ikke kun være for hans races skyld!
"Hvil dig. Jeg går og skal nok lade dig være i fred, så du ikke bliver forstyrret" Af hans selskab vel at mærke. Hvis det at Sean ikke var der gjorde det nemmere for Lorikan at komme sig, hvorfor sagde han det så ikke bare? Han var træt af folk ikke bare sagde det. Sagde hvor meget de ønskede ham væk!
Han tog sin tomme kop og stillede den over på bakken. Han ville få en tjener til at hente den. Dernæst vendte han sig om mod døren og gik over mod den.
Denne samtale var vist slut. Han kunne ikke forestille sig hvad de mere kunne have at sige til hinanden...På noget punkt.

Stemningen i rummet ændrede sig markant på meget kort tid. Fra den, godt nok akavede men små latter fylde stemme, til at blive meget trykket og kølig. Okay nu havde Lorikan gjort det igen! Han havde sagt et eller andet der havde fornærmet Sean.
Han rynkede sine bryn lidt da Sean sagde at han var smirret over at Lorikan troede at Sean var faldet pladask for ham.
”det var ikke hvad jeg mente…”
Mere nåede han ikke at sige før Sean igen begynde at snakke. Ja det var Sean der havde mindet Lori om at der ikke var noget. Lorikan kunne mærke han blev irrateret. Havde Sean allerede glemt at de to ikke var samme person. De kunne ikke kontrollere hinandne. Han sagde ikke noget mens Sean sad der og talte sig selv op, og Lorikan ned.
Da han først begynde at nævne at det var Lorikan selv der havde fortrukket at det var uden navne og uden snak, krummede han hænderne om dynene
”Og du hadet det jo..Ikke? Det sandt, du Tryyylede mig jo om at vi skulle snakke flere timer inden, at vi skulle fortælle hele vores livs historie og at vi skulle vide alt om hinanden….. oh…. Vent.. NEJ DU GJORDE IKKE!” konstaterede han lidt bestemt.
”du har så travlt med at fortælle mig hvad jeg har gjort forkert! Tror du ikke jeg selv er klar over det?... Jeg ville da langt hellere have holdt mig væk som du bad mig om.. men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre..” Det var faktisk først da det gjorde ondt i hans side over hans anspændthed at han lagde mærke til at han rent faktisk sad og skælde Sean ud.

Han så bare ned, og prøvede at holde sin mund, noget han aldrig havde været god til. Han hørte hvad Sean sagde med hans tøj. Men den sidste sætning nev i ham. Sådan ville virkelig gerne have ham ud af vagten. Og det kunne man måske også godt forstå. Fra første gang de mødtes havde Lorikan været som en ubehagelig byl i røven.
Han forstod udmærket godt Sean. Lorikan blev aldrig ramt af ensomhed, han havde det bedst alene og han havde ikke brug for andre… eller.. Det var hvad han prøvede at fortælle sig selv. Men det var løgn!
Han var ensom hver eneste dag. Den eneste han havde var Lori, og han vidste ikke engang at han var der. Og dem som Lori havde, fru Clear, hans chef, Vianna og en masse andre.. det var jo ikke ham de ville være sammen med.. men Lori.

Han lod blikket glide lidt op på Sean da han valgte at rytte op efter sig og gå mod døren. Men det han sagde… det virkede så.. ukritisk.
Han så efter ham ”Sean” sagde han så.
Det var ikke fordi han var ensom, og det var ikke fordi han havde nogle former følelser eller noget for Sean. Men at skulle ligge her og glo alene var ikke noget han syntes var fedt
Og så ville han bare gerne have at Sean vidste hvordan han havde det.
”Det er ikke fordi jeg har noget imod at være her… det er virkelig pænt af dig at hjælp mig, men…. Du virker bestemt ikke til at du bryder dig om at jeg er her… Jeg føler nærmere det er den anden vej rundt… du virker som om du helst ville have at jeg skrider” sagde han med et træk på skuldrende.
Han så lidt til siden og så bestemt ud til at have noget der generede ham. Og det havde han også. Han havde lyst til at sige undskyld, men det var bestemt et ord der bare ikke lå til ham at sige. Dog tog han sig sammen, og så på Sean igen.
”undskyld…” brummede han lidt, men måtte jo indså at det ikke hjalp meget at undskylde når man lød til at det var noget irriterende at sige.
”undskyld at jeg Fuckede det hele op…. jeg kom her ikke fordi jeg håbede på noget, andet end at du kunne rede mig.. og det gjorde du. Jeg ved godt det ikke lyder sådan, men jeg er taknemlig for at du overhoved lukkede mig ind.. Jeg ønsker bare ikke at være mere til besvær.. på trods af at jeg er den provokerende og krænkende dæmon som jeg er…. Så ønsker jeg ikke at volde dig mere besvær” erkende han.

Det var ikke det fedeste og side at sige. Slet ikke for en som ham.

Det gjorde ham på en måde rolig at vide de skændes. Af to fremmede at være, kom de godt nok hinanden ved og havde mange ting at sige om hinanden. Men at skændes betød det var nemmere at lade hinanden være i fred, at skilles og fungerede samtidig som en perfekt undskyldning for at aldrig at se hinanden igen.
Hans hænder var knyttet...Så nemt det ville være at vende det hele til vold. Så nemt det ville være at knuse Lorikan og blive disse forstyrrelser kvit. Måske var det hvad han skulle gøre? Slå folk ihjel?
"Jeg spurgte til sidst..." bemærkede han lavt, usikker på Lorikan overhoved hørte ham over sine egne ord.
"...Men du takkede nej. På din egen, fornærmende måde"

Det værste var Sean alt for godt vidste hvor hans fejl var. Han var bare træt af at andre aldrig så deres og træt af hele tiden at vide fejlene var hans. Ingen brød sig om at være fejl og især på det sidste havde han ikke haft overskuet. Så meget nemmere bare at skubbe det hele over på nogle andre...Ingen behøvede en forklaring, for folk var ligeglade og gik deres vej.
Hans hånd hvilede på dørhåndtaget. Han ville så gerne bare gå. Et skænderi betød også at man...Havde en vis interesse. Han ønskede det ikke. Det var for svært, for ondt, at have sådan noget længere.
For et øjeblik var der stille. Før Lorikan snakkede igen.
Hvor ville det være nemmere hvis Lorikan ikke havde sagt alle de ting til sidst. Hånden på dørhåndtaget knugede ekstra hård om det. Knoerne blev hvide.
Måske fortjente han...Et eller andet...
"Det er bedst du forlader stedet så snart du kan. Der er en grund til folk hader mig og der er en grund til folk forlader mig. Jeg er ikke behageligt selskab og jeg er et sted i mit liv hvor det er nemmere...At lade sådanne ting ligge" han drejede hovedet lidt, så han halvt om halvt kunne se over mod Lorikan. Stadig flyttede han sig ikke fra døren. Stadig ønskede han bare at gå.
"Problemet er at så mange af fejlene er mine. Men lige meget hvad jeg gør bliver de aldrig bedre. Jeg er træt af det. Tag det som du vil"
En undskyldning. En forklaring. Det var den eneste måde han kunne forklare Lorikan...Lidt om...Hvilket forvirret kaos han var. Og hvorfor det var bedst de på ingen måde var sammen, at de holdt op med at interesse sig for hinanden. Det kunne han vel nok se?

