What do we say to the god of death? Gautham

Gautham kunne ikke lade være med at smile skævt for sig selv da han så hvordan Tatia gik imod ham, dog havde han kun set hende en enkelt gang i skikkelse af hendes ulv, dengang de sad i hver sin celle tilbage i den østlige del af skoven, dog aldrig i fuld vigør hvilket ærgede ham, han havde været mange vintre siden han sidst set Shifters der kunne forvandle sig til 'Direwolfs', men det var tydeligt at aflæse hendes bevægelser at hun ofte havde brugt sin dyre form
Han stod stort set ubevægelig imens hun udgjorde sit første træk, først da hun satte to slag fra imod ham rykkede han, han lod sig ubesværet.. nærmest glidende.. bevæge sig til siden over skovbunden for at undgå slagene, men han kunne mærke på de svingninger hun havde sat i luften, at det havde været slag med kraft i
Han nikkede roligt for sig selv.. nu vidste han i det mindste at hun kunne have en tendens til at bruge begge hænder hurtigt efter hinanden
Han kunne ikke lade være, hun havde selv bedt om en trænings kamp, og i kamp skulle man både have styr på det fysiske.. men også det mentale.. "not bad.. not bad at all" sagde han roligt, "but i thougth this should be a combat practise.. why just blowing holes to the air?"

Tatia vidste hvad hun lavede, og hvad hun ikke lavede. Første runde gik ud på at se, hvor hurtig han var. At se sin modstander an inden man brugte alt sin energi, det noget hun havde lært med årerne. Og måske et par gode råd fra Wade. Den evne han besad var umådelig god i situationer som denne, og hans hjerte måtte være et vidunderligt sted sommetider - hun prøvede at lære af ham på den måde, men hun ville aldrig kunne huske ligeså meget som ham. Desuden var det hans talent, men hun kunne ikke undgå at beundre det alligevel. Selvom hun ikke ønskede sig evnen på de dårlige dage, at huske alle detaljer af alt ondt der nogensinde var hent. For Tatia kunne hun sagtens, men hun ønskede ikke at huske detaljerne helt ind til roden. Der gik det op for hende, at hun måske skulle spørge mere indtil ham - men hun havde været fokuseret på sin egen smerte og egne tanker - selvisk var man vel engang imellem.
"Don't worry, I'm just getting warmed up," svarede hun med et lettere kækt smil. Gauthams reflekser fejlede intet, men han talte for meget.
"Don't go all careful on me, scared of fighting a girl?" Spurgte hun måske for at provokere ham en anelse. Tatia sprang imod ham, noget der kunne minde om et hop direkte mod Gautham, dog i sidste øjeblik ændrede hun angreb og løb for at bruge sin styrke og sendte et slag mod hans ansigt - endnu en bevægelse, som skiftede i sidste øjeblik og blev i stedet til et slag mod hans midten af hans bryst - dog et stadigvæk kraftfuldt nok slag.Han spærrede ben for hende med det ene ben - forhindrede hende i at træde ordenligt tilbage og fange sin balance. Tatia spændede ben for ham på samme tid, for at hindre ham i at få balancen hurtigt tilbage.

Don't worry, I'm just getting warmed up
Gautham nikkede kort, "good, i was afraid that we first had to peel every thing off til the basic...."
dette sagde han dog kun indtil Tatia atter rykkede, og tog imod det kraftige slag imod hans brystkasse, og det faktum at hun havde på sin vis fået spændt ben for ham hjalp heller ikke på udfaldet, og han væltede bag over hvor han kort lå på ryggen og kiggede op på hende, "well now we are talking" sagde han og hoppede tilbage op på benene, "my turn" nåede han lige at 'udbryde' inden han med et par lange skridt kom hen til hende, og satte en lige venstre, et kort slag, men med en god kraft imod maven på hende

Let hævede hun på sit ene øjenbryn, som han lå på jorden. Well now we are talking, et skævt smil blomstrede sig op på læberne af hende. Tatia kneb øjnene en anelse som han sprang på benene igen, my turn- et fnøs forlod hendes læber som han fortalte hende at han angreb hende. Han sendte et slag imod hende med fuld kraft, Tatia sprang tilbage og placerede fødderne som kendte de alle trinene på forhånd.
"You talk to much," mumlede hun lidt og gik et par skridt kredsende om ham igen. Som hun kom op på siden af ham, strakte hun sit ben ud for at prøve at få hans balance testet lidt. Dog på samme tid slog hun atter ud efter hans ansigt med en knyttet næve. Hun var ikke bange for at slå til den, men hun var så sandelig ikke bange for at blive skadet heller.