Han var bestemt ikke i godt humør da Sean pointerede at Sean jo netop havde spurgt om disse ting, men at Lorikan som sædvanlig havde været næsvis og afslået det. Hans blik sank. Det var jo sandt. Lorikan havde gjort alt den aften for at de ikke skulle ende med at komme for tæt på hinanden. Det var jo netop hans frygt. At nogle skulle komme for tæt på, og finde ud af det md Lori.
Og så var det bare så meget nemmere hvis ikke man ende med at skabe for meget mellem hinanden, noget der senere ville blive revet fra en.
Hvorfor var det overhoved at de stod her og diskuterede? Og hvad var det overhoved de diskuterede over? Nu han tænkte over det, så kunne han egentlig ikke se hvad det var de havde gjort galt?
Jo Sean havde gjort det galt at han havde præsenteret sig på trods af aftalen.
Men det havde været Lorikans ønske at de ikke skulle vide noget om hinanden, og det var ham der havde afvist den hånd der var blevet rakt frem. Men de havde også begge gjort det i den rette hensigt.
Sean havde nok gjort det for at de i det mindste kende navnet på hinanden.. Lorikan havde afvist da han mente at det var bedst for at de kunne blive ved med at være fremmede, da han havde håbet at det var det bedste.

Men han vidste jo godt at det havde være at ham der havde trukket denne steg i sandet med at de ikke skulle vide noget om hinanden. Det havde bare føltes så meget nemmere. Og i dette øjeblik ønskede han at Sean aldrig havde sagt noget om borgen, så havde han aldrig ligget her. Men på den anden side.. Så havde han nok ikke være i live.

Han sank blikket da Sean sagde at det var bedst at han forlod stedet så snart han kunne. Han kunne dog ikke helt sætte sig ind i rasten. Det var slet ikke sådan han havde det med Sean. Han hadet ham ikke, og han havde ikke noget imod hans selskab. På trods af at de diskuterede lige nu.
Han sukkede dog bare lidt
”jeg skal nok forsvinde så snart jeg kan... hvis det er hvad du gerne vil have” konstaterede han.

Han havde ikke lyst til at diskutere mere. Slet ikke fordi han kunne mærke at dette virkelig gik Sean på. Han var ikke dum, og han var ikke Lori. Han opfangede ting, og den måde Seans hånd næsten knækkede håndtaget på var ikke til at tage fejl af.
Han så dog på ham ved det sidste.
”Der er ikke noget af det der er sket, der KUN er din skyld” sagde han så og lod de orange/gule øjne hvile på ham.
”Du rakte blot hånden frem den aften… jeg var bare ikke modig nok til at tage imod den..” erkende han.

Han sukkede bare lidt opgivende og træt.
”kunne vi ikke bare lade vær med at diskutere?... jeg mener… hvad diskutere vi overhoved over?” spurgte han og kunne ikke helt lade vær med at komme med et smil for sig selv.
De lød som nogle der havde kendt hinanden i flere år, på trods af at det kun var anden gang de mødte hinanden.
Han så mod stolen, og derefter tilbage til Sean ”sætter du dig ikke ned igen… jeg vil gerne nå at snakke bare lidt med dig.. hvis det er sidste gang vi skal ses kan det vel ikke skade at tale lidt?” sagde han så, og fik lagt sig ned igen.

”fik du forrasten spidst sidst?... Det var jo det vi begge ellers var kommet for” små grinte han lidt. Han håbede virkelig at Sean ville tage imod denne invitation til en snak uden skænderig

Det var ikke fordi der var nogen løsning på det. Det var dumt de skændes...De kendte ikke hinanden. Mere var de...Var de som to mænd der begge hadede ideen om at blive knyttet til nogen og derfor stod de nu og kæmpede mod hinanden...Samtidig med de et eller andet sted gerne ville have det. Måske. Det var konklusionen, selv om han ikke helt brød sig om den.
Det han noterede sig mest ved var at ingen modsagde ham. Måske var ALT ikke hans skyld, men det betød ikke at det meste ikke var...Eller at folk ikke forlod ham, ikke hadede ham.
Men det var tanker der var kommet for at blive og jo før han vænnede sig til at leve med dem, jo bedre var det vel. Ikke at det var nemt eller behageligt.
"Lad være med at snakke om hvad jeg vil have"
Det lød som en snerren, selv om Lorikan havde bedt dem om ikke at skændes. Pointen bag alt dette var at Lorikan ikke kunne komme væk hurtigt nok! Han skulle lige vove på at give Sean skylden for det også!

Til sidst slap han døren og gik over på stolen. Det var ikke til at sige om han faktisk havde lyst til at sidde her eller ej, men satte sig gjorde han. Hans ene fod satte sig på kanten af sengen og han opsøgte ikke Lorikan med blikket. Fortrød han skænderiet? Fortrød han at være her?
Sandheden var at han ikke vidste det.
"Du burde sove"
Det var nemmere at tale om noget andet. Og om noget var han god til at skifte emne. Også selv om det ignorerede de problemer der var.
Han trak lidt på den ene skulder.
"Faktisk tog jeg direkte hjem, men spiste senere" Han havde mistet appetitten og havde været seksuelt udmattet. Derfor var han gået hjem, havde døset i et par timer i en form for urolig søvn, før han var vendt tilbage til byen for en bid mad.
"Og dig?" spurgte han. Næppe havde Lori vel holdt sig på måtten til varulvekvinden?
Sean var ikke skabt til at sidde og snakke om ingenting. Det endte altid i stilhed eller med korte svar. En ting Razor havde været hurtig til at finde ud af...Men som på ingen måde holdt fyren fra at plapre løs om alt og alle. Nu måtte de jo se hvordan det gik.

Lorikan sukkede lidt da Sean snarrede.
”igen… det var ikke min hensigt” sagde han roligt. Det var ikke hans hensigt at fortælle Sean hvad han ville have og ikke ville have.
Selv denne ting var de nok begge lige god om. Men sandheden var måske at de begge gerne ville have at han blev. I hvert fald til han var klar til at komme afsted igen.

En lettelse gled over ham da Sean slap håndtaget og kom over og sad ved sengen. Han havde selv lagt sig ned, og trukket dynen lidt mere op. Han smilede lidt da Sean sagde at Lorikan burde sove. ”det ved jeg… men jeg ved hvad der sker når jeg ligger mig til at sove.. Og med mindre du fortrækker Lori, så bør jeg nok holde mig vågen lidt” sagde han roligt.
Deres krop fik aldrig rigtig nok søvn. Der gik højest et par timer mellem at deres personligheder vågede efter hinanden. Somme tider var det kun minutter andre gange en time eller to.