You talk to much
Gautham trak let på skuldrene, "well that must be one of my week sides.. i guess that i have a little to work on there" sagde han og blev stående så hendes forsøg på endnu engang at fælde ham ikke bar noget held med sig, han stod fast
Og da hun sendte en knyttet næve imod hans ansigt rykkede han sig ikke en tomme, først i hvad der kunne minde om sidste øjeblik greb han fat i Tatias knyttede næve der havde retning imod hans ansigt og trak hånden til side imens han stødte sin frie hånd imod hendes ribben
og han begyndte så småt at overveje om man skulle ryste nogle af sine små triks ud af ærmet, hun havde mere kraft i sine slag, og var hurtigere på benene end han, man kunne ikke mærke på hende at hun skulle være ude af takt med henblik på kamp, lige nu.. var han blot glad for at hun ikke ville byde sig selv at forvandle sig til sin ulv

Hun skar en kort grimasse som hans slag ramte hendes ribben. Heldigvis for Tatia havde hun evnen for ikke ligefrem at virke til at reagere for voldsomt.
"Clever move," tilføjede hun og fnøs let af ham. Hun havde brug for at opbygge tilliden til sig selv, føle hun kunne forsvare sig selv. Ikke at hun var så meget ud af træning som hun måske mente, men for hende var hun langt bagefter - til det gik op for hende, hvor hurtig hun egentlig var. Tatia fik dog grebet hans arm, og i en hurtig bevægelse lykkedes det hende næsten at vride den om på ryggen af ham. Så snart hun syntes hun havde spillet sej nok, så gav hun ham et skub på ryggen så han blev skubbet fremad. Ulven inden i reagerede på kampen, og tydeligvis ønskede den at spille med som de røde øjne glødede en anelse - men det var ikke nok til den ønskde at skifte form. Det krævede mere end ligeså.

Han skar kort en grimase da Tatia vred armen om på ryggen af ham, et træk han ikke havde set komme for hendes side.. hun var ikke så let at læse som hvad mange andre han tideligere havde sloges mod.. for hver gang man troede man havde gennemskuet et mønster.. set en rød tråd i det hele.. slog hun med et over i en ny måde at angribe på
Efter hendes skub i ryggen lod han sig.. med et lille hop falde fremover i et rullefald hvorpå han atter kom på benene og venter sig front imod hende, let knasede han med nakken, inden han atter tog paraderne op klar til hvad hun kunne finde på at sætte imod ham næste gang
Han satte et par hurtige slag ind imod henholdsvis hendes mave og brystkasse inden han trådte et skridt tilbage

Hun var i flow, og det gik godt. Det var tydeligt på hende, at hun var i sit es og nød det voldsomt. Hun nød det alt for meget, hver eneste bevægelse føltes til at bringe hende mere til live. Så meget at hun i et glemte tid og sted kort. Tankerne forsvandt, og panikken var kort væk. Alt virkede til at være så godt, og det var ikke slaget mod hende - eller som hun undveg det. Det var nærmere da hun sprang ud i at ville prøve at skifte form, uden hun egentlig tænkte over det. Det var først da kroppen begyndte at arbejde, at hjernen satte ind og bad hende stoppe. Måden hun stoppede op på og trak sig tilbage. Bukkede sig fremover som om, noget gjorde ondt. Smerterne var mentale og ikke ligefrem fordi der var nogle skader. Hun løftede hænderne til hovedet og sank ned i sine knæ. Med en hård arm bevægelse slog hun sig selv hovedet af frustration. Det rystede indeni, og systemet gik i alarm om noget var galt. Smerten bredte sig inden i, og selvom hun ønskede at samle sig omkring den og skubbe den væk - så hun kunne ånde lettet ud. Så gjorde det den blot voldsommere hver eneste gang den angreb. Tatia bed tænderne sammen, og prøvede at få vejret, men det virkede håbløst. Alt gik fra godt til håbløst på et sekund, og hun hadede det - hadede alting ved det.