Han lagde sig en smule mere ned i sengen, dog stadig så de kunne tale sammen. Han var ikke overraske over at Sean var taget ud og jage senere på aften. Det havde været underligt andet.
Han rystede på hovedet da Sean spurgte om det samme. ”nej.. jeg gik direkte hjem på kroen…. Jeg har lidt for TRÆT til at jage” sagde han med et skævt smil.
Det var længe siden at han havde været så brugt efter sex, så han havde slet ikke haft overskud til at jage.
”jeg tog ført ud og jage da jeg dagen efter var kommet hjem til Doomsville City.. Men Lori undrede sig lidt over at han var så øm” sagde han med en lidt drillende stemme. Lorikan havde jo kunne forstå det hvis det var, men Lori troede jo bare han havde sovet.

Han så lidt på Sean.
”hvis du har andet du skal… behøver du ikke sidde hos mig” sagde han blot roligt.
Sean behøvede jo ikke blive siddende her, han havde jo sikkert en masse han skulle.

Hvorfor var Lori så god til at undskylde? Det gik ham på. Men kun lidt. Det irriterende ved det var at det gjorde det svære bare at hade ham og afskrive ham fuldstændigt...Måske var det kun fordi Lori ikke kendte ham endnu. Når han gjorde, ville han forlade...
Nej. Hvem sagde de kom så langt? Hvorfor opførte han sig, som om han ville se mere til Lorikan i fremtiden?
Han sukkede. Dette var virkelig forvirrende. Han var et sandt kaos. Og lige nu var Lori blot uheldig at det gik ud over ham.
Der var dog noget rart ved at se manden slappe af ved hans tilstedeværelse...
Som Alane...

Han sendte ham et lille smil. Han vidste ikke hvad han foretrak mest. Lorikans selskab eller tanken om at Lori og Lorikan kom sig. Måske skulle han også bare lokke Lori i fordærv, lokke begge dele af manden til at ville dele en nat med ham? Tanken var underholdende. Om ikke andet, så fordi han nu vidste Lorikan ville vide det.
Et svagt smil gled over ham. En øm Lori. Nu hvor de begge kendte til Lorikans anden side var det blot des mere underholdende.
"Troede vel han havde sovet forkert vel nok" bemærkede han roligt.
Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg har masser at lave, men intet jeg føler mere for end andet. Hvis det er fordi du ikke vil være alene, kan jeg sagtens flytte noget af det herind?" foreslog han. Det meste bestod af breve, lister og andre ting der skulle ordnes. Papirarbejde. Noget han havde forsømt på det sidste.

Efter Lorikan mening var det nok lidt den begge der var lige pirlige her! Det var næsten som om de begge var bange for at dette begynde at komme for tæt på. Men... Hvad var "dette"? Og var der overhoved noget?
Nej! Det var det ikke, og det blev der heller ikke! Eller gjorde der? Prøvede han bare og lyve for sig selv om at det var en ren tilfældighed at han ende her?
Okay lige det var!
Det var en overlevelses teknik der var slået til i hans hoved! Intet andet.
Og her efterfølgende var der bare for at være venlig at han ikke fornærmede Sean mere.. Vent!
Venlig? Han var jo ikke venlig uden grund! Ikke uden at regne med at få noget ud af det! Og det han eventuelt skulle have ud af det, det havde han allerede fået!

Puha alt det her gav ham hovedpine! Måske skulle han bare prøve på ikke at tænke mere på det.
Han små grinte lidt over Seans kommentar.
"Ja det ville være lidt svært, eftersom at det var et ganske særligt sted vi havde ondt" sagde han drillende.

Godt nok var Lori dun og naiv men at sove sig til at ha en ondt i røven var noget andet. Men ja, Lori havde tænkt på en logisk forklaring som at han havde haft dårlig mave i løbet af natten, og han ikke selv huskede at han havde være på toilettet og altmulig. Stakkels Lori. En gang i mellem ville det nok havde været bedre hvis han vidste at det ikke var han der var noget galt med.

Lorikan nikkede roligt så Sean sagde at han ikke havde noget der var vigtigere end andet. Dog da Sean nævnte omdet var fordi Lorikan ikke ville være alene skulle han lige til at gen op tage en meget dårlig vane, nemlig at svare slappet igen
"pff det..." dog nåede han at stoppe sig selv, da det gik op for ham at det Sean lige havde gjordt var ikke at prøve på at gøre grin med han, men derimod en måde hvorpå de kunne snakke sammen, samtidig med at Sean kunne arbejde.
Han bed sig lige frem i læben for ikke at spytte rasten af den enormt spydige sætning ud havde tænkt sig at komme med.
Men sagde derimod
"Hvis ikke det er for besværligt.. så kunne det da være meget rart med dit selskab lidt endnu" det var en roligt og mere anderkende stemme han havde.
Og han var næsten stolt over sig selv, at han havde kunne holde den

Han var ikke det mindste ked af at give Lorikan en nat fuld af aktivitet...Eller at Lori var vågnet dagen efter, uden at vide hvorfor han havde ondt. Ikke at han ikke selv havde kunne mærke det, selv om han ikke havde været modtageren. Kun Fenris havde kunne få ham til det og han tvivlede på om andre ville kunne få samme indvirkning på. Uanset hvordan man drejede det, mente Sean der lå noget underdanig i at skulle modtage. Eller var det bare ham? Det var en sjov leg. Nogle gange var det sjovt at se hvad andre kunne give. Men det havde også mest været fordi Fenris havde været den erfarne på det punkt og...Tingene havde bare udviklet sig derefter. Hvem vidste? Uden Fenris havde han nok aldrig givet sig til mænd også. Noget der gjorde hans menukort det større i dag. Men de havde også begge kunne lide at lege...
Han trak vejret dybt. Hvad hjalp det at tænke på eks'erne? De var skredet. Forsvundet. Gledet fra ham, gledet fra hinanden. Han kunne stadig få sex uden at sætte titler på, uden at give sig til en person, kun for at blive skuffet. Især for en som ham...Han gik ikke bare ind i et forhold uden at have overvejet det, uden virkelig at føle noget. Han var ganske loyal og måske ligefrem følsom på det punkt. Noget han ihærdigt prøvede at gøre slut nu. Beviserne lå der jo: Det endte altid dårligt. Var det så det værd? Nej.
Ikke at det havde noget med Lorikan at gøre, selvfølgelig.

Hans blik gled over ham. Hvad havde han været ved at sige? Det var som om manden holdt noget tilbage. Han studerede ham lidt, før han slog det hen. Uanset hvad det var, var det ikke blevet ytret. Hans hånd gled over hans hage, hvor han bemærkede hans skægstubber var vokset frem og kradsede ham lidt. Han holdt altid sin skæg helt nede, han brød sig ikke om at have det. Det ødelagde hans udseende, hvad der for en incubus var af ganske stor betydning. Taget i betragtning at han havde sovet herinde var det nok ikke så underligt at han ikke havde nået at gøre noget ved det.
Han nikkede let.
"Okay. Så vil jeg gå ind til mig selv et øjeblik og hente noget papirarbejde" bemærkede han og gjorde mine til at ville rejse sig igen.
"Er der noget du mangler? Jeg kan få bragt det op. Frisk vand, mere mad...Nogen til at bade dig?" det sidste var et forsøg på at drille. Ikke at hans humør rigtig var til det, men ud kom det da.
"Lægen gav mig også noget smertestillende?" foreslog han prøvende.