Gautham stoppede alt han havde gang i da han så Tatia bukke sammen i smerter "What happens?" spurgte han og rystede kort 'til frysningen' af sig og satte derpå hurtigt igang igen.. denne gang var det ikke hende han drønede hen imod, men derimod sin vadsæk hvor han fik fisket drikkeflasken op endnu engang plus et stort lammeskind.. hvorfor han lige præcis tog skindet med var et spørgsmål han ikke selv lige ville kunne svare på
Og da sprang han atter tilbage til Tatia og lagde skindet omkring hende og tilbød hende atter flasken for at have noget at styrke sig på "If i was you i would really have a drink.. its not just water.. it is mead.. a home brew.. a little something to strength on"

Alting snurrede for hende, som om at verden drejde rundt i uendelige baner. Hjertet sprang op i halsen på hende og gjorde nærmest umuligt at trække vejret - dette skete alt for ofte efter hun var sluppet fri. Angsten der sprang på hende lige som hun syntes alting gik så godt. Tatia virkede ikke til at registrer Gautham i dette sekund, alting hang ikke sammen - ikke ligenu. Hun gispede efter vejret, prøvede og prøvede. Synet brokkede sig fik de sorte pletter frem for øjnene.
"I... I can't b.. reathe," hev hun efter vejret og prøvede at hive luften ind mellem læberne. Tatia klemte øjnene sammen. Hun mumlede en masse ord, tydeligt nedladende om sig selv - men hvad det præcis var - kunne ingen rigtig tyde. "It hurts.. it hurts.." tilføjede hun.

Afkræftet over følsen af ikke at kunne hjælpe sin ven begyndte han at reagere voldsommere end før.. I... I can't b.. reathe hørte han hende sige imellem hendes heftige forsøg på at få luften ned i lungerne, "that is because of the way you are standing.. you are closing of the airways" sagde han og lukkede let skinden omkring hende inden han trak hende op, og løftede hende op i fuld højde for at give hende frie luftveje "breathe.. deep breathing.. dont you dare start panic now.. dont you dare lose controle"

Foragtelsen af sig selv var dominerende over hende, som om, at det fik hende til at kæmpe mindre for at få vejret - blot i ren afstraffelse. Måske håndterede hun i virkeligheden slet ikke det her så godt som alle troede, ellers var det bare en del af processen? Healingen var måske svære end hun først havde regnet med, men sådan var det når man gik med vægten af verden på sine skuldre - det fik næsten en til at knække sammen nogle dage. Han trak hende på benene, hvilket var som et slag i maven - luften ønskede at slippe igennem hendes læber, og alligevel holdt tankerne det inde. Tankerne var så stærke. De sorte prikker blev større for øjnene af hende, og gjorde hun næsten mistede fornemmelsen af sine omgivelser helt. Hvilket blot gjorde hjertet slog hårdere og hårdere. Don't you dare start panic now.. don't you dare lose control, stemmen prøvede at nå ind til hendes bevidsthed. Hun stirrede ud i luften med tårer i øjnene som vejrtrækningen faldt hen. Let knyttede hun sin ene hånd og trådte væk fra ham. Hun afskyede sig selv for dette, for den svaghed. Hun stillede sig op af et træ og tog en dyb indånding.
"Stupid.. stupid.." vrissede hun af sig selv i vrede, og slog hånden mod træet. Tårerne fjernede hun med en bestemt bevægelse fra sin håndryg.