Det var meget rart at de ikke skulle diskutere mere! Men det krævede nok også at Lorikan tænkte en smule over hvordan han talte til Sean. Noget der var en anelse svært for ham. Men det kunne vel lade sig gøre!

Et smil kunne ikke undgå at indtage hans mundvige da Sean lød til at han ville hente noget papir arbejde. Men hvorfor ville Lorikan overhoved have ham her inde? Måske var det alligevel hvad han havde måtte erkende for sig selv i går aftes, at han føltes sig tryg når Sean var her…
Der var noget meget sært ved at ligge helt alen i et værelse og på en stor borg han aldrig havde været på.
Han nikkede da Sean ville rejse sig.
Han smilede over Seans spørgsmål om han manglede noget, og rystede lidt på hovedet. Dog kom der noget fra Sean der fangede den indre drillepind i ham. Et skævt og lidt drillende smil kom frem hos ham ”hmm det lyder da lækkert… men så vil jeg altså og også mades.. OG.. det du er da velkommen til at vaske mig på ryggen” sagde han drilsk og sende ham et blink med øjet.

Han kunne ikke lade vær! At flirte var noget han elskede, og han grab enhver chance for at få lov at gøre det! Og tit lettede det bare stemningen hos mange. Med mindre selvfølgelig du gjorde det til et par!
Dog var det nok ikke det kvikkeste at flirte for meget, han ville hest ikke ende med at det førte til noget.. okay.. det var løgn!
De havde haft den bedste sex han havde haft længe… men hans tilstand satte lidt en stopper for det. Og han kende sig selv, kom det til det punkt at han bare kunne springe på sean igen, så ville han gøre det, uden at tænke på sår eller skader…

Han rystede dog på hovedet bag efter ”men nej tak… jeg klare mig” sagde han så.
Han havde ondt, men ikke så ondt at han havde brug for smerte stilende. Men det var dejligt at vide at der var en mulighed for det.

Han sendte Lorikan et lille smil og et beregnende blik. For ham var det mere dril end flirt, omend han ikke havde noget imod begge dele. Flirteri var trods alt et bekendt emne for ham og derfor noget han fandt en hvis tryghed i.
"På ryggen? Jeg tror ikke din krop ville kunne holde til det. Hvad end jeg gør ved dig...Bagfra"
Drilleriet og den uskyldige flirteri lå i luften og Seans humør steg. Et af hans pauser fra de evindelige negative tanker, selv om han på nuværende tidspunkt kæmpede for at holde dem stangen. Det var som om han havde mere energi til at bekæmpe dem i dag, end han plejede. Mens drilleriet lå i luften forlod han værelset.

Hånden gled igennem håret, da han på vej til sit værelse fik fingrene i en vagt og bad ham sende en tjener til gæsteværelset for at tage det brugte bestik fra maden. Derefter gik han ind på sit værelse. Her trådte han ud af sit tøj og ud i sit private vaskerum, hvor han havde forlangt der altid skulle stå noget vand. Alt taget i betragtning, kom han trods alt ofte hjem med enten diverse rifter eller andre rester der skulle vaskes af. Han sprøjtede noget vand i hovedet og skiftede tøj. Stadig afslappet - forholdsvis løse bukser og en skjorte, der dog sad lidt strammere end den før. Bare fordi.
Til sidst gik han over til sit skrivebord og stirrede lidt på det kaos der var. Han sukkede svagt og tog en stak breve - dem kunne han nok koncentrere sig om selv om Lorikan lå og småsnakkede eller snorkede...Hvad end det nu endte med. Et øjeblik overvejede han at det ville være nemmere at få flyttet Lorikan herind...Men så igen. Det kunne misforståes.
Han samlede en stak breve og nogle af de opgaver der bare ikke kunne vente længere. Et blækhus og en fjerpen. Så gik turen tilbage til Lorikans lånte værelse.

Inde på værelset igen. Tingene blev stillet på bordet, der nu var blevet tømt for en bakke med mad. En tjener måtte have været her for et øjeblik siden. Diverse stearinlys var brændt ned, men det var midt på dagen og der kom nok lys ind af vinduet til at han kunne se. Sværdet blev spændt af. Skulle han arbejde var det blot irriterende at have det ved sin side. Fødderne var også bare, selv om der intet gulvtæppe var herinde, som på hans eget værelse.
Til sidst manglede der...
Kun noget frisk drikkelse. Han orkede ikke at gå efter det. Det måtte vente til han var tørstig. Inden han satte sig ned, gav han sig til at sortere i brevene, så han vidste hvad han skulle i gang med og hvad han mon skulle starte med.
"Alt det der skal have opmærksomhed..." bemærkede han svagt for sig selv.
Ikke at han ignorerede Lorikan. Men han var ikke god til smalltalk og fandt intet emne at bryde stilheden med.

Et smil bredte sig hos ham da Sean valgte at spille med på dette lille drillerig. Det var nu meget rart, og stemningen i rummet blev meget bedre og meget mere behagelig.
Han smilede skævt til ham.
”tja det ved man jo aldrig før man har prøvet” konstaterede han og sende et blink efter Sean.
Han ville da bestemt ikke have noget imod at deres aften sidst gentog sig. Men Sean havde nok ret.. det var ikke helt sikkert at hans krop ville kunne klare det. Uanset hvilken stilling han kunne komme til at tænke på, ville nok overbelaste hans sår.
Dog var det bare så fristende bare at gøre det. Bare lade sår være sår, og så bare kaste sig ud i en vild og hed leg. Uh! Hans krop fik nærmest kuldegysninger bare af tanken.

Da Sean havde forladt rummet lå han lidt og tænkte. Hvad kunne der komme ud af at han blev her? altså kun til han var rask? Men det var alligevel også nogle dage han var nød til det. Han håbede da i hvert fald at det ende med en hyggelig omgang igen, inden han skulle hjem igen. Han lå og kiggede rundt. Han ville gerne se mere af dette sted, men han var jo lidt lænket til stedet her.. desværre.
Da døren gik op igen bredte der sig et smil, dog var det ikke Sean der kom ind, og Lorikan brummede lidt.
hov! Vent! Havde han lige ligget og savnet Sean?.... Nej! Det havde ikke været det.
Han kedet sig bare… det var det hele! Eller.. Okay han kunne jo ikke nå at kede sig på så kort tid..
Tjeneren smilede til ham, og et halkvalt smil kom retur. Han var ikke så god til venlighed.. han var ikke vant til det.
Nogle gang misundende han Lori, at han bare havde så let ved den slags. Han kunne det der med at være venlig og sød overfor andre. og det var ikke engang fordi det betød noget..

Han slog hovedet lidt tilbage mod hovedpuden. Det var så kompliceret det hele! Og det gjorde det ikke bedre at Sean havde opdaget det.
Selvom det selvfølgelig gjorde det nemmere at sove.
Da døren atter gik op, og Sean kom ind, var han i tvivl om hvordan han skulle reagere… Skulle han smile, lade som ingenting, sige noget? Hvad skulle han?
Han vagte ikke at gøre noget. Det kunne også blive for akavet det andet.

Da han så alt papir arbejdet smilede han bare.
Han lagde en arm bag nakken selvom det nev lidt ”hvor er jeg glad for jeg ikke skal klare alt det der… det er RIGELIGT for mig når jeg er tvunget til at følge med i alle de KEDELIGE bøger Lori hele tiden læser” grinte han lidt.
Lori var en bognørd! Hvem valgte også at arbejde i en boghandler? Det var jo så sindssygt kedeligt!
Han lagde hovedet lidt på skrå ”hvad er det egentlig du laver? Hvis jeg må spørge?” spurgte han så.

Han smilte svagt og vendte sig om mod Lorikan.
"Oh, det går. Jeg er van til det" Sandheden var han elskede at arbejde. Han elskede at foretage sig noget og helst noget vigtigt, noget der havde mening. Eller sådan plejede det at være.
"Jeg har faktisk tilbragt det meste af min tid i Doomsville" bemærkede han pludselig. Doomsville...Han savnede byen. Den usynlige magtkamp med Sakref om hvem der faktisk styrede mest af byen. Ham i den kriminelle underverden, Sakref som den officielle hersker. Han havde været en del af livet der, han havde været en ønsket gæst ved de riges baller, han havde kendt hver en gade og gyde. Han havde haft en stor klan, der gjorde alt han bad den om. Han havde haft sin mere lovlige antikvitetsforretninger, der havde fungeret til at flytte penge og sælge visse ting videre. Et skalkeskjul...
Han havde endda overvejet at bruge sin penge til at oprette sit eget mansion uden for byen!
Og så havde Assorian kontaktet ham. Hvor sjovt ville det ikke være at overtage en by? Dengang havde der stadig været ting at opnå. Nu var han på toppen af tinden - endda over racelederne. For de skulle indordne sig lovene for det territorium de opholdt sig på.
Og nu? Nu blev arbejdet mere og mere kedeligt. Han brød sig ikke så meget om byen, han savnede Doomsville. Han havde ikke flere mål. Alt...Sad fast. Og han overvejede virkelig bare at give det hele videre til nogle andre...

Han viftede med nogle af brevene, som han allerede havde åbnet.
"Disse skal svares. Det er spørgsmål og foreslag fra de adelige i byen. Det er et politisk spil, for nogen hader hinanden og andre elsker hinanden. Hvem skal man holde med? Eller kan man balancere mellem dem og udnytte begge sider? Det her brev..." Han holdt et af dem op og lod blikket glide over teksten et øjeblik.
"...Oh ja. Et spørgsmål om jeg vil holde et bal til efteråret. Bare for at samle dem og...Du ved. Hygge. Hvad han ikke skriver er han har en gifteklar datter som han desperat prøver at finde en mage til. Forhåbentlig regner han ikke med jeg er interesseret..." Han trak let på skuldrene og holdt et andet brev op.
"Ah. Denne omhandler om noget korn der er gået sygdom i. Mest bare information og forklaring på hvorfor han ikke betaler mig så meget korn som jeg har krav på. Det sjove er jeg ikke har andre rapporter om sygdom i kornet fra det område - tværtimod. Han prøver sikkert at snyde mig..." Igen trak han let på skuldrene og smed brevene på bordet, før han satte sig på stolen ved bordet. Hans blik gled over til Lorikan, der nu havde fået et indblik i hvilke ting Sean sad og skulle bruge sin tid på.

Lorikan lå blot og så på Sean, puha han blev helt træt af alt det papir arbejde, og det var ikke engang ham der skulle lave det.
Han lyste en smule op da Sean sagde han havde tilbragt meget tid Doomsville. Det var nu egentlig underligt, for han var da sikker på at han ville kunne huske Sean hvis han havde set ham. Han prøvede at ligge sig en smule mere til rette selvom det var svært, da det gjorde ondt, og ikke kunne fratage ham fra at komme sig lidt. Orh de forbandede sår!
Han hadet at have det på den her måde.

Han så lidt over mod Sean. ”Lori og jeg har kun været i doomswille siden han var 16 år…” sagde han og gabte en smule som om det var en voldsomt kedelig historie. ”ellers tilbragte han det meste af sin barndom, først på børnehjem og derefter i Sunfury… og MAN hvor er der kedeligt der” sagde han mens han himlede med øjnene.
Sunfury havde været et dødt punkt for en som Lorikan. Der var ikke det samme natteliv som i Doomsville eller Dragons peak. Og det jo det han havde brug for.


Han lyttede til de mange lange indhold på det breve som Sean fortalte om, og fik næsten ondt i hovedet af det.
”pludselig føles det slet ikke så slemt at Lori arbejder i en bogbutik” mumlede han og sned sig lidt mod panden. Puha han ville blive træt i sit hoved hvis han skulle klare alt det der.
”bliver du aldrig træt af det her?.... Jeg mener… få du ikke bare lyst til at smide det hele og bare tage af sted?.. bare for en stund i det mindste?” spurgte han så. Han så lidt op i loftet.
”jeg ville så gerne bare rejse!... bare… skride fra det hele” Han sukkede lidt, og vende blikket lidt mod Sean med et skævt, men dog opgivende smil ”desværre kommer jeg aldrig ret langt før Lori begynder at tage hjem igen” sukkede han.

Det var svært at forklare folk hvordan det var at have en anden i sin krop. En der overhoved ikke vidste at man var der.. i det mindste ikke var sikker. Lori havde da sine teoriger, men alle var de forkerte.
Han havde været helt der ude hvor han havde troet at han var en vareulv, uden at vide det. Tumpe!...
Gad vide hvordan hans verden ville se ud hvis han en dag fik kroppen for sig selv igen. eller hvis han og Lori kunne dele den lige over. Så ingen af dem var nød til at slås om hvad de skulle gøre.