"That aint stupid Tatia.. dont do that to your self.. not now.. not when you rolled it so well" trods hun selv var gået lidt væk fra ham, trådte han blot hen til hende igen og lagde en hånd på hendes skulder "dont blame you self for what happend.. we was not trained Shifting and we both know that you was not ready yet.. if we should train to Shift, then you should have making you self ready weeks ago"
Han kunne kun tænke hvad hun følte.. han havde været yderst heldig ikke at have gået præsis det samme igennem som hende.. han kunne sagtens skifte, på den måde var han mere urørt end hende.. men dette var vel blot fordi han havde været slave af en familie dengang.. og de ikke havde lige så frie tøjler til at gøre ved ham som hvad de havde haft med hende

Gautham lagde en hånd mod hendes skulder. You was not ready yet.. Tatia klemte øjnene hårdt sammen, og prøvede at kæmpe mod vreden til sig selv. For hun vidste, hvis den slap ud, så ville det gå udover ham. Men hun kunne ikke, ikke lige nu.
"You don't get it," startede hun ud og fjernede hans hånd mens hun drejede sig om mod ham. "I have always.. always had control over my shift. Always. I triggered it when I was four years old. Had no problem. And now? Now I feel useless. Hopeless. I can't even shift to defend myself.. Sure I can fight in combat.. but .but.." Hun rystede på hovedet af sig selv og tog hænderne op til hovedet så hænderne gled henover håret. "I been trying.. I try so hard. Everyday.. I have been out for weeks now. And everytime I think its gonna be fine, my mind brings me back to hell," tilfjede hun og sukkede dybt. Turde næsten ikke så ham i øjnene.
"And it is my fault. I shouldn't have been taking in the first place.. I should have fought harder to stay my ground, but I was to weak. I'm a warrior, and they took me. Used me and made me nothing. Took everything.. " Råbte hun til sidst og trådte et par skridt tilbage. Den vrede hun havde under hele hendes udbrud, var rettet mod hende selv. Men igen hun havde sagt til ham før, at hun havde problemer med sin vrede - og det faktum at ilden var blevet sat til den - var måske ikke ligefrem den bedste ting.

Gautham var næsten klar til at stikke hende en spontan.. et uventet venstre hug i siden for at tvinge hendes tanker på andre veje end de hun var på vej imod.. og under normale omstændigheder havde han ikke tøvet med at med at gøre det.. men ikke denne gang, for det første.. hun var hans deirfiúr.. en som han i en stund hvor alt så sort ud havde givet ham noget at kæmpe for.. givet ham troen tilbage
"Beat it out of your head Tatia.. you are way more than that.. dont let you selv sink in.. stand your ground.. i know that you can.. but with all that happend to you, its clear as the sun can shine"

Beat it out of your head Tatia.. Tatia kunne mærke sin lunte var ved at løbe ned. Ikke fordi hun ønskede at være vred, men hun var vred. Hun knyttede næverne sammen og mærkede neglene skære igennem håndfladen - bare for at prøve at kontrollere denne her vrede.
"I am beating it out. I'm fucking trying! And It's pissing me off how little the process is. I shouldn't have to fight this much.. I shouldn't have to," sagde hun det sidste mindre vredt end det første. Tatia tog en dyb indånding. "Fighting is all I know.. I want to be more then just a fight.. And i'm angry.. i'm so angry.. and depressed. Sad.. What happened to shouldn't define that.. It shouldn't.. " mumlede hun mens hun hørte en frustreret hånd igennem sit hår.
"I have survived hunters.. living on my own without days by age of 9.. I have killed people by that age for survival. I have been fighting for my life since my family died.. I survived being beaten up by some old pack members, who thought it was fun pissing me off. I survived, being put in a arena twice, where it was life or death.. I almost lost Wade one time, by my own hand.. now I have been those bitches little experiment for a year.. so maybe you can understand why I would like the world to give me a freaking break!?" Det sidste sagde hun i vrede og frustration. For hun var frustreret. Det var egentlig en skam Wade ikke var hende lige nu, han var virkelig den eneste der hurtigt kunne køle hende ned igen.

so maybe you can understand why I would like the world to give me a freaking break
"That is one thing you can be sure of.. the world will never.. no one will ever give you a breake.. or maybe that is just what you see, what you think" Gautham tog en hurtig tår af mjøden.. al den snak.. og oven på deres lille venskablige trænings kamp havde gjort ham tør i halsen
"You are closing down.. the whole world around you.. so was i when i got free.. i know thats a bad thing to put it up against.. my life vs. yours.. I know how it is.. standing without family.. i can follow you so far.. but I dont know the feeling.. watching ones family die.. they cut me off.. I cut them off. but you were torn apart" han tog sig kort til hovedet, og gned øjnene med den ene hånd "no one can chose ones family.. or the things that will happen in life, but we can choose who we want to spend time with.. who we will call our friends.. who we will go the ekstra distance with and for" han så direkte på hende.. hans ene øje var begyndt at blive blankt, og en enkelt tåre pressede sig på.. "when I needed it the most.. one I could talk to.. with.. you were there.. you put a point in my life, gave me a something to fight for again.. whats what kept me alive.."