Han smilte svagt. Alle reagerede på samme måde, ved at påpege hvor kedeligt det måtte være. Han måtte indrømme det var en tand mere kedeligt end at modtage rapporter om de nyeste tyverier eller rygter i Doomsville, da han var en kriminel overlord. Nu fik han rapporter om hvor meget korn eller grønt der var samlet ind til vinteren. Der var en forskel...
Og han savnede lidt det gamle. Men han havde givet det videre til Xander, hans yngste søn. Umiddelbart gik det vist meget godt og nu da Sean var her i Dragons Peak havde han hjulpet lidt med at starte en søstergruppe her. Det gik bare sløvt, for det hele kom an på andre folk end Sean selv. Det var begrænset hvor meget opmærksomhed han kunne give det. Slet ikke som før, hvor det havde været alt han lavede. Og alt han havde lavet hele sit liv.
Nu havde han brugt sin besparing på at sætte en borg i stand...
Han havde stadig hjemmet i Doomsville, selv om det var lejet ud til Xander og nogle andre lige nu. Han gned sig lidt i panden...Han sov der når han besøgte byen. Hvor han savnede det. Men han kunne ikke bare melde sig ud og så komme tilbage og kræve det hele tilbage.
"Nogen skal jo lave det og jeg kan lide at tænke jeg er god til det" bemærkede han roligt.
"Men der er forskel...Før var jeg en leder af den kriminelle underverden. Nu af en hel by" Han så hen over bordet. Grundet til det stadig var underholdende var fordi han nød at finde en balance mellem det hele eller at finde en måde at udnytte folk. Det kunne man jo heldigvis gøre uanset hvad man arbejdede med.
"Jeg må dog indrømme jeg godt kan lide en god bog..." tilføjede han, som kommentar angående Loris arbejde. Et svagt, intetsigende smil gled over ham.
"Men jeg bliver træt. Træt af...Alt. Jeg er kommet lidt bagud på det sidste..." Han sukkede svagt. Hvorfor fortalte han det overhoved?
"Har du prøvet at løfte forbandelsen, der holder dig fra at være en hel person i én krop?" Spurgte han så tilbage og så over på Lori igen.

Han ville da helt sikkert lyve hvis han sagde at det var et liv han ønskede sig. At skulle sidde og lave alt det papir arbejde. Burde man ikke have folk til det?
Og så igen.. han var selvfølgelig nød til selv at være lidt inde over det.
Men han ville ikke kunne klare et liv hvor man blev mere og mere begravet i papir Arbejde. Lori der imod ville nok elske det. At få liv til at sidde og nusse med alt sådan noget.

Sjovt nok overraskede det ikke rigtig Lorikan at Sean havde haft et mere.. særpræget liv før dette.
Andet ville nok have skuffet ham en smule.
Men det var da sært de aldrig var stødt på hinanden! Og det havde de ikke, et ansigt som Seans var ikke et man lige glemte!

Han forstod ham nu godt da Sean sagde at han godt kunne blive træt af det hele.
"Har du ikke en der kan hjælpe dig med alt det der?... Jeg mener mere med de mindre vigtige sager?" Sagde han så.
Det ville måske gøre Seans liv lidt lettere.
"Måske du skulle overveje at tage dig en ugentlig fridag" grinte han lidt.

Søg forsvandt smilet på hans læber en smule da Sean spurgte ind til forbandelsen. Han trak lidt på skuldrende. "Jeg kender ikke den magi der er blevet brugt... Og det er svært at indsamle informationer, når man samtidig skal holde det hele hemmeligt for sin anden personlighed" brummede han lidt.
Han så på Sean. "Jeg talte med en kvinde en gang, en der kunne stærk magi... Hu fortalte mig at hvis Lori og jeg skulle blive en person,.. så ville vores sind også blive et... Hvilket ville betyde at Lori bliver en del af mig, eller omvendt..... Ooog... I virkeligheden ved jeg ikke om jeg er interesseret i det" sagde han så.

Mange ting ville blive anderledes, og han vidste ikke hvilke. Måske ville han få sværre ved at dræbe? Måske ville han være mere skeptisk når han skumme jage? Måske endda blive genert!?
Lori var ultimativt akavet og nervøs! Det var ikke noget Lorikan var interesseret i at overtage.

Han så på Sean "hvem ved? Hvis Lori og jeg havde været en, var det ikke engang sikkert at jeg var gået med dig den aften.." han sukkede lidt.
"Hvordan takker man ja til at blive et med noget der er den totale modsætning til dig selv?"

Han sendte Lori et svagt smil, men svarede ham ikke. Hvordan skulle nogen kunne forstå hvilken byrde han gik med i sit indre? Ensomheden. Nej, det havde intet med papirarbejdet at gøre, på ingen måde!
"Min nevø har tjek på økonomien til daglig. Min butler, Maeve, har styr på husholdningen og min sekretær er netop afgåret ved døden, da jeg ikke længere stolte på ham. Men jeg har altså haft hjælp. Men det bedste arbejde, det laver man selv" bemærkede han roligt og lod blikket glide hen over bordet, før han satte sig ned og begyndte at rette tingene til, så han kunne begynde at læse og svare på nogle af brevene. Normalt gav arbejdet ham noget at lave hver dag, men på det sidste havde han negative følelser og tanker skinnet igennem alt og gjort hans svar ubrugelig. Hvilket betød han var begyndt at modtage utålmodige svar fra visse folk. Han trak vejret dybt.
Det var en ond cirkel. Havde man det dårligt, gad man ikke ting og så var folk efter en og gav en mere pres. Hvor mange havde han selv presset så dybt? Betænksomt stod hans blik stille på en af væggene i rummet, selv om han slet ikke bemærkede væggen.
Betød det noget?

Han så først over på Lorikan igen, da han snakkede.
"Hvis der er en ting jeg har lært, er det af forbandelser ofte er lettere at løse end folk tror. Man skal bare vide hvordan - og det er ofte der det svære ligger" svarede han.  
"Du bryder dig ikke om uvisheden. Hvilken person bliver du bagefter? Du er bange for at ligne Lori og Lori vil uden tvivl være bange for at ligne dig. Svaret er I formentlig ikke kommer til at ligne hinanden. Spørgsmålet er hvilken side af jer der normalt er den dominerende. Alle har lidt af alt, men nogle sider kommer mere til udtryk end andre. Alle kan blive ramt af pinlighed, men de fleste gør det sjældent eller er gode til at skjule det. Alle kan blive ramt af vrede, men de gør det enten sjældent eller er gode til at skjule det..." Han trak lidt på skuldrene. Det var ikke et resultat, men blot hvad han mente. Han tog en stor risiko nu...
Ofte når han gav folk sine tanker på et område, endte det altid i et skænderi og flere folk der forlod ham. Hvorfor?
På den anden side ville det være nemmere...Også selv om hans hjerte begyndte at slå hårdere. Hårdere..Fordi nu havde han et eller andet sted set frem til selskabet.
Han skulle bare have holdt sin mund og ønsket ham held og lykke med det hele. Men nu var han begyndt, så hvorfor stoppe?
"Men måske mere realistisk bliver det hele balanceret. Den ene dag er du måske glad, med en adspredt fornøjelse i at læse bøger. Den anden lokker du en kvinde eller mand til din seng. Hvorfor kan tingene ikke være samlet i en? Det er i hvert fald bare hvad jeg tænker"
Han var ikke engang sikker på han rigtig havde forklaret hvad han tænkte om det. Hans tanker blev ofte forvirrende, når han gav sig til de mere filosofiske ting. Såsom hvad der udgjorde en person.
"Du ville slippe for dobbeltlivet og frygten for at falde i søvn" bemærkede han med et svagt smil, i håb om at Lorikan måske ikke bare ville fare ud af døren, fornærmet og sur, som de fleste plejede.

Han lå blot og lyttede. Så Sean havde hjælp? Men han havde jo ret. Ville man havde noget gjort, så skulle man gøre det selv. Ellers blev det sikkert bare noget juks, med mindre man selvfølgelig kunne regne med at det blev som man ville have.
Mange ville nok hellere lave det selv end at lade andre om det.

Han måtte ærlig indrømme at han ikke hørte så meget efter da Sean talte om forbandelsen. Han vidste jo godt alt det der blev sagt. Han vidste godt at det sikkert var nemt nok at hæve den. Men hans problem var mere OM han ville.

Han så dog noget overrasket ud da Sean begynde at tale igen. Han så lidt over mod ham, dog snak hans blik igen. Hvorfor sagde han sådan nogle ting? Dog…. Hm. Det var jo sandt!..
Han bed sig lidt i læben. Okay, han havde faktisk fundet en person der kunne få ham til at føle sig ubehagelig tilpas. Men igen.. det var jo ikke Sean der var skyld i det. Det var nok nærmere fordi han fattede at det var lige PRÆCIS det Sean sagde der var galt.
Han frygtede uvisheden om hvad der kom til at ske! Om det hele blev rodet, om han blev kun den ene… eller kun den anden.
Hvad hvis han blev Lori? Eller endnu værre…. Hvad hvis han forblev sig selv?..
Han vred sig lidt utilpas i sengen. Pludselig var det ikke så behageligt at ligge i den her seng. Det stak inden i ham. Og han kunne mærk han faktisk var tæt på at blive vred. Hvorfor blandede Sean sig? Han kunne vel være ligeglad!
Han krummede sine hænder om dynene og havde mere og mere lyst til at råbe af Sean at han skulle holde mund og blande sig uden om.

Dog da Sean begynde at tale om hvad der ”realistisk” tænkt ville ske, så han op igen. Han lyttede hvad der blev sagt, og pludselig faldt vreden en hel del.
Sean havde faktisk ret. Hvorfor kunne det ikke gå med en god blanding af dem begge? Det ville måske ikke være det værste. Han ville måske få nemmere ved at mærke sine følelser, og accptere dem. Og Lori ville få mere selvtillid.
Han sukkede lidt og lænede sig tilbage i sengen.
”Hvorfor ved du bare noget om alting” brummede han.

Han bed sig i læben da Sean sagde at han ville miste frygten for at falde i søvn.
”jeg er ikke bange for at sov… jeg er bange for at Lori skal finde ud af HVAD han laver når han ikke er vågen” sagde han så. Han så over mod Sean.
”hvorfor er jeg først stødt på dig nu?...” sagde han blot med et roligt smil. Han havde kunne bruge de råd for mange år siden.
Han sukkede bare lidt, og lukkede øjnene lidt. ”men du har nok ret! Hvorfor skulle det være en dårligt ting at vi blev en?” sagde han så.
Han lå lidt, men så, så hen mod Sean. Han bed sig lidt i læben.
”vil…. Vil du hjælpe mig?” spurgte han så.
At spørge om hjælp var bestemt ikke noget han gjorde sig ret meget i. Slet ikke. Men Sean havde fået ham til at tænkte.

Han trak et af de breve hen til sig, som han allerede havde læst. Han lod kort blikket glide ned over det for at genkalde sig den præcise ordlyd af brevet. Så fattede han sin fjerpen og trak et rent stykke papir hen, hvor han nænsomt gik i gang med et svar. Det angående kornet. Han havde besluttet sig for at sende en mand, der kunne bedømme om kornet faktisk var råddent eller ej. Så kunne de tage den derfra.
Hans svingende bogstaver kom roligt til syne på papiret, imens han lod Lorikan tænke - og måske svare. Ignorerede klumpen i hans indre der fortalte ham at Lori ville hade ham nu. For at blande sig, for at kommentere. Men han var ikke god til at holde mund. Også selv om folk aldrig ønskede hans hjælp...

Lorikans svar var overraskende. Han satte fjerpennen ned i blækhuset og drejede hovedet en anelse for at se hen på ham. Drev han gæk med ham? Drillede ham eller ligefrem prøvede at håne ham? Hvad betød det, Lorikan sagde? Hans øjenbryn gled en smule sammen.
"Det har været mit job at vide ting" bemærkede han så bare, usikker på om han overhoved burde prøve at svare på det.
Hvorfor flippede Lorikan ikke ud? Eller ventede han blot...Til det rigtige tidspunkt? Folk ventede jo. Til det tidspunkt hvor det gjorde langt mere ondt, end hvis de bare havde fået det overstået med det samme.
Faktisk blev Lorikans uventede spørgsel for hjælp ham næsten vred!
Forstod han da ikke hvordan tingene fungerede her? Ingen ønskede hans hjælp! Hvad grunden så end var, brød folk sig ikke om ham og ønskede ikke hans hjælp! Også selv om han i lang tid havde været overbevist om at han var den der kunne give den bedste hjælp.
Han vendte sig langsomt om mod sit brev, tog sin fjerpen og rystede noget af blækket af den. Han begyndte at skrive igen og for en stund skrev han bare videre, til det korte brev - med alle sine dertilhørende høfligheder - var skrevet færdig. Han lagde papiret fra sig så blækket kunne tørre. Fjerpennen gled tilbage til blækhuset og han lænede sig tilbage i stolen med en dyb indånding.
"Folk plejer...At undgå min hjælp" advarede han ham. Han kunne ikke forklare hvorfor, men så mange folk kunne vel ikke tage fejl?
"Men hvis du har lyst til at modtage den, vil jeg prøve at give den. Jeg har trods alt...Hjulpet med at løfte en del forbandelser efterhånden. Kan du huske mere om hvordan den blev kastet eller omstændighederne for den?" spurgte han. Hans stemme var lav og på en eller anden måde forsigtig.

Han undrede sig over hvorfor Sean så ud som han gjorde da han havde spurgt om hans hjælp. Han var godt nok lidt overrasket over at Sean pludselig var så stille. Havde han sagt noget forkert?
Han rynkede brynene lidt og så undrende ud da Sean sagde at folk plagede at undgå hans hjælp. Lorikan kæmpede sig lidt op og sidde med et ømt støn. Det forbandede sår!
”Jeg ville ikke bede om den hvis ikke jeg ønskede den” sagde han med et roligt smil. Sean havde ikke gjort andet end at hjælpe, så hvorfor skulle han ikke ønske den?
Han så lidt tænkende ud da Sean spurgte om omstændighederne og sådan. Han sukkede lidt. ”det er mange år siden….. eller.. det er kun 22 år siden” sagde han så.