Hun knyttede atter hånden, som han startede med at snakke, You are closing down.. Et fnøs forlod hendes læber, alligevel lyttede hun videre. But you were torn apart, ganske let hævede hun endnu mere på det ene øjenbryn.
"You don't know the first thing about me," vrissede hun irriteret af ham, som han nævnte hendes familie. Det vendte og drejede sig i hendes system, for ikke at explodere. Vrede. Det var længe siden hun havde været så vred, hvor hun bare kunne skrige hvis det egentlig var det hun ønskede. "I'm not like you, I choose to be with the people I love. I don't isolate myself from them. I have 3 brothers, I have all the family I need," Tilføjede hun meget pointerende og trådte et skridt mod ham. Måske en anelse truende, og de røde øjne begyndte at gløde i den vrede der boblede inden i hende.  "So don't come here and tell me what I do and what I don't do," pointerede hun bestemt. Let rystede hun på hovedet af ham.
"I hear that so much you know.. let in line. " Hun skubbede ham tilbage med et fast skub på hans brystkasse i ren frustration. "Don't you dare make me an object for your own selfish reasons to stay alive. I don't need that extra pressure in my life." Vrissede hun aggresivt af ham og hjertet slog hårdere og hårdere. Hun var vred.. og hans ord hjalp ikke ligefrem.

Han trak kort på skuldrene og trådte tilbage som hun skubbede ham væk.. "thats right.. i dont know anything about you.. about your past.. all i knew was a strong woman.. refused to give in.. but i think that i maybe could not see it all that clear in the dark" hendes ord ramte ham hårdt.. hårdere end hvad han nogle sinde havde troet "I thought i had found what i could call a deirfiúr.. or sister.. but it seems like i just have gotten old and soft" han gik tilbage til sin vadsæk og lagde drikkeflasken tilbage hvorfra han havde taget den
Han så stadig det røde skær i hendes øjne for sig.. så den store ulveskikkelse for sig han prøvede at ryste billederne ud af hovedet.. men han kunne ikke få det rystet af sig
"I would never dare to tell you how to live your life.. or tell you what to do or dont.. i respect what you do.. and im sorry that you think of me like that"

All i knew was a strong woman.. refused to give in.. but I think that I maybe could not see it all that clear in the dark. Et fnøs forlod hendes læber og hun slog blikket ganske kort væk fra ham. I thought i had found what i could call a deirfiúr.. or sister.. but it seems like i just have gotten old and soft. Tatia trådte et skridt nærmere ham.
"If you have grown soft at all, you haven't suffered enough," pointerede hun koldt. Det var ikke på den måde at hun havde tænkt sig at skade ham sådan ekstremt eller noget. Ulven i hende var næsten helt op mod hendes hud, og ønskede at bryde ud. Det var det gode ved hendes vrede, den aktiverede ulven ekstremt hurtigt - ulven havde bare et problem, den sad fast.Im sorry that you think of me like that. Et fnøs forlod hendes læber som hun lagde armene overkors.
"How should I think of you? We connected over a night of pain, loneliness - hope. The next day that day was over, you where taken away. Yes I might have been giving you some hope for life.. But as you lived, I was dying. Alone. Caged.. I was the only one who could survive that project in the camp. I remembered sitting there looking at the others forced to changed, who died in the pain.. and I was wondering why I didn't. I wanted.. you know.. it became to much.. but it didn't stop, I just kept going.. how do you keep going when the worst things has happend? Who do you have to change inside to survive.. who do you have to become..?" det sidste var mere til sig selv. Den sidste prik hun manglede at få på plads var nok, mere hvad der fik hende igennem det hele. Måske var det i virkeligheden Kubo som havde været den del. Den del af sjælen som hang ved ham, havde måske kæmpet ekstra hårdt for hende selvom den ikke vidste hun var i live.

If you have grown soft at all, you haven't suffered enough
"I never said that i suffered in that camp.. what happend to me there was a holiday compared to what happend to you.. my whole life has would be a walk in a park compared to what you have been through" han stemme var mærket af samtalen, den var ikke så fyldig som den plejede at være, men mere tør i det, han forstod hende udemærket.. han ønskede han havde kunnet gøre mere for hende dengang.. langt mere end hvad han havde, der var ikke gået en dag siden han fejlede at rede hende, og det havde jaget ham..
"I know that it is not much.. but if you ever need anything.. help.. economic or resources i hope that i can help.. try to correct the mistakes I've made"

My whole life has would be a walk in a park compared to what you have been through. Tatia tog en dyb indånding og rystede let på hovedet af ham.
"Why do you keep comparing our lives? To remind yourself that it could have been worse? My life isn't all bad. The stuff I just told you come from the bad box. You have no idea what is inside the good one.. " svarede hun og hævede på sine bryn ganske kort. "Like you don't know how when I was walking around at 9 years old, a man took me in. Now I call him father. When I was 13 I found a boy in a pack older then me, he took me in, now I call him brother. Yes I found a other man there who I fell in love with and he died.. so I took of. The pain was real, the hunger of blood. By the age of 15 I was taken in by another pack.. where I found Wade.. I became something. A beta for the pack." svarede hun og sank en klump.
"My life isn't bad just because something bad happens, just because I was put in a cage a few times by some psychopaths.. I still ended up with good things in the end, the first time I found a boy younger then me.. now I call him my little brother .. the second time I almost lost my boyfriend and he had a hard time healing.. so he pushed me away and we broke up," det var ikke ligefrem nemt at nævne hende og Wades brud, men de var sammen igen - så det gjorde det lettere. "I ended up where you found me, and got out. I was found by one of my brothers.. and he brought me to safety. Or I didn't because I was to scared to face my older brother.. so I kept walking around.. and days after I found Wade.. I might be depressed, stressed.. paranoid.. angry.. but I have never felt more alive, and what the world has giving me for living up to the pain - it's worth suffering for. So no, your life isn't better then mine. Because I have been free most of mine," tilføjede hun og sank let en klump.

rystede let på hovedet "thats.. thats just something I.." han tog sig let til hovedet, "I dont know.. maybe yes.. or maybe because i can see how strong you are.. how strong you have become since the last time i saw you" han hankede let op i vadsækken, men lod den atter falde til jorden med et svagt bump, "maybe it should have been me asking you for help.. not the other way around.. but not to comparing yours and my life..
But im glad to hear that all isnt bad for you.. that you have some good points as well"

"Well, I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better.. that is how I survived. Yes I am strong, in this world you have to - the second you stop the fight.. you are dead," svarede hun og kørte en hånd henover sit hår. Hun var kølet ned, bare lidt i hvert fald. Tatia lod sig selv glide ned af træet og lagde hovedet mod stammen. Maybe it should have been me asking you for help.. not the other way around, et fnøs for lod kort hendes læber, ikke i en hånene form dog.
"Everyone needs help now and then. We are social creatures.. we can't handle everything on our own. We would die if we tried," sagde hun blot ganske stille, og rømmede sig lidt. Tatia sank en klump og sukkede en anelse.

Han sparkede roligt vadsækken op imod træet og satte sig på den imens et svagt suk undslap ham, og han fandt atter sin flaske frem, smuttede proppen af den og satte den for sine læber
Everyone needs help now and then. We are social creatures.. we can't handle everything on our own. We would die if we tried
"Right you are.. but sometimes one could dream of a world.. or at least a presence where one just sometimes could sink in, where one dont always have to be alert at all times" sagde han og tømte resten af flasken inden han smed den tilbage ned ved siden af sin oppakning, og han lod kort blikket hvile ved hende inden han atter lod blikket vandre videre op af træet indtil hans blik ramte himmelen