Han så ud til at have en smule svært ved at huske det. Det var mærkeligt for efter forbandelsen ramte ham, havde han haft svært ved at huske ting fra før.
”min mor var en meget magtfuld heks… Hun var god til stort set alt med Magi. Min far var dæmon, én meget… hård mand. Han så gerne at jeg og min halvbror, blev som ham. Og det var da også den vej jeg gik.. Men min mor besluttede sig for at det ikke var det liv jeg skulle have! At jeg ikke skulle ende ud som en voldlig og ondskabsfuld mand som min far”
Han ømmede sig en smule over såret, men fortsatte med at fortælle.
”hun kastede en utrolig kraftig forbandelse på mig… jeg vidste ikke engang selv at den slags eksisterede.. Hun farvandlede mig til et spædbarn igen” han gøs ved det sidste han sagde. Tænk at gå fra voksen mand til spædbarn på under en nat.
Han sukkede lidt ”jeg er ikke sikker på hvad der skete der fra… Ud over at hun isolerede mit sind, alt det onde… på den måde dannede jeg et sind der var baseret på alt det gode…. Som du nok har lagt mærke til.. så er Lori ALT det som jeg ikke er” sagde han så.

Han sukkede lidt. tænk at ens egen mor kunne finde på at gøre det her mod sit eget barn. ”Jeg har hverken set min mor eller min far siden..” sagde han så. Han rodet sig lidt irriteret i håret ”det er fustrende, og jeg orker det snart ikke mere…. Det her er MIN krop!... men alle ser mig som en ubuden gæst der bare forpester Loris liv!” vrissede han lidt for sig selv.
Men det var også en lidt uhyggelig tanke. Tænk at den som alle kunne lide og var glade for, kun var en fremtvunget person…

Så en ældre forbandelse. Ikke at det nødvendigvis betød noget, han havde tidligere løst en der var ret gammel. Han tænkte tilbage på Alitheia, den dæmoniske piratkvinde, hvis personlighed han havde fundet ganske...Forfriskende og inspirerende. De var ret enige om mange punkter, i hvert fald hvad angik det at opføre sig som en rigtig dæmon. Men det var længe siden og efter hun havde spurgt om han ville hjælpe med at overtage en by...Havde han ikke hørt mere. Mon ideen var gledet ud i sandet? Sikkert.
Hans blik gled over til Lorikan et øjeblik, mens han overvejede det. Personligt vidste han jo ikke så meget om magi igen. Nej, den slags lod han til folk der kendte til det. Mon han havde en bog der kunne bruges om emnet? Nah. Han havde efterhånden læst dem en del gange. Måske universitetet?
Eller gå direkte til kilden...
Han rømmede sig svagt og vendte sig helt om mod Lorikan, mens han for et øjeblik lod breve være breve.
"Din mor...Lever hun endnu? Kan hun findes?" spurgte han.
"Det nemmeste er at gå direkte til kilden...Din mor" forklarede han kort efter, i håb om han ikke brød en eller anden grænse. Dem havde folk så mange af.
"Selv om hun kastede magien, kan vi måske lokke hende til at røbe nogle ting om hvordan hun gjorde eller hvordan den kan løftes...Om ikke andet skader det ikke at spørge. Jeg kan også...Bruge hårdere midler for at få hende til at snakke. Men det er op til dig og hvor meget du holder af hende, efter det hun gjorde" Hans blik hvilede på Lorikan, for at se hvordan han tog ideen.
"Jeg kan selvfølgelig også se om jeg kan opsnuse nogle informationer en anden vej" skyndte han sig så at tilføje. Han ønskede ikke Lorikan faktisk nåede at blive træt af ham...

Lorikan vidste godt at der ikke var meget at gå efter. Det ville nok være en svær en den her.
Da Sean spurgte om Lorikans mor stadig levede, stak det lidt i hans bryst. Hans så lidt ned. ”jeg har ikke set eller talt med hverken hende eller min far siden hun valgte at bortføre mig fra mit hjem, og efterlade mig hjælpeløs på et børnehjem” det var tydeligt på hans stemme at den blev mere og mere sammenbidt, og han krummede hænderne om dynen.

Han vende blikket mod Sean ”hvis hun er i live og vi finder hende, så kan du få min skyld skære hende over på midten bare hun fortæller hvordan jeg hæver den forbandelse” sagde han med en hård tone. ”hun betyder intet for mig….”
Måske var det ikke helt sandt.. Han havde altid elsket sin mor, men det var hans far han frygtede og derfor adlød. Men at en mor kunne gøre det her.. forbande sit eget barn, bortføre det fra sit hjem, og derefter efterlade det hos fremmede, til et liv som en anden.
Han ville aldrig tilgive hende! Aldrig…

Han sukkede dog lidt ”dog tror jeg du er nød til at lede efter oplysninger et andet sted.. jeg kan ikke engang huske hvor vi boede da det skete! Vi rejste meget, og min hukommelse er lidt sløret fra den tid før jeg blev forbandet”. Sagde han så og trak på skuldrede.

Han havde ondt, men det var heller ikke behageligt at ligge ned mere. Så han hev dynen lidt ad, fik med besvær smidt benene ud over kanten, og forsøgte med en masse ømme støn at komme på benene. Hvordan i alverden havde Lori boret sig an første gang? Lorikan selv var den der normalt ignorerede smerten, og selv han var i tvivel om han havde lyt til at rejse sig her fra.

Han gned sine hænder lidt og overvejede det. Måske var det her, folk begyndte at indse hans hjælp var dårlig? Fordi han havde en tendens til at se væk fra de følelsesmæssige dele af en opgave og i stedet fokuserede på hvad end der kunne løse problemet...Uanset om det var hvad folk ønskede sig eller ej? Han var ikke sikker. Han var heller ikke helt sikker på om det var netop hvad han gjorde.
Og måske skulle han lade være med at fokusere på sin frygt, for at jage den eneste, der gad hans selskab, væk. Og i stedet fokusere på problemet?
Han følte sig mere og mere frustreret. Hvad skulle han gøre?! Hvordan skulle han gøre det?!
Hans blik gled over Lorikan. Han turde ikke rigtig forfølge emnet der hed hans mor. Så blot...Nu fik det manden til at gøre noget så dumt, som at prøve og rejse sig op!
Han rejste sig selv og gik over til ham, hvor kort afstand der end var.
"Det er okay. Jeg finder på noget andet...Det var bare et forslag" prøvede han sig frem. Jah, han kunne droppe det...Eller måske lede efter moren bag hans ryg? Lade være med at sige noget? Han kunne ikke beslutte sig.
"Jeg kan nok finde en anden der ved..Hvad der skal gøres" bemærkede han sigende, før han tøvende rakte en støttende hånd frem mod Lorikan.
"Du burde blive liggende. Dine sår...Din hvile..." tilføjede han så. Han havde mest lyst til at vælte Lorikan ned i sengen igen...Og hvis manden tog imod hans støttende hånd, var det netop hans plan. At presse manden tilbage, til han lagde sig ned igen. Billeder af Alane gled igennem hans tanker...Hendes tilstand, hendes forbandelse...Og hvordan de havde ligget i hinandens arme igen. I et øjeblik følte han noget tøvende...Dette virkede alt for genkendeligt.
"Har du mange smerter?